Kofod lægger op til kompromis om sparepolitikken i EU og vil lande en ny europaaftale i år

Statsminister Mette Frederiksen lagde i sin nytårstale op til, at Danmark skal indtage en mere central position i det europæiske samarbejde, efter en periode hvor hendes regering er blevet anklaget for at være EU-skeptisk og i tiltagende grad isoleret i EU.

Udenrigsminister Jeppe Kofod vil nu have Folketingets partier med i en ny europapolitisk aftale, som skal lægge linjerne for det danske engagement i Europa de næste mange år. Et engagement, hvor Danmark skal spille en positiv og aktiv rolle.

»Vi skal være i kernen. Vi skal være i hjertet, som statsministeren sagde. Og Europa er i øvrigt i vores hjerter. Vores værdier kan kun forsvares effektivt, når vi står sammen i Europa. Og vores sikkerhed, herunder også vores værdier, kun hvis vi står sammen hen over Atlanten,« siger Jeppe Kofod til Information under et besøg til udenrigsministermøde i Frankrig.

En ny dansk europapolitisk aftale i Folketinget er en del af forståelsespapiret fra først i regeringsperioden, som er grundlaget for regeringens parlamentariske flertal i Folketinget. Nu vil Kofod indlede processen, og selv om han vil afvente de kommende måneders debat med partier og borgere, før han konkluderer, hvad en aftale præcis skal indeholde, har han en række pejlemærker.

»Vi skal lave et Europa, som er et stærkt forsvar af de værdier, som er under pres. De demokratiske værdier, retsstaten, menneskerettighederne. Det er under pres fra Rusland, det er under pres fra Kina. Det er også presset internt i Europa, hvor nogle lande ikke lever op til de forpligtelser, de har, for eksempel på retsstaten. Det gælder Polen og Ungarn. Det er vigtigt for os, at vi står op for vores værdier,« siger udenrigsministeren.

»Det er også afgørende, at det EU, som startede som en kul- og stålunion efter krigens rædsler, nu skal blive en klimaunion, som også statsministeren sagde det meget klart i sin nytårstale. Det er en vigtig prioritet og har været det hele vejen i gennem for regeringen. Det ønsker vi at få en bred aftale med partierne om, at vi arbejder målrettet på,« siger Jeppe Kofod.

Kompromisklar

Danmark vil gerne tale om EU som en klimaunion, men de andre EU-lande ser i mindre grad unionen som et samarbejde bygget på ideen om at købe danske vindmøller, varmepumper og vinduer. De store EU-lande har andre prioriteter, som Danmark er tvunget til at tage stilling til. Det seneste eksempel er den grønne taksonomi, hvor både atomkraft og gas ligger til at komme med som EU-stemplede bæredygtige energikilder.

Frankrig, Italien, Spanien og flere andre lande ønsker for eksempel, at man undtager grønne og digitale investeringer fra EU-reglerne om budgetunderskud og laver flere fælles milliardlån, der skal finansiere den europæiske energitransformation og investeringer i nye teknologier. Tyskland og Frankrig ønsker en europæisk industripolitik, hvor staten får en større rolle, og Frankrig ønsker, at EU’s konkurrenceregler ændres, så unionen kan favorisere egne virksomheder.

Alt sammen ting, som udfordrer Danmarks traditionelle liberale position i EU. Sparebanden med Holland, Østrig og Sverige er i opløsning, efter Holland har fået en ny, langt mere EU-positiv regering, østrigsk politik er i kaos efter kansler Kurz’ afgang efter en korruptionsskandale, Sverige har sagt god for EU’s mindstelønsdirektiv, og hos den store nabo i syd, Tyskland, er Angela Merkel afløst af Olaf Scholz som kansler, med de meget EU-positive grønne på centrale poster i regeringen.

Udenrigsministeren signalerer åbenhed for flere kompromiser, som det man så, da Danmark gik med i etableringen af EU’s genopretningsfond på 750 milliarder euro. Her kæmpede Danmark for, at en større del af fonden skulle være lån, ikke direkte bidrag. I sidste ende blev genopretningsfonden, som i EU-sammenhæng er historisk, fordi den bygger på fælles gæld, en realitet. Et resultat, som Kofod i dag er ganske tilfreds med, og som ifølge ministeren viser, at man kan få indflydelse ved at indgå i forhandlingerne i EU.

»Vi er klar til at diskutere, hvad der skal til for at lave den grønne omstilling, men samtidig er det også vigtigt, at vi driver vores økonomier på en måde, så vi har ressourcerne til den grønne omstilling. En ansvarlig økonomisk politik. Men selvfølgelig. Vi er ikke dogmatiske. Vi skal finde de rette svar. Og noget af det, som lykkedes under COVID-19-krisen modsat finanskrisen, er, at vi investerede os gennem en genopretning, som har bragt os relativt hurtigt tilbage. Også hurtigere end vi havde frygtet fra europæisk og dansk side. Så selvfølgelig skal vi også se på det som et vigtigt redskab.«

Ny europæisk virkelighed

En ny dansk europaaftale skal tage højde for den nye virkelighed, hvor Frankrig og Tyskland efter det britiske exit, geopolitiske magtkampe mellem USA, Kina og Rusland og to års pandemi ønsker en anden kurs for unionen. Det indebærer at opnå enighed om en ny økonomisk model for kontinentet, med en større rolle for staten i industripolitikken, med en mere protektionistisk handelspolitik, med en bunden opgave om at reformere EU’s stabilitets- og vækstpagt og mere strategisk suverænitet på sikkerhedsområdet.

Et stykke af vejen er udenrigsministeren med på, at tiden kræver et tættere samarbejde på kontinentet, også økonomisk og i form af fælles investeringer. Men det skal ske uden at ændre EU’s rolle som en liberal handelsunion baseret på konkurrence og det indre marked.

»COVID-19-krisen har blotlagt nogle sårbarheder. Vi er nødt til at kigge på vores forsyningskæder i Europa. Vi har også set, at produktionen af kerneteknologier som for eksempel solceller er forsvundet ud af Europa. Vi skal investere klogt og fælles i fremtidige teknologier. Batteriteknologi, som er helt afgørende for den grønne omstilling. Vedvarende energi, men også digitalisering, som bliver rigtig vigtigt. Det skal vi gøre, uden at vi bliver protektionistiske, men hvor vi samtidig forstår værdien af at besidde nogle af de teknologier, hvor vi i dag er for sårbare.«

Kofod ønsker en kurs, hvor Danmarks rolle ikke er at sætte hegnspæle over for EU, men at indgå i forhandlingerne og få så meget indflydelse som muligt.

»Når vi går ind i det her sammen med andre, så er vi i hjertet af Europa. Og en del af det er også, at vi ikke nødvendigvis er enige i alle forslag fra Kommissionen, Frankrig eller Tyskland. Men at vi finder et kompromis, hvor vi alle kan være med. Det er vi klar til, der er vi meget aktive, og der har vi allerede vist igennem de sidste to og et halvt år, at vi har løftet kompromiser på genopretningsfonden og det langsigtede budget,« siger Jeppe Kofod.

»Det er vigtigt, at vi ser på, hvordan vi kan supplere vores nationale indsatser. For at se på hvor det europæiske samarbejde og det fælles budget giver værdi for os, ikke mindst på det grønne område. Derfor har vi fokuseret på at gøre vores fælles budget mere grønt. Så er der noget ansvar for både at føre en nationalt ansvarlig økonomisk politik og samtidig skabe råderum til at investere i den grønne omstilling, så vi får sort energi ud og grøn energi ind. Så vi får lavet et grønt landbrug og en grøn fødevaresektor. Det vil kræve massive investeringer i de kommende år. Og her er vi villige til at diskutere modeller for det.«

Ikke tid til opgør med forbehold

Spørgsmålet om det kommende europæisk mindstelønsdirektiv var ét, hvor Danmark ikke var parat til at indgå i forhandlingerne og i stedet stemte nej. Nu fortsætter lovgivningsprocessen, uden Danmark har indflydelse på indholdet af reguleringen. Ligesom når det gælder de fire danske EU-forbehold, hvor Danmark også står uden for. Men her er der ikke nye toner fra regeringen. Mette Frederiksen har tidligere udtalt, at forbeholdene er »grundlaget for den danske europapolitik«. Forbeholdene vil Kofod ikke ændre på.

»Debatten om dem er sindssygt vigtig. Og god. Den skal vi have løbende om, hvad det betyder for os. Men der skal være nogle meget tungtvejende grunde, hvis man skal sætte forbehold til afstemning. Der skal være en brændende platform. Og sandheden om for eksempel forsvarsforbeholdet er, at der ikke nu er en situation, hvor vi ikke kan føre den udenrigs- og sikkerhedspolitik, vi ønsker, på grund af forbeholdet. Hvis det opstår, skal vi være klar til at tage debatten med danskerne og konsekvensen heraf. Men der er vi ikke nu,« siger Jeppe Kofod.

Sidste år lagde Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen ellers op til, at tiden var kommet til en folkeafstemning om at afskaffe det danske forsvarsforbehold. Også De Radikale ønsker at fjerne forsvarsforbeholdet. 

»Der er en brændende platform i EU, når det gælder sikkerhed, og derfor er Danmark nødt til at melde sig ind i den diskussion, og vi er nødt til, at de partier, som skal stå bag en aftale, har en nogenlunde fælles forståelse af, hvor EU skal hen på det. Bagefter kan vi tage en debat om, hvor vigtigt vi synes, det er at få afskaffet forbeholdet. Vi synes, det er vigtigt. Det gør vi først og fremmest, fordi det står i vejen for, at vi kan melde os ind i diskussionen i Europa, « siger den radikale EU-ordfører Anne Sophie Callesen.

»Men også at vi i første omgang definerer, hvad det er for et forsvars- og sikkerhedssamarbejde, EU skal have. For det tror jeg vil være vigtigt at få afklaret, før vi kan tage debatten, også med offentligheden for alvor, om vi skal få afskaffet det forsvarsforbehold. Vi skal finde ud af, hvad vi ville skulle bruge det til, hvis vi skulle indgå fuldt ud i det forsvars- og sikkerhedspolitiske samarbejde,« siger den radikale ordfører.

Asylpolitikken

Et andet betændt spørgsmål er EU’s asyl- og grænsepolitik, hvor Danmark med sit ønske om at flytte asylbehandlingen ud af EU står relativt isoleret blandt medlemslandene. Anderledes ser det ud med ønsket om strammere grænsekontrol ved EU’s ydre grænser, hvor der er voksende enighed om ønsket om mure og grænsehegn.

Polen mørklagde sin politi- og militærindsats ved grænsen til Hviderusland, og der blev rapporteret om overtrædelser af menneskerettighederne, dødsfald i de hviderussiske skove og ulovlige pushbacks fra polsk side. I Grækenland rapporteres der om ulovlige pushbacks og dårlige forhold i asyllejrene, og i de libyske torturfængsler forsvinder mange mennesker simpelthen. Aftalen med Tyrkiet, hvor tyrkerne får penge for at holde flygtninge væk, er ligeledes en hjørnesten i europæisk migrationspolitik. Senest har Charles Michel, formand for Det Europæiske Råd, som samler EU’s stats- og regeringschefer, åbnet for EU-finansiering af grænsehegn.

Minister Kofod mener, at styrkelse af EU’s grænseværn er den rette vej frem. Begrebet ’Fort Europa’ skræmmer ham ikke.

»Vi skal styrke vores grænser, og der skal ikke være nogen ulovlig vej ind i Europa. Hvis vi tillader det, så vil vi blive en magnet for irregulær migration og pression fra autokrater, som ønsker at presse Europa med børn, kvinder og mænd. Det er fuldstændigt inhumant, og derfor skal vi stoppe det. Så at sikre kontrol ved grænserne er en prioritet, som jeg varmt støtter,« siger han. 

Konkret ønsker regeringen i løbet af det kommende halvår en diskussion med Folketingets partier og med input fra de borgerpaneler, som finder sted som en del af EU’s konference om Europas fremtid, der kulminerer i slutningen af maj måned. Herefter skal der efter planen landes en bred europapolitisk aftale med Folketingets partier i løbet af sommeren eller efteråret.

Den seneste europapolitiske aftale er fra 2008, og hvis den skal opdateres, kræver det, at forligspartierne fra dengang er med. Den blev indgået mellem den daværende regering bestående af V og K – og S, SF, R og det daværende Ny Alliance, som siden har skiftet navn og politik til Liberal Alliance.

Hvis man for eksempel vil ændre europapolitikken, så Danmark skal gå ind for flere flertalsafgørelser i Ministerrådet, vil det kræve en genåbning af forliget, og hvis forligspartierne ikke ønsker dette, vil man ved at bryde forliget først kunne gøre en ny europapolitisk aftale gældende efter valget næste år. Et alternativ kan derfor være at lave en rammeaftale, som ikke indebærer at genåbne det gamle forlig. Den del af den parlamentariske øvelse er dog endnu ikke afgjort.