»Vi er virkelig kede af, at I skal flytte.«
Tatiana Jankelevitj var lige kommet hjem fra arbejde og gik ind ad havelågen, da naboen dukkede op på den anden side af hækken. Smilende, storladen i bevægelser og ord, amerikansk. Tatiana Jankelevitj blev forvirret.
»Vi skal ikke flytte?« sagde hun.
»Jamen, der var da en ejendomsmægler forbi i dag. Han tog billeder af jeres hus og sagde, at I skulle flytte.«
Det isnede i Tatiana Jankelevitj. De havde kun boet i USA i kort tid. En lille emigreret familie fra Rusland: Hendes mand, to børn og bedstemor på 84 år. De var flygtet fra Sovjetunionen, hvor en hverdag med spionage og angreb betød, at de ikke længere var sikre. Og nu havde de altså fundet dem. Hvem de så end var.
»Måske var det KGB, men vi vil aldrig kunne sige det med sikkerhed,« siger Tatiana Jankelevitj.
Hun er i Danmark for at deltage i årets Sakharov-konference, der blev arrangeret af Den Ny Demokratifond og Andrei Sakharov Research Center for Democratic Development. Og når hun fortæller om det nu, cirka 50 år senere på en restaurant i København, får hun det næsten til at lyde som om, familien var heldige dengang.
»Vi følte os meget sikrere i USA end i Rusland. Vi fik beskyttelse af et land, der havde sympati med os, og vi kunne ringe til FBI, hvis der var noget. Der er mange mennesker, der lever i eksil i dag, der ikke har det sådan,« siger Tatiana Jankelevitj, der er steddatter til den sovjetiske fysiker og menneskerettighedsaktivist Andrej Sakharov.
Og meget tyder på, at hun har ret. Flere eksperter vurderer, at den såkaldte ’transnationale undertrykkelse’ er stigende. En undersøgelse fra organisationen Freedom House beskriver, hvordan mennesker i eksil bliver udsat for overvågning, overfald eller kidnapning og attentater, hvilket begrænser evnen til at leve frit i det nye land.
Fjender af folket
Tatiana Jankelevitj ved selv en ting eller to om eksil. Hendes stamtræ blomstrer faktisk med alle former for aktivisme – og politisk forfølgelse og eksil. Vi tager et kig i familiealbummet.
Hendes morfar var en armensk embedsmand, som blev henrettet under Den Store Terror i 1930’erne. Det var en periode, hvor Stalin blev ramt af magt og paranoia og besluttede sig for at henrette hundredtusindvis af borgere, uden at nogen stoppede ham.
Mormoren hed Ruth, og hun var jødisk kommunist. Kun få dage efter sin mands død blev hun sendt i gulag under anklagen »hustru til folkets fjende«. Ruth tilbragte otte år med at grave kanaler i Kasakhstan med en skovl. Hun blev herefter sendt i ni års internt eksil, før hun som en af de første blev rehabiliteret i 1954, da Stalin døde.
Ruths datter hed Elena Bonner. Mens hendes mor sad i gulag, hjalp hun de fanger, som i årevis havde siddet indespærret for tyveri af mad eller brud på censurloven og skulle ud i samfundet.
I 1970, da Tatiana Jankelevitj var 20 år, mødte hendes mor, Elena Bonner, den verdensberømte fysiker Andrej Sakharov. Han er manden bag den sovjetiske brintbombe, men paradoksalt nok var han også en nøglefigur i menneskerettigheds- og fredsbevægelsen i Sovjetunionen. Ligesom Niels Bohr herhjemme så Andrej Sakharov hovedrystende til, imens hans opfindelser blev brugt til at føre krig.
Drengen, der pludselig blev syg
Elena Bonner og Andrej Sakharov var et match: De blev gift i 1972, og som dissidentmiljøets power couple gik de imod regimet. Målene var klare: ytringsfrihed, et retssystem, som almindelige mennesker kunne stole på, og deeskalering af situationen mellem USA og Sovjetunionen. Midlerne var: møde op og støtte aktivister ved domstole, udgive essays og give interview.
Aktiviteterne var dog på ingen måder risikofrie.
»Der kom fremmede op til Sakharov på gaden og truede ham. Andre gange lå der små sedler med trusler i vores postkasse,« siger Tatiana Jankelevitj.
Tatiana Jankelevitj kigger ud ad vinduet. Det er ved at blive mørkt udenfor, og folk er i gang med deres joggerutine rundt om søerne i København. Den slags normale liv har Tatiana Jankelevitj altid sat pris på. Det var bare svært at realisere som nytilkommen i USA.
Det blev ikke ved chikanen. En dag stod hun i sit køkken, da hendes toårige søn kom væltende ind i huset. Han græd og var skrækslagen, men han kunne ikke sige noget. Han blev ved med at pege ind i sin mund og faldt efter noget tid til ro hos Tatianas Jankelevitj.
Dagen efter blev han alvorligt syg. Han havde tårnhøj feber og var ikke til at komme i kontakt med. Tatiana Jankelevitj og hendes mand kørte ham på hospitalet, hvor han blev indlagt. De blev beordret hjem, men kort tid efter ringede en sygeplejerske og bad forældrene om at holde op med at ringe.
»De sagde, at vi skulle lade være med at forstyrre, fordi de havde travlt nok med at holde vores søn i live. Problemet var bare, at vi ikke havde ringet til dem en eneste gang,« siger Tatiana Jankelevitj og fortsætter:
»Der var måske nogen, der ville ringe og sikre sig, at han ikke døde af, hvad end de havde givet ham. De ville måske bare skræmme os. Vi indså, at vi måtte forlade landet.«
Kunne ikke vende tilbage
Tatiana Jankelevitj og hendes mand besluttede sig for at emigrere til Boston i USA. I vores facetimeæra er det ikke længere radikalt. Vi kan lynhurtigt tale med vores nærmeste på den anden side af Jorden, se dem og sende akavede luftkys til dem på skærmen.
Sådan var det ikke dengang. Afstandene i verden føltes større, forklarer Tatiana Jankelevitj. For det første på grund af Den Kolde Krig, der gjorde det umuligt at vende tilbage til hjemlandet. For det andet var den eneste måde at kommunikere på via postvæsenet eller telegram, og nyheder fra Sovjetunionen var sjældne.
Tatiana Jankelevitj vidste derfor ikke, hvordan hendes forældre havde det, da de blev sendt i eksil. Andrej Sakharov, der i 1975 havde fået Nobels fredspris, blev i 1980 sendt til Gorkij, en lukket by for udlændinge. Elena Bonner kunne besøge ham, og hun tog toget de cirka 400 kilometer frem og tilbage fra Moskva. Indtil hun blev idømt fem års eksil i 1984.
»I dag er alting rykket tættere på dig på grund af den der,« siger Tatiana Jankelevitj og kigger ned på sin mobil.
»Da de blev arresteret, var vi i USA, og jeg kunne ikke få stabil kontakt til dem.«
Tatiana Jankelevitj og hendes mand arbejdede fuldtid. Han som elektroingeniør og hun i en boghandel. Senere begyndte hun at undervise på Harvard Universitet i russisk litteratur. Oveni brugte hun sin fritid på at promovere sine forældres sag og få lagt nok pres på det russiske regime til at løslade dem.
»Et travlt liv,« som hun siger.
»Vi brugte mange kræfter på mine forældres sag. Vi havde gæster fra hele verden, og vi talte med pressen. Der samlede sig hele pressekonferencer i vores stue, når der skete noget dramatisk i Sovjetunionen.«
Intet sted at gemme sig
Jeg undrer mig. Pressekonferencer i deres stue. De fleste mennesker i eksil, jeg er stødt på, lever på en hemmelig adresse. I hvert fald kunne de aldrig finde på at invitere et helt pressekorps ind i deres hjem af frygt for, at det ville sætte en målskive i panden af dem. Frygten skyldes blandt andet flere angreb på politiske flygtninge de seneste år. Tatiana Jankelevitj nikker:
»Det er rigtigt. Jeg kender til adskillige sager i dag, hvor myndighederne ikke havde indset, at modstandere af brutale regimer har brug for beskyttelse.«
Vi taler om tjetjeneren Zelimkhan Khangoshvili, der blev skudt ned i Berlin. Sergej Skripal, der blev forgiftet i Salisbury, og Aleksandr Litvinenko, der blev forgiftet i London i 2006. I alle sager har landets anklagemyndigheder konkluderet, at den russiske stat højst sandsynligt stod bag mordene.
Og det er kun et lillebitte udsnit af eksempler på transnational undertrykkelse. Hvad hvis vi kigger på politiske flygtninge fra Hongkong, Saudi-Arabien eller Rwanda? Freedom House har i alt fundet 608 tilfælde af direkte og fysiske eksempler på angreb siden 2014.
Den amerikanske Helsinki-Komité, som Tatiana Jankelevitjs mor var med til at stifte i Moskva, har blandt andet klaget over Interpols rolle.
Selv om transnational undertrykkelse ikke er et nyt fænomen, mener flere eksperter, at der er en aktuel stigning i brugen af den. Det skyldes, at autokratierne har større spillerum på grund af et passivt internationalt system. Derudover er de nye informationsteknologier i stand til at opspore mennesker i eksil. Tatiana Jankelevitj er enig.
»Vi følte, at vi var langt væk fra vores hjemland dengang, og på nogle måder var det jo godt. Det er klart, at den teknologiske udvikling og de mere åbne grænser i dag er mere befordrende for disse typer angreb,« siger hun.
Den amerikanske Helsinki-Komité, som Tatiana Jankelevitjs mor var med til at stifte i Moskva, har blandt andet klaget over Interpols rolle. Kritikken går på, at autokratier sender falske anklager om terrorisme eller kriminalitet, hvorefter Interpol udsteder en international arrestordre på systemkritikere, der risikerer at blive anholdt på grænseovergange verden over.
En atmosfære af frygt
Tatiana Jankelevitj kigger ud ad vinduet. Det er ved at blive mørkt udenfor, og folk er i gang med deres joggerutine rundt om søerne i København. Den slags normale liv har Tatiana Jankelevitj altid sat pris på. Det var bare svært at realisere som nytilkommen i USA.
»Vi var jo ligesom en normal familie, men vi var ikke normale, ikke som vores naboer. Vores børn voksede op i en atmosfære, der ikke var typisk amerikansk. Vi var en familie, jeg vil ikke sige i krise, men der var en atmosfære af frygt og stress, som var hård for alle,« fortæller hun.
Man bliver lidt ved siden af sig selv ved at leve under eksil, mener hun. Især synes hun, at hendes bedstemor Ruth blev mærket af det. Det skyldtes chikanen – de mærkelige besøg fra ejendomsmæglere, der ikke fandtes, og telefonopkald midt om natten.
»Nogle gange var der stille i røret, andre gange mærkelige lyde. Det var ikke godt for nattesøvnen. Og for en 84-årig var det virkelig svært at håndtere,« fortæller Tatiana Jankelevitj.
Et svagt signal
Når opkaldene kom, fik Ruth flashbacks til arbejdslejren og hendes mands henrettelse.
Alt dette er dog længe siden. I dag er Rusland ledet af Vladimir Putin. Hvad synes Tatiana Jankelevitj om det? Hun smiler sarkastisk, inden hun laver full circle på vores samtale.
»På et kontor hos FSB (russisk efterretningstjeneste, red.) hænger der i dag et portræt af Nikolaj Jezjov (chefen for det hemmelige politi under Stalins undertrykkelse, red.). Og i præsidentadministrationen sidder de tidligere KGB-folk på topposter, herunder Putin,« siger Tatiana Jankelevitj og fortæller videre:
»Stagnationsperioden (1964-1982 i Sovjetunionen, red.) var trist og håbløs, og der var absolut intet at se frem til i landet. Men perioden i dag er meget grimmere. Straffene er mere arbitrære og ekstreme. Vi kan bare sammenligne: Min mor og Sakharov fik domme på seks og fem års eksil for deres menneskerettighedsaktiviteter, som de havde udført i over 30 år. I dag får unge mennesker rask væk fem år i en arbejdskoloni, fordi de deler et satirisk opslag, som staten ikke bryder sig om, på sociale medier eller står med et støtteskilt uden for en retssal. Ligesom mine forældre gjorde i sin tid.«
Derfor skal der sendes et stærkt signal fra verdens demokratiske lande, mener Tatiana Jankelevitj. For eksempel i forbindelse med organisationen Memorial. Den blev stiftet i Sovjetunionens sidste år af en række menneskerettighedsaktivister, heriblandt Andrej Sakharov. Organisationen er i dag et – ganske aktivt – symbol på civilsamfundets kamp for menneskerettigheder i Rusland, ligesom den har været frontløber i forhold til at afdække Stalins forbrydelser i 1930'erne.
Rusland har ikke ligesom Tyskland været igennem samme Vergangenheitsbewältigung og opgør med fortiden. Memorial har således forsøgt at kortlægge, hvad der præcist skete dengang: Hvilke forbrydelser blev begået, hvor og hvor mange, ofrenes og bødlernes navne. Men nu har Putin-regeringen altså definitivt drejet nøglen om og stoppet projektet.
Nedlukningen har nu ført til en officiel fordømmelse fra den amerikanske regering. I den seneste måneds tid har der dog været stille fra Washington, bortset fra et tweet fra udenrigsminister Antony Blinken, som Tatiana Jankelevitj egentlig godt kunne have undværet:
»Det var værre end ikke at gøre noget. Manglen på respons er i sig selv et signal om, at Putin kan fortsætte kursen,« siger Tatiana Jankelevitj.
