Europas højrepopulister kalder til kamp mod klimakampen

Ingen revolution uden kontrarevolutionære, så mens Europas regeringer formulerer klimamål og fremlægger grønne planer, ulmer et opgør fra højrefløjen.

I Spanien afviser partiet VOX klimakrisen som »grøn religion«, i Tyskland håner Alternative für Deutschland »den hellige Greta fra Sverige«, I Finland hævder Sandfinnerne, at klimapolitikken »hiver pølsen ud af munden på arbejderne«, og herhjemme er Nye Borgerliges Pernille Vermund træt af »klimahysteriet«.

Det er måske ikke så overraskende. Udlændingedebatten er ikke, hvad den har været, og efter Brexit har EU-modstanden mistet bid. Klimakrisen er den næste store front for Europas højrepopulister.

Kampen mod klimakampen bliver hjulpet på vej af, at der lige nu er utroligt mange europæere, der fryser. De høje energipriser har udviklet sig til en social tragedie. I Storbritannien er 2,5 millioner husstande bagud med regningerne, og i medierne fortæller mødre med små, hostende børn på skødet, at de har været nødt til at slukke for varmen. Heat or eat. I The Guardian kan man rent faktisk læse om en mand, der i desperation forsøgte at spise tandpasta.

Det skaber noget nær optimale betingelser for dem, der hævder, at elitens klimaidealisme hiver pølsen ud af munden på almindelige mennesker. Over hele Europa går De Gule Vestes spøgelse gennem den dickenske vinter.

Egentlig er det ikke de grønne bestræbelsers skyld, at energipriserne er så høje. Det er der et virvar af årsager til. Mindre vind, kold vinter, høj efterspørgsel efter pandemien. Men hvis man sidder og spiser tandpasta, er det svært ikke at forbinde de to prikker. Politikerne taler om at frigøre sig fra de gamle energiformer, om en monumental omstilling af hele samfundet, alt i mens prisen på energi eksploderer.

Om ikke andet kan man se den nuværende situation som et varsel om, hvad der sker, når klimapolitikken får konkrete konsekvenser. Når benzin, biler, oksekød, flybilletter og et almindeligt liv bliver dyrere.

»Det her kommer til at udvikle sig,« siger Nye Borgerliges klimaordfører Peter Seier Christensen siger til Information: »Når folk mærker det på egen pengepung, tror jeg, de tænker en gang til, om alt det her med klimaet er så vigtigt.«

Folkets sande stemme

Særligt i Storbritannien er udviklingen slående. Ikke så snart havde sejrsrusen efter Brexit lagt sig, før det populistiske højre begyndte at mobilisere sig omkring den grønne fjende. Nigel Farages Brexit Party hedder nu Reform UK og har gjort det til sin mærkesag, at Storbritanniens formelle ambition om at være klimaneutralt i 2050 skal til folkeafstemning. »Én folkeafstemning er ikke nok for Farage,« som det hed i The Telegraph forleden.

I Det Konservative Parti har en række af de selv samme parlamentsmedlemmer, der i årene op til Brexit var samlet i det EU-skeptiske European Research Group, nu stiftet det klimakritiske netværk Net-Zero Scrutiny Group.

Og da The Telegraph i efteråret kunne berette, at hele 42 procent af briterne støtter en folkeafstemning om klimaambitionerne, mens kun 28 procent er imod, var målingen bestilt og betalt af en række af de donorer, som i sin tid støttede Brexit-kampagnen mest rundhåndet.

Rækker man ud til Reform UK, får man fat i en anden Brexit-veteran.

Gawain Towler går med vest og sixpence, og på Twitter beskriver han sig selv med ordene »ryger som en skorsten, lever på støtten«. Sidst i 1990’erne var han skeptisk medlem af Europaparlamentet for de konservative, siden blev han pressechef for Nigel Farages tidligere parti UKIP, og nu er han altså talsmand for Reform UK. Over to årtier oplevede han sit politiske projekt bevæge sig fra den absolutte ildesete udkant af britisk politik og hele vejen ind i premierministerboligen på Downing Street 10.

Han er ikke i tvivl om, at det samme vil ske i klimaspørgsmålet. Ligesom udlændingepolitikken og den britiske EU-modstand er den et eksempel på, at »der er et enormt gab mellem befolkningen og den politiske klasse«.

Partier som Reform UK er sat i verden for at lukke den slags huller, mener han. Og lige nu er det størst på det grønne område. »Det er den næste store kamp,« siger han.

»Klimapolitikken er helt ude af proportioner. I bestræbelserne på at foregive at gøre noget, gør regeringen stor skade, ikke mindst mod de fattige,« siger Gawain Towler.

Alle partier i det britiske parlament har omfavnet ambitionen om klimaneutralitet i 2050. De folkelige frustrationer har ingen kanaler ind i politik, siger Towler. Det er derfor, Reform UK foreslår en folkeafstemning.

»Det er folkets eneste mulighed for at komme til orde, når politikerne taler med én tunge,« siger han.

»I Danmark har i et system, der tillader en helt anden repræsentation. Vælgere med alternative holdninger kunne stemme på partier, som kunne komme i parlamentet, søge indflydelse og påvirke den førte politik. Det er derfor, I har langt stærkere udlændingepolitik, end vi har,« siger Towler.

Ondskabsfulde kødædere

Ikke kun persongalleriet går igen. Det ligner unægteligt, at Storbritanniens spirende klimaskeptiske bevægelse også har tænkt sig at følge den strategi, EU-skeptikerne havde så stor succes med.

Som den populære klummeskribent – og stålsatte Brexit-tilhænger – Tony Parsons for nylig skrev i The Sun:

»Der er en stor, grøn elefant i rummet, når regeringen prædiker om at tage vores gasblus, vores biler, vores rejser og vores ondskabsfulde, kødædende vaner. Ingen har stemt på denne grønne religion. Ingen har stemt for at være koldere og fattigere. Ingen har stemt for elregninger, der går grassat«.

På mange måder er det svært at forestille sig et politisk emne, som er bedre egnet til at opildne populistisk vrede, forklarer Catherine Fieschi, der er direktør for tænketanken Counterpoint og forfatter til Popolucarcy.

»Essensen i populisme er folkets kamp mod eliten,« siger hun. Og klimapolitik er nem at præsentere som en teknokratisk elites kosmopolitiske projekt, der kræver ofre fra de mennesker, som aldrig bliver taget med på råd.

Som Gaiwan Towler fra Reform UK siger: »Klimapolitik er noget, der bliver gjort mod folk, ikke for folk.«

I den klassiske populistiske figur er der ud over folket og eliten også en tredje figur, påpeger Matthew Lockwood, der forsker i klima og politik ved University of Sussex: de andre. For de britiske EU-modstandere var den østeuropæiske håndværker, de fleste steder i Europa er den kriminelle indvandrer.

»I klimadiskussionen er der den langhårede aktivist, som foragter folkets livsform,« siger Lockwood. Man kan bare se på den vrede, Greta Thunberg eller belærende veganere kan vække. Den hellige Greta fra Sverige, som AfD kalder hende.

Det er en stærk fortælling. For politikerne, for eliten, er klimaet et påskud for at bebyrde folket med nye skatter og afgifter, for de andre, for aktivisterne og de nævenyttige universitetsstuderende, er det endnu et redskab til at udskamme dem som moralsk underlegne for deres »ondskabsfulde, kødædende vaner«.

Abstrakt gevinst, konkrete ofre

Desuden er klimapolitik rettet mod at løse et problem, der er usynligt her og nu. Gevinsten er abstrakt, mens ofrene er konkrete. Og endelig er klimakrisen fundamentalt global. Så hvorfor skal vi gøre så meget, når kineserne, sydeuropæerne, eller amerikanerne alligevel ikke gør noget? Hvorfor skal vi tage pølsen ud af munden, mens de andre æder videre?

Det er den fulde pakke. Den lille mands kamp mod eliten, nationens kamp mod det globale, landområdernes kamp mod byen, arbejdernes kamp mod de veluddannede, det konkretes kamp mod det abstrakte.

På sin vis er det overraskende, at det hidtil ikke har fyldt mere for Europas højrefløjspartier. Men mens klimaskepsis længe har været et centralt tema på højrefløjen i USA og Australien, har man i Europa prioriteret andre spørgsmål. I Storbritannien var EU det altdominerende spørgsmål for Farages skiftende partier, og på kontinentet har partier som AFD, Lega, Rassemblement national, Sverigedemokraterna og Dansk Folkeparti først og fremmest investeret deres politiske kapital i spørgsmål om flygtninge og indvandring.

Men det ændrer sig måske nu. Et eksempel er Sandfinnerne, som op til valget i 2019 satte udlændingepolitikken i baggrunden og hamrede løs på de øvrige partiers grønne planer.

»Klimahysteriet ødelægger den finsk økonomi og industri og smadrer frugten af borgerne hårde arbejde gennem årtier,« sagde formand Jussi Halla-Aho. »Stem på os for at få Finland tilbage.«

Sandfinnerne blev det næststørste parti med 18 procent af stemmerne. Valget i Finland er et godt eksempel på potentialet i klimaspørgsmålet, mener Gawain Towler fra Reform UK.

»Det viser, at det åbner en enorm spillebane for os andre, når hele det politiske system stiller sig fanatisk bag klimapolitikken,« siger han. Og valget i Finland var vel at mærke før de stigende energipriser, bemærker han.

Retning mod centrum

De europæiske højrepopulisters klimapolitik trækker faktisk i to retninger. På den ene side bliver deres klimaskepsis mere offensiv. Den grønne modstand bliver en mere central dagsorden for dem. Men i substansen bløder de op. Med enkelte undtagelser som AFD i Tyskland, benægter de ikke længere de menneskeskabte klimaforandringer.

Jean-Marie Le Pen afviste pure klimaforandringerne som »bohemebourgeoisiets nye religion«. Datteren Marine Le Pens Rassemblement national benægter ikke krisen. Med egne ord insisterer de blot på, at den skal være »økonomisk rimelig«. Le Pens parti er særligt interessant, fordi de også har forsøgt at lancere sig som et grønt parti med fokus på det nære og håndgribelige. Bevarelsen af natur og landsskaber, de franske særkender.

Heller ikke Reform UK er deciderede klimabenægtere.

»Jo, klimaet ændrer sig, det har det altid gjort. Og vi sætter heller ikke spørgsmålstegn ved, at mennesker i et eller andet omfang forårsager forandringerne. Men vi mener, at det bliver håndteret på en overdrevet og skadelig måde,« forklarer Gawain Towler.

 – Hvad skal vi så gøre ved det?

»Tilpasning. Mennesker lever spredt fra ørkenen til Arktis. En procents forandring her og der vil ikke være en katastrofe. Vi kan tilpasse os. Vi skal lytte til Nordhaus.«

Det er Bjørn Lomborgs position. Eller som Martin Ågerup fra CEPOS skrev i Politiken forrige uge: »Slap nu af, klimaforandringerne er et problem – ikke en eksistentiel krise«.

Læren fra De Gule Veste

Meget tyder på, at Farage, Le Pen og Vermund ikke er de eneste, der er opmærksomme på eventuelle sociale konsekvenser af den grønne omstilling. Spøgelset efter De Gule Veste lader til at have taget permanent ophold i de europæiske regeringskontorer.

Ligesom kollegerne i Tyskland, Frankrig og Storbritannien betoner også den danske regering, at omstillingen skal være »socialt balanceret«. EU-Kommissionen har også foreslået en fond på mere end 70 milliarder euro, som skal imødegå sociale skævvridninger. Og over hele Europa diskuterer politikerne nu, hvordan de kan hjælpe borgerne med de stigende energipriser. Så sent som torsdag præsenterede Storbritanniens finansminister en ny støtteordning, der skal hjælpe briterne med regninger.

Faktisk kan man indvende, at politikerne er så fokuserede på ikke at hive pølsen ud af munden på nogen, at det står i vejen for at indfri ambitionerne.

Umiddelbart har den grønne dagsorden endnu et flertal af befolkningerne bag sig. I Danmark viste en ny undersøgelse fra Fagbevægelsens Hovedorganisation tidligere på måneden, at 74 procent af alle lønmodtagere bakker op om omstillingen. Blandt de ufaglærte gælder det 70 procent. Men undersøgelsen viser også, at jo mere specifikke konsekvenserne bliver, des mere falder opbakningen. Blandt faglærte og ufaglærte synes kun 14 procent, at en CO₂-afgift er en dårlig idé, men halvdelen er imod øgede afgifter på benzin, og hele 61 procent er imod en afgift på kød.

Der er i hvert fald ikke tale om en lukket diskussion. Kampen mod klimakampen kommer.

Som Peter Seier Christensen fra Nye Borgerlige siger:

»Folk synes måske alt det der med klima er vigtigt og spændende, men når folk mærker omkostninger personligt, tror jeg, de spørger sig selv en gang til, om det er så vigtigt, at vi i Danmark skal gå så langt foran de andre lande.«