Essay
Læsetid: 8 min.

Fred er et resultat af menneskers valg. Det er krig også

Menneskehedens største bedrift i moderne tid er, at krige og erobringer er blevet mindre og mindre accepterede som magtmidler. Når Putins Rusland truer freden i Europa, truer det også denne historiske landvinding
Ukraines demokrati er nyt og skrøbeligt, men det har mulighed for at slå dybe rødder, skriver Yuval Noah Harari. Her markerer kadetter fra et maritimt akademi i Kherson landets modstand mod truslen fra Rusland.

Ukraines demokrati er nyt og skrøbeligt, men det har mulighed for at slå dybe rødder, skriver Yuval Noah Harari. Her markerer kadetter fra et maritimt akademi i Kherson landets modstand mod truslen fra Rusland.

Brendan Hoffman

Udland
24. februar 2022
LYT ARTIKLEN
Vil du lytte til artiklen?
Prøv Information gratis i en måned og få fuld digital adgang
Kan du lide at lytte? Find vores seneste lydartikler her

Kernen i Rusland-Ukraine-krisen åbner for en række helt grundlæggende spørgsmål: Hvad er historiens og menneskehedens definerende træk? Er civilisatoriske forandringer mulige? Kan mennesker ændre deres adfærd, eller vil historien altid gentage sig i den forstand, at vi som mennesker for altid vil være dømt til at gentage fortidens tragedier, uden at vi har ændret andet end deres overfladiske fremtrædelsesformer?

Filosofisk findes der en stærk tradition, som kategorisk benægter muligheden for forandringer. Den hævder, at verden er en jungle, at de stærke altid vil søge at dominere og udnytte de svage, og at det eneste, der kan forhindre det ene land i at opsluge det andet, er større militær magt. Sådan har det altid været, og sådan vil det altid være. De, der ikke tror på junglens lov, er ikke bare ofre for egne illusioner, de sætter også selve deres eksistens på spil. Og vil ikke overleve længe.

Heroverfor står en anden ikke mindre stærk skole, der i stedet hævder, at den såkaldte junglelov på ingen måde er nogen naturlov. Mennesker har skabt den, ergo kan mennesker også omskabe den. Stik imod en gængs opfattelse om, at krige altid har eksisteret, dukker det første klare bevis for organiseret krigsførelse først op i de arkæologiske optegnelser for 13.000 år siden, hvilket artshistorisk er ret sent. Og selv efter denne epoke har der været flere lange perioder uden arkæologiske spor efter krig.

I modsætning til tyngdekraften er krig ikke en grundlæggende naturkraft. Dens intensitet og eksistens afhænger af underliggende teknologiske, økonomiske og kulturelle faktorer. Efterhånden som disse faktorer ændrer sig, ændrer også krigen sig.

Blå bog

Yuval Noah Harari er historiker, filosof og forfatter til bøgerne Sapiens (2014), Homo Deus (2016) og serien Sapiens: A Graphic History (2020-21). Han er lektor ved Hebrew University of Jerusalems historiske institut og medstifter af den socialaktivistiske ngo Sapienship

Kollektivt selvmord

Tegn på en sådan forandring er alle vegne omkring os. I løbet af de seneste par generationer har atomvåben forvandlet den blotte forestilling om krig mellem supermagter til en vanvittig kollektiv selvmordsaktion, der har tvunget de mest magtfulde nationer på jorden til at finde mindre voldelige veje til konfliktløsning. Så selv om stormagtskrige, såsom Den Anden Puniske Krig eller Anden Verdenskrig, har været et fremtrædende træk i en stor del af civilisationshistorien, har der i de sidste syv årtier ikke været nogen direkte krig mellem supermagter.

I samme periode er den globale økonomi blevet transformeret fra at bygge på en materiel basis til at bygge på viden. Hvor de vigtigste kilder til rigdom engang var fysiske aktiver såsom guldminer, hvedemarker og oliekilder, er den vigtigste kilde til rigdom i dag viden. Men hvor man kan beslaglægge oliefelter med magt, kan man ikke tilegne sig viden på samme måde. Erobringers lønsomhed er som følge deraf klart mindsket.

Endelig er der sket et omfattende skred i den globale kultur. Mange eliter i historien – hunner-høvdinge, vikingejarler og romerske patriciere (den gamle adel i den romerske republik, red.) for eksempel – havde et forherligende syn på krig. Herskere fra Sargon den Store til Benito Mussolini søgte at forevige sig selv i historien gennem erobringer (og selv kunstnere som Homer og Shakespeare hengav sig til sådanne fantasier). Andre eliter, såsom den kristne kirke, betragtede derimod krig som ondartet, men så den også som uundgåelig.

I de seneste par generationer har verden dog for første gang i historien været domineret af eliter, der ser krig som både ondartet og undgåelig. Selv folk som George W. Bush og Donald Trump – for ikke at nævne verdens Angela Merkel og Jacinda Ardern-typer – er nogle helt andre lederskikkelser end hunneren Attila eller goteren Alarik. De kommer som regel til magten på løfter om indenlandske reformer snarere end udenlandske erobringer. Og i kunstens og tænkningens rige er de fleste af de mest lysende skikkelser – fra Pablo Picasso til Stanley Kubrick – bedre kendt for at skildre den væbnede kamps meningsløse rædsler snarere end for at glorificere dens arkitekter.

Som følge af alle disse ændringer er langt de fleste regeringer holdt op med at se angrebskrige som et acceptabelt redskab til at fremme deres interesser, og de fleste nationer er ophørt med at fantasere om at erobre og annektere deres naboer. Det er simpelthen ikke længere korrekt, at alene militær magt får Brasilien til at afstå fra at erobre Uruguay eller hindrer Spanien i at invadere Marokko.

Krudt og sukker

Krigenes tilbagegang er tydeligt dokumenterbar i talrige statistikker. Siden 1945 er det kun sket relativt sjældent, at internationale grænser bliver omtegnet ved udenlandsk invasion, og ikke et eneste internationalt anerkendt land er blevet fuldstændig slettet fra landkortet ved erobringer udefra. Der har ganske vist ikke været mangel på andre typer konflikter såsom borgerkrige og oprør. Men selv når man tager alle typer konflikter i betragtning, har menneskelig vold i de første to årtier af det 21. århundrede dræbt færre mennesker end selvmord, bilulykker eller fedmerelaterede sygdomme. Krudt er blevet mindre dødbringende end sukker.

Forskere strides frem og tilbage om, hvad der udgør de mest retvisende statistikker, men her det vigtigt at se ud over matematikken. Krigenes tilbagegang har på én gang været et psykologisk og et statistisk fænomen. Dens fremherskende kendetegn er et stort skifte i selve betydningen af ​​begrebet ’fred’. I det meste af historien betød fred kun ’det midlertidige fravær af krig’. Når vores oldeforældre i 1913 sagde, at der var fred mellem Frankrig og Tyskland, mente de kun, at der ikke lige nu var direkte sammenstød mellem franske og tyske hære, men alle vidste, at en krig mellem dem kunne bryde ud når som helst.

I de seneste årtier er ’fred’ kommet til at betyde ’krigens usandsynlighed’. For mange lande er det næsten utænkeligt at blive invaderet og erobret af deres naboer. Jeg bor i Mellemøsten, så jeg ved udmærket, at der også er undtagelser fra disse tendenser. Men at erkende tendenserne er mindst lige så vigtigt som at kunne pege på undtagelserne.

Den ’nye fred’ har ikke været et statistisk lykketræf eller hippiefantasi. Den er tydeligst afspejlet i køligt kalkulerede budgetter. I de seneste årtier har regeringer over hele verden følt sig sikre nok til at bruge gennemsnitligt kun omkring 6,5 procent af deres budgetter på deres væbnede styrker, mens de bruger langt mere på uddannelse, sundhedspleje og velfærd.

Vi er tilbøjelige til at tage det for givet, men det er et forbløffende skred i menneskehedens historie. I tusinder af år var militærudgifter langt den største post på budgettet for enhver prins, khan, sultan og kejser. De brugte næppe en krone på uddannelse eller lægehjælp til masserne.

Bedre valg

Krigenes tilbagegang er ikke et resultat af et guddommeligt mirakel eller en ændring i naturens love. Det skyldes, at mennesker har truffet bedre valg. Det er uden tvivl den største politiske og moralske bedrift ved den moderne civilisation. Desværre betyder den omstændighed, at udviklingen udspringer af menneskelige valg, også, at tilbagegangen er reversibel.

Teknologi, økonomi og kultur bliver ved med at ændre sig. Vi har fået cybervåben, økonomier, der drives frem af kunstig intelligens og nye militaristiske kulturer, som stadig kan føre os ind i en ny æra med krig, måske værre end alt, vi har set før. For fortsat at kunne nyde godt af freden har vi brug for, at næsten alle træffer de gode valg. Derimod kan et dårligt valg fra kun én stærk magts side føre til krig.

Præcis derfor bør den russiske trussel om at invadere Ukraine bekymre enhver person på jorden. Hvis det igen bliver en norm for magtfulde lande at opsluge deres svagere naboer, vil det påvirke den måde, mennesker over hele verden føler og opfører sig på. Det første og mest åbenlyse resultat af at gå tilbage til junglens lov vil være en kraftig stigning i militærudgifterne på bekostning af alt andet. De penge, der skulle gå til lærere, sygeplejersker, socialrådgivere, vil i stedet gå til kampvogne, missiler og cybervåben.

At gå tilbage til jungleloven vil også underminere det globale samarbejde for at modvirke og forhindre katastrofale klimaændringer eller regulere potentielt omvæltende teknologier som kunstig intelligens og genteknologi. Det er ikke let at arbejde sammen med lande, der forbereder sig på at eliminere én selv. Og efterhånden som både klimaændringer og et våbenkapløb indenfor kunstig intelligens accelererer, vil truslen om væbnet konflikt kun vokse yderligere og lukke en ond cirkel, der meget vel kan dødsdømme vores art.

Hvis vi lægger til grund, at historisk forandring er umulig, og at menneskeheden aldrig rigtig har forladt junglen og aldrig vil gøre det, er det eneste valg, der resterer, om vi vil spille rollen som rov- eller byttedyr. Givet et sådant valg ville de fleste ledere foretrække at gå over i historien som alfarovdyr og tilføje deres navne til den dystre liste over erobrere, som arme skoleelever er dømt til at lære udenad til deres historieeksaminer.

Men måske er forandring mulig? Måske er jungleloven et valg snarere end en uundgåelig skæbne? Hvis det er tilfældet, vil enhver leder, der vælger at erobre en nabo, få en særlig plads i menneskehedens erindring, langt værre end den gennemsnitlige lommediktator. Han vil gå over i historien som manden, der ødelagde vores største bedrift.

Netop som vi troede, vi var ude af junglen, trak han os ind igen. Jeg ved ikke, hvad der vil ske i Ukraine. Men som historiker tror jeg på muligheden for forandring. Jeg tror ikke, det er naivitet – det er realisme. Den eneste konstant i menneskehedens historie er forandring. Og lige netop her kan vi måske lære af ukrainerne. I mange generationer kendte de kun til tyranni og vold. De udholdt to århundreder under zarvældets autokrati (som endelig kollapsede midt i Første Verdenskrigs katastrofe). Et kortvarigt eksperiment med uafhængighed blev ufortøvet knust af Den Røde Hær, der genetablerede russisk styre. Ukrainere udstod herefter den frygtelige menneskeskabte hungersnød under Holodomor, stalinistisk terror, nazistisk besættelse og årtier med et sjæleknusende kommunistisk diktatur. Da Sovjetunionen kollapsede, så historien ud til at spore ukrainere ind på den sikre vej til nyt brutalt tyranni – hvordan skulle de kunne vide bedre?

Men de traf et andet valg. På trods af historien, på trods af grel fattigdom og på trods af tilsyneladende uoverstigelige forhindringer etablerede ukrainere et demokrati. I Ukraine, i modsætning til i Rusland og Belarus, har oppositionskandidater flere gange på fredelig vis kunnet overtage regeringsmagten fra siddende magthavere. Da de stod over for truslen om autokrati i 2004 og 2013, rejste ukrainerne sig to gange i oprør for at forsvare deres frihed. Deres demokrati er noget nyt. Det samme er den ’nye fred’. De er begge skrøbelige og holder måske ikke længe. Men det er også muligheder, der kan slå dybe rødder. Alle gamle ting var engang nye. I sidste instans beror alt på de valg, vi træffer som mennesker.

© Yuval Noah Harari, The Economist og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen

Serie

Ny krig i Europa

Længe har man sagt, at Ruslands præsident Putin ikke har noget at vinde ved et gå i krig i Ukraine. Alligevel er krigen blevet en realitet. Ruslands invasion har en betydning, der ikke bare rækker ind i Ukraine, men også i NATO, EU og andre af russernes nabolande. Hvad gør Putin, Vesten og de tidligere sovjetrepublikker, Ukraine og Kina? I denne serie giver vi overblikket over den komplekse konflikt.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels-Simon Larsen

Tek til Inf. for denne artikel. Det var en nydelse at lytte til.
Harari er en af de mest interessante at høre på.

uffe hellum, Lisbeth Glud, Marianne Jespersen, Steen K Petersen, Naja Abelsen, Pietro Cini, Johannes Sohlman, Gitte Loeyche, Peter Andersen, David Zennaro, Carsten Munk, Niels Makholm, Leanette Nathalia Chresta Jensen, Eva Schwanenflügel og Jens Carstensen anbefalede denne kommentar

Der er vist behov for at balancere tingenes forståelse her i artiklen, så det ikke står til troende uimodsagt, hvilket jeg finder er nødvendigt, så det lykkelige og ensrettende glansbillede står uden de ridser og krakeleret, men afspejler virkeligheden i stedet.

"At gå tilbage til jungleloven vil også underminere det globale samarbejde for at modvirke og forhindre katastrofale klimaændringer eller regulere potentielt omvæltende teknologier som kunstig intelligens og genteknologi."

Så er vort intellektuelle fremskridt trods alt ikke, der føres fortsat krig i verden såvel med kugler og krudt, - og i al stilhed også på subtile vilkår, som vi næsten ikke bemærker som reel krig fordi det sker uden krudt og kugler.

Afskæring / udelukkelse af samhandel /varer ud fra politiske beslutninger, der afstedkommer mangel på livsvigtig medicin, mad og andre fornødenheder, som fører til eller kan føre til underernæring dårlig ringere behandling på sygehuse for ganske almindelige skader som livet byder på for alle mennesker - selv hjemmet er jo et farligt sted at værehar vi erkendt i vesten.

Underkastelse for vores holdninger i Vesten, lyder kravet til de uvillige lande og deres politikere der ikke vil, det er Vestens ret at få indført den politik som Vesten vil have skal være gældende, - så må sult og armod følges af underernærig og død ved smårifter og helt unødvendige småskader hvor betændelse kan udvikle sig til død.

Vi skal kigge væk er parolen fra politisk hold, - og det er deres egen skyld påberåber vi os, fordi de kan bare gøre som vi siger, - og ikke som de selv vil?!

Oftest ser vi endog en social side i denne subtile krigsførelse, - vores ret sikret stilmæssigt ud fra vores påklædning i hvid skjorte, jakke og slips, som gør sig så godt på de udsendte farveTV signaler overalt, og står i skærende kontrast til de beklædninger som landets borgere er i besiddelse af, den økonomiske sociale slagside er tydelig, og i - for Vestens guders påklædning!

Det er den frihed "guderne" i Vesten tilbyder nedgang i livsmuligheder og undertrykkelse via mangel på alm. fødevarer og medicin til behandling af små skader som kan være dødelige ubehandlet.

Ingen af de "sorte slaver får kødelig pisk i dag for deres frihedsråb", af de tilstedeværende kolonialister længere, - men livsbetingelserne og overlevelsesmulighederne begrænser vi i stedet for og kræver ubetinget underkastelse - så hvor er forskellen i, om, og for friheden for disse?

Achim K. Holzmüller

"I sidste instans beror alt på de valg, vi træffer som mennesker", skriver Yuval Noah Harari.
Dog hvad, hvis ikke en majoritet af menneskeligheden træffer valget der bringer os alle videre og dermed ender i den skitserede udvikling, men ligesom foran WW2 og nu i Ukraines invasion, hvor i begge tilfælde enere, som viser sig som psykopatiske alfa-sapien og forbrydere der fører verden til kanten af at kollapse?
Ingen dommer kan bremse disse dysfunktionelle typer, ingen kan eller er istand til at fjerne dem.
Kan der tænkes at der dannes en global agerende specialstyrke under FN, der fjerner disse typer, inden deres alt ødelæggende virke fører verden i afgrunden?
At sådant rent fysisk og taktisk er muligt har bl.a. fjernelsen af Saddam Hussein og Gaddafi samt kidnapning af Eichmann vist.

Eller skal vi vente indtil nationers indre modstand fjerner disse typer? For evigt regerer de ikke! Dog kan det være for sent at vente for fortsat beståen af den globale orden.

Achim K. Holzmüller

"I sidste instans beror alt på de valg, vi træffer som mennesker", skriver Yuval Noah Harari, der med bøger som Sapiens og Homo Deus gjorde opmærksom på hans kunnen.

Dog hvad, hvis ikke en majoritet af menneskeligheden træffer valget der bringer os alle videre og dermed ender i den skitserede udvikling, men ligesom foran WW2 og nu i Ukraines invasion, hvor i begge tilfælde enere, som viser sig som psykopatiske alfa-sapien og forbrydere der fører verden til kanten af at kollapse?
Ingen dommer kan bremse disse dysfunktionelle typer, ingen kan eller er istand til at fjerne dem.
Kan der tænkes at der dannes en global agerende specialstyrke under FN, der fjerner disse typer, inden deres alt ødelæggende virke fører verden i afgrunden?
At sådant rent fysisk og taktisk er muligt har bl.a. fjernelsen af Saddam Hussein og Gaddafi samt kidnapning af Eichmann vist.

Eller skal vi vente indtil nationers indre modstand fjerner disse typer? For evigt regerer de ikke! Dog kan det være for sent at vente for fortsat beståen af den globale orden.

Achim K. Holzmüller

"I sidste instans beror alt på de valg, vi træffer som mennesker", skriver Yuval Noah Harari, der med bøger som Sapiens og Homo Deus gjorde opmærksom på hans kunnen.

Dog hvad, hvis ikke en majoritet af menneskeligheden træffer valget der bringer os alle videre og dermed ender i den skitserede udvikling, men ligesom foran WW2 og nu i Ukraines invasion, hvor i begge tilfælde enere, som viser sig som psykopatiske alfa-sapien og forbrydere der fører verden til kanten af at kollapse?
Ingen dommer kan bremse disse dysfunktionelle typer, ingen kan eller er istand til at fjerne dem.
Kan der tænkes at der dannes en global agerende specialstyrke under FN, der fjerner disse typer, inden deres alt ødelæggende virke fører verden i afgrunden?
At sådant rent fysisk og taktisk er muligt har bl.a. fjernelsen af Saddam Hussein og Gaddafi samt kidnapning af Eichmann vist.

Eller skal vi vente indtil nationers indre modstand fjerner disse typer? For evigt regerer de ikke! Dog kan det være for sent at vente for fortsat beståen af den globale orden.