Den hårde højrefløjs drøm om »en fransk Putin« er knust, og det ændrer den franske valgkamp drastisk

Den hårde højrefløj i Frankrig har i årevis omfavnet den russiske præsident, Vladimir Putin, både når det kom til at hente politisk støtte, økonomisk hjælp og ideologisk inspiration. Det var en gengældt kærlighed. Det franske yderste højre har været blandt Vladimir Putins stærkeste støtter i Europa.

Nu står Éric Zemmour og Marine Le Pen med et gevaldigt forklaringsproblem. Hvordan forsvarer man udtalelser som: »Han tager et land, som var et imperium, som kunne have været en stormagt, og han forsøger at samle det igen. Jeg drømmer om en fransk Putin, men der findes ingen,« som Zemmour sagde det i 2018 til L’Opinion, når Putin netop har invaderet sit naboland og bomber de ukrainske storbyer fra luften? Og når man selvsikkert for få måneder siden har væddet på, at en invasion ikke ville finde sted? »Det tror jeg slet ikke. Jeg kan virkelig ikke se, hvad russerne skulle gøre i Ukraine,« sagde Le Pen i begyndelsen af februar. 

Og når man som Zemmour i 2014 har udtalt, at »Ukraine eksisterer ikke«? Når man har kvalificeret Putin som »den sidste modstand mod den politisk korrekte orkan, som med udgangspunkt i USA er ved at ødelægge alle traditionelle strukturer, familie, religion og fædreland?« Når man har kaldt Putin for »en russisk patriot, der forsvarer sit lands interesser« for blot en måned siden.

Både Marine Le Pen og Éric Zemmour har siden fordømt den russiske invasion af Ukraine »uden forbehold«, efter Putin i sidste uge startede sin krig mod nabolandet, hvor han efter eget udsagn vil »afnazificere« Ukraine, hvis demokratisk valgte regering han betegnede som »narkomaner«. Dermed bryder de to hårde højrekandidater begge med den politik og linje, de hidtil har ført over for Putins Rusland. Marine Le Pen tog under valgkampen i marts 2017 til Rusland, hvor hun blev modtaget som en statsleder, og Front National, som hendes parti hed dengang, finansierede sin valgkamp via lån hos russiske banker for ni millioner euro i 2014.

Partimedlemmer har flere gange rejst til Rusland for at give demokratisk legitimitet til russiske valg, som OSCE senere har betegnet som ufrie og udemokratiske. Det samme gjorde sig gældende ved folkeafstemningen på Krim i 2014, hvor medlemmer af partiet var med til at give støtte til afstemningen, som blev brugt som påskud fra Rusland til at annektere Krim-halvøen imod international lovgivning.

»Rationel og brutal«

Selv om Le Pen i dag kritiserer Rusland for at have begyndt en invasion af sit naboland, noget, hun karakteriserer som »Vladimir Putins klare overtrædelse af folkeretten«, som er »uforsvarlig«, udtrykker hun fortsat respekt for den russiske præsident, som ifølge Le Pen har en mentalitet, man skal forstå.

»Han er fuldstændig rationel, og han er brutal. Han er imponerende, der er en vilje i denne mand, som er en uforsonlig vilje, man skal kende den, man skal tage hensyn til den,« sagde hun fredag til tv-kanalen BFM. Hun forklarer, at hun ligesom mange andre ikke troede på, at Putin ville invadere.

»Alle var skeptiske, selv ukrainerne troede ikke på denne mulighed. De, der kender Rusland bedst, havde end ikke overvejet det,« sagde Le Pen fredag.

Både Marine Le Pen og Éric Zemmour ønsker, at Frankrig skal forlade NATO’s militærkommando. Zemmour har foreslået, at Macron skal sende den tidligere præsident Nicolas Sarkozy og den tidligere udenrigsminister Hubert Vedrine til Moskva og Kijev for at forhandle fred på plads. 

Mens over 400.000 ukrainske flygtninge nu er kommet over grænsen til nabolandene, og tallet forventes at stige i den kommende tid, siger Zemmour til radiokanalen RTL, at han foretrækker, at Frankrig ikke tager imod ukrainske krigsflygtninge. De skal i stedet blive i nabolandene, mener han.

»Jeg deler og forstår følelserne over for det ukrainske folk,« men »det er ikke godt at tage folk væk fra deres land på den måde for at destabilisere Frankrig, som allerede er oversvømmet af indvandring«, sagde Eric Zemmour mandag morgen.

Særlig fransk dynamik

Selv om det i en dansk kontekst kan virke åbenlyst, at støtten fra befolkningen til Ukraine er total, er der en række andre dynamikker på spil på Frankrigs hårde højrefløj, som gør, at billedet er mindre entydigt, forklarer Jean-Yves Camus, forsker i den hårde højrefløj i Frankrig på Institut de Relations Internationales et Stratégiques, til Nouvel Observateur. Franskmændenes vigtigste prioriteter var før krisen blandt andet købekraften. Derfor er effekten på præsidentvalget for Le Pen og Zemmour mindre klar, end man kunne forestille sig, selv om invasionen klart vil sætte et nyt hovedtema for valget.

»De er begge en del af den yderste højrefløjs tradition, som altid er baseret på afvisning af konsensus, også i internationale spørgsmål. Vi må ikke glemme, at denne modsætningsfyldte holdning også findes i en del af den franske befolkning, uanset om de stemmer på Éric Zemmour eller Marine Le Pen,« forklarer politologen, der peger på, at Zemmour har været nødt til at foretage en kovending i spørgsmålet.

»Når man sammenligner hans faste fordømmelse af invasionen torsdag morgen med hans tidligere indlæg eller erklæringer, giver Éric Zemmour indtryk af at have vendt på en tallerken. Det er problematisk for ham, men han har ikke rigtig noget valg,« siger Camus, som peger på, at Zemmours mange tidligere rosende ord om Putin ikke nødvendigvis når frem til den brede befolknings bevidsthed i Frankrig før valget. Derfor kan Zemmours deklarationer stadig få betydning, ikke mindst fordi han er kommet med en række forslag, som ligner storhedsvanvid.

»Éric Zemmour foreslog, at Emmanuel Macron skulle tage til Kijev og Moskva for personligt at forhandle om en våbenhvile. Han sagde, at det var ’det, han selv ville gøre, hvis han var præsident’. Det er hybris: Selv hvis man antager, at et besøg af en præsident Éric Zemmour ville blive accepteret af Ukraine og Rusland, er det svært at forestille sig, at hans tilstedeværelse alene ville gøre det muligt at løse en konflikt af dette omfang,« siger Jean-Yves Camus til Nouvel Observateur.

Han påpeger, at kovendingen vil være sværere for Zemmour end for Le Pen, fordi hun allerede har stor erfaring i offentligt at skifte holdninger for eksempel til medlemskabet af euroen, som hun nu ikke længere vil sætte spørgsmålstegn ved. Disse skift har hendes vælgere hidtil været mindre tilbøjelige til at bemærke. Hun kan stadig sige: »Jeg har ændret mig, fordi Vladimir Putins politik har ændret sig, og den er nu imod Frankrigs sikkerhed,« forklarer Camus. 

Man siger i Frankrig, at man ikke kan vinde et præsidentvalg på udenrigspolitik. Men man kan tabe det. 65 procent af franskmændene siger i en Harris-meningsmåling mandag, at ruslandskrigen spiller en vigtig rolle for, hvor de sætter deres kryds. Selv om Le Pen og Zemmour i forvejen var spået små chancer for at vinde valget i april, kan Putins krig i Ukraine have givet dem et afgørende skub hen mod nederlaget.

Meningsmålingerne for præsidentvalget i Frankrig viser indtil videre ikke en større effekt af Ruslands invasion af Ukraine. Ifølge Pollotron, som mediet Contexte står bag, kunne man mandag ikke observere større bevægelser i meningsmålingerne. Dette kan dog skyldes, at de fleste målinger i opgørelsen er udarbejdet, før Rusland torsdag invaderede Ukraine. Krigens realitet er således endnu ikke integreret i målingerne.

Til gengæld er der foretaget meningsmålinger efter invasionen om franskmændenes syn på konflikten i meningsmålingen fra Harris-instituttet, som peger på, at franskmændene støtter modtagelsen af ukrainske flygtninge i Frankrig (79 procent), sanktioner mod Rusland (84 procent), mens 94 procent erklærer sig solidariske med det ukrainske folk. For tilhængere af Zemmour er 82 procent solidariske med det ukrainske folk, mens det for Le Pen-støtter er 90 procent. Begge dele en anelse lavere end det generelle niveau i befolkningen, men stadig med overvejende sympati for Ukraine. 58 procent af franskmændene siger i målingen, at præsident Macron har håndteret krisen godt. For Le Pens vælgere falder det til 41 procent, og for Zemmours vælgere er det kun 29 procent, som støtter præsidentens håndtering.

Venstrefløjens linje

Også på venstrefløjen har forholdet til Rusland været stormombrust. Jean-Luc Mélenchon har i denne uge på det kraftigste fordømt invasionen af Ukraine, men så sent som den 3. januar udtalte han til FranceInfo, at Vesten havde brudt sine løfter til Rusland.

»Jeg er ikke enig i at gøre ham til en fjende, og jeg er heller ikke enig i det faktum, at vi har forrådt det løfte, vi gav de russiske ledere,« sagde Mélenchon dengang. I et pressekommuniké i den forgangne uge var Mélenchon klar i mælet. Han kritiserede kraftigt den russiske invasion som »ren vold og en vilje til magt uden mål« og tilføjede, at »Rusland påtager sig ansvaret for et frygteligt tilbageslag i historien. Det skaber en umiddelbar fare for en generel konflikt, der truer hele menneskeheden«.

I modsætning til Zemmour har venstrefløjskandidaten ikke udtrykt personlig sympati for Putin eller på anden måde støttet den russiske præsidents politiske projekt. Hans argumenter er i stedet geopolitiske. Mélenchon lægger fortsat vægt på, at en del af forklaringen på den russiske invasion skal findes i NATO’s tilstedeværelse i nabolandene. Han insisterer således på, at en del af forklaringen skal findes i Vestens opførsel og strategi i Østeuropa efter Murens fald.

»Hvis De beder mig om at redegøre for de årsager, der har ført os til denne situation, vil jeg sige Dem, at den stædige afvisning af at diskutere NATO’s tilstedeværelse på Ruslands dørtrin er den grundlæggende årsag til Putins følelse af, at vi forbereder os på at angribe ham,« sagde han fredag til tv-kanalen France 2.

Den franske præsident Macron, som ventes at melde sig som kandidat til præsidentvalget i den kommende uge, da tidsfristen for kandidaturer udløber den 7. marts, har hidtil holdt sig ude af den franske debat. Macron har også selv forsøgt at åbne en diplomatisk linje til Putin gennem de senere år, både med et storstilet russisk visit i Versailles i 2017 og med hyperdiplomati op til den russiske invasion. Han forventes således at annoncere sit kandidatur, men i en neddroslet udgave i lyset af ruslandskrisen. Et første valgmøde, sat til den 5. marts i Marseille, er således aflyst.

Siden invasionen har Macron med det franske formandskab for EU helhjertet støttet de hårde økonomiske sanktioner mod Rusland og EU’s nye principper om våbenlevering til Ukraine. Mandag talte han igen med både den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskij, og Putin for at forsøge at opnå en våbenhvile og et stop for de russiske angreb på civile mål.

Målinger blandt franskmændene har tidligere vist, at det netop er på udenrigspolitikken og europapolitikken, at de giver Macron høje karakterer, mens de er mere utilfredse med den førte politik i Frankrig. Han har således været særdeles aktiv, når det kommer til udenrigspolitik trods rejseforbud under COVID-19-krisen, som Le Monde påpeger i en længere gennemgang af præsidentens udenrigspolitiske rejser.

Den borgerlige kandidat Valérie Pécresse fra Les Républicains har angrebet Zemmour, Le Pen og Mélenchon hårdt for at være ruslandsvenlige, men har også en akilleshæl i og med, at den borgerlige præsidentkandidat François Fillon i 2017 foreslog at fjerne sanktionerne mod Putin og efter sit nederlag blev udpeget til bestyrelsen i to store statskontrollerede russiske selskaber. Poster, han først trak sig fra i weekenden efter hårdt internt pres i Les Républicains.