På gaden i Kijev
Læsetid: 14 min.

Indbyggere i Kijev: I morges fandt vi ud af, at vores største mareridt var begyndt

I Kijev hersker modløsheden og frygten, efter Rusland har påbegyndt en invasion af deres land, og rapporter kom ind om eksplosioner, dræbte og kampe nær hovedstaden. Nogle tager flugten, andre køber våben og melder sig til hæren
Stemningen har ændret sig dramatisk i Kijev, hvor folk har travlt med at komme ud af byen.

Stemningen har ændret sig dramatisk i Kijev, hvor folk har travlt med at komme ud af byen.

Emile Ducke

Udland
25. februar 2022

KIJEV, UKRAINE – Tidligt torsdag morgen blev vinduerne til Elena Petrovskayas lejlighed på 8.-etage i Kijev blæst ind af en eksplosion. Sammen med sin mand og datter hoppede hun ud af sengen og kiggede ud på gaden.

»Det var et enormt brag, og vi blev rædselsslagne. Først anede vi ikke, hvad der var sket,« fortæller hun.

Med det samme gik hun på internettet.

»Vi fandt ud af, at vores værste mareridt var begyndt. Putin har startet sin invasion af vores land,« siger den 47-årige finanschef for et fransk firma.

Torsdag vågnede den ukrainske hovedstad panisk til nyheden om, at russiske styrker var trængt ind over landets grænser. I Kijev pakker mange deres tasker og planlægger at flygte. Vejene mod det vestlige Ukraine er proppet med biler, fyldt med folk, der forsøger at komme så langt væk fra de russiske soldater som muligt. Der er lange køer ved alle bankers hæveautomater, skoler og børnehaver holdes lukket, og de fleste er blevet hjemme fra arbejde.

Ved Vasylkivska Gade i Kijev blev en vildfaren russisk raket skudt ned af antiluftskyts. Trykbølgen blæste vinduerne langs gaden ind.

Ved Vasylkivska Gade i Kijev blev en vildfaren russisk raket skudt ned af antiluftskyts. Trykbølgen blæste vinduerne langs gaden ind.

Oleksandr Khomenko

Allerede tidligt på dagen kom der rapporter om bombardementer, luftsirener og store røgskyer fra andre ukrainske storbyer. Videooptagelser dokumenterede, hvordan tropperne ankom fra Belarus, fra den annekterede halvø Krim og fra den østlige grænse mod Rusland. Angrebene rettede sig særligt mod ukrainske militærbaser, militærstillinger og lufthavne.

I den næststørste by, Kharkiv, i det nordøstlige Ukraine blev et lejlighedskompleks ifølge en række internationale medier ramt af eksplosioner. Her døde blandt andet en ung, civil dreng. Også fra havnebyen Odessa blev der rapporteret om angreb, og lokale myndigheder meldte om op mod 18 dræbte efter et angreb på en militærbase.

Som dagen skred frem kom kampene tættere på hovedstaden. I lufthavnen Hostomel knap 30 kilometer uden for Kijev skulle mindst tre russiske helikoptere være blevet skudt ned ifølge de ukrainske myndigheder, mens flere missiler ifølge Reuters ramte selve lufthavnen. Senere berettede CNN, at russiske styrker havde taget kontrol over lufthavnen, som angiveligt skulle bruges som luftbro til at få styrker på jorden lige uden for Kijev.

Om eftermiddagen forsøgte russiske tropper også at indtage området omkring Tjernobyl-atomkraftværket, og Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, skrev på Twitter, at de var kommet i kamp med Ukraines hær.

Klokken 16 dansk tid meddelte det ukrainske indenrigsministerium ifølge Reuters, at der på daværende tidspunkt havde været mere end 200 angreb med både missiler, kampfly og helikoptere. Ifølge nyhedsbureauet AFP har Rusland ødelagt over 70 militære mål, heriblandt 11 lufthavne.

Invasionen har fået Ukraine til at afbryde sine diplomatiske forbindelser med Rusland, luftrummet over Ukraine er blevet lukket, og den ukrainske præsident har forklaret, at der vil være våben til rådighed til alle, der vil hjælpe med at forsvare landet.

Troede, trusler var overgjort

Uden for Elena Petrovskayas lejlighed i et vejkryds ved Vasylkivska Gade ligger resterne af det, som en bombeekspert fra den ukrainske hær fortæller, er rester af en vildfaren russisk raket, der er blevet skudt ned af antiluftskyts. Det er trykbølgen fra den, der har fået vinduerne langs gaden til at blive blæst ind.

På metrostationen Holosiivska sidder den 25-årige studerende Ruslana og fortæller med rystende stemme, at hun er panisk. Hun vågnede også af morgenens eksplosion og begyndte med det samme at pakke sin taske. Hun vil hjem til sin familie i byen Lviv i Vestukraine, men aner ikke, hvordan hun skal komme dertil.

»Det hele er panisk og meget forvirrende,« fortæller hun. »Jeg har bare lyst til at græde.«

I metrotogene kører reklamer på tv-skærmene, som opfordrer mænd til at melde sig til Ukraines forsvarsstyrke. Flere mænd fra det ukrainske hjemmeværn sidder i metroen og er på vej til at møde ind til tjeneste.

Det er trængsel i metroen. Mange vil ud af Kijev.

Det er trængsel i metroen. Mange vil ud af Kijev.

Oleksandr Khomenko

Ved Kijevs centrale busstation sidder den 27-årige modefotograf Julia også nervøst på en bænk og venter på at blive hentet af en bil, som kan køre hende hjem til bedstemoren vestpå.

»Da jeg gik i seng i går, troede jeg simpelthen ikke på, at dette ville ske. Jeg følger med i nyhederne, men troede, at truslen fra russerne var overgjort,« siger hun.

»Men da jeg vågnede i morges, blev det til virkelighed. Jeg frygter, at hvis russerne har startet det her, så vil de fortsætte hele vejen, til de har erobret hele Ukraine.«

Også på den centrale jernbanestation er lange køer for at få billet ud af byen. Men der er udsolgt.

»Der er to billetter tilbage, men det er nyttesløst, for de vil allerede være solgt, inden jeg får indtastet dit navn i computeren,« siger en billetdame til en desperat kvinde, der endelig er kommet frem til billetlugen efter lang ventetid i køen.

Lidt derfra står den unge kvinde Darya med en taske og en kat i håndtasken.

»Skal vi virkelig til at være flygtninge? Sker det her virkelig?« spørger hun. »Livet er virkelig skrøbeligt. Det kan ske for alle.«

Stemningen har dramatisk ændret sig i Kijev. Indtil i morges var der i Kijev ingen synlige tegn på en krise. Der var ingen militær i gaderne. Trafikpropperne var ikke skabt af folk på flugt ud af byen, men af folk på vej på arbejde.

Vejene ud af Kijev er stoppet totalt til af folk på flugt ud af byen.

Vejene ud af Kijev er stoppet totalt til af folk på flugt ud af byen.

Og indtil for få dage siden tog store dele af befolkningen i hovedstaden da også relativt let på de især amerikanske advarsler om, at de op mod 150.000 russiske tropper ved grænsen til Ukraine ville påbegynde en invasion. Også selv om USA’s præsident Joe Biden sidste weekend sagde, at han var »overbevist« om et nært forestående angreb, og at Kijev med tre millioner indbyggere ville være et af målene.

Inden for de seneste dage har en blanding af modløshed, usikkerhed og angst dog bredt sig, efter der blev skruet dramatisk op for konfliktniveauet, da Rusland og præsident Vladimir Putin tidligere på ugen anerkendte de to østukrainske regioner i Donbass – Lugansk og Donetsk – der delvist styres af prorussiske og russiskstøttede separatister som selvstændige republikker.

Nødtasker under sengen

Serhii Trylis har planlagt familiens flugt i flere dage. I hjemmet i udkanten af Kijev viser han mig børneværelset, hvor familiens tre drenge på to, fire og syv sover. Under den yngste søns køjeseng ligger der tasker fyldt med vand, tebreve, juice, chokolade, dåser med kød. Og en tyk kuvert fyldt med dokumenter: pas, bankoplysninger, skøder, forsikringspapirer samt en masse kontanter.

I hjemmet i udkanten af Kijev har Serhii Trylis i flere dage planlagt familiens flugt. Under den yngste drengs seng ligger der nødtasker fyldt med vand, tebreve, juice, chokolade, dåser med kød. Og en tyk kuvert fyldt med pas, bankoplysninger, skøder, forsikringspapirer og en masse kontanter.

I hjemmet i udkanten af Kijev har Serhii Trylis i flere dage planlagt familiens flugt. Under den yngste drengs seng ligger der nødtasker fyldt med vand, tebreve, juice, chokolade, dåser med kød. Og en tyk kuvert fyldt med pas, bankoplysninger, skøder, forsikringspapirer og en masse kontanter.

Oksana Parafeniuk

Det er familiens nødtasker, som de pakkede tidligere på ugen. Allerede for en måned siden tog Serhii Trylis en aften en snak med sin kone om, hvad de skal gøre, hvis russerne angreb. Det var en surrealistisk samtale, husker han.

»Jeg havde aldrig troet, at vi skulle tage den snak. Jeg havde aldrig troet, at det ville komme så tæt på. Hidtil har den nu otte år lange krig blot foregået tusind kilometer væk i Østukraine. Nu er den pludselig komme hertil,« siger Serhii Trylis, der arbejder for et finansinstitut.I en notesbog har familien detaljeret nedskrevet en flugtplan. Hvad de skal have med, hvilken rute de skal tage, hvor de skal hen.

De fortalte den syvårige, at en stor krig kunne være på vej, og at de kunne blive nødt til at flygte. »Så får jeg alle kampvognene at se,« lød hans reaktion.

Har ikke noget valg

Andre melder sig til tjeneste. 37-årige Oleksandr står på fortovet iklædt sin brune læderjakke og med matchende brun lædertaske. Han ligner en mand, som er på vej på arbejde. Da han tog hjemmefra en time tidligere, havde han da også fortalt sin kone, at det netop var der, han ville tage hen.

Men på vej ad pendlerruten med den røde sporvogn ringede han til sin sekretær og bad hende fortælle chefen, at han ville tage direkte på hospitalet for at få foretaget nogle prøver.

Der er kø foran den Ukrainske hærs rekrutteringskontor i Solomyansky-distriktet nær centrum af Kijev.

Der er kø foran den Ukrainske hærs rekrutteringskontor i Solomyansky-distriktet nær centrum af Kijev.

Oksana Parafeniuk

Men der tog han heller ikke hen.

I stedet tog han til hærens rekrutteringskontor i Solomyansky-distriktet nær centrum af Kijev. Han havde besluttet sig for at melde sig til hæren, ligesom de mange andre ukrainske mænd, han nu må stå i kø med.

»Jeg vil ud til fronten og kæmpe,« forklarer han. »Hr. Putin giver mig ikke andet valg. Han har påført os en krig, som vi er tvunget til at forsvare os imod, og det er op til os at stoppe hans vanvid. Ingen andre er villige til at gøre det.«

Oleksandr flygtede til Kijev fra østukrainske Donetsk, da russiskstøttede oprørere i 2014 fortrængte den ukrainske hær.

»Dengang flygtede jeg. Det nægter jeg at gøre igen,« forklarer Oleksandr, der er far til to sønner på syv og 13 år.

Andre ukrainerne i Kijev forsøger at fortsætte hverdagen.

»Hvad skal vi ellers gøre. Vi kan ikke forlade alt,« siger Oksana Kryvorchko, der er skoleinspektør på Skole 149 lige rundt om hjørnet fra rekrutteringskontoret i Solomyansky-distriktet.

Oksana Kryvorchko, der er skoleinspektør på Skole 149 i Solomyansky-distriktet i Kijev, forsøger at skabe en eller anden form for normalitet i hverdagen.

Oksana Kryvorchko, der er skoleinspektør på Skole 149 i Solomyansky-distriktet i Kijev, forsøger at skabe en eller anden form for normalitet i hverdagen.

Oksana Parafeniuk

De har afholdt luftangrebsøvelse et par dage forinden. Skolens 744 børn kom ned i kælderen på ti minutter.

»Vi skal nok helst ned på fem minutter,« siger skoleinspektøren, der i chatgrupper holder bekymrede forældre orienterede om skolens forholdsregler.

Tidligere på ugen sagde Ukraines præsident Volodymyr Zelenskyj i en tale til nationen: »Vi har længe været forberedt på hvad som helst. Der er ingen grund til, at I har søvnløse nætter.«

Den russiske trussel fik dog onsdag aften det ukrainske parlament til at indføre nødretstilstand. Og også onsdag har Ukraine givet militært personale i reserven i alderen 18-60 år ordre til at melde sig hos militæret. Derudover har parlamentet givet civile ret til at bære våben.

Gang i våbensalget

44-årige Vasily er netop taget i en lokal våbenbutik, hvor jagtrifler, halvautomatiske rifler, pistoler og pumpguns pryder væggene.

Han tager et tyrkiskproduceret halvautomatisk haglgevær i hænderne. Det er billigere end andre mærker, men stadig »meget kraftfuldt«, lyder det fra sælgeren.

»Den skal bruges som forsvar mod Rusland,« siger Vasily, der underviser på Ukraines Nationale Forsvarsuniversitet.

Geværet er dog egentlig til konen, så hun kan forsvare sig selv, deres to børn og hjemmet, når han som medlem af reserven bliver indkaldt. Også selv om han erkender, at geværet vil have så meget rekyl, at det vil volde konen problemer.

I en anden våbenbutik står salgschef Igor Ignatieff og fremviser en Sig Sauer semiautomatisk riffel til lige over 20.000 kroner.

Der er fuld gang i salg af våben til private, fortæller salgschef Igor Ignatieff i sin våbenbutik.

Oksana Parafeniuk

»Normalt sælger vi 30 af den her type på et helt år. Nu har vi solgt det samme antal bare inden for de seneste to dage,« fortæller han.

Alle deres billigere rifler er allerede udsolgt. Det er, siger han, resultatet af »panikkøb på grund af den russiske trussel«.

»Det er også på tide at tage risikoen alvorligt,« siger den 52-årige, der også er reserve i hæren og derfor ligeledes står til at blive indkaldt.

»Vi er mange, der for tiden pakker vores tasker. Nogle fordi de vil flygte, andre fordi vi forbereder os at tage ud og kæmpe.«

»Vi må leve vores liv«

Andre er så nervøse, at de allerede nu ikke tør udtrykke sig frit af frygt for repressalier, hvis russerne rent faktisk ender med at rykke ind.

»Vi ved ikke, hvad der vil ske i morgen, og hvem der vil komme til magten, og hvem der så kan blive arresteret,« skriver en kvinde på WhatsApp som grund for, at hun aflyser en interviewaftale.

72-årige Vasyl Melnychenko har dog tydeligvis ikke den slags bekymringer.

»Giv mig en pistol, og så skyder jeg Putin,« råber han ud ad det åbne vindue fra bagsædet af hans bordeauxfarvede Lada.

72-årige Vasyl Melnychenko er ikke så bekymret og råber ud af det åbne vindue fra bagsædet af sin Lada, at han da nok skal skyde Putin. I dag sælger han glas med syltede agurker, peberfrugter og tomater.

72-årige Vasyl Melnychenko er ikke så bekymret og råber ud af det åbne vindue fra bagsædet af sin Lada, at han da nok skal skyde Putin. I dag sælger han glas med syltede agurker, peberfrugter og tomater.

Oksana Parafeniuk

Her sidder han og sælger grøntsager, som han hver dag kører ind til Kijev fra sin landsby. Kartofler ligger på kølerhjelmen. Ved siden af bilen har han stablet glas med syltede agurker, peberfrugter og tomater.

»Vi var engang sammen med russerne i Sovjetunionen. Men den tid er forbi, og det vil Putin åbenbart ikke forstå. Han vil stadig have, at russerne kontrollerer os,« siger han.

En kvinde kommer hen og køber syltede agurker, mens hendes toårige sidder i en klapvogn og spiser små saltkringler. »Vi frygter det værste, men hvad kan vi gøre andet end at leve vores liv her. Vi forsøger at forholde os i ro og undgå panik,« siger hun.

Kunne ikke undgå konflikt

Serhii Trylis, faren til tre drenge, der allerede har pakket taskerne og er klar til at tage flugten, ser Ruslands ageren som en »eksistentiel trussel« for Ukraine.

»Det er blevet tydeligt, at det er Putins mål at eliminere Ukraine, og det vil ske, hvis vi ikke gør modstand,« siger han.

Serhii Trylis og hans familie har nedfældet deres flugtplan i en notesbog.

Serhii Trylis og hans familie har nedfældet deres flugtplan i en notesbog.

Oksana Parafeniuk

Hans mor er ukrainer, og hans far var en russisk minearbejder, der kom til Ukraine i sovjettiden.

»Putin siger, at Ukraine ikke burde eksistere som land; at der ikke er en ukrainsk identitet, som er forskellig fra den russiske. Men han tager fejl. Vi har meget tilfælles med russerne, men vi har også vores egen selvstændige kultur, vores eget sprog og traditioner.«

Serhii Trylis mener ikke, at Ukraines politiske ledere kunne have undgået en konflikt med Putins Rusland.

»Det er ligegyldigt, hvad vi gør. Alt afhænger af Putin og hans ambitioner om at genskabe det russiske imperium,« siger han.

»Han vil ikke være tilfreds med kun at få det østlige Ukraine, han vil fortsætte, til han møder modstand. Ukraine og Vesten bliver nødt til at være så hårde som muligt. For jo mildere reaktionen på hans aggression er, jo flere mennesker vil dø i Ukraine.«

Skeptisk over for sanktioner

Russernes træk er blevet fordømt i Vesten, og EU og USA har indført sanktioner mod Rusland, som blandt andet har været målrettet økonomiske institutioner, russisk energieksport til Europa og personer i den russiske elite.

I sin tatovørbutik i en baggård i Kijev har 34-årige Dmytro Mrachnik dog ikke den store tiltro til, at sanktionerne vil virke.

Dmytro Mrachnik er uddannet politolog, men har det seneste årti været tatovør. Han er skeptisk over for, om Vestens sanktioner vil virke mod russerne.

Dmytro Mrachnik er uddannet politolog, men har det seneste årti været tatovør. Han er skeptisk over for, om Vestens sanktioner vil virke mod russerne.

Oksana Parafeniuk

»Dem er Putin ligeglad med. Det er for sent nu. Vi skulle have skubbet hårdere tilbage allerede i 2014, da han først begyndte at invadere Ukraine. Nu er han løbet løbsk med sit vanvidsprojekt og lader til at skide på konsekvenserne,« siger Dmytro Mrachnik, der er uddannet politolog, men det seneste årti har været tatovør.

Han har selv fået tatoveret en drage på den ene underarm og en ravn på den anden.

»Da Rusland annekterede Krim-halvøen i 2014, kom det som et chok. Det blev anset for at være vanvid, og alle troede, at diplomatiske tiltag ville kunne tæmme Putin. Der var alt for mange forsøg på at stryge Putin med hårene frem for at sætte hårdt mod hårdt. Og lige siden har han vist, at han ikke kan tøjles. I det mindste er EU nu endelig vågnet op og erkender, at det her er en europæisk krig, og at man ikke længere kan ignorere, hvad der sker i Ukraine. Men vi føler os fortsat alene her i kampen mod Rusland.«

I Dmytro Mrachniks tatovørstol sidder en ung mand og får tatoveret spar, hjerter, klør og ruder på højre hånds fingre.

»Før i tiden følte vi os måske mere forbundet med russerne, men det er slut. Nu bliver vi stadigt mere antirussiske,« siger han.

»Jeg er bekymret for mine forældre og min syge bedstemor. Hvor skal de flygte hen? De har ingen steder at flygte hen. Jeg ser ingen grænser, der kan bremse Putin.«

Tilbage ved hærens rekrutteringskontor i Solomyansky-distriktet begynder flere i køen at gå over på den anden side af gaden for at tage selfies med en 34-årig mand med hestehale. Det er den ukrainske rockstjerne Taras Topolya.

Han er kommet hertil for at melde sig til Den Territoriale Forsvarsstyrke, det ukrainske svar på hjemmeværnet, og samtidig har han indgået en aftale med det ukrainske militær om at promovere forsvarsstyrken over for unge ukrainske mænd.

Han har taget sin PR-agent med, som fortæller, at han om få dage udkommer med et nyt album, »der vil være et modsvar til alle dem, der bringer krig til vores land«.

»Jeg vil vise alle, at de kan være med til at forsvare vores land mod Rusland. Vi vil tage på turné og fortælle ukrainerne, at de skal forblive stærke og være frygtløse,« siger Taras Topolya.

»Ukraine er lige nu frontlinjen i Europa. Hvis vi ikke holder stand, vil Rusland bare frit kunne tage videre til det næste europæiske land.«

Torsdag eftermiddag lyder luftalarmen i dele af Kijev. Hotellet Holiday Inn bliver overtaget af ukrainske specialstyrker, og gæsterne får besked på at forlade hotellet. Men mange når ikke at komme afsted, inden de bliver beordret ned i hotellets beskyttelsesrum.

Her sidder Marina med sin datter på lidt over et år ved siden af kampklædte soldater med maskinpistoler, skudsikre veste og hjelme.

Hun bor tæt på lufthavnen, men hendes mand arbejder på hotellet, så om morgenen pakkede de en taske og tog hertil, da det virkede mere sikkert.

»Jeg håber bare, at det hurtigt er overstået, og at vi vågner og finder ud af, at det her slet ikke er ved at ske.«

Serie

Ny krig i Europa

Længe har man sagt, at Ruslands præsident Putin ikke har noget at vinde ved et gå i krig i Ukraine. Alligevel er krigen blevet en realitet. Ruslands invasion har en betydning, der ikke bare rækker ind i Ukraine, men også i NATO, EU og andre af russernes nabolande. Hvad gør Putin, Vesten og de tidligere sovjetrepublikker, Ukraine og Kina? I denne serie giver vi overblikket over den komplekse konflikt.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her