Baggrund
Læsetid: 7 min.

Næsten hele verden fordømmer det russiske angreb på Ukraine

De internationale reaktioner på Putins invasion er præget af stærk modvilje. Enkelte lande nøjes med at ’beklage’ og udtrykke ’bekymring’, men de fleste fordømmer – dog ikke Kina, Serbien og Syrien
Klare og hurtige fordømmelser af Ruslands angrebskrig er kommet fra nogle – men bestemt ikke alle – de nabolande til Rusland, der engang indgik i Sovjetunionen.

Klare og hurtige fordømmelser af Ruslands angrebskrig er kommet fra nogle – men bestemt ikke alle – de nabolande til Rusland, der engang indgik i Sovjetunionen.

Aris Messinis

Udland
26. februar 2022

Med Ruslands angreb på Ukraine torsdag er en regulær krig brudt ud i Europa med vidtrækkende globale implikationer, der endnu er uoverskuelige. Hvordan har det internationale samfund reageret?

Verden over er den dominerende reaktion fordømmelse. Allerede i angrebets første time fastslog USA’s præsident Joe Biden, at »præsident Putin har med fuldt overlæg valgt at indlede en krig, der vil medføre katastrofale tab af liv og menneskelige lidelser. Rusland må alene bære ansvaret for den død og ødelæggelse, som følger«.

Klare fordømmelser kommer ligeledes fra Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, der aktuelt også udtaler sig på vegne af det franske EU-formandsskab. I den officielle udtalelse fra Elyséepalæet skinner Macrons frustration igennem over de skønne spildte kræfter, han lagde i sit intensive tomandsdiplomati med Ruslands præsident Putin:

»Rusland har truffet et forsætligt og bevidst valg om at indlede en krig, selv om vi stadig kunne forhandle om fred. Som europæere har vi denne aften besluttet os for et modsvar. Som europæere har vi besluttet os for at tilføje Moskva meget hårde slag: mod personer, mod finansverdenen, mod energi- og transportsektoren, mod eksporten og mod indrejsemuligheder. Det belarusiske regime, som er Ruslands medskyldige, vil ligeledes blive ramt.«

Rigid og isoleret

Det er kommet frem, at Macron efter sine timelange samtaler med Putin, fysisk og telefonisk, har antydet en personlighedsforandring hos Putin. Den russiske præsident var »en anden person«, da Macron for to år siden mødte tog imod ham i Elyséepalæet i 2019: Nu var han »mere rigid, mere isoleret« og gik fra koncepterne i »en idelogisk og sikkerhedspolitisk raptus«.

På EU’s vegne fordømmer Charles Michel, Det Europæiske Råds formand, og Ursula von der Leyen, europakommissionsformanden, også det russiske angreb på Ukraine »på det skarpeste«, mens Storbritanniens premierminister, Boris Johnson, på Twitter erklærede, at »præsident Putin har valgt blodsudgydelsernes og ødelæggelsernes vej med dette uprovokerede angreb på Ukraine. Storbritannien og vores allierede vil svare beslutsomt. Og til vores ukrainske venner i denne smertensstund siger jeg: Vi er hos jer og på jeres side. Jeres ret til til selv at vælge jeres skæbne er en ret, Storbritannien og dets allierede altid vil forsvare«.

Johnson afslutter sin Twitter-status med ordene Slava Ukraini – »længe leve Ukraine«, et nationalistisk slagord, der også blev brugt som kampråb under Ukraines uafhængighedskrig fra 1917-21. Også Canada og Australien har fordømt den russiske invasion.

I en tv-tale til den tyske befolkning siger forbundskansler Olaf Scholz: »Med sit angreb søger Putin at skrue tiden tilbage. Men fortiden kan man ikke genopvække. Europas fremtid vil blive en fremtid i fred og frihed. Det vil vi sørge for – sammen med vores venner og partnere. Vi udtrykker vores fulde solidaritet med Ukraine og ukrainerne.«

Israels udenrigsminister, Yair Lapid, fordømmer »det russiske angreb på Ukraine« som »en alvorlig krænkelse af den internationale retsorden«. Israel er klar til at yde humanitær bistand til Ukraines borgere, siger Lapid. Han tilføjer, at »Israel som et land, der selv har oplevet krige, ved, at krig ikke er vejen til at løse konflikter«. Opsigtsvækkende nok har Israels premierminister, Naftali Bennett, der er af russisk oprindelse, ikke personligt fordømt den russiske invasion.

Pavelig sorg

Finlands præsident, Sauli Niinistö, er en af de skarpeste fordømmende stemmer. Han siger om præsident Vladimir Putin, at nu »har han kastet masken, og kun krigens kolde ansigt er synligt«, og statsminister Sanna Marin tilføjer, at Ruslands invasion af Ukraine fuldstændig har ændret præmisserne for Finlands debat om NATO-medlemskab.

I et unisont kor af europæisk fordømmelse skiller kun et land sig ud: Serbien, der indadtil står splittet mellem traditionelt stærke bånd til Rusland og ønsket om EU-optagelse. Torsdag var landets præsident efter et hastemøde i det serbiske sikkerhedsråd stadig ikke klar med nogen udtalelse, men overskrifter i serbiske tabloidmedier som »Ukraine har angrebet Rusland!« og »Amerikanerne kaster verden ud i kaos« afslørede en fortsat stærk prorussisk opinion.

Pave Frans lader på Vatikanstatens vegne meddele, at begivenhederne i Ukraine »har voldt mig stor hjertesorg«. Paven opfordrer til, at den 2. marts, askeonsdag, bliver en dag, hvor der fastes og bedes for fred.

Klare og hurtige fordømmelser af Ruslands angrebskrig er kommet fra nogle – men bestemt ikke alle – de nabolande til Rusland, der engang indgik i Sovjetunionen. Udenrigsministerne fra Estland, Letland og Litauen udsendte en baltisk fælleserklæring, hvori de fordømmer Ruslands angreb på Ukraine. Derudover har præsidenterne i Letland og Litauen samt Estlands statsminister hver udsendt deres individuelle fordømmelser af angrebet under brug af det nu trendende hashtag #StandWithUkraine. Også præsidenterne i Georgien og Moldova har fordømt det russiske angreb. Moldovas præsident har derudover lovet, at hans land vil tage imod flygtninge fra Ukraine – på det første døgn efter krigsudbruddet kom der 4.000.

Derimod foreligger der ingen officielle udtalelser fra regeringerne i Armenien, Aserbajdsjan, Kasakhstan, Usbekistan, Kirgisistan, Tadsjikistan og Turkmenistan, og hvad Belarus angår, så støtter det aktivt den russiske invasion, som det til dels også er opmarchterræn for.

Uden for Europa er der flere fuldtonede fordømmelser fra vestlige nøgleallierede som Japan og Sydkorea. Den japanske regering har indført egne sanktioner over for Rusland, forbudt handel med russiske statsobligationer i Japan, har indefrosset visse russiske statsborgeres aktiver og indførte indrejserestriktioner fra Rusland.

Premierminister Fumio Kishida betegner Ruslands handlinger som »et åbenlyst anslag mod Ukraines suverænitet«. Rusland skal straks vende tilbage til forhandlingsbordet, siger Kishida, og »forværres situationen, vil Japan hurtigt gribe til »flere modforanstaltninger«.

Sydkoreas præsident Moon Jae-in siger, at Sydkorea går helt og fuldt ind i det nye internationale sanktionsregime imod Rusland og understreger, at »absolut intet kan refærdiggøre, at Rusland indsætter væbnede styrker, der koster tab af menneskeliv«. Dog vil Sydkorea ikke tage unilaterale skridt over for Rusland.

I Taiwan – en stat, der lever i permanent frygt for kinesisk invasion – fordømmer præsident Tsai Ing-wen Ruslands krænkelse af Ukraines suverænitet. Hun opfordrer parterne til løse stridsspørgsmål med »fredelige og rationelle midler«. Taiwans udenrigsministerium, oplyser, at også Taiwan kobler sig på de internationale sanktioner mod Rusland og udtrykker samtidig beklagelse over de russiske metoder, som betegnes som »intimidering og bøllemanerer«.

Afdæmpede beklagelser

Indien og Pakistan er mere afdæmpede. Pakistans premierminister, Imran Khan, som tilfældigvis befandt sig Moskva, da invasionen blev indledt, valgte at afholde sit møde med Putin planmæssigt. Hans kontor udsendte dog efterfølgende en pressemeddelelse, hvori Khan udtrykker »beklagelse over den seneste situation mellem Rusland og Ukraine« og understreger, at »væbnet konflikt ikke er i nogens interesse og altid rammer udviklingslande økonomisk hårdest – dialog og diplomati må være vejen frem«.

Indien udsendte blot en advarsel gennem sin FN-ambassadør, TS Tirumurti: »Situationen risikerer at eskalere til en stor krise. Vi er dybt bekymrede over disse udviklinger, som vil kunne underminere fred og sikkerhed i hele regionen. Nu er der brug for deeskalation og for, at alle afholder sig fra yderligere handlinger, der kan forværre situationen.«

Kina afstår fra at fordømme. Dets FN-ambassadør, Zhang Jun, siger: »Vi mener, at alle lande skal løse deres internationale stridigheder med fredelige midler i overensstemmelse med mål og midler i FN’s charter.« Den kinesiske regering erklærede desuden 24. februar, at konflikten »ikke er en invasion« og beskyldte USA for »krigsagitation«. Præsident Xi Jinping har påfaldende nok ikke personligt kommenteret det russiske angreb. Men 4. februar, umiddelbart før Vinter-OL i Beijing, mødtes Xi med Putin, og efterfølgende udsendte de en fælleserklæring, hvor Xi tilsluttede sig den russiske modstand mod »yderligere NATO-udvidelser«.

Opbakning uden forbehold får Putin dog fra Syriens præsident, Bashar Al-Assad, der da også kan takke Putins aktive militære støtte for, at han har kunnet bevare sin position som hersker. I en telefonsamtale med Putin selv lovpriste Assad fredag den russiske invasion af Ukraine som »en korrektion af historien«, rapporterer BBC.

I Latinamerika er Cuba, Venezuela og Nicaragua tavse, mens Colombia, Argentina, Uruguay og Chile er blandt dem, der fordømmer. Bolivia nøjes med at begræde »en mangel på dialog og gensidig forståelse« som årsag til »eskalation og konflikt«, mens det brasilianske udenrigsministerium opfordrer parterne til at vende tilbage til diplomatiet. Brasiliens vicepræsident Hamilton Mourão har fordømt invasionen. Han blev dog irettesat af den højrepopulistiske præsident Jair Bolsonaro, der erklærede, at det ikke tilkommer ham at kommentere krisen.

Den mest markante udtalelse fra et afrikansk land kom mandag, tre dage før invasionen. Her leverede Kenyas FN-ambassadør, Martin Kimani, et stærkt kritisk indlæg mod den russiske eskalation i Ukraine i en tale i FN-sikkerhedsrådet, som har fået viral udbredelse.

Kimani trak ’koloniale’ paralleller mellem den ukrainske situation og Afrikas egne erfaringer med grænser, der trækkes af fremmede imperiemagter. Kimani understregede, at selv om man kan forstå et ønske om at »integrere sig med folkeslag i nabostater«, så er »enhver integration, der bruger magt og tjener ekspansionstrang, uacceptabel«. Han opfordrede alle FN-stater til at gå sammen i en multilateral indsats for at finde en løsning på Rusland-Ukraine-krisen.

Serie

Ny krig i Europa

Længe har man sagt, at Ruslands præsident Putin ikke har noget at vinde ved et gå i krig i Ukraine. Alligevel er krigen blevet en realitet. Ruslands invasion har en betydning, der ikke bare rækker ind i Ukraine, men også i NATO, EU og andre af russernes nabolande. Hvad gør Putin, Vesten og de tidligere sovjetrepublikker, Ukraine og Kina? I denne serie giver vi overblikket over den komplekse konflikt.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

John Andersen

At Danmarks opbakningen til krigen i Ukraine er så stor er vel ikke så underligt, da langt de fleste af medierne, ikke mindst TV kanalerne og Information, ikke rapporterer krigen - men promovere den. Vi ser jo kun krigen fra den ene side.