Oligarkkapitalismen har inficeret det britiske regeringsapparat

Forestil dig, at en fjendtlig magt havde sat sig for at infiltrere Storbritanniens regering. At den gik efter at demoralisere og svække nationen, undergrave dens stabilitet og forringe livskvaliteten for mange af dens borgere.

Forestil dig videre, at den kunne operere i total diskretion og inden for et nominelt demokratisk systems struktur. Hvad skulle være dens første mål?

At nedbryde tillid. De mennesker, den fik plantet i regeringen, skulle lyve rutinemæssigt. Og de skulle herefter lyve om deres løgne, indtil vi som borgere blev så desorienterede, at vi ikke længere vidste, hvad vi skulle tro. De ville skade vores sammenhold gennem en åbenlys tilsidesættelse af de regler, alle andre må følge. Og sikre, at vi mistede troen på det politiske system og holdt op med at tro på, at dem, som leder os, overhovedet har vores bedste interesser for øje.

Den fjendtlige magt ville ødelægge vores sociale infrastruktur gennem snigende og systematiske nedskæringer på sundhed, uddannelse, sociale ydelser, lokale tjenester og miljø. Og ødelægge vores fysiske infrastruktur – offentlig transport, kloakering, offentlige bygninger og andre væsentlige tjenester – samt angribe og undergrave væsentlige symboler på national stolthed, såsom NHS (det offentlige sygehusvæsen, red.), BBC og universiteterne. Den ville mishandle meget af det, vi værdsætter og elsker, såsom rene floder, grønne områder og velplanlagte byer.

Splittelsespolitik

Og så ville den så splittelse ved at øge ulighed og ved at gøre det muligt for en velstående elite at akkumulere stadig mere af landets velstand. Som George Orwell under Anden Verdenskrig sagde, kan »damen i Rolls-Roycen skade nationens moral mere end en hel eskadrille af Görings bombefly«.

Den ville hindre handelsforbindelser med vores naboer og store økonomiske partnere i håbet om at afskære os fra verden og underminere fredsaftaler og påtvinge indre grænser. Den ville tillade kriminaliteten at løbe løbsk. Og tillade en eksplosion af ødelæggende bedrageri og økonomisk kriminalitet såsom hvidvaskning af penge, der tilføjer yderligere skade til vores internationale status og konceptet om lighed for loven.

Lad os prøve at holde dette tankeeksperiment op over for virkeligheden. Hvad foregår der? Har en fjendtlig magt da forsøgt at infiltrere den britiske regering med ovennævnte bagvedliggende dagsorden?

Svaret er ja. Og den fjendtlige magts navn er oligarkkapitalisme.

Sidste weekend kunne Sunday Times rapportere, at sponsorer, der giver mindst 250.000 pund til Det Konservative Parti i partistøtte, belønnes med optagelse i et advisory board, hvor de får privilegeret adgang til premierministeren, kabinetsministrene og chefrådgiverne. 14 identificerede medlemmer af gruppen, hvis sammenlagte formuer løber op i over 30 milliarder pund, har foreløbig støttet de konservatige med over 22 millioner pund. I personkredsen findes ejendomsmagnater, finansspekulanter, to personer med tilknytning til Kreml, en tobaksmagnat og en internetiværksætter, der aktuelt står anklaget i en retssag om voldtægt og seksuelle overgreb.

Brandudsalg

Politisk finansiering har længe været det foretrukne middel for superrige til at udøve uforholdsmæssig stor indflydelse på offentlig politik. Men brugen af denne indflydelsekilde synes nu at være blevet grovere og mere ekstrem end på noget tidspunkt i mands minde. Langt fra at søge at begrænse plutokratisk magt håber Boris Johnson i stedet på at fratage den britiske valgkommission dens beføjelser til at stoppe misbrug af finansieringssystemet.

Storsponsorer er ikke de eneste oligarker med overdreven indflydelse på denne regering. Dominic Cummings fortæller, at Boris Johnson stadig omtaler avisen Daily Telegraph, der ejes af milliardæren Frederick Barclay, som »min egentlige arbejdsgiver«. Derudover har mediemogulen Rupert Murdoch og hans ledende medarbejdere holdt adskillige private møder med Johnson og medlemmer af hans kabinet.

Vil de superrige da med forsæt skade vores land? Der findes inden for kapitalismen en strømning, der ønsker at skabe kriser og derefter beslaglægge nationale aktiver til brandudsalgspriser. Men eksplicit intention er ikke påkrævet for at forklare den generelle skade, som oligarkisk kapital kan påføre et samfund.

Sagen er snarere den enkle, at de superriges interesse ganske enkelt ikke er sammenfaldende med nationens interesser. Glem aldrig, hvad milliardærbørsmægler Peter Hargreaves, der donerede 3,2 millioner pund til en af Brexit-kampagnerne, sagde om britisk udmeldelse: »Vi skal nok komme ud af EU, og det bliver en kæmpesucces. For så bliver vi usikre igen. Og usikkerhed er fantastisk.«

Ingen ansvarlig regering ville så skamløst sætte de ultrariges krav over nationens behov. Men i Storbritannien regeres vi ikke af en ansvarlig regering.

© The Guardian og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen