Analyse
Læsetid: 5 min.

Punktum i sagen mod Prins Andrew er en sejr og et nederlag for alle involverede

Virginia Giuffre og prins Andrew indgik tirsdag et millionforlig og skal ikke længere mødes i retten. Aftalen kan udlægges som en sejr og et nederlag for begge parter. Tilbage står spørgsmålet, hvor langt misbrugsofre er nået i kampen for retfærdighed
Kunne det britiske kongehus have holdt til en langvarig, detaljefyldt, offentlig retssag mod prins Andrew? Det får vi aldrig svaret på.

Kunne det britiske kongehus have holdt til en langvarig, detaljefyldt, offentlig retssag mod prins Andrew? Det får vi aldrig svaret på.

Swen Pförtner

Udland
18. februar 2022

Der var lagt op til en historisk retssag. En britisk prins ansigt til ansigt med en kvinde, der anklagede ham for at misbruge hende seksuelt flere gange, da hun var 17 år gammel.

Prinsen var en fast del af den nu afdøde milliardær og sexforbryder Jeffrey Epsteins slæng af magtfulde personer fra den globale elite og stod nu som den næste i rækken til at blive gransket for sin rolle i Epsteins misbrugsunivers.

Scenen var sat for et afslørende og dramatisk opgør, da Epsteins højre hånd, Ghislaine Maxwell, blev kendt skyldig for sin medvirken til trafficking og seksuelt misbrug kort inden nytår.

»Jeg håber, i dag ikke er enden, men nærmere et næste skridt mod retfærdighed. Maxwell handlede ikke alene. Andre må stilles til ansvar. Det tror jeg på, de vil blive,« sagde Virginia Giuffre dengang uden for retssalen. Det lignede et fuldtonet opgør, et tegn på en ny tid, hvor misbrugsofre bliver hørt, gerningsmænd stillet til ansvar, og eliten ikke længere kan gemme sig bag magt og millioner. Ikke engang de kongelige.

Men tirsdag blev det hele aflyst. I en aftale uden om domstolen indgik Virginia Giuffre og prins Andrew et forlig, der sikrer Giuffre et ukendt, men »betydeligt« beløb og undtager de tog parter fra at skulle mødes i retten.

I årene hvor Giuffres anklager mod prinsen har stået på, har prinsen kategorisk nægtet enhver skyld og gentagende indikeret, at Giuffre udelukkende var ude efter penge og offentlighedens opmærksomhed. Men i parternes fælles udmelding om forliget har prins Andrews tone ændret sig markant.

»Prins Andrew har aldrig haft i sinde at kritisere Fru Giuffres karakter, og han vedkender, at hun har lidt både som offer for misbrug og som resultat af urimelige angreb fra offentligheden,« lyder det i udmeldingen, hvor Andrew også siger, han fortryder sin relation til Epstein og roser både Giuffres og andre ofres mod til at stå frem.

Det vilde vesten

Men som det typisk gælder for forligsaftaler, erkender Andrew ingen skyld i de reelle anklager mod ham selv. Han erkender hverken at have misbrugt Giuffre eller for den sags skyld nogensinde at have mødt hende. Og i og med retten ikke var nået til at fastsætte en reel juridisk anklage mod Andrew, går prinsen nu fri med en ren straffeattest og et forlig på et formodet tocifret millionbeløb fattigere. Ifølge oplysninger indhentet af avisen The Telegraph lyder forliget på 12 millioner pund, hvoraf 10 millioner går til Giuffre selv og de sidste to til Giuffres velgørenhedsorganisation, der arbejder for at hjælpe misbrugsofre.

»Dette er en monumental sejr for Virginia,« sagde den amerikanske advokat Lisa Bloom, der repræsenterer flere af Jeffrey Epsteins andre ofre.

»En sejr for almindelige mennesker, der stiller sig op imod de rige og magtfulde. Hun har opnået, hvad ingen andre kunne: At få prins Andrew til at stoppe sit sludder og i stedet stille sig ved de seksuelt misbrugtes side.«

Og også advokaten Gloria Allred, der ligeledes repræsenterer flere af Epsteins ofre, ser forliget som en delvis sejr for Giuffre. Hun er på ingen måde skuffet over Giuffres beslutning, fortalte hun onsdag på australsk tv’s Nine News, og understreger, at »enhver person må afgøre med sig selv, hvor stor en kamp de vil tage og afveje fordele og risici.«

En konsekvens af at stå frem med anklager mod Epstein, og ikke mindst et højtstående medlem af det britiske kongehus, var, at Giuffre også fik sig en tur i den offentlige gabestok. »Det vilde vesten,« som Allred kalder den virkelighed, Giuffre er blevet mødt med de seneste år, hvor kritik og beskyldningerne er haglet ned over hende. Heller ikke retssagen var uden risiko for Giuffre, forklarer Allred.

Hun kunne potentielt have fået sin udlægning af virkeligheden underkendt af juryen, sit privatliv udstillet og sin identitet pillet fra hinanden.

»Så længe Giuffre er tilfreds med forliget, bør ingen kritisere hende for ikke at tage sagen hele vejen til retssalen,« mener Allred.

Belastet kongehus

Og selv om prins Andrew undgik en retssag, er der ifølge den royale redaktør for avisen The Daily Mirror Russel Myers ingen tvivl om den skamplet, sagen har sat på den britiske prins og hertug af York.

»For en mand, der har nægtet alle anklager, er det et enormt beløb at betale for at få sagen til at forsvinde,« understreger Myers. En sag »der ikke bare har skadet hans eget ry, men også ydmyget den britiske kongefamilie«.

Uden for det royale palads’ mure vækker det kritik, at prinsen nu betaler millioner af pund til en kvinde, han hævder aldrig at have mødt, og i befolkningen sættes der yderligere spørgsmålstegn ved, hvor pengene skal komme fra.

Prins Andrew er lige nu i gang med at sælge sin luksuriøse skihytte i Schweiz for at dække sine advokatudgifter, og selv om dronning Elizabeth i sidste måned slog hånden af sin søn, fratog ham de royale titler og nægtede at betale hans regninger i fremtiden, gik der onsdag forlydender om, at dronningen alligevel vil tage sig af dele af forligsbetalingen, og mange briter føler nu, det er dem, der med deres skattekroner direkte eller indirekte betaler for Andrews problemer.

Men selv om der synes at være enighed om, at prins Andrews renommé er uigenkaldeligt ødelagt, og at han ikke vil blive lukket ind i varmen af dronning Elizabeth og genoptage sit offentlige embede igen, vurderer mange, heriblandt Mark Stephens, medieekspert ved advokatfirmaet Howard Kennedy, at Andrew gennem forliget har genvundet noget af sin værdighed.

Retssagen, der nu er blevet undgået, forventedes at blive lang og ikke mindst genstand for hele verdens mediedækning. Spørgsmålet er, om kongehuset nogensinde ville kunne være kommet sig over billeder af prinsen på anklagebænken i en sag om pædofili, overgreb og trafficking. Nu får vi ikke svaret.

»Det her er så godt, som det kan blive for prins Andrew,« vurderer BBC’s royale korrespondent Johnny Dymond. »Han er uskyldig, fordi han ikke er blevet kendt skyldig for noget og er nu fritaget for enhver juridisk trussel.«

Efter afgørelsen i Ghislaine Maxwell-sagen blev opgøret mellem Giuffre og Andrew set som det næste skridt i en længere kamp for at stille Epsteins medskyldige til ansvar. Medskyldige, mange håbede, retssagen mod Andrew kunne hjælpe til at sætte navne på.

Men med tirsdagens forlig kan det sidste punktum være sat i sagen mod prins Andrew. Medmindre de amerikanske myndigheder tvinger ham til at vidne om sine informationer om Epstein, som de tidligere forgæves har forsøgt at få ham til. Derudover bør Giuffre stadig have lov til at vidne om sine oplevelser med Andrew i andre eventuelle retssager, hvor hun ikke selv agerer som anklageren. Men indtil da er dramaet i retssalen ovre, før det begyndte. Hvem der vandt, er nu op til den offentlige domstol.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anders Sørensen

Har du penge, så kan du gå.

Og endda få den anklagende part til at lyde som en golddigger.

Prins Andrew har købt sig fri for anklagerne, men tilgengæld vil han skulle leve resten af livet med mistanken. En slags person non-grata. Han kommer ikke til at mangle noget, men livet i skyggen, forsøgt gemt væk fra fotograferne, må være lidt trist for ham, hvis han reelt er uskyldig.

Den magtfulde elite evner fortsat kun at victim blame samt undertrykke ofre for sexuelt misbrug samt social kontrol og grusom samt nedværdigende behandling .
Børn af eliten ses ikke - de overses og symptombehandles.
Til dags dato har jeg just fundet en meget gammel og sandfærdig artikel om emnet der belyser problemstillingen der hedder :

De knalder hoved mod muren i Information.

Det gør de fortsat....
Ikke engang humanister har hjerte nok til at indse realiterne og det er tankevækkende for ofrene glemmer aldrig.

Det er glædeligt for alle andre end de involverede, når et forlig sparer os for en ynkelig proces. Givetvist en bitter pille for både svinet og offeret, men vi andre slipper uden skrammer.
Uanset hvor på skalaen fra voldtægt til velinformeret frivillig prostitution, så er jeg helt tilfreds med, at de kan ordne deres sag udenfor retten.