Putin spiller ikke skak. Han er judokæmper

Dette er anden artikel i vores portrætserie om Vladimir Putin. Du kan læse første artikel her.

Der findes en fortælling, eller myte om man vil, der er gentaget så mange gange om Vladimir Putin, at den for mange er blevet til konventionel sandhed, nemlig den forestilling, at Putin er en mesterlig KGB-skolet taktiker, et geopolitisk strategisk geni, der – som fredsforskeren Ole Wæver formulerede det – »spiller skak, mens vi i Vesten spiller dam«.

Wæver knytter an til en metafor, der længe har været fast bestanddel af populær-putinologien – Hillary Clinton, amerikansk udenrigsminister under Barack Obama mente sågar, at Putin spiller »tredimensionel skak«.

Hvad der er sandhed, og hvad der er fantasi i dette udbredte syn på strategen Putin, kan selvsagt diskuteres – ikke mindst i lyset af den seneste tids højspændte situation, hvor Rusland har opstillet 60 procent af sine landstyrker omkring de ukrainske grænser og nærmest helt har blokeret Ukraines havadgang under en omfattende flådeøvelse.

Nu forlyder det, at troppeopmarchen, der har skræmt verden, er kulmineret. Tirsdag meddelte det russiske forsvarsministerium, at de første enheder »er begyndt at vende tilbage til deres kaserner«. NATO’s generalsekretær, Jens Stoltenberg, udtalte dog, at der foreløbig ikke »er nogen fysiske tegn på russisk deeskalation«.

Højeste indsats

Givet, at den langvarige og massive militærtrussel mod Ukraine nok er den højeste indsats, Putin nogensinde har budt ind med i noget geopolitisk magtspil, vil bedømmelse af hans mulige strategiske geni på længere sigt bero på, hvor meget Rusland reelt fik ud af det trusselsteater, hvormed han har holdt verden i ånde i tre måneder.

Men selv om vi endnu mangler at se tog med russiske panserkøretøjer køre tilbage til Sibirien og fjernøsten, kan meldingen »afslutningen på øvelsen« måske godt udlægges sådan, at i den konfrontatoriske stirrekonkurrence mellem Rusland og Vesten, var det denne gang Vladimir Putin, der blinkede først.

Lad os nu se nærmere på, hvordan det kan være, at så mange fristes til at forestille sig Vladimir Putin som machiavellisk mesterstrateg og endnu en gang støtte os til den britiske Rusland-kender Mark Galeottis kyndige analyser. Ifølge Galeotti skyldes tendensen især en diffus vestlig frygt for, at Putin på en eller anden måde evner at orkestrere alt, hvad der går galt i Vesten – og at samtlige disse tilbageslag samtidig udgør momenter i »en kompleks strategi«.

Derfor gøres Putin ansvarlig for alt fra amerikanernes valg af Trump som præsident i 2016 og briternes ja til Brexit samme år til højrepopulismens generelle fremmarch, Europas migrantkriser, ja sågar fodboldhooliganisme. På den måde tillægger vi manden en magt, han overhovedet ikke har.

Men ikke nok med det: Så vidt vides spiller Putin slet ikke skak.

Da jeg som udsendt medarbejder fik et kort interview med den nyere tids største russiske skakspiller og inkarnerede Putin-kritiker, Gari Kasparov, ved Oslo Freedom Forum i 2015, afviste han med tordnende hånlatter, at Putin var skakspiller i selv den svageste metaforiske forstand. »Det er en fornærmelse imod det spil, jeg elsker så højt, at se Putin som skakspiller.« sagde Kasparov. »Skak har klare og én gang for alle fastsatte regler, men uforudsigelige resultater. For Putin forholder det sig modsat. Her skifter reglerne hele tiden. Til gengæld er resultatet totalt forudsigeligt,« sagde han – nemlig »mere diktatur«.

Skak er en tankedyst, hvor alle træk foregår fuldt åbent. Valgmulighederne snævrer sig ind, som partiet skrider frem. Alle begynder med de samme brikker i samme opstilling. Alle ved, hvordan de enkelte brikker kan rykke. Begge spillere ved, hvis tur det er.

Judokæmper

Men et så rigidt defineret handlingsspillerum er ikke noget for Putin. For at forstå hans tilgang skal vi over i en anden sportsgren, Putin vitterligt behersker, nemlig judo. Allerede som teenager fik han det sorte bælte, og lige siden har han perfektioneret sin teknik, skriver Galeotti:

»En judoka er nok optaget af at forudsige sine modstanderes bevægelser og har udtænkt modbevægelser. Men judo er en kampsport, som går ud på at vende modstanderens styrke og tyngde imod ham selv, når det rette øjeblik opstår. I geopolitik som i judo er Putin opportunist. Måske har han et klart billede af, hvordan hans endelige sejr vil se ud, men han lægger sig aldrig fast på en bestemt vej for at nå derhen. Hans opmærksomhed retter sig i stedet imod lynsnar udnyttelse af blottelser og fordelagtige stillinger, der måtte opstå.«

Hvis Putin ikke engang selv kender sit eget næste træk, bliver det naturligvis kun sværere for hans modstander at forudsige dem. Det er ikke mindst dette element af uforudsigelighed, der har skabt myten om Putin som mesterstrateg, mener Galeotti.

Det er ikke sådan, at Putin improviserer eller famler sig frem i blinde. Han er fremragende til at puste sig op i truende positur og udvise kompromisløs vilje til brutalitet, og han er en tough guy-præsident, der dyrker et nøje iscenesat machoudtryk, ynder at bruge gangsterslang og rask væk truer lande, der udfordrer ham, med militære modtræk. Putin gør også meget for at holde liv i billedet af sig selv som en slagsbror med kort lunte. »Selv for 50 år siden lærte livet på Leningrads gader mig én ting: Hvis et slagsmål er uundgåeligt, så tag det, og slå først.«

Men Putin spiller ikke hasard. Putin vil have klarhed over sine valg. Det er, påpeger den britiske forsker, derfor ikke ualmindeligt at se ham bakke ud af vanskelige beslutninger eller lurepasse, men tiden går, imens han håber på, at situationen ændrer sig af sig selv.

Bedøvet tiger

Putin er ikke en dristig mand. Ofte er hans opreklamerede vovemod iscenesatte pr-stunts som dengang, i 2008, da han beroligede en angiveligt vild tiger, han havde mødt på en vandretur i en skov i russisk fjernøsten – dyret viste sig at være bedøvet og at stamme fra den zoologiske have i Khabarovsk.

At indtage Krim var heller ikke så dristigt, som det så ud: Da Putin indsatte sine famøse ’små grønne mænd’ – russiske specialstyrker i uniformer uden kendetegn – overrumplede han Ukraine og verden. Aktionen blev modvilligt beundret som et genialt vovestykke, et skoleeksempel på Putins nye taktik: Den såkaldte hybride krigsførelse, hvis særlige kendetegn er, at den ’går under radaren’, fordi det er vanskeligt at tilskrive en reel statslig aktør ansvaret, hvilket besværliggør direkte modsvar.

Men sandheden er, at Ukraines regering var kollapset, og Krim kunne indtages uden, at der blev løsnet et skud.

Hvad betyder Putins machostil, hans opreklamerede samvær med motorcykelbanden Natulvene, der hylder ham som idol, hans ikonisk blottede brystkasse og spillen med musklerne foran kameraer? Måske, skriver Galeotti, er alle disse attituder så meget tegn på en alfahan på toppen af sin magt som tegn på en leder, der bruger iscenesættelse til at maskere indre usikkerhed.

Putin er ikke en kujon, men en rationel aktør i forhold til mål-middel-kalkuler og endda en forsigtig aktør. Han kan begå fejltrin. Men hans bombastiske iscenesættelse af russisk aggression vil i reglen være »nøje overvejet og kalibreret, for Putin har – ikke uden god grund – konkluderet, at Vesten og især de europæiske lande har meget lidt appetit på konfrontation. Og ved at spille rollen som den uberegnelige uromager håber han, at Vesten vil finde det lettere at indgå aftaler med ham end at byde ham trods i samlet front,« konkluderer Galeotti.

Få er mere optaget af at aflive myterne om Putin som strategisk geni end den tidligere svenske udenrigsminister Carl Bildt. Som Bildt skrev i Washington Post fra 2017, begyndte alt at gå galt, da Putin satte sig i hovedet, at Sovjetunionens opløsning var »den største geopolitiske katastrofe« i vor tid. Og derpå satte sig for at tilbagerulle de realiteter, der blev skabt med nederlaget i Den Kolde Krig »i stedet for at opbygge konstruktive, ligeværdige og venligtsindede relationer til de nye stater«, der var opstået på sovjetimperiets ruindynge.

Især i forhold til Ukraine har Putin gjort sig skyld i den ene fejlkalkule efter den anden. I 2004 intervenerede Kreml massivt i Ukraines præsidentvalg til fordel for dets foretrukne kandidat Viktor Janukovitj – for kun at udløse den Orange Revolution og spille valgsejren i hænde på den provestlige Viktor Jusjtjenko.

Dernæst fejlhåndterede Putin det økonomiske samarbejde med Ukraine, da han besluttede sig for at Den Eurasiske Økonomiske Union skulle være en toldunion, og krævede, at Ukraine blev en del af den og satte alt ind på at hindre landet i at forfølge en frihandelsaftale med Den Europæiske Union.

Bildt skriver: »Alle midler blev taget i brug. En omfattende propagandaoffensiv i Ukraine blev kombineret med brutale økonomiske skridt for at få det til at ændre kurs, herunder en afbrydelse af handelsforbindelser, der også gjorde ondt på Rusland selv.«

Til sidst gav Janukovitj sig, da presset fra de høje russiske gaspriser blev for stort. Han udskød associeringsaftalen med EU og lod Putin forstå, at Ukraine alligevel ville søge ind i toldunionen. I Ukraine blev konsekvensen en eksplosiv bred folkelig modstand imod præsidentens kovending, der kulminerede i Maidan-revolutionen, som Janukovitj, på tilskyndelse fra Putin, søgte at slå ned med brutal vold og snigskyttebeskydning, der efterlod over 100 døde i Kijevs gader.

»Det var en katastrofe for begge ledere,« konstaterer Bildt.

De seneste tal fortæller os da også, at de prorussiske ukraineres andel af befolkningen er styrtdykket til ti procent, og at Ukraines samhandel med Rusland er faldet fra 30 procent før krigen i Donbass til kun syv procent i dag. Samtidig er støtten til ukrainsk NATO-medlemskab gået i vejret fra 30 procent umiddelbart efter Maidan-revolutionen til i dag 59 procent; en tilsvarende stor andel af ukrainere vil gerne ind i EU.

Som Bildt konkluderede: »Jeg ville blive forbavset, hvis fremtidige historikere ikke vil se dette tab som en endnu større geopolitisk katastrofe end Sovjetunionens fald. At Sovjetunionen før eller siden ville gå i opløsning var uundgåeligt. Men at miste Ukraine var en katastrofe, som kunne være undgået – den var helt og holdent Putins værk.«

Nu er spørgsmålet selvfølgelig, hvad den angivelige russiske tilbagetrækning vil betyde for billedet af Putin som geopolitisk mesterstrateg. Som Galeotti skriver, er det svært at se slutspillet for det putinske skakparti. Tror han virkelig, at han kan få Vesten til at give efter og tilbyde Rusland den status, det kræver. »Eller er sagen snarere, at han er løbet tør for ideer, at han ikke har nogen vej tilbage, der ikke vil indebære en eller anden form for nederlag, som han politisk og personligt ikke er i stand til at udholde.«

Måske er det nu, at slutspillet begynder for Vladimir Putin.

Du kan læse første del af portrætserien om Putin her og den tredje og sidste artikel her