Kinesisk diplomati
Læsetid: 5 min.

Putins magtdemonstration tvinger Kina ud i en svær balanceakt mellem Vesten og Rusland

Kina og Rusland er rykket tættere sammen i en fælles front mod USA, men den kinesiske ledelse ønsker ikke, at Ukraine-krisen svækker landets økonomiske forbindelser til Vesten. Internationale sanktioner mod Rusland vil vise, hvilke prioriteter Kina vægter tungest
Xi Jingping og Vladimir Putin er rørende enige om NATO. Men den kinesiske ledelse klapper ikke i hænderne over den russiske eskalering i Ukraine. Tværtimod er kommunistpartiet påpasselig med ikke at støtte Putins aggressioner.

Xi Jingping og Vladimir Putin er rørende enige om NATO. Men den kinesiske ledelse klapper ikke i hænderne over den russiske eskalering i Ukraine. Tværtimod er kommunistpartiet påpasselig med ikke at støtte Putins aggressioner.

Mark Ralston

Udland
24. februar 2022
LYT ARTIKLEN
Vil du lytte til artiklen?
Prøv Information gratis i en måned og få fuld digital adgang
Kan du lide at lytte? Find vores seneste lydartikler her

Ved at anerkende udbryderrepublikkerne i det østlige Ukraine og beordre russiske soldater ind over grænsen er Ruslands præsident Vladimir Putin ikke kun ved at ændre det europæiske landkort med militær magt.

Han lægger også et stort pres på det tætte partnerskab, han og Kinas leder, Xi Jinping, har givet hånd på. I årevis har relationen mellem Moskva og Beijing vokset sig stærkere. Især når det kommer til at udfordre USA’s globale magtposition. Det blev senest understreget i Beijing, hvor mange statsledere valgte at holde sig væk fra vinterolympiaden. Putin tog gladeligt imod invitationen. På legenes åbningsdag offentliggjorde Rusland og Kina en fælles erklæring, der fik de to landes parløb til at fremstå tættere end nogensinde før.

Skrækscenariet for Kina er, at de mange amerikanske alliancer i Asien skal smelte sammen til en mere NATO-lignende koalition af demokratier. En frygt, Vladimir Putin kan nikke genkendende til.

»Parterne modsætter sig yderligere udvidelse af NATO og opfordrer den nordatlantiske alliance til at opgive sin ideologiske koldkrigsmentalitet,« hedder det i erklæringen.

Hvad den del angår, er Xi og Putin rørende enige om. Men det er ikke ensbetydende med, at den kinesiske ledelse klapper i hænderne over den russiske eskalering i Ukraine. Tværtimod vidner kinesiske udtalelser fra diplomater og andre officielle repræsentanter om, at kommunistpartiet er påpasselig med ikke at støtte Putins aggressioner.

Det er blevet tydeligt de seneste uger, hvor den kinesiske retorik har ændret karakter. I januar var budskabet fra udenrigsminister Wang Yi, at USA og Vesten ikke tog Ruslands sikkerhedsbekymringer alvorligt. Men da han i weekenden talte ved den årlige sikkerhedskonference i München, udtalte den kinesiske minister, at »ethvert lands suverænitet, uafhængighed og territoriale integritet bør respekteres og beskyttes«.

»Ukraine er ingen undtagelse,« understregede han. Wang Yi gentog også Kinas holdning om, at de involverede lande bør vende tilbage til Minsk-aftalerne underskrevet i 2014 og 2015, der havde til formål at løse konflikterne i det østlige Ukraine. Minsk-aftalerne fastsatte blandt andet tilbagetrækning af alle udenlandske væbnede styrker, militært udstyr og lejesoldater.

I en telefonsamtale med sin amerikanske modpart, Antony Blinken, opfordrede Wang Yi mandag alle involverede til at udvise tilbageholdenhed og undgå handlinger, der kan øge spændingerne yderligere.

En lille brik

Der er flere grunde til, at kommunistpartiet ikke lægger al sin støtte bag Putin. For det første har Kina længe haft et godt bilateralt forhold til Ukraine. De to lande fejrede sidste måned 30 års diplomatiske forbindelser, hvor Xi Jinping og Ukraines præsident Volodymyr Zelenskyj udvekslede lykønskninger.

Kinas interesser i Ukraine omfatter milliardbeløb i byggekontrakter og telekommunikationsinvesteringer af kinesiske Huawei. Kina importerer derudover store mængder jernmalm, landbrugsprodukter og militærudstyr fra Ukraine. Kinas første hangarskib lå til kaj i ukrainske farvande, da kineserne købte den tidlige sovjetiske mastodont og satte det i stand.

Men i det store billede er Ukraine en lille brik for Kina. Den kinesiske ledelse er mere bekymret for, at de i forvejen anspændte relationer til USA og Europa vil blive forværret yderligere.

Kinas økonomiske udvikling er fortsat dybt afhængig af handel, investeringer og teknologi fra Vesten. Forholdet til USA er allerede præget af intens rivalisering, mens Europa også bevæger sig i den retning. Det er en udvikling, den russisk-kinesiske omfavnelse har været med til at forstærke.

Kinesisk balanceakt

Officielt hedder det fra EU, at Kina er både en partner, konkurrent og rival, men der var ikke meget partnerskab at spore i den tale, EU’s udenrigschef, Josep Borrell, gav i weekenden. Rusland og Kina ønsker at vende tilbage til det 19. århundredes kampe mellem imperier og har med deres seneste fælleserklæring forfattet et revisionistisk manifest rettet mod den eksisterende verdensorden, tordnede han.

»Dette er det virkelige perspektiv for vores kamp om sikkerhed og forsvar,« konkluderede Josep Borrell.

Siden folkerepublikkens dannelse i 1949 har kommunistpartiet gjort en dyd ud af ikke at indgå i formelle alliancer med gensidige forsvarsforpligtelser. I stedet foretrækker Kina at skabe »cirkler af venner« ved at indgå partnerskabsaftaler. Dem har Kina over 80 af på verdensplan, hvilket svarer til næsten halvdelen af alle de nationer, der har diplomatiske forbindelser med folkerepublikken. Aftalerne kan inddeles i forskellige grupper, der indirekte rangerer, hvor stor betydning kommunistpartiet tillægger det enkelte land.

Flere faktorer spiller ind, i forhold til om et land har potentiale til at nå til tops på den kinesiske partnerskabsliste. Det gælder dets evne til at hjælpe Kina med at modstå pres fra USA, sikre stabilitet langs Kinas grænser og mulighed for at bidrage til Kinas langsigtede udviklingsmål. Rusland befinder sig helt i toppen af partnerskabshierarkiet, mens Ukraine er placeret et godt stykke længere nede.

Værd at bemærke er det, at Tyskland ligger placeret lige under Rusland på grund af de stærke handelsmæssige bånd mellem den tyske industri og det kinesiske marked. Også andre europæiske lande som Storbritannien og Danmark er højt placeret. Konflikten i Europa truer derfor med at underminere nogle af Kinas vigtigste økonomiske relationer, hvis kommunistpartiet bliver set som værende for tæt på Rusland.

Fremstår ikke neutral

Dilemmaet var det samme, da Putin i 2014 annekterede Krim-halvøen og støttede separatisterne i det østlige Ukraine. Kina har aldrig anerkendt annekteringen af Krim, og da Rusland blev straffet med internationale sanktioner, lod Kina sine statsbanker følge sanktionerne.

Siden dengang er det russisk-kinesiske samarbejde blevet udvidet betydeligt både politisk, økonomisk og militært. Hvor tætte Kina og Rusland er i dag vil blive sat på prøve, efter at Vesten har pålagt Rusland nye økonomiske sanktioner. I en analyse vurderer Chris Miller, direktør for Eurasia ved tænketanken Foreign Policy Research Institute, at Kina denne gang vil have sværere ved at agere som i 2014. Hvordan krisen i Europa udvikler sig vil desuden give kommunistpartiet en bedre idé om, hvad USA er i stand til i området tættere på Kina, skriver han:

»Ledere i Beijing og rundt omkring i verden vil se USA’s reaktion på enhver militær eskalering mod Ukraine som et tegn på, hvorvidt USA effektivt kan reagere på fremtidige kriser i Taiwanstrædet eller Det Øst- eller Sydkinesiske Hav.«

»Succes eller fiasko for USA’s bestræbelser på at pålægge Rusland meningsfulde omkostninger, hvis det eskalerer, vil blive set som en test af, om USA kunne gøre noget lignende i Asien.«

Kina er selv underlagt sanktioner fra Vesten og er yderst kritisk over for brugen af økonomiske repressalier. Under Vinter-OL i Beijing enedes Xi og Putin om endnu en omfattende energiaftale mellem Gazprom og China National Petroleum i begyndelsen af februar. Så på et tidspunkt, hvor Vesten vil straffe Rusland økonomisk ved at skrue ned for energiimporten, skruer Kina op.

Det er allerede mere end svært for den kinesiske ledelse at finde balancen mellem landets mange interesser. Men at give udtryk for bekymring og efterlyse diplomatiske løsninger i Ukraine er ikke længere nok til at fremstå neutral. I lyset af Xi og Putins årelange strategiske samarbejde, ligner den kinesiske passivitet mere en stiltiende accept.

Serie

Ny krig i Europa

Længe har man sagt, at Ruslands præsident Putin ikke har noget at vinde ved et gå i krig i Ukraine. Alligevel er krigen blevet en realitet. Ruslands invasion har en betydning, der ikke bare rækker ind i Ukraine, men også i NATO, EU og andre af russernes nabolande. Hvad gør Putin, Vesten og de tidligere sovjetrepublikker, Ukraine og Kina? I denne serie giver vi overblikket over den komplekse konflikt.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Nej, det tror jeg egentligt ikke, jeg tror Kina er velinformeret, Kina har jo et lignende "problem" nemlig Taiwan, så mon ikke dette her er orkestreret dem imellem i en fælles forståelse, og de så vil støtte hinanden.

Kina har allerede udtalt at de støtter Putin og at man skal lytte til Putins bekymringer.

Holger Nielsen, Peter Beck-Lauritzen og Søren Nielsen anbefalede denne kommentar
Peter Beck-Lauritzen

Livet er ikke lutter lagkage mellem Kina og Rusland. De fjernøstlige områder er kilder til uenighed, især der, hvor Kina"maser" sig ind på russiske områder. P.t er Taiwan og Ukraine nok vigtigere, så sålænge holder Kina nok "masken".
Putins historie om Ukraine holder ikke! Hvis såfremt, det skal gælde, er der mange grænser der skal flyttes. Stop Putin og lad eksisterende grænser stå, spaciba!

Holger Nielsen, Dennis Tomsen og Peter Hansen anbefalede denne kommentar

En grænse vil altid ligge på den "forkerte" side, set fra et vist mindretal af borgere, for eksempel danskere i Slesvig og tyskere i Sønderjylland. Så imellem to demokratier, skal grænsen naturligvis være blødere, desto større mindretal der findes, så den frie bevægelighed og det demokratiske lokalstyre ikke hæmmes.

Det ser ud til, at både Rusland og Ukraine har taget den stik modsatte indstilling, og ønsker en hård grænse, som rigtig kan skade det lokale demokrati.

Det er alle demokrater på jorden nødt til at fordømme på det kraftigste, det er anti-demokratisk og undertrykkende, og et udtryk for en umenneskelig ide om at "eje" et territorium i stedet for at "repræsentere" de borgere, som ønsker at bo der.