Interview
Læsetid: 6 min.

Kunne Ruslands angreb på Ukraine være undgået? To ukrainsk-amerikanske forskere er uenige

Ukraines præsident Zelenskij og hans folk kæmper mod den russiske invasion af deres land. Men inden det kom så langt, var der heftig debat om, hvorvidt en gennemførelse af Minsk 2-aftalen fra 2015 og et stop for NATO’s leverancer af våben til Ukraine kunne have holdt Putin tilbage. Information har spurgt to ukrainsk-amerikanske forskere, der er uenige om svaret
Ukrainere stimler sammen ved toget i Lviv, hvorfra de håber at komme afsted mod Polen.

Ukrainere stimler sammen ved toget i Lviv, hvorfra de håber at komme afsted mod Polen.

Vincent Haiges/DPA

Udland
28. februar 2022

Mens bomberne regner ned over de ukrainske byer, og landets forsvar forsøger at holde stand mod indtrængende russiske styrker, har Information spurgt to ukrainsk-amerikanske professorer og eksperter i ukrainsk politik, om den russiske invasion måske kunne være undgået.

Var det fra starten præsident Vladimir Putins plan at angribe Ukraine og styrte regeringen? Kunne det være blevet forhindret ved at imødekomme nogle af Ruslands krav? Og hvilke?

Serhiy Kudelia, professor i statskundskab på Baylor University i Texas og mangeårig forsker i konflikten i Donbass, mener, at to omstændigheder foranledigede Putin til at give ordre til et angreb på Ukraine: Zelenskijs nej til at føre den såkaldte Minsk 2-protokol ud i livet, og USA’s og NATO’s voksende leverancer af våben til Ukraine og udstationering af militære rådgivere.

»Putin følte sig forrådt af Zelenskij, da den ukrainske leder under indenrigspolitisk pres brød et løfte i 2019 om at underskrive en aftale om gennemførelsen af Minsk 2-protokollen, som Tysklands præsident Walter Steinmeier havde udarbejdet. Det har Putin aldrig tilgivet ham for,« siger Kudelia, der stemte på Zelenskij ved præsidentvalget for tre år siden.

Hvad angår NATO var det i den ukrainsk-amerikanske forskers øjne ikke så meget udsigten til Ukraines medlemskab som en eskalerende vestlig militær bistand siden 2016, der kan have bidraget til Putins beslutning om at angribe Ukraine.

»Jeg tror, Kreml oplever det sådan, at Ukraine var ved at glide ud af deres indflydelsessfære, og at Putin ikke kunne leve med det. Derfor var han ikke interesseret i et forslag om at udsætte Ukraines ansøgning om medlemskab med 20 år. I mellemtiden ville Ukraine nemlig kunne fortsætte en militær opbygning med vestlig støtte,« siger Kudelia, der er på akademisk orlov ved Universität Basel.

I den sammenhæng mener Serhiy Kudelia, født og opvokset i Ukraine og i en periode rådgiver for et ministerium i Kijev, at hvis Putin hele tiden har haft planer om et regimeskifte i Kijev, ville det have været lettere at invadere Ukraine i 2014.

»Efter nederlaget til russerne på Krim og i Donbass i 2014 var vores hær smadret. De russiske styrker kunne med lethed have indtaget Kijev. Så hvis Putin dengang havde invaderet, ville det i dag være berettiget at sige, at hans egentlige formål med angrebet på Ukraine er at genskabe et russisk imperium. Men det gjorde han ikke, så det må efter min mening betyde, at han har andre motiver.«

Politisk selvmord

Den vurdering deles ikke af Kudelias landsmand, Alexander Motyl, der er professor i statskundskab ved Rutgers University i New Jersey. Motyl mener, det ville have været politisk selvmord for Zelenskij at gå med til en gennemførelse af Minsk 2-protokollen på Putins betingelser.

»Det var totalt uacceptabelt for Ukraine at indfri Putins krav om afholdelse af valg til lokale folkeforsamlinger i de to udbryderrepublikker Donetsk og Lugansk, inden tilbagetrækningen af russiske styrker og afvæbningen af separatisterne. Det ville aldrig have været et frit og fair valg,« mener Motyl.

Dertil kommer, tilføjer den ukrainsk-amerikanske professor, at ingen ukrainsk regering ville have accepteret, at de to lokale parlamenter skulle have vetoret over Ukraines udenrigspolitik. Det var et andet af Putins krav.

»En vetoret ville have sat en stopper for en reformpolitik, der havde til formål at integrere Ukraine i Vesten. Og uden reformer intet demokrati. Vi ville have været tilbage i præsident Viktor Janukovitjs prorussiske Ukraine i 2014,« siger Motyl, der ofte optræder i ukrainske medier, selv om han bor i New York.

En anden måde at bløde Putin op på kunne have været at tilbyde Rusland en aftale om neutral status i stedet for Ukraines tilknytning til NATO. En mulighed, Zelenskij nævnte for nogle uger siden og gentog i en tv-tale dagen efter invasionen i sidste uge.

Men neutralitet ville have betydet opgivelse af NATO-medlemskab og et russisk krav om et stop for al vestlig militær bistand. Det ville have efterladt Ukraine forsvarsløst, pointerer Alexander Motyl.

»Hertil kommer, at det var politisk umuligt for Zelenskij at tilbyde neutralitet, mens der står over 100.000 soldater opmarcheret ved landets grænse. Man må også huske på, at Ukraine var neutral i 2014, og trods det blev angrebet af Rusland.«

Planlagt for måneder siden

En sidste udvej var at erklære et moratorie på 20 år for optagelse i NATO. En idé, som blandt andet Motyl har slået til lyd for i interview med ukrainske medier gennem de sidste par måneders krise.

»Jeg troede, at Rusland ville være åben over for et moratorie, men jeg tog fejl,« siger den ukrainsk-amerikanske akademiker.

»Jeg må nu konkludere, at russerne begyndte at planlægge en invasion for flere måneder siden. De to traktatforslag, de sendte til USA og NATO og alle brevene frem og tilbage, var et røgslør, der dækkede over Putins virkelige hensigt.«

Invasionen og Putins planer om et regimeskifte tog Motyl fuldstændig på sengen.

»Da han i sin tv-tale (i sidste uge, red.) nævnte en ’særlig militær operation’ troede jeg, det kun handlede om at gå ind i de to udbryderrepublikker og måske indtage hele Donbass-regionen. Jeg var naiv. Det var vi mange, der var. Vi troede, at han ville bruge den militære opmarch til at tvinge Ukraine og Vesten til at give nogle indrømmelser.«

Frygter ikke ukrainsk demokrati

Serhyi Kudelia var for nylig på besøg i Ukraine og var overrasket over, at folk i hans omgangskreds mente, at en russisk invasion var umulig at forestille sig. »De troede blindt på, at Putin ville blive afskrækket af NATO – og at Vesten ville forhindre det,« fortæller han fra Basel.

Kudelia er dybt uenig i et udbredt narrativ i Europa og USA om, at det russiske styre ikke så meget frygtede et NATO-medlemskab som et succesrigt ukrainsk vestligt demokrati, der angiveligt ville inspirere den russiske befolkning til at gøre oprør mod Putins autokrati.

»Den type argumenter bunder i et overfladisk kendskab til ukrainsk politik, der stadig er gennemsyret af korruption. Zelenskij lovede retlige reformer, men ikke en eneste korrupt oligark eller politiker er blevet stillet for en domstol i de seneste tre år,« siger Kudelia.

Faktisk er der ifølge den ukrainsk-amerikanske akademiker intet tiltrækkende for den jævne russer ved det ukrainske demokrati.

»Det eneste attraktive er måske en virkelig konkurrence mellem partierne i valgkampe, som mangler i Rusland. Men det overskygges af ukrainske politikere og medier, der styres af oligarker. Det minder nemlig russerne om en tid i 1990’erne, de helst vil glemme,« siger Serhiy Kudelia.

Han tilføjer:

»Og så er der selvfølgelig den kendsgerning, at efter 30 års selvstændighed er Ukraine det fattigste land i Europa. Det er ikke noget at se op til for russere, hvis levestandard under Putin er meget højere.«

Zelenskijs brudte løfte

For Serhiy Kudelia var det præcist det dysfunktionelle og korrupte politiske system i Ukraine og en voksende etnonationalisme, der hindrede Zelenskij i at nå til enighed med Putin om gennemførelse af Minsk 2-aftalen om selvstyre for den prorussiske befolkning i Ukraines østlige Donbass-region. En ordning, der kunne have løst Donbass-konflikten og måske hindret en invasion.

Minsk-aftalen var som nævnt ugunstig for Ukraine. Tidligere præsident Petro Porosjenko underskrev den, efter at Rusland havde indtaget Krimhalvøen og det meste af Donbass-regionen.

»Et ydmygende nederlag for Ukraine, men sejrherrerne dikterer fredsbetingelserne. Sådan har det altid været,« siger Kudelia, der er i færd med at skrive en bog om Donbass-konflikten.

I sin valgkamp i 2019 og i de første par måneder i embedet lagde præsident Zelenskij op til at lave et kompromis med Putin. Og den russiske leder udtrykte villighed til at møde ukraineren i Moskva, hvis han accepterede en formel, udarbejdet af præsident Steinmeier, for valg i Donbass-regionen, selvstyre og tilbagegivelse af Ukraines suverænitet over området.

»Men i sidste øjeblik afviste Zelenskij at underskrive. Han var kommet under pres fra Porosjenko (taberen af præsidentvalget i 2019, red.) og tidligere premierminister Julija Tymosjenko,« fortæller Kudelia.

Porosjenko og Tymosjenko truede i et offentliggjort brev med at kalde Zelenskij en forræder og mobilisere nationalistiske tilhængere til at gå på gaden og prøve at afsætte ham, ligesom Viktor Janukovitj blev det under Majdan-opstanden i 2014.

»Det var en trussel, Zelenskij angiveligt ikke kunne sidde overhørig. Så han brød sit løfte til Putin, der herefter nægtede at møde ham, endsige at svare på hans telefonopkald.«

Siden sommeren 2019 har Putin nægtet at løfte telefonrøret, når den ukrainske præsident ringer.

Serie

Ny krig i Europa

Længe har man sagt, at Ruslands præsident Putin ikke har noget at vinde ved et gå i krig i Ukraine. Alligevel er krigen blevet en realitet. Ruslands invasion har en betydning, der ikke bare rækker ind i Ukraine, men også i NATO, EU og andre af russernes nabolande. Hvad gør Putin, Vesten og de tidligere sovjetrepublikker, Ukraine og Kina? I denne serie giver vi overblikket over den komplekse konflikt.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

God artikel, tak Information/Burcharth.

Hans Aagaard, Peter Beck-Lauritzen, Kurt Nielsen, Christian Mondrup, Mogens Holme, Anders Graae, Pia Nielsen, Steen K Petersen, Mette Johansson, Claus Nielsen, Ole Svendsen, Anne Højholt og Jette Steensen anbefalede denne kommentar
Carsten Troelsgaard

Jeg husker gamle sovjettiske propaganda-film med et dampende, hårdt-arbejdende samfund mod opfyldelse af 5-års planen. Og herlige billeder efter arbejdets tøjlen: ferien på Krim.
Jeg tror det var en artikel i Bellingcat (eller afledt link) der beskrev 2014-situationen, hvor højre-extremisterne i AZOV-bataljonen forhindrede de russiske styrker i at besætte det område, hvor Krim får sit vand fra:

Klippet fra Reuters:
"Forces destroyed a dam built in Ukraine’s Kherson Region in 2014 to cut off water to Crimea, the RIA news agency quoted the governor of Russian-annexed Crimea Sergei Aksyonov as saying on Saturday.
Reuters reports the details from Moscow:
Ukraine cut off the fresh water supply to Crimea by damming a canal that had supplied 85% of the peninsula’s needs before Moscow annexed Crimea in 2014."

Så, over-ivans arbejde blev ikke fuldført i 2014, hvis den gamle ferie-drøm skulle tilbage til Rusland. Passende er der så den eksisterende tunge industri i Donbas som vi ser billeder af og som måske kan være attraktiv osse. Som sidespring minder industrien & russer-enklaven om Cataloniens ønske om frihed fra resten af det fattige Spanien - men jeg kender ikke de detaljerne.

Eller klippet sammen: der var lige noget som over-ivan vil ha' for at gøre det russiske bifald for annekteringen komplet.

Vand-problemet er ikke nævnt nogen steder i den verserende motiv-diskussion.

Annette Chronstedt

Noam Chomskys analyse fra 4. februar af hvordan krigen kunne være undgået:
https://truthout.org/articles/us-approach-to-ukraine-and-russia-has-left...

Pia Nielsen, Anders Graae, Steen K Petersen og Hanne Utoft anbefalede denne kommentar

Professor i statskundskab John Mearsheimer fra Chicago University mener heller ikke at Putin er skør. Han mener også at der er en mere fredelig vej at gå. Men han påpeger at hans synspunkt er i stort mindretal selv om det deles af bl.a. Henry Kissinger (ja hvem skulle have troet det). Han mener så at forklaringen på USAs politik skyldes at lederne i vesten er udstyret med et tankesæt a la det 21. århundrede og ikke forstår Ruslands og Kinas tankesæt om beskrives som tilhørende det 20. århundrede (en meget underholdende antagelse som jeg nu ikke helt køber). Men talen er interessaant fordi den også beskriver USAs syn på Europas placering i sikkerhedspolitikken. Og ja der går vi fra en 1. plads (Europa først politikken) til en 3. plads. Europa har ingen stor sikkerhedsmæssig betydning - som han definerer som noget man vil kæmpe og dø for - og det er der ganske enkelt ingen grund til i Europa. Undtagelsen er måske Grønland - men det hører sådan set ikke til Europa. Derimod har Ukraine meget stor sikkerhedsmæssig betydning for Rusland - det er der vist ingen tvivl om.

Why is Ukraine the West's Fault? Featuring John Mearsheimer
https://www.youtube.com/watch?v=JrMiSQAGOS4