Russiske medier: Vesten er hysterisk og Rusland den voksne i lokalet

I ugevis har vestlige medier – på stikord fra ledende vestlige politikere som USA’s præsident, Joe Biden – i tiltagende dramatiske vendinger advaret om russiske invasionsplaner og »nedtælling til krig«.

Ikke overraskende har Ruslands præsident, Vladimir Putin, et ganske andet syn på sagen. Onsdag, under et pressemøde i forbindelse med et besøg fra Ungarns premierminister, Viktor Orbán, hævdede han tværtimod – i sin første offentlige udtalelse om situationen i seks uger – at det er Vesten som lige nu forsøger at »lokke« Rusland i krig.

Men hvordan udlægges den aktuelle højspændte sikkerhedskrise mellem Rusland og Vesten i den russiske offentlighed?

I russisk stats-tv er tonen ikke spor dramatisk. Den er til gengæld spydig og hånlig, fortæller iagttagere af den russiske mediedækning. På de kremlkontrollerede kanaler beskyldes USA og den vestlige medieoffentlighed for en »hysterisk skræmmekampagne«.

»Det eneste angreb, Vesten skal bekymre sig for, er sit eget panikanfald,« var for eksempel åbningsreplikken til et indslag, som Pervyj Kanal – det russiske stats-tv’s kanal 1 – bragte i aften-nyhedsprogrammet Vremja, 24. januar 2021.

»Selv ukrainerne er målløse over USA’s vanvid,« lød det i nyhedsprogrammet Vesti på den konkurrerende kanal Rusland-1, som kommentar til meldingen om, at USA havde evakueret sit ambassadepersonale fra Kijev. 

»Vesten er uansvarlig og dyrker overophedet retorik og umenneskelige løgne,« fortsatte studieværten.

Citaterne stammer fra Cynthia Hooper, en amerikansk historieprofessor, der forsker i russiske medier og propaganda, og hvis analyse kan læses på onlinemediet The Conversation.

Den voksne i lokalet

Jakob Tolstrup, lektor i statskundskab ved Aarhus Universitet med speciale i russisk udenrigspolitik, har gjort lignende iagttagelser.

»Generelt fremstilles Rusland som den pragmatiske og agtpågivende aktør i den her konflikt, hvorimod Ukraine, USA, Storbritannien og Vesten generelt – men især USA – i vidt omfang bliver fremstillet som den aggressive part, som ikke er bevidst om, hvor tilspidset situationen kan blive, eller hvor det hele kan føre hen. Tonen er overbærende, og man gør sågar af og til grin med forestillingen om, at en russisk invasion skulle være forestående. Rusland fremstilles altså som den voksne i lokalet.«

Det står i kontrast til forrige Ukraine-krise i 2014, hvor der op til og under annekteringen af Krim og Ruslands aktive støtte til og deltagelse i væbnede separatisters løsrivelse af dele af Donbass-regionen var »stærke billeder og en meget aggressiv tone«, tilføjer Tolstrup.

Som en central komponent i det russiske mediebillede står den faste fortælling om de uretfærdigheder, Vesten har udsat Rusland for med sine NATO-østudvidelser, påpeger seniorforsker ved DIIS, Flemming Splidsboel.

»Der er dels en tendens til at fokusere på, at Rusland er blevet dårligt behandlet, og Rusland er nødt til at gøre noget for at få oprejsning. Dels en tendens til at fremstille det, som om nazister og fascister har sat sig på magten i Ukraine, at overgreb på russisksindede sker i Østukraine, og at Vesten, USA og NATO støtter et aggressivt Ukraine, som vil kunne bruge deres våbensystemer i sine østlige regioner.«

Disse synspunkter står stort set uimodsagt i det brede mediebillede, tilføjer Flemming Splidsboel. Det sker dog, han får øje på undtagelser.

»I min læsning stødte jeg på en kommentator, der påpegede, han aldrig har set så stor diskrepans imellem det, ekspertmiljøet siger, og det, folk tror. Dele af ekspertmiljøet siger faktisk, at der kommer krig. Andre eksperter siger dog, at det gør der ikke, fordi Putin risikerer at tabe.«

Situationen kompliceres, siger Splidsboel, af den igangværende gensidige optrapning, hvor den russiske troppeopbygning ved Ukraines grænser på den ene side fortsætter med øget vestlig militærhjælp til Ukraine som reaktion.

»Den dominerende del af mediefortællingen er, at der ikke kommer krig, at man ikke ønsker krig, og at Rusland ikke har aggressive intensioner. Men når Vesten reagerer, som de gør, nu med våbenhjælp til Ukraine og trusler om sanktioner osv., så understreger det bare, hvor aggressive og fjendtligt indstillede Vesten er over for Rusland, og derfor kan Rusland blive nødt til at gøre noget.«

Dysfunktionelle NATO

Flemming Splidsboel påpeger et paradoks: På den ene side fremstilles NATO som en sikkerhedstrussel, på den anden som dysfunktionel snarere end en overlegen modstander.

»Den skarpsindige redaktør Fjodor Lukjanov skriver, at NATO ikke er så meget værd, fordi det har optaget så mange nye medlemmer, der ikke kan særligt meget militært, og fordi de politiske forskelle mellem dets medlemslande desuden er enormt store i forhold til NATO’s mission.«

Hverken regeringsembedsmænd eller Ruslands medier fortier, at over 100.000 russiske soldater er opmarcheret ved Ukraines grænser, men de understreger – synkront med udtalelserne fra Kreml – at der kun er tale om »øvelser«. Med udenrigsminister Sergej Lavrovs ord »bare mere legitime end amerikanske troppebevægelser i Østeuropa, fordi de foregår bag vores egne grænser«.

Den russiske mediedækning er også rig på udfald mod Ukraines regering og især imod dets præsident, Volodymyr Zelenskij, der udsættes for megen hån og latterliggørelse, beretter Cynthia Hooper. 23. januar viste Pervyj Kanal gamle klip af Zelenskij fra hans tid som komiker, blandt andet et indslag, hvor han og andre mænd lader, som om de spiller klaver på deres kønsdele.

Dagen efter hævdede tv-speakeren på samme kanal, at Zelenskijs popularitetstal er »i katastrofal tilbagegang«, mens en kommentator i et interview bemærkede, at »Zelenskij ikke længere eksisterer som uafhængig leder – han er blot en brik i hænderne på angelsakserne (USA og Storbritannien, red.)«.

Cynthia Hooper nævner også eksempler på, at russiske medier ukritisk gengiver dedicerede propagandaløgne, som for eksempel en påstand fra den notoriske fakenews-journalist, Diljana Gajtandzjieva, om, at »dokumenter viser, at USA gennemfører biologiske eksperimenter på ukrainske og georgiske soldater«.

Hævnfantasier

Men selv om de russiske medier generelt ikke ophidser til krig, er det på den anden side ikke svært at finde eksempler i opinionsdannelsen på udtalelser, der lægger Vesten for had eller spekulerer i hævn- og destruktionsfantasier. Det så man ifølge den amerikanske historieprofessor især florere i dagene omkring 30-årsdagen for Sovjetunionens fald.

Hun fremhæver et eksempel: I et længere interview i ugemagasinet Literaturnaja Gazeta fantaserer militæranalytikeren Konstantin Sivkov om at detonere et sprænghoved på 100 megatons i Yellowstone Park i USA for at at få en slumrende supervulkan i den lokale undergrund til at gå i udbrud og lægge adskillige amerikanske stater øde.

Eksempler af samme rabiate art fremdrages også af Françoise Thom, professor i russisk historie ved Université de Sorbonne, i sin gennemgang for online-nyhedsbrevet Desk Russie med rubrikken »Putins flirt med apokalypsen«. Her citerer hun den populære tv-talk-showvært Vladimir Solovjov for forudsigelser af udfald som: »Hvem siger, der ikke kan være en vinder i en atomkrig? Jeg tror, der kan være en – Rusland.«

Hyppig gæst hos Solovjov er den israelskrussiske ekspert Jakov Kazakov, der citeres for disse ord: »I tilfælde af atomkrig vil Rusland lide skade, men USA vil blive udslettet. Det vil ikke længere eksistere, og det vil Europa heller ikke.«

I programmet kan man endvidere høre det nationalistiske statsdumamedlem Vladimir Zjirinovskij advare: »2021 var det sidste fredelige år i Europa. Europæerne kan feste for sidste gang … champagne, whisky. Europa står over for en stor tragedie. Antallet af ofre vil skulle tælles i millioner.«

En tredje gæst, økonomiprofessor Dmitrij Jevstafev supplerede med disse ord: »Hvis vi vil, knepper vi EU i røven.«

Hvilken genklang den slags udtalelser vækker hos det russiske tv-publikum kan være svært at vurdere. Men i et land, hvor ytringsfriheden er begrænset, er der ifølge Thom ikke tegn på, at myndighederne har tænkt sig at slå ned på opflammende retorik som den, Solovjov formidler.

I Ruslands svindende udbud af uafhængige medier kan Putin-kritikere stadig komme til orde, for eksempel i onlinemediet Medusa, der bringer interviews med dissidentjournalister, der tager afstand fra den russiske præsidents »farlige hasardspil«.

Og i oppositionsmediet Moskvas Ekko omtales et initiativ fra prominente personligheder i den russiske intelligentsia: en underskriftindsamling imod Ruslands »aggression«.

I det åbne brev fra gruppen hedder det: »Vores holdning er enkel: Rusland har ikke brug for krig mod Ukraine eller Vesten. Vi bliver ikke truet og ikke angrebet. En politik, der bygger på den forestilling, at en sådan krig er påkrævet, er umoralsk, uansvarlig og kriminel og kan ikke føres i det russiske folks navn.« Blandt brevets underskrivere er forfatteren Viktor Sjenderovitj, menneskeretsaktivisten Lev Ponomarjov, filminstruktøren Garri Bardin og den liberale politiker Grigorij Javlinskij.