Sjældent vidnesbyrd fra fangelejr: Deltager man i OL, legitimerer man Kinas overgreb på mit folk

Når hun bliver nervøs eller usikker, bevæger Gulbahar Haitiwaji sine hænder ned mod anklerne for at føle efter. Næsten som en ubevidst refleks vil hun sikre sig, at de rustne, tunge fodlænker af jern, som i så lang tid havde klemt rundt om begge ankler, rent faktisk ikke er dernede længere.

Forleden tog hun sig igen om anklerne, da der var åbningsceremoni for Vinter-OL, og den olympiske flamme blev tændt i den kinesiske hovedstad Beijing.

55-årige Gulbahar Haitiwaji så begivenheden som en international fejring af det selvsamme regime, der havde fængslet hende. Og hun kunne ikke forstå, hvordan festfyrværkeriet så nemt kunne overdøve undertrykkelsen, som hun og utallige andre fra hendes etniske gruppe har været udsat for.

»Hvordan kan man tage til OL i et land, der er skyldig i kulturelt folkemord?« spørger hun.

Regeringen i Kina har anklaget Gulbahar Haitiwaji for at være terrorist. Selv siger hun, at hun ene og alene blev straffet på grund af sin etnicitet.

Hun tilhører det uighuriske mindretal, som Kina anklages for at holde i et stramt greb og undertrykke brutalt. Og hun er en af de få uighurer, som er i stand til at stå frem og fortælle om sin tid i en af Kinas berygtede interneringslejre, som det vurderes, at over en million uighurer har været holdt fanget i gennem de seneste år i deres hjemområder i den nordvestkinesiske provins Xinjiang.

Tre år var hun indespærret. Hun fortæller, at hun har tålt timevis af afhøringer, tortur, forsøg på hjernevask, underernæring og er blevet tvunget til at indrømme skyld for falske anklager.

»Jeg havde aldrig gjort noget for at skade Kina, men alligevel låste de mig inde og stjal tre år af mit liv,« fortæller Gulbahar Haitiwaji over en Zoom-forbindelse fra Frankrig, hvor hun i dag lever i frihed.

Politik og ikke sport

Det er fra netop Frankrig, at hun i disse dage kan bevidne OL-festen i Kina.

»OL i Kina handler for mig ikke om sport, men om politik. Det er en begivenhed, som den kinesiske regering udnytter politisk til at styrke sin legitimitet over for den kinesiske befolkning og omverdenen,« siger hun.

»Og når man deltager i OL, er man med til at legitimere Kinas overgreb på mit folk. Man fortæller Beijing, at sportslege betyder mere end undertrykkelsen af uighurerne.«

I et forsøg på at råbe op om sit folks situation har Gulbahar Haitiwaji sammen med en fransk journalist skrevet en bog om hendes oplevelser, som netop er udkommet i en engelsksproget udgave med titlen How I Survived a Chinese ’Re-Education’ Camp, udgivet af Canbury Press.

»Selv om jeg nu lever i frihed i Frankrig, lever mit folk stadig i et åbent fængsel i Xinjiang,« siger hun.

»Vi skal hele tiden kæmpe for at minde verden om, hvad det kinesiske styre er skyldig i, og derfor skrev jeg denne bog.«

Den kinesiske regering anklages for at have sat de omtrent 12 millioner uighurers identitet under voldsomt pres. Det er blevet stadig sværere for de hovedsageligt muslimske uighurer at dyrke deres religion og tale deres sprog, og samtidig er de blevet økonomisk marginaliseret i deres hjemområder. Desuden er der vedholdende anklager om, at uighurerne udsættes for tvangsarbejde.

Menneskerettighedsorganisationer og eksperter siger, at interneringslejrene er afgørende i det kinesiske regimes årelange forsøg på at udvande uighurernes identitet og omdanne dem til lydige, ikkereligiøse tilhængere af det kommunistiske styre.

Inden for de seneste år har flere løsladte uighurer fortalt, at de er blevet udsat for tortur, voldtægter, tvangssterilisation og hjernevask i lejrene.

Gulbahar Haitiwaji er overbevist om, at det kinesiske kommunistpartis mål er »total assimilation«.

»Det er et kulturelt folkemord. De forsøger at udslette vores identitet og vil have, at vi forsvinder fra jordens overflade,« siger hun.

Boykot og folkemord

Selv om Gulbahar Haitiwaji mener, at det langtfra er nok, har et antal lande med USA i spidsen indført en såkaldt diplomatisk boykot af OL i Beijing, hvor atleterne deltager, mens ministre og andre højtstående repræsentanter er blevet hjemme.

Boykotten begrundes især med Kinas styres mishandling af uighurerne. Danmark har heller ikke sendt repræsentanter, hverken fra regeringen eller kongehuset, på grund af Kinas menneskerettighedskrænkelser.

»Både økonomisk og diplomatisk er der virkelig brug for et pres på Kina. Eksempelvis en boykot af alle produkter, som er lavet med uighurisk tvangsarbejde,« siger Gulbahar Haitiwaji.

»De større vestlige lande er begyndt at protestere, men det er meget sørgeligt at se, at de muslimske lande af frygt for Kina stadig ikke tør kritisere landets undertrykkelse af et muslimsk broderfolk.«

Inden for de senere år er vestlig kritik af Kinas undertrykkelse af uighurerne dog blevet stadig skarpere. USA og flere europæiske lande, blandt andet Storbritannien, Holland, Tjekkiet og Belgien, kalder nu Kinas behandling af uighurerne for et folkemord, og påstår dermed, at Beijing har som en bevidst strategi at ødelægge eller udslette uighurerne som gruppe.

Selv om der blandt forskere er uenighed om, hvorvidt man skal beskrive det som direkte et folkemord, er der bred enighed om, at uighurerne udsættes for en voldsom undertrykkelse, og at et stort antal har været igennem interneringslejrene i kortere eller længere periode, samt at tortur, tvangsarbejde og tvangssterilisation finder sted i et vist omfang.

»Det er en situation med ekstrem undertrykkelse. Kulturelt folkemord ville formentlig være en passende beskrivelse,« som professor David Brophy fra University of Sydney, der er en af de førende forskere i Xinjiang og det uighuriske folk, tidligere har sagt til Information.

Kun få uighurer er stået frem om deres tid i Kinas berygtede interneringslejre. Det vurderes, at over en million uighurer har været holdt fanget i gennem de seneste år i den nordvestkinesiske provins Xinjiang. Dette vagttårn menes at være en del af en interneringslejr ved Hotan.

Greg Baker

Ingen ved dog med 100 procents sikkerhed, hvad der reelt sker i Xinjiang, da området i høj grad er blevet lukket ned af de kinesiske myndigheder. Det er noget nær umuligt for forskere at tage dertil, og uighuriske kilder risikerer at blive fængslet, hvis de taler med udenlandske forskere eller journalister.

Netop derfor er vidneudsagn fra løsladte uighurer som Gulbahar Haitiwaji så værdifulde. Især da regeringen i Beijing heller ikke tillader, at uafhængige observatører, eksempelvis fra FN, tager til Xinjiang og undersøger situationen.

Beijing afviser i det hele taget alle anklager om undertrykkelse som løgne og vestlig propaganda.

Efter de kinesiske myndigheder i begyndelsen nægtede, at interneringslejrene overhovedet eksisterede, beskriver de dem nu som blot værende ’uddannelsescentre’ eller ’frivillige træningscentre’, der fungerer som et værn mod »islamisk ekstremisme«.

Lokket tilbage

Der har været voldsomme spændinger i Xinjiang i årevis, især siden blodige etniske optøjer i provinshovedstaden Urumqi i 2009, hvor op mod 200 døde, og efter adskillige sammenstød, som de kinesiske myndigheder beskriver som terrorangreb.

Den kinesiske regering kæder i det hele taget alt fra uighuriske voldsepisoder, fredelige protester og generel utilfredshed over det kinesiske styre direkte sammen med organiseret international terrorisme, dog ofte uden at levere beviser for påstanden.

Inden undertrykkelsen tog til for alvor, forlod Gulbahar Haitiwaji imidlertid Xinjiang i 2006 sammen med sine to døtre. Hun tog til Frankrig, hvor hendes mand allerede havde opholdt sig nogle år.

Både manden og døtrene fik fransk statsborgerskab og pas, men Gulbahar Haitiwaji beholdt sit kinesiske statsborgerskab og besøgte et par gange Xinjiang uden problemer.

Men i 2016, da de kinesiske myndigheder for alvor begyndte at stramme grebet om Xinjiang, blev hun lokket tilbage af hendes tidligere arbejdsgiver i hjembyen Karamay nær grænsen til Kasakhstan. Her havde hun arbejdet som ingeniør, og fik nu at vide, at det var nødvendigt for hende at returnere for at underskrive nogle papirer, hvis hun ville have sin pension udbetalt.

Hun var ikke rolig ved situationen, men tog alligevel af sted. Hun bookede en tur, der skulle vare et par uger, men endte med at være væk i tre år. For hurtigt blev hun arresteret og udsat for uendelige politiafhøringer.

»De anklagede mig for at være både mor og kone til terrorister,« siger hun.

Politiet præsenterede hende for billeder af hendes ældste datter ved en demonstration i Paris rettet mod Kinas behandling af uighurerne, og hvor hun holdt et uighurisk flag, som symboliserer uighurernes selvstændighedsbevægelse. Og samtidig anklagede politiet hendes mand for at være medlem af en illegal uighurisk organisation.

I arrest med fodlænke

Hun blev hurtigt sendt i arresten, hvor hun fik fodlænke på – på et tidspunkt blev hun også lænket til sin seng i 20 dage, uden at hun på noget tidspunkt fik en forklaring.

Ifølge Gulbahar Haitiwaji sad hun i en celle, der var beregnet til måske ti personer, men hvor der var 40 kvinder presset sammen. Der var et blændende neonlys tændt dag og nat, de var konstant sultne og rystede af kulde. Imens fortsatte afhøringerne, og hun blev udsat for en fingeret retssag, hvor hun blev dømt til syv års fængsel, samtidig med at hun blev tvunget til at underskrive tilståelser for falske anklager og tigge om tilgivelse fra kommunistpartiet for datterens og mandens påståede forbrydelser.

Her var hun i næsten fem måneder, inden hun fik en hætte over hovedet og blev smidt på ladet af en lastbil. Hun blev ført til en af de nye interneringslejre, eller ’genopdragelseslejre’, hvor hun sammen med andre indsatte sad i op mod 11 timer hver dag i klasselokaler og blev udsat for det, hun beskriver som »hjernevask«.

»Vi blev undervist i, hvordan vi skulle være lydige, korrekte kinesere,« fortæller hun. De måtte ikke tale deres eget sprog eller bede. »Vi blev beordret til at fornægte, hvem vi var. Vi skulle spytte på vores traditioner og tro, kritisere vores sprog og fornærme vores eget folk.«

Konstant skulle de gentage ros af kommunistpartiet. Om morgenen: »Tak til vores store land. Tak til vores parti. Tak til vores kære præsident Xi Jinping.«

Og om aftenen: »Jeg ønsker, at mit store land udvikler sig og får en strålende fremtid. Jeg ønsker godt helbred til præsident Xi Jinping. Længe leve Xi Jinping.«

Sætningerne kører stadig i hendes sind som en summen i baggrunden.

»Vi blev sat til at skrive dagbog, og det var meningen, at vi skulle nedfælde vores tanker og ideer,« siger hun. »Men mindst én gang om ugen indsamlede en såkaldt underviser vores dagbøger og læste dem, så det eneste, vi skrev, var ros af kommunistpartiet, og hvor glade vi var for at være der.«

Alle de andre indsatte i lejrene var uighurer, fortæller Gulbahar Haitiwaji. Nogle var der, fordi de havde gået med muslimske tørklæder, andre fordi de havde været på ophold i udlandet eller havde modtaget telefonopkald fra udlandet. »Men i virkeligheden var vi der, bare fordi vi var uighurer,« siger hun.

Terrorist med slet moral

Mens hun sad fængslet begyndte hendes ældste datter, Gulihumar, at kontakte franske medier og det franske udenrigsministerium for at få det til at lægge pres på de kinesiske myndigheder for at få moren løsladt. Gulbahar Haitiwajis skæbne blev også taget op på højt diplomatisk niveau mellem Beijing og Paris. Måske var det det, der gjorde udslaget.

I marts 2019 blev hun bragt til den sidste afhøring, der varede seks dage, og hvor hun igen skulle tilstå påståede forbrydelser. Derefter blev hun løsladt og kunne flyve til Frankrig.

Siden har hun som flere andre løsladte uighurer forsøgt at råbe omverdenen op om den kinesiske mishandling af deres folk. Det kinesiske styre har dog reageret skarpt på kritikken. Udenrigsministeriet i Beijing beskriver de uighurer, som står offentligt frem med kritik, som »skuespillere«, der »lyver« og er ude på at »sværte Kina«.

Gulbahar Haitiwaji er også blevet direkte angrebet. Den kinesiske regering beskriver hendes bog som pure opspind og forsøger at udsætte hende for karaktermord.

I en officiel udtalelse beskrives hun som »terrorist«, og hun anklages for at have »en slet moral«, være »doven« – og for at være løs på tråden.

Ved en pressekonference i Beijing har en talsperson fra lokalregeringen i Xinjiang anklaget hende for at have haft affærer med andre mænd i de tre år, hun opholdt sig i Xinjiang.

»De siger, at jeg er en terrorist, og at intet af det, jeg siger, er sandt. Og de har angrebet mit privatliv i et forsøg på at ødelægge min familie. Men vi står stærkt sammen, da vi kender den sande historie,« siger Gulbahar Haitiwaji. »Jeg har ikke gjort andet end at fortælle sandheden, og det gør dem rasende.«

Lige nu er hun mest nervøs for den familie, hun stadig har i Xinjiang. Måske vil de familiemedlemmer blive straffet for hendes åbenmundethed.

Lige inden hun blev løsladt, blev hun kaldt ind til samtale med politichefen i Karamay.

»Han mindede mig om, at når jeg forlod Kina, så skulle jeg aldrig glemme, at min familie stadig er under deres kontrol,« fortæller hun. Det så hun som en direkte trussel.

»I et forsøg på at beskytte min familie i Xinjiang har jeg ikke længere kontakt til den,« siger hun. »Jeg frygter det værste.«