Verdens to største atomvåbenmagter, USA og Rusland, stoler ikke længere på hinandens gode hensigter. Det demonstrerer den verserende krise omkring Ukraines selvstændighed som nation og stat.
Den amerikanske regering nærer dyb mistro over for alt, hvad præsident Vladimir Putin og højtstående russiske diplomater ytrer om Ruslands begrundelse for at mobilisere sin hær nær grænsen til Ukraine. Og omvendt føler man i Kreml sig ført bag lyset af NATO’s ustoppelige ekspansion mod øst.
I den aktuelle konflikt om Ukraine fyger de gensidige beskyldninger gennem luften. USA hævder, at Rusland har til hensigt at invadere Ukraine. Rusland svarer, at det er USA, der forsøger at skabe en konflikt.
For udenforstående er det svært at forstå, hvad der er op og ned, fordi begge sider fører massive kampagner, hvis åbenlyse formål er at trække den offentlige opinion i europæiske lande over på deres side.
Et påfaldende eksempel på det er et åbent skænderi mellem USA og Rusland om, hvad de op til 100.000 russiske soldater og tunge våben nær Ukraine skal bruges til.
Lige siden de første rapporter i november om mobiliseringen har den entydige tolkning i Washington været, at formålet må være en invasion af Ukraine. Hvilket hårdnakket bliver benægtet af Kreml og slås hen som »hysteri« af præsident Volodymyr Zelenskij i Kijev.
Skal soldaterne bruges til politisk afpresning af Ukraine og Vesten, eller kan opmarchen tilskrives en tredje og ukendt faktor: nemlig Putins ønske om anerkendelse af Rusland som en stormagt, hvis interesser ikke kan ignoreres af USA?
Den type spørgsmål drøftes af en gruppe af akademikere og ruslandseksperter i USA. I mellemtiden er amerikanske diplomater og politikere samt mainstreammediers hovedfokus på en kommende invasion.
Den amerikanske ruslandsekspert William Wohlforth mener, at det giver mening for USA og NATO at rette opmærksomheden ensidigt mod den russiske invasionstrussel.
»Enhver kan se, at Rusland bruger sin militære overlegenhed over for Ukraine til at fremme sine politiske mål, og det virkeliggøres ved at skabe en situation, hvor der er bare en minimal risiko for en invasion,« siger Wohlforth, der er professor på Dartmouth College.
Men han spørger samtidig: »Når en modstander forhandler med mig, og hans hånd samtidig hænger i luften lige over et pistolhylster, er det så ikke rimeligt, at jeg gør opmærksom på, at han måske vil trække den og skyde?«
Samtidig kan den »bemærkelsesværdige« offentlighed fra Biden-regeringens side om, hvad man mener er Putins intentioner, have haft til formål at overbevise skeptiske europæiske allierede, påpeger kilder over for Financial Times.
»I begyndelsen af denne krise tabte USA og Vesten generelt informationskrigen,« siger Michael McFaul, tidligere USA-ambassadør i Moskva, til avisen.
Han påpeger, at beslutningen om at deklassificere information og russiske troppebevægelser i Ukraine har haft til formål at opretholde en dialog med de europæiske partnere for at »vinde narrativet tilbage og genforene Vesten«.
Skildret i sort og hvidt
Men nuancer og kontekst levnes der tilsyneladende ikke megen plads til i den amerikanske dækning af Ukrainekrisen. Nogle gange kan det virke, som om tiden er blevet skruet tilbage til Den Kolde Krig, hvor de to supermagters ideologiske kappestrid blev skildret sort-hvidt på begge sider af Jerntæppet. En firkantet verden, hvor der kun fandtes good guys og bad guys.
Et andet eksempel på, at mentaliteten fra dengang synes at være vendt tilbage til denne krise, var under en briefing inden den amerikanske viceudenrigsminister Wendy Shermans afrejse til Genève i begyndelsen af januar. Her skulle hun møde sin russiske modpart Sergej Rjabkov.
I briefingen benyttede udenrigsministeriets talsmand, Ned Price, lejligheden til at opfordre amerikanske journalister til ikke at stole på den russiske delegations referat af samtalerne på det kommende bilaterale møde.
»Russerne lyver, så I skal altid tjekke med os, inden I går i trykken,« lød den bombastiske melding.
»Det er en ret ekstraordinær udtalelse, som ikke ligefrem understøtter de diplomatiske bestræbelser på at finde en vej ud af krisen,« sagde den amerikanske politiske teoretiker Barry Posen, der er professor på Massachusetts Institute of Technology om citatet.
Efter mødet i Genève holdt Rjabkov et pressemøde. Så vidt det kan bedømmes, har man fra amerikansk side dog ikke gjort indsigelser mod hans udlægning af samtalerne med Sherman.
Ikke desto mindre har Rusland i Biden-regeringens øjne gang i en disinformationskampagne, der spreder løgne og fordrejelser af, hvad der sker i og omkring Ukraine. USA og de NATO-allierede er derimod ifølge eget udsagn engageret i legitimt offentlig diplomati, der bruger uomstødelige »facts« til at dementere russisk propaganda.
USA’s offentlige diplomatiske offensiv bliver kørt på forskellige planer. En af dem er rettet mod udenlandske og fortrinsvis europæiske journalister, ligesom det var tilfældet i Den Kolde Krig.
I en nylig briefing, arrangeret for den udenlandske presse, fremlagde to højtstående embedsmænd i Udenrigsministeriet en række eksempler på russisk disinformation udgående fra officielle kanaler og fra sociale medier, der angiveligt menes at være styret eller påvirket af den russiske regering.
Russisk misinformation
Til de fiktive narrativer, som den russiske propagandamaskine spreder, hører ifølge USA følgende påstande:
– at det er Ukraine, ikke Rusland, der er »aggressoren«
– at det er Vesten, ikke Rusland, der skubber Ukraine ud i en konflikt
– at Rusland lyver, når det påstår, at det blot flytter om på sine styrker nær Ukraine
– at Ruslands eneste mål skulle være at forsvare det russiske mindretal i Ukraine
– at Rusland er omringet af NATO, der har brudt et løfte om ikke at udvide mod øst
– at Ruslands sikkerhed vil blive truet af ukrainsk medlemskab af NATO
Alle disse påstande, understreger USA’s udenrigsministerium, er russisk propaganda og disinformation. Og de bliver én efter én tilbagevist i et medfølgende amerikansk »fact sheet«.
USA’s offentlige diplomati udfolder sig på andre planer. Det måske mest effektive virkemiddel er en form for psykologisk krigsførelse rettet mod Rusland, som begyndte i november med Pentagons underretning til allierede i Europa om Ruslands militære opbygning nær Ukraine. I USA’s øjne skulle en invasion være nært forestående.
Det blev efterfulgt i midten af januar af en oplysning fra præsident Bidens talskvinde, Jen Psaki, at Rusland skulle have sendt »sabotører« til den ukrainske provins Donbass, der siden 2014 har været i hænderne på russisktalende separatister. Ifølge efterretninger, som USA afviste at identificere, skulle disse sabotører angribe separatister og skyde skylden over på den ukrainske hær, hvilket ifølge USA’s udlægning ville tjene som påskud for en russisk invasion.
Det er ikke muligt at vurdere efterretningernes troværdighed, men hensigten kan have været at forsøge at afværge en invasion, inden den løb af stablen.
Nogle dage senere frigav en britisk efterretningstjeneste angivelige russiske planer om at indsætte en marionetregering i Kijev under et statskup, men historien blev pure afvist af den ukrainske regering og latterliggjort af en af de angivelige ukrainske kupmagere. Han har fortalt britisk presse, at han er persona non grata i Rusland.
Historisk kontekst mangler
På et andet plan undlader den amerikanske regering og de fleste medier at sætte tidligere russiske invasioner af nabolande i en historisk kontekst.
Det nævnes for eksempel sjældent, at besættelsen af Krimhalvøen i 2014 kan ses som en reaktion på de borgerkrigslignende tilstande i Ukraine, eller at et flertal af befolkningen stemte ja til indlemmelsen af halvøen i Rusland i 2015 (en afstemning, der i øvrigt var kompromitteret af valgmanipulation).
Tilsvarende fremgår det heller ikke nævneværdigt af information fra USA’s regering eller i pressen, at russiske hærstyrkers indtrængen i to provinser i Georgien i 2008 skete på baggrund af en krig mellem separatister og den georgiske hær. Og at russiske fredsstyrker på det tidspunkt var udstationeret i begge provinser.
Det svarer til, da Rusland beskyldte USA for at invadere Afghanistan uden at nævne konteksten: at Taleban afviste at udlevere ophavsmændene til terrorangrebet mod USA den 11. september 2001.
Barry Posen beklager, hvad han kalder den »skæve og ubalancerede« udlægning af Ruslands væbnede aktioner siden 2008.
»Jeg tøver med at kalde det meste af det disinformation. Det er snarere, at USA ser sig selv som leder af en liberal orden og ganske enkelt ikke er i stand til at se andre sider af denne konflikt. Vi mener ikke, der findes andre legitime verdensanskuelser end vores. Og vores regering holder sig ikke tilbage med at lække efterretninger, der understøtter dette synspunkt.«
Ny krig i Europa
Længe har man sagt, at Ruslands præsident Putin ikke har noget at vinde ved et gå i krig i Ukraine. Alligevel er krigen blevet en realitet. Ruslands invasion har en betydning, der ikke bare rækker ind i Ukraine, men også i NATO, EU og andre af russernes nabolande. Hvad gør Putin, Vesten og de tidligere sovjetrepublikker, Ukraine og Kina? I denne serie giver vi overblikket over den komplekse konflikt.
Seneste artikler
Denne serie lukker. Tilmeld dig nyt nyhedsbrev for at få overblik over krigen i Ukraine
21. marts 2022Vi lukker denne serie den nye krig i Europa og erstatter serien med et nyhedsbrev, som vi har valgt at kalde ’Krigen og verdensordenen’. Det giver et dagligt overblik over krigen, men kaster også et nyt blik på en verden i hastig forandringPutin stempler provestlige russere som »afskum og forrædere«
18. marts 2022I en retorisk eskalerende tv-transmitteret tale har Ruslands præsident bekræftet bange anelser om, at hans krig mod Ukraine kun er et første slag i en krig mod Vesten, som ifølge ham er opsat på at tilintetgøre RuslandUanset hvordan det går med krigen i Ukraine, har Putin tabt
17. marts 2022Prisen for at vinde krigen mod Ukraine og holde landet besat er blevet så høj, at Rusland ikke har råd. Putin har nu kun ringe handlemuligheder, men hvilken form nederlaget vil tage, er et åbent spørgsmål, skriver den franske sikkerhedspolitiske tænker Jean-Baptiste Jeangène Vilmer
"Verdens to største atomvåbenmagter, USA og Rusland"
Det er vel også det eneste retoriske greb man kan benytte for at få de to parter til at fremstå bare nogenlunde jævnbyrdige xD
Vigtigt at informationen om at selv ukrainske regeringsledere påpeger at den amerikanske fortælling om en nært forestående russisk invasion i Ukraine er uden jordforbindelse, tilgår den brede offentlighed i Vesten. At specielt de amerikanske politikere/embedsmænd og ledelsen i NATO lodret ignorerer den ukrainske regerings og store dele af den ukrainske befolknings oplevelse af situationen og anmodninger om at dæmpe krigspropagandaen, mens man hævder at forsvare ukrainsk frihed, indikerer kraftigt at der er andre, uudtalte, hensigter i spil. Tak for det, Information - oplysningen udelades nærmest konsekvent i den vestlige/danske mediedækning af sagen.
Hér interviewer Aaron Maté i Pushback Andrew Cockburn, som er redaktør på Harper's Magazine i Washington og sidste år udgav 'The spoils of war':
https://www.youtube.com/watch?v=t0DLNDAgAwU
Interviewet kredser hovedsageligt om Ukraine-spørgsmålet og den aktuelle konfliktoptrapning, og inddrager bl.a. Raytheon's forretningsperspektiver heri - som den gigantiske våbenproducent i øvrigt ikke lægger skjul på.
Parterapeuter i alle lande, foren eder, og stop dette vanvid
Hvad der tilgår den vestlige offentlighed er der nok ikke nogen, som har et overblik over, men den herskende forklaring (læs den fx. i The Guardian) på, at Ukraine ikke vil have snak om krig i øjeblikket er, at det får investeringer i landet til at stoppe.
Det er ikke, hvad den ukrainske ambassadør i Berlin siger. Han benytter derimod enhver lejlighed i tyske nyhedsprogrammer til at kritisere den tyske politik og bede om våben. Han nævner ikke, at Tysklands økonomiske støtte, er det største udenlandske bidrag til landets økonomi. Nationaløkonomien er udelelig.
Hans beklagelser har ingen indvirkning på den tyske opinion, og den tyske regerings standpunkt blev bekræftet af kansler Scholz i Heute Journal, onsdag. Tyskland eksporterer ikke letale våben til Ukraine.
@Jørgen Mathiasen
Jeg har en enkelt tilføjelse at gøre til det du skriver. Det drejer sig om den ukrainske præsidents manen til ro.
Le Figaro i samarbejde med AFP har i dag bragt en artikel om en udtalelse fra Jan Egeland, formanden med det norske flygtningeråd. Egeland oplyser her, at krigshandlingerne siden 2014 har skabt 850.000 interne flygtninge i Ukraine (personnes déplacées). Egeland advarer om, at en krig i Østukraine kan sende op til to millioner yderligere på flugt fra området. Han påpeger, at indbyggerne allerede nu lever i skyggen af en mulig krig.
Oveni kan man lægge den militære opbygning på Krim og langs hele Ukraines nordgrænse til både Rusland og Belarus. Målt efter grænselængder ville det betyde, at tallet på to millioner kunne forhøjes til omkring fem millioner - hvis de pågældende områders indbyggere begyndte at flygte massivt af frygt for en mulig krig.
USA har også skruet ned på advarselsniveauet. Jeg kan ikke gennemskue disse ting, men der er i hvert fald gode grunde til, at den ukrainske præsident forsøger at berolige befolkningen.
# Gert Romme - er det Rusland du mener er verdens største militærmagt i dit indlæg 14:10 - kan du så ikke lige dokumentere det... for en god ordens skyld.
Hvis man kan læse tysk, kan jeg anbefale en serie interviews i den tyske avis "Zeit" med ukrainere i Ukraine. Af svarene fremgår det generelt, at de ikke ligefrem deler den bekymring om Rusland - heller ikke de, der er vestligt orienterede - der hersker på vore længdegrader:
https://www.zeit.de/politik/ausland/2022-02/ukraine-bevoelkerung-russlan...
Ganske som forventet har det ikke været nødvendigt for De Grønne at løfte så meget som en finger for at stoppe gasledningen i Østersøen. SPD er kommet under sådan et pres af de russiske manøvrer, at partiet af egen drift omend modvilligt har indset det, og exkansler Schöder, som allerede havde Harz IV-reformerne på sit generalieblad, er nu persona non grata i SPD.
Det lille møde i Normandiet-formatet med Rusland, Ukraine og Tyskland minus Frankrig på tysk TV blev karakteriseret ved sin hovedrysten. Hvis de vestlige lande vil sætte princippet om selvbestemmelsesret igennem, skal de belave sig på en konfrontation med Rusland, og det satte Putin i går en streg under ved at lukke Deutsche Welle i Moskva.
Weekendavisen bringer et link til det præcise sted på den spanske avis El Pais' hjemmeside, hvor indholdet af USA's og NATO's svarbreve til Rusland gengives. El Pais har vedlagt dokumenterne som scannet pdf til fri download.
El País, skulle der have stået.
@ Anders Thornvig Sørensen
Det er væsentligt i disse spalter, hvor Ruslands krav delvist bliver udblændet, at erindre om, at russerne har stillet en række krav til NATO-landene og derved har de kædet Ukrainekrisen, - Informations overskrift, sammen med angrebet på den europæiske sikkerhedsstruktur.
Efter sammensmeltningen i Downing Street i går, - den femte centrale medarbejder i Johnsons regering udenom parlamentet har taget sin afsked i dag, stiller der sig det spørgsmål, om man kan bevæge briterne til at tage afsked med de russiske oligarker og de formuer, de har placeret i LondonGrad. Det har de hidtil ikke villet, da det gør ondt på Londons finanssektor. Skal vi vædde på, at formuerne får lov til at blive, hvis den militære konfrontation udebliver?
Jørgen Mathiasen, 04. februar, 2022 - 10:09
Eller måske har NATO og USA valgt at betragte de russiske krav, ikke som diplomati, men som propaganda, og ikke henvendt til én selv, men til et andet publikum, uanset formel adressat.
Det amerikanske svar rummer nogle punkter interessante punkter. 1. Man holder i princippet NATO's dør åben for Ukraine; 2. man tilbyder at afstå fra at udstationere offensive våben og kampstyrker (fast) i Ukraine, mod at Rusland også afstår fra det.
De to ting er ikke kædet sammen i teksten, og det ér heller ikke nødvendigt for at land at være NATO-medlem for at have amerikanske offensivvåben eller soldater udstationeret. Det kan gøres på bilateral basis. Man kan diskutere sandsynligheden, men det er en anden sag.
Ikke desto mindre ville det følge den logik, som denne diskussion generelt har som grundlag, at udstationeringen i givet fald skulle ske enten direkte i NATO-regi, eller i hvert fald i tæt forståelse med NATO.
Hvis den tolkning er korrekt, er de to ting i realiteten forbundet med hinanden, selv om dokumentet holder dem adskilt.
Det ville igen, hvis jeg læser teksten korrekt, betyde, at USA (indirekte) tilbød at lade Ukraine som NATO-medlem have samme status som de baltiske lande med reduceret militær tilstedeværelse - mod at Rusland tilsvarende reducerede sin militære tilstedeværelse på Krim. Sådan må det jo læses, al den stund ingen anerkender Krim-annekteringen, og ellers ville det heller ikke give nogen indre mening at udtrykke sig på den måde.
Eller måske har jeg opfattet det forkert. Jeg ville gerne høre din mening herom.
@ Gert Romme - din konklusion på spørgsmålet mangler hvis nogle faktorer.
På den måde kan vi ikke diskutere hvem der er størst eller mindst.
Den eneste rigtige måde at opgøre militær kapacitet på er ved at bruge et samlet billede, altså alle midler der står til rådighed for militæret.
Her er der kun en på førstepladsen og det kan man ikke være i tvivl om hvem er.
@Anders Thornvig Sørensen
Hvis man følger Mark H. Leonard vil vi enten a) få en krig med mange døde og flygtninge, b) få Yalta II - Rusland genopretter sin dominans over Østeuropa, eller c) få en grumset løsning. Det sidste er det mindste onde. Et NATO-medlemskab for Ukraine i den forbindelse er temmelig usandsynligt, og derfor spørger Leonard også: Hvorfor skulle man kæmpe en krig for et hypotetisk medlemskab?
I militære anliggender kan Rusland og NATO antageligt finde et svar, - det bliver ikke Yalta II, uanset at den russiske debatdeltager i »Maybritt Illner« havde betydelige problemer med at vænne sig til tanken.
Men hvilken løsning med Ukraines billigelse vil man under overskriften »grumset« gribe til i det territoriale spørgsmål? Det vil jeg nødigt gætte på, men måske bliver det noget i retning af "færrest mulige skader for Ukraine", som man derefter knytter stærkere til EU, mens tyskerne opfører de påtænkte anlæg til produktion af vandstofenergi, som skal indgå i europæisk energiforsyning.
Flådeopbygningen i Sortehavet: Gert Rommes formodninger bekræftet.
https://www.blackseanews.net/en/read/184301
Jørgen Mathiasen, 04. februar, 2022 - 16:10
Det var ikke mit spørgsmål. Jeg er interesseret i at finde ud af, hvordan det amerikanske brev skal læses.
Det kræver måske en tydeliggørelse:
Der er tale om anlæg i Ukraine, og pengene findes allerede i en fond, som Robert Habeck bestyrer.
Jørgen Mathiasen, 04. februar, 2022 - 16:19
Det er al ære værd. Til de tre mulige udfald, du opregner: jeg tror ikke på det tredje.
Tilbage i marts-april ræsonnerede jeg selv ligesom du gør her. Det var dengang oprørerne indtog by efter by i Østukraine, mens Kyiv-regeringens rudimentære hærstyrker stod i fare for at blive omringet og tvunget til overgivelse, ligesom det var sket på Krim. Hvorfor ikke simpelthen trække sig ud og konsolidere resten i tæt relation til Ukraines virkelige hjemsted, Europa.
Men jeg lærte ved den lejlighed noget om, hvordan ukrainsk politik fungerer, hvordan dynamisk og offensiv mobilisering er det stærkeste og måske eneste forsvar. Det er ikke tilfældigt, at russisk militær forsvarstænkning går i samme baner, der afspejler det virkelige livs erfarede realiteter i den del af verden.
Marts-april 2014.
@Anders Thornvig Sørensen
Du nævner præcis grunden til, at jeg ikke lige ser en løsning på det territoriale spørgsmål, men efter at have haft næsen nede i mange forskellige redegørelser for fortiden står det klart, at rigtigt grov armvridning er en del af politik. Det tror jeg også, at Leonard sigter til med »grumset«.
@Jørgen Mathiasen
Nytter ikke at lave grove armvridninger, når man selv er uden muskler. De eneste der kan gøre det er amerikanerne, og de vil gerne bevare deres troværdighed som garantimagt. Da jeg ikke er blevet modsagt, er det også sådan jeg vælger at læse deres svarbrev.