Europas energibehov er stadig Putins bedste våben

Set fra Europa virker det betryggende, at den amerikanske præsident, Joe Biden, torsdag stemplede ind i Bruxelles til disse dages krisemøder i NATO, G7 og EU. At Biden fredag endda flyver et smut til Polen vil efter alt at dømme også udløse begejstring i landet, hvor flere millioner flygtninge og angsten for Putins næste træk allerede har forskudt de politiske koordinater dramatisk.

Som ventet svor NATO sammenhold torsdag for at bryde med Putins billede af det svage Vesten, og Kina blev atter opfordret til at »tilslutte sig Vesten«. NATO-generalsekretær Jens Stoltenberg truede med »tungtvejende følger«, hvis Rusland bruger masseødelæggelsesvåben i Ukraine. Og forsvarsalliancen lovede stærkt øgede tropper i Central- og Østeuropa, hvormed NATO-Rusland-traktaten fra 1997 nu ligger i ruiner.

»Linjen forbliver den samme for alle de allierede: at fortsætte med at levere våben, at gøre det inden for en ramme af maksimal effektivitet, men med en rød linje, som fortsat er ikke at være krigsførende,« sagde den franske præsident, Emmanuel Macron, efter NATO- og G7-topmøderne. Kravet om at skabe en flyforbudszone over Ukraine er altså stadig ikke på bordet. Men desto større er presset for, at EU fredag finder en løsning på de mest presserende spørgsmål:

Hvordan kan Europa nu og her komme ud af afhængigheden af russisk gas, olie og kul, som undergraver de øvrige sanktioner og groft sagt finansierer Putins krigsmaskine?

Og kan de europæiske lande undgå en dyb splittelse i dette spørgsmål om en komplet embargo mod russisk energi, som i høj grad også vil ramme os selv?

Især de baltiske lande og Polen kræver, at der lægges en komplet energiembargo på bordet nu. I lande som Tyskland, Italien, Holland og Ungarn er afhængigheden derimod så stor, at angsten for destabilisering i deres egne lande og i hele EU fortsat holder dem fra at gå med ad denne vej.

Putins plot twist

Der er stadig russiske banker, som kan sanktioneres, der kan lukkes smuthuller for den russiske centralbank, og både til lands og til vands er der ubrugte muligheder i transportsektoren – omend det også vil gå ud over energitransporten. Men som det forlyder fra Bruxelles, er det efterhånden begrænset, hvor meget europæisk krudt der er tilbage i sanktionsdepotet, hvis det ikke omfatter den russiske energi.

Alligevel har der i ugens løb ikke været forventninger om, at en energiembargo vil komme på bordet allerede nu. Onsdag morgen afviste Olaf Scholz atter en komplet embargo. Men et par timer senere gav Putin en simpel meddelelse, der alligevel tog fusen på europæerne: Fra næste uge vil Rusland af alle »uvenlige stater« kræve betaling for russisk gas, kul og olie i rubler og ikke længere i euro eller dollar.

Det er et klokkeklart brud med de gældende kontrakter, og det stiller de europæiske lande i et akut dilemma. Men i først omgang udløste Putins krav en forvirret fortolkningskamp blandt europæiske økonomer. Sebastian Dullien, der leder det tyske Institut for Makroøkonomi og Konjunkturforskning (IMK), er en af dem, der ikke ser det så dramatisk: Så længe gasimportørens bank afvikler energihandlen med en ikkesanktioneret russisk bank, så kan den bare veksle dollar til rubler først, mener han. Og netop Gazprom-Bank bag det statslige russiske gasselskab er (endnu) ikke sanktioneret.

Et afgørende spørgsmål er bare, om der overhovedet er rubler nok til Putins trick på valutamarkederne. For i praksis vil de europæiske importører være tvunget til at købe rubler i de russiske banker – og de kan vælge enten at modsætte sig den deal eller kort og godt mangle rubler. Dermed skulle rublerne altså hentes ved den russiske centralbank, som allerede er sanktioneret af EU. Med andre ord: Putin kan tvinge Europa til at undergrave sine egne sanktioner. Og han har allerede høstet den succes, at rublens stærke fald blev vendt en smule med dette overraskende »plot twist og eskalation« i den økonomiske krig mellem Vesten og Rusland, som økonomen Jens Südekum har formuleret det.

Europas lave smertetærskel

Trods forvirringen virker en energiembargo nu markant mere sandsynlig end før Putins udmelding. Som Sergei Guriev, som er russisk økonomiprofessor fra Sciences Po i Paris, udtalte i et webinar med Peterson Institute of International Economy onsdag: »Det ligner Putins forsøg på at komme udviklingen i forkøbet.«

Putin ved nemlig godt, at Joe Biden også er i Europa for at lægge yderligere pres på EU for hårdere energisanktioner – ikke mindst fordi en blød europæisk linje ville være et forkert signal at sende til Kina. Putin ved også godt, at det folkelige pres i EU for yderligere sanktioner vil stige for hver dag, hvor vi ser de forfærdelige billeder fra Ukraine: Selv i det forvænte Europa vil vores smertetærskel for selvskade i forhold til energisanktioner formentlig stige betragteligt i de kommende uger.

Mens et land som Ungarn af både praktiske og ideologiske årsager afviser en embargo, sidder Tyskland – EU’s økonomiske motor – overvejende i et praktisk dilemma. Den mangeårige »eksportverdensmester« har populært sagt udliciteret sit forsvar til USA, sin energiforsyning til Rusland og sin handelskraft til Kina. Et komplet brud med russisk energi vil derfor gøre rigtig ondt på den tyske økonomi. Der er bare langt fra enighed om hvor ondt.

Et aktuelt og omfattende tysk studie taler om op til tre procent af BNP – altså en klar recession, men ingen katastrofe. Det magtfulde tyske industriforbund BDI advarer omvendt mod »uberegnelige konsekvenser«, som »vil sætte EU’s sammenhold og handlingsevne på spil, både politisk og økonomisk«. Samstemmende frygter den grønne økonomi- og klimaminister Robert Habeck »en tung økonomisk krise i Tyskland og Europa«, hvor »utallige virksomheder må stoppe deres produktion, og leverancekæder vil bryde sammen«. Det vil i hans øjne »true den sociale fred« – som vi allerede ser tegn på i Spanien med omfattende protester mod de høje energipriser.

Mod europæisk energinationalisme

Netop Tyskland besluttede torsdag at skære i afgifterne på benzin – og at give borgerne 300 euro i »helikopterpenge« til at modstå de stigende energipriser. På højere plan har EU-Kommissionen allerede givet medlemslandene midlertidig tilladelse til at give statsstøtte til de virksomheder, der er særligt hårdt ramt af de høje energipriser. Her ligger endnu en europæisk hovedpine og venter til fredagens topmøde. For hele EU’s grønne omstilling kan komme i fare, hvis de enkelte lande begynder at støtte fossil energi yderligere, og hvis statslige indgreb i energimarkederne ødelægger incitamentet til at investere i grøn energi. For når støtte og markedsindgreb en gang er indført, er det svært at udfase dem igen.

En anden udfordring bliver at få skabt en fælleseuropæisk linje. Det er blevet tydeligt, efter økonomi- og klimaminister Habeck i weekenden var i Qatar for at finde alternativer til den russiske gas. Det gav bange anelser for en europæisk »energinationalisme«, hvor de enkelte lande gensidigt byder prisen i vejret i stedet for i fællesskab at få de bedst mulig aftaler. Desuden har EU i årevis kæmpet for at lave klausuler, der sørger for, at gasledninger og andre investeringer ikke låses fast i fossile energier årtier ud i fremtiden. Men set fra lande som Qatar vil man selvsagt ikke lade europæerne skumme fløden her i krisen og så se dem smutte, lige så snart de har en anden og bedre løsning.

Vesten, ikke resten

Set fra Rusland er perspektiverne langt mere dystre. Efter syv år med faldende reallønninger og nulvækst oplever landet nu en exodus af vestlige firmaer, hundredtusinder er udvandret, og rublen har tabt over 30 procent af sin værdi på en måned. Prognoser lyder på et russisk fald i BNP på 15 procent.

Selv om vi nødigt italesætter det, befinder Vesten sig i en økonomisk krig med Rusland, hvor målet åbent er at fremtvinge en russisk statsbankerot – og derigennem et regime change. Om det vil fungere, er stadig et uhyre åbent og risikabelt eksperiment med verdens største atommagt.

Et andet åbent spørgsmål er her, om vi, som Financial Times har kommenteret, forveksler Vesten med verden: I begyndelsen af marts var det godt nok 141 ud af 193 FN-lande, der fordømte Putins krig. Men de 35 lande, der ikke fordømte den, repræsenterer næsten halvdelen af verdens befolkning. Og i tirsdags mødtes den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, med de såkaldte BRIKS-landes ambassadører i Moskva – Brasilien, Indien, Kina og Sydafrika – hvor de ifølge gæstgiverne »fordybede deres strategiske partnerskab«.

Verden er altså allerede mere multipolar, end de fleste i Vesten drømmer om. En helt afgørende del af udviklingen er derfor, hvordan Kina positionerer sig. Efter Europa har fået dulmet nerverne af Joe Bidens besøg ved disse dages topmøde, kigger de europæiske ledere derfor allerede mod det europæisk-kinesiske topmøde den 1. april. Senest her vil Beijing blive tvunget til at tage stilling til, om det vil risikere forholdet til Vesten ved at støtte Rusland diplomatisk, økonomisk og militært. Som Harvard-økonomen Kenneth Rogoff har formuleret det, vil vi over for Rusland under alle omstændigheder »få et økonomisk jerntæppe, som også er et yderligere skridt mod en deglobalisering – det afgørende spørgsmål bliver i sidste ende, hvor Kina positionerer sig«.

Også for Kina er det et hårdt dilemma. Men især for Vesten afslører disse dages kaskader af kriser, at den økonomiske globalisering er gået fra at være en forhåbning om fred og velstand til at være et uberegneligt våben i stormagternes kamp. For Europa betyder det helt konkret det akutte spørgsmål: om vi kan komme ud af vores afhængighed af russisk energi.