Hvordan løser vi problemet med Putin? Fire forfattere og ruslandskendere giver deres bud

Rusland truer med sin krig mod Ukraine sikkerheden i hele verden. Fire eksperter i russisk historie, politik og propaganda foreslår her strategier, der kan stække og nedbryde Putins system og befri russerne fra hans autoritære magtgreb:

Vesten må selv frigøre sig fra sin medskyld og deltagelse i Putins kleptokratiske system, siger Tom Burgis.

Vesten må række ud til de modige russere, der vover at tale krigsprojektet imod og gå ind som mæglere i fredsforhandlinger, siger Catriona Kelly.

Vesten må gentænke sin ruslandspolitik og afklare sine relationer til de postsovjetiske stater, siger Ruth Deyermond.

Og så må vi få de almindelige russere i tale uden om de propagandaskabte virkeligheder, der lige nu får dem til at bakke op om Putins angrebskrig mod Ukraine, siger Peter Pomerantsev.

Tom Burgis:

»For at gøre op med Putins kleptokrati må vi vikle os selv ud af dets strukturer«

Tom Burgis er undersøgende journalist ved Financial Times og forfatter til bogen ’Kleptopia’

I et land, som var rigt på olie og gas, var der engang en mand. Han var vokset op i fattige omgivelser og havde tidligt måttet lære, at samfundsmoralen når som helst kunne bryde sammen, og så det selv ske igen og igen. Som ung søgte han ind i sikkerhedsstyrkerne og herefter i offentlig tjeneste. Snart begyndte han selv at deltage i plyndringer – sådan var skik og brug hos alle, der beklædte offentlige embeder i hans land. Og nu vidste han, hvad der skulle være hans livsgerning: at avancere i magtens inderkreds. At forskanse sig i rigdommens sikre enklave og aldrig igen falde ned i den turbulente verden uden for.

Manden blev rig. Og steg i graderne. Og han blev endnu rigere. Rige blev også dem, han begunstigede. Snart tilbad de ham og lovpriste ham som en stor leder. Med hensyn til alle andre i landet – det folk, i hvis navn han regerede – var det unødvendigt at spørge om deres mening. For at kontrollere de andre indgød han dem frygt og tilbød selv at være frygtens modgift: »Jeg vil beskytte jer mod dem, der vil gøre os ondt og ødelægge vores verden. Støt mig, og jeg skal garantere vores sikkerhed.« Men han spillede dobbeltspil: Han var på én og samme tid tyv og vagtmand.

Manden, jeg fortæller om her, var guvernør i en nigeriansk delstat. Mens han samlede millioner af petrodollar, blev landsbyer brændt ned i hans navn. Men min lille skitse af hans løbebane kan med små variationer også beskrive andre herskere, der har det til fælles, at de sidder på magten i et land, der har en primær indtægtskilde i den globale økonomi: Fra DR Congo til Kasakhstan sælger de et efterspurgt råstof – olie, gas, ædelmetaller, sjældne jordarter. Og indtægterne går i herskernes lommer. De tager, hvad de vil, og hyrer bankfolk og advokater til at fjerne deres fingeraftryk fra byttet, som gemmes af vejen i rige lande og skattely.

Om præsident Putins adkomst til kleptokraternes klub fortæller han selv i bogen Første person – en bog, tre russiske journalister udgav efter Putins præsidentindsættelse i 2000, og som bygger på interview med Putin selv, hans kone og nogle af hans venner.

Da Putin voksede op i Leningrads slum med rotter og uhumske toiletter, drømte han om at skabe sig en position i det sovjetiske imperiums chefklasse som officer i den organisation, der havde til opgave at værne om samme klasses magt, KGB. En dag var Putin som ung rekrut i sikkerhedspolitiet sat til at overvåge en religiøs procession ved en kirke. »Han spurgte mig,« husker en cellospillende ven, »om jeg ville med op til alteret og kigge. ’Ingen må gå derop, men vi kan bare gøre det’, sagde han.« Senere forsøgte en beruset studerende at bomme Putin og hans ven for en smøg. Judomesteren Putin sagde nej, og for at understrege sin afvisning slog han den studerende i jorden. Magt er at kunne tilegne sig det, de andre ikke kan få adgang til. Magt er at reagere med vold, hvis nogen beder dig om noget, du ikke vil give.

Som KGB-funktionær udstationeret i Dresden i DDR boede Putin med sin nystiftede familie i en tjenestebolig. De havde egen chauffør, øllen var god, og de spiste grillpølser, når de tog på weekendudflugter på landet. Så faldt Berlinmuren, og der dannede sig vrede folkemængder ud for KGB’s lokale hovedkvarter. Putin kontaktede sine overordnede, men svaret lød: »Moskva er tavs.« Med ét var den gamle orden faldet.

Nu handlede det om at redde sig over i den nye. Putin tog hjem til Leningrad, der nu hed Sankt Petersborg. Efter få måneder lykkedes det ham at sikre sig en magtfuld post i bystyret, der gav ham beføjelser til at bestemme, hvem der skulle have lov til at tjene penge ved at handle med Vestens kapitalister. Det siger sig selv, at han besluttede sig for, at det skulle først og fremmest han selv og hans kumpaner. Han gjorde lynkarriere: På et årti var han Ruslands præsident. Sin kleptokratbande tog han med til Kreml.

Imperienostalgi

Vestens ledere brugte samme logik over for Putin som over for herskerne i DR Congo og Kasakhstan.

De var opsatte på at købe disse landes råvarer og lod derfor, som om kleptokraterne var legitime ledere, man kunne gøre forretninger med. Den praksis fortsatte de uanfægtet, da han begyndte at myrde dissidenter i eksil i udlandet, rev Sydossetien og Abkhasien ud af Georgien i 2008, besatte og annekterede Krim i 2014, og skruede op for imperienostalgisk retorik for at vække det russiske folk til patriotisk samling. Efter 22 år med denne adfærd tror Putin nu på sin egen propaganda – og tror selv på, at han er statsmand og ikke gangsterboss. Mens hans styrker ødelægger ukrainske byer, spørger jeg en russisk tidligere efterretningsofficer, hvad Putin søger. »Respekt,« siger han. »Alt drejer sig om at få respekt.«

I Vesten må vi se i øjnene, at vi selv har været med til at gøre Putin så stærk, at vi nu kan blive tvunget til at møde ham på slagmarken. Hvis vi virkelig ønsker at tage det store opgør med Putins kleptokrati, er første skridt at vikle os selv ud af vores medvirken i det.

Hvad troede vi, der sker med de penge, vi betaler for russisk gas? Hvordan forestillede vi os, at de vestlige multinationale selskaber får rettigheder til olieboring fra et regime, vi ved er korrupt? Hvem troede vi står bag anonyme selskabsstrukturer, som er registreret på steder som Guernsey, Cypern og De Britiske Jomfruøer, og som vi fortsat tillader at deltage i vores økonomier? Panama-papirerne afdækkede, at en af de største bagmænd bag disse offshoreselskaber var Sergej Roldugin – den cellist-ven, som Putin inviterede til at se et forbudt alter. Uvist hvordan har Roldugin skabt sig en hemmelig formue, der løber op i to milliarder dollar.

I virkeligheden kender vi svarene på disse spørgsmål og har kendt dem længe. Men det var for lukrativt at lukke øjnene. To kanaler med stadige pengestrømme understøtter Putin og hans følge af kleptokrater. Igennem den ene tilføres kleptokraterne vestlige penge som betaling for råvarer. Igennem den anden føres de andele tilbage, som kleptokraterne beregner til sig selv, og placerer dem på vestlige ejendomsmarkeder, på universiteter, i politiske partier.

Vil vi stække Putin og hans korrupte magtsystem, har vi ikke noget alternativ: Vi bliver nødt til at lukke begge kanaler. Vi må holde op med at importere russisk olie og gas. Med hensyn til den anden kanal lyder der nu erklæringer om, at den vil blive lukket – som Storbritanniens premierminister, Boris Johnson, udtrykte det: »Der er ikke plads til beskidte penge i Storbritannien.« Men det er kun en latterlig besværgelse: Nogle få navne på sanktionslister, nogle få lovtiltag fulde af smuthuller mod økonomisk kriminalitet, der ikke understøttes af bevillinger til at håndhæve dem. Og imens fastholder vi et system, der bygger på systematisk finansiel hemmeligholdelse.

Vi skal ikke være blinde for konsekvenserne: Skulle det lykkes for os at smide stadigt flere russiske oligarker ud af den globale økonomi, stimulerer vi opbygningen af en ny skyggeøkonomi. Sanktionsbrydende aftaler er indgået mellem lande som Iran, Venezuela og Rusland – kleptokratier med islamistiske, socialistiske og imperialistiske masker – viser, at alternativet tager form, og at det kinesiske kleptokratis ledere ikke vil tøve med at sætte sig i spidsen for den nye orden.

Vi ser dermed tilblivelsen af en verden, jeg i min bog kalder Kleptopia. En uerklæret, ukonventionel krig mellem kleptokrati og demokrati har været længe undervejs, selv flere år før Putins tropper marcherede ind i Ukraine. Der er ikke tale om to geografiske poler, for kleptokraterne har utallige allierede i Vesten fra de advokater, der beskytter deres udplyndringer, til de politikere, der fremmer deres indflydelse i demokratiske regeringer.

Nu omfatter deres ofre også ukrainske civile og russiske værnepligtige. Så nu bliver vi nødt til at afgøre med os selv: På hvilken side vil vi stå?

Catriona Kelly:

»Forstå den russiske imperialismes komplekse historie«

Catriona Kelly er æresprofessor i russisk og sovjetisk kultur og seniorforsker ved Trinity College, Cambridge og forfatter til bogen ’St Petersburg: Shadows of the Past’.

Jeg rejste fra Sankt Petersborg den 22. februar og ankom til London kun 27 timer, før de russiske tropper overskred grænsen til Ukraine. I dagevis havde jeg været sikker på, at invasionen ville komme. Spørgsmålet var kun, hvor omfattende den ville blive. Med venner udbragte jeg alligevel den gamle sovjetiske skål Til freden. Vores stemmer var dæmpede.

Nu har en krig i fuld skala smadret alt håb og bekræftet al frygt. Det uprovokerede, brutale og forkludrede angreb på et fredeligt naboland er Ruslands største udenrigspolitiske katastrofe i årtier. For de af os, der kender og elsker Ukraine, men også elsker Rusland, er det en personlig og en menneskelig tragedie. Et stort antal russere støtter ikke krigen, som også er et angreb på russernes friheder. Mange flygter nu fra et stadigt mere fjendtligt hjemland, mens de endnu kan finde flyafgange og åbne grænser.

Selv om jeg deler Tolstojs skepsis over for enkeltindividers magt til at påvirke historien, er dette Putins krig. Opsat på at modvirke den entropi, han gav Gorbatjov skylden for, tror Putin på, at han kan tilvejebringe en transhistorisk enhed, der omfatter Storrusland, Lillerusland (Ukraine) og Belarus. I bedste fald kan ’Lillerusland’ få lov at være en provins med egne folkloristiske traditioner.

Men autonomi er lig med illoyalitet. De, som søger den, er ’nazister’. Begrebet sætter lighedstegn mellem forkæmpere for ukrainsk uafhængighed og den invasionsmagt, som angreb Sovjetunionen (læs Rusland) i Den Store Fædrelandskrig fra 1941-1945. Dermed udviskes det afgørende bidrag til den sovjetiske sejr, som blev ydet af ukrainerne selv. Kun en sådan bevidst forglemmelse kan gøre det muligt for den oprindelige Leningrad-borger Putin at føre samme slags belejringskrig mod Kharkiv, Mariupol, Kyiv og Mykolajiv, som de nazistiske hære påførte hans fødeby i 1941-44.

Da Putin første gang begyndte at tale om Ruslands og Ukraines historiske enhed – i foråret 2014 – virkede det som et forsøg på at legitimere den improviserede annektering af Krim. Og efter annekteringens første årsdag begyndte retorikken at stilne af. Men i sommeren 2021 kom Putins besættelse af »den historiske enhed« tilbage med dødelig alvor. En udløsende faktor var muligvis belarusernes folkelige protest mod de manipulerede genvalg af Lukasjenko for endnu en præsidentperiode. Hvis den slags kunne ske i et land, hvis loyalitet over for Rusland forekom så absolut, hvor ville de ’fremmede magter’ så slå til næste gang? (Putin tror ikke på, at politisk uenighed kan opstå af sig selv – den må altid være orkestreret udefra).

Russerne støtter Putin

Den første vanskelighed ved at løse ’problemet med Putin’ er, at Putin er så fast besluttet på at besejre og udrense det uafhængige Ukraine. ’Fredsforhandlingerne’ ser dog også ud til at have formet sig som ufravigelige kapitulationskrav fra de russiske delegerede. Det er fristende at tro, at hvis bare Putin og hans forbundsfæller forsvandt, kunne der opnås en fornuftig løsning. Men Putin nyder stadig uomtvistelig støtte fra store dele af den russiske befolkning: Fra de russere, der deler hans fordomme om Ukraine, og som er overbeviste om, at Vesten er ude på at ødelægge Rusland. Fra dem, der stadig krediterer ham for at give dem relativt større velstand og tryghed end i de kaotiske 1990’ere. Og fra dem, der frygter, at alle alternativer til ham er værre.

Putin er ikke et problem, der løses let. Så lad os koncentrere os om, hvad der kan være opnåeligt. Her er en kort og ufuldkommen liste: Pres på for reelle fredsforhandlinger ledsaget af fuld våbenhvile og med deltagelse af observatører, begge sider har tillid til. Efterhånden som krigen trækker ud, tabstallet stiger, og de økonomiske omkostninger bider hårdere, kan der ske et stemningskifte på russisk side.

Lyt til stemmer fra regionen. Et godt sted at starte er den ukrainske historiker Taras Bilous essay, Et brev fra Kyiv til Vestens venstrefløj, som retter op på mange vestlige mediers klichébeskrivelser om sproglige, kulturelle, historiske og geografiske skel og den formodede indflydelse fra ekstreme højregrupperinger – kan læses på onlinemediet OpenDemocracy.

Anerkend indsatsen, der har store personlige omkostninger, fra de russere, der går imod krigen: demonstranterne, der tæves af politiet; kunstnerne og administratorerne, der siger deres job op; præsterne, der udtaler sig mod krigen i deres prædikener i åbenlys trods af deres gejstlige ledelse; de få medlemmer af businesseliten, der protesterer. Gennemfør ikke en generel boykot efter statsborgerskab.

Og boykot ikke efter oprindelse. I stedet for at blackliste kunstværker så forstå den russiske imperialismes komplekse historie. Pusjkins Til Ruslands bagtalere (1831) fortalte vestlige kritikere, at Ruslands undertrykkelse af Polen var en familiestrid. Men Evdokiya Rostopchinas Tvangsægteskabet (1845) præsenterede Rusland og Polen som en voldelig ægtemand og en trodsig hustru – til stor forargelse hos datidens tsar Nikolaj I.

Fortsæt den bemærkelsesværdige strøm af hjælp til Ukraine. Når freden kommer, bliver der brug for generøs hjælp fra Vesten for at hjælpe ukrainerne med at genopbygge deres ødelagte byer og det demokrati, de kæmper så hårdt for at bevare.

I en tale til nationen beskrev den russiske rektorforening Putins beslutning om at gå i gang med den »militære specialoperation« som »født af lidelse«. Når jeg tænker på lidelse, ser jeg ikke en lille mand, der sidder alene for enden af et meget langt bord. Jeg ser folk i ly i kældre og på metrostationer, adskilt fra deres familie og deres venner eller på flugt fra deres hjem under en kugleregn.

En ukrainsk ven, en begavet litteraturkritiker, snuppede i al hast en bog, da hun og hendes mand måtte forlade Kyiv. Først senere fandt hun ud af, at det var William Faulkners Brølet og vreden. Det kunne ikke passe bedre til stemningen blandt de krigsmodstandere, som er så veltalende i deres forargelse. Måske havde Tolstoj ret: Det er de tilsyneladende magtfulde, der mangler deres fulde menneskelighed – ikke dem, de forsøger at skade.

Ruth Deyermond:

»Lukker vi af for al kontakt, bekræfter vi kun Putins fortælling om, at Vesten vil ødelægge Rusland«

Ruth Deyermond er programdirektør for internationale relationer på King’s College London og forfatter til bogen ’The US and Russia after the Cold war’.

Selv om Ruslands krig mod Ukraine har varet i under en måned, er debatten om, hvad der kommer til at ske bagefter, i fuld gang.

Indtil videre går krigen virkelig skidt for Rusland. Alle formodninger om det land, som Rusland besluttede sig for at invadere, er afsløret som fatalt forfejlede. Flere års ekstremt dyre militærreformer har ikke kunnet skabe en hær, der kan føre effektiv krig.

Trods rækken af ydmygelser gør det russiske militærs større numeriske styrke og flere ressourcer dog, at en russisk militær sejr ikke kan udelukkes. Men selv herefter vil russerne stadig fortsat støde på hård modstand, der vil tvinge Rusland til at vælge mellem at dræne sine katastrofalt udtyndede økonomiske og militære kapaciteter yderligere i en vanskelig besættelse. Eller trække de russiske tropper tilbage. Ophæves sanktionerne ikke, vil Ruslands vigtigste partnerskaber inden for handel og diplomati – især i forhold Kina – tippe til entydig fordel for modparten, som vil kunne handle med Rusland på mere favorable vilkår end før.

Russisk militærfartøj sat ud af spillet uden for Kharkiv. Alle Ruslands formodninger om det land, det besluttede sig for at invadere har vist sig som forfejlede, og års ekstremt dyre militærreformer har ikke kunnet skabe en hær, der kan føre effektiv krig, skriver forsker og forfatter Ruth Deyermond.

AA/ABACA

Hvad der end sker i Ukraine, virker det sandsynligt, at Putin fastholder magten i nærmeste fremtid. I al fald er der intet i hans adfærd i de seneste årtier, der indikerer, at han vil opgive den frivilligt, og det virker usandsynligt, at de, som kunne være i den bedste position til at styrte ham fra magten, vil gøre det, givet, at de selv er så tæt forbundne til Putin og hans forbrydelser.

Det rejser spørgsmålet om, hvordan Vesten fremover skal forholde sig til et fortsat Putin-ledet Rusland.

Først og fremmest må europæiske stater og USA anerkende, at der ikke er nogen vej tilbage til verden før den 24. februar 2022. I forhold til spørgsmål om strategisk stabilitet, samarbejde, energisikkerhed og laissez-faire-holdninger over for de oligark-penge, der har korrumperet deres politiske liv, må de forpligte sig på permanente forandringer.

En del af omstillingen er i gang, men der vil komme pres fra andre regeringer, lobbyister af forskellig art og fra den offentlige mening i en tid med stigende leveomkostninger på at opgive nogle af sanktionerne. Det vil være en fejl, ikke mindst fordi Putin vil kunne se det som endnu en bekræftelse på de vestlige staters svaghed og splittelse – en hævdvunden antagelse i hans udenrigspolitik og en af de faktorer, der ser ud til at have forledt ham til sin enorme fejlbedømmelse i forhold til Ukraine.

Vesten må se i øjnene, hvor meget vi har fejlkalkuleret vores relation til Rusland og undervurderet betydningen af Ruslands relationer til sine postsovjetiske naboer. Alt for ofte i de 30 år, der er gået siden Sovjetunionens kollaps, har USA, Storbritannien og andre behandlet Rusland som ikke stort andet end en irriterende forhindring i forhold til at komme videre med mere seriøse dele af verdenspolitikken i Mellemøsten og Østasien. På samme tid har en del europæiske stater klart prioriteret energirelationerne med Rusland over spørgsmål om, hvor Ruslands udenrigspolitik var på vej hen, som om Vesten ikke behøvede at bekymre sig alverden over, hvad der skete i Ukraine, Belarus og det sydlige Kaukasus.

Mareridtsscenarie

I konsekvens af dette har Europa og USA ikke kunnet svare effektivt på den første bølge af russiske aggressioner mod Ukraine i 2014 og ikke evnet at tænke seriøst over implikationerne for den bredere europæiske sikkerhed. Disse implikationer kan næppe underdrives.

Reaktionen på krigen i Ukraine har vist, at det først er nu, at vi er endeligt ude af perioden efter Den Kolde Krig. For første gang siden de sene 1980’ere er vestlige stater tvunget ud i en konfrontation og må forholde sig til det mareridtsscenarie, at en europæisk storkrig er mulig (om end stadig usandsynlig) og vil involvere stater med atomvåben.

Der er derfor et presserende behov for at understrege NATO-landenes gensidige forpligtelser som defensiv militæralliance, herunder, at de alle lever op til deres lovede forsvarsudgifter. De europæiske stater, der ikke har tilsluttet sig NATO, specielt dem tæt på Rusland, må beslutte sig for, om de vil stå uden for blokken i en ny tid, der er kendetegnet ved fraværet af de relativt stabile regler, der gjaldt under Den Kolde Krig. Neutralitet er et spørgsmål om øjet, der ser, og hvis Kreml anser stater for at være de facto allierede med USA, vil et fravær af NATO-medlemskab næppe beskytte dem mod de aggressioner, Rusland har vist sig i stand til efter sit overfald på Ukraine.

Spørgsmålet om relationerne til de andre europæiske stater fra det tidligere Sovjetunionen må sættes højt på dagsordenen. En udløsende faktor for Ruslands aggression mod Ukraine ser ud til at have været de blandede signaler om Ukraines NATO-medlemskab, som hverken var dømt helt ude eller helt inde. NATO og EU må beslutte sig for, hvad de vil og kommunikere klart, om de har planer om at optage flere postsovjetiske stater, som ønsker medlemskab, eller hvad relationen skal være til dem, hvis de ikke vil eller ikke vover det.

Og selv om det kan være svært at se for sig nu, bliver der også brug for at bevare og opdyrke relationer til den russiske regering, ganske som Vesten og Sovjetunionen formåede det under selv de mørkeste faser af Den Kolde Krig.

Det vigtigste indsatsområde vil blive kontrollen med atomvåben.

Den vestlige debat om en flyveforbudszone og den russiske regerings giftige, om end vage, trusler om atomvåben er en skarp påmindelse om truslen ved eskalation mellem supermagter bevæbnet med atomvåben. Uanset hvor fjendtligt forholdet mellem Rusland og Vesten bliver, må dialogen om atomvåben opretholdes.

På samme måde vil løbende diplomatiske kontakter mellem vestlige og russiske generalstabschefer være afgørende – og mere afgørende, end de var i perioderne med bedre relationer. Kommunikationskanalerne mellem de forskellige militærledelser er af største vigtighed for at mindske risikoen for fejlkalkuler, uanset hvor begrænset gensidig tillid de i sig selv har udsigt til at opbygge.
 

Peter Pomerantsev:

»Hvis man skal løse problemet, må man konfrontere Putins psykologiske greb om hans folk«

Peter Pomerantsev er forfatter til ’Nothing Is True and Everything Is Possible – The Surreal Heart of the New Russia’ og ’This is not Propaganda: Adventures in the War Against Realty’.

Sidste mandag løb en producer pludselig ind foran kameraet på Ruslands livetransmitterede statslige nyhedsprogram og fremviste et håndskrevet skilt med protester mod Ruslands invasion af Ukraine og opfordringer til seerne om ikke at tro på hendes egen tv-kanals propaganda. I al hast blev hun trukket væk fra kameraet og forsvandt så i to dage i varetægtsfængsel. Selv beskrev hun sin aktion som et fortvivlet forsøg på at rense sin dårlige samvittighed over at have medvirket til ’zombieficering’ af den russiske befolkning.

Nogle kaldte hende en helt. Andre siger, det var for lidt og for sent. Uanset hvad må man konfrontere Putins psykologiske greb om sit folk, hvis man vil løse problemet med Putin og skabe positive forandringer i Rusland. Den ’putinske’ mentale model – det verdenssyn, som den opbygger ved hjælp af ord og gerningers propaganda for at holde Rusland under kontrol, hviler på flere forudsætninger: Den appellerer til en nostalgisk længsel efter tabt storhed. Den projicerer et konspiratorisk perspektiv og insisterer på, at Putin kan slippe afsted med alt. Og på at der ikke kan være noget alternativ til Putin.

Når oppositionelle russere, prodemokratiske medier, civilsamfundet og diplomater fra Vesten forsøger at få den russiske befolkning i tale, må de tage styrken og svaghederne af disse fundamenter i betragtning. Selv hvis Putin lukker af for endnu større dele af det russiske internet – han har allerede lukket for Instagram, Facebook, Twitter og de sidste uafhængige radio- og online-tv-stationer – vil der altid være muligheder for at nå det russiske folk gennem virtuelle private netværk og satellit-tv. Spørgsmålet er, hvad vores samtale med russerne skal handle om.

Lige nu ser det ud til, at de fleste russere støtter krigen og køber Putins argumenter for den. Dog er det svært at tro på, at meningsmålinger kan være retvisende i et diktatur, hvor borgerne kan blive idømt 12 års fængsel for at nævne ordet ’krig’. Desuden er der noget bekvemt ved at kunne gemme sig bag propagandaen: Når man kan lade, som om man ikke ved, hvad der foregår, giver det mulighed for at undgå ansvar. Man behøver ikke at træffe svære eller farlige valg. Men selv om kognitiv bias, frygt og fristelsen til virkelighedsflugt næppe forsvinder foreløbig, er der allerede synlige sprækker i Putins primære propagandastrategier.

Tag Putins brug af nostalgi. Hans mission har altid været at ’genrejse Rusland’, to make Russia great again. Her så vi for nylig et foreløbigt klimaks: I hans rablende historiske tale, hvor han forsvarede invasionen af Ukraine, påberåbte han sig en mission om at genskabe det russiske storrige, og han italesatte den kommende krig i termer fra Anden Verdenskrig som en fornyet kamp mod (aldeles mytiske) nazister.

Den ydre fjende

Hvis man ser bort fra lystgevinsten ved at svælge i (en ofte indbildt) historisk storhed, er den nostalgiske propaganda også psykologisk effektiv på andre måder. Den påstår, at det storslåede russiske folk er blevet ydmyget af ondartede kræfter udefra, og nu vil Putin give dem en ny storhed at blive stolte over. De vigtigste ydmygelser, både de historiske og de aktuelle, som russerne oplever, kommer dog inde fra Rusland selv. Men den nostalgiske fortælling giver Kreml mulighed for at bruge sin egen brutalitet mod en obskur ydre ’fjende’, derefter hjælpe folk med at forløse deres opbyggede vrede gennem udadrettet aggression.

Den sadistiske tone i Putins og hans førende tv-propagandisters diskurs giver russerne en emotionel matrice til at artikulere og få bekræftet deres mest dystre og mest voldelige følelser. Det er i orden at agere med ondskab, fortæller propagandaen. Det er alt sammen historiens skyld.

Men den nostalgiske propaganda eksisterer også for at dække over Putins store akilleshæl: hans manglende vision for fremtiden. Fremtiden har længe været fraværende i Ruslands politiske diskurs. Vil man tænke over fremtiden, må man kunne fokusere på politiske reformer, rense ud i retsvæsenet, komme af med korruptionen – alt sammen noget, Putin ikke kan begive sig ud i, fordi det vil sætte hans eget system på spil. Og med de nye økonomiske realiteter efter invasionen er alt håb for fremtiden fuldstændig udslettet. Men befolkningen vil stadig tænke på fremtiden. Hvad betyder det nye sanktionsregime for vores børn, hvad er det for et Rusland, de skal vokse op i?

I vores kommunikation med russerne må vi fokusere på disse spørgsmål om fremtiden. Både på et personligt niveau, men også i forhold til nationens fremtid. Hvad skal Ruslands rolle i verden være? En af de fraser, der vækker genklang i de russiske medier, lyder: »Hvad er meningen med verden, hvis der ikke er plads til Rusland i den?« Det ’Rusland,’ som det påberåber sig, er imperialistisk, og dets identitet er knyttet til at knuse andre. Kunne der være en anden vej?

Forestillinger om Ruslands alternative fremtid må udvikles i partnerskaber med Ruslands naboer, så de balancerer mellem alles behov og kan slippe fri af de konspiratoriske nulsumsvisioner, som Putins propaganda promoverer. Konspiratorisk tænkning er et afgørende fundament for Putins drejebog. Den tjener flere formål. Konspiratorisk tænkning hjælper til at styrke fællesskabet ved at skabe en følelse af et ’os’, der er under angreb fra ’dem.’ Den skaber orden i en forvirrende verden. Den fjerner enhver følelse af ansvar. Store propagandaplakater i Moskvas bybillede hævder, at Rusland »ikke havde andet valg« end at starte en krig og underforstår herved, at det hele var fjendtlige magters skyld. Ultimativt spreder den konspiratoriske tænkning en følelse af, at mennesker er magtesløse i forhold til at ændre noget som helst i verden, hvilket igen skaber en passivitet, der kan være til Kremls fordel: Ruslands herskere ønsker sig et føjeligt land.

Men denne tankegang kan også være til magthavernes ulempe. Den skaber en mistankens og mistillidens kultur. Russere i stort tal vægrede sig imod at tage imod Kremls COVID-19-vaccine, fordi de mistænkte regeringen for ondsindede rænker imod dem.

Når sanktionerne begynder at stramme, og almindelige russere bliver smerteligt bevidste om, at de rammes langt værre end eliten, kan en motivationskrise udvikle sig. Putins system har altid motiveret folket ved at give alle et lille stykke af den store kage, der skabes gennem hverdagskorruptionen fra trafikpoliti til ministre. Så længe man udviste loyalitet, var man fri til at forfølge egne økonomiske mål. Nu da den motivation er væk, skal man i stedet bringe ofre for en konspiratorisk pseudoideologi. Det er ikke sikkert, at det er nok for det russiske folk til at holde systemet kørende. Det var ikke nok i Sovjetunionens sidste dage, da stadigt flere grundlæggende stoppede med at udføre deres professionelle pligter. Ikke fordi de gik i strejke. Men på grund af modløshed og mangel på motivation.

Når den økonomiske situation forværres, og propagandaen svækkes, vil Putin gribe til stadigt mere hårdhændet undertrykkelse frem for til motivation. Det har altid været hans sidste tilflugt: At han kan begå alle slags kriminelle handlinger, enhver invasion i udlandet, enhver krigsforbrydelse fra Grosnyj til Aleppo – og slippe ustraffet afsted med det. I Ukraine går Putin nu målrettet efter humanitære korridorer og bomber flygtninge og hospitaler for at knække det ukrainske folks vilje. Det er også en besked til verden om, at al snak om humanitære værdier, om FN’s ’ansvar for at beskytte’ og ’sikkerhedszoner’ er nonsens. For i Putins verden er magten retten.

© The Guardian og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen og Lasse Sjøbeck Jørgensen