Overblik
Læsetid: 3 min.

Invasionen af Ukraine: Her er de vigtigste hændelser det seneste døgn

Overblik: Zelenskij taler til EU-Parlamentet, FN-diplomater vender ryggen til Sergej Lavrov, russernes fremrykning meldes gået i stå, ukrainske tv-stationer sat ud af kraft, frygt for århundredets værste flygtningekrise
Russernes angreb på Kijev er gået i gang. Ved hjælp af en menneskekæde transporterer medlemmer af ukrainernes civile forsvar rifler over en ødelagt bro i byen.

Russernes angreb på Kijev er gået i gang. Ved hjælp af en menneskekæde transporterer medlemmer af ukrainernes civile forsvar rifler over en ødelagt bro i byen.

Aris Messinis

Udland
2. marts 2022

Rusland intensiverede sine angreb flere steder i Ukraine på den sjette dag af invasionen. I løbet af dagen var der ifølge Reuters flere end 400 missilangreb – ifølge flere kilder herunder mod civile. Her er et overblik over det seneste døgn.

Angreb på Ukraines næststørste by fortsætter

De seneste dages russiske raketangreb på Ukraines næststørste by, Kharkiv, fortsatte tirsdag. Om morgenen blev den centrale del af byen ramt i et raketangreb, hvor ti personer blev dræbt og 35 såret. Det oplyser det ukrainske udenrigsministerium ifølge Ritzau. Senere meldte nyhedsbureauerne om et angreb på en boligblok i den østlige del af byen, hvor otte personer ifølge det franske nyhedsbureau AFP mistede livet, og seks personer blev såret. Ifølge myndighederne er Kharkiv stadig under ukrainsk kontrol.

Militærkonvoj på vej mod Kijev

I Ukraines hovedstad, Kijev, har man i flere dage forberedt sig på angreb. Uden for byen nærmer en 60 kilometer lang konvoj af russiske militærkøretøjer sig, men ifølge en højtstående amerikansk embedsmand skulle den være gået i stå tirsdag eftermiddag på grund af forsyningsproblemer. Det skriver Reuters.

I områderne omkring Kijev er der store ødelæggelser efter russiske angreb. Det russiske forsvar oplyste tirsdag, at det planlægger et angreb mod Ukraines efterretningstjeneste i Kijev og opfordrede i den forbindelse beboere i området til at søge væk.

Tirsdag blev et sendetårn i hovedstaden ramt, hvilket har forhindret en række tv-kanaler i landet i at sende. Ifølge Ukraines alarmberedskab døde fem personer i angrebet, mens yderligere fem blev såret. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Ukraine: Rusland begår krigsforbrydelser

Rusland beskyldes fra flere sider for at have begået krigsforbrydelser under invasionen af Ukraine. Ifølge FN er mindst 136 civile blevet dræbt i de første fem dage af invasionen. Blandt dem er 13 børn.

Ifølge Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskij, har Rusland begået krigsforbrydelser ved at angribe civile, mens den amerikanske udenrigsminister, Antony Blinken, på et møde i FN’s Menneskerettighedsråd sagde, at Rusland skal stilles til ansvar for de krænkelser af menneskerettighederne, som landet er skyld i med invasionen af Ukraine.

»Det er menneskerettighedskrænkelser som disse, som rådet blev nedsat for at forhindre,« sagde Blinken ifølge The New York Times.

Diplomater forlader FN under russisk tale

Omkring 100 diplomater udvandrede tirsdag fra et møde i FN’s Menneskerettighedsråd i protest over Ruslands invasion af Ukraine. Medlemslandene var samlet for at diskutere en deeskalering af konflikten i Ukraine, men da den russiske udenrigsminister Sergey Lavrov fik ordet, rejste først Ukraines repræsentant og derefter omkring 100 diplomater fra ikke mindst vestlige lande sig og udvandrede fra salen i Genève.

Foran en halvtom sal gentog den russiske udenrigsminister tidligere udtalelser fra Rusland: Ukraine er ifølge forsvarsministeren en trussel mod Rusland.

Von der Leyen: Ukrainerne kæmper for europæiske værdier

I en tale i FN’s Menneskerettighedsråd tirsdag opfordrede Volodymyr Zelenskij EU til at optage landet som medlem af unionen. Ifølge den ukrainske præsident kæmper ukrainerne i disse dage for netop de rettigheder og friheder, som resten af landene i EU er fælles om at forsvare.

»Vi kæmper for vores rettigheder. For vores frihed. For vores liv. Og lige nu kæmper vi for den rene overlevelse, og det er den største motivation. Men vi kæmper også for at være medlem af den europæiske familie. Vi viser folk i dag, at det er det, vi er: europæere,« sagde Zelenskij ifølge Ritzau.

»Vi viser vores styrke. Vi er ligesom jer. Så vis os, at I står sammen med os.«

Det har længe været et ønske fra Ukraine at blive en del af EU, men ifølge flere iagttagere er der uenighed om optagelsen af landet. Ifølge kommissionsformand Ursula von der Leyen har invasionen af Ukraine bragt landet tættere på Europa.

»Ingen her i dette rum kan betvivle, at et folk, som står så modigt op for vores europæiske værdier, hører til i vores europæiske familie,« sagde von der Leyen tirsdag efter Zelenskijs tale ifølge Ritzau.

FN: Vi kan stå over for den største flygtningekrise i dette århundrede

Europa kan stå over for den største flygtningekatastrofe i dette århundrede. Det vurderer FN. Tirsdag var 677.000 personer ifølge FN’s flygtningshøjkommissariat flygtet ud af landet, men tallet forventes at stige i de kommende dage. Den amerikanske regering har tidligere vurderet, at op mod fem millioner mennesker kan forventes at flygte fra Ukraine.

 

Serie

Ny krig i Europa

Længe har man sagt, at Ruslands præsident Putin ikke har noget at vinde ved et gå i krig i Ukraine. Alligevel er krigen blevet en realitet. Ruslands invasion har en betydning, der ikke bare rækker ind i Ukraine, men også i NATO, EU og andre af russernes nabolande. Hvad gør Putin, Vesten og de tidligere sovjetrepublikker, Ukraine og Kina? I denne serie giver vi overblikket over den komplekse konflikt.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her