Langsomme samtaler
Læsetid: 13 min.

Jacques Rancière: Den Kolde Krig sluttede aldrig, og nu ser vi fortsættelsen af den

Fredsbevægelserne er blevet afmægtige, og vi er blevet tilskuere til en frygtelig krig, vi ikke kan præge som almindelige borgere. Den verdensberømte 81-årige franske filosof Jacques Rancière fortæller om de fattige og krige. Om hvordan han gennem studierne af arbejdernes drømme fandt ud af, hvad der er målet med frigørelse, og hvorfor alle er lige
Fredsbevægelserne er blevet afmægtige, og vi er blevet tilskuere til en frygtelig krig, vi ikke kan præge som almindelige borgere. Den verdensberømte 81-årige franske filosof Jacques Rancière fortæller om de fattige og krige. Om hvordan han gennem studierne af arbejdernes drømme fandt ud af, hvad der er målet med frigørelse, og hvorfor alle er lige

Jesse Jacob

Udland
19. marts 2022

Vi kigger bare på, konstaterer Jacques Rancière fra Paris om vores forhold til den krig, som Rusland har indledt i Ukraine: »Vi er blevet tilskuere.«

Det progressive, engagerede ’vi’, han taler om, er modstandere af krigen som metode og oprustning som strategi. Men det samme ’vi’ må også erkende, at det ikke er vores egne ledere i Vesten, der har startet krigen og således heller ikke kan stoppe den igen. Og at der er millioner af udsatte, som er bange for aggressionen fra Rusland. Ikke bare i Ukraine, men også i nabolandene, som efterspørger forsvar mod den militante stormagt, der ikke lader sig påvirke af venstreorienterede antikrigsdemonstrationer i Vesten. Det er de udsatte, der lige nu er de såkaldt svageste – og som venstrefløjens solidaritet bør omfatte:

»Jeg mener, vi er i en situation, hvor vi ikke længere kan råbe til vores regeringer: ’Stop! Stop krigen’. Men vi kan heller ikke bede dem om at føre krig. Hvad kan vi gøre?« spørger filosoffen fra sin lejlighed i Paris.

Jacques Rancière er blevet verdensberømt for sin tænkning, der understreger, at demokrati betyder, at ingen skal affinde sig med at være tilskuere og undersåtter. Alle har principielt ret til at være med til at bestemme, og alle kan være med til at regere, hvis de bliver frigjort til at tænke selv. Forestillingen om forskellen mellem de få skuespillere og de mange tilskuere, de få regerende og de mange regerede har Rancière skrevet adskillige bøger imod. Han mener, det er »had til demokratiet« at opdele mennesker på den måde.

Men konfronteret med krigen i Ukraine kan Rancière ikke se, hvordan vi som borgere skal deltage: »Vi er afmægtige, vi er tilskuere,« siger han frustreret.

Rancière, som er 81 år gammel, husker den verden, hvor det var magthavere, man kunne råbe op, der førte krig. Og hvor man kunne mobilisere på den moralske modstand mod deres krigsførelse:

»Der var en tid, hvor vi som borgere, som almindelige mennesker, altid stod på ofrenes side og altid krævede af vores regeringer, at de skulle stoppe. Vores regering var aggressorerne og dem, vi stod op for, var udsat for deres aggression.«

Sådan var det under Algeriets uafhængighedskrig, som mobiliserede en fransk generation af venstreorienterede til modstand mod deres egen imperialistiske regering, og sådan var det under amerikanernes krig i Vietnam, som folk over hele Vesten demonstrerede imod:

»Men sådan er det ikke mere. Jeg tror, det var krigen i Jugoslavien, som ændrede det.«

I Jugoslavien var det ikke en vestlig regering, men den serbiske leder Slobodan Milosevic, som var aggressoren.

»Jeg kan huske, at min generation gik på gaderne og opfordrede vores regeringer til at gøre noget, til at gribe ind over for Serbien, som var den undertrykkende magt. Vi krævede, at regeringerne ’gjorde noget’ for Bosnien,« fortæller Rancière:

»Men at bede regeringerne ’gøre noget’ var objektivt set det samme som at bede dem om at foretage aggressioner mod Serbien. Det var en slags vendepunkt for os. Og efter det var vi ikke helt klar over, hvordan vi skulle forstå det, der var sket.«

De fattige lider først

Krigen i Jugoslavien førte til en krise for fredsbevægelserne, fordi det blev åbenlyst, at den gennemførte modstand mod brug af vestlig militærmagt ikke ville hjælpe dem, der blev overfaldet af andre magtfulde regeringer end vores egne. Efterfølgende kom en række militære interventioner i Afghanistan, Irak og Libyen, som alle med grusomme konsekvenser og store omkostninger slog fejl.

Men borgerkrigen i Syrien, hvor vi var tilskuere til, at landets diktator knuste et oprør og hensynsløst førte krig mod sin egen befolkning, demonstrerede også omkostningerne og grusomheden, når Vesten ikke griber ind.

– Det, vi ser lige nu, er på den ene side en vilje til oprustning i Europa under indtryk af Ruslands invasion. Men på den anden side er der også en konsensus defineret i Washington om, at Vesten ikke skal engagere sig militært. Er sanktionerne ikke et antimilitaristisk alternativ?

»Jeg er ikke Frankrigs præsident, jeg har ikke noget offentligt embede,« siger Rancière og trækker begge sine skuldre op omkring sin hals:

»Det er klart, at lederne ikke kalder på de væbnede styrker her, som de ellers gjorde i Irak og Libyen. Det er noget helt andet med Rusland. Så jeg mener, at sanktionerne er det eneste våben. Jeg vil ikke sige, at det er fantastisk, eller at jeg billiger det, nej! Men fra vores regeringers perspektiv … der er det den eneste mulighed.«

Jacques Rancière

  • Fransk filosof.
  • Født i Algeriet i 1940.
  • Han var i 1960’erne en del af studiekredsen omkring den marxistiske filosof Louis Althusser, som udgav værket ’At læse Kapitalen’ (’Lire le Capital’), der udkom i 1965.
  • Rancière gjorde under indflydelse af ungdomsoprøret op med marxismen og udgav i 1974 ’Lektien fra Althusser’ (’La Leçon d’Althusser’).
  • Han har siden i adskillige bøger foldet sine egne originale tanker om lighed, frigørelse og demokrati ud. Rancière er således en af sin generations mest indflydelsesrige politiske tænkere og kunstteoretikere.
  • På dansk er blandt andet udkommet ’Hadet til demokratiet’ og ’Den uvidende lærer’. Senest er ’Den frigjorte beskuer’ og ’Det sanseliges deling’ oversat og udgivet samlet på Informations Forlag.

     

– Der er stor tilslutning til sanktionerne fra venstreorienterede, hvilket er logisk nok, fordi det er en anerkendelse af, at ’fri økonomi’ bygger urimelige magtforhold, og fordi de erstatter militære modsvar, hvis konsekvenser er ubehagelige at tænke til ende. Men det, man ved med sikkerhed om sanktionerne, er, at de rammer millioner af fattige, hvorimod det er uklart, om de vil ramme Ruslands regerende klasse?

»Ja, det er rigtigt. Men det er et problem med alle løsninger på den her type konflikter, at de forårsager elendighed hos fattige mennesker. De er selvfølgelig de første, som bliver ramt. Hvis du sender tropper, vil det som regel være de fattige, der kommer til at lide mest. Og de kommer til at lide, når du laver økonomiske sanktioner. Det er selvfølgelig ikke noget, vi accepterer med glæde. Men vi har svært ved at se, hvad andet man kan gøre lige nu.«

Sit eget livs studerende

Gennem det mere end halve århundrede har Jacques Rancière været optaget af spørgsmålet om de fattige. Som filosofistuderende i 1960’erne var han en del af den indflydelsesrige studiekreds under den marxistiske filosof Louis Althusser, der udgav hovedværket At læse Kapitalen (Lire le Capital):

»Jeg var meget ung og troede, at fordi jeg havde forstået marxismen, så kendte jeg også de våben, vi havde brug for,« siger Rancière og løfter sine hænder i overbærende resignation over sin egen umodenhed som ung venstreintellektuel:

»Vi var overbeviste om, at vi var videnskaben, og folk havde brug for videnskaben. Og vi vidste, hvordan man skulle bekæmpe ideologi, som, vi også vidste, var en forfærdelig ting. Vi havde en meget stærk idé om, at vi havde en opgave, som var først at frigøre de andre studerende fra deres ideologi, og så skulle vi bygge et oprør og handle som de oplyste mennesker, vi var.«

Men så kom ungdomsoprøret i 1968, der for Rancière førte til et opgør med marxismen, som man på det tidspunkt forstod den i Frankrig:

»Det gik op for mig, at der var noget galt med en politik, som kaldte sig for videnskaben. Ungdomsoprøret var skrøbeligt. Hvem var det egentlig imod? En meget ufarlig ideologi om småborgerlighed. Men det lykkedes på en måde at vende samfundet på hovedet. Det blev et virkeligt brud.«

Det vigtige ved ungdomsoprøret var for Rancière, at ingen skulle finde sig i, at andre på grund af deres titel eller position i samfundet skulle bestemme over dem. Det gjaldt de gamle professorer, deres videnskab og samfundets moralske autoriteter, som ville diktere grænser for, hvad andre kunne tillade sig, og hvad man burde skamme sig over. Men Rancière så også den kritiske intellektuelle som en magtfuldkommen autoritet, han ville frigøres fra:

»Jeg bryder mig ikke om ordet ’intellektuel’, fordi det signalerer, at der er nogle, som er mere intelligente end andre. Nogle, der forstår, og andre, der ikke har forstået. Den figur skubbede jeg fra mig i 1970’erne og besluttede mig for at blive studerende i mit liv. Og en studerende er én, som gør sig klart, at man ikke forstår det hele, men altid søger. Det var helt centralt for mig – både i politik og i kunst at gøre op med det, man kunne kalde pædagogen, som skal belære andre.«

Der var en tro på dengang, fortæller Rancière, at hvis bare folk forstod den udbytning, de blev udsat for i det kapitalistiske system, ville de også gøre sig fri:

»Det er derfor, at der er så mange, som kan fortælle dig alt om udbytning, dominans og om kapitalismen. Mange generationer har vidst alt om det her. Og prøv lige at se på den verden, vi lever i i dag,« siger Rancière og løfter den ene hånd for at tilkendegive, at kapitalismen klarer sig storartet, selv om den er blevet gennemskuet af så mange dygtige studerende. 

Han tilføjer: »Der er ingen direkte forbindelse mellem viden og handling.«

Arbejdernes drømme

Efter sit opgør med marxismen begyndte Rancière i 1970’erne at studere, hvordan frigørelser historisk havde fundet sted. I stedet for at gå fra en teori om, hvad arbejderne tænkte, og hvordan de burde bevidstgøres, læste han, hvad de arbejdere, som havde ført og vundet arbejdskampe i 1800-tallet, selv havde skrevet. Indsigterne fra de studier foldede han ud i Proletarernes nat (La Nuit des prolétaires) fra 1981, som blev grundlaget for hans tænkning om lighed og frigørelse. Og stadig i dag er hans hovedværk:

»Det, der fascinerede mig, var, at deres skrifter alle sammen handlede om at frigøre det enkelte menneske. Vi havde haft de her ideer om, at det at være arbejder betød, at man havde en bestemt måde at se, opføre og tale på, og så skulle man slutte sig sammen i et handlekraftigt fællesskab,« fortæller Rancière.

Den almindelige forståelse af arbejdernes kamp var, at de organiserede en social protest, der gik ud på, at de ville have højere løn, bedre arbejdsforhold og rettigheder. At de ville frigøres som arbejdere, og at deres kamp var dikteret af de materielle forhold:

»Men det var hele den måde at tænke og tale på, som de ville bryde fri af, så jeg i deres egne tekster. De ville deltage i samfundet og have alle mulige former for erfaringer. De ville også tænke intellektuelt og skrive poetisk. De ville ikke være en fælles krop forenet i den samme kamp for bedre vilkår. De ville ud af den form for liv. Og de samlede sig på grundlag af det fælles begær.«

– Man taler ofte i kritiske teorier om sociale protester, som handler om de økonomiske vilkår, og kulturelle protester, som handler om livsformer. Men din opdagelse var, at arbejdernes sociale protest også handlede om et kulturelt oprør?

»Ja, præcis. Arbejderne ville ikke bare protestere og strejke, men blive set og forstået som personer, der havde kapacitet til at tale, til at argumentere og til at forstå verden. Det handlede ikke bare om at få for lidt i løn eller arbejde under elendige vilkår, det var en protest mod en samlet måde at leve på.«

Han kaldte bogen Proletarernes nat, fordi den så på i den del af arbejdernes liv og bevidsthed, der ikke kom til udtryk i dagtimerne på fabrikkerne. Den handlede om deres drømme og den del af deres bevidsthed, som var et andet sted:

»Frigørelsen for dem gik ud på at bryde den cirkel, hvor de arbejdede om dagen og hvilede sig om natten. Det gik ud på at bryde den arbejdsdeling, hvor nogle få laver det intellektuelle arbejde, mens mange laver det fysiske arbejde. De gjorde det selv. Besluttede sig for at fortsætte om natten med at tænke, diskutere, læse og skrive.«

De gule vestes drømme

– Det er påfaldende set fra et venstreorienteret perspektiv, at den etablerede venstrefløj, som skulle kræve sociale forbedringer, omfordeling af penge og magt, synes helt ude af den franske valgkamp. Mens I på den anden side har haft De Gule Veste som en meget stærk social bevægelse. De Gule Veste kan minde om de arbejdere, du studerede, fordi de krævede at blive set og hørt og være en stemme i det franske demokrati?

»Der er på en måde en lighed, fordi de arbejdere, jeg studerede, var fra tiden før de store fagforeninger, venstreorienterede partier og organisationer. Jeg tror, De Gule Veste oplever sig på samme måde, for du kan ikke længere lave sociale bevægelser, som bygger på klasseidentitet. De er forladt af de partier, som skulle repræsentere dem. Og De Gule Veste er en bevægelse af folk, der ikke identificerer sig som arbejdere.«

»Det interessante for mig er, at de lavede en bevægelse for dem, som man forventer ellers laver det samme dag efter dag uden nogensinde at blive hørt politisk. De byggede deres egne små fællesskaber, når de samlede sig i rundkørsler og parker. De var individer, der lavede noget nyt sammen.«

Nogle stemmer på partier til højre, andre på partier til venstre, fortsætter Rancière. De delte ikke én ideologi og kunne ikke transformere bevægelsen til et politisk parti. Men de præsterede noget andet:

»De ville ikke bare selv være synlige i offentligheden. De ville vise, at deres liv skulle være synlige. At folk skulle forstå, at deres liv ikke var værd at leve. De var blevet betragtet som det tavse flertal, der skulle stemme på de regerende partier. Men de skabte en protest nedefra, som var svær at håndtere, fordi de var folk, der normalt ikke protesterer. Det var også det, der gjorde dem til en vigtig bevægelse.«

– Det lykkedes dem at blive aktører i det franske demokrati, at gøre de politisk anonyme til nogle, man ikke kunne ignorere. Men på den anden side lykkedes det ikke for dem at opnå de virkelige sociale reformer og radikale forbedringer, som ville have været et traditionelt venstreorienteret partis opgave?

»Det er, som jeg ser det, det samme for alle bevægelser og partier. De venstreorienterede organisationer er ikke bedre. Hvem har i det hele præsteret det? Og de socialistiske regeringer, vi har haft, som sagde, at nu skulle det være slut med kapitalismen, og nu skulle vi have store programmer, leverede ikke. Det er forklaringen på, at vi har De Gule Veste og den slags bevægelser: Vi er blevet snydt af den politiske venstrefløj.«

Krigen sluttede aldrig

– Du har selv foreslået nogle andre strategier for frigørelser, der ikke knytter an til politiske partier, men som handler om i konkrete situationer at leve op til idealet om lighed og skabe frigørelse i små rum?

»Jeg vil sige, at jeg har fået min egen idé bekræftet om, at virkeligt demokrati kun er den form for demokrati, som folk selv konstruerer i specifikke situationer. Men det har også bekræftet min mistillid til dem, der har magt. Du kan ikke stole på regeringer. Så jeg vil ikke sige, at den anarkistiske tilgang til verden, som jeg har stået for, virkelig tilbyder svarene på de spørgsmål, som verden stiller os i dag. Jeg prøver at leve med den afmagt uden forurettelse og uden at beskylde alle mulige folk for alt muligt.«

– Man kan jo se de klimabevægelser, hvor unge, vi ikke er vant til at betragte som politiske aktører, pludselig træder frem og taler som de regerendes ligemænd som en måde at praktisere dit demokrati på?

»Ja. De tænker ikke kun individuelt, men sammen. De udvikler noget og skaber bevægelser i fællesskab. Der er en bevidsthed om deres kapacitet og deres situation, når du ser på klimaengagementet. Når så mange mennesker på samme tid advokerer for handling, er det klart, at hvis du stoler på, at alle har kapacitet til at tænke og tale, så kan man forandre meget i verden. Det er lighed. Men det er også åbenlyst, at vi lever i en verden af ulighed. Det, man kan gøre her, er at skabe nogle øer, hvor folk faktisk praktiserer lighed. For det er vigtigt, at den form for lighed ikke går tabt.«

– Du har set og tænkt over mere end et halvt århundredes opgør og opbrud. Oplever du også, at krigen i Ukraine er indledningen på en helt ny epoke i vores historie?

»Jeg ser det ikke som noget helt nyt. Det er på en måde stadig en fortsættelse af Den Kolde Krig, for den forsvandt aldrig helt med afslutningen på Sovjetunionen. Man kan sige, at de krige, vi har stået i siden, startede med Sovjetunionens invasion af Afghanistan, hvor USA gav våben til Taleban for at bekæmpe kommunisterne. Krigen i Afghanistan og Irak er en form for fortsættelser af det. Jeg ved godt, det lyder meningsløst at tale om en forlængelse af Den Kolde Krig, når der ikke længere er nogen kommunisme. Men jeg tror, det er sådan, at når der ikke er noget økonomisk alternativ til vores verden, og når der ikke er noget socialt alternativ, så bliver magtpolitik det eneste alternativ.«

Han lyder hverken opgivende eller resigneret, den over 80 år gamle filosof fra lejligheden i Paris. Han forekommer engageret og nøgtern på samme tid. Som én der gennem et langt liv har lært både at forholde sig til håbløshed i det store billede og blive ved med at søge og skrive til de små øer, hvor folk uanset, hvad der ellers sker, bliver ved med at praktisere lighed og frigørelse sammen.

Dette er en redigeret version af en samtale, som fandt sted over ZOOM den 8. marts

Serie

Langsomme samtaler, der sætter verden sammen

Informations chefredaktør, Rune Lykkeberg, interviewer nogle af samtidens største tænkere og intellektuelle superstjerner – og tager sig god tid til at gøre det. Sammen med navne som Jan-Werner Müller, Shoshana Zuboff, Thomas Piketty, Cornel West og Branko Milanovic, kommer de rundt om poesi og popmusik, politik og moralsk orden.

Alle afsnit findes også som podcast. Søg på ’Langsomme samtaler’ i din foretrukne podcast-app, eller vælg her:

 

Seneste artikler

Podcast

Langsomme samtaler der sætter verden sammen

Informations chefredaktør Rune Lykkeberg interviewer nogle af samtidens største tænkere og intellektuelle superstjerner – og tager sig god tid til at gøre det. Sammen med navne som Jan-Werner Müller, Shoshana Zuboff, Thomas Piketty, Cornel West og Branco Milanovic, kommer de rundt om poesi og popmusik, politik og moralsk orden. Interviewene kan også ses på video.

Seneste podcasts

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Margit Johansen

Jo, en dansk synsvinkel kunne være skiftende forsvarsministres besvær med at politisere ministerie og kommandoen. Især den seneste minister, som gjorde ihærdige seriøse forsøg. Det kan nok være, at de de beskidte triks kom ud af ærmerne på militærfolkene. Som den preussiske krigsteoretiker Clauzewich skrev det: fred er en pause i krigen.

Ete Forchhammer

Tak for samtalen her!

Den kolde krig sluttede aldrig.

Præcist!

Naja Abelsen, Søren Ferling, Steen Ole Rasmussen og Inger Pedersen anbefalede denne kommentar
Anders Hüttel

Jeg bærer røde seler.

Niels-Simon Larsen

Godt interview. Manden har jo bare ret i sine synspunkter.

Finn Jakobsen

Hvem, der har ret, vil historien vise.
Og historien skrives som bekendt af sejrherren.
Hvad han har ret i: vi ved det ikke.

Martin Sørensen

vi blev nulret i søvn af neo liberalismens globaliserede naivitet,

ja i årevis trode vi at Vladimir Putin var en ædru version af en boris jelsin, mens han i virkeligheden hele tiden var en ny Leonid Bresjnev,

og i kina ja der trode vi at Xi Jinping var en Deng Xiaoping og lederne efter, mens han i virkeligheden var en klon af den gamle formand mao.

Globaliseringen døde den 24.02.2022. ja det kan stå på den neo liberale gravsten, at den og globaliserede født 09..11..1989 og død 24.02.2022 .

Og vi lever nu i den post globaliserde verden til de gule veste i frankring er der kun en ting og sige, jobbende kommer tilbage til jer ude i provinsen ganske som det vil ske i hele vest europa. omdannelsen fra en globaliseret økonomi til en global genlokaliseret økonomi, vil være et rent slagtehus i storbyerne, hvis hele økonomiske fundement hviler på denne psudoarbejde globaliserede økonomi som der er vokset frem med murens fald. mens man hyldede den kreative klasse i richard floridas bog,

Faktum er enkel, produktionen kommer tilbage og big time men det bliver som sagt på jysk "Æ" københavn der kommer til at se de fabrikker. men især de større jyske provinsbyer og mindre provinsbyer og ja landsbyer, den trend vi ser med at flytte væk fra storbyen vil kun vokse i den fremtid vi går i møde.

Vores ledere var gået i selvsving i kampen mod islamismen, som der reelt ikke var en trudsel på noget tidspunkt så vel beskrevet af yuval noah harari i både sabiens og 21 lektioner i det 21 århundrede. Ja vi har helt enkelt undervunderet rusland og kina, og var af neo liberalismen nulret i søvn, over en ilusion, om en verdens orden, der var indrettet efter denne logik, mens hverken rusland eller kina på noget tidspunkt lod til at lade sig indrette til den logik.

Hele debatten der udnævne islam til hovedfjenden, forhindrede os fra at ja tænke klart, og vores højrefløjs femte kolonne omklamring af en mand som putin bør bemærkes da de er reelt anti demokratiske fascister ja et dansk folkeparti er med sin blut und boden dagsuorden faktisk direkte en ny ting i bogen nemlig et delvist demokratisk men RENT "nasional socialistisk parti" ( "....."brug endelig den tyske forkortelse fra 1930ne)..... for det er tid til at erkende at vores indre mave fornemmeler overfor de fascister var og er rigtig ja da den samme bevægelse stormede, kongressen i usa den 06.01.2021. var det begyndelsen på denne nye tid og undskyld men det skidt de har på fingene er ikke sådan lige til at vakse af selv om der var kø ved håndvansken den 24.02.2022.

vi skal tilbage til den KLASSISKE liberalisme og KLASSISKE kapitalismen i den KLASSISKE økonomi hvor midten bestemmer politisk, ja både den yderste venstrefløj og højrefløj er for venstrefløjen side så naiv at den ikke vil erkende, den faktiske militære trudsel mod vores sikkerhed, kræver en militær oprustning.

mens højrefløjen stadig sider fast i debatten om befoknings udskiftningen og helt enkelt ikke forstår at solen er gået ned overfor deres logik. og at de faktisk har fraterniserer med demokratiets fjende for vi ER i tredje verdenskrig. uanset om vi bryder os om dette faktum eller ej

og det giver en helt ny logik i verden hvor genlokalisering af produktionen nu er en livsnødvenighed, hvor den grønne omstilling som Olaf Scholz
Forbundskansler så rigtigt kalder "frihedsmøller.". mens vigtigst bliver den energi der ikke bliver brugt fordi den ikke er nødventig og bruge. IEA varsler et direkte energi Chok til os her i april og snakker åbent om at bilfrie søndage er tilbage,

Det der vil ske og ske helt naturligt er at boligrenten vil stige sammen med i stakflaktionen og på et tidspunkt vil storbyernes boligpriser helt enkelt kolapse. samtidigt gør den demografiske realitet at vi ikke kan både lade som om vi arbejder med psudoarbrjede i storbyerne og ha faktiske reele opgaver der skal løses i provinsens produktion, det er det sidste søm til ligkisten på storbyernes vækst, hvor byggeriet har ædt enorme mægter af energi så bare rolig til de gule veste, der kommer massere af jobs i provinsen igen, faktisk er det storbyerne der kommer i krise nu i europa og hele vesten, da vi alle har hørt på den samme hjerneblødning fra richard florida. ja boligejerene i byerne kommer ALVORLIGT i klemme, også så det gør rigtigt ondt. men samlet set vil det gavne økonomien, og give os en vej ud af indflasionen som vi gennemføre den grønne omstilling, og globale genlokalisering af produktionen, af helvede til væk fra fætter Xiś totalitære autoritære ccp kina.

klassik liberalisme bliver igen det vi ser som det rette, alle bevægelser mod, det ekstrme højre bliver set som en forkert autoritær vej,

Demokrati eller kaos.