Den Kolde Krig er tilbage i Afrika – og krigen i Ukraine kan accelerere udviklingen

I oktober 2019 trådte præsident Vladimir Putin op på en talerstol iført et mørkt jakkesæt og et lilla slips. Foran ham sad afrikanske ledere og delegerede i bløde stole med deres øresnegle klar til at lytte til den russiske oversættelse.

»Vi har mange potentielle partnere i Afrika. De har gode udviklingsmuligheder og et enormt vækstpotentiale. Det er en af Ruslands udenrigspolitiske prioriteter at udvide og forenkle et gensidigt og gavnligt bånd med afrikanske stater,« lød det fra præsidenten.

Scenen udspillede sig ved det allerførste topmøde mellem Rusland og Afrika, hvor over 40 afrikanske statsledere var fløjet til den russiske by Sotji ved Sortehavet, og det er blevet et billede på Putins voksende fokus på Afrika og ønske om at øge samarbejdet, der mere eller mindre havde stået stille siden Den Kolde Krigs afslutning.

For Putin har langt fra kun haft øjnene rettet mod Ukraine og Mellemøsten de seneste år. Rusland har med Putin i førersædet haft en klar strategi om at øge sine aktiviteter på det afrikanske kontinent og ikke blot udvide mulighederne for våbensalg, militærsamarbejder og udvinding af naturressourcer, men også fremme et alternativ til demokrati og udfordre Vestens årtier lange indflydelse.

Det er blandt andet set i det lys, at man skal finde forklaringen på, hvorfor flere afrikanske lande undlod at stemme for FN-resolutionen om fordømmelse af Ruslands invasion af Ukraine i begyndelsen af marts.

Nogle lande er ude i en svær balancegang. På den ene side vil de gerne bevare et godt forhold til Vesten og EU, der under det store EU-AU-topmøde i Bruxelles i februar lovede at investere over 1.000 milliarder kroner i Afrika. Men på den anden side vil de ikke lukke døren for russiske investeringer, hvor der hverken bliver stillet krav til overholdelse af menneskerettigheder eller demokratiudvikling.

Flere eksperter mener, at Ruslands aktive rolle i Afrika vil fortsætte, selv om landet er optaget af krigen i Ukraine. Kontinentet vil kun blive endnu vigtigere for Putin, vurderer forsker Joseph Siegle, der er direktør for Africa Center’s forskningsprogram i Washington og har fulgt Ruslands indtog i Afrika.

»Krigen vil sætte fart på Ruslands aktiviteter andre steder i verden og især i Afrika i forsøget på at undslippe den politiske og økonomiske isolation, landet står i. Rusland har et ønske om at være en global magt, og man vil se en endnu større magtkamp om værdier og ressourcer. Tendenserne fra Den Kolde Krig er tilbage og har været det i et stykke tid, og Afrika er blevet en brik i stormagtspillet,« siger han og fortsætter:

»Det skal Vesten i høj grad tage alvorligt. Det skulle man også før, men med en ny verdensorden kan en øget russisk indflydelse i afrikanske lande skabe yderligere destabilisering,« siger han.

Nye alliancer

Et af de klareste eksempler på, hvordan alliancerne har ændret sig i Afrika, skete kun omkring en uge inden Ruslands invasion af Ukraine. Her meddelte Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, at Frankrig og dets allierede ville trække sig ud af Mali efter ni års indsats mod terrorgrupper i landet. Kort forinden var danske tropper blevet bedt om at forlade landet, næsten lige som de var ankommet, og udenrigsminister Jeppe Kofod (S) mente, at Danmark blev brugt i et politisk spil.

»Vi kommer ikke til at bokse rundt med nogle kupgeneraler og deres dagsorden, fordi vi presser dem på at gennemføre demokratiet, som er taget fra det maliske folk, og for at advare dem om samarbejde med russiske lejesoldater,« sagde han.

Efterfølgende meddelte Mali’s premierminister, Choguel Maiga, at man havde indgået en militærsamarbejdsaftale med Rusland, men afviste, at den berygtede Wagner-gruppe var involveret – selv om der i et godt stykke tid havde været meldinger om, at gruppen var aktiv i det vestafrikanske land.

Ruslands hjælp til Mali passer ifølge Joseph Siegle ind i det mønster, man har set de seneste år: Rusland har intensiveret sin indflydelse og brugt våbensalg til at påvirke politiske og militære ledere og udnyttet den voksende modstand, der har været i nogle lande mod de tidligere kolonimagter.

Det er også Ruslands militære og økonomiske samarbejder, der er en af forklaringerne på, hvorfor kun 28 afrikanske lande ud af 54 stemte for FN-resolutionen om fordømmelse af Ruslands invasion af Ukraine og resten enten undlod at stemme eller valgte ikke at møde op – med undtagelse af Eritrea, der stemte imod.

»Der er en stor del af landene, der tager Vestens side, men vi ser også flere, der er tilbageholdende med at kritisere Rusland. Afstemningen fremhæver forskellene på, hvordan afrikanske lande forholder sig til Rusland, og hvor stærkt afhængige nogle af dem er,« siger Joseph Siegle.

Han nævner lande som Mali, Den Centralafrikanske Republik, Sudan og Libyen, hvor den russiske våbenimport og militærsamarbejde langt fra har stået stille de seneste år. Rusland er blevet den største eksportør af våben til Afrika syd for Sahara, og landets våbeneksport til Afrika er steget med 23 procent i løbet af de seneste fire år sammenlignet med perioden fra 2011 til 2015.

Tråde til Den Kolde Krig

Der er også en anden forklaring på afstemningsresultatet, og den skal findes i de historiske bånd fra Den Kolde Krig, hvor Sovjetunionen støttede de afrikanske uafhængighedsbevægelser både økonomisk, militært og politisk. Blandt andet i lande som Angola, Mozambique og Etiopien, der ønskede at gøre sig fri af kolonialismen.

Historieprofessor Irina Filatova, der har specialiseret sig i afrikansk og russisk historie og er forfatter til tre bøger om emnet, mener, at det er indlysende, at det spiller ind.

»Landene har ikke glemt, at Sovjetunionen hjalp dem med at bekæmpe kolonialismen, og de forbinder Rusland med den tid, selv om det hverken socialt eller politisk giver megen mening i dag. Derudover er Rusland antivest, og mange afrikanske lande har meget dårlige følelser over for de vestlige lande, fordi de er de tidligere kolonimagter, så enhver kamp mod Vesten er i deres øjne en god kamp,« siger hun.

Irina Filatova har boet i Sydafrika siden Murens fald og blandt andet forsket i Sydafrikas bånd til Sovjetunionen. De seneste uger har hun fulgt debatten tæt og haft kontakt med flere veteraner fra Umkhonto we Sizwe, der var en militærfløj i det politiske parti Den Afrikanske Nationalkongres (ANC), hvis mission var at kæmpe mod den sydafrikanske regering.

»De er alle på russernes side, fordi båndet fra dengang er så stærkt. Sovjetunionen hjalp dem, og selv om det er en helt anden tid nu, holder de fast i det,« siger hun.

Sydafrika var også et af de lande, der undlod at stemme om FN’s Generalforsamlings resolution, og præsident Cyril Ramaphosa har blandt andet forklaret det med, at han ikke mener, at resolutionen er med til at skabe den opbakning, parterne har brug for til at fortsætte indsatsen for at indgå en fredsaftale.

Irina Filatova mener, at det mest af alt handler om den balanceøvelse, som flere af de afrikanske lande står i. Sydafrika skal på den ene side pleje forbindelserne til Rusland, – og her er det også værd at nævne Sydafrikas plads i det økonomiske BRIKS-samarbejde med Brasilien, Rusland, Indien og Kina – og på den anden side bevare den økonomiske relation til Vesten.

»Men man kan sagtens se, hvor sympatien ligger. Rusland og Sydafrika har et tæt forhold, der har varet i 30 år. Du behøver ikke et visum for at rejse til Sydafrika med et russisk pas, og du behøver heller ikke et visum for at komme til Rusland som sydafrikaner. Ukraine nyder ikke den samme ordning,« siger hun.

Præsident Cyril Ramaphosa har ligeledes haft et telefonmøde med Putin og offentligt udtrykt sin taknemmelighed over, at han præsenterede sin forklaring på konflikten i Ukraine. Og så har Ramaphosa meldt sig på banen som en mulig mægler i konflikten. Men det ser Irina Filatova ikke umiddelbart for sig.

»Sydafrika har øjnet en mulighed for at spille en større rolle på verdensscenen. Ramaphosa mener, at landet kan forhandle, fordi man slap af med apartheid gennem en forhandlet løsning. Men jeg tror ikke, at han har vægt nok til overhovedet at komme i nærheden af en vigtig plads i fredsforhandlingerne.«

Også tegn på modstand

Vestlige lande har kritiseret afrikanske ledere for at undlade at stemme, og også en række afrikanske meningsdannere har været uforstående over for standpunktet. Blandt andre den sydafrikanske politiske kommentator Tafi Mhaka, der i et indlæg i mediet al-Jazeera, kalder det »yderst foruroligende«.

»Jo da, de vestlige lande er ikke verdens retfærdige frelsere, og afrikanske ledere er i deres gode ret og endda forpligtet til at modsige sådan en påstand ved enhver lejlighed. Dette kan og bør midlertidig ikke betyde, at Afrika omfavner Rusland som sin antiimperialistiske helt, selv når det fører en unægtelig imperialistisk krig mod en meget mindre nation,« skriver han.

Joseph Siegle mener, at det er vigtigt at huske på, at der også er mange lande, der har lagt afstand til invasionen i Ukraine. Blandt andre står Kenyas FN-ambassadør, Martin Kimanis, udmelding i kontrast til den tavshed, man ellers har set: Under et hastemøde i FN’s Sikkerhedsråd et par dage inden Ruslands invasion tog han ordet og opfordrede Rusland til at undlade at invadere Ukraine ved at drage paralleller til kolonitiden i Afrika og den måde, landene efterfølgende tacklede selvstændigheden på.

Her lagde han vægt på, at de afrikanske lande – modsat Rusland – valgte at forlige sig med de grænser, de arvede.

»Havde vi, da vi igen blev selvstændige, valgt at forfølge stater ud fra deres etnicitet, race eller religion, ville vi stadig føre blodige krige mange årtier senere,« sagde han og tilføjede:

»I stedet valgte vi at se fremad mod en storhedstid, som ingen af vores nationer og befolkninger hidtil har kendt til.«

Ifølge Joseph Siegle er det udmeldinger som denne, der er vigtige for at tydeliggøre en modvægt. Der er et stort flertal af afrikanere, der ønsker, at deres regering skal være mere demokratisk. Det viser blandt andet den seneste prognose fra analyseinstituttet Afrobarometer, hvor syv ud af ti afrikanere siger, at de foretrækker demokrati frem for enhver anden form for regering.

»Men den udvikling er presset af politiske aktører, der er korrupte og for egen vindings skyld laver alliancer med stater som Rusland,« siger Afrika-eksperten.

Øget destabilisering

Rusland har unægtelig venner i Afrika, og ifølge Irina Filatova og Joseph Siegle vil både Putin og en potentiel ny russisk regering være interesseret i at fortsætte med at udvikle forbindelserne med afrikanske lande.

»Den nye verdensorden vil definere Ruslands politik i Afrika. Det store spørgsmål er, hvilke slags relationer vi kommer til at se mere af,« siger Irina Filatova.

Ruslands nuværende relationer og metoder for at opnå indflydelse er den helt store trussel, mener Joseph Siegle. Han beskriver det som den mørke side af russisk politik, hvor der bliver brugt »beskidte metoder«.

»Rusland forsøger ikke at øge den økonomiske bistand eller fokusere på udveksling inden for kultur og uddannelse. Rusland har opnået indflydelse ved at sælge våben, sprede desinformation og indsætte lejesoldater, og man går efter lande med semiautoritære ledere, der ikke har megen national legitimitet og er isoleret internationalt og derfor har brug for hjælp,« siger han.

Problemet er, ifølge ham, at det kan få store konsekvenser for sikkerheden og stabiliteten på kontinentet. Den seneste tid har man set flere kup i lande som Mali, Burkina Faso, Guinea, Chad og Sudan, og de stigende priser på fødevarer og råstoffer gør langt fra situationen i de afrikanske lande bedre.                                                

De mange kup kan langt fra kun tilskrives Ruslands mere aktive rolle på kontinentet, mener Joseph Siegle. Men Putin har stået klar og valgt at øge aktiviteterne i ustabile lande, der har udtrykt modstand mod tidligere kolonimagter, lyder vurderingen.

»Disse handlinger er destabiliserende handlinger, og resultatet risikerer at være, at man vil se mere korruption, desinformation og flere autoritære ledere, der kupper sig til magten,« siger han.