Brev fra Mariupol
Læsetid: 4 min.

Nødråb fra min mor i Mariupol: »Fortæl verden, at vi mangler absolut alt«

En humanitær katastrofe er under udfoldelse i den belejrede sydøstukrainske havneby, hvor 300.000 tilbageværende indbyggere er afskåret fra omverdenen og mangler elementære fornødenheder. Fortæl verden, at vi mangler alt, var budskabet fra min mor
Et lejlighedskompleks bliver beskudt af en russisk tank i Mariupol fredag den 11. marts 2022.

Et lejlighedskompleks bliver beskudt af en russisk tank i Mariupol fredag den 11. marts 2022.

Evgeniy Maloletka/Ritzau Scanpix

Udland
17. marts 2022

Tidligt lørdag morgen blev jeg vækket i mit hjem i Polen af et telefonopkald. Det var et ukendt nummer. En kvinde præsenterede sig. Hun fortalte, at hun havde nyt om min mor i Mariupol. På stedet holdt mit hjerte næsten op med at slå. Gudskelov var det godt nyt: »Din mor er i live.« Det budskab er min nye definition på lykke.

I de otte år, hvor der har været krig i Donbass, har jeg altid sikret mig, at min mobil var ladet op og tændt, når jeg gik i seng, hvis min mor skulle ringe. Siden begyndelsen af marts har der ikke været strøm i Mariupol, så der er gået mange dage, hvor jeg ikke har hørt hendes stemme.

Opkaldet var et mirakel. Efter ti dage med tavshed og uvished fik jeg at vide, at min mor er i live. Kvinden læste også et brev op, min mor havde skrevet. Jeg behøvede kun at lytte i under minut for at forstå, at byen oplever en humanitær katastrofe. Dens 300.000 tilbageværende borgere er truet på deres overlevelse. Hver time, der går, kan blive kritisk for de mest udsatte.

Informationsblackoutet i Mariupol slukker de lokale borgeres håb. I brevet bad min mor mig om at fortælle verden, at der er mangel på absolut alt. I det øjeblik indså jeg, hvor desperat en situation Mariupols borgere er kastet ud i: Hver nat sidder de i fuldt mørke, hvor den eneste lyskilde er glimtene fra bomber eller granater, og må hele tiden tro sig forladt og glemt af verden.

Jeg hørte sidst fra hende, da invasionen stadig var i sin indledende fase. Men allerede dengang vovede kun de færreste at forlade byen. At rejse med tog fra Mariupol i sydøst til Lviv i vest tager omkring 28 timer. I Mariupol var der frygt for, at hele landet stod i flammer, og at togrejser ville blive for farlige.

Afskåret

Den 3. marts kom der melding om, at byen var afskåret fra verden. Jernbanesporene var blevet ødelagt i nattens løb. Officielle evakueringsplaner blev bekendtgjort den 5. marts, men siden da er det kun lykkedes for nogle få tusinder at forlade byen i privatbiler.

Nu da byen er isoleret, spreder forfærdelige mangeltilstande sig. Der er hverken vand, el, gas eller mobildækning. Hver dag bliver nye fornødenheder utilgængelige. Dagligvarebutikker tager kun imod kontanter og fik alligevel hurtigt lænset alle lagre. I alle krige er der mennesker, der plyndrer. Desperate af sult går paniske folkemængder amok og stormer, tømmer og ødelægger butikker over hele byen. Der er forlydender om folk, der laver bål af stjålne træmøbler, og om andre, der smelter sne for at få vand.

Men at forlade kældre og beskyttelsesrummene og vove sig ud i det fri er forbundet med stor livsfare. Luftangrebene kommer i konstante serier. Byen har ikke samme effektive luftforsvar som Kyiv. Der er for få beskyttelsesrum, og de er alle overfyldt af mennesker. På gaderne udspiller der sig hyppige ildkampe. Om natten kan det stadig blive meget koldt med frostgrader ned til minus otte, og uden opvarmningsmuligheder eller adgang til lægehjælp risikerer stadig flere at bukke under – langsommere end ved et bombardement, men lige så sikkert.

Mariupols hovedkirkegård ligger lidt uden for byen i en lille landsby. På grund af kampene er det umuligt at tage den vej nu. Derfor må de døde begraves i deres egne gårdhaver eller i massegrave. Bystyret har informeret folk om, at der lige nu ikke er tid eller ressourcer til at identificere de lig, der ender i massegravene. Det er blevet min nye værste frygt: ikke bare at miste en, jeg elsker, men ikke engang at kunne græde ved deres grav.

Håb om evakuering

Præsident Zelenskyj har tidligere lovet, at en hjælpekonvoj skulle nå byen en af de nærmeste dage. Det er ikke sket endnu. Men et simpelt regnestykke viser, at 100 ton hjælp kun svarer til omkring 300 gram per person. Vil det være nok? Og vil hjælpen kunne nå ud til alle de rædselsslagne mennesker, der sidder som indespærrede fanger i kældre og ikke har set sollys i flere dage?

Folk klynger sig stadig til håbet om, at konvojen når frem til byen, så de kan blive evakueret af dens busser. Alle, jeg kender, drømmer om dette mirakel. Men jeg frygter at se billederne af de tusindvis af mennesker, der vil stå tilbage, hvis det kun er muligt at evakuere en tredjedel af byens indbyggere. Og for tusinder af de mest svækkede og ældre er spørgsmålet, om de kan gå eller ej. Mange har mistet hjem og ejendele og har ingen steder at tage hen.

Siden 2014 har Mariupol – som ligger i det østlige Ukraine i Donetsk-regionen – nægtet at kapitulere, nægtet at blive grebet af mismod. Tværtimod udbyggede den sine forbindelser til den større verden udenfor og blomstrede op: nye veje, en restaureret bymidte, moderniserede hospitaler, store festivaler. Det lignede et nyt kapitel i vores historie.

Da jeg sidst var der i oktober 2021, virkede byen mere moderne, velfungerende og ren, end jeg huskede den. Jeg gik ned til havnekajen og så mågerne blæse som drager i vinden. Det mindede mig om, hvordan jeg havde beskrevet byen over for mine venner i Polen. Om da jeg fortalte dem om det sted, hvor trolleybussen kører helt ned til stranden, og vandet er lunt som lunken mælk.

Efter alle de hjerteskærende lidelseshistorier og al den smerte, Mariupol må gennemgå, er min største drøm at opleve den dag, hvor den igen er en befriet by. Jeg håbede at få min mor at se i maj i år og tage hende med ud på en gåtur på havnekajen. Jeg håber stadig, det kan ske.

Gordana Krutii er født og opvokset i Mariupol. Hun er i dag bosat i Warszawa.

© The Guardian og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen

Serie

Ny krig i Europa

Længe har man sagt, at Ruslands præsident Putin ikke har noget at vinde ved et gå i krig i Ukraine. Alligevel er krigen blevet en realitet. Ruslands invasion har en betydning, der ikke bare rækker ind i Ukraine, men også i NATO, EU og andre af russernes nabolande. Hvad gør Putin, Vesten og de tidligere sovjetrepublikker, Ukraine og Kina? I denne serie giver vi overblikket over den komplekse konflikt.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Svend Erik Sokkelund

At angribe boligblokke er ikke krig, men terror!

Gitte Loeyche, Inge ambrosius, Alvin Jensen, René Arestrup, Bent Nørgaard, Torben Lindegaard, Erik Fuglsang, Holger Nielsen, Jens Christensen, Kim Folke Knudsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Kim Folke Knudsen

@Den Røde Hærs krigsførelse som altid

Det er for os alle et grusomt og frygteligt syn at se hvorledes Den Røde Hær som sædvanlig maler alt ned i grus bombarderer civile beskyder hospitaler skyder løs på flygtende kolonner af civile ukrainere, som flygter fra dette terrorhelvede. Magtesløse endnu må vi se til for at undgå at en 3. Verdenskrig bryder ud i disse tragiske uger. Men glemt bliver det her ikke og det overbeviser os om, at forsvaret af vores nationer det skal udbygges betragteligt mod den sindssyge nabo Rusland.

De af os der har tyske forfædre genser hele historien fra vinteren 1944-1945 med den krigsgale indoktrinerede Røde Hær optændt af had og vildskab medens de ødelagde Danzig, Königsberg, Breslau, og utallige andre byer. Byer som Polen i dag har genopbygget som et meget smukt eksempel på hvorledes en nation forvalter et område som de fik velfortjent ved freden i sommeren 1945. Det siger alt. Polakkerne er et civiliseret folk, som ikke var ude på at jævne hvert et hus hver en kirke hvert et slot i Schlesien, Brandenburg Neumark, Pommern Danzig og Ostpreussen med Jorden selvom de havde rigtig god grund til det oven på det grusomme tyske regime fra 1939-1945.

Den russiske hærs vandalisme terror og vilde ja udisciplineret horde af indoktrinerede soldater deres gerninger i vinteren 1944-1945 # kunne undskyldes og forklares # med de grusomheder, som russerne selv var vidne til på deres egen Jord, hvor tyskerne plyndrede ødelagde myrdede og plagede russiske fanger. Ikke at jeg siger at det er acceptabelt med denne russiske fremfærd men det må forstås ikke anerkendes eller godskrives set i lyset af de tyske ugerninger i Sovjetunionen i 1941-1945

Warszawa 1939,1944
Breslau 1945
Mariupol 2022

Det ukrainske folk har ikke gjort en kat fortræd i det russiske imperium, de har haft familie og venner, som boede lige ovre på den anden side af grænsen. De har ikke som tyskerne deltaget i en grusom krig mod Rusland, hvor der var et regnskab at gøre op bagefter. Derfor de russiske ugerninger i Mariupol, som er lig med grusomhederne begået mod polakkerne af tyskerne i 1939 og 1944 og grusomhederne fra russerne begået i 1945 da de smadrede den schlesiske hovedstad Breslau/Wroclaw til ukendelighed med meget store civile tab, derfor er de ugerninger meget afslørende for, at Stalin tidens grusomme opførsel og grusomme tilgang til alle som er i vejen for Verdenskommunismen og Ruslands imperiale storhedsvanvid, at den adfærd den er ikke forsvundet den er lyslevende i Den Røde Hær. Der er tale om en global terrortrussel ved, at denne hær er overladt til et vanvittigt forbryderisk regime, der skjuler bag løgne om nationale fædrelandsfortællinger der tilslører regimets egne ugerninger igen og igen.

Det vil blive husket det her - Rusland og Deres Røde hær er udenfor nummer udenfor civilisationens rækkevidde. Lad dem være venner med deres kompagnoner i Nordkorea: De har en krigsgal og vanvittig tilgang til Verden til fælles. En paranoid opfattelse af, at alle nabolande står på spring til at erobre deres land taget ud af en fantasi fortælling som intet har med virkeligheden at gøre men kun tjener som en løgn, der skal forklare deres terror mod alt og alle, der står i vejen for dem.

Jeg foragter den krigsgale russiske militærmaskine helt ind i mit dybeste sind.

Jeg foragter ikke den menige russiske soldat for opdragelsen i den magtsyge korrupte Røde Hær er så brutal at selv det mest civile menneske bliver nedbrudt og smadret indtil vedkommende er reduceret til en fanatisk zombie tudet ørene fulde af en forbryderisk hærledelse.

Jeg foragter det russiske Forbrydersyndikat i Kreml, og ønsker at russerne selv må slippe af med denne plage af et uhyre, så det russiske folk kan opleve at leve i et frit og demokratisk land Rusland.

VH
KFK

Gitte Loeyche, jens christian jacobsen, Bent Nørgaard, Torben Lindegaard og Holger Nielsen anbefalede denne kommentar
Torben Lindegaard

@Kim Folke Knudsen 16. marts, 2022 - 20:51

"Magtesløse endnu må vi se til for at undgå at en 3. Verdenskrig
bryder ud i disse tragiske uger."
citat fra læserbrev

Men vi er ikke magtesløse.

Nato kunne på 1 uge - refereret fra "The Atlantic" -
etablere en no-fly zone over Ukraine.

Det ville indebære angreb på russiske fly i ukrainsk luftrum;
men det er såre simpelt for russerne at undgå -
bare bliv hjemme i russisk luftrum.

Hvis ukrainer herefter får adgang til moderne våbensystemer,
så kan de selv rense ukrainsk jord for indtrængende fjender.

Intet af ovenstående er et angreb på Rusland, så det er os selv,
der med åbne øjne accepterer, at russerne genopfører belejringen
af Grozny og Aleppo i Kharkiv og Mariopol.

jens christian jacobsen

Hvorfor er der ingen I verdenssamfundet der vil stille Putin for den internationale krigsforbryderdomstol I Haag? Han har åbenlyst begået forbrydelser mod menneskeheden?
Han skal isoleres hjemme i sit ny-fascistiske diktatur og vide at hver gang han stikker hovedet uden for landets grænser venter retfærdigheden på ham.

Jeg gad vide, hvilke overvejelser redaktionen har gjort sig angående opslaget s. 6-7 i dagens Information. På side 6 (med billede af et lejlighedskompleks der bliver beskudt): 'Nødråb fra min mor i Mariupol: "Fortæl verden, vi mangler absolut alt"'. På side 7 (over for artiklen): helsidesannonce for et dansk luksus natur resort. Jeg kan ikke rigtig vurdere, om det er meget usmageligt eller om Information her arbejder kunstnerisk med 'verfremdungs-effekten'.