Er det ikke, som om hver gang, der er momentum til offensiv klimakamp, så braser verden sammen?
Tænk over det. I 2008 var det finanskrisen, som stjal den politiske dagsorden og var med til at ødelægge viljen til fremskridt på klimatopmødet i København året efter. I 2020 ramte pandemien så og kortsluttede den verdensomspændende klimabevægelse, der havde rejst sig i årene forinden.
Nu står vi med krig i Europa. Netop som EU og USA baksede med historisk omfattende klimapakker. Kina var blødt en smule op, og selv Boris Johnson talte om behovet for »et vendepunkt for menneskeheden«.
Pludselig er vi på randen af en global energikrise. Prisen på olie og gas er eksploderet, folk frygter for deres forsyningssikkerhed, og vi har måttet erkende, at vores afhængighed af sort russisk energi har finansieret Putins invasion.
Midt i det hele bliver klimakampen gjort til en del af løsningen. Det har vi før hørt i krisetider. Som statsminister sagde Anders Fogh Rasmussen i 2009, at finanskrisen og klimakrisen skulle løses sammen. Det handlede om at skabe »en langsigtet, langvarig, holdbar grøn vækst«. Siden er det globale udslip kun fortsat opad.
Vi sagde det samme under pandemien. At genopretningen skulle være grøn. Når samfundene skulle genåbnes, skulle det være til en ny, bæredygtig økonomi. Året efter udledte vi flere drivhusgasser end nogensinde, og subsidierne til fossile brændsler er stadig tre gange højere end dem til grøn energi.
Men måske står vi alligevel i en ny situation nu.
Under finans- og coronakrisen var klimaet et slags politisk sideønske. Der var et »mulighedsvindue«, som EU-chef i Concito, Jens Mattias Clausen, siger til Information. Når vi alligevel skulle pumpe milliarder ud, kunne vi lige så godt gøre det grønt.
Med krigen i Ukraine er det anderledes. Den har mindet os om, at energipolitik også er storpolitik. At vi er nødt til at have en uafhængig forsyning, og på den måde kan omstillingen faktisk blive en del af svaret – ikke mindst for Europa. I kamp mod despoter og i forsvar for vores liberale ideer er vindmøller og varmepumper blandt vores stærkeste våben.
EU-lederne taler ikke længere om tempo, men om det praktisk mulige. Det handler ikke længere om Foghs grønne vækst, men om »en demokratisk energipolitik«, som Tysklands finansminister, Christian Lindner, der ellers ikke er kendt for sine klimaambitioner, kalder det.
»Vedvarende energi er frihedsenergi,« siger han.
Eller som lektor i klimapolitik Jakob Skovgaard fra Lunds Universitet siger: »Det nye ved den her krise er, at ingen i EU længere taler imod grøn omstilling.«
Varmepumper for fred
I sin bog The Economisation of Climate Change udgivet på Cambridge University Press beskriver Jakob Skovgaard, hvordan G20 og andre institutioner behandler klimaet som et økonomisk emne og ikke et miljømæssigt.
Hensynet til klimaet driver ikke i sig selv politikken. Der skal ofte andet og mere til. Job, vækst, eksport, hjælpepakker. Nu er det så europæernes sikkerhed, som EU taler om med en ny, stor plan for at undslippe det, som den britiske politolog Helen Thompson har kaldt »Putins energifælde«.
Der skal skrues op for udrulningen af grøn energi. Bygges mere vind- og solkraft, bruges flere varmepumper, laves store energibesparelser og produceres mere biogas og brint. To tredjedele af den russiske gas, som udgør 40 procent af EU’s forbrug, skal skæres væk inden for et år. Og et godt stykke tid inden 2030 skal den være helt ude af vores gasledninger. Væk med det.
Kommissionen har sågar sendt en kriseopfordring til EU-landene om at ophøje grøn energi til »en altoverskyggende offentlig interesse«. Forsinkende forhindringer skal ryddes af vejen. Det skal gå stærkt. Der tales endda om, at EU’s store ’Fit for 55’-klimapakke, hvor emissionerne skal reduceres med mindst 55 procent inden 2030, hvilket tidligere ikke just har samlet unionen, nu kan blive fremrykket.
Imens henvender Det Internationale Energiagentur sig direkte til forbrugerne. Vi skal have bilfri søndage, sænke farten på motorvejene, skrue én grad ned for radiatorerne, arbejde hjemmefra, undgå unødige forretningsrejser og tage toget frem for flyveren. For at spare fossil energi. Den slags opfordringer har vi ikke set siden 1970’ernes oliekrise.
I USA taler Biden-administrationen om at producere millioner af varmepumper for at sende dem til Europa som en slags Marshall-hjælp. »Varmepumper for fred og frihed,« kalder den amerikanske klimaaktivist Bill Mckibben det.
Det store ’men’
Men så er der det ekstremt store ’men’. For selvfølgelig er de grønne udmeldinger ikke hele historien. Langtfra. Set fra klimakampen har krigen i Ukraine skabt en konflikt mellem det kortsigtede og det langsigtede.
Udbygning af grøn energi tager tid. I Danmark går der cirka otte år, fra man undfanger ideen om en vindmøllepark, til møllerne snurrer. I andre lande tager det endnu længere tid. Imens fortsætter de uhørte prisstigninger på olie, kul og gas.
EU må på kort sigt træffe valg, som ikke er i klimaets favør. Kulkraftværker, der ellers var under afvikling, skal måske levetidsforlænges. 65 milliarder kubikmeter flydende LNG-gas skal sejles ind ved hjælp af skibe fra USA.
For forsyningssikkerheden og for at beskytte vælgerne mod energipriserne kæmper politiske ledere verden over for at finde alternative energikilder. Men hvordan fastholder man fokus på CO2-reduktion i en tid, hvor alle bekymrer sig mere om morgendagens varme- og benzinpriser?
»Krigen i Ukraine forstærker helt sikkert ønsket om en hurtig energiomstilling,« siger Helen Thompson. Det ændrer bare ikke ved, at grøn omstilling er svært på kort og mellemlang sigt. Jo, vi har varmepumper og energibesparelser. Men ellers kan kun et teknologisk gennembrud inden for lagring af vind- og solenergi, som stabiliserer elproduktionen, ændre på hastigheden.
»Det er også nødvendigt at huske, at høje energipriser på fossile brændsler påvirker omkostningerne til produktion af grøn energiinfrastruktur negativt,« siger Helen Thompson. »Så vi står over for en omfattende energikrise.«
Muntre oliefolk
Vil man se krigens effekt på energimarkederne, så mærk stemningen i den globale olie- og gaslobby. Under lobbyisternes årskonference i Houston forleden var humøret aldeles kækt, skrev The New York Times’ Lisa Friedman i sin avis. I hvert fald blandt den ikkerussiske del.
»Stemningen er: ’I troede, I var færdige med os, men som de seneste begivenheder har vist, er vi stadig ret vigtige’.« Eller som direktøren for Malaysias statsejede olie- og gasselskab konstaterede: »I det her tilfælde er vi ikke skurkene.«
Investeringer, som for lidt siden ville været blevet set som idiotiske, er pludselig blevet politisk aktuelle.
I Norge vil regeringen øge olie- og gasproduktionen og udvide den til nye og uberørte områder af Arktis. I Australien bruger regeringen krigen som undskyldning for at udskyde klimamål og udvinde mere gas. I Storbritannien kræver parlamentsmedlemmer fra flere partier at få genindført fracking til udvinding af skifergas, som landet ellers stoppede med i 2019 af miljøhensyn.
Johnson-regeringens forbud kaldes af den konservative Lee Andersson et »totalt vanvid«:
»Nævn ordet ’fracking’, og de besvimer. Men normalt er det den samme slags mennesker, der aldrig har skullet bekymre sig om at betale en gasregning,« har han sagt til Daily Mail.
Så er der USA, der ligesom Europa heller ikke er selvforsynende. Med Rusland ude i kulden har Biden-administrationen nu rakt ud til Saudi-Arabien og den gamle fjende Nicolas Maduro i Venezuela for mulig olieimport, der kan holde de amerikanske benzinpriser nede. Joe Biden nævnte i øvrigt nærmest ikke klimaet med et ord, da han for et par uger siden holdt sin State of the Union-tale. Hans 550 milliarder dollar store klimapakke er der intet nyt om.
Selv EU har af hensyn til fødevaresikkerhed nu valgt at genopdyrke marker, som var taget ud af drift, fordi de er enormt uproduktive og klimaskadelige. Selv foregangslandet Danmark vil med det såkaldt ’nationale kompromis’ undersøge muligheden for midlertidigt at »øge gasindvinding i Nordsøen«.
Og så er der sideeffekterne. Rusland og Ukraine udvinder begge kobber, nikkel og litium, altså nøgleressourcer for grønne teknologier som vindmøller, solceller og batterier til eldrevne køretøjer. Sanktionerne mod Rusland, som producerer syv procent af verdens nikkel, har fået prisen til at stige over 250 procent.
De høje priser kan dog få andre lande til at øge deres produktion, vurderer World Economic Forum. Eksempelvis vil Filippinerne allerede i år åbne et dusin nye nikkelminer.
Og så er der ikke mindst diplomatiet. På klimatopmødet i Glasgow gav verdenssamfundet sig selv et år til at sætte mere ambitiøse klimamål. Den slags kræver typisk fælles pres og forståelse mellem de store udledere. Rusland er vist smidt ud af forhandlingerne, men hvad med forholdet mellem USA og EU versus Kina og Indien, der stadig ikke har kritiseret invasionen? Kan krig og klima overhovedet holdes adskilt?
»Vi ved det simpelthen ikke,« siger Jens Mattias Clausen, der både har en fortid i klimadiplomatiet og i aktivismen. »Men det er fair at sige, at vi ikke har det diplomatiske momentum, vi har brug for.«
Imens måles der for tiden temperaturer i Antarktis og Arktis, som er 40 og 30 grader højere end normalt. Og en lidt overset FN-klimarapport viste for nyligt, at op mod 3,5 milliarder mennesker nu er »yderst sårbare«, knap halvdelen af jordens befolkning oplever periodevist »alvorlig vandmangel«, og 14 procent af alle arter på land risikerer at uddø, hvis den globale opvarmning overstiger Parisaftalens 1,5 grader.
Om otte år skal de globale udledninger være reduceret med 50 procent. Indtil videre er de stadig rekordhøje.
En korsvej
Klimakampen er med andre ord efterladt med to positioner.
»Dem, der bruger krigen som argument for en accelereret udfasning af fossile brændstoffer,« siger Jakob Skovgaard. »Og dem, der siger, at vi nu og her må øge produktionen af olie og gas og sætte benzin- og energiskatter ned, så folk har råd til at køre på arbejde og opvarme deres huse.«
Direktøren for finansgiganten BlackRock, Larry Fink, ser krigen som noget, der på kort sigt vil bremse klimaomstillingen, men på længere sigt accelerere den. Men i FN advarede generalsekretær Antonio Guterres forleden om, at de kortsigtede valg risikerer at skabe en ny langsigtet afhængighed af fossile brændsler.
Det vil så endegyldigt lukke vinduet for de 1,5 grader.
»Lande kan blive så opslugte af det umiddelbare forsyningshul af fossile brændsler, at de forsømmer at reducere brugen af fossile brændsler,« sagde han. »Det er vanvid.«
Vi står altså ved »en korsvej«, som Jens Mattias Clausen siger. »Vores valg de næste måneder er afgørende for både vores klimakamp og vores forsyningssikkerhed.«
Problemet er, at hvis man investerer i ny olie og gas, så sidder man fast. Infrastrukturen tager årevis at bygge, og investorerne skal jo have deres penge igen. Hvis EU pludselig skal ud og bygge nye LNG-terminaler til flydende gas, er man måske bundet i 30 år. Til den tid skulle vi gerne være klimaneutrale.
Desuden fastholder man Europas energiafhængighed. I stedet for Rusland er det så bare USA, Algeriet og ørkenstaten Qatar, hvor mange ikke engang vil have afholdt fodbold-VM.
»Der vil komme andre bøller, der på uforudsigelige måder udøver den magt, de har fået fra overskuddet af deres fossile brændstoffer,« skriver den costaricanske klimadiplomat, Christiana Figueres, i sit nyhedsbrev.
Det er det, Putin ønsker, skriver hun. Invasionen kan også ses som et forsøg på at få et panisk Vesten til at grave sig tilbage til de fossile brændsler, vi lige var begyndt at komme ud af. For Rusland ville det være en kæmpe gevinst. De globale olie- og gasmarkeder er forbundne kar. Selv om EU og USA nægter, importerer over 100 lande stadig russisk energi.
»Putin stortrives i en verden, der ikke kan tage sig sammen til at bryde med olie og gas,« skriver Christiana Figueres.
Klima for frihed
Det pudsige er, at vi plejede at tale om klimakrisens natur som en forklaring på vores manglende evne til at handle. Klimaforandringerne har været et langsomt problem. De manifesterer sig ikke i en akut krise som en krig eller pandemi.
Under Anden Verdenskrig orienterede USA hele sit industrielle apparatur mod krigsindsatsen. I klimapolitikken diskuteres stadig verber og kommaer, selv om millioner af mennesker ifølge FN er på flugt, og lige så mange er udsat for »akut fødevare- og vandusikkerhed« og risikerer sygdom og dødsfald.
Som den franske forsker i energipolitik Pierre Noël fra Columbia University sagde her i avisen før jul: »Står vi pludselig i en akut klimakrise, vil det, vi har forsøgt at gøre i 30 år, blive gjort på ti år.«
Måske får han ret. Måske er det lidt af det, vi ser: EU’s krisepolitik, USA’s varmepumper for fred og frihed, det energipolitiske wakeupcall.
»Alt andet lige ser jeg situationen som en fordel for den grønne omstilling,« siger Jakob Skovgaard. »Men vi ser også, at nogle ting som øget olie- og gasudvinding igen er blevet muligt at diskutere. Ting, som ikke før var på bordet.«
Så er vi tilbage ved pointen fra hans bog. Det er sjældent klimakampen i sig selv, der driver fremskridtet. Under finanskrisen var det grøn vækst, under pandemien var det grønne stimuluspakker, og undervejs har det altid handlet om arbejdspladser og eksport.
Nu er økonomiseringen så trådt i baggrunden, fordi vi står i en geopolitisk krise.
»Klimakampen bliver altid hægtet op på noget andet,« siger Jakob Skovgaard. »Denne gang er det så vores frihed.«
tjah et ordsprog lyder "intet er så galt at det ikke er godt for noget"
og med krigen i Ukraine gælder den regel måske,
i hvert fald hvis krigen går ud over væksten globalt, for er der noget verden absolut ikke har brug for et det økonomisk vækst oven i vores i forvejen ekstreme overforbrug,
hvis alle rige lande kunne få en god gang recession som kun gik ud over de mest velhavende ville det jo være fantastisk,
desværre ender det nok med kun at gå ud over de mest fattige mennesker, og primært gå ud over de fattigste lande, så hjælper det jo ikke rigtigt.
"Pludselig er vi på randen af en global energikrise"
Nej! Ikke alene er vi ikke "på randen" men midt i den, og dermed kan det heller ikke være "pludseligt". Man har blot ikke i mange år villet se virkeligheden i øjnene, og det vil man stadig ikke. IPPC har f.eks. eksisteret i 34 år, og alligevel får vi stadig stort set al den energi vi bruger globalt fra fossile kilder (over 80%).
https://www.iea.org/data-and-statistics/charts/oecd-total-primary-energy...
Derudover har det været kendt siden 1950'erne at bla. olie er en begrænset ressource, og pt. har vi brugt så meget af den olie der engang var, at produktionen i disse år topper, og derpå falder mod nul, i samme tempo som den er steget.
https://en.wikipedia.org/wiki/Hubbert_peak_theory
Grunden til at man ikke har fikset problemet, er primært at vi ikke har noget brugbart alternativ til fossil energi, samt at vækstøkonomi "kører på olie". Ergo kræver en reel vilje til omstilling at vi dropper væksten, og det er ikke så enkelt som det lyder, selvom der ikke er nogen vej udenom, med mindre man kan "trylle" og bryde naturlovene i det system vi kalder "Jorden".
Jeg håber ikke regeringen sænker brændstofafgiften.
Når fokus i Ekstrabladet er at gå på Eccoskobærerjagt og beskylde dem for at være putinlovers, mens det fokus for alle dem der kører 30 til 50 procent hurtigere på en 50 km strækning er bødeforhøjelsen fra i år, er det rigtig meget op ad bakke med at erkende fosilafhængigheden og dens konsekvenser.
Ærlig talt var jeg chokeret over, hvor mange der kørte for hurtigt og jeg kan kun konkludere prisen på brændstof er stadig alt for lav.
Håber støttepartierne kommer igennem med en sænkning af fartgrænsen på motorvejen, fordi nok bilister kan ikke tænke selv eller er ligeglad.
Men gud fredens kineser er det op ad bakke, når selv i en situation som nu, hvor der også bliver klynket gevaldigt over brændstofspriserne, kan et flertal af billisterne ikke finde ud af at køre fornuftig.
Morten Balling vi har fundet et brugbart alternativ og det er strøm.
Der hvor vi stadig mangler er maskiner der har brug for store kræfter, skibe og fly.
Dem skal vi bruge ptx til indtil vi løser problemet imens vi sparer, der hvor det er muligt.
Vi kunne have være meget længere hvis vores politikere ikke havde bekæmpet den grønne omstilling.
Langvejs godstransport i lastbil burde ikke være tilladt. Det foregår mere effektiv med jernbanen noget vores politikere har fået at vide. Men vores politikere har været mere interesseret i at udbygge motorvejsnettet i stedet for at udbygge jernbanen, finpudse lovgivning i EU til jernbanegodstransport og elektrificere nettet. Til den nære transport kan man allerede få elvarevogne og ellastbiler.
Under byggeboomet i nullerne tiggede byggebranchen for, at det længe lovede nye byggereglement kom med de nye energirammer. Fordi hvis de byggede energirigtigt kunne de ikke konkurrere. Manjana var regeringens svar. Så vi endte med en helvedes masse nybyggeri pga højkonjunktur, der skal stå i rigtig mange år, der bruger mere energi.
Hvergang der kom lidt gang i elbils eller solcellesalget ændrede politikerne lovgivningen så folk blev skræmt væk.
Fjernvarmeværkerne tiggede siden nullerne politikerne om at ændre loven så de havde lov til at sætte varmepumper op. Jeg skal love for, at værkerne har haft turbo på, siden det blev tilladt.
Fjernvarmeværker egner sig til lagring, det gør varmepumper ikke. Så politikerne kunne for lang tid siden have bedt om at få defineret, hvor fjernvarme er bedst egnet og så have fjernet afgift på elopvarmning og støtte til skift når olie eller gasfyret var skiftemoden. Istedet for at folk nu installerer varmepumper til højre og venstre, der øger strømforbruget. Strøm vi skal bruge til energiomstillinge.
Hvor mange af jer ved at den samlede ledpære bruger meget mere strøm? Der skyldes transformatoren i fatningen. Sådan noget ville Elsparefonden have oplyst om, men den blev jo sparet væk. De fandt også varmepumper, der brugte meget meget mere strøm end oplyst.
Sådanne eksempler er desværre kun toppen af isbjerget.
Og vores politikere har ingen undskyldning. De har aktivt i mange år bekæmpet den grønne omstilling.
Igen har den fjerde statsmagt været fraværende ud over et par godt skjulte alibiartikler.
Suk.
@Inge Lehmann
Elektriciteten skal stadig komme et sted fra, og selvom mange byder ind med vindmøller, solceller, kernekraft, biomasse, jordvarme, mm., så er det det store globale regnestykke som skal gå op, og det gør det ikke. Langt fra! F.eks. dækker sol/vind nogle få procent af det globale energiforbrug, her 35 år efter at klimaet blev erklæret er problem for os alle.
Vi har generelt svært ved at forstå omfanget af, hvor meget energi vi bruger, og alle skyder skylden på hinanden, men faktum er at f.eks. vores globale forbrug af olie har korreleret ret nøjagtigt med det globale befolkningstal siden oliekrisen i 70'erne.
En anden ting vi generelt har svært ved at begribe er, hvor meget fossil energi har betydet for udviklingen de sidste 100 år, og hvor afhængige vi er af energi i dag. F.eks. har du sikkert læst mig påpege at tilgængelig "brugbar" energi er en forudsætning for at holde den globale fødevare produktion oppe på det niveau den er nu, hvor det "kun" er ca. 10% af den globale befolkning som sulter. Det er almen viden, forstået på den måde at bla. FAO har snakket om en kommende global fødevarekrise længe, omend de har det med at pakke budskabet lidt ind, som alt andet i FN regi.
Et af de væsentligste molekyler for menneskeheden er glukose, også kaldet kulhydrat eller sukker. Det er sukker som er det "brændstof" mennesker kører på, og sukker kommer ét sted fra. Fotosyntese. 1/3 af al den hvede (sukker) der produceres globalt kommer fra Rusland og Ukraine, så udover energi er der for alvor lagt op til en "double whammy". Det gør det ikke nemmere at manøvrere politisk, men i praksis er det blot den vej adskillige mennesker i videnskaben har fortalt at tingene kommer til at udvikle sig, siden Malthus, Georgescu-Roegen eller Rom Klubben afhængig af præferencer mm.
Mennesker tror stadig naivt på at penge er det samme som værdi. Ressourcer er værdi. Når vi begynder at mangle dem, føles det som at vi bliver fattigere. Det er fordi vi bliver fattigere. Det bliver vi ved med, så længe vi bliver flere og flere til at dele mindre og mindre, og frem for alt, indtil vi alle vågner op, og indser hvad vi har gang i. Det kommer vi næppe til at indse foreløbig, fordi vi står overfor seriøse problemer med en globale fødevaresikkerhed, og vi alle ved at når truget er tomt, så er der ikke tid til at tænke langsigtet.
Morten måske skulle vi ikke bare acceptere at behovet for energi stadig stiger bla. fordi vi stadig satser på vækst,
på trods af at vi faktisk lever med ekstrem overflod og ekstremt overforbrug af energi, så væksten skal helt væk, og erstattes af en mere retfærdig fordeling af en mindre kage !
der er aldeles ikke brug for gang i hjulene og mere arbejde, og den der med at energiforbruget følger befolkningstallet betyder faktisk blot at den privilegerede del af jordens befolkning stadig øger deres forbrug i ca samme takt som befolkningstilvæksten,
den mindst privilegerede del bruger stort set slet ikke energi købt på energimarkedet, de får stort set al deres energi fra tørret gødning de samler, og træ de også samler, og måske noget træ andre har samlet, og den energi indgår altså slet ikke i det beregnede forbrug i statistikkerne.
@Jan Fritsbøger
Alt det du og Inge Lehmann skriver handler om fordeling, ulighed, etik og politik. Det jeg skriver handler om planeten og menneskeheden som helhed. Hernede på planeten er vi alle fedtet ind i alt muligt ift. alle de andre mennesker, men set "ude fra rummet" ned på planeten, ser tingene en anelse anderledes ud.
Min pointe med det er f.eks. at alle tror at vi kan tænke, føle og tale os til løsninger på problemer som skyldes fysik. Det er dybest set "ligegyldigt", hvem der bruger ressourcerne. Det væsentlige at forstå er at nogle ressourcer er begrænsede og at den tilbageværende ressource bliver mindre når man bruger af den. Logik for perlehøns, men lidt sværere at "forstå" for økonomer mfl.
Begrebet "bæredygtighed" var egentlig ment som det vi i dag kalder "økologisk bæredygtighed", men det tog ikke lang tid før både "økonomisk bæredygtighed" og "social bæredygtighed" begyndte at mænge sig med ordet. Det er selvfølgelig fint nok, men alle har det med at glemme at det er den økologiske bæredygtighed der er forudsætningen for at der overhovedet er nogen tilbage til at diskutere BNP eller ulighed. Det er den økologiske bæredygtighed jeg opfordrer til at holde fokus på, og her indgår f.eks. forbrug af gas og olie, samt produktion af "sukker".
Det er ikke at jeg ikke har holdninger til alt det her, og de flugter sikkert dine, men alle er nødt til at forstå at vi først og fremmest er nødt til at forholde os til fysikken og biologien. Ellers kører vi, som nu, blot videre med næsen i plovfuren, med skyklapper på mod "afgrunden" mens vi råber lidt af hinanden. Her er det så jeg kommer til at tænke på ordet "postmodernisme", eller at nogen argumenterer at sandheden er subjektiv. Det er den ikke.
Det går virkelig stærkt i politik i dag.
For omkring 2 måneder siden ville alle i EU have russisk naturgas og det var det eneste rigtige at gøre, alle skulle jo nærmest skifte til naturgas fra Rusland fordi det var billigt og Rusland har nok af det.
Så gik Rusland ind i Ukraine og pludselig skal alt energi laves om og det tager flere år.
Om 5-10år er vi igen "venner" med Rusland og vi henter igen naturgas fra Rusland fordi det er billigt.
Men de mener stadigvæk at vi sagtens kan "redde" klimaet, der er tid nok (de 70% bliver ikke opnået, metanen kan slippe fri hvert øjeblik det nærmest skal være, Polerne er snart isfri, dyrene forsvinder med stor fart ect.) :-)
Er energi forbruget faldet over de sidste 5-10år, nej, det er den ikke, den er steget.
Vi bliver flere og flere mennesker i verden som sviner mere og mere.
Vores forbrug stiger hele tiden.
Det skal nok ende godt alt sammen, mens vi diskutere hvor vi skal hente det næste energi fra i undergrunden :-)
Der er noget jeg ikke forstår. Det er primært de allerrigeste, der bruger hovedparten af ressourcerne og CO2 udledningen.
Hvordan kan fosilforbruget så være afhængig af befolkningsvæksten?
Ja det er en stor opgave og jo tidligere vi var startet jo mindre drastiske tiltag. Og ovre på ingeniøren er de en del mere positive for, at det fysisk kan lade sig gøre at omsætte energiforbruget til el.
Men jo længere tid vores politikere bruger på greenwashing og går visse fossile interessenters ærinde jo mindre sandsynligt bliver det, at vi når det.
En del af politikernes modstand mod den grønne omstilling er netop også idiologisk, fordi den kræver en retfærdig fordeling af ressourcerne, der netop ikke kan lykkes ved, at de allerigeste rager til sig.
Men de eksempler jeg kom med burde jo være uafhængig af idiologiske grunde, med mindre man ikke tror på global opvarmning.
En af grundende til mennesker sulter er faktisk ikke madmangel, men manglende infrastruktur og politiske systemer. De samme problemer vi har med at få fat i Putins kleptokrater, fordi vores finanssystem er lavet til at beskytte den slags mennesker, gør at mange fattige lande kan plyndres og befolkningen derfor sulter.
Jeg mener lige netop det er relevant med billisterne, der klynker over brændstofpriserne og synes Putin er åh så ondt, mens de uden at kny kører hurtigere end tilladt. Samt politikere der enten ikke vil eller kun midlertidigt sænke hastighedsgrænserne.
Det viser mere end noget andet i mine øjne, at hverken danskerne eller politikerne har forstået hverken størrelsen af eller selve opgaven.
Især fordi det er så enkelt og effektivt for at sænke forbruget, at nedsætte hastigheden. Det gør ikke ondt og burde være at foretrække for et søndagskøreforbud.
Et er sikkert hvis man ikke forstår en opgave, ikke stoler på dem der forstår den, kan man selvfølgelig ikke løse opgaven ligegyldigt om den er stor eller lille.
Jeg mener, at vi kunne have og stadig kan klare energiomstillingen, hvis det politiske system havde taget og tager klimaforandringerne alvorligt.
Men hvis selv en krigssituation ikke kan ryste folk vågen, tror jeg desværre Morten Balling at du har ret og det er for sent.
@Inge Lehmann & Anders Bentsen
Vi ved alle at amerikanere "kører i store biler", men glemmer ofte, at de fleste danske er i kategorien "de rigeste én procent" (golbalt), og at danskere når til Earth Overshoot Day allerede i første kvartal:
https://www.overshootday.org/newsroom/country-overshoot-days/
Kina er det land i Verden som udleder mest CO2, ca. dobbelt så meget som USA. Det er til dels fordi nogle af de rige kinesere har "fået store biler", men det skyldes primært at der bor 230 gange flere mennesker i Kina end der gør i Danmark. Inderne udleder næsten dobbelt så meget CO2 som russerne, men igen, de er 10 gange så mange mennesker.
Langt størstedelen af Jordens befolkning bor på den nordlige halvkugle, og man skal et godt stykke ned i Afrika for at finde steder, hvor befolkningen er så fattig at de udleder den mængde CO2 de må, hvis det skal være bæredygtigt. Mennesker bruger energi. De bruger intern energi i form af føde, og de bruger ekstern energi, bla. til at producere føde.
@Alan F
Hvis du ikke allerede har hørt om Albert Bartlett, en tør gammel professor, som ikke var blottet for humor i den mere sarkastiske ende af skalaen, så tjek ham. Han er bla. kendt for at sige at menneskehedens største problem er vores manglende evne til at forstå konsekvenserne af eksponentiel vækst.
Bartlett er også kendt for en forelæsning han holdt 1742 gange (!), som handlede om eksponentiel vækst, befolkningstal og energi:
https://youtu.be/sI1C9DyIi_8
Morten du "glemmer" den langt vigtigste grund til at Kina, er den største co2 udleder, nemlig at de producerer rigtig meget af det globale forbrug, og sltså ikke fordi nogle "få" kinesere har fået store biler,
fejlen opstår fordi vi laver en opgørelse af hvor udledningen sker altså hvor der produceres,
hvis man skulle lave en opgørelse af ansvaret skulle man opgøre udledningen baseret på hvor produkterne forbruges,
men den opgørelse ville jo vise at det er os (vesten) som er de værste, så det gider vi ikke,
og hvem ejer produktionen i Kina, tjah en betragtelig del ejes af vestlig kapital fordi man i Kina kan købe billigt arbejde, så det grundlæggende problem er faktisk grådighed !
som sædvanlig !
tilføjelse til linie 3: eller fordi der er rigtig mange kinesere
@Jan Fritsbøger
Vi er ikke uenige. Vesten er grådig, og en "gennemsnits kineser" bruger reelt færre ressourcer end f.eks. en gennemsnits dansker. Så er der det med at Indien er Verdens tredje største CO2 udleder, og det er ikke fordi de eksporterer til Vesten. Kinas samlede udledning er heller ikke kun et udtryk for at de er blevet Verdens samlebånd, men er i høj grad koblet til befolkningstal og gennemsnitlig stigende levestandard.
Som jeg skrev er det dog også relativt ligegyldigt. Vi kender alle til at se tingene i det vi kalder helikopter perspektiv, men man kan også vælge at se på "systemet Jorden" helt ude fra rummet. Det ændrer ikke på al uretfærdigheden nede på overfladen af planeten, men det gør det nemmere at se mønstre og sammenhænge i, hvordan systemet helt overordnet udvikler sig.
Set deroppefra er det åbenlyst at arten Homo sapiens opfører sig ligesom alle andre arter i biosfæren. Er der overskud af vitale ressourcer, så stiger populationen. Det giver behov for endnu flere ressourcer i et såkaldt positivt feedback loop.
Du kan, hvis vi lægger vores egen forfængelighed på hylden et øjeblik, se Homo sapiens lidt som bakterier i en Petriskål. Bunden af en Petriskål er typisk dækket med et "vækstmedium", som dybest set blot indeholder næring til bakterierne, typisk sukker i store mængder. Det kan du sammenligne med Jorden og dens ressourcer.
Poder man en lille smule bakterier på overfladen af Petriskålen så bliver én bakterie til to, to til fire, til otte, 16, 32, 64, 128, 256, 512, 1024, ... Hver gang en fordobling, og en fordobling af 512 giver væsentlig mere end en fordobling af fire. Hvert step kaldes fordoblingstiden, og den er til gengæld konstant (i starten).
I Petriskålen kan man se små kolonier vokse frem, og de trives fordi de har rigeligt med næring. Det bliver dog ikke ved med at gå godt. På et tidspunkt begynder kolonierne at vokse ind i de andre koloniers "territorie", og så opstår der kamp om ressourcerne. Nogle bakterier har f.eks. udviklet evnen til at udskille stoffer der slår andre bakterier ihjel, så de kan få ressourcerne for dem selv. Lyder det bekendt?
Mennesker er set med biologiens øjne blot en "abe på en tilfældig stenkugle i det ydre rum". Det er svært at forholde sig til hernede midt i det hele, men vi er underlagt de samme spilleregler som bakterierne i Petriskålen.
I den Bartlett forelæsning jeg linkede til tidligere kommer Bartlett med følgende tankeeksperiment:
Lad os forestille os at vi har en bakterie som deler sig til to hvert minut (fordoblingstiden). Kl. 11 putter vi en bakterie ned i en flaske og kl. 12 er flasken fuld.
1. Hvornår var flasken halvt fuld?
Svar: Kl. 11:59. Ét minut før flasken er fuld er den halvt fuld, og derpå deler alle bakterierne sig i to, og dermed fordobles de og flasken er fuld.
2. Hvornår ville du som bakterie i flasken indse at det begyndte at knibe med pladsen?
Svar: Kl. 11:58 er flasken kvart fyldt, kl 11:57 er flasken kun en ottendedel fuld, og der er stadig næsten 90% af pladsen tilbage. Tror du nogen bakterie efter 57 minutters konstant vækst, og langt størstedelen af pladsen tilbage ville løfte et øjenbryn?
3. Hvis man nu forestiller sig at de små bakterier indser problemet, at de sender en ekspedition ud, og at ekspeditionen kommer tilbage og har fundet hele TRE nye flasker! Så må de da kunne klare sig væsentligt længere?
Svar: Kl. 12 er den oprindelige flaske fuld. Kl. 12:01 er to flasker fulde, og kl. 12:02 er alle fire flasker fulde. End of the line, som man siger.
Homo sapiens er lige præcis i den situation ift. energi og bæredygtighed, og det er utroligt svært at overskue nede på planeten, fordi vi allerede er sovset ind i at vi ikke opfører os ordentligt ift. hinanden. Det gør bakterierne heller ikke, men faktum er at når Petriskålen er fuld, og al næringen er brugt, så dør samtlige bakterier, ligemeget hvor grådige de har "lært" at være.
@Morten Balling
Tak for dit link til Bartletts forelæsning. Desværre gør det ikke en mere optimistisk mht. menneskehedens fremtid. Tværtimod. Eksemplet med bakterierne i flasken er meget instruktivt, især at man skal så tæt på klokken tolv for at erkende, der er et problem.
Jeg har siden slutningen af 80erne, hvor jeg gik på et kursus om AI, været varm tilhænger af brug af kunstig intelligens (AI), som redskab i "decision making". AI har i hvert tilfælde ikke problemer med at forstå eksponentielle funktioner.
En af mine absolutte favoritter Daniel Kahneman, professor i psykologi og nobelpristager i økonomi, er stor tilhænger af AI i "decision making" men mere pga. menneskets manglende evne til (altid) at træffe rationelle beslutninger - særligt når vi bruger vores "mavefornemmelse" (de hurtige beslutninger).
Med venlig hilsen
Alan
@Alan F
Mennesker træffer beslutninger baseret på en eller anden form for etik. Typisk nytteetik ("det rationelle") eller pligtetik ("mavefornemmelsen").
Den rationelle nytteetik er proppet med paradokser. Hvis du er læge og nytteetiker, så foreskriver nytteetikken at du f.eks. skal slå en rask patient ihjel for at give vedkommendes organer til fem syge patienter som ville dø uden transplantation.
Hver gang vi støder på den slags paradokser, så tyr vi til pligtetik. Den bygger ofte på religionerne, men hvis man igen ser på Homo sapiens med biologiens briller, så ligner det i mistænkelig grad, at sociale arter er evolutionært udviklet til at være "nogenlunde" empatiske og altruistiske, fordi begge gør det nemmere for flokken at fungere, uden at man ryger i totterne på hinanden. Hvis man samtidig roder lidt Game Theory ind i det hele, så kan man også forklare, hvorfor der altid er nogen som prøver at snyde på vægten, og hvad der helt naturligt sker når det bliver opdaget.
Der findes ikke etik uden paradokser. Det kunne forklares med at vi, som individer er blevet bevidste nok til at forstå gamet vi er en del af uden at kunne ændre det, for hvis der ikke var følelser på spil, så kunne vi bare sætte os ned med et regneark og regne os frem til hvad der er den "mest rationelle handling". Det gør vi heldigvis ikke. Ellers ville ingen turde gå til lægen mm.
Det er samtidig et af vores mange problemer, fordi filosofisk etik dybest set kan puttes i posen med f.eks. æstetikken, altså den med den varme luft. Problemet er at vores empati (heldigvis!) gør det åbenlyst at hvis man skader andre mennesker, så bliver de kede af det. Hvis man gør andre ondt, så kan de fleste forestille sig følelsen det fremkalder.
Jeg er ikke enig med Rust Cohle i alt, hvad han siger her (3 min klip), men essensen er desværre nok ikke så langt fra "sandheden":
https://youtu.be/eRtxe7b_SQQ
Vh
Morten :)
Det vi kan gøre med at nedsætte forbruget og gå over til el svarer til at nedsætte fordoblingstiden.
Og vi burde som mennesker kunne være i stand til at stole på de videnskabspersoner, der har fortalt os det brænder på og ikke være så dumme, at det er en mening der har samme vægt som politikerens uoplyste mavefornemmelsesmening.
Eksemplet med højrefløjens refleksignorering af effekten af hastighedsnedsættelse på oliemængden, sølle 10 km/ h batter jo ikke. Nej det er bedre at nedsætte afgiften. Lavere pris højere forbrug. Men det er typisk Politikerlogik.
Forøvrigt havde jeg læst mig til, at de rigeste 1 procent forbrugte 50 procent og de en procent allerigeste af de 1 procent bruger også hovedparten af de 50 procent ressourcer.
Men en ting er klar, gør vi ingenting eller er fodslæbende klarer vi ikke problemet og så vil vi ende med civilationsdræbende klimaforandringer.
Og har man den holdning det er alt for sent, kan vi vel bare give op og svine lige så meget som hjertet begærer. Ligeledes er artikler som det her fuldstændig ligegyldigt.
Jeg kan stadig ikke se problemet med befolkningen.
Der bliver sagt at 90 procent af verdens befolkning øger deres forbrug med 5 procent mens de 10 procent mindsker deres med 5 procent.
Det virker stadig ikke i mine øjne som en klar sammenhæng mellem befolkningsstørrelse og forbrug.
@Inge Lehmann
Forbruget af f.eks. olie per capita (globalt) har været nogenlunde konstant siden oliekrisen. Det gælder også for en amerikaner:
https://ourworldindata.org/grapher/oil-consumption-per-capita?country=US...
Til gengæld er vores forbrug af olie (globalt) steget helt vildt:
https://ourworldindata.org/grapher/oil-consumption-by-country?tab=chart&...
Bemærk at USAs forbrug af olie, selvom det er tårnhøjt per capita, stort set ikke er steget.
Det globale forbrug af olie er derimod steget ca. 2,5 gange siden 1965. Befolkningstallet (globalt) er steget 2,4 gange i samme periode:
https://ourworldindata.org/grapher/population-past-future?tab=chart&time...
Flere mennesker på planeten bruger flere ressourcer. Vi er HELT enige om at nogen bruger for meget, og at det går ud over dem der bruger mindre, men vi kan ikke forudsætte at menneskeheden vågner op i morgen og er blevet enormt altruistiske. Hvis vi vil have en idé om de fremtidige perspektiver er vi nødt til at forudsætte at ulighed og uretfærdighed også bliver en del af hverdagen fremover, i hvert fald indtil korthuset ramler.
Det er dét jeg mener med at, set ude fra rummet, så hænger Homo sapiens samlede ressourceforbrug tæt sammen med befolkningstallet. Selv i et land som Indien, hvor den gennemsnitlige inder ikke er "rig", udledes der ca. 2 ton CO2 per capita. Sidst jeg regnede på, hvad der i den sammenhæng er bæredygtigt, nåede jeg frem til ca. et ton per capita globalt (den udregning er for lang her). Det globale gennemsnit for alle 8 milliarder mennesker er pt. 4,5-5 ton per capita.
Hvis man så fik de rige til at bruge 1 kg ville man faktisk kunne sænke forbruget trods øgningen på 5 procent hos de fattige i antal.
Men problemet er jo vi ikke sænker forbruget nok og de fattige gerne vil forbruge mere og de bliver ældre.
Den øgning vi ser lige for tiden i befolkningstallet globalt kommer primært fra, at folk også bliver ældre i de fattige lande. Det eneste kontinent, hvor fertiliteten stadig er stor nok, til at øge befolkningen, er afrika. Selvom deres fertilitetsrate også er faldet. Men programmer fra FN, hvor man giver unge piger og kvinder gratis adgang og læring om prævention, viser at dette også effektiv nedsætter den afrikanske fertilitetsrate og dermed er en løsning på det problem.
Så vi kan og skal alle hjælpe de lande med for høj fertilitetsrate og vi kan endda gøre det nemt fordi FN allerede arbejder med det.
Vi har et problem med et voksende antal mennesker indtil dødsraten udbalancerer fødselsraten de næste par år før befolkningstallet begynder at falde.
Vi har et problem med vi stadig producerer for meget CO2.
Vi har klart fået at vide, hvis vi ikke gør noget får vi civilisationsudslettende klimaforandringer, hvilket igen betyder ufatteligt mange dødsfald og farvel til helt basale bekvemmeligheder. Selv i fattige lande.
Jeg ved godt, at ikke alle mennesker er lige empatiske og altruistiske, men at bekæmpe klimaforandringer bør være i ens egen interesse og uafhængig af de to førnævnte egenskaber.
Ligesom en voksen logisk skulle forstå, hvis man advarer vedkommende stop rør det ikke, det er brandvarm, forventer jeg også at politikerne ville kunne forstå den advarsel forskerne kommer med og ville kunne tage de logiske konsekvenser af det.
Jeg kan simpelthen ikke forstå, at det ikke er logisk for andre normaltbegavede mennesker og politikere.
At sige befolkningstallet er problemet med en ikke global befolkningsopretholdende fertilitetsrate betyder logisk, at man kun kan løse CO2udledningen ved, at fjerne den procentandel af mennesker, der afstedkommer den CO2 andel, der vipper klimaet, samt lidt mere. Og det skal man gøre før de har udstødt CO2en ellers er det for sent.
Derfor kræver det vi alle mentalt indstiller os på, at det kræver en indsats, der tages lige så alvorligt som jagten på månen og at vi skal have de fattige lande med.
For en afrikansk landsby, der ikke døjer med gammel fossilbaseret infrastruktur er omstillingen til el via solceller faktisk nemmere, da det heller ikke kræver en udbygget elinfrastruktur.
Men omstillingen kan kun lykkedes, hvis et flertal og politikerne endelig tager udfordringen alvorligt.
Ellers er, det lidt vi laver nu bare skønne spildte kræfter og vi kan være fuldstændig ligeglad med det liv der lider og tabes nu i f.eks. Ukraine, fordi hvis deres liv ikke er noget værd om nogle få år, er det heller ikke noget værd nu.
Jep Anders Bentzen, der er rigtig meget forskel på hvor meget forskellige danskere bruger. Så hvis de mest forbrugende danskere bare nedsatte forbruget til den mediane dansker ville vores forbrug falde en hel del.
Og klart, at hvis de mange mennesker i verden bare vil op på "2" kg bliver det for meget, hvis vi ikke ændrer på hvad slags energi vi bruger.
Men vi er der, at vi har redskaberne og de fattige har ikke byrden af en nyere infrastruktur og faktisk kunne de ende med et mere moderne system end de rigere lande, der skal erstatte noget de har.