krig i ukraine
Læsetid: 6 min.

Østrigsk professor: Sanktioner stopper ikke krigen – det kunne kompromiser måske have gjort

Selv om sanktionerne har været værre, end Putin forventede, får de ham ikke til at give sig i forhandlingerne. Vesten skulle have været bedre til at afsøge mulighederne for kompromis, mener østrigsk politolog og forfatter Gerhard Mangott. Nu er de svære forhandlinger overladt til Ukraine alene
Ideen om at gøre sig energiuafhængig af Putin er blevet beskrevet som »Europas mest slagkraftige våben mod Putin«, men det har altså næppe nogen betydning for udviklingen i den verserende konflikt, vurderer den østrigske politolog Gerhard Mangott.

Ideen om at gøre sig energiuafhængig af Putin er blevet beskrevet som »Europas mest slagkraftige våben mod Putin«, men det har altså næppe nogen betydning for udviklingen i den verserende konflikt, vurderer den østrigske politolog Gerhard Mangott.

Sean Gallup

Udland
15. marts 2022

Europæiske familier vil i den grad kunne mærke det, hvis EU indfører antirussiske sanktioner i energisektoren, og det vil være et risikabelt skridt at tage for Europa straks at afbryde gassamarbejdet med Rusland. Samtidig vil det at gøre sig uafhængig af russisk gas hverken deeskalere konflikten eller gøre det nemmere at forhandle med Putin. Det siger den østrigske politolog Gerhard Mangott, der er forfatter og professor ved Universität Innsbruck.

»Hvis Putin ændrede sit ståsted på grund af dette, ville han uden tvivl se svag ud, og han ville give et indtryk til den russiske befolkning og til den russiske elite af, at han havde givet efter og havde fejlkalkuleret ved at igangsætte invasionen. Der er ingen anden vej for ham end at fortsætte,« siger Gerhard Mangott om EU-Kommissionens plan om at skære to tredjedele i importen af russisk gas allerede i år.

Gerhard Mangott er blandt andet forfatter til Russlands Rückkehr: Aussenpolitik unter Vladimir Putin om Putins udenrigspolitik, og han har stor indsigt i Ruslands politiske og økonomiske relationer til omverdenen. Information kontakter ham for at få hans perspektiver på krigen i Ukraine og konflikten mellem Vesten og Rusland.

Ændrer ikke adfærd

Ideen om at gøre sig energiuafhængig af Putin er blevet beskrevet som ’Europas mest slagkraftige våben mod Putin’, men det har altså næppe nogen betydning for udviklingen i den verserende konflikt, vurderer Mangott.

Netop ideen om, at Putin har malet sig op i et hjørne, hvor han ikke har andre muligheder end at fortsætte den nu mere end to uger lange krig, indtil han får nogle væsentlige indrømmelser, er efterhånden blevet et udbredt synspunkt blandt vestlige eksperter og observatører. Giver han sig for meget, vil han tabe ansigt, og hverken vestlige fordømmelse eller økonomiske sanktioner vil uden videre få ham til at trække sig tomhændet tilbage, lyder vurderingerne.

I konfliktens spæde start var Gerhard Mangott ude at kritisere de vestlige landes divergerende tilgange til forhandlingerne om sanktioner mod Rusland. Sanktionerne har ellers fungeret som Vestens væsentligste modsvar mod Putins aggression og er blevet omtalt som de mest omfattende nogensinde, og særligt udelukkelsen af russiske banker fra det internationale betalingssystem SWIFT er blevet omtalt som det ultimative våben. Men det kommer altså ud fra Mangotts vurdering ikke til at have den store effekt på den verserende konflikt: 

»Det primære formål med sanktioner er at ændre den sanktionerede stats adfærd. Og det kan jeg ikke se ske i Rusland inden for en overskuelig fremtid. Det, som man rent faktisk opnår med sanktionerne, er at straffe Rusland. Ikke kun den russiske elite, men også den russiske befolkning,« siger Gerhard Mangott.

En udbredt indvending mod de vestlige sanktioner har været, at de var forventede fra russisk side. Samtidig har Rusland siden annekteringen af Krim og de sanktioner, det affødte, forberedt sig grundigt på en ny omgang af økonomiske sanktioner, har det lydt, blandt andet fra ruslandseksperten Alexander Gabuev i en artikel i The New York Times, hvor han udtaler, at den russiske økonomiske ledelse »med rette er stolt over det arbejde, de har gjort, for at gøre den russiske økonomi mere immun over for sanktioner«.

»Dette er, hvad der giver Putin sin strategiske manøvrefrihed,« udtaler den britiske historiker Adam Tooze desuden i samme artikel.

Stor skade

Den opfattelse deler Mangott til dels, men han tror, at særligt udelukkelsen fra SWIFT og sanktionerne mod den russiske centralbank har været uventet. Samtidig har den russiske regering næppe været specielt godt forberedt på, hvordan man skulle minimere de økonomiske skadevirkninger af sanktionerne, vurderer han:

»Optimismen er nok for høj i forhold til, hvor villig Kina vil være til at hjælpe Rusland med at afbøde nogle af konsekvenserne af de vestlige sanktioner. Det tror jeg ikke vil ske i den grad, som russerne forventer det, fordi kinesiske virksomheder er truet af amerikanske sanktioner,« siger Mangott i interviewet, der blev lavet før de seneste efterretninger om, at Rusland har anmodet Kina om militært udstyr til kampene i Ukraine.

Han »har sin tvivl« om, hvorvidt den russiske ledelse reelt har en plan for, hvordan man vil håndtere de hårde sanktioner, som vil ramme den nationale økonomi, den finansielle sektor og den almene russiske befolkning.

»Jo mere sanktionerne har indflydelse på hverdagen i Rusland, jo mere inflationen stiger og jo flere russere, der bliver arbejdsløse og mister deres opsparing, jo mindre vil støtten til Putin være. Men det betyder ikke, at hans magtposition vil blive svækket. Utilfredsheden blandt almindelige russere bliver ikke nødvendigvis oversat til politisk handling.«

Bløder Putin derimod op for kravene til Ukraine, går på kompromis for at forhindre yderligere sanktioner og dermed giver udtryk for at have fejlkalkuleret situationen, vil det svække hans position i den russiske politiske elite, vurderer Mangott. Det scenarie er ikke sandsynligt, mener han, og så er vi altså tilbage til hans pointe om sanktionernes manglende effekt på krigens rædsler.

Det efterlader os et sted, hvor forhandlinger med Putin er det, der er at forholde sig til. Siden invasionens begyndelse for to uger siden har en udbredt forståelse fra flere analytikere og eksperter lydt, at Putin reelt aldrig har været interesseret i at forhandle sig frem til en løsning for at undgå krig. Men den mulighed vil Mangott ikke udelukke:

»Måske var han interesseret i at forhandle om en løsning. Hvis han faktisk var det, hvilket vi ikke ved, så ville en mere fleksibel tilgang hos de vestlige forhandlere have været gavnlig og kunne måske have forhindret denne krig,« siger han.

Forhindre krig

Gerhard Mangott har tidligere foreslået at erklære et såkaldt moratorie – altså et stop – for NATO’s udvidelse de næste ti år for deeskalere konflikten. Det ville have krævet alle medlemslandes accept, hvilket ville have været vanskeligt at opnå, medgiver han. Samtidig har Ruslands ’røde linje’ flyttet sig, og det er ifølge Mangott mindre sandsynligt, at Putin ville have gået med til et moratorie alene.

Men de russiske betingelser, som Ukraine nu står over for at skulle tage stilling til, tydeliggør, at man fra vestlig side skulle have undersøgt mulighederne for et kompromis med Rusland bedre, mener han.

Søndag blev der meldt om fremskridt i forhandlingerne fra både Ukrainsk og russisk side.

Samtidig er præsident Zelenskyj – trods den stædige ukrainske modstand, som han er blevet symbol på siden krigens udbrud – den seneste uges tid kommet med indikationer på en vis vilje til at gå på kompromis. Det er særligt i forhold til spørgsmålet om neutralitet:

»I enhver forhandling er mit mål at afslutte krigen med Rusland. Og jeg er også klar til at tage visse skridt,« sagde den ukrainske præsident eksempel i et interview med tyske Bild forud for sidste uges forhandlinger, der dog ikke førte betydelige fremskridt med sig.

Til tv-stationen ABC sagde Zelenskyj desuden, at han er »kølet ned« i forhold til forhåbningerne om et NATO-medlemskab. Det har flere vestlige medier tolket som en mulighed for, at Zelenskyj vil være villig til at give efter for nogle af de russiske krav – på trods af at han tidligere har gjort det klart, at han ikke er villig til at anerkende Krim som russisk territorium.

Det er ikke desto mindre et af Ruslands tre nuværende krav, der desuden tæller en anerkendelse af Lugansk og Donetsk som selvstændige republikker, og at Ukraine skal have neutral status.

Krav, der ifølge Mangotts vurdering næppe er til forhandling fra russisk side, og det stiller præsident Zelenskyj og hans parlament i et vanskeligt dilemma. Af den grund burde den vestlige forhandlingspart inden invasionen have afsøgt forhandlingsmulighederne bedre, mener Mangott:

»Hvis Ukraine nu accepterer territoriale tab og en status som neutralt land – hvorfor har Vesten så ikke inden krigen erklæret, at de ville genoverveje NATO’s løfter om at integrere Ukraine? Hvorfor har de ikke talt om betingelserne for en neutral status for Ukraine som et kompromis mellem Vesten og Rusland? Det skulle have været undersøgt, og det blev det ikke,« siger Mangott og mener, at man på den måde kunne være blevet klogere på, i hvor høj grad Putin er forhandlingsvillig.

Han medgiver, at Putin med en vis sandsynlighed ikke havde været tilfreds med de tilbud og alligevel havde indledt invasionen.

»Men så kunne Vesten i det mindste sige mere troværdigt, at man havde forsøgt alt for at forhindre krig.«

Serie

Ny krig i Europa

Længe har man sagt, at Ruslands præsident Putin ikke har noget at vinde ved et gå i krig i Ukraine. Alligevel er krigen blevet en realitet. Ruslands invasion har en betydning, der ikke bare rækker ind i Ukraine, men også i NATO, EU og andre af russernes nabolande. Hvad gør Putin, Vesten og de tidligere sovjetrepublikker, Ukraine og Kina? I denne serie giver vi overblikket over den komplekse konflikt.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Peter Beck-Lauritzen

Jo, jo, Putin er på vej. Op, såvel som ned. Ingen ved, hvad vej han vælger. Mange vil gerne vælge for ham, nemlig ned.
100 tusinde i russiske fængsler! Adskiller sig ikke fra Erdogan, eller Xi! Der er end da flere andre despoter i samme kaliber. Som lever i fredelig sameksistens med vestens såkaldte "vestlige værdier"!
Brug dog konfiskationer i stedet for vattede sanktioner, i forsvaret af vore "værdier"!

Jacob Nielsen

Sagen er jo den at manden har ret. Men et rimeligt (set med vores øjne) kompromis, ville forudsætte at vi ville være ligeværdig militær modstander, men det er vi alt for svage til. Vi har nedrustet på et forkert grundlag, nemlig en løgn om at der ikke ville være nogen militær trussel mod os selv og vores nærområder de næste 10 år. Og så har vi givet Putin alt for lang snor efter 2014, særligt AM og Tyskland som helhed.

Vi er også skyldige i denne krig.

Steffen Gliese

Men der er jo ikke noget at lave kompromis om! Rusland har invaderet et suverænt land, og Rusland må trække sig tilbage - og tage deres 5 . kolonne i Donbass-regionen med sig.

Dennis Tomsen, Lillian Larsen, Steen Hartov, Anders Thornvig Sørensen, Torben Lindegaard, Inge Lehmann, David Zennaro, Jesper Frimann Ljungberg, Torben Siersbæk, Alvin Jensen, Ole Olesen, Poul Anders Thomsen, Jens Christensen, Peter Beck-Lauritzen, Jørgen Mathiasen, Christian de Thurah, Holger Nielsen, Inge ambrosius, Bent Nørgaard og John Christian Mogensen anbefalede denne kommentar
Jacob Nielsen

@Steffen Gliese

Jeg tror vi taler om to forskellige perioder. Før 24. februar, og efter, i virkeligheden måske før-Krim 2014, og efter.

Men det er noget vrøvl ikke at ville anderkende at Rusland har brug for et nærområde hvor NATO ikke bør opstille raketter og styrker. Nøjagtig ligesom de amerikanske, hvor Cuba er for tæt på USA.

Vi kunne godt have givet Rusland nogle sikkerhedsgarantier, uden ville gå på kompromis, med vores egne.

Nu er der ingen vej tilbage, og efter min mening intet at forhandle med Putin om. De skal trække deres styrker ud, betale krone for krone for de skader, drab mm. som er blevet begået, og så skal Putin og hans medsammensvorne for en international domstol.

Og så skal Carlsberg naturligvis lukke i Rusland. Gør de ikke det, er jeg færdig med deres produkter, nøjagtig ligesom jeg har fravalgt Arla efter Muhammedkrisen..

Jens Thaarup Nyberg, Alvin Jensen og Lasse Schmidt anbefalede denne kommentar

Peter Beck-Lauritzen

Beklager men Erdogan er ikke en despot, det er vestlig propaganda når det er bedst.
Mandens "forbrydelse" var at han fravristede magten fra de Vesten/NATO indsatte generaler samt deres støttere, og at han transformerer Tyrkiet til en stat der kan stå på egne ben, og med egne interesser/politik. Det kan man bare ikke have i Vesten, da Tyrkiet skal forblive en vasalstat. Metoderne kan man diskutere, men det er altid nemmere bare at dæmonisere en person for at vende folk imod denne.
Vi er efterhånden vant til denne drejebog fra Vestlig side.

Jens Thaarup Nyberg, Jette Steensen og John Andersen anbefalede denne kommentar
Jørgen Mathiasen

Vi har ærlig talt ikke brug for Besserwisserei. Hvis professor Mangott mener, at han har noget at bidrage med i politik, må han stille op til valg. Indtil da gør en hær af diplomater, analytikere og statsledere et kraftigt forsøg på at få krigen i Ukraine bragt til et stop.

Anders Thornvig Sørensen, Inge Lehmann, Torben Siersbæk, Ole Olesen, Peter Beck-Lauritzen, Steffen Gliese og Jens Christensen anbefalede denne kommentar

Sikke en gang ligegyldigt ævl! Enhver kan se, at såfremt der var indgået et kompromis, ville krigen havde været undgået. Det kræver ikke en forklaring fra en østrisk professor, at kunne forstå det.

Det der i virkeligheden er i spil, er om der nogensinde har været basis for at indgå et kompromis. Skal Putin have ret til at bestemme hvilke forsvarsaftaler de gamle sovjetstater nu skal indgå. Skal han have ret til at forbyde dem, at vende sig mod vesten, efter, i årtier, at have været underlagt et russisk dikteret regime?

Hvis man i alvor mener, at det er Putins legale ret, at træffe den slags beslutninger, må man nødvendigvis opgive de selvstændige østeuropæiske staters ret til selvbestemmelse Det er en kortsigtet . og ussel holdning, der sælger andres ret til frihed, for at vi selv skal få fred for bøllen i skolegården, indtil han finder på andre krav vi må føje.

Dennis Tomsen, Jesper Lykke Jacobsen, Thomas Janhøj, Anders Thornvig Sørensen, Torben Lindegaard, Inge Lehmann, Torben Siersbæk, Alvin Jensen, Ole Olesen, Peter Beck-Lauritzen, Steffen Gliese, Jens Christensen, René Arestrup, Lasse Schmidt og Jørgen Mathiasen anbefalede denne kommentar

Tak til Information for en god artikel.

Christian Mondrup, Henriette Bøhne, Jens Thaarup Nyberg, Marie-Christine Poncelet, Søren Dahl og Carsten Munk anbefalede denne kommentar
Jacob Nielsen

@Erik Jensen

Dine betragtninger er for så vidt rigtige, men uanset hvor meget jeg mener vi skal takke USA for at stabilisere Europa efter ww2, så er det en dobbeltstandard på den ene side at synes det er rimeligt at USSR ikke fik lov til at opstille missiler på Cuba, (eller som Rusland igen har truet med for kort tid siden) men ikke samtidig vil anerkende at Rusland har et legitimt behov for at der ikke opstilles NATO tropper mm. tæt på deres grænse.

Og vi har ignoreret det, og vi har betragtet os selv som vinder af den kolde krig, uden at ville en reel dialog med taberen. Altså som en gentagelse af perioden mellem ww1 og 2, hvor man ydmygede Tyskland først, og derefter kom modreaktionen.

Jørgen Mathiasen

Nu kan vi vist ikke gentage længere, at afspændingspolitik og tillidsskabende foranstaltninger mellem Rusland og NATO er det samme som Ukraines rettigheder som suveræn stat og til territorial integritet og selvbestemmelsesret.

Man kan nøjes med det første kursus i diplomati for at se forskellen. Og hvis man alligevel ikke kan, så kan vi allerede nu sige, at begge dele i form af deres adskilthed vender tilbage, når krigen har fundet en afgørelse. Rusland har ingen vej forbi forhandlinger med Vesten både om sanktioner og sikkerhedspolitik.

Eva Schwanenflügel, Inge Lehmann, Torben Siersbæk, Alvin Jensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

Hvad er iøvrigt Putins problem med en fælles grænse med NATO. Er fabrikkerne holdt op med at producere langtrækkende atomvåben? I øvrigt, hvis det lykkes ham at flytte jerntæppet 600 tusind km vestpå ændrer det så noget i magtbalancen mellem øst og vest - andet end antallet af kvadratkilometer underlagt russisk diktatur? At tilrane sig et broder-land med folkedrab plejer heller ikke at være opskriften på sikkerhed og derfor er det stadig svært at se hvad rationalet - som andet end storhedsvandvid.

Måske er det nogle af disse usikkerheder der har forvirret forhandlerne. men i bagklogskabens ulidelige sortehavsyn er det klart, at muligheden for at stoppe krigsfestlighederne med en garanti om neutralitet burde også have været afsøgt, dog ikke uden samtidig med en garanti for omfattende repræsalier, hvis ikke garantien overholdes - af begge parter. Ukraine har næppe nogen interesse i at vesten forhander landet ind under en defakto annektering af Rusland, for så kunne de jo ligeså godt have overgivet sig på dag ét. Nu har de valgt at kæmpe Putins krig og det problem er det først og fremmest op til Putin at finde en løsning på. Især fordi han øjensynlig er ualmindelig svær at komme i kontakt med.

Eva Schwanenflügel, Inge Lehmann, Alvin Jensen, Peter Beck-Lauritzen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Poul Anders Thomsen

Det er rigtig synd for Putin, at han har sat sig i en position, hvor han tilsyneladende kun kan blive ved med sin krig, for at opretholde et billede af en stærk mand overfor den russiske befolkning. Problemet er bare, at det er endnu mere synd for den almene russer og for os, som elsker frihed og allermest synd for ukrainerne, der får ødelagt deres land og dræbt deres kære. Hvis man tænker lidt over det, så kan hverken vi, ukrainerne eller russerne, slet ikke være interesserede i at have en verdensleder, som tror han skal fremstå som en stærk mand. Og ingen kan være tjent med at have en præsident i Rusland som Putin. Vi ved at han undertrykker sine egne landsmænd, at han rask væk myrder egne statsborgere som er uenige med ham og at han indsætter marionetpræsidenter i sine nære nabolande. Han har også vist at hvis et selvstændigt land, som Ukraine, skulle drømme om frihed, lighed eller gud forbyde det håbe på demokrati, så stjæler han først deres territorier i mindre bider, for derpå at invadere landet, smadre deres infrastruktur, deres byer og boligblokke. Bombe hospitaler og terrorisere civile og han lyver for sine egen soldater for at få dem til gå hans ærinder. Hvilke kompromiser kan man indgå med sådan en tyran, hvad kan man give sådan en diktator så han får nok og stopper? Skal vi give ham Ukranine og så lægge Moldovia med oven i handlen for at forsøde det lidt. Og hvad med næste gang skal vi så give ham Letland, Estland, måske Litauen og derefter , skal han så have Polen og Rumænien? Putin holder kun en aftale, så længe han tror den er til hans fordel. Putin er bad-news, han er ligeglad med menneskeliv, inden i har han et stort hul og uanset hvor mange sjæle han fodrer det med, bliver det aldrig fuldt. Han har umættelige Tsardrømme og intet bliver nogensinde nok. Han stopper først når hans lille sorte hjerte kramper sig sammen en sidste gang. Jo før vi indser det, desto før ved vi hvad vi bliver nødt til at gøre og det bliver ikke nemmere jo længere vi venter. Det handler om vores og alle andres ret til frihed, frontlinien er lige nu i Ukraine. Lad os stoppe den der, inden den flytter længere vest på. Lad os give Ukrainerne det de har brug for så de overbevisende kan sende den røde hær hjem til Rusland med halen mellem benene. Vi har isenkrammet, vi har efterretningerne og vi styrken til at gøre det. Hvis Putin får kløe i Ukraine, så må han jo prøve at forklare det til sin egen befolkning.

John Scheibelein, Lillian Larsen, Eva Schwanenflügel, Inge Lehmann, Jesper Frimann Ljungberg, Torben Siersbæk, Alvin Jensen, Ole Olesen, Peter Beck-Lauritzen, Steffen Gliese og René Arestrup anbefalede denne kommentar
Marie-Christine Poncelet

Netop!
" men så kunne Vesten i det mindste sige mere troværdig, at man forsøgt alt for at forhindre krig"
Det er spørgsmålet, ville Vesten forhindre krigen? eller ser vesten krigen som eneste løsning?
Vesten er kommet ind i en accelererer spirale af krigs retorik, flere våben, flere krige, flere konflikter, hele menneskehed udenfor vores vestlige interessers sfære er potentiale fjender der skal bekæmpes.
Det er en frygtelig fremtid vi bliver budt på, det ser ud som om alle er enige kun få stemme i Danmark prøver tøvende at nævne at krigen er ikke fremtiden hvis menneskehed skal overleve, disse stemmer blev/ bliver hurtigt udskammet, en af dem er EL .

Henriette Bøhne, Mogens Holme, Jette Steensen, Ture Nilsson, Palle Yndal-Olsen, Inger Pedersen, Alvin Jensen, Majken Munch, Søren Kristensen og Karsten Nielsen anbefalede denne kommentar

Vesten skulle have været bedre til at afsøge mulighederne for kompromis, mener østrigsk politolog og forfatter Gerhard Mangott.
Hvis man sagde den slags i Enhedslisten, vil man blive "sat på plads" af Mai Villadsen og "tordnet imod" af Pernille Skipper, der "aldrig har hørt udtalelser så langt fra virkeligheden". Verden er blevet til sort/hvis. Et nuanceret standpunkt har ikke en chance.

Per Dørup, Mogens Holme, Jette Steensen, Karsten Nielsen, søren ploug, Christel Gruner-Olesen og Alvin Jensen anbefalede denne kommentar
Jørgen Mathiasen

Til Søren Kristensens senest bidrag og til artiklen
Vi gentager, at Olaf Scholz på pressemødet i Moskva umiddelbart før 24 februar sagde, at Ukraine ikke bliver NATO-medlem i hans tid som kansler, måske ikke engang i den evighed Putin regerer.

Det tilbud kunne Putin have grebet, men han gjorde det ikke, for han havde allerede besluttet sig for en krig og ville derfor heller ikke sige til Scholz, at den var udelukket.
Russerne har ansvaret og vil få regningen.

John Scheibelein, Dennis Tomsen, Eva Schwanenflügel, Thomas Janhøj, Anders Thornvig Sørensen, Torben Lindegaard, Inge Lehmann, Torben Siersbæk, Alvin Jensen, Ole Olesen, Peter Beck-Lauritzen, Steffen Gliese, René Arestrup, Søren Kristensen og Poul Anders Thomsen anbefalede denne kommentar
Henriette Bøhne

Det er utroligt så hurtigt, vi fik opbrugt hovedstolen af den arv nobelpristageren Willy Brandt efterlod os.

Mit hjerte er tungt af sorg.

Flemming Berger, Anders Reinholdt, Inger Pedersen, søren ploug, Pietro Cini, Alvin Jensen og Peter Beck-Lauritzen anbefalede denne kommentar
Karsten Nielsen

Den østrigske professor har da nok ret i, at Vesten kunne have afsøgt muligheder for kompromis. Det skulle i så fald være sket før jul, hvor Lavrov (den russiske udenrigsminister) udtalte om vestlige forhandlere, at de var både døve og stumme. Det er for sent nu – men det ændrer ikke ved, at der i dén grad er brug for viden om konfliktens forskellige interesser for at finde løsninger NU. En sådan viden får vi desværre ikke gennem de almindelige medier. Man må som borger søge andre steder hen. ALLE, der interesserer sig for konfliktens baggrund bør læse vedhæftede artikel fra historikeren Johanthan Ng fra medier trouthout. Det er rystende læsning om våbenindustriens lobbyister og politikeres manipulationer for at udvide NATO og skabe spænding i Ukraine. Vi bliver ALLE – medier, politikere, befolkning – forført og holdt uden for en reel forståelse af konflikten og dermed mulighed for en fredelig løsning.
https://truthout.org/articles/arms-industry-sees-ukraine-conflict-as-an-...

Mogens Holme, Alvin Jensen, søren ploug og Jan Fritsbøger anbefalede denne kommentar
Jørgen Mathiasen

Putins mur af løgn omkring medierne er ikke fuldstændig tæt. Til Russia-1 har filmskaberen Karen Schachnasarov (en mand) sagt i et talk-show: »Hvis dette billede [af krigen] forvandler sig til en absolut humanitær katastrofe, vil selv vores nærmeste allierede som Kina og Indien være tvunget til at distancere sig fra os.«

Det skal man nok ikke regne med, at Putin-apologeterne i Danmark distancerer sig en bloc, men for alle andre er forhåbningen, at klokken snart falder i slag hos russerne.

Det kan man læse i: "Afghanistan bare værre" i https://www.tagesspiegel.de.

Eva Schwanenflügel, Thomas Janhøj, Inge Lehmann, Alvin Jensen, Torben Siersbæk og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Peter Beck-Lauritzen

Michael Kamp: Njah, Erdogan har for mange i fængsler til at kunne aftvinge respekt. Erdogans regime er et terror-regime. Og, Erdogan har drømme, som Putin, nemlig det Osmanniske rige. Derfor er Erdogan også i klasse med
Xi, som også har store drømme og mange i fængsler. Overfor disse krabater står vesten, med andre værdier, som heller ikke håndhæves fejlfrit, men dog med færre i fængsler og ret til at ytre sig om alt muligt.
Lad os se om Erdogan og Xi kan holde balancen i den russiske Ukraine-krig!
Putin taber i Ukraine. Vesten har det krigsmaterielle overtag, selvom det siges, at militæret har været forsømt, hvilket jeg betvivler i denne russiske sammenhæng. Putins hær lader, tilsyneladende, også en del tilbage at ønske funktionsmæssigt og ledelsesmæssigt!

Dennis Tomsen, Jørgen Mathiasen, Eva Schwanenflügel, Thomas Janhøj, Inge Lehmann, Alvin Jensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

@ Jørgen Mathiasen og co.

Tak til alle "vi" for kursiverne.

Men nu var det altså neutralitet og garanti for samme, der var artiklens anliggende og ikke kun udelukkelse af NATO-medlemskab i den tyske kanslers levetid. Olaf Scholz er tilsynelandende ikke kun en dårlig forhandler, han er også en dårlig psykolog. Når han siger at Ukraine ikke bliver medlem af NATO i hans levetid, så antyder han jo samtidig muligheden for at det kommer til at ske ude i fremtiden og uanset sandhedsværdien af det udsagn, så er det nok lige præcis det Putin ikke ønsker at høre. Ikke mærkeligt at forhandlingerne brød sammen.

Når det er sagt, så synes jeg også at Ukraine selv skal have lov til at bestemme hvilken alliance de søger. Det spørgsmål er bare desværre ikke op til mig.

Torben Siersbæk

Jeg forstår ganske enkelt ikke at en østrigsk professor kan få sig selv til at mene - endsige proklamere for alverden - at et suverænt land skal danse efter en stormagts pibe!
Han kan da for Søren bare valse forbi Schwartenbergplatz i Wien, hvis han er kommet i tvivl om hvad det betyder!
Derudover er det da ejendommeligt, at professoren skælder vestlige regeringschefer og udenrigsministre ud for ikke at forhandle med Putin
Der har da været tusindvis af møder, hvor diktatoren kunne have formuleret sine krav mere operationelt og virkelighedsnært end sine sindssyge fantasier om nynazister og narkomaner - hvis han altså overhovedet ville forhandle!
Og til alle, der ikke ved hvad der ligger på nævnte sted i Wien: I kan kigge på denne side https://www.wien.gv.at/umwelt/parks/anlagen/schwarzenbergplatz.html - verdens grimmeste krigsforherligelse: Heil til den Røde Hær, som SKAL blive stående i henhold til fredsslutningen mellem Østribog de fire sejrsmagter.
Det er næsten ligeså gyseligt som monumentet i Treptower Park i Berlin. Men de har selvfølgelig også samme baggrund!

Eva Schwanenflügel, Thomas Janhøj, Poul Anders Thomsen, Inge Lehmann, Peter Beck-Lauritzen og Jørgen Mathiasen anbefalede denne kommentar
Jørgen Mathiasen

@Torben Siersbæk
Det i Treptow kender jeg, det østrigske kender jeg ikke før nu. Til gengæld står Heldenplatz (hvilket navn!) som symbol for den østrigske skam. Thomas Bernhard (1931-1989, selv østriger) benyttede det som titel på et af sine mest giftige dramaer, og det vil sige ikke så lidt.

Putin modtager forhandlingstilbud hver eneste dag. Foreløbig svarer han ved at lade sit artilleri lægge Ukraine i ruiner.

Eva Schwanenflügel og Torben Siersbæk anbefalede denne kommentar
Martin Trolle Mikkelsen

Professorens påstand om ”at der kunne være forhandlet” har ingen bund i virkeligheden: For det første blev de forhandlet på livet løs før invasionen og for det andet gjorde Vladimir Putin jo tydeligt opmærksom på at han ville gå i krig lige meget hvad.

Det er så Vladimir Putins måde at løse politiske problemer på, det har han gjort fuldstændigt klart i tale, på skrift og ved handling (Georgien og Tjetjenien) gennem hele sin karriere.

Den eneste måde denne krig kunne være indgået på havde været at lukke Ukraine ind i NATO medens tid var. Men det var altså ikke muligt.

Diskussionerne om en sikkerhedszone er selvødelæggende: Den begrundes med at Rusland er en stormagt, hvad Rusland IKKE er og dernæst med at Rusland derfor har krav på en sikkerhedszone til NATO – selvom Rusland hr en 4.300 kilometer lang grænse mod sin mest sandsynlige aggressor: Kina. Dér er der ingen sikkerhedszone.

NATO’s landgrænse mod Rusland er kun de baltiske lande, cirka 175 kilometer, Ukraine’s NATO-medlemskab ville gøre grænsen cirka 1.000 kilometer længere. Al tale om at Rusland skulle være ”omringet” er derfor uden relationer til virkelighedens verden.

Professorens forlag om at gøre Ukraine neutralt er fuldstændigt ansvarsløst: Hvis vi går med til det skal vi (Ukraine) gennem den samme krig igen om fem eller ti år.

Jens Christensen, Dennis Tomsen, Lillian Larsen, Eva Schwanenflügel, Thomas Janhøj, Torben Siersbæk, Jens Juul, Inge Lehmann og Peter Beck-Lauritzen anbefalede denne kommentar

Jeg forstår ikke alle dem der bliver ved med at kredse om at man kunne have forhandlet en løsning, medmindre man med forhandlingsløsning mener total underkastelse.
Putin viste hvad han er istand/villig til i Tjetjenien krigen og siden i andre konflikter

Lillian Larsen, Peter Beck-Lauritzen, Eva Schwanenflügel, Torben Siersbæk og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Torben Siersbæk

@Jørgen Mathiasen - 15. marts, 2022 - 13:59.

"Russendenkmal" på Schwatzenbergplatz er er ægte sovjetisk: afsindig stort og afsindigt gyseligt.

(Sammenlign med nogle af sejrsmonumenterne i Moskva, så har du en pejling! Og hvis du ikke har været der endnu, så vær lidt diskret, hvis du tager dertil nu.)

Det er mere hæsligt end det amerikanske på "Omaha Beach" krigskirkegården i Normandiet - og det er endda i en klasse for sig selv.

Anders Thornvig Sørensen

Søren Dahl, 15. marts, 2022 - 10:28

Nogle gange ér verden sort/hvid, det har man før set.

Mht. nuancer, så er det åbenbart ikke noget, russiske missiler kender til.

Kim Folke Knudsen

@Gerhard Mangott

Möglicher Weise eine ganz korrekte analyse aber Jetzt leider zu spät

Som sagt det var en tåbelig beslutning at tilbyde Ukraine Nato medlemskab i 2008 og så ikke sætte nogen dato på, hvornår medlemskabet trådte i kraft.

En sådan beslutning havde om alle omstændigheder krævet et tæt forhandlingspolitisk arrangement med Rusland. De to nationer er som søstre vævet ind i hinandens historie og med familiebånd på begge sider af grænserne.

Alt sammen nu knust af den vanvittige og sindssyge diktator Vladimir Putin. Flere 100 års relationer mellem de to stater ligger nu i ruiner på grund af dette eklatante overfald som helt er efter Adolf Hitlers opskriftbog på likvideringen af det polske folk og den polske stat i 1939-1945.

Der var også en række beslutninger tidligere, som heller ikke var særligt smarte.

Angrebet på Serbien i 1999 uden FN mandat og uden at Rusland overhovedet var inddraget i den løsning, der skulle til for at standse de etniske udrensninger og mord på den kosovo albanske befolkning.

Angrebet på Irak med et falsk alibi ( Iraks atomvåben ) og igen manglende FN mandat og nul inddragelse af Rusland.

Nogen har på et tidspunkt i 1990´erne sagt til russiske politikere at de aldrig kunne blive medlem af NATO, fordi landet var for stort. Sikke noget vås, Canada er medlem uden problemer.

Men sådan er der så mange fejltag, som kan føre til, at de politiske vinde skifter uden, at vi rigtig er opmærksomme på rækkevidden.

Men uanset hvor mange forsmåede russere som nu vil hævde sig igen, så er der ingen undskyldning og ingen tilgivelse for det brutale overfald på en fri og uafhængig nation Ukraine. Rusland har anbragt sig selv helt udenfor civilisationens rækkevidde og fremstår som en kolos af et Nordkorea optaget af vold magt og ekspansion på andre landes bekostning. En international paria af en belastning for hele Verdens freden det er Putins Rusland nu.

Det tragiske i denne sag og det som afslører at diktatoren er sindssyg og vanvittig er følgende.

Han havde allerede okkuperet Krim, Sevastopol flådebasen var sikkert under russisk kontrol og ingen i Vesten overvejede en militær aktion eller vidtgående sanktioner, for at tvinge Rusland væk fra Krim.

Han havde allerede fuld militær kontrol over Luhansk og Donetsk regionen, den russisk besatte del. Ingen i Vesten overvejede en militær aktion eller vidtgående sanktioner for at tvinge Rusland væk fra de to provinser Luhansk og Donetsk.

Alligevel er det patologiske had hos Diktatoren Vladimir Putin så åbenlyst i lys lue, at han er villig til at kaste Verden ud i en 3. Verdenskrig for at udslette den ukrainske nation og det ukrainske folk ligesom Adolf Hitler ville udslette Tjekkoslovakiet og Polen.

Vesten og den frie Verden kan ikke forhandle med dette forbryderiske regime, som opfører sig som om de har ret til at bedrive terror hvor som helst medens de truer med Atomvåben og kemiske våben hvis selv den mindste lille stat vover at byde kolossen af Ondskabens Imperium trods og modstand.

Et regimeskifte i Rusland er en nødvendighed - og Den Røde hær skal under international kontrol, så den ikke hele tiden udgør denne massive terrortrussel mod hele Verdensfreden og mod nabolandenes ve og vel.

VH
KFK

Jørgen Mathiasen

Allerede var artiklen var afsporende ved at kritisere sanktionerne for at være uvirksomme over for krigsbegivenhederne. Det er de naturligvis ikke og interessant er også, at vi endnu ikke har set nogen bandbuller fra Kina mod Vesten. Kineserne ønsker sig næppe store indskrænkninger i globaliseringen, og spørger antagelig sig selv om, hvad i alverden russerne har gang i.

DR meddeler. at "Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, lufter muligheden for at finde alternativer til et medlemskab af forsvarsalliancen Nato."

Der er ikke nogen sikkerhedsordning for Europa uden Rusland eller Ukraine, men foreløbig har vi det problem, at Rusland forstår denne konstatering som om, Vesten og Ukraine skal acceptere de maksimalfordringer, Rusland har fremsat i skriftlige meddelelser til NATO. Det kommer Vesten ikke til, og derfor kan den ukrainske præsidents seneste bestræbelser være vejen til at finde alternativer til de krav, russerne har stillet.