På flugt fra Ukraine side om side med kampvogne, luftalarmer og eksplosioner

FRA KYIV TIL MEDYKA – Midt i flygtningestrømmen får jeg øje på seksårige Marina. Klokken er otte om morgenen, her er minus fem grader, og hun sidder på en rullekuffert i vejsiden, pakket ind i et tæppe. Og på den måde sover hun.

Jeg tænker, at hun må være usædvanligt udmattet for at kunne falde i søvn siddende i denne kulde. Hendes mor og storebror står ved siden af og kigger udtryksløst ud i luften.

For få dage siden var Marina et almindeligt børnehavebarn i den ukrainske hovedstad Kyiv. Hun var begejstret for at tegne, fortæller moren Ania. Og for at løbe rundt med vennerne ude på legepladsen. Men torsdag – dagen hvor Rusland begyndte sin invasion af Ukraine – gik alt i opløsning. Fra den ene dag til den anden gik hun fra at være børnehavebarn til flygtningebarn.

»Hendes liv – vores liv – bliver aldrig det samme igen. Det knuser mit hjerte,« siger moren. »Alt er nu usikkert. Min mand bliver i Ukraine og kæmper, og vi ved ikke, om vi nogensinde ser ham igen.«

Den lille familie har været på farten i næsten to døgn. Og de mangler stadig en gåtur på 25 kilometer til Polen og den polske grænseby Medyka, hvor de vil søge sikkerhed.

Jeg er selv kommet til grænseområdet efter en biltur på 600 kilometer fra Kyiv. Men de sidste 35 kilometer mod Medyka er en lang bilkø. Som står bomstille. Mange er derfor begyndt at gå. Og ved 35-kilometermærket er jeg også stået ud af bilen og fortsætter til fods. Landskabet omkring os er gennemfrosset, og jeg har frost i skægget.

På vejen har folk smidt tasker, tøj, skolebøger, legetøj og andre ejendele for at bære på mindre vægt. De vil bare fremad mod grænsen. Jo hurtigere, jo bedre.

I strømmen af mennesker er der ikke kun ukrainere. Jeg møder studerende fra Nigeria, Ecuador, Pakistan og Spanien, computerprogrammører fra USA – og flygtninge fra Yemen og Afghanistan, som nu igen skal flygte fra krig.

Når flygtningene endelig kommer over grænsen til Polen, er der kø ved bussen.

BRYAN WOOLSTON

Alle vil væk

Lidt over 24 timer forinden – fredag tidlig morgen – forlader jeg mit hotel i Kyiv. Russiske styrker er begyndt at angribe hovedstaden. Luftrummet er lukket, og det virker umuligt at få fat i en bil. Jeg går derfor i Kyivs næsten tomme gader mod hovedbanegården med et spinkelt håb om, at der er en plads på et tog i vestlig retning.

Undervejs er nogle familier i hast ved at pakke deres biler for at komme væk. Pludselig lyder den tudende luftalarm. Jeg råber til den eneste person, jeg kan se. Hvad gør vi? »Metro, metro,« råber han. Og vi løber mod den nærmeste metrostation med hjertet oppe i halsen, mens vi kan høre drøn fra eksplosioner i det fjerne. Vi kommer i sikkerhed nede i den dybe undergrund. Her er allerede mange mennesker. Nogle af dem har overnattet i undergrunden på medbragte liggeunderlag.

»Vi tør ikke længere sove derhjemme. Metroen er det sikreste sted i Kyiv lige nu,« siger en teenagedreng, der har sovet her sammen med sine forældre.

Metrotogene kører stadig, men da jeg kommer hen til hovedbanegården, er det tydeligt, at det bliver umuligt at få billet. Der er lange køer ved billetlugerne, som egentlig lige så godt kunne være lukket. For som alle andre får jeg det samme svar på mit spørgsmål om ledige pladser: »Nej, nej, nej.«

Folk er desperate. Magtesløse. De kan ikke komme væk. Jeg stiller mig ud foran stationen. Klokken er syv om morgenen. Der er regndråber i luften, de russiske angreb lader til at komme tættere på, og jeg begynder at tænke, at jeg ikke kan komme ud af Kyiv.

Jeg skal til at skrive netop den besked til min kone, da jeg ud af øjenkrogen pludselig får øje på tre afrikanere, der har fået stoppet en bil og står og taler med chaufføren. Hvad har de gang i? Det kunne måske være noget. Jeg går hen og spørger. Det viser sig, at de har fundet det, der svarer til at finde en enhjørning: transport ud af Kyiv.

De skal til Lviv i det vestlige Ukraine, tæt på Polen, siger de. Og de har allerede aftalt en pris med chaufføren. Han er klar til at køre lige nu. Vi kan høre eksplosioner i det fjerne. Må jeg komme med, hvis jeg betaler halvdelen, spørger jeg. Please?

Kampvogne og familiebiler

Kort efter sidder jeg klemt på bagsædet ved siden af Nepo og Sandrene. På passagersædet foran sidder Steven. Tre studerende fra Rwanda, der har været i Ukraine i ti måneder. De viser barmhjertighed over for mig, og nu er vi på flugt sammen.

»Jeg havde hørt om kampene ude østpå, men havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at det her ville ske. At der ikke ville være sikkert i Kyiv,« siger Steven. »Vi skal bare væk, for hvis vi ikke redder vores liv, kan alt andet jo være ligegyldigt.«

Foran mig i Skodaens førersæde sidder storrygende Serhii, en mand i 50’erne med et ukrainsk flag i forruden. Han taler ikke et ord engelsk. Klokken er nu 07.30 om morgenen. Luftalarmen tuder igen, da vi kører af sted, men jeg er lettet, selv om tempoet godt nok er sneglefart, da andre i titusindvis også er på flugt. På vej ud af byen inden russerne omringer den. Folk sidder klemt inde i bilerne, mens der kommer dumpe drøn fra eksplosioner mod nord, hvor afgørende kampe er brudt ud mellem ukrainske og russiske styrker.

Flere steder er der opstået lange bilkøer tæt ved grænsen.

Daniel Leal-Olivas

Pludselig er der også konvojer af ukrainske kampvogne i trafikken. De er ikke nænsomme mod infrastrukturen, pulveriserer fortovene, kværner direkte over autoværnet for at komme over i den modsatte vejbane.

Det er to verdener, der ikke burde mødes, men som brutalt støder sammen; skrøbelige familiebiler side om side med kampvognenes rå kraft. Børn, der ser soldater med hjelme, skudsikre veste og AK-47 i hånden løbe ned ad vejen.

På bagsædet af en hvid bil sidder en dreng og en pige og vinker ud ad vinduet til to soldater, der sidder på toppen af en frådende kampvogn, der omgivet af dieselos med et brøl sætter afsted ned ad vejen.

Andre biler begynder at dytte opmuntrende til soldaterne.

De reagerer dog ikke. Sidder blot tavse, mens larvefødderne knuser asfalten under dem. De ved ikke, hvad der venter dem selv. Eller hvad der venter alle de civilister, der beskuer dem.

Mandskabsvogne ruller forbi i den modsatte vejbane. Kampfly suser lavt over os.

Det går fremad. Men langsomt. Vi kører 50 km de første fire timer. Efter syv timer har vi tilbagelagt 370 km.

Hvad skal der ske med os?

Ved benzinstationerne er der lange køer. Alle mangler brændstof.

»Inden vi flygtede, skulle vi først stå i kø i timevis sammen med et hav af andre mennesker for at hæve kontanter. Nu skal vi stå i kø i timevis for at få benzin på,« siger Andriy, som holder i kø foran os. »Det tager virkelig et splitsekund, så kan alt bryde sammen. Det, som vi normalt bare gør – hæver penge, fylder benzin på, køber mad – bliver lige pludselig en kamp. Og det føles, som om vi kæmper mod alle andre.«

Der er alle typer folk på flugt. En faldefærdig rød Lada er proppet med ældre mennesker i pelsjakker, mens en kvinde sidder i en Jaguar SUV med sit barn i et babysæde.

Fra bilen skriver jeg til folk, jeg har mødt i Kyiv. Nogle af dem svarer, at de har siddet i beskyttelsesrum hele natten og formiddagen. De er rædselsslagne. »Hvad skal der ske med os?« spørger en kvinde. Andre leder desperat efter transport ud af byen. Vi, der sidder i et køretøj her i køen på vejen, er de heldige.

Vi forsøger at indhente tid ved at køre ad småveje. Mens chaufføren Serhii med det ene øje kigger på vejen, ser han med det andet videoer på sin telefonskærm af ukrainske kampvogne, der ruller af sted tilsat et soundtrack af fædrelandssange. I en landsby står en præst iklædt sort tøj og et enormt guldfarvet krucifiks om halsen og beder, mens flugtbilerne passerer forbi. Over en gård vejer et gigantisk gulblåt ukrainsk flag.

I de landsbyer, vi passerer, er folk begyndt at forberede sig på russernes ankomst. De lokale bygger barrikader af sandsække. Hjemmeværnsfolk og soldater med maskinpistoler bemander dem, mens andre står og får varmen rundt om ild i olietønder.

Er det fortsat roligt heromkring, spørger jeg en soldat. »Ja. Indtil videre da,« svarer han, mens han optimistisk deklarerer: »Vi vil stoppe russerne lige her.«

»Putin, den fordømte morder, « snerrer en hjemmeværnsmand på tysk. »Russerne forstår ikke, hvor opsatte vi er på at kæmpe. De vil dø her.«

At gå eller ikke at gå

22-årige Nepo, der sidder klemt op mod mig i Skodaen ryster på hovedet. »For pokker, det er mærkeligt,« siger han. »Vi har altid lært, at Europa var fredeligt. Det er her, flygtninge søger mod. Men nu er det her, vi skal flygte fra.«

Klokken fem næste morgen når vi til den vestukrainske by Lviv, samtidig med at luftalarmen går i gang. Krigen er åbenbart også nået hertil. Men vi er tæt på grænsen. Jeg tror egentlig, at turen er ved at være overstået.

Men 35 km fra grænsen til Polen rammer vi trafikproppen og sidder ubehjælpeligt fast.

I de cirka 36 timer, der er gået siden måltidet aftenen før, jeg forlod Kyiv, har jeg spist en chokoladebar og en pose chips. Og drukket en flaske vand og en flaske cola. Det var det, jeg kunne finde på tankstationerne. Ikke optimalt før en så lang gåtur. Men jeg ser intet andet valg.

Mine rwandiske venner vil dog ikke forlade bilen, så klokken 06.30 om morgenen siger jeg farvel, lover at give dem en melding om forholdene, åbner døren og går ud i frosten.

Jeg bevæger mig fremad, mens bilkøen ikke rykker sig en millimeter. Jeg skriver til rwandiske Nepo og fortæller om situationen. De bliver nødt til at begynde at gå, skriver jeg. Det gør de.

Klokken bliver ni, og solen bryder igennem skyerne. Folk, der sidder fast i bilkøen, er gået ud for at lufte deres hunde. Det ligner hverdag: en mand, hans hund og en gåtur ude på landet. Men flyttes blikket blot en smule, ser det alt andet end hverdagsagtigt ud med menneskemasser bevæbnet med tasker, der trasker af sted ved siden af en uendelig og ubrudt linje af køretøjer. I en landsby står en ældre dame med tørklæde om hovedet da også og kigger vantro på situationen, der udspiller sig foran hende.

Stadigt flere biler efterlades i vejkanten. Måske fordi de er løbet tør for benzin. Eller fordi folk om bord har mistet tålmodigheden med at sidde indespærret i bilen. Jeg møder folk, der har siddet to døgn i kø. Senere får jeg en melding om, at det for mange ender med at tage seks dage at nå grænsen.

Jeg synes selv, at jeg går i et rask tempo, men bliver overhalet af en høj, slank mand.

»Hvorfor så travlt?« spørger jeg ham. Han præsenterer sig: 28-årige Ali fra Afghanistan. Han havde været medlem af politiets specialstyrker i Kabul og flygtede, da Taleban overtog magten. Han endte på disse kanter, fordi han blev evakueret med et ukrainsk militærfly i august.

»Men nu er situationen også blevet slem her, og nu skal jeg flygte igen, og jeg skal igen forsøge at søge asyl i et andet land. Hvem skulle dog have troet, at det ville ske?« spørger han. »I Afghanistan har vi Taleban. I Ukraine har de Putin.«

Ild i fodsålerne

Jeg opgiver at følge med Alis tempo og falder i stedet tilbage til Artem, en 35-årig ukrainer, der går med sin kone og to børn.

»Efter angrebene begyndte, hører jeg hele tiden krigens lyde,« fortæller han. »Nogle gange tror jeg pludselig, at jeg kan høre luftalarmen, men så er det bare ventilatoren fra en bilmotor. Eller jeg synes, jeg kan høre fjerne eksplosioner, men så er det bare lyden af bildæk, der bumper ned i et hul. Vi er nok bare alle sammen urolige og nervøse.«

Hans plan er at tage sin familie til grænsen for selv at vende om og melde sig under fanerne. Alle 18 til 60-årige må ikke forlade Ukraine, men skal blive og deltage i forsvaret.

En familie har åbnet bagagerummet og afslører, hvad de mener, er det vigtigste at tage med på flugt: tasker med tøj, et stereoanlæg, store glas med syltede agurker og syltede peberfrugter, og så et elektrisk løbehjul. Prioriteter er forskellige. En ung mand går med en stationær pc bundet fast på ryggen. Andet har han ikke med.

Tøj, tasker og sko ligger frosne på jorden.

BRYAN WOOLSTON

De sidste ti kilometer mod grænsen føles det, som om der er ild i mine fodsåler. Jeg bliver overhalet, forsøger at sætte tempoet op, men det lykkes ikke. En ældre dame giver mig et stykke brød med paté og pølse ovenpå. Det smager guddommeligt. En kvinde står i en landsby og hælder varm te op til alle, der ønsker, mens en hvid figur af jomfru Maria står og kigger på i det forfrosne landskab.

Jo tættere på grænsen, jo flere kvinder går og græder stille, mens de holder deres børn i hånden. De har sagt farvel til deres mænd, som har fulgt dem til grænsen.

Ægtefolk står og krammer. Mænd kysser deres børn.

En mand går hulkende i modsat retning af grænsen. En mand med røde øjne følger. »Jeg ved ikke, om jeg har set min familie for sidste gang,« siger han, og tårerne triller igen stille ned ad kinderne.

De sorte og de hvide

Tættere på grænsen ser jeg en stor flok mennesker blive holdt tilbage af ukrainske soldater. De er alle fra Afrika og Sydasien. Ukrainerne får lov til at gå videre op til minibusser, der venter på dem. De tilbageholdte er rasende og begynder at vifte med deres pas. »Vi er også på flugt. Vi vil også ud,« råber de.

Men jeg får lov til at gå med ukrainerne. På gåturen var vi alle lige. Men her tæt på landegrænsen kommer det første af mange tegn på, at folk behandles forskelligt.

Vi bliver kørt i minibus de sidste tre kilometer til grænsen, og jeg tror, at nu er det overstået. Men da jeg bliver sat af, står jeg i et menneskehav, som næsten ikke rykker sig ud af stedet. Der er tusinder af mennesker. Børn, der bliver klemt, græder. Udmattede og sultne mennesker har mistet tålmodigheden. De begynder at råbe og skrige ad hinanden. Aggressivt og for fuld volumen.

De næste mange timer går det fremad med små skridt. Vi skal bare lige rundt om hjørnet, så er vi der, tænker jeg. Men da vi efter lang tid kommer rundt om hjørnet, så står vi blot foran endnu en menneskemængde – og en port, der er lukket. Det er den de næste cirka ti timer. Vi kan bare stå og vente. Der er ingen betjente, ingen soldater, ingen myndighedspersoner og ingen information. Ingen aner noget som helst. Der er blot uvished.

Desperationen er ved at koge over. På et tidspunkt bliver en gruppe afrikanere så frustrerede, at de begynder at forsøge at kravle over hegnet og pigtråden. Nogle falder blødende ned igen. Andre får tæsk og bliver smidt tilbage.

Først ved midnatstid bliver porten åbnet, og ud kommer soldater bevæbnet med kalasjnikov-maskinpistoler og knipler. Folk deles skarpt op i sorte og hvide. De fremmede – som alle er de sorte og brune – og så gruppen af ukrainere og andre hvidansigter.

Der er ingen nåde for de afrikanere og sydasiatere, som stiller sig det forkerte sted. De bliver råbt op i ansigtet af ukrainske soldater, og dem, der ikke reagerer prompte, bliver brutalt skubbet væk, nogle bliver slået i hovedet, mens en enkelt får hele turen: skub, slag og spark, mens han ligger på jorden. Ingen siger noget, alle er bange. Soldaterne bestemmer her.

Velkommen til helvede

Endelig kan der komme folk gennem porten. Først de ukrainske kvinder og børn. Så mændene med hvide ansigter. Derefter de sorte kvinder og børn, og så nogle heldige sorte mænd. En del af dem var allerede ankommet til porten 24 timer før mig, men bliver stadig ikke lukket ind.

Da jeg kommer igennem porten, er der gået 36 timer, siden jeg forlod Kyiv. Endnu en gang tror jeg, at det er overstået. Men på den anden side af porten venter et afspærret område, hvor jeg ender med at opholde mig de næste 14 timer. Et område uden mad, vand eller toiletter. Udenfor, under åben himmel, om natten, i frostvejr.

Jeg stiller mig først i en kø med ukrainerne. Den er vel over 100 meter lang, men går fremad. Der er håb. Men fem meter før jeg er fremme ved grænsekontrollen, bliver køen lukket. Kun ukrainske kvinder og børn må nu komme igennem her. Jeg går hen til en soldat for at tale min sag, men får dårligt sagt »hello, sir« før han råber mig op i ansigtet og skubber mig væk.

Det går op for mig, at jeg skal være her i lang tid. Uden mad og drikke. Uden søvn.

Lige nu er den eneste mulighed kun den anden kø, den der hidtil kun har været fyldt med afrikanere og sydasiatere. Mens jeg stod i den første kø, havde jeg allerede hørt råbene og skrigene derovrefra, og jeg er ikke voldsomt begejstret for udsigten til at give mig i kast med den kø.

»Velkommen til helvede,« som en indisk mand, der havde arbejdet som it-ingeniør i Kyiv, fortæller mig i køen. »Her er der ikke engang plads til at dø.«

Han er kommet til det indelukkede område et døgn før mig – og er stadig ikke kommet ud, da det i sidste ende endelig lykkes for mig.

Soldaterne forsvinder nu. Der er ingen myndighedspersoner tilbage i det indelukkede område. I stedet overtager en gruppe nigerianere kontrollen med køen. Det er dem, som bestemmer, hvem der skal igennem døren og ind til paskontrollen.

Jeg går ind i køen, den bevæger sig langsomt, og jo tættere vi kommer på den forjættede dør, jo større bliver presset. Vi står mast sammen. Min 90 kilo tunge krop bliver skubbet så meget fra alle sider, at mine tæer dårligt når jorden. Kvinder begynder at skrige. Nogle mænd besvimer.

»Hvem i helvede har gjort jer til cheferne her,« råber en inder til nigerianerne. Så snart nigerianerne råber til folk, at de skal gå et skridt tilbage, så råber sydasiaterne i stedet »skub fremad!«.

Folk bliver rasende på hinanden. To mænd begynder at smadre hinanden med en byge af knytnæveslag. Og mens vi nærmest ikke bevæger os fremad, kan vi se, at nigerianerne lader folk snige sig uden om køen og ind gennem døren til paskontrollen. Det gør blot sydasiaterne endnu mere rasende. »Skub, skub, skub!« råber de, og skrigene fra kvinderne bliver mere og mere skingre.

Efter fire timers intens skubben og masen giver jeg op. Jeg presser mig sidelæns ud af køen.

En flygtning sidder og venter.

Kai Pfaffenbach

Den privilegerede kø

Jeg fortryder med det samme, for hvordan pokker skal jeg nu komme ud. Det er nu 48 timer siden, jeg forlod Kyiv. Jeg har spist en pose chips, en chokoladebar og leverpostejmaden. Jeg er løbet tør for batteri på min telefon.

Jeg har ofte rapporteret om flygtninge i Italien, på de græske øer og på balkanruten. Jeg har mødt folk, der har været undervejs i årevis. Jeg er ved at knække efter to døgn.

Jeg havde fået varmen, da jeg de foregående timer havde stået i den sammenpressede menneskemængde. Nu begynder jeg at ryste af kulde. Imens betragter jeg døren, som lukker folk ind, der skal i modsat retning, altså fra Polen og ind i Ukraine. Cirka 20 mænd kommer hvert kvarter gennem døren. Stort set alle er ukrainere, der er vendt hjem for at kæmpe mod russerne. Kampgejsten er høj. »Slava Ukraini« – længe leve Ukraine – råber de. »Putin kan rende os i røven!«

Uden for pigtrådshegnet kommer et par frivillige nødhjælpere til og kaster nogle flasker vand og nogle tæpper ind. Det er daggry. Jeg har ikke sovet i to døgn, men falder i søvn stående. Jeg vågner med et sæt, da jeg er ved at falde.

Nu kommer et nyt hold soldater ind, og der bliver åbnet for en ny kø. For hvide. De sorte, der nærmer sig, bliver skubbet væk og bliver truet med knipler. Nogle af dem forsøger at komme med forklaringer – peger på deres små børn. Men soldaterne gider ikke høre på det og skubber dem væk.

Jeg er igen i den privilegerede kø. »Det er en lettelse snart at være ude,« fortæller ukrainske Ludmila. »Men det er også en tragedie at forlade mit land i sådan en fortvivlet tilstand. Vi aner ikke, hvad der skal ske nu.«

Fire timer senere står jeg foran døren. Og med et lettelsens suk bliver jeg lukket ind ved siden af to ukrainske mænd i slutningen af 20’erne. De er født og opvokset i Ukraine, har ukrainske navne og taler ukrainsk, men har også studeret i USA, og ud over deres ukrainske pas har de derfor også amerikansk pas.

Det er dog det sidste, de viser, da de ikke vil risikere at blive nægtet udrejse og få trukket en soldateruniform over hovedet. »Hvor er jeres ukrainske pas,« spørger en kvindelig soldat. Det har vi ikke, svarer de. Soldaterne rundt omkring begynder at grine hånligt.

»I er nogle tøsedrenge, der ikke vil kæmpe for jeres land,« siger den kvindelige soldat.

58 timer efter, at jeg har forladt Kyiv, får jeg mit udrejsestempel i passet. Det er slut for mig. Men det tager fortsat lang tid for mine tre redningsmænd fra Rwanda. Først mere end tre døgn efter min exit får de lov til at gå igennem døren og ud til Polen.

* Onsdag lyder det fra FN, at en million ukrainere allerede er flygtet ud af landet. Blandt andet den nigerianske regering har fordømt behandlingen af afrikanere i grænseområdet, som er blevet slået tilbage med knipler og forhindret i at forlade Ukraine.