Planer om kampfly til Ukraine kan bringe Vesten på kanten af aktiv krigsdeltagelse

USA og Polen arbejder på at kunne sende MiG-29 kampfly til Ukraine. En for ukrainerne uvurderlig hjælp, som formentlig stadig vil holde direkte krigsdeltagelse i armslængde af Vesten. Det er dog en risiko, at Putin vil tolke manøvren som en aktiv indblanding i krigen
Ukraine kan potentielt se frem til få udleveret 28 polske MiG-29 kampfly - magen til modellen på billedet. Ukraines største behov er lige nu er »kampfly, angrebsfly og luftforsvarssystemer« for at få kontrol over luftrummet, siger landets udenrigsminister, Dmytro Kuleba.

Ukraine kan potentielt se frem til få udleveret 28 polske MiG-29 kampfly - magen til modellen på billedet. Ukraines største behov er lige nu er »kampfly, angrebsfly og luftforsvarssystemer« for at få kontrol over luftrummet, siger landets udenrigsminister, Dmytro Kuleba.

Slavek Ruta

Udland
7. marts 2022

Vestens støtte til Ukraine kommer med en klar betingelse. Selv om både USA og EU hjælper med våben og ammunition, vil man for alt i verden ikke krydse grænsen til det, der kan ses som aktiv indblanding i krigen.

Den hårfine balance mellem ’hjælp’ og ’aktiv krigsførelse’ risikerer imidlertid at blive udfordret, efter at den amerikanske udenrigsminister, Antony Blinken, søndag bekræftede, at USA arbejder »meget aktivt« på at kunne sende militærfly til Polen, hvis Polen til gengæld udleverer sine 28 MiG-29 kampfly til Ukraine.

»Jeg kan ikke give en tidshorisont, men jeg kan bare sige, at vi ser på det meget, meget aktivt,« lød det fra Blinken. 

Dagen inden havde den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, i rasende vendinger kritiseret NATO for ikke at ville indføre flyveforbud over Ukraine og sagt, at »alle de mennesker, der vil dø fra denne dag, vil også dø på grund af jer«.

Ideen er at overdrage de polske kampfly til ukrainske piloter. Men hvad konsekvensen vil være, er et spørgsmål om Putins reaktion på manøvren. Og den slags er mange – af bitter erfaring – tøvende med at udtale sig om.

»Os, der troede, at vi kendte noget til den slags, har jo dårlige erfaringer med at forudsige Putins adfærdsmønster,« som Mogens Lykketoft, tidligere udenrigsminister og formand for FN’s Generalforsamling, formulerer det.

Hidtil har Putin respekteret den delikate konsensus om forskellen på sanktioner og våbenstøtte på den ene side og aktiv deltagelse i krigen på den anden. Og umiddelbart burde en aftale om polske kampfly til Ukraine ikke karambolere med den grænse, mener Lykketoft.

»Det svarer vel til de andre former for våbenforsendelser, vi har deltaget i,« siger Mogens Lykketoft. »Selvfølgelig er det et mere slagkraftigt bidrag, men det er ikke et principielt andet bidrag end allerede at have leveret kanoner, Stinger-missiler og alt muligt andet.«

Den rette side af grænsen

Samme vurdering har Henrik Boesen Lindbo Larsen, der er forsker ved Center for Security Studies i Zürich. Var flyene bemandede med NATO-piloter, ville det være en klar krigsdeltagelse. Men så længe ukrainske piloter bemander cockpittet, besvarer ilden, foretager nedskydningerne og angriber de russiske styrker, »så burde det være på den rette side af, hvornår man er i konflikt«, siger han.

Historisk har manøvren før været med til at eskalere en krigssituation. I begyndelsen af Anden Verdenskrig, mens USA endnu var neutral, underskrev præsident Roosevelt Lend-Lease-loven, der forsynede Storbritannien, Frankrig og andre allierede med enorme mængder materiel som våben, lastbiler – og fly. Loven var uvurderlig for de allieredes modstand, men også en medvirkende årsag til Hitlers krigserklæring mod USA i december 1941.

Mange NATO-lande er da ifølge Financial Times også netop bekymrede for, om Putin vil vælge at tolke krigsflyene som aktiv indblanding fra NATO’s side. Selv om han angiveligt nu har ændret holdning, afviste den polske præsident Andrzej Duda for få dage siden muligheden af samme årsag. Også Danmarks forsvarsminister, Morten Bødskov (S), har taget afstand fra ideen og sagt, at svaret ville »være et entydigt nej«, hvis Danmark blev bedt om noget lignende.

Vi ved med andre ord ikke, hvor robust den gensidige anerkendelse af grænsen er.

»Det er jo ikke sådan, at Rusland går op i legalistiske forklaringer og principper,« som Henrik Boesen Lindbo Larsen forklarer det. I hvert fald skal man gøre sig klart, siger han, at Rusland muligvis vil anse kampflyene som legitime, militære mål og derfor bombe dem, selv om de står på polsk territorium.

»Man skal gøre sig klart og tydeligt, hvordan man vil svare på sådan et angreb direkte på NATO-territorium,« siger Henrik Boesen Lindbo Larsen.

Kontrol over luftrummet

Rusland har i skrivende stund ikke reageret på udmeldingen fra USA og Polen. Men lørdag lød det fra Putin, at det af Kreml ville blive set som »deltagelse i den væbnede konflikt«, hvis der blev indført flyveforbudszone af en tredjepart over Ukraine.

Den afgørende forskel her er imidlertid, at en sådan flyveforbudszone aktivt ville skulle opretholdes militært af NATO, som så ville risikere direkte kamp med russiske styrker.

»En flyveforbudszone vil klart være på den forkert side,« siger Henrik Boesen Lindbo Larsen.

Under mødet med Antony Blinken lørdag fortalte den ukrainske udenrigsminister, Dmytro Kuleba, at landets største behov lige nu netop er »kampfly, angrebsfly og luftforsvarssystemer« for at få kontrol over luftrummet.

»Hvis vi mister himlen,« sagde Dmytro Kuleba ifølge Financial Times, »vil der være meget, meget mere blod på jorden. Og det vil være blod fra de civile.«

Ud over de strategiske muligheder vil enhver hjælp til den ukrainske krigsindsats gøre den russiske besættelse dyrere for russiske tropper og dermed også for russisk politik, forklarer Stefano Guzzini, der er professor ved Dansk Institut for Internationale Studier.

»Det vil desværre også betyde, at krigen bliver mere destruktiv,« siger han.

En måde at forstå USA og Polens ønske om at hjælpe med kampfly er ifølge Guzzini at se på Ruslands svækkelse politisk, økonomisk, finansielt og militært. Den ene handling vil for alvor gøre alle andre sanktioner mere effektive.

»Militært vil en længere konflikt, hvor Rusland dybest set begår et ’broderdrab’, som er synligt for alle – inklusive dets egen befolkning til en vis grad – ret kraftigt underminere den politiske position. Og at underminere den politiske position er vigtigt i det øjeblik, hvor krigen er forbi, eftersom Putin kan vinde krigen, men miste freden,« siger han.

Ny krig i Europa

Længe har man sagt, at Ruslands præsident Putin ikke har noget at vinde ved et gå i krig i Ukraine. Alligevel er krigen blevet en realitet. Ruslands invasion har en betydning, der ikke bare rækker ind i Ukraine, men også i NATO, EU og andre af russernes nabolande. Hvad gør Putin, Vesten og de tidligere sovjetrepublikker, Ukraine og Kina? I denne serie giver vi overblikket over den komplekse konflikt.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels-Simon Larsen

Hvad kan der egentlig ske ved at gå fuldt ind? Man kunne tænke sig, at Putin ville bruge atomvåben et eller andet sted, men han ville blive modgået med det samme. Ville han kunne få sine egne med til det? Jeg tænker på filmen, Manden der reddede verden. En russisk officer ventede 20 min. med at trykke på knappen. Først i det sidste minut fik han besked på, at det hele var en fejl. Han blev i øvrigt fyret bagefter, fordi han ikke havde fulgt reglerne.

Tænk på alle de rare penge, man har brugt på våben, ingen har brugt indtil nu, og som det er usandsynligt, nogen vil bruge. Diskussionen om de mange tusinde sprænghoveder har været helt borte. Man har våben, som man ikke engang tør tale om. Det gælder selvfølgelig også danske politikere. Der er ingen stemmer i det…

Arne Albatros Olsen, Peter Beck-Lauritzen, Poul Anders Thomsen, Steen K Petersen, Bent Nørgaard, Kurt Nielsen og Carsten Munk anbefalede denne kommentar
Torben Lindegaard

@Martin Bahn

Hvis USA vil "back-fill" eventuelle polske leverancer af MIG-29 til Ukraine
med F-16 fly - og Polen i øvrigt har modet - så skal flyene og de tilhørende våbensystemer leveres til Ukraine så hurtigt som muligt.

Vi tør selvfølgelig ikke noget som helst her til lands -
det kunne gå ud over gasleverancerne - hva'beha'r !!

Men måske kan vi spytte lidt i kassen til indkøb af de
kompenserende F-16 fly ??

Vi har jo bevilget os selv frem til 2033 til at nå op på det
forsvarsbidrag på 2% af BNP, som vi accepterede i 2014 -
så der burde være lidt luft i budgettet.

Kim Houmøller

Vesten skal gå så langt vi kan. Mit bud er at sanktionerne vil virke. En russisk statsbankerot er indenfor rækkevidde.

Kim Folke Knudsen, Peter Beck-Lauritzen, Poul Anders Thomsen og Bent Nørgaard anbefalede denne kommentar

Man kunne næsten ønske, at Putin vil retsligere direkte imod et NATO-land, så NATO ikke kan undslå sig aktivt engagement. Så kan vi få decimeret de russiske styrker, overtage kontrollen, tvangsafvikle deres atomarsenal og overdrage magten til et demokratisk valgt parlament i en sund konstellation.
Jeg kunne næsten skrive det uden at smile…

Retsligere? DYAC!
Retaliere naturligvis.

Karsten Nielsen

Modsat ovenstående kommentatorer mener jeg, at dette skridt af USA bør imødegås så langt som overhovedet muligt. Af tre hovedgrunde: Der er absolut en forøget risiko for eskalation, der kan komme ud af kontrol. 2) USA handler igen hen over hovedet på os europæere - skal vi virkelig finde os i det? (jeg mener efterhånden, at USA er den eneste part, som har reel interesse i krig i Europa. I den forbindelse kunne det være godt at vide, hvem der betaler for flyene til Polen). 3) Vi bør begynde at sætte spørgsmål ved den ukritiske opbakning til Zelenski. Det virker som om han ikke tænker på risiko for, at krigen spredes til andre lande. (Og når sandheden skal frem, har han vel selv leget lidt med ilden ved sine hårdnakkede bestræbelser på NATO-optagelse - denne bemærkning er ikke et forsvar for krigen - men en relevant delvis forklaring)

Ib Christensen, Arne Albatros Olsen, Lars Løfgren, Hans Aagaard, Per Dørup, Inger Pedersen, Flemming Berger, Pietro Cini, nils valla, Jørgen Tryggestad, Kirsten Klercke, Anders Graae, Holger Nielsen og Michael Kamp anbefalede denne kommentar

Jeg er overrasket over hvor krigsliderlige og vanvittige folk er blevet.
Forstår I overhovedet konsekvensen af en eskalation på Europæisk jord? Forstår I at det vil være Europa og Rusland der brændes ned til grunden? USA har det jo fint på den anden side af Atlanten.

Det tyder meget på at folk har ladet sig hjernevaske, og er fuldstændig ukritiske overfor den vanvittige eskalation der foretages af Vesten, for at bringe Rusland i knæ.

Vi kan sagtens blive enige om, at Ruslands invasion af Ukraine er forkert og ulovlig, men hvor var I henne, da USA med Danmark og andre "allierede" gjorde præcis det samme? Men det her er altså ikke Irak eller Afghanistan mm., Rusland er en helt anden størrelse, og jeg kan kun frygte hvad et endnu mere ustabilt Rusland vil betyde for os i de kommende år.

Nu er det sagt, og lad være med at pive når tingene for alvor bliver grimme.

Marianne Jespersen, Eva Schwanenflügel, Ib Christensen, Henriette Bøhne, Arne Albatros Olsen, Erik Boye, Erik Nielsen, Brian W. Andersen, Anne Højholt, Hans Aagaard, Pietro Cini, Daniel Santos, Anders Reinholdt, Dan Jensen, Rune Palm, Flemming Berger, Lars Løfgren, Niels Bent Johansen, nils valla, Torben Arendal, Steen K Petersen, Pia Nielsen, Jørgen Tryggestad, Ruben Christiansen, Carsten Munk, Kirsten Klercke, Inger Pedersen, Ture Nilsson, Jens Thaarup Nyberg, Anders Graae, Holger Nielsen og Karsten Nielsen anbefalede denne kommentar
Torben Lindegaard

@Karsten Nielsen 07. marts, 2022 - 10:32

Det er noget vrøvl, at USA handler hen over hovedet på os
europæere, når USA støtter levering af MIG-29 fra Polen
til Ukraine.

EU's højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og
sikkerhedspolitik, Josep Borrell, foreslog noget tilsvarende
i en tale d. 1. marts.

EU kunne selvfølgelig ikke enes om det; så Borrell måtte dagen efter
trække i land og forklare, at eventuelle leverancer ville blive foretaget
af individuelle EU-lande og ikke selve EU.

Men idéen blev lanceret af EU - og implementeres nu af Polen og USA.

Polen ønsker som grænseland til Rusland selvfølgelig ikke at stå blottet
overfor Putins raseri over flyleverancen til Ukraine.
Derfor er det nødvendigt at forsyne Polen med erstatningsfly
i form af F-16 kampfly.

Danmark v/Morten Bødskov har selvfølgelig meldt pas; men håbet er,
at Danmark vil være med til at finansiere overførslen af egnede
fly til Ukraine.

Rusland har parkeret en 60 km lang militær kolonne inde i
Ukraine lige nord for Kiev.

Dette er groft provokerende -
Putin tværer ud over ukrainerne, at han, og han alene,
besidder herredømmet over det ukrainske luftrum.

Et antal MIG-29 udstyret med formålstjenlige våbensystemer
ville give ukrainerne en mulighed for at angribe militær kolonnen,
inden omringningen af Kiev er fuldbyrdet, og det forventede
angreb på byen sættes ind.

@Torben

USA kan da starte med at levere de 21 stk. Mig-29C de købte af Moldova i slut-90erne, så behøver man ikke at skubbe Europa ud i en direkte konflikt med Rusland.

Europa skal ikke være stormagternes krigsskueplads.

Torben Lindegaard

@Michael Kamp 07. marts, 2022 - 13:14

"Europa skal ikke være stormagternes krigsskueplads."
citat fra læserbrev

Så sandt, så sandt ....
så nu mangler vi bare at få Putin til at trække sig tilbage fra
ukrainsk territorium - plus at få opgjort den krigsskadeerstatning,
som Rusland skal betale.

Niels K. Nielsen, Kim Folke Knudsen, René Arestrup, Erik Fuglsang, Peter Beck-Lauritzen, Thomas Janhøj og Bent Nørgaard anbefalede denne kommentar

Det er ren ønsketænkning tro ukrainerne kan benytte disse jagere imod langstrakte russiske forsyningslinjer.
Jagerne bliver "taget ud" af russerne, forinden de overhovedet kommer på vingerne.
Prisen for de to krigsførende parter bliver blot dyrere i menneskeliv.

@ Michael Kamp.
:Europa skal ikke være stormagternes krigsskueplads:

Helt enig.
Men det kræver en ny verdensorden som ikke mere hviler på balancen mellem russernes og amerikanernes A-våben. Og kræver logisk nok amerikanerne og russerne deltager da det er deres verdensorden.

Bevares, alle vi andre har så kunne skjule os under vingerne af den ene part med de fordele, så som lave militær-budgetter, det medførte.
Vi kan ikke bare selv begynde opruste, hvis målet er en fredelig verden.
Det bliver en langsommelig og sej omstilling. Hvad venter vi på?

Peter Beck-Lauritzen

"Udlån" af polske fly er vel en gentagelse af Roosevelts "lend-lease" aftale med UK & Sovjetunionen! Det kan Putin vel ikke have noget imod, - det hjalp da Stalin mod Adolf? Nuvel Adolf tabte og Stalin er her ikke mere, kun Putins krigslyst!
Udlån af krigsmateriel er ikke en opskalering, - Putin! Håber du kan holde "fingeren" fra knappen. Med sådan en som dig, er der kun håbet!

Få nu de fly afsted, det kan kun gå for langsomt!

Alternativt skab så det flyveforbud og se om Putin vover at angribe et NATO land, jeg tvivler, hvo intet vover intet vinder, samtidigt med må vi betaler hvad frihed koster.

Udover dette, så må vi levere noget effektivt luftværn til ukrainerne så de kan skyde de skide missiler ned som direkte går efter at dræbe civile,

Få så fingeren ud regering, ikke mere snak, ukrainerne har brug for hjælp her og nu, og hjælp der batter noget!!!!

Kim Folke Knudsen

@Gået langt over stregen- Rusland

Rusland har ikke nogen hæmninger med at forsyne diverse diktatorer med moderne våben uden at vesten har så meget som løftet en lille finger. Assads Syrien er det seneste eksempel.

Ruslands diktator har de seneste døgn åbent truet Finland med krig, fordi den helt normale og skrækslagne finske befolkning nu med rette frygter, at det som nu hænder i Ukraine det bliver opskriften på den næste invasion af Finland med påskuddet: Finland truer Rusland, fordi et flertal af befolkningen nu overvejer om et medlemskab af NATO er en god ide.

De der har så travlt med at holde tilbage på hjælpen til Ukraine har tilsyneladende ikke overvejet den meget nærliggende overvejelse, at når haven og huset hos naboen står i lys lue på grund af en manisk pyroman, så er det mere end nærliggende at ilden om alle omstændigheder springer over hækken og antænder dit eget hus og din egen grund. Hvis jeg bliver lidt i billedsproget med Polen.

De russiske myndigheder er hinsides al fornuft efter, at Diktatoren har isoleret sig i Kremls skjulte gange og stigende grad kun lytter til egne luner og ikke til de stemmer i Rusland, som kan se, at han fører hele nationen lige lukt ud i afgrunden.

Der er al mulig grund til at forholde sig til den formentlig snarlige realitet, at de russiske invasionsstyrker bevæger sig vest på og efterlader sig et ligeså udbombet land, der minder om Dresden i Februar måned 1945 som de nu hærger i andre områder af Ukraine.

Den nye aftale her ligner en lend and lease aftale med MIG29 kampflyene.

Der hvor NATO og medlemslandene må tøve med leverancer til Ukraine er der, hvor depoterne ikke kan fyldes op med tilsvarende fly og våben udstationeret af USA og andre NATO lande. Der skal være et intakt beredskab tilbage på den anden side af grænsen mellem Polen og Ukraine, hvis Diktator Vladimir Putin ser sit snit til at invadere Polen og fortsætte det vanvittige angrebstogt ind på NATO område.

Et andet sted hvor NATO bør overveje at intervenere nu er Moldova, som er meget truet af en lignende russisk invasion med det formål at destruere landet og genbesætte det med russiske tvangsforflyttede borgere. Hvis Moldova nu anmoder om at landet tilslutter sig Rumænien, så er Moldova automatisk medlem af NATO og så kan de russere bare pakke sammen kan de.

Det er ikke NATO som leger med ilden. Det er Diktatoren i Kreml der har tændt op i et historisk bål uden hæmninger og som benytter alle slags terrormidler til at få hans egne ønsker om at bestemme over andre nationer sat igennem med fuld voldelig magt bag.

Som jeg skrev i går da Warszawa og Polen blev maltrakteret af først den tyske invasion og så af Josef Stalins angreb på resten af Polen uger efter. Ingen af de vestlige ledere i såvel Frankrig og England havde tøvet med at komme polakkerne militært til hjælp. Men geografien gjorde, at mulighederne for at stoppe den tyske og russiske invasion af Polen var nået nær umulig. Et engelsk fransk ekspeditionskorps var blevet indesluttet i Polen og udslettet.

Vi kan ikke bare stå og vende et blindt øje til, at den etniske udrensning og den iscenesatte terror mod civilbefolkningen, som den røde hærs vilde horder nu udsætter det ukrainske folk for. Vi skal reagere og gå lige til stregen, men det skal være Rusland som erklærer NATO krig ikke omvendt.

VH
KFK

bare rolig: Putin finder nok på en fantasifuld undskyldning for at trykke på knappen ligemeget hvilken klub der udlåner en håndfuld udtjente forrige generationsjagere til Ukraine.

Poul Anders Thomsen

Kære Kammerater, undskyld jeg siger det, men F* Putin. Han er en gennemdyrket fjende af demokratiet, en Tyran. Med hans type, får vi aldrig fred, han skal væk. Lige nu har han vist at hans luftvåden er elendigt sammenlignet med Vestlig standard, hans militær kan slet ikke målt sig med vores og flåd har kun et hangarskib. Til søs ville de få en røvfuld der ville give genklang i generationer. De har slet ikke noget reel strategisk kompetance til at føre moderne krig. Det eneste de har, som afskrækning er A-våben. Resten er forældet. Er det virkelig den klov, som skal bestemme Europas fremtid? det synes jeg ikke. Det er på tide at vi viser det røvhul, hvor vi står og hjælper være demokratiske brøde i Ukraine.

@Poul Anders Thomsen.

Hvis det du skriver er rigtigt, tegner det et billed af en mand, der i de forgående år ikke har brugt penge på militæret. Og viser manden ingen planer havde om erobre verden.

Det virker som du måler en nations demokratiske evner ud fra størrelsen på sit militær.
Måske du skal finde årsagen til krige overhovedet er mulige i det aspekt.

René Arestrup

@Michael Kamp
'Jeg er overrasket over hvor krigsliderlige og vanvittige folk er blevet.'

Kunne du måske specificere hvem 'folk' er?

Putin?

Eller måske de ukrainere, som med våben i hånd forsvarer deres land, deres hjem, deres frihed?

Eller er det alle os, der ikke abonnerer på dine og dine ligesindedes vidtløftigheder?

Du forsøger at konstruere en overlegen moralsk position ved at postulere at alle, der ikke tænker som dig - og analyserer den øjeblikkelige og dybt ulykkelige situation helt anderledes - er 'vanvittige og krigsliderlige'.

Virkelig?

Kunne det tænkes, at din analyse er helt forfejlet - at dine moralsk overlegne argumenter kommer til kort fordi de, i deres konsekvens, er et udtryk for fejhed, mangel på solidaritet og en ekstrem kynisme? For slet ikke at tale om et fundamentalt misforstået forhold mellem årsager og virkninger?

Din sølle argumentation bliver accentueret af klassisk whataboutism.

Jeg tror ærlig talt at det rager de kæmpende ukrainere en høstblomst...

Brian W. Andersen

@ Torben Lindegaard

Jeg tvivler på at polens regering vil sige ja til at sende sine MiG-29'ere til Ukraine i bytte for F-16 jagere fra USA. Dels er det en dårlig byttehandel, fordi Polen allerede har bestilt nye F-35'ere fra USA, dels fordi det bliver Polen, der står forrest til at tage en hævnende øretæve fra Putins hær imens amerikanerne sidder i rimelig sikkerhed på den anden side af Atlanten, og dels pga. selve flyene i den foreslåede aftale. De polske MiG-29 er af varianterne MiG-29S og MiG-29AS fra den oprindelige serie af Mikoyan MiG-29 fly, hvilket betyder at disse er air superiority jagerfly specifikt udviklet til nedskydning af amerikanske F-15 og F-16 jagere og nyere end begge.

Sidstnævnte betyder også at de polske MiG-29'ere kun har meget begrænset luft-til-jord angrebskapacitet, så din lille drøm om polske MiG's, der skyder de russiske forsyningskolonner i Ukraine i smadder, er ikke sælrigt realistisk. Det er til gengæld gode fly til at gøre det de blev designet til, men Putin råder altså over mere end 700 af de samme fly og lige så mange af nye og bedre MiG-31, MiG-35 og Sukhoi Su-27, Su-30, Su-34, Su-355 og Su-57.

Det ligner derfor mest af alt at USA er ude i samme lumre symbolpolitiske solidaritet med ukrainerne som når den danske regering vil sende forsvarets aflagte håndholdte raketter til Ukraine: En lille smule våben, der er bedre end ingenting, men slet ikke gode nok overfor de våben den russiske hær har med ind i Ukraine, så "pæne" politikere kan sige til sine vælgere at nu har de gjort noget for ukrainerne og har vist handlekraft overfor Putin.

Hvis du virkelig hopper på den slags gejl fra politikere, så er jeg sikker på at jeg har nogle ting liggende, jeg gerne vil sælge til dig. ;-)

Brian W. Andersen

@ Torben Lindegaard

Rettelse:

....nyere og bedre MiG-31, MiG-35 og Sukhoi Su-27, Su-30, Su-34, Su-355 og Su-57. skulle der have stået, eftersom nogle af disse flytyper også har en del år på bagen, imens andre er det nyeste nye.

USA skal holde sig væk. Der kommer ikke noget godt ud af det. Biden skal stikke piben ind og lade mindre verdensfjerne ledere om at forsøge at finde en løsning.

Niels-Simon Larsen

Alle i DK står under NATO’s atomvåbenparaply. Nogle har det godt med det, men det har jeg ikke.
Jeg kunne godt tænke mig at blive oplyst om konsekvenserne af det. Der er ingen, der tåler at høre om det, for så er deres dag ødelagt. Befolkningen burde tvinges til at høre om det, for vi kan ikke tilslutte os noget og så ikke tale om det, fordi det er for frygteligt at høre på.

Putin truer os åbenlyst. Vi kan kun true igen, og det bør vi vel også gøre, for selv ikke en vakuum-bombe kan slå en atombombe. Det minder lidt om børn, der diskuterer, om en løve kan slå en tiger. Det er stadig et åbent spørgsmål, om den vanvittige Putin vil trykke på knappen, men selv truslen har også en virkning. Fx tror jeg, at en del mennesker tænker på det om natten. Vi er derhenne, hvor vi ikke tør tænke på, rækkevidden af vores egne handlinger, og sådan har det været siden den første bombe. Man vænner sig dog til tænke på den, ligesom vi nu også har vænnet os til at tænke på klimaforandringerne. Pyt, det sker jo ikke i vores tid, og hvis det gør, bliver det nok ikke så meget. Ikke som fx i Tyskland. Der kan komme varme somre, og de kan blive endnu varmere, men vi vil hellere tale om noget andet. Ligesom med atombomben.

@ Niels-Simon Larsen.

Når A-bomben sprænger bliver vi alle "oplyste"

Torben Lindegaard

@Brian W. Andersen 08. marts, 2022 - 15:51

Polen har tilbudt at flyve alle sine 27 MIG-29 til US' Ramstein Air Base
i Tyskland - hvorefter flyene skulle afhentes af ukrainske piloter.

https://www.aviation24.be/military-aircraft/polish-air-force/poland-trie...

Men Pentagon har afvist at medvirke til overleveringen -
USA frygter, at Putin ville se overførslen som en optrapning !!

Selvfølgelig vil Putin se det som en optrapning, at Rusland
nu skal forholde sig til yderligere 27 MIG-29 i det ukrainske luftvåben
.... og hva' så ??

USA's udenrigsminister gav i søndags på TV grønt lys for en
overdragelse af de 27 MIG-29 fra Polen til Ukraine -
og tilkendegav, at USA ville levere komsenserende F-16 fly til Polen.

De 27 MIG-29 ville i giver fald blive leveret fra et Nato land til Ukraine -
uanset om flyene blev afhentet i Polen eller fra en US Air Base i Tyskland.

Hva' Dælen er forskellen ??

USA har åbenbart fået kolde fødder.

Skulderbårne anti-tank missiler er et kraftigt våben; men lider af
den åbenbare svaghed, at skytten skal være ganske tæt på målet -
og altså et relativt let bytte for en russisk kamphelikopter,
der måtte dække panser kolonnen.

@ Torben Lindegaard

Jeg prøvede også at analysere meningen med amerikanernes afvisning og kom frem til, det kan indikerer amerikanerne ikke støtter op om "en for alle-princippet".

Torben Lindegaard

@nils valla 10. marts, 2022 - 12:43

Amerikanerne er helt med på, at Polen leverer de 27 MIG-fly direkte til
Ukraine. Men hvis USA skal være med i handlingskæden .... UHA, UHA ....
så er det konfliktoptrappende, så den går ikke.

Det er hverken mere eller mindre konfliktoptrappende, om flyene
bliver afhentet fra Polen eller fra en US Air Base i Tyskland.

Putin bliver under alle omstændigheder aldeles forbandet .... men fuck ham.

Nemlig.
Om det er Polen eller USA flyene leveres fra, bliver det i begge tilfælde Nato-land.
Og grundet musketer-eden (en for alle) en involvering af Nato.

Kunne derfor også vise USA ingen intentioner har om at støtte op om eden, men meget gerne ser andre forbløde Rusland hvilke i sidste ende stiller USA bedre i forhold til Rusland, og en kynisk udnyttelse af ukrainerne.