Krig i Ukraine
Læsetid: 8 min.

»Putin har lært rædslens effektivitet i Groznyj og Aleppo – og måske nu i Mariupol«

Mens flere hundredtusinder fortsat er fanget i den ukrainske havneby Mariupol, fortsætter russerne med at tæppebombe byen. Der er ikke adgang til mad, vand, gas eller internet, og mere end 2.000 indbyggere har allerede mistet livet. Flere iagttagere drager paralleller til belejringerne af både Leningrad, Groznyj og Aleppo
Redningsarbejdere og frivillige hjælper en såret civil i sikkerhed til behandling. Angrebene er ifølge flere beretninger fra Mariupol blevet hverdag for byens indbyggere.

Redningsarbejdere og frivillige hjælper en såret civil i sikkerhed til behandling. Angrebene er ifølge flere beretninger fra Mariupol blevet hverdag for byens indbyggere.

Evgeniy Maloletka

Udland
23. marts 2022

»Helvede på jord.« Sådan beskriver ukrainske Dmytro situationen i havnebyen Mariupol de seneste tre uger over for Financial Times. Byen er omringet af russiske tropper, der har sønderbombet byen hver eneste dag.

Dmytro formåede at flygte fra byen tirsdag i sidste uge, men forklarer til Financial Times, at indbyggerne er så sultne, at de er begyndt at slå gadehunde ihjel for at få bare et eller andet at spise.

Belejringen af Mariupol har varet næsten lige så længe som selve krigen i Ukraine. Efter få dages bombardementer lykkedes det de russiske tropper at trænge gennem byens forsvar, så de nu kontrollerer store dele af byen og kæmper midt i centrum.

Scenerne i Mariupol har fået flere analytikere, heriblandt Washington Posts’ udenrigsreporter Adam Taylor og den britiske forfatter og forsker Mark Galeotti til at drage paralleller til belejringerne af både Groznyj, Aleppo og ikke mindst Leningrad, det nuværende Sankt Petersborg, hvor Putin selv voksede op:

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Kim Folke Knudsen

@Moldavien- afhold folkeafstemning nu om tilslutning til Rumænien.

Moldavien minus Transnistrien regionen gør klogt i at afholde en folkeafstemning om søge indlemmelse i Rumænien.

Hvis et flertal af Moldaviens borgere om indlemmelse vil Moldavien kunne integreres i NATO og EU vel og mærke uden Transnistrien regionen ned til Sortehavet, som en af Diktator Vladimir Putins utallige suspekte privathære har invaderet.

Moldavien er nu meget udsat for at kunne ryge med i købet i den russiske offensiv mod Ukraine. Det vil skabe et ny flygtningestrøm mod Rumænien som den russiske diktator Vladimir Putin bevidst og med overlæg bruger i denne her af ham iscenesatte krig til at destabilisere demokratierne i Europa.

Den hurtige og vigtige løsning for Moldavien er at søge ved folkeafstemning nu om at blive optaget som en del af Rumænien og dermed havner Moldavien inde under NATO paraplyen og indenfor EU. Moldavien og Transnistrien var før 1940 en del af Kongeriget Rumænien. Josef Stalin besatte områderne som led i den tysk sovjetiske ikke angrebspagt i August 1939, der delte Østeuropa mellem det nationalsocialistiske Tyskland og det kommunistiske Sovjetunionen.

Det er tid for Moldavien til at vende hjem til Rumænien og blive en del af den frie Verden og de demokratiske nationer.

VH
KFK

Peter Beck-Lauritzen

Måske skulle USA finde en præsident-profil a la Ronald Reagan, som kunne "kridte banen op" for russerne, således at nedrustningsforhandlinger kunne indledes, med gensidig forståelse for det idiotiske i atom-oprustning.
Utroligt vi finder os i Putins atom-trusler! Putin står det forkerte sted i Ukraine, kender kun til egoistisk kleptokrati og skal behandles (grumt) derefter. På med "tommeskruerne", pres Putin til han knækker. Han har ingen respekt for nogen, benytter sig af gift, mord, tortur og fængslinger af modstandere. Hvorfor skal vi respektere Putin? Fordi han "råder" over en atom-knap? Mon han gør det?

Anne Højholt

"Rædslens effektivitet"....det lyder meget som "Schock and awe" gør det ikke? Det har man kunnet studere mange steder i de sidste 30 år...

Espen Bøgh, ingemaje lange og Steen K Petersen anbefalede denne kommentar

Grundlæggene er det jo rædselsfuldt for de Ukrainske borgere og ikke mindst i havnebyen Mariupol, og når et er sagt kan man spekulere over krigen gang - eller måske endda overkrigen manglende gang, når nu der blev sat en krig i gang fra Ruslands side?

Vore forestillinger om den mægtige russiske krigsmaskine, som vi ville forvente kunne løbe Ukraine over ende i løbet af nogle få uger, - og som en vigtig del af en sådan krig ville erobre primære byer som det aller første, er helt udeblevet, hvilket er helt usædvanligt overraskende.

Man må vist gentænke sine bange følelser for denne mægtige russiske hær og dens formåen i krig, - for hvor er dens resultater fra krigen i Ukraine?

Grundlæggende ved vi ikke hvilken strategi og taktik der oprindeligt var for og med invasionen og krigen i Ukraine rent militært, og der er vel kun to muligheder; "enten var det meningen fra begyndelsen, at det skulle ske langsom og rolig som en langsom fordrivelse af Ukrainerne("Stalin-modellen"), og man langsomt indtog Ukraine.

Den anden mulighed er felttoget er gået i stå af forskellige årsager, hvoraf noget skyldtes modstand fra de ukrainske styrker, - hjulpet af de vestlige våben som de har modtaget til bekæmpelse af den russiske invasion, men også fordi deres kampmoral er langt større en de russiske styrker.

NATOs kampstyrke vil være langt større en den vi ser i Ukraine, og når den russiske invasion tilsyneladende er gået - om ikke helt i opløsning, så går krigen ikke ligefrem sådan som man ville formode var hensigten, - kort og med færre dræbte russiske soldater, - nu i stedet åbenbart længere og med langt flere dræbte russiske soldater.

NATO vil kunne svare langt bedre igen overfor en russisk hær med hele arsenalet af våben der er til rådighed, - ganske vist agerer Putin retorisk skarpt ud mod vestlig indblanding, - men det virker mere og mere krampagtigt som krigen ikke skrider frem i Ukraine, og truslen mod vesten virker uigennemtænkt uden tanke for hvilke våben vesten er i besiddelse af, som kan matche Putins trusler, - det virker derfor noget infantile og ikke gennemtænkte, og skræmmeeffekten er det så som så med.

Putins hårde retorik er med andre ord helt ude af proportioner med den virkelighed der eksisterer på slagmarken, - truslerne bliver større og større og oftere og oftere i desperation over de manglende resultater for den russiske hær i krigen i Ukraine.

Putin vil ikke være den første - og heller ikke den sidste, i rækken ad despoter der retorisk fører sig frem som vi ser det for tiden med trusler og trusler, - når krigen går dem imod.

Anders Thornvig Sørensen

Jeg har læst førstehåndsberetninger fra Mariupol. Problemet ved en evakuering af civilbefolkningen er, at afbrudte kommunikationslinjer i kombination med konstante bombenedslag gør det svært for folk, dels at få vide, hvor de såkaldte sikre korridorer er henne, dels at komme gennem ilden til dem.

Tommelfingerreglen ved besættelsen af et land er 1 soldat per 40 (eller 50) indbyggere i landet. Da USA invaderede Irak i 2003, troede den amerikanske regering, at den kunne nøjes med langt færre besættelsessoldater end som så, takket være muligheden for luftangreb. Det viste sig at være en stor fejltagelse.

Ukraines befolkning på 44 millioner mennesker er nogenlunde jævnt fordelt over hele landet. Hvis Ruslands plan er at besætte området øst for en linje fra Kyiv til Odesa, svarer det til omkring 25 til 30 millioner mennesker. Herfra skal der trækkes det antal, som russiske bomber har jaget til Vestukraine eller ud af landet. Det er svært at forudsige det endelige antal. Men det er nok ikke fuldstændig ved siden af at antage, at en gennemført russisk besættelse vil omfatte et landområde med omkring 20 millioner ukrainske indbyggere.

Efter nævnte tommelfingerregel ville det kræve en besættelsesstyrke på 400.000 soldater. Det er i hvert fald det dobbelte antal af, hvad Rusland hidtil har sat ind i krigen.

I Polen under 2. verdenskrig skete der det, at dele af den polske hær undslap overgivelse i 1939 og gik under jorden som modstandsbevægelse. I store landområder, som karakteriserer Østeuropa, er det forholdsvis let at gøre sådan. Alene landets udstrakthed modarbejder en effektiv udførelse af en centralt beordret overgivelse. Men den omringende invasionsmagts længere forbindelseslinjer og udtyndede tilstedeværelse gør det også nemmere at synke sporløst ned i landskabet.

Ukraine er ved at blive til en stor fæstning. I Kyiv er nogle munkene trukket i krigsdragt og har opsamlet ammunition. Deres religion forbyder dem at tage til fronten, og hvis de udgyder blod, kan det føre til flere års udelukkelse fra kirkelige handlinger. Men deres egne klostre og kirker vil de forsvare mod invasionen.