Putin stempler provestlige russere som »afskum og forrædere«

Vladimir Putin fører ikke bare krig mod Ukraine for at jagte drømmen om at genrejse et storrussisk rige. Han fører også krig mod kræfter af enhver slags i det russiske civilsamfund, der ikke vil slutte op om hans krigsprojekt, som han i øvrigt agter at fortsætte »planmæssigt«.

Og så fører han fremfor alt krig mod Vesten.

Putins udvidede krigsfokus fremgik umisforståeligt af hans egne ord i en tv-transmitteret tale, som han holdt ved et regeringsmøde onsdag, på Ukrainekrigens 21. dag. Talen gav et alarmerende indblik i præsidentens verdensanskuelse og syntes at bekræfte bange anelser om, at et dybereliggende motiv er at søge mod et generelt eksistentielt opgør med Vesten.

Putin slog først fast, at hans såkaldte »specialoperation« til Ukraines »afnazificering og demilitarisering« vil blive ført videre, indtil de opstillede mål er nået. Videre insisterede han på, at den forløber »efter planen«. Og at »dens nuværende format er det eneste mulige«.

Denne udmelding står imidlertid i slående kontrast til Putins udenrigsminister, Sergej Lavrovs, udtalelser samme dag om, at »der er nu håb om, at vi kan finde et kompromis med Ukraine‚ så krigen kan afsluttes«. Og til de forsikringer, Kreml-talsmand Dmitrij Peskovs var fremme med torsdag, om at Rusland nu vil lægge »maksimal energi« i at nå frem til en forhandlingsløsning, som begge parter kan tiltræde.

Mere lidelse

Når Putin siger, at krigen skal fortsætte til den bitre ende, er det svært at tro, at våbenhvile og diplomati figurerer inden for hans nuværende horisont. Står hans ord til troende, vil de russiske bombardementer kunne fortsætte i dage eller uger endnu. Med flere dødsofre og flygtninge, endnu mere ødelæggelse og endnu større menneskelig lidelse som sikker konsekvens.

Tatiana Stanovaja, en russisk politisk analytiker, der arbejder for tænketanken Moscow Carnegie Center, vurderer over for The New York Times, at Putin synes indstillet på at overlade det besværlige og ubekvemme arbejde med at forhandle sig frem til en kompromisafslutning på krigen til sine embedsmænd.

Men samtidig sætter han selv scenen for et større opgør med Vesten og med de provestlige russere. Og det første kan antyde, siger hun, at Rusland kun »forhandler på skrømt« for at købe Kreml mere tid til at forberede det afgørende storangreb på Kyiv.

Et yderligere hovedbudskab i talen var, at Putin ser krigen mod Ukraine som en forsvarskrig mod et Vesten, der har sat alt ind på at »tilintetgøre Rusland«.

Vesten som fjendebillede

»Ukraine har med de vestlige magters støtte planlagt en aggression mod Rusland,« erklærede han. Vesten søger at »opsplitte Rusland« – at afskaffe det som et stærkt land for i stedet at forvandle det til »et svagt og afhængigt land«.

Men hvor andre lande har affundet sig med at »bøje ryggen« for Vesten, vil Rusland aldrig befinde sig i en så ynkelig og ydmyget tilstand,« tordnede præsidenten.

»Vesten anstrenger sig ikke engang for at skjule, at målet er at skade den samlede russiske økonomi og hver enkelt russer,« sagde Putin om de vestlige økonomiske sanktioner. »Men hvis Vesten tror, at Rusland vil bryde sammen eller give efter, kender de hverken vores historie eller folk.«

Vesten fører »total og utilsløret krig« mod Rusland – »en økonomisk blitzkrig«, sagde Putin. Han forberedte derefter sit russiske publikum på, at der vil komme »en midlertidig stigning i inflation og ledighed«, i takt med at Rusland omstiller sig til »dybe og strukturelle forandringer i vores økonomi«.

Putin gik også så vidt, at han sammenlignede Vesten med Nazityskland. Vesten gentager nazisternes antisemitiske pogromer, hævdede han, når de vil forbyde russisk musik, kultur og litteratur. Alt det viser, at »de har kun et mål: Ruslands ødelæggelse«.

Den indre fjende

Putins tredje centrale budskab handlede om, hvordan det russiske folkefællesskab og dets sammenhold og kampmoral trues af indre fjender. Hermed sigtede han til den russiske opposition i både ind- og udland, især til eksiloligarker, kunstnere, idrætsfolk og intellektuelle, der har talt imod hans krig i Ukraine.

Om disse russiske kritikere af Ukraine-krigen sagde Putin: »Rusland vil altid forstå at skelne de sande patrioter fra afskum og forrædere. Og ganske enkelt spytte de sidste ud som insekter, der tilfældigt fløjet ind i deres mund.«

»Vesten vil selvfølgelig satse på en femte kolonne – på forrædere. På dem, som tjener penge her, men bor derovre. Ikke geografisk, men i deres hoved. I deres slaveagtige tankegang,« sagde han.

Russere i Miami og på Den Franske Riviera, der »ikke kan undvære foie gras, østers eller såkaldte kønsfriheder« hører til dem, Putin stemplede som forrædere. Efter hans opfattelse ville sådanne individer være »klar til at sælge deres egen mor« og til at sympatisere mere med Vesten, fordi »deres mentale rødder netop er der og ikke her, ikke med vores folk, ikke med Rusland«.

Han fortsatte: »Jeg er overbevist om, at en sådan naturlig og nødvendig rensning af samfundet kun vil styrke vores land, vores solidaritet og sammenhængskraft og ruste os til at imødegå udfordringer af alle slags.«

Tatiana Stanovaja siger til The New York Times, at Putins tale var et signal til de russiske sikkerhedshedstjenester om at »slå målrettet til imod alle sfærer af samfundet, der udviser sympati med vestlig værdier«. Hun tilføjer, at hans »skræmmende tale« vil fungere som indirekte tilskyndelse til at igangsætte »masseundertrykkelse«.

Også andre Ruslandskendere kalder Putins seneste tale »uhyggelig«. »På en meget orwellsk måde får han delt de russiske borgere op i rene og urene,« siger analytikeren Andrej Kolesnikov, der også er tilknyttet Carnegie Moscow Center, til nyhedsbureauet Reuters.

Offentlig opbakning

I talen appellerede Putin til det russiske folks offervilje og kampmoral. Hvor stærk en opbakning, han kan samle i sin befolkning, er dog et åbent spørgsmål. At gennemskue, hvor ’den sande russiske opinion’ står, er svært i et samfund, hvor regeringskontrollerede propagandakanaler dominerer og former narrativerne i det brede mediebillede – og hvor frygt for myndighedsovervågning og trusler mod dissidenter, som Putin yderligere skærper med sine seneste udfald mod ’forrædere’, må formodes at udøve en betydelig afskrækkende virkning.

Men ifølge Maria Snegovaja, der forsker i russiske og eurasiske studier ved George Washington University, ser russerne ud til at være ret konsistente i deres holdninger over tid. I meningsmålinger før krigen støttede 50 procent af respondenterne en russisk væbnet aktion mod Ukraine. Det tal ligger efter krigen tættere på 60 procent og i nogle målinger endnu højere.

Som Snegovaja skriver i en analyse for det amerikanske magasin National Interest, bør disse tal dog tages med et gran salt. En stigende frygt for forfølgelse af myndighederne betyder, at næppe alle respondenter tør svare ærligt. På den anden side viste målingerne fra årene umiddelbart fra før Krims besættelse i 2014, det vil sige på et tidspunkt, da det russiske samfund var noget mindre repressivt, at tilsvarende store procentandele af russerne støttede indsættelse af russiske tropper i Ukraine.

Krigens modstandere er overvejende veluddannede, kvinder og yngre, mens dens tilhængere overvejende er ældre, mænd og kortuddannede. De mest Kreml-loyale russere er de relativt vellønnede ansatte i statsapparatet, sikkerhedstjenesterne og den offentlige sektor.

Snegovaja er skeptisk over for påstande om, at russerne bliver ’hjernevaskede’ af statsfjernsynets ensrettende propaganda, selv om der kan påvises en vis korrelation mellem angivelse af støtte til krigen og angivelse af statsmedier som primær informationskilde.

Fornægtelse

»Men i Rusland har 85 procent af befolkningen adgang til internettet, og sociale medieapps som Instagram har 60 millioner brugere ud af en befolkning på 145 millioner. De lange køer ud for pengeautomater, Ikea og McDonald’s efter indførelse af de vestlige økonomiske sanktioner viser, at mange russere har adgang til korrekte informationer,« bemærker hun.

Måske beror den angiveligt så usvækkede stærke støtte til Putins krig blandt russerne snarere på den psykologiske mekanisme, der hedder fornægtelse og fortrængning, vurderer den russiske universitetsforsker.

»Ukrainske slægtninge og journalister, der forsøger at række ud til deres russiske venner, bliver som oftest mødt med en direkte afvisning af den dokumentation, de fremlægger for de russiske soldaters grusomheder i Ukraine. Der er stor kognitiv dissonans, når folk møder informationer, der bryder imod deres forudfattede forestillinger, et mentalt ubehag, som mange foretrækker at holde fra livet.«