Man tror, at absurditeten for længst har nået sit højdepunkt, efter at have set de første seks afsnit af den ultrapopulære Netflix-serie Squid Game, hvor fattige mennesker på bestialsk vis bliver dræbt på stribe i en række børnelege.
Men den enorme forskel mellem rig og fattig, som serien skildrer, bliver kun endnu mere karikeret, da en gruppe rigmænd i afsnit syv dukker op for at more sig til finalen mellem de sidste overlevende deltagere.
Med et glas champagne i hånden bliver rigmændene, hvis ansigter er gemt bag forgyldte dyremasker, ført til en luksuriøs lounge, hvorfra de kan se ned på de forpinte deltageres sovesal.
»Nej! Jeg satsede en million dollar på, at denne der nar ville vinde,« jamrer en af rigmændene, idet en konkurrent er ved at hænge sig selv i sin køjeseng.
Da hans lig næste morgen bliver båret ud i en sort kiste, foregår det til munter klassisk musik.
Serien, der på nærmest komisk vis udstiller forskellen på, hvad mennesker er værd, er blot en af mange sydkoreanske fortællinger om kløften mellem rig og fattig, der er udkommet de senere år.