Kommentar
Læsetid: 5 min.

Thomas Piketty: Stop straks for import af russisk fossil energi, og gentænk sanktionsvåbnet

Med vores import af russisk gas finansierer vi selv ødelæggelsen af Ukraine. Med vores sanktioner rammer vi de almindelige russere hårdere end den kreds af oligarker, regimet støtter sig til. For at stoppe Putins krig må vi opgive importen og ramme den russiske kapitalmagt med mere radikale og systematiske metoder
Problemet er, at det juridiske og finansielle system, som Vesten har etableret igennem årtier, først og fremmest sigter mod at beskytte verdens mest velstående, uanset hvor i verden de kommer fra, og til skade for alle andre, skriver den franske forfatter og økonom Thomas Piketty.

Problemet er, at det juridiske og finansielle system, som Vesten har etableret igennem årtier, først og fremmest sigter mod at beskytte verdens mest velstående, uanset hvor i verden de kommer fra, og til skade for alle andre, skriver den franske forfatter og økonom Thomas Piketty.

Alexander Mahmoud/Ritzau Scanpix

Udland
16. marts 2022
LYT ARTIKLEN
Vil du lytte til artiklen?
Prøv Information gratis i en måned og få fuld digital adgang
Kan du lide at lytte? Find vores seneste lydartikler her

Krigen er kommet tilbage i Europa, må vi sande. Og i sin mest brutale form. Et land på 45 millioner indbyggere er blevet invaderet af et naboland med tre gange større folketal og et otte gange stærkere militær.

Historisk er det nærliggende at drage sammenligning til de grænsekrige, som Frankrig og Tyskland ved tre lejligheder udkæmpede mellem 1870 og 1945: Moskva insisterer på, at Krim og Donbass retmæssigt tilhører Rusland, ligesom Tyskland gjorde territoriale krav på Alsace og de tysktalende dele af Lorraine.

Der er dog klare forskelle. Den demografiske og militære ubalance er denne gang langt mere udtalt (Tysklands befolkning var i 1870, 1914 og 1945 60 procent større end Frankrigs). Desuden har regeringen i Kyiv tilkendegivet, at den gerne vil diskutere de omstridte områders politiske status under hensyntagen til deres befolkningers ønsker.

Den udmelding giver et vist håb om, at en demokratisk og fredelig proces kunne række langt i bestræbelserne på at løse de ømtålelige stridsspørgsmål. Problemet er bare, at den russiske stat har udnyttet grænsekonflikten som påskud til at invadere og ødelægge hele landet og sætte spørgsmålstegn ved selve den ukrainske stats eksistens. Set fra den synsvinkel er den rette historiske analogi snarere Anden Verdenskrigs tyske invasion end sammenstødene i 1870-1871 eller 1914-1918.

Stillet over for krigens brutale nedslag i Europa har de vestlige modsvar indtil videre været håbløst utilstrækkelige. Især de europæiske lande burde med det samme have lukket af for deres import af russiske gas- og olieforsyninger.

En tysk universitetsundersøgelse har lige påvist, at et øjeblikkeligt stop for russisk energiimport højst vil reducere den tyske bnp med mellem minus to og minus tre procent. I forvejen burde den fossile energi slet ikke afbrændes af klimahensyn. Gennem vores fortsatte import af den er vi nu med til at finansiere Ukraines ødelæggelse. Det er på tide, at vi beslutter os for at lade den blive i undergrunden. Handler vi ikke omgående og radikalt, vil vi sandsynligvis komme til at fortryde det bittert senere.

Misforhold i styrke

Hvad angår militær bistand, har USA og Polen tidligere lovet kampfly til ukrainske piloter, så de ville kunne forsvare deres land mod russiske bombardementer. Begge lande har siden ombestemt sig. Formentlig står vi her over for den første konflikt i historien, hvor lande, der både økonomisk og militært er så mange gange mere magtfulde end deres modstander, på forhånd melder ud, at de ikke vil gribe ind uanset omfanget af menneskelige tab og af materielle ødelæggelser på ukrainsk jord (NATO-landenes bnp er tilsammen ti gange større end Ruslands, mens deres luftvåbenkapacitet er fem gange større).

I Krimkrigen 1853 sejrede Frankrig og Storbritannien over det russiske tsarrige og fik begrænset dets ekspansion mod syd. Misforholdet i militær styrke mellem Vesten og Rusland er i dag langt større i vestlig favør. Alligevel vælger vi intet at gøre.

Den gængse forklaring er selvfølgelig, at faren for atomkrig gør NATO’s styrkeforspring i konventionel våbenmagt uanvendeligt i praksis og i det hele taget forhindrer os i at gøre brug af vores overmagt. Påstanden er ikke nødvendigvis overbevisende og kræver i al fald nærmere forklaring. Skal vi tage den bogstaveligt, må implikationen være, at så er vi også nødt til at forholde os passivt over for tilsvarende invasioner af andre territorier uanset ødelæggelsens omfang.

Når vi står så tøvende over for at levere et effektivt militært modsvar på den russiske aggression, er forklaringen utvivlsomt også, at de europæiske magter stadig er så dybt traumatiserede af den cyklus af nationalistisk og folkemorderisk selvdestruktion, som de oplevede mellem 1914 og 1945, og som de siden 1945 har stræbt efter at overvinde ved at udvikle internationale institutioner og love, skabe større økonomisk integration og forpligte sig på menneskerettighedshensyn.

Det er selvfølgelig grundlæggende en positiv udvikling, men så burde disse fredelige midler også kunne udnyttes med større konsekvens og i videre omfang.

Sanktionssmuthuller

Dette må ikke blot indebære et øjeblikkeligt stop for finansieringen af ​​den russiske stat gennem køb af kulbrinteenergi, men også en fundamental genovervejelse af selve funktionsmåden i de ​​økonomiske sanktioner, som i dag rammer millioner af almindelige russere langt hårdere end den lille oligarkiske og kleptokratiske klasse, som regimet støtter sig til.

Nogle sanktioner hævdes ganske vist at være rettet specifikt imod oligarkerne, men reelt er det højst et par hundrede mennesker, der vil blive berørt af foranstaltninger, som gennemføres uden systematisk kontrol og desuden rummer adskillige smuthuller. Vi burde i stedet gå efter de titusindvis af russiske formuer, som er investeret i de vestlige finans- og ejendomskredsløb.

Det er centralt at sætte ind her og ikke kun for at presse Putins regime, men i høj grad også for at overbevise den russiske og internationale opinion om, at Vestens højtidelige taler om retfærdighed og demokrati ikke bare er tomme ord.

Over halvdelen af de afrikanske og asiatiske lande undlod i FN’s Generalforsamling at stemme for fordømmelsen af Ruslands krig mod Ukraine. De mistænker de vestlige lande for ganske at glemme eller ignorere deres egne talrige militære interventioner og for primært at være optaget af at forsvare egne interesser og dominans.

Problemet er, at det juridiske og finansielle system, som Vesten har etableret igennem årtier, først og fremmest sigter mod at beskytte verdens mest velstående, uanset hvor i verden de kommer fra, og til skade for alle andre.

Hvis en almindelig russer mister halvdelen af sin ​​købekraft i pension eller løn på grund af rublens fald og den inflation, som sanktionerne skaber, findes der ingen retlige veje, som han kan gå. Ingen domstole, som han kan henvende sig til for at klage.

Hvis vi på den anden side vil forsøge at fratage en oligark, der har 100 millioner euro, halvdelen af ​​sin formue, kan han gribe til en bred vifte af juridiske modtræk for at imødegå vores skridt, og ofte vil det ende med, at han helt slipper for at betale noget som helst.

Vi har vænnet os så meget til, at dette nu engang er et vilkår, at vi ikke længere bemærker det. Men i virkeligheden lever vi i en totalt forudindtaget og asymmetrisk retsstat.

Kun hvis de vestlige lande tager langt mere vidtgående retlige midler i brug og samtidig viser vilje til at udvise langt større retfærdighedshensyn, vil vi effektivt kunne opbygge en postmilitaristisk og postkolonial verden.

Thomas Piketty er fransk økonom og forfatter.

© Le Monde og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen.

Serie

Ny krig i Europa

Længe har man sagt, at Ruslands præsident Putin ikke har noget at vinde ved et gå i krig i Ukraine. Alligevel er krigen blevet en realitet. Ruslands invasion har en betydning, der ikke bare rækker ind i Ukraine, men også i NATO, EU og andre af russernes nabolande. Hvad gør Putin, Vesten og de tidligere sovjetrepublikker, Ukraine og Kina? I denne serie giver vi overblikket over den komplekse konflikt.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Bruno Petersen

EU og USA er pacifistiske. Måske på lidt forskellig måde. Måden EU er det på giver Piketty udtryk for ovenfor:
“Når vi står så tøvende over for at levere et effektivt militært modsvar på den russiske aggression, er forklaringen utvivlsomt også, at de europæiske magter stadig er så dybt traumatiserede af den cyklus af nationalistisk og folkemorderisk selvdestruktion, som de oplevede mellem 1914 og 1945, og som de siden 1945 har stræbt efter at overvinde ved at udvikle internationale institutioner og love, skabe større økonomisk integration og forpligte sig på menneskerettighedshensyn”.

Piketty skriver også: “Det er selvfølgelig grundlæggende en positiv udvikling, men så burde disse fredelige midler også kunne udnyttes med større konsekvens og i videre omfang”.
Men lad os afprøve slagkraften i tanken: Vi antager antager at man med slagkraft mener evne til at stoppe krigen i form af en aftale, et kompromis imellem parterne. Men der skal nogle elementer til et kompromis på bordet. En kompliceret kunstart, som diplomatiet i virkeligheden arbejder i døgnets 24 timer i den verserende konflikt og som jeg kun er bekendt med via de informationer pressen giver mig.
Jeg kan kun “slynge” nogle elementer på bordet i en intuitivt fornemmet opfattelse af situationen. En gang imellem finder man et element (en vinkel, en idé) der sætter lidt gang i en videre tankegang på vej mod et færdigt forhandlingsforslag. Jeg tænker mig at det at ophæve/opløse NATO er et element der straks vil lægge op til at spørg; 1) hvad vil der ske ved det? Hvem vil sætte pris på det? Mit svar set fra Putin-autokratiets vinkel: overraskelse og og interesse. Dernæst ville spørgsmålet om prisen for at ophæve NATO kunne være, måske rejse sig. Mit bud set fra EUs og USAs vinkel: Rusland ud af Ukraine + krigsskadeerstatninger + anklage fior krigsforbrydelser + etablering af en ny stålunionslignende “energi-union” + økonomiske aftaler, der viser den gensidige afhængighed imellem suveræne stater.
“Energien” i dette forslag er sikkert kun en indre oplevelse. “Klodserne” så skæve at de ikke kan stables eller komme til at udgøre en konstruktion. Billedligt talt. Men ord flød en sen aftentime. Jeg har ikke feber og jeg har ikke ramt forkert på tasterne. Piketty giver altid mig inspiration. Fortsat god aften.

Peter Beck-Lauritzen

BP: fin løsningsmodel, men jeg tror, Putin finder den for dyr/ikke nok til at redde hans ansigt. Piketty har også ideer, men ender op i stop af energi-køb i Rusland, her og nu.
Ideelt for CO2 udledningen og øget hastighed på skifte til grøn energi. Leder hen mod kraftigete sanktioner, uden smuthuller=konfiskering. Her holder russerne sig ikke tilbage=nationalisering.
Det sidste minder om en presset Putin.
Og NATO hjælp, ex fly, må da betegnes som en "special mission", til sikring af Geneve-konventionen og menneskerettighederne.
Putin har "sovet" i historietimerne og kan glemme alt om fortidens storhed.

Jørgen Mathiasen

Dette er en enfoldighed fra Piketty, som jeg ikke umiddelbart havde ventet.
Maksimalfordringer kan man skrive i gymnasiet, men hvis den franske forsker vil vide, hvorfor Tyskland ikke allerede har stoppet energiimporten fra Rusland, behøver han blot at kigge på de seneste tv-interviews med Tysklands økonomiminister Robert Habeck.

Han kan også overveje refleksionerne hos Claudia Major, lederen af forskningsfeltet sikkerhedspolitik i Stiftung Wissenschaft & Politik, i håndfulde af bidrag på tv. - Vesten satser på at vinde det lange træk over for Rusland. Lykkes det ikke, står vi over for mærkbar sikkerhedspolitisk turbulens.

Vesten har foreløbig taget tre midler i anvendelse over for Rusland: Sanktioner, som Major i temmelig stærk kontrast til danske forhåndsvurderinger ser som et enormt slagvåben især på det lidt længere sigt, militær aktion gennem leverancer af våben, og finansiel handling ved understøttelse af Ukraine. Som et fjerde aspekt kan man nævne, at landene uden videre åbner døren for flygtninge fra Ukraine. Putin havde sikkert regnet med, at han kunne fremkalde ustabilitet og uenighed på dette punkt.

Det tegner sig endelig et billede af, at det netop er rigtigt at ramme almindelige mennesker i Rusland for at gøre det klart, at de bliver holdt for nar af deres egne medier og af deres enehersker og dermed fremkalde et politisk pres i Rusland mod Putins regime. Hvis krigen alligevel eskalerer, kan Piketty meget hurtigt få den ønskede krigsøkonomi.

Niels Jacobs, Peter Ravn-Olesen, uffe hellum, Jens Christensen og Ole Olesen anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

Vi må heller ikke glemme de psykologiske aspekter, for en mere unødvendig krig skal man vist lede længe efter i historiebøgerne. Afsættet forekommer, alle analyser til trods, stadig ret meningsløst, uigennemtænkt og impulsivt. Selv fra kinesisk hold hører man udtalelser om at krigen konstituerer en kæme fejltagelse og ikke engang optakten til 2. verdenskrig havde et så fattigt rationale, som det russerne læner sig op ad.

Tyskland anno 1929 var rabundus, økonomisk og allerede en udskammet paria blandt sine naboer, da man lod Hitler spænde krigsmaskinen for kærren. Rusland var for tre uger siden ikke i nærheden af at være statsbankerot og diverse kontroverser med omgivelserne var ikke større end at de kunne udjævnes med penge. Russerne kunne, med en lidt bedre begavet og oplyst (kunne også stå oplysende) leder ved roret have gået en så meget lykkeligere fremtid i møde, uden at jeg skal gøre mig alt for klog på udkommet på den lange bane. Man må bare konstatere at det på mange måder ser sort ud.

Det man kan håbe er, at denne ikonisk åndsvage krig kommer til at stå som en advarsel til kommende generationer, om at vælge andre måder at kommunikere med sine naboer på - hvis man har noget man gerne vil sige om den måde de har valgt at leve deres liv på.

Rune Mariboe, Birgitte Fisker, Peter Beck-Lauritzen, Alvin Jensen, Ole Olesen og Kim Morten Nissen anbefalede denne kommentar
Torben Lindegaard

@Søren Kristensen 16. marts, 2022 - 08:08

Du kalder krigen imellem Rusland og Ukraine for "ikonisk åndsvag" -
uden jeg helt forstår hvad, du måtte mene med det.

Men krigen er yderst reel for de ukrainere, der bliver bombet ud af
deres eget hjem -
og for de ukrainere, der føler sig tvunget til at flygte til et andet land.

Jeg beklager, at Nato ikke vil iværksætte et flyforbud over Ukraine.

Nato skal ikke angribe russiske styrker på russisk jord - slet ikke.

Men russiske styrker i ukrainsk luftrum, skal Nato nedkæmpe -
og ukrainerne skal have leveret moderne våben, så de selv kan
smide de russiske landsyrker ud af Ukraine -
og den russiske flåde ud af ukrainsk søterritorium.

.... og selvfølgelig skal vi ikke finansiere Ruslands krig ved at købe
olie, kul eller gas af fra landet.

Peter Beck-Lauritzen, Bent Nørgaard, Alvin Jensen og Torben Bruhn Andersen anbefalede denne kommentar
Torben Lindegaard

@Søren Kristensen 16. marts, 2022 - 08:08

Du kalder krigen imellem Rusland og Ukraine for "ikonisk åndsvag" -
uden jeg helt forstår hvad, du måtte mene med det.

Men krigen er yderst reel for de ukrainere, der bliver bombet ud af
deres eget hjem -
og for de ukrainere, der føler sig tvunget til at flygte til et andet land.

Jeg beklager, at Nato ikke vil iværksætte et flyforbud over Ukraine.

Nato skal ikke angribe russiske styrker på russisk jord - slet ikke.

Men russiske styrker i ukrainsk luftrum, skal Nato nedkæmpe -
og ukrainerne skal have leveret moderne våben, så de selv kan
smide de russiske landstyrker ud af Ukraine -
og den russiske flåde ud af ukrainsk søterritorium.

.... og selvfølgelig skal vi ikke finansiere Ruslands krig ved at købe
olie, kul eller gas af fra landet.

Torben Lindegaard

@Per Larsen Andersen 16. marts, 2022 - 08:56

Du kalder Nato udvidelserne unødvendige - unødvendige for hvem ??

I hvert fald ikke for de central europæiske lande -
tidligere russiske vasalstater - der så blev optaget i Nato.

Vi kender alle sammen listen:
Estland, Letland, Litauen, Polen, Tjekkiet, Slovakiet, Ungarn, Rumænien,
Bulgarien, Albanien, Montenegro, Kroatien, Slovenien & Nord Makedonien.

Hvis et land søger optagelse i Nato, så er optagelse i Nato eller ej
et spørgsmål imellem ansøgerlandet og de p.t. 30 Nato medlemslande,
der alle skal tiltræde optagelsen.

Det rager ikke andre ikke-medlemslande - heller ikke Rusland.

Rune Mariboe, Torben Siersbæk, uffe hellum, Jens Christensen, Peter Beck-Lauritzen, Annette Munch, Thomas Janhøj og Ole Olesen anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

Det ikonisk åndsvage, som jeg ser det består i, at Putin begrunder krigen med at han vil hjælpe/befri et broderfolk - altså hans eget folk. Med bomber - hvilken hjælp! Og lad så bare sige, at han i virkeligheden slet ikke betrager ukrainere som brødre og søstre, men alene benytter denne term i propaganda-øjemed. Så er han i virkeligheden på samme side som os andre, i forståelsen af verdenssituationen og så er det jo helt utilgiveligt og dermed mindst ligeså ikonisk åndsvagt, at invadre et suverænt land; når han burde kunne forudse, at hele verden (i hvert fald den vestlige) vil vende sig imod ham. Man kan selvfølglig argumentere for at os er han flintrende ligeglad med, men så er han jo også ikonisk åndsvag, eftersom det er os der financierer hans land.

Så altså lige meget hvordan du vender og drejer det, så har krigen intet konstruktivt udkomme og heller ingen vinder og det er måske snarere det sidste der afstedkommer min dom: ikonisk åndsvag. Man kunne også have sagt meningsløs, men nu har russerne jo et eller andet med ikoner.

Rune Mariboe, Peter Beck-Lauritzen og Mogens Holme anbefalede denne kommentar

Jeg hæfter mig især ved dette afsnit i slutningen af Pikketys artikel.

"Problemet er, at det juridiske og finansielle system, som Vesten har etableret igennem årtier, først og fremmest sigter mod at beskytte verdens mest velstående, uanset hvor i verden de kommer fra, og til skade for alle andre.

Hvis en almindelig russer mister halvdelen af sin ​​købekraft i pension eller løn på grund af rublens fald og den inflation, som sanktionerne skaber, findes der ingen retlige veje, som han kan gå. Ingen domstole, som han kan henvende sig til for at klage.

Hvis vi på den anden side vil forsøge at fratage en oligark, der har 100 millioner euro, halvdelen af ​​sin formue, kan han gribe til en bred vifte af juridiske modtræk for at imødegå vores skridt, og ofte vil det ende med, at han helt slipper for at betale noget som helst.

Vi har vænnet os så meget til, at dette nu engang er et vilkår, at vi ikke længere bemærker det. Men i virkeligheden lever vi i en totalt forudindtaget og asymmetrisk retsstat".

Jeg synes Pikkety her peger på det helt centrale problem. nemlig at der mangler en markant juridisk overligger for ekstrem rigdomme. Enkeltpersoner skal forhindres i at opbygge personlige formuer, , så de kan anskaffe sig lystyachter til mange milliarder stykket.

Mens mennesker i de fattige lande (og ikke sjældent i de meget riges hjemlande) dør af sult.

Det er jo ikke kun russiske oligarker, der anskaffer sig den slags potensforlængere til at prale med deres rigdomme. Det foregår også i demokratiske lande.

Jacob Jacobsen, Klaus Ipsen, Steen Simonsen, Peter Beck-Lauritzen, Mogens Holme, John Andersen, Alvin Jensen og Ole Olesen anbefalede denne kommentar
René Arestrup

Ja, selvfølgelig skal vi tage kvælertag på oligarkerne. Mange af dem har placeret deres aktiver og formuer i Vesten og som sådan ligger det lige for at spænde ben for dem.

Det er muligt, at de kan hyre de bedste advokater - og at retssystemet i øvrigt er indrettet på at give dem maksimal beskyttelse - men adskillige af dem har formueforhold, der er så brogede, at det burde være muligt at blotlægge ulovligheder, som igen kan føre til dom, indefrysning og beslaglæggelse.

Tænk lex Al Capone. Han blev ikke fældet på grund af sin voldelige adfærd, men fordi han havde fiflet med sin skattebetaling.

Rune Mariboe, Kim Houmøller, Peter Beck-Lauritzen og Alvin Jensen anbefalede denne kommentar
Annette Munch

"Problemet er, at det juridiske og finansielle system, som Vesten har etableret igennem årtier, først og fremmest sigter mod at beskytte verdens mest velstående, uanset hvor i verden de kommer fra, og til skade for alle andre"

så længe der er villige advokatfirmaer, der er villige til at finde de legitime huller i den retlige regulering - og de illegitime - bliver der ikke lukket for ret meget. Disse advokatfirmaer/finansielle og juridiske rådgivere, der tjener store summer på deres rådgivning er at ligne med hæler/stjæler relationen med devisen alt der ikke er forbudt er lovligt, så svindel med fællesskabets værdier kan fortsætte

Steen K Petersen, Inger Pedersen, Klaus Ipsen, Peter Beck-Lauritzen og Alvin Jensen anbefalede denne kommentar
Anders Thornvig Sørensen

Jeg ønsker ikke at være internetkriger. Jeg ved af egen erfaring, desværre, hvor svært det i praksis kan være at gøre sådan som man føler, at man burde. Der er en demokratisk beslutningsproces, som skal overholdes, foruden retsregler. Hvis vores industri går helt eller delvist i stå, det være sig nok så kortvarigt, på grund af energimangel, bliver vi sat ud af spillet i forhold til Ukraine. Over 30 frivilligt samarbejdende lande kan ikke udstede befalinger ovenfra lige så hurtigt og hensynsløst som en diktator.

Det er en afgørende forskel mellem, om økonomiske sanktioner indføres for at presse et regime til at standse overgreb mod dets egen befolkning - eller om det sker for at standse regimets angreb på et andet land.

I førstnævnte tilfælde er det et problem, at man rammer den samme befolkning i landet selv, som man egentlig ønsker at hjælpe. Men det hensyn gælder ikke, når man indfører sanktionerne mod landet, for at standse dets erobringskrig mod et andet land. Russerne som nation, og russerne alene, må forholde sig til sanktionerne og disses virkninger. Det er ikke noget, resten af verden skal gøre for dem.

Jørgen Mathiasen

Til internetkrigerne her vil jeg bare sige: Vi fører ikke eventyrpolitik. Vi vil vinde.

Til Anders Thornvig Sørensen: Vi fik ikke medhold fra historien i den opfattelse, at der kunne blive et grumset kompromis. I stedet for kom den store armvridning fra Rusland.
Begge parter i forhandlingerne antyder nu, at Ukraine kan få en status som Østrig eller Sverige; begge lande er neutrale og medlemmer af EU, og det kan blive vejen til en våbenhvile og en russisk tilbagetrækning. Så er vi i EU/NATO fri for at gå over til krigsøkonomi.

Torben Siersbæk og Peter Beck-Lauritzen anbefalede denne kommentar
Jens Jørn Pedersen

Det er et grundlæggende problem i den nuværende økonomiske verdensorden, at det altid er den fattige, der betaler kriserne. Vi har set det med COVID-19, at de rige er blevet rigere og de fattige er blevet syge.
Denne form for forskelligheder i livskvalitet vil fortsætte indtil vi ændrer de økonomiske spilleregler.
Som det ser ud med Vladimir Putin, så kan man ikke fjerne ham ad den internationale vej, med mindre man vil kast nogle bomber/misiler ned i hovedet af ham. Når borgerne bliver fattigere, så må de spørge sig selv, hvorfor? Og dernæst må de afsætte Putin ved en revolution. Alle andre veje vil give uoverskuelig krig. Men der er rigtigt, at vi skal lukke for de fossile brændstofkøb selv om det vil gøre ondt. Men man vil holde os udenfor, vi må ikke betale! Kom nu i gang med Rusland, Kina, Iran, Saudi Arabien tec. etc.

Der er rigtig nok mange konflikter i konflikten. Bl.a at vi lærer vores små, i børnehaven og skolen, at de ikke må udelukke andre børn fra fællesskabet.
Når så mor og far om aftenen ser Tv-avisen, både ser og hører børne politikerne ytre, at russerne skal lukkes ude, hvilket trigger børnenes logik.

Anders Thornvig Sørensen

Jørgen Mathiasen, 16. marts, 2022 - 13:49

Ukraine har ikke ført en angrebskrig mod Rusland, og Ukraine er ubesejret. Derfor skal landet ikke behandles som en besejret nation. Og derfor har jeg principielt svært ved at acceptere Finlands og Østrigs neutralitet efter 1945 som forbillede.

Men der er et andet muligt forbillede på neutralitet, nemlig Belgiens i 1800-tallet. Da Belgien blev internationalt anerkendt som selvstændigt land efter oprøret mod Nederland i 1830'erne, blev landet både forpligtet til neutralitet og modtog garantier for samme. Storbritannien vedstod forpligtelsen og erklærede Tyskland krig i 1914, da tyskerne invaderede Belgien på vej mod Frankrig.

Oversat ville det betyde, at Vesten skulle forpligte sig til at garantere Ukraines neutralitet på samme måde som Belgiens dengang. Dvs. at hvis Rusland rykkede ind igen, ville det indebære krig med Vesten. De bløde sikkerhedsgarantier fra 1994 har vist sig ikke at virke. Virkelige garantier ville give Ukraine en reel modydelse for at afstå fra at søge NATO-medlemskab.

Torben Lindegaard

@Anders Thornvig Sørensen 16. marts, 2022 - 16:55

Der er ingen garantier af nogen art -
bortset fra et egentligt medlemsskab af Nato -
der vil kunne gøre Ukraine tryg i forhold til Rusland.

Det er et spørgsmål om alle 30 Nato lande kan acceptere Ukraine
som nyt medlem af Alliancen - det rager ikke Rusland.

Anders Thornvig Sørensen

@Torben Lindegaard, 16. marts, 2022 - 17:35

Det fik jeg ikke nævnt, men garantier for Ukraines neutralitet ville kunne styrkes ved tilstedeværelsen af en international fredsstyrke i landet, sådan som det for nylig er blevet foreslået.

En ting er, om NATO principielt holder døren åben for ukrainsk medlemskab. Noget andet er, om Ukraine med flere millioner flygtede ud af landet og russiske styrker ved Kyivs porte så at sige "suverænt" og "frivilligt" beslutter at afstå fra NATO-medlemskab.

Det er en af de indrømmelser, der kan gives til Rusland i den øjeblikkelige situation uden at skade Ukraines langsigtede integritet. Ukraine vil ikke være reelt forpligtet på noget sådant, lige så lidt som når et voldsoffer beholder livet ved at love gerningsmanden at afstå fra politianmeldelse. Men den russiske reaktion på en fornyet ukrainsk anmodning om NATO-medlemskab ville være til at forudse.

Jørgen Mathiasen

@Anders Thornvig Sørensen
Garantierne har ikke virket efter hensigten, og Vesten er en del af konflikten, men sidder ikke med ved forhandlingsbordet. Derfor er det lige nu uklart, hvordan forhandlinger mellem Rusland og Vesten skal foregå og hvad de skal handle om, men hvis Ukraine har en suveræn regering, når konflikten er afsluttet, kan man ikke forestille sig andet end en øget integration med resten af Europa, herunder også at den tyske fond til brintenergiproduktion i Ukraine vil blive aktiveret.

Anders Thornvig Sørensen

@Jørgen Mathiasen, 16. marts, 2022 - 17:57

Uklarhed er også mit indtryk af situationen, og jeg kunne forestille mig, at taktiske overvejelser spiller en rolle. Dels at holde russerne hen med snak, mens tiden arbejder imod dem; dels at styrke sammenholdet på ukrainsk side.

Det er først over en årrække, at NATO-medlemskab efterhånden har fået flertal i Ukraines befolkning, hvor mange snarere har ønsket en internationalt garanteret neutralitetsstatus. Dette synspunkt imødekommer Ukraines præsident, hvorved alle ukrainere er på det rene med, at de kæmper, ikke for NATO-medlemskab, men for deres lands eksistens; NATO-tilhængerne i Ukraine vil have forståelse for præsidentens motiver hertil.

Franskmanden er tidstypisk for de sociale mediers i krigstid, han mangler tålmodighed,jo det er da forfærdeligt med al den lidelse. Blot må vi ikke glemme risikoen for 3. verdenskrig og hvilke våben deri kommer i brug, hvis Nato fly med nedskydninger af russere vil forsøge at indtage luftrummet: Risikoen for verdenskrig er desværre derved for stor, forstår Biden heldigvis.

Det tager tid før Rusland mærker de økonomiske sanktioners effekter fuldt; bankerotten, folkelig opstand og paladskup er en proces over uger , ja måneder, afhængigt af om USA lykkes med at lade Kinas ledelse forstå , at det vil gavne Kinas position i verden, om de vil undlade at støtte Putin - Dermed skal EU støtte USA med ALLE kræfter, held deri ser jeg som bedste mulighed for at afkorte krigen med acceptabelt udkomme for stakkels Ukraine.

Nå ja, og lad så de ukrainske piloter få de der MIG fly , så de kan holde Ivan stangen.

Jørgen Mathiasen

I disse diskussioner skal vi gøre os klart, at vores regeringer holder på informationerne, hvis de finder det formålstjenligt. Den tyske finansminister sagde onsdag aften, at sanktionerne, også hvad russisk energi angår, permanent er til overvejelse i kredsen af G7, EU- og NATO-lande. Det samme er forsyningskilderne.

Man kan (og bør) forstå meldingen sådan, at der permanent arbejdes på at øge sanktionsmulighederne uden at svække enigheden og handlekraften i de nævnte lande, hvoraf nogle har meget begrænsede muligheder. Det kan eksempelvis komme til en olieboykot, mens man beholder den russiske gas indtil videre.

@Niels Jakobs skrev
afhængigt af om USA lykkes med at lade Kinas ledelse forstå , at det vil gavne Kinas position i verden, om de vil undlade at støtte Putin - Dermed skal EU støtte USA med ALLE kræfter, held deri ser jeg som bedste mulighed for at afkorte krigen med acceptabelt udkomme for stakkels Ukraine.

Hvem siger USA forsøger få KIna til at forstå de ikke skal støtte Putin?

Er det ikke yderst interessant de to største ex-Sovjet-republikker nu bekriger hinanden - bare en tanke.

@Valla
Fra Inf. :

https://www.information.dk/udland/2022/03/usa-kina-villig-stoette-ruslan...
"
Timingen for de opsigtsvækkende amerikanske udmeldinger var næppe tilfældig. USA’s nationale sikkerhedsrådgiver, Jake Sullivan, mødtes mandag aften med den kinesiske topdiplomat Yang Jiechi i Rom. Forud for mødet advarede han Kina om ikke at forsøge at hjælpe Moskva med at omgå de hårde sanktioner, som Vesten har indført mod Rusland. Mødet stod på i syv timer. Talsperson for det amerikanske Udenrigsministerium Ned Price beskrev efterfølgende atmosfæren på mødet som »intens«.

Vi kender i virkeligheden ikke amerikanernes dagsorden. Ikke engang sikker på amerikanerne kender den selv.
Bedstre måde vurdere det på er at følge deres handlingsmønster.

Tror ikke amerikanerne på forhånd fastlægger sig på noget. Tror derimod de tar bestik for gang til gang, noget uventet kunne jo opstå.