Analyse
Læsetid: 12 min.

Uanset hvordan det går med krigen i Ukraine, har Putin tabt

Prisen for at vinde krigen mod Ukraine og holde landet besat er blevet så høj, at Rusland ikke har råd. Putin har nu kun ringe handlemuligheder, men hvilken form nederlaget vil tage, er et åbent spørgsmål, skriver den franske sikkerhedspolitiske tænker Jean-Baptiste Jeangène Vilmer
De russiske soldater ser det som Putins krig, ikke deres. De forstår ikke, hvorfor de skal kæmpe. Intet går som planlagt, skriver Jean-Baptiste Jeangène Vilmer i denne kommentar.

De russiske soldater ser det som Putins krig, ikke deres. De forstår ikke, hvorfor de skal kæmpe. Intet går som planlagt, skriver Jean-Baptiste Jeangène Vilmer i denne kommentar.

Natalia Kolesnikova

Udland
17. marts 2022
LYT ARTIKLEN
Vil du lytte til artiklen?
Prøv Information gratis i en måned og få fuld digital adgang
Kan du lide at lytte? Find vores seneste lydartikler her

Putin taber. Uanset hvordan det går med krigen i Ukraine, har han tabt. Selv hvis han indtager Kyiv i morgen, taber Putin. Og hans nederlag vil måske ikke engang blive beseglet af udviklingen på slagmarken, men snarere af de andre dynamikker, han har sat i gang.

Vi er under tre uger inde krigen, og det kan virke skråsikkert at forudsige dens udfald og følger for Ukraine, Rusland og Vesten så klart. Men lige nu peger alt på, at Putins nederlag vil blive resultatet af fem samvirkende faktorer:

For det første: Prisen for militær sejr er nu blevet så høj, at Rusland næppe har råd til at betale den. Dag for dag forekommer det tiltagende tvivlsomt, om Rusland kan finde de nødvendige styrker (og viljen) til at besætte hele Ukraine.

For det andet: Selv hvis krigslykken kan nå at vende til Ruslands fordel, må man som besættelsesmagt regne med vedholdende og nedslidende modstand fra en oprørsk befolkning, et genstridigt civilsamfund og angreb fra partisangrupper.

For det tredje: Rusland står over for en historisk stålsat vestlig enhedsfront i form af et forstærket NATO og et forenet Europa.

For det fjerde: Rusland er nu isoleret i verden med kun få halvhjertede venner. Et fuldstændigt økonomisk sammenbrud kan forestå. Det vil skabe stigende vrede i store dele af befolkningen – selv blandt dem, Putin regner for ’venner’.

For det femte: Den russiske hjemmefront kan bryde sammen, når sanktionerne bider, og meldingerne om høje russiske tabstal når den brede befolkning. 

Putin taber. Det er kun et spørgsmål om tid. Desværre betyder det ikke nødvendigvis, at vi vinder, for vi kender ikke den form, hans nederlag vil tage. Putin har malet sig selv op i et hjørne. Og hvis han beslutter sig for, at hans sidste udvej er at eskalere, kan det blive uoverskueligt farligt.

Høj pris for sejr

Asymmetrien i styrke mellem Rusland og Ukraine er stadig i klar russisk favør, så et russisk militært gennembrud kan stadig komme. Som Stalin grumt bemærkede, har kvantitet sin egen kvalitet. Men de menneskelige og materielle omkostninger vil blive enorme.

Selv om den ukrainske generalstabs daglige opgørelser af russiske tab sikkert overdrives, har vi de første par uger set talrige visuelle beviser på noget, der ligner en regulær militær katastrofe for Rusland: ødelagt og forladt russisk militærudstyr, dræbte og tilfangetagne russiske soldater og russiske enheder, der overfuses af vrede folkemængder af ukrainske civile, som de ikke kan få sig selv til at skyde på.

Rusland har allerede betalt en høj pris, selv om landet ikke indrømmer det officielt og sandsynligvis aldrig vil oplyse dets sande tab. Moskva har tusindvis af faldne og kan snart nærme sig et tabstal, der overgår det samlede for Sovjetunionens ti år lange krig i Afghanistan.

En stærk ukrainsk kampånd og våbenleverancer fra mindst 28 lande betød, at invasionen ikke blev til den ventede blitzkrig. Næsten tre uger inde i krigen kontrollerer russiske styrker kun én ukrainsk storby, Kherson. Putin og hans generaler har begået to klassiske fejl: At undervurdere fjenden og at overvurdere egne styrker. To fejl, der kan bringes på én fællesnævner: hybris.

Russerne har store logistiske problemer, og nogle af dem – mangel på brændstof, rationer og måske endda ammunition – er en direkte følge af dårlig planlægning: Fordi russerne troede, de kunne løbe Ukraine over ende på to dage, forberedte de sig for lemfældigt. Vidnesbyrd fra krigsfanger har afsløret, at de russiske styrker mangler krypteret kommunikationsudstyr. De er afhængige af civile radioer og mobiltelefoner, hvilket gør det muligt for ukrainske og vestlige efterretningstjenester at overvåge eller blokere deres kommunikation.

Det skaber et stort pr-problem for Rusland, at den ukrainske side løbende dokumenterer og udsender fotos og videoer af nedskudte fly, ødelagte kampvogne, dræbte og tilfangetagne russiske soldater og russiske krigsforbrydelser. Manglen på konkrete resultater, den langsomme fremmarch, de logistiske vanskeligheder og den ineffektive kommunikation skaber voksende frustration blandt de russiske tropper. Interview med russiske krigsfanger synes at bekræfte, at tropperne blev holdt hen i uvidenhed og indtil det sidste ikke anede, hvad deres operation gik ud på. Selv officerer var uforberedte.

Et totalt sammenbrud i russisk kampmoral kan ikke udelukkes. De russiske soldater ser det som Putins krig, ikke deres. De forstår ikke, hvorfor de skal kæmpe. Intet går som planlagt. De udsættes for enorme tab og lidelser og viger tilbage fra at skyde på civile ukrainere, som de ser som et broderfolk.

Selv om måske ikke alle russiske soldater kan kommunikere med deres venner og familie derhjemme, har forlydender om Ruslands økonomiske sammenbrud givetvis nået dem. Nogle hører om familiemedlemmer, der står i kø uden for banker, mens rublen styrtdykker. 

En mulighed er, at Putin afblæser operationen. Den stærke ukrainske modstand, det massive internationale pres og faren for at destabilisere sin egen magt kan presse ham til at forhandle, før den ukrainske hær besejres. I et sådant scenarie vil Putin forsøge at spinne en afslutning på operationen som sejr. Men få vil lade sig narre. En blodig krig uden markant politisk gevinst vil være en bitter fiasko for ham personligt og for de russisk væbnede styrker.

For at fremskynde afgørelsen og mindske indtrykket af russisk nederlag vil han kunne blive fristet til at ty til massive luft- og artilleriangreb med fare for at dræbe titusindvis af civile, som russerne har vist sig i stand til tidligere i Syrien og Tjetjenien. Vi ser tendenser til, at Putin måske allerede er slået ind på denne ’tilintetgørelsesstrategi’ med bombardementer af boligkvarterer og hospitaler i Mariupol og Kharkiv og med anvendelse af masseødelæggelsesvåben som de ’termobariske’ vakuumbomber. Brutaliseringen af krigen er en realitet, og der meldes nu om flere dræbte blandt Ukraines civilbefolkning end blandt dets militær. 

Besættelse og hængedynd

Men selv hvis det russiske militær får bugt med den ukrainske hær – til en pris, der vil blive overordentligt høj og ikke bare for den ukrainske hær og befolkning, men også for de russiske soldater – vil det kun være begyndelsen på nye vanskeligheder for Moskva. At erobre et land er en ting, at holde det besat en ganske anden, som USA’s besættelsestropper i Irak kan tale med om.

Uanset om Putin annekterer hele Ukraine og styrer det indirekte gennem et marionetregime eller opdeler det i forskellige separatistregioner, vil de russiske tropper sandsynligvis støde på daglig modstand. En besættelse vil blive ekstremt bekostelig, både økonomisk og politisk og sandsynligvis også alt for bekostelig for Rusland.

Deler Putin landet op i to og styrer de østlige regioner direkte eller gennem en marionet og giver afkald på det vestlige Ukraine, står Putin over for et andet dystert perspektiv: Det vestlige Ukraine vil søge medlemskab af EU og NATO og måske få det. Da vil Putin selv have fremskyndet den ekspansion af ​​den vestlige sikkerhedsarkitektur, han ville forhindre.

Et stærkere ​​NATO og EU

Ruslands angreb – dets omfang og brutalitet – kom for Europa som et større chok end 11. september-terrorangrebene på USA. Og fik øjeblikkelige og drastiske konsekvenser. Med ét var NATO’s eksistensberettigelse styrket og indlysende. 

For første gang trådte også EU i karakter som geopolitisk magt. I årevis har EU-landene mere eller mindre halvhjertet søgt at opbygge samhørighed og ambitioner på forsvarsområdet. Putin fik det hele til at ske på tre dage. Den 27. februar blev EU’s medlemmer enige om at »finansiere indkøb og levering af våben og andet udstyr til et land, der er under angreb«.

Forsvarsbudgetterne vil nu skyde i vejret i hele Europa, især i Tyskland, i det måske største kursskifte i Europa efter Den Kolde Krig. Den tyske kansler, Olaf Scholz, vil afsætte 100 milliarder euro til at modernisere den tyske hær, så det tyske forsvarsbudget kommer over to procent af bruttonationalproduktet. Tyskland droppede også nationale restriktioner for at sende våben til en krigszone.

Endelig har chokket øget NATO’s tiltrækningskraft, da krigen tydeligt demonstrerer risikoen ved ikke at være medlem af alliancen. Det kan få umiddelbare konsekvenser for Sverige og Finland. Som den finske statsminister udtalte på krigens første dag, vil den russiske invasion af Ukraine »ændre« præmisserne for den nationale debat om NATO-medlemskab. Hun havde ret: Kun et par dage senere viste en meningsmåling, at 53 procent af finnerne går ind for medlemskab af NATO.

Rusland står isoleret

Det internationale samfunds reaktion kan virke utilstrækkelig, fordi den ikke har umiddelbar effekt på kamphandlingerne, men sanktionerne mod Moskva kommer til at få varige effekter for alle sektorer (finans, energi, transport, teknologi) og for de magtfulde oligarker. Rusland er nu helt afskåret fra handel med verdens rigeste lande (minus Kina) og står over for økonomisk kvælning. Kina vil være i stand til at kompensere for nogle skadevirkninger, men ikke for alle, og det vil tage lang tid at omstille hovedparten af russisk energieksport til at gå mod øst. Rusland vil ikke igen få adgang til indefrosne midler og beslaglagte ejendomme og lystyachter, så længe Putin forbliver ved magten, og kan ikke genåbne de nationale luftrum og havne, der nu er lukket for russiske fly og skibe.

Resolutionen, der blev forelagt FN’s Sikkerhedsråd den 26. februar, udstillede Ruslands isolation. Ingen stemte imod, så Rusland måtte selv nedlægge veto. Tre stater afstod fra at stemme – de øvrige 11 af de 15 medlemmer stemte for, at Moskva øjeblikkeligt skal indstille sit angreb og trække sine tropper tilbage.

YouTube har suspenderet russiske kanalers mulighed for at generere indtægter på YouTube, herunder RT’s kanaler rundt om i verden, og også sportens verden er mobiliseret. UEFA og FIFA har smidt Rusland ud af international fodbold og førstnævnte annulleret sin sponsoraftale med Gazprom. Den Internationale Olympiske Komité opfordrer til at udelukke russiske atleter. En forbrugerboykot af russiske varer og tjenester mangedobles.

Rusland er nu en pariastat, som er uønsket i handelssamkvem, i diplomatiske fora (på krigens anden dag suspenderede Europarådet Ruslands repræsentationsrettigheder), i nationale luftrum, informationsrum, sportskonkurrencer – kort sagt i de begivenheder, der udgør det internationale liv. Putin opretholder forbindelserne til Kina, Iran, Pakistan og enkelte andre stater, men det vil næppe trøste de russiske erhvervsfolk, atleter og den almindelige befolkning, der skal betale prisen for  omfattende isolation.

Slutspil for Putin

Krigen ødelægger Ruslands fremtid. Det ved russerne, og det kan blive et enormt problem for Putin, der som alle diktatorer mest af alt frygter sit eget folk.

Siden krigens første dag har der været demonstrationer over hele landet. Tusinder går på gaden for at støtte Ukraine i snesevis af byer. Hashtagget #nejtilkrig dukker op alle vegne, og de få tilbageværende uafhængige medier i landet nåede før en ny censurlov at vise deres modstand mod konflikten og deres støtte til det ukrainske folk. Selv den politiske konsensus krakelerer: Tre medlemmer af det russiske parlament, alle fra kommunistpartiet, som havde stemt for at anerkende de separatistiske enklaver i Donbass, kritiserede krigen i Ukraine, der bliver en ny katalysator for den russiske opposition.

Den russiske stat er for undertrykkende til, at den gryende folkelige vrede endnu kan føre til de store opstande. Men over 14.000 demonstranter blev frem til den 9. marts arresteret i mindst 60 byer. I erkendelse af faren har regimet øget repressionen. Den 25. februar foreslog den tidligere russiske præsident Dmitrij Medvedev at genindføre dødsstraf, og to dage senere udsendte generalanklagerens kontor en erklæring, der fastslår, at enhver form for »bistand til en fremmed stat, international eller udenlandsk organisation eller deres repræsentanter, der truer sikkerheden i Den Russiske Føderation« vil blive retsforfulgt som højforræderi.

Krigen vil radikalisere diktaturet og forværre undertrykkelsen. Mest bekymrende for Putin er dog de mulige reaktioner fra den russiske økonomiske elite, som allerede har mistet milliarder på hans militære eventyr. Her ligger en reel risiko for fragmentering af et regime, der indtil nu har bygget på skrøbelig balance. Med sin krig har Putin skabt sig stærke indre fjender.

Den vrede og fjendtlighed og frygt, som Putin genererer i den russiske elite, udgør en reel risiko for hans chancer for at fastholde magten i de kommende uger og måneder. Sandsynligheden for et paladskup eller et oligarkoprør er vokset betydeligt, og måske er vi ikke langt fra det punkt, hvor en kritisk masse af befolkningen og den økonomiske, militære og sikkerhedsmæssige elite, herunder i Kreml selv, forstår, at skal Rusland reddes, må Putin styrtes. Denne krig er hans største fejlbedømmelse og kan blive hans undergang.

Skræmmescenarier

Putin må selv have erkendt, at han har overvurderet sine styrker i Ukraine og undervurderet den internationale reaktion og risikerer at miste kontrollen over situationen. Tilsyneladende tror han nu, at han kan genvinde initiativet ved at eskalere. Det urovækkende er, at vi ikke kender grænserne for hans eskalationsplaner. Han har flere muligheder, men lad mig nævne tre scenarier.

Angreb på et NATO-medlem: Rusland kan anklage et NATO-land, der leverer våben eller efterretninger for at beskytte Zelenskyj eller medlemmer af hans regering, for et iscenesat angreb (en falsk flagoperation) og angribe over grænsen (for eksempel ved at bombe en våbenkonvoj i Polen), i luftrummet eller i Sortehavet. Angriber Rusland et NATO-land, vil det sandsynligvis samtidig aktivere sin atomslagstyrke i et forsøg på at afskrække NATO-landene fra at påkalde deres musketered.

Ødelæggelse af Ukraine: De russiske styrker er tilsyneladende allerede gået over i en eskalationsfase, fordi angrebets første faser slog fejl. Derfor vil russerne gribe til mere brutale angreb, ikke mindst imod civile. Og selv hvis dette ikke virker, kan Putin som sidste udvej bruge et taktisk atomvåben. Han vil kunne gøre det under påskud af at ville modvirke en større fare: Moskva er allerede begyndt at sprede rygtet om, at ukrainerne vil detonere en »beskidt bombe« på russisk territorium.

Ved at bruge et atomvåben mod Ukraine ville Moskva signalere en hensigt om at gå hele vejen i håbet om at afskrække Vesten fra at yde våbenhjælp til Ukraine. En variation af scenariet vil være et angreb på en af Ukraines 15 atomreaktorer eller en ødelæggelse af Tjernobyls beskyttelseskappe. Et sådant angreb ville blive iscenesat som et værk af ukrainerne, og set fra Kremls perspektiv kunne radioaktive udslip have den fordel at gøre dele af det ukrainske territorium ubeboeligt og dermed skabe en de facto-bufferzone mod vest.

Afledningsmanøvre: Putin kan også åbne en ny front. Det kan for eksempel være på Balkan, i rummet (ved at angribe satellitter med henvisning til, at de bruges til at hjælpe de ukrainske styrker), under havet (ved at skære internetkabler over) eller andre steder, hvor vi mindst venter det. Han vil ikke kun gøre det for at øge sine chancer for at vinde, men også for at skabe en afledning fra, hvad der vil være en relativ eller absolut russisk fiasko i Ukraine. Den hypotese kan dog støde på materielle og psykologiske grænser, da det langtfra er givet, at Rusland har midlerne til at indfri ambitionerne, og frem for alt ikke er sikkert, at generalerne – hvoraf nogle må tænkes at være stærkt skeptiske over for det ukrainske militæreventyr – vil følge Putin ud i alle eskalationer.

Det værst tænkelige scenarie, en atomkrig, er usandsynligt, men ikke umuligt. Da Putin tydeligvis er låst fast i et paranoidt delirium, kan intet udelukkes. Det kan også blive i den tragiske forstand, at vi nu ser begyndelsen til enden.

Jean-Baptiste Jeangène Vilmer er direktør for det franske Institut for Strategisk Forskning, en tænketank tilknyttet det franske forsvarsministerium.

Artiklen er først bragt i Le Grand Continent den 27. februar 2022.

© Le Grand Continent og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen.

 

Serie

Ny krig i Europa

Længe har man sagt, at Ruslands præsident Putin ikke har noget at vinde ved et gå i krig i Ukraine. Alligevel er krigen blevet en realitet. Ruslands invasion har en betydning, der ikke bare rækker ind i Ukraine, men også i NATO, EU og andre af russernes nabolande. Hvad gør Putin, Vesten og de tidligere sovjetrepublikker, Ukraine og Kina? I denne serie giver vi overblikket over den komplekse konflikt.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Peter Beck-Lauritzen

God information. Mange scenarier. Og Putin er utilregnelig og ikke til at stole på.
Putin har meddelt, at invasionen er en succes og denne "special-mission" stopper, når målene for denne nås!
Hvilke mål har Putin for missionen?
Det ved vi ikke! Hvad er Putin succes-kriterie? Det ved vi heller ikke.
Er kriterierne, at skaffe vand til Krim? At overtage Ukraines gasfelter i Donetsk & Lugansk? At bombe Ukraine flad? At indsætte en marionetregering? At skabe en konfliktzone a la Israel-Palæstina=evig krig? At lukke Ukraine ude fra Sortehavet? Færre grænser til NATO?
Mange ubesvarede spørgsmål! Nogen der kender svarene?

Holger Nielsen, Inge Lehmann, Torben Bruhn Andersen, Rolf Andersen, Torben Siersbæk, Arne Albatros Olsen, Alvin Jensen, Poul Anders Thomsen, Susanne Kaspersen, Steffen Gliese og Svend Erik Sokkelund anbefalede denne kommentar
Steen Ole Rasmussen

DET ER KRIGEN, DER TABER!

Det er ikke bare Putin, der er dømt til at tabe krigen. Det er krigen som politisk middel, der taber her, som den har gjort siden afslutningen på anden verdenskrig.

Det er beskæmmende, at vore medier og politikere bruger invasionen som argument for ny oprustning nu, hvor det står mejslet ind i de åh... så oplyste og rationelle modernisters pandeskal, at Putin og krigen vil tabe på invasionen af Ukraine.

Vore lede ledere søger konsolideringen af de magtstrukturer her som der, vælger cementeringen af magtens fordummende logik, frem for at se differentieret på de muligeder, det kommende ret uhyggelige nederlag krigen og Putin kan se frem til.

Tysk økonomi er mere fokuseret på at fortsætte krigen med vore livsbetingelser end på at drosle sit gigantiske svineri med de fossile brændsler ned. Der er fortsat fri hastighed på de tyske motorveje, og importen af russisk gas fortsætter på fuld hammer, mod betaling af 800 000 000 euro om dagen til Putins krigsmaskine!

Vore magthavere, koldkrigens vindere, vandt den kolde krig. Men har aldrig vundet freden. Dybest set er det vore medier, politikere, økonomer der står i spidsen for den ekstreme antagonisme, der hersker mellem "den sejrende livsstils" konflikt med sine livsbetingelser.

Hellere vil disse patetiske vindere krigens realitet, end se deres fundamentale konflikt med livets betingelser i øjnene:

https://www.google.com/search?q=realitetens+konflikt+vs+konfliktens+real...

Holger Nielsen, Jens Jensen, Eva Kjeldsen, Birthe Drews, Flemming Berger, Hanne Utoft, Inger Pedersen, Jens Thaarup Nyberg, Peter Beck-Lauritzen, Steen Bahnsen, Arne Albatros Olsen, Alvin Jensen og Torben Arendal anbefalede denne kommentar
René Arestrup

Fin analyse, som efterlader det åbenlyse spørgsmål: Hvad skal Putin have for at stoppe sit vanvid? Vesten er - desværre - nødt til at berede vejen for en exit-strategi, som sikrer, at Putin ikke taber ansigt, men kan klamre sig til en eller anden form for symbolsk sejr.

Det forekommer fuldstændig urimeligt, at han skal vinde noget som helst på sin aggressive fremfærd, men hvis alternativet er, at han trækker alt og alle med sig ned i et flammehav, må den pragmatiske konklusion være, at han skal have et eller andet.

Og mon ikke han nærmer sig et punkt, hvor han er så tilpas mør, at prisen er til at leve med for Ukraine og Vesten?

Holger Nielsen, Hans Forchhammer, Dennis Tomsen, John Hansen, Inger Pedersen og Steen Bahnsen anbefalede denne kommentar
Arne Albatros Olsen

Man kan stille sig selv spørgsmålet om hvad Hitler ville gøre i slutningen af krigen , hvis han havde atomvåben.

Han ville banke den røde knap i bund med et brøl !

Gad vide hvor på tæt Putin er rent psykisk mht. at gøre noget tilsvarende ?

Michael Hullevad, Holger Nielsen, Inge Lehmann, Torben Siersbæk, Peter Beck-Lauritzen og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar
Poul Anders Thomsen

Tak for en god analyse, enig. Jeg har kun en kommentar. Putins ultimative argument over for Vesten er som bekendt truslen om atomkrig, som både vi og russernes godt ved er en selvmordsmission. Det har vi fået banket ind siden vi var små. Det er nok her Putin kommer til kort. Selvom der er mange medløbere i Rusland, så har Putin slet ikke den tryllebindende magt over sin befolkning, som fx Hitler havde. Problemet med selvmordsmissioner, er jo at selvom du sikkert kan få mange til at synes det er en god ide, hvis nogen, fx du tog afsted, så er det uhyre svært at finde en der selv vil følge med.
Selvom vi altid frygter det, så er det kke helt så nemt, at starte en atomkrig som på film. Atomkrig er ikke et one-man-show. Der skal være mange, der er villige til at trykke på knappen, følge dig i døden og tage alle de kender, deres venner, familie, børn, håb og drømme og bogstavligt trække hele deres verden ud i lokummet.
Når Putin taber i Ukraine, så skal vi ikke belønne ham med noget som helst, han skal ikke tilbydes en udgang. Russerne selv, skal vise ham udgangen, så vi en gang for alle slipper for idioten i øst og kan leve i fred og fordragelighed, rejse til Rusland og omvendt, åbne verden for russerne igen. Russerne skal tage deres frihed, det har de ret til og vi andre har fortjent at få en verden uden russisk tyrrani.

Birgitte Fisker, Michael Hullevad, Holger Nielsen, Torben Bruhn Andersen, Eva Kjeldsen, Steffen Gliese, Torben Siersbæk, Rolf Andersen, Peter Beck-Lauritzen, Steen Bahnsen og Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Jeg har hørt, der er plads på Skt. Helena.

Holger Nielsen, Poul Anders Thomsen, Torben Siersbæk, Bent Nørgaard og Peter Beck-Lauritzen anbefalede denne kommentar

"Rusland vil ikke igen få adgang til indefrosne midler og beslaglagte ejendomme og lystyachter, så længe Putin forbliver ved magten"
Tja, det kan være enden for Putin hvis hans "medløbere" pludselig skifter holdning på grund af sanktionerne og vil have Putin afsat og det har russerne mange måder at gøre det på :-(
Tror godt Putin kan glemme alt om at være Ruslands Præsident på livstid nu.

Spørgsmålet er måske hvor hårdt Putin vil lade sig presse før han gør noget rigtigt dumt som at smide en a-/kemisk bombe kun for at vise sin "magt".
Ville hitler have brugt a-bomben hvis han havde haft den i slutningen af krigen, tja, det tror jeg, ikke for at vinde krigen, men for at sætte en form for "statement".

Michael Hullevad, Holger Nielsen, Inger Pedersen, Per Langholz, Torben Siersbæk og Peter Beck-Lauritzen anbefalede denne kommentar
Inger Pedersen

Steffen Gliese
17. marts, 2022 - 13:13
"Jeg har hørt, der er plads på Skt. Helena."

Der er vist også ret god plads på Mars - og Gud ved, om ikke klynen selv ville acceptere en enkeltbillet dertil som en tilpas glorværdig exit?
Isæt hvis den halve verden stod ret imens...

Spørgsmålet er så bare herefter, hvad vi - de tilbageblevne - skal stille op med oligarkerne, deres formuer og magtbegærlighed, nu, hvor de så ikke mere har Putin at tørre den af på?

Det der med, om Hitler ville have brugt atombomben, hvis han kunne:
Ja, det ville han jo nok, men på det tidspunkt ville han nok regne med, at de andre ikke kunne gøre gengæld med de samme midler.
Men nu er situationen en helt anden!
Præcist dette ved Putin godt (det bør han jo vide), og derfor ved han også, at sådanne tiltag ikke vil genskabe Ruslands storhedstid (måske højst et par sekunder), men derimod vil skabe dets udslettelse.

I øvrigt ville Putin godt kunne komme ud af det hele med blot en del af æren i behold, nemlig at foreslå og få gennemført internationalt overvågede og optalte folkeafstemninger i de berørte områder i stil med dem, der blev gennemført i 1919 i Sønderjylland/Slesvig.
Han kunne så hævde, at han var nødt til at angribe en større del af "kagen" for at at være sikker på at få en lille bid.

Holger Nielsen, Søren Kristensen og René Arestrup anbefalede denne kommentar

There's land for grab for the Chinese.

Efter dette bliver Rusland en vasalstat for Kina.

Michael Hullevad, Holger Nielsen, daniel malcus og Søren Kristensen anbefalede denne kommentar
René Arestrup

@Poul Anders Thomsen
'Når Putin taber i Ukraine, så skal vi ikke belønne ham med noget som helst, han skal ikke tilbydes en udgang. '

Det er fristende at tænke sådan. Specielt på afstand. Selvfølgelig ville det være bedst hvis vi kom helt af med ham. Men indtil videre er Putin altså stadig præsident i Rusland og han fører en barbarisk krig i Ukraine, som hver dag koster liv, også uskyldige liv. Lige nu er Mariupol forvandlet til noget, der minder om helvede på jord.; 300.000 mennesker er spærret inde i den efterhånden totalt sønderbombede by, og mange af dem har ikke adgang til selv helt basale fornødenheder som mad, vand og medicin.

Så længe Vesten ikke vil engagere sig 100 procent i krigen - og det er der flere gode grunde til - kan vi ikke, med rimelighed, forvente, at det ukrainske folk skal kæmpe og forbløde lige indtil Putin - måske - bliver bragt til fald. I princippet kan det jo tage måneder og koste i titusinder af ukrainere livet.

Det er sgu nemt nok at sidde i en dansk sofa og hidse sig op over Putin og hans krig. Men ukrainerne har al mulig ret til at sige at nok er nok. I sidste ende er det jo ikke deres ansvar at vælte Putin.

Holger Nielsen, Anne Højholt, Hans Forchhammer, Torben Bruhn Andersen, Jørgen Larsen, Søren Kristensen, Steffen Gliese og Inger Pedersen anbefalede denne kommentar
Anders Thornvig Sørensen

@René Arestrup, 17. marts, 2022 - 23:25

Du har ret i sagens indhold, men der er et par ting at tilføje.

Ukraine kan love Rusland at afstå fra at søge NATO-medlemskab, og dette løfte kunne i teorien redde ansigt for Putin ved en tilbagetrækning. Men det ukrainske løfte vil være værdiløst, hvilket alle ved.

Løftet ville heller ikke modsvare Ruslands begrundelser for at starte krigen, der handler om dybere spørgsmål vedrørende russisk og ukrainsk national identitet, samt forsvarspolitik i videre forstand end blot NATO. Af samme grund kan Ukraine nok ikke imødekomme Rusland på ret mange andre punkter end NATO-forholdet.

Medmindre! at Ukraine bliver tvunget til det, nemlig gennem vestligt svigt. Argumentet om, at Invasionen af Ukraine ikke skal bruges til at fremkalde regimeskift i Rusland, kan umærkeligt drejes til, at invasionen af Ukraine ikke skal føre til et vestligt brud med Rusland. Derefter vil det ligge lige for at købe sig med Rusland og bruge Ukraine som gratis beskyttelsespenge.

Anders Thornvig Sørensen

Rettelse, sidste linje: købe sig fred med Rusland

René Arestrup

@Anders Thornvig Sørensen
'Løftet ville heller ikke modsvare Ruslands begrundelser for at starte krigen..'

Nej, det vil også være umuligt, eftersom listen efterhånden er lige så lang som den er absurd.

Men for lige at vende tilbage til det centrale: Det er slet ikke sikkert, at ukrainerne kommer til at betale en horribel pris for fred. Putins hær er på det nærmeste kørt fast i Ukraine, har lidt store tab og har voldsomme problemer med både logistik og moral. Der er intet, der for nuværende indikerer, at den ukrainske modstand er ved at knække. Snarere tværtimod.

Putin er med andre ord under stigende pres, idet hans 'specialoperation' er kørt mere eller mindre af sporet, og han får stadig sværere ved at forklare - og forsvare - de russiske tab og den udeblivende sejr.

Med mindre krigens gang ændrer sig radikalt, kan det kun være et spørgsmål om tid før Putin er forhandlingsmoden. I sidste ende handler det jo også om hans egen magtbase.

Du har ret i, at en fremtidig neutralitetsstatus uden for NATO umiddelbart kan forekomme som en Pyrrhussejr, eftersom ukrainsk medlemsskab af den vestlige forsvarsalliance under alle omstændigheder har lange udsigter. Men jeg tror ikke du skal underkende propagandaværdien for Putin. Det er en luns, Putin vil vil tage imod med kyshånd og skamride indenrigspolitisk.

Dernæst er der spørgsmålet om Krim og Donbas. En salomonisk - og langtidsholdbar - løsning kunne, som flere andre har påpeget, være 'den Slesviske model', altså internationalt overvågede folkeafstemninger, som danner grundlag for nye grænsedragninger. Det er en model, som selv Putin ville kunne udlægge som en sejr, mens ukrainerne ganske vist - og efter al sandsynlighed - kommer til at afgive territorium, men til gengæld opnår stabilitet og ro i baghaven.

Der er helt sikkert muligheder. Spørgsmålet er bare hvor lang tid, der skal gå - og hvor mange mennesker, der skal slås ihjel - før erkendelsen indfinder sig. Og det gælder naturligvis i særlig grad for Putin.

Holger Nielsen, Inge Lehmann og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Anders Thornvig Sørensen

@René Arestrup, 19. marts, 2022 - 15:18

Mit indtryk er, at spørgsmålene omkring Krim og Donbas i de ukrainsk-russiske forhandlinger er blevet henlagt til særskilte arbejdsgrupper. Det skulle vist betyde, at fortsat uenighed om disse spørgsmål ikke får lov til at stå i vejen for en overordnet aftale om russisk tilbagetrækning og ukrainske tilsagn omkring neutralitet.

Ukraines præsident stillede sig ved årsskiftet fordomsfrit over for idéen om folkeafstemninger. Hans holdning har været smidig og forhandlingsvenlig hele vejen gennem forløbet. Men ukrainsk fleksibilitet skal ikke forveksles med eftergivenhed.

Det er gætteri, men kan kunne f.eks. forestille sig, at folkeafstemninger i givet fald skulle finde sted både i de pågældende regioner og i Ukraine som helhed, og at løsrivelse kun blev godkendt ved flertal begge steder.

Der er stadigvæk et mindretal af EU-lande, som af principielle grunde ikke anerkender Kosovos selvstændighed. Det illustrerer, hvor kontroversiel den type spørgsmål er.

Jeg er heller ikke overbevist om, at den russiske regering ville ønske ægte frie folkeafstemninger, hverken i Donbas eller på Krim. Diktatorer i almindelighed elsker kun folkeafstemninger, som de selv kontrollerer.

René Arestrup

@Anders Thornvig Sørensen
At spørgsmålet om Donbas og Krim eventuelt skulle være henlagt til særskilt behandling i arbejdsgrupper, er en ren processuel ting, som jeg i øvrigt tvivler på har klangbund i virkeligheden. Og specielt ikke fordi 'folkedrabet' i Donbas har spillet en helt central rolle i Putins begrundelse for invasionen.

Og nej, selvfølgelig vil det russiske regime, som udgangspunkt, næppe bryde sig om ægte frie folkeafstemninger, hverken i Dobas eller på Krim.'

Men her er min pointe blot, at russernes styrkeposition er ved at smuldre og at Putin på et tidspunkt vil være nødt til at gøre en dyd af nødvendigheden, hvis han i øvrigt vil redde sig egen magtbase. Og mon ikke det er er hans første prioritet?

Anders Thornvig Sørensen

@René Arestrup, 20. marts, 2022 - 15:24

Også før invasionen blev NATO-spørgsmålet og Minsk-fredsaftalen forhandlet som adskilte spørgsmål fra hinanden. Det skete også i adskilte fora: NATO mest mellem USA og Rusland, Minsk-fredsaftalen i Normandiet-formatet med Tyskland og Frankrig.

De to ting hang alligevel sammen i den sidste ende, al den stund at det uafklarede Donbas-spørgsmål kunne blive en stopklods for ukrainsk NATO-medlemskab. Men hvis Ukraine lover at trække NATO-medlemsansøgningen tilbage, vil dén forbindelse ophøre mellem dem.

Kæder man dem sammen, står man med det problem, at Rusland har fejet alle kompromisser af bordet på forhånd ved at anerkende udbryderrepublikkerne Donetsk og Luhansk.

Jeg tror ikke, at Ukraine vil anerkende landetabet som modydelse for russisk militær tilbagetrækning (medmindre, igen, at Vesten svigter). Men jeg tror heller ikke, at Ukraine vil gøre en russisk tilbagekaldelse af anerkendelsen til en betingelse for at indgå våbenhvile med henblik på russisk rømning.

Derfor tror jeg, at ukrainerne har valgt den mellemløsning at sætte det territoriale spørgsmål hen for sig selv i uafklaret tilstand, mens de forsøger at opnå en generel aftale om russisk tilbagetrækning.