Uanset hvordan det går med krigen i Ukraine, har Putin tabt

Putin taber. Uanset hvordan det går med krigen i Ukraine, har han tabt. Selv hvis han indtager Kyiv i morgen, taber Putin. Og hans nederlag vil måske ikke engang blive beseglet af udviklingen på slagmarken, men snarere af de andre dynamikker, han har sat i gang.

Vi er under tre uger inde krigen, og det kan virke skråsikkert at forudsige dens udfald og følger for Ukraine, Rusland og Vesten så klart. Men lige nu peger alt på, at Putins nederlag vil blive resultatet af fem samvirkende faktorer:

For det første: Prisen for militær sejr er nu blevet så høj, at Rusland næppe har råd til at betale den. Dag for dag forekommer det tiltagende tvivlsomt, om Rusland kan finde de nødvendige styrker (og viljen) til at besætte hele Ukraine.

For det andet: Selv hvis krigslykken kan nå at vende til Ruslands fordel, må man som besættelsesmagt regne med vedholdende og nedslidende modstand fra en oprørsk befolkning, et genstridigt civilsamfund og angreb fra partisangrupper.

For det tredje: Rusland står over for en historisk stålsat vestlig enhedsfront i form af et forstærket NATO og et forenet Europa.

For det fjerde: Rusland er nu isoleret i verden med kun få halvhjertede venner. Et fuldstændigt økonomisk sammenbrud kan forestå. Det vil skabe stigende vrede i store dele af befolkningen – selv blandt dem, Putin regner for ’venner’.

For det femte: Den russiske hjemmefront kan bryde sammen, når sanktionerne bider, og meldingerne om høje russiske tabstal når den brede befolkning. 

Putin taber. Det er kun et spørgsmål om tid. Desværre betyder det ikke nødvendigvis, at vi vinder, for vi kender ikke den form, hans nederlag vil tage. Putin har malet sig selv op i et hjørne. Og hvis han beslutter sig for, at hans sidste udvej er at eskalere, kan det blive uoverskueligt farligt.

Høj pris for sejr

Asymmetrien i styrke mellem Rusland og Ukraine er stadig i klar russisk favør, så et russisk militært gennembrud kan stadig komme. Som Stalin grumt bemærkede, har kvantitet sin egen kvalitet. Men de menneskelige og materielle omkostninger vil blive enorme.

Selv om den ukrainske generalstabs daglige opgørelser af russiske tab sikkert overdrives, har vi de første par uger set talrige visuelle beviser på noget, der ligner en regulær militær katastrofe for Rusland: ødelagt og forladt russisk militærudstyr, dræbte og tilfangetagne russiske soldater og russiske enheder, der overfuses af vrede folkemængder af ukrainske civile, som de ikke kan få sig selv til at skyde på.

Rusland har allerede betalt en høj pris, selv om landet ikke indrømmer det officielt og sandsynligvis aldrig vil oplyse dets sande tab. Moskva har tusindvis af faldne og kan snart nærme sig et tabstal, der overgår det samlede for Sovjetunionens ti år lange krig i Afghanistan.

En stærk ukrainsk kampånd og våbenleverancer fra mindst 28 lande betød, at invasionen ikke blev til den ventede blitzkrig. Næsten tre uger inde i krigen kontrollerer russiske styrker kun én ukrainsk storby, Kherson. Putin og hans generaler har begået to klassiske fejl: At undervurdere fjenden og at overvurdere egne styrker. To fejl, der kan bringes på én fællesnævner: hybris.

Russerne har store logistiske problemer, og nogle af dem – mangel på brændstof, rationer og måske endda ammunition – er en direkte følge af dårlig planlægning: Fordi russerne troede, de kunne løbe Ukraine over ende på to dage, forberedte de sig for lemfældigt. Vidnesbyrd fra krigsfanger har afsløret, at de russiske styrker mangler krypteret kommunikationsudstyr. De er afhængige af civile radioer og mobiltelefoner, hvilket gør det muligt for ukrainske og vestlige efterretningstjenester at overvåge eller blokere deres kommunikation.

Det skaber et stort pr-problem for Rusland, at den ukrainske side løbende dokumenterer og udsender fotos og videoer af nedskudte fly, ødelagte kampvogne, dræbte og tilfangetagne russiske soldater og russiske krigsforbrydelser. Manglen på konkrete resultater, den langsomme fremmarch, de logistiske vanskeligheder og den ineffektive kommunikation skaber voksende frustration blandt de russiske tropper. Interview med russiske krigsfanger synes at bekræfte, at tropperne blev holdt hen i uvidenhed og indtil det sidste ikke anede, hvad deres operation gik ud på. Selv officerer var uforberedte.

Et totalt sammenbrud i russisk kampmoral kan ikke udelukkes. De russiske soldater ser det som Putins krig, ikke deres. De forstår ikke, hvorfor de skal kæmpe. Intet går som planlagt. De udsættes for enorme tab og lidelser og viger tilbage fra at skyde på civile ukrainere, som de ser som et broderfolk.

Selv om måske ikke alle russiske soldater kan kommunikere med deres venner og familie derhjemme, har forlydender om Ruslands økonomiske sammenbrud givetvis nået dem. Nogle hører om familiemedlemmer, der står i kø uden for banker, mens rublen styrtdykker. 

En mulighed er, at Putin afblæser operationen. Den stærke ukrainske modstand, det massive internationale pres og faren for at destabilisere sin egen magt kan presse ham til at forhandle, før den ukrainske hær besejres. I et sådant scenarie vil Putin forsøge at spinne en afslutning på operationen som sejr. Men få vil lade sig narre. En blodig krig uden markant politisk gevinst vil være en bitter fiasko for ham personligt og for de russisk væbnede styrker.

For at fremskynde afgørelsen og mindske indtrykket af russisk nederlag vil han kunne blive fristet til at ty til massive luft- og artilleriangreb med fare for at dræbe titusindvis af civile, som russerne har vist sig i stand til tidligere i Syrien og Tjetjenien. Vi ser tendenser til, at Putin måske allerede er slået ind på denne ’tilintetgørelsesstrategi’ med bombardementer af boligkvarterer og hospitaler i Mariupol og Kharkiv og med anvendelse af masseødelæggelsesvåben som de ’termobariske’ vakuumbomber. Brutaliseringen af krigen er en realitet, og der meldes nu om flere dræbte blandt Ukraines civilbefolkning end blandt dets militær. 

Besættelse og hængedynd

Men selv hvis det russiske militær får bugt med den ukrainske hær – til en pris, der vil blive overordentligt høj og ikke bare for den ukrainske hær og befolkning, men også for de russiske soldater – vil det kun være begyndelsen på nye vanskeligheder for Moskva. At erobre et land er en ting, at holde det besat en ganske anden, som USA’s besættelsestropper i Irak kan tale med om.

Uanset om Putin annekterer hele Ukraine og styrer det indirekte gennem et marionetregime eller opdeler det i forskellige separatistregioner, vil de russiske tropper sandsynligvis støde på daglig modstand. En besættelse vil blive ekstremt bekostelig, både økonomisk og politisk og sandsynligvis også alt for bekostelig for Rusland.

Deler Putin landet op i to og styrer de østlige regioner direkte eller gennem en marionet og giver afkald på det vestlige Ukraine, står Putin over for et andet dystert perspektiv: Det vestlige Ukraine vil søge medlemskab af EU og NATO og måske få det. Da vil Putin selv have fremskyndet den ekspansion af ​​den vestlige sikkerhedsarkitektur, han ville forhindre.

Et stærkere ​​NATO og EU

Ruslands angreb – dets omfang og brutalitet – kom for Europa som et større chok end 11. september-terrorangrebene på USA. Og fik øjeblikkelige og drastiske konsekvenser. Med ét var NATO’s eksistensberettigelse styrket og indlysende. 

For første gang trådte også EU i karakter som geopolitisk magt. I årevis har EU-landene mere eller mindre halvhjertet søgt at opbygge samhørighed og ambitioner på forsvarsområdet. Putin fik det hele til at ske på tre dage. Den 27. februar blev EU’s medlemmer enige om at »finansiere indkøb og levering af våben og andet udstyr til et land, der er under angreb«.

Forsvarsbudgetterne vil nu skyde i vejret i hele Europa, især i Tyskland, i det måske største kursskifte i Europa efter Den Kolde Krig. Den tyske kansler, Olaf Scholz, vil afsætte 100 milliarder euro til at modernisere den tyske hær, så det tyske forsvarsbudget kommer over to procent af bruttonationalproduktet. Tyskland droppede også nationale restriktioner for at sende våben til en krigszone.

Endelig har chokket øget NATO’s tiltrækningskraft, da krigen tydeligt demonstrerer risikoen ved ikke at være medlem af alliancen. Det kan få umiddelbare konsekvenser for Sverige og Finland. Som den finske statsminister udtalte på krigens første dag, vil den russiske invasion af Ukraine »ændre« præmisserne for den nationale debat om NATO-medlemskab. Hun havde ret: Kun et par dage senere viste en meningsmåling, at 53 procent af finnerne går ind for medlemskab af NATO.

Rusland står isoleret

Det internationale samfunds reaktion kan virke utilstrækkelig, fordi den ikke har umiddelbar effekt på kamphandlingerne, men sanktionerne mod Moskva kommer til at få varige effekter for alle sektorer (finans, energi, transport, teknologi) og for de magtfulde oligarker. Rusland er nu helt afskåret fra handel med verdens rigeste lande (minus Kina) og står over for økonomisk kvælning. Kina vil være i stand til at kompensere for nogle skadevirkninger, men ikke for alle, og det vil tage lang tid at omstille hovedparten af russisk energieksport til at gå mod øst. Rusland vil ikke igen få adgang til indefrosne midler og beslaglagte ejendomme og lystyachter, så længe Putin forbliver ved magten, og kan ikke genåbne de nationale luftrum og havne, der nu er lukket for russiske fly og skibe.

Resolutionen, der blev forelagt FN’s Sikkerhedsråd den 26. februar, udstillede Ruslands isolation. Ingen stemte imod, så Rusland måtte selv nedlægge veto. Tre stater afstod fra at stemme – de øvrige 11 af de 15 medlemmer stemte for, at Moskva øjeblikkeligt skal indstille sit angreb og trække sine tropper tilbage.

YouTube har suspenderet russiske kanalers mulighed for at generere indtægter på YouTube, herunder RT’s kanaler rundt om i verden, og også sportens verden er mobiliseret. UEFA og FIFA har smidt Rusland ud af international fodbold og førstnævnte annulleret sin sponsoraftale med Gazprom. Den Internationale Olympiske Komité opfordrer til at udelukke russiske atleter. En forbrugerboykot af russiske varer og tjenester mangedobles.

Rusland er nu en pariastat, som er uønsket i handelssamkvem, i diplomatiske fora (på krigens anden dag suspenderede Europarådet Ruslands repræsentationsrettigheder), i nationale luftrum, informationsrum, sportskonkurrencer – kort sagt i de begivenheder, der udgør det internationale liv. Putin opretholder forbindelserne til Kina, Iran, Pakistan og enkelte andre stater, men det vil næppe trøste de russiske erhvervsfolk, atleter og den almindelige befolkning, der skal betale prisen for  omfattende isolation.

Slutspil for Putin

Krigen ødelægger Ruslands fremtid. Det ved russerne, og det kan blive et enormt problem for Putin, der som alle diktatorer mest af alt frygter sit eget folk.

Siden krigens første dag har der været demonstrationer over hele landet. Tusinder går på gaden for at støtte Ukraine i snesevis af byer. Hashtagget #nejtilkrig dukker op alle vegne, og de få tilbageværende uafhængige medier i landet nåede før en ny censurlov at vise deres modstand mod konflikten og deres støtte til det ukrainske folk. Selv den politiske konsensus krakelerer: Tre medlemmer af det russiske parlament, alle fra kommunistpartiet, som havde stemt for at anerkende de separatistiske enklaver i Donbass, kritiserede krigen i Ukraine, der bliver en ny katalysator for den russiske opposition.

Den russiske stat er for undertrykkende til, at den gryende folkelige vrede endnu kan føre til de store opstande. Men over 14.000 demonstranter blev frem til den 9. marts arresteret i mindst 60 byer. I erkendelse af faren har regimet øget repressionen. Den 25. februar foreslog den tidligere russiske præsident Dmitrij Medvedev at genindføre dødsstraf, og to dage senere udsendte generalanklagerens kontor en erklæring, der fastslår, at enhver form for »bistand til en fremmed stat, international eller udenlandsk organisation eller deres repræsentanter, der truer sikkerheden i Den Russiske Føderation« vil blive retsforfulgt som højforræderi.

Krigen vil radikalisere diktaturet og forværre undertrykkelsen. Mest bekymrende for Putin er dog de mulige reaktioner fra den russiske økonomiske elite, som allerede har mistet milliarder på hans militære eventyr. Her ligger en reel risiko for fragmentering af et regime, der indtil nu har bygget på skrøbelig balance. Med sin krig har Putin skabt sig stærke indre fjender.

Den vrede og fjendtlighed og frygt, som Putin genererer i den russiske elite, udgør en reel risiko for hans chancer for at fastholde magten i de kommende uger og måneder. Sandsynligheden for et paladskup eller et oligarkoprør er vokset betydeligt, og måske er vi ikke langt fra det punkt, hvor en kritisk masse af befolkningen og den økonomiske, militære og sikkerhedsmæssige elite, herunder i Kreml selv, forstår, at skal Rusland reddes, må Putin styrtes. Denne krig er hans største fejlbedømmelse og kan blive hans undergang.

Skræmmescenarier

Putin må selv have erkendt, at han har overvurderet sine styrker i Ukraine og undervurderet den internationale reaktion og risikerer at miste kontrollen over situationen. Tilsyneladende tror han nu, at han kan genvinde initiativet ved at eskalere. Det urovækkende er, at vi ikke kender grænserne for hans eskalationsplaner. Han har flere muligheder, men lad mig nævne tre scenarier.

Angreb på et NATO-medlem: Rusland kan anklage et NATO-land, der leverer våben eller efterretninger for at beskytte Zelenskyj eller medlemmer af hans regering, for et iscenesat angreb (en falsk flagoperation) og angribe over grænsen (for eksempel ved at bombe en våbenkonvoj i Polen), i luftrummet eller i Sortehavet. Angriber Rusland et NATO-land, vil det sandsynligvis samtidig aktivere sin atomslagstyrke i et forsøg på at afskrække NATO-landene fra at påkalde deres musketered.

Ødelæggelse af Ukraine: De russiske styrker er tilsyneladende allerede gået over i en eskalationsfase, fordi angrebets første faser slog fejl. Derfor vil russerne gribe til mere brutale angreb, ikke mindst imod civile. Og selv hvis dette ikke virker, kan Putin som sidste udvej bruge et taktisk atomvåben. Han vil kunne gøre det under påskud af at ville modvirke en større fare: Moskva er allerede begyndt at sprede rygtet om, at ukrainerne vil detonere en »beskidt bombe« på russisk territorium.

Ved at bruge et atomvåben mod Ukraine ville Moskva signalere en hensigt om at gå hele vejen i håbet om at afskrække Vesten fra at yde våbenhjælp til Ukraine. En variation af scenariet vil være et angreb på en af Ukraines 15 atomreaktorer eller en ødelæggelse af Tjernobyls beskyttelseskappe. Et sådant angreb ville blive iscenesat som et værk af ukrainerne, og set fra Kremls perspektiv kunne radioaktive udslip have den fordel at gøre dele af det ukrainske territorium ubeboeligt og dermed skabe en de facto-bufferzone mod vest.

Afledningsmanøvre: Putin kan også åbne en ny front. Det kan for eksempel være på Balkan, i rummet (ved at angribe satellitter med henvisning til, at de bruges til at hjælpe de ukrainske styrker), under havet (ved at skære internetkabler over) eller andre steder, hvor vi mindst venter det. Han vil ikke kun gøre det for at øge sine chancer for at vinde, men også for at skabe en afledning fra, hvad der vil være en relativ eller absolut russisk fiasko i Ukraine. Den hypotese kan dog støde på materielle og psykologiske grænser, da det langtfra er givet, at Rusland har midlerne til at indfri ambitionerne, og frem for alt ikke er sikkert, at generalerne – hvoraf nogle må tænkes at være stærkt skeptiske over for det ukrainske militæreventyr – vil følge Putin ud i alle eskalationer.

Det værst tænkelige scenarie, en atomkrig, er usandsynligt, men ikke umuligt. Da Putin tydeligvis er låst fast i et paranoidt delirium, kan intet udelukkes. Det kan også blive i den tragiske forstand, at vi nu ser begyndelsen til enden.

Jean-Baptiste Jeangène Vilmer er direktør for det franske Institut for Strategisk Forskning, en tænketank tilknyttet det franske forsvarsministerium.

Artiklen er først bragt i Le Grand Continent den 27. februar 2022.

© Le Grand Continent og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen.