humanitær katastrofe
Læsetid: 9 min.

Verdens brødkurv brænder: Krigen i Ukraine er en humanitær katastrofe i det globale syd

Krigen i Europa fører til en social krise i det globale syd. Rusland og Ukraine producerer en tredjedel af verdens hvede, og de i forvejen høje energi- og fødevarepriser er nu eksploderet. Millioner risikerer at blive skubbet ud i ekstrem fattigdom
Frivillige i gang med at udlevere fødevarehjælp i Chena i det sydvestlige Etiopien. Cirka en tredjedel af verdens hvede dyrkes i Rusland og Ukraine, og krigen i Ukraine vil betyde stigende fødevarepriser. Det rammer verdens fattigste hårdest og hurtigst.

Frivillige i gang med at udlevere fødevarehjælp i Chena i det sydvestlige Etiopien. Cirka en tredjedel af verdens hvede dyrkes i Rusland og Ukraine, og krigen i Ukraine vil betyde stigende fødevarepriser. Det rammer verdens fattigste hårdest og hurtigst.

Jemal Countess

Udland
10. marts 2022
LYT ARTIKLEN
Vil du lytte til artiklen?
Prøv Information gratis i en måned og få fuld digital adgang
Kan du lide at lytte? Find vores seneste lydartikler her

Allerede da de første russiske tanks rullede over grænsen til Ukraine, advarede Mette Frederiksen (S) om, at »det her kan komme til at få store konsekvenser, også for den almindelige danske familie«, og i USA forsøgte præsident Joe Biden at forberede amerikanerne på, at de ville føle »the pain at the pump« – smerten ved benzintanken.

Det er da også åbenlyst rigtigt, at krigen sætter aftryk, der rækker langt ud over Ukraines grænser, og at den humanitære katastrofe ikke begrænser sig til det, man finder under murbrokkerne i Kharkiv. I en globaliseret verden er krigens konsekvenser globale. Ukraine og Rusland er ikke lukkede kredsløb. De er en del af verdensøkonomien, hvor de ikke mindst bidrager med det, man kan kalde basale fornødenheder: energi og fødevarer. Korn, majs, gødning, olie og gas.

Cirka en tredjedel af verdens hvede bliver dyrket i de to lande. Og nu er ’verdens brødkurv’ altså lukket i. Ingen dyrker markerne, ingen maler kornet, ingen fylder fragtskibene i Odessa. Det er et problem af den type, som straks triller sydpå. Når priserne på det mest basale stiger, er det verdens fattigste, som bliver ramt hårdest og hurtigst. 

»Det giver sig selv,« forklarer David McNair, der er direktør i den britiske udviklingsorganisation ONE.

»De mennesker, der allerede lever i fattigdom og bruger en meget stor andel af deres indkomst på mad, er ekstremt sårbare over for prisstigninger,« siger han.

I Washington Post advarer chefen for FN’s fødevareprogram, David Beasley, om, at situationen kan presse flere »hundrede millioner mennesker« ud i sult.

Krigen kommer på det værst tænkelige tidspunkt. Prisen på mad var i forvejen på det højeste niveau i mere end et årti – alene i 2021 steg de globale fødevarepriser ifølge FN med 28 procent – og som følge af pandemien har antallet af mennesker, som lever i ekstremt fattigdom, for første gang i tre årtier været stigende de seneste år. Cirka 100 millioner flere er skubbet under grænsen, og i alt lever mere end 700 millioner mennesker altså for under 1,90 dollar, cirka 13 kroner, om dagen.

For de mennesker er prisstigninger på energi og korn ikke en forbipasserende ulejlighed som amerikanernes smerte ved benzintanken. Stiger priserne med bare et par procent, er det et eksistentielt problem. Og stiger de med mere end halvtreds procent på en uge, som hvedepriserne netop har gjort, begynder der at tegne sig en tragedie. 

 

For verdens fattigste markerer krigen et skridt fra ondt til værre. »Præcis når du tror, at helvede på jord ikke kan blive værre, så sker det alligevel,« som David Beasley sagde til BBC.

Mellemøsten 

Er man i tvivl om alvoren, kan man se mod Egypten. Normalt bliver broderparten af den russiske og ukrainske hvede sendt fra havnebyen Odessa over Sortehavet til Mellemøsten og Nordafrika. Ikke mindst til Egypten, der er verdens største importør af hvede. Landet havde i forvejen problemer, fordi priserne på hvede er steget med 80 procent på under to år. Så meget, at regeringen sidste måtte bruge to procent af det offentlige budget på at subsidiere brød. Nu er leverancerne fra Sortehavet, som ellers udgjorde hele 85 procent af landets forsyninger, stoppet, og priserne er løbet endnu mere løbsk.

Yderligere slemt står det til i Libanon, hvor de store siloer med kornreserver forsvandt i flammerne efter den store eksplosion ved havnen i Beirut i 2020. Det betyder, at landet meget hurtigt står over for det endnu mere grundlæggende problem, at der mangler forsyninger. Desperat har den libanesiske regering åbent efterspurgt »partnere«, der kan forsyne dem med hvede. Ifølge økonomiministeren har landet kun reserver til at klare sig »en måned, måske halvanden«.

Situationen i Mellemøsten er »akut foruroligende«, konstaterer organisationen International Food Policy Research Institute i et notat.

Men vi taler faktisk bare om den første og anden dominobrik. Priserne på hvede er globale, og stiger altså også i Indien, Angola og Sierra Leone. Når brød bliver dyrere, er folk nødt til at købe noget andet, og man kan allerede nu konstatere, at prisen på ris stiger.

Det er ikke kun hvede, der skyder op fra den fede jord i Ukraine og det vestlige Rusland. Landene producerer også 17 procent af verdens majs, og 75 procent af solsikkeolien – igen, det allermest basale. Også priserne på madolie er altså sendt på himmelflugt. Det betyder, at efterspørgslen på alternativer som palmeolie vokser. Det er både rigtig skidt for miljøet, og for de millioner af mennesker i Vestafrika for hvem palmeolie er en central del af livsgrundlaget. Ved siden af majs og byg står nogle andre dominobrikker, og de falder på en anden måde. Men de er der, og de falder. 

I 2022 er der ikke langt fra det østlige Ukraine til Egypten, Ghana og Indonesien. 

Verdenshistoriske priser

De seneste dage har markedet for såkaldte hvede måtte lukke. Efterspørgslen har været for stor, priserne er steget så meget, at den såkaldte limit up-mekanisme er trådt i kraft. Det er et loft over, hvor meget en aktie eller vare må stige på en dag. Krydses den grænse, lukker handlen. Man skal ikke være finansøkonom for at regne ud, hvorfor investorerne gerne vil have fat i såkaldte hvede futures. På børserne bliver hvede handlet på den måde, at man køber eller sælger hvede på et bestemt tidspunkt i fremtiden til en fast pris her og nu – med en forventning om, at prisen i mellemtiden enten vil stige eller falde.

Fjerner man med et en tredjedel af udbuddet på en vare, er det indlysende, at priserne stiger.

»Især på et marked, hvor sådan nogle tradere som mig i forvejen vurderede, at efterspørgslen var større end udbuddet,« siger Steen Jakobsen, der er cheføkonom i Saxo Bank. Han har handlet på råvaremarkedet i 30 år og har med egne ord »aldrig oplevet noget lignende«.

»Min umiddelbare vurdering er, at vi står foran den største prisstigning for fødevarer i verdenshistorien,« siger han. Det er svært at forestille sig, at det ikke ender i en »meget alvorlig humanitær situation«.

Cheføkonomen mener, at det nu er tydeligt, at »verden har haft en ekstrem naiv tilgang til produktion af fødevare og energi«. Man har forsømt at investere tilstrækkeligt i de helt basale, jordnære ting. Alt det, der er grundlæggende nødvendigt.

»Det bliver værre, inden det bliver bedre. Der er ikke noget pengepolitisk, man kan gøre, som hjælper nu og her. På to års sigt kan man måske gøre noget,« siger han.

Politisk ustabilitet

Umiddelbart er der ikke mere at glæde sig over, hvis man forestiller sig den fjerde, femte eller sjette dominobrik. For eksempel virker det ikke usandsynligt, at den fede landbrugsjord i Ukraine slet ikke vil blive dyrket i år. Det er åbenlyst et problem. Rusland er også verdens største eksportør af gødning. Allerede inden krigen var priserne stigende, nu er de eksploderet. Når gødning bliver dyrere, må fattige bønder måske opgive at gøde deres jord, så udbyttet bliver mindre, og udbuddet af fødevarer bliver yderligere begrænset, hvilket også får priserne til at stige.

Endnu er der ikke præsenteret store, ambitiøse planer for, hvordan man kan begrænse de afledte konsekvenser og hjælpe krigens indirekte ofre.

Endnu er der ikke præsenteret store, ambitiøse planer for, hvordan man kan begrænse de afledte konsekvenser og hjælpe krigens indirekte ofre.

Jemal Countess

Når rystelserne fra Ukraine spreder sig til resten af verden, skyldes det altså ikke alene Vestens sanktioner mod Rusland. Jorden bliver ikke dyrket med samme intensitet, når der er krig. Størstedelen af hveden bliver normalt sejlet ud fra havnen i Odessa, som befolkningen i disse dage forsøger at fylde med sandsække for at blokere adgangen for russiske krigsskibe. Uanset de vestlige sanktioner var fødevarepriserne altså steget.

Helt sådan er det ikke med energipriserne. I Washington og Bruxelles diskuteres det om sanktionerne skal udvides til også at omfatte russisk energi. Det vil sende energipriserne på yderligere himmelflugt og have meget store konsekvenser i det globale syd.

Meget tyder på, at der ikke bare er tale om et problem her og nu, men en langstrakt, gradvist eskalerende humanitær krise, vurderer David McNair fra ngo’en ONE. Det bringer os videre til den næste dominobrik.

»På sigt er det jo ikke kun et spørgsmål om, at folk sulter. Det handler også om politisk stabilitet,« siger han.

Her kan man igen tænke på Egypten. Leveomkostningerne, ikke mindst hvedepriserne, har hængt som et spøgelse over alle store opbrud i landets nyere historie. Fra det såkaldte brødoprør i 1977, til protester i 1984 og generalstrejke i 2008. Man må heller ikke glemme, at Det Arabiske Forår faldt sammen med historisk høje fødevarepriser. I Vesten hed det sig ganske vist, at protesterne først og fremmest handlede om frihed, demokrati og rettigheder, men man kan ikke tage stigende fødevarepriser og faldende levestandard ud af ligningen.

Og nu er fødevarepriserne altså højere end i 2011.

»Allerede inden krigen var der protester i Marokko,« påpeger McNair.

Som Abeer Etefa fra FN’s Verdensfødevareprogram forklarer i The Guardian:

»Krig fører til fødevaremangel, og fødevaremangel øger risikoen for vold og uro (...) Så en konflikt i Ukraine, der fører til sult og fødevaremangel andre steder, medfører også et potentiale for ustabilitet og vold andre steder. Og verden har virkelig ikke brug for endnu en konflikt nu.«

Europas reaktion

I takt med at problemerne rejser fra Østeuropa til udviklingslandene, melder spørgsmålet sig: Hvad kan man gøre ved det? I Vesteuropa har man åbnet armene for ukrainske flygtninge. Der bliver sendt penge, forsyninger og våben til Ukraine, mens man forsøger at ramme Rusland med historisk skrappe sanktioner.

Endnu er der ikke præsenteret store, ambitiøse planer for, hvordan man kan begrænse de afledte konsekvenser og hjælpe krigens indirekte ofre. Det er ikke så mærkeligt, at opmærksomhed og midler i første omgang kanaliseres til Ukraine, mener McNair.

Men de politiske ledere i Vesten taler også allerede om, hvordan man bedst kan afbøde effekterne for forbrugere i Europa og Amerika. Her følger reaktionen foreløbigt det samme mønster som under pandemien, hvor de vestlige lande reagerede meget stærkt med nedlukninger, hjælpepakker og pengepolitiske indgreb.

»Vi investerede massivt i vores egne lande, men gjorde meget lidt for at afbøde effekterne i det globale syd,« siger McNair. Resultatet var altså, at fattigdomskurverne for første gang i årtier begyndte at vende den forkerte vej.

Man må også se på erfaringerne fra flygtningekrisen i 2015 og ’16, hvor millioner af syrere søgte tilflugt i Europa.

»Men midlerne til at håndtere flygtninge blev ikke øget. I stedet tog flere europæiske lande penge fra udviklingsbistanden,« påpeger McNair. Det var for eksempel tilfældet i Danmark, hvor cirka 15 procent af udviklingsmidlerne i 2015 og 2016 gik til at håndtere flygtninge i Danmark. I takt med at de ukrainske flygtninge ankommer, er det en åbenlys risiko, at man igen vil finansiere indsatsen med udviklingsmidler.

»I Storbritannien har man allerede skåret udviklingsbistanden ned fra 0,7 procent af BNP til 0,5 procent, og regeringen har helt åbenlyst været på udkig efter udgifter, de kan bogføre som udviklingsbistand,« siger McNair.

– Hvad skal man så gøre?

»Først og fremmest skal man erkende, at det her er en krise. Det er ikke nu, man skal spare på sine midler.«

Med andre ord: Mette Frederiksen og Joe Biden har ret, når de advarer om krigens afledte effekter, men de mest alvorlige indirekte konsekvenser, den egentlige smerte, udspiller sig hverken ved benzintanken i Colorado eller i typehuset i Ringsted. 

Serie

Ny krig i Europa

Længe har man sagt, at Ruslands præsident Putin ikke har noget at vinde ved et gå i krig i Ukraine. Alligevel er krigen blevet en realitet. Ruslands invasion har en betydning, der ikke bare rækker ind i Ukraine, men også i NATO, EU og andre af russernes nabolande. Hvad gør Putin, Vesten og de tidligere sovjetrepublikker, Ukraine og Kina? I denne serie giver vi overblikket over den komplekse konflikt.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Nils Lauritzen

Måske skulle vi gribe chancen og afvikle det på alle måder frastødende svinebrug og erstatte det med produktion af planteafgrøder til menneskekonsum?

Steen Ole Rasmussen, Naja Abelsen, Inger Pedersen, Svend Erik Sokkelund, Gitte Loeyche, Søren Fosberg, Alvin Jensen, Anders Graae, Karen Møller E., John Andersen, erik pedersen, Flemming Kjeldstrup, Pia Nielsen, Arne Albatros Olsen, Ulla Hansen og Dorte Sørensen anbefalede denne kommentar
Dorte Sørensen

Tak for den vinkel - P1 har også haft flere indslag med det tema.

Hvorfor ikke bruge Putins overfald på Ukraine til at få omlagt vort landbrug og få sat tempoet op med den grønne omlægning.
Det ville være godt for klimaet og meget mere, hvis krisen bliver anvendt positivt - i stedet for i panik at investere i kul og olie/gas indvending.

Naja Abelsen, Gitte Loeyche, Søren Fosberg, Alvin Jensen, Karen Møller E. og erik pedersen anbefalede denne kommentar

EU's Farm to Fork strategi vil reducere fødevarerproduktionen i EU. Det vil heldigvis tage lidt tid, og vi kan så håbe at krigen i Ukraine så er forbi, men Steen Jakobsen har ret. Vi har en utrolig naiv tilgang til fødevarersikkerhed. Højere fødevarerpriser er traditionelt lig med mere afskovning i udviklingslandene. Ud over de menneskelige lidelser, så gør det også klima- og biodiversitetskriserne værre.

Naja Abelsen, Niels Jakobs, Alvin Jensen og erik pedersen anbefalede denne kommentar
Steen Ole Rasmussen

SVIN ELLER BRØD!
Danmark kan gøre en forskel, ved øjeblikkeligt at nedsætte den ekstremt miljøbelastende produktion af svin og bruge landbrugsjorden til produktion af brødkorn i stedet for foder til svin.

Hvis ikke mængden af husdyr nu og her reduceres drastisk på europæisk plan, vil det betyde, at millioner af mennesker, der ellers kunne leve af de afgrøder, som dyrene konsumerer, vil dø af sult eller flygte til Europa.

Dansk landbrugs propaganda for den nationale produktion af animalske fødevarer vil få det svært konfronteret med den udvikling, som vi ser netop nu i global og europæisk sammenhæng. Det vil indenfor de næste måneder stå klart, at ikke bare danske husdyr, men hele EU’s gigantiske animalske produktion udfolder sig på baggrund af forbrug af korn og vegetabilsk olie og protein, som sultende mennesker mangler.

Landbruget rammes direkte:
Det europæiske landbrugs afhængighed af gødning, korn og protein, som hidtil er kommet fra Ukraine, Hviderusland og Rusland, er lige så udpræget som tysk økonomis afhængighed af russisk gas. Det er ekstremt og voldsomt, og vil få helt afgørende betydning for det konventionelle landbrug i hele Europa, at store dele af den russisk, ukrainske og hviderussiske produktion af gødning, landbrugsafgrøder og energi falder ud af verdensmarkedet som følge af Ruslands militære angreb på Ukraine og verdenssamfundets sanktioner.

Europa rammes af flygtningestrømme:
Vi ser lige nu voldsomme mængder af mennesker flygte fra Ukraine, og de modtages med åbne arme i det europæiske nærområde. Men da især landene i Mellemøsten og det nordlige afrika er helt afhængig af import af brødkorn, majs, vegetabilsk olie og protein fra Rusland og Ukraine, der bl.a. har stået for ca. en tredjedel af verdens hvedeproduktion falder ud som følge af krigen, vil der opstå simpel hungersnød i disse områder. Folk vil blive nødt til at flygte herfra.

Disse flygtningestrømme vil komme oven i det, vi modtager nu fra Ukraine.

Den gode vilje, som vi ser nu i Europa vil ikke være den samme i forhold til endnu flere fra Mellemøsten og Afrika.

Nødvendig reduktion af den animalske produktion:
En generel reduktion i produktionen af svin, kvæg og fjerkræ er nødvendig, hvis den animalske produktion ikke skal komme til at stå der, som del af forklaringen på den største hungersnød med deraf følgende sociale konflikter og udfordringer, som verden men især Europa kommer til at se.

Det er på tide, at de ansvarlige danske politikere går ind og fokuserer på det faktum, at 80 % af det danske landbrugsareal bruges på foder til dyr nu, hvor der er ved at opstå et kæmpe behov for brødkorn til de dele af verden, som hidtil har fået det fra Ukraine og Rusland.

Sådanne geopolitiske og øjeblikkeligt tvingende argumenter kommer oven i alle de andre argumenter for at minimere den i forvejen ekstremt lidt økonomiske og bæredygtige animalske produktion her i landet.

Finanssektoren må ofre sig og vinke farvel til store dele af de tilgodehavender, som den har bundet op i den destruktive animalske produktion.

Politikerne må øjeblikkeligt stoppe opførelsen af flere svinefarme og belønne nedlægningen af allerede eksisterende.

Det kræver en total omkalfatring af den tilgang til dansk landbrug, som samtlige medlemmer af den politiske og finansielle elite har.

Spørgsmålet er, om den intellektuelle kapacitet er til i hovederne på vore ledere.

Spørgsmålet er, om man er i stand til at indrømme sig de kæmpe gevinster på klimaregnskabet, for nærmiljøet, havet omkring os, biodiversiteten og folkesundheden den nødvendige reduktion af Danmarks gigantiske produktion af svin ville medføre.

Hidtil har den intellektuelle kapacitet glimret ved sit fravær, selvom det gennem generationer har været åbenbart, hvor destruktiv den animalske produktion generelt er for både økonomi og miljø.

Naja Abelsen, Arne Albatros Olsen, Carsten Munk, Søren Fosberg, Alvin Jensen, Ulla Hansen, John Andersen, erik pedersen, Flemming Kjeldstrup og Pia Nielsen anbefalede denne kommentar

Lad os omlægge landbruget.

Men der er stadig et problem med prisen på kunstgødning.

Og den grønne omstilling kræver energi. Det bliver også meget dyere.

Naja Abelsen, Alvin Jensen og John Andersen anbefalede denne kommentar

"Spørgsmålet er, om den intellektuelle kapacitet er til i hovederne på vore ledere?"

Godt spørgsmål

Naja Abelsen, Alvin Jensen, John Andersen og erik pedersen anbefalede denne kommentar

Efter Coronakrisen viste det sig at uligheden i verden var vokset og det var de mest velhavende i verden der havde tjent på krisen.

Jeg vil nu påtage mig rollen som spåkone.

Efter konflikten i Ukraine er uligheden i verden steget og det er kun de mest velhavende i verden der har tjent på krigen

Hvornår stopper dette vanvid.

Det eneste vi kan gøre er at forsøge at gøre os selvforsynende. Det er det Rusland har gjort for sanktioner virker i princippet som toldmure.

Så op med havefliserne. Nu skal vi have kartoflerne i jorden og høns i baghaven. Ikke kun fordi vi har lyst men fordi det bliver nødvendigt

Arne Albatros Olsen, Naja Abelsen, Søren Fosberg, Alvin Jensen, John Andersen og erik pedersen anbefalede denne kommentar
Martin Christensen

Det kom tilsyneladende som en overraskelse for Mette Frederiksen, at energipolitik også er sikkerhedspolitik. Det samme gør sig måske også gældende for politikken vedrørende fødevareforsyning, selvom dominansen over begge politikområder har været genstand for de fleste krige og konflikter siden industriens barndom.
Jo mere lokal selvforsyning indenfor disse to områder, des bedre forudsætning for fred og fordragelighed mellem folk.
Og som et gammelt russisk ordsprog siger: En dårlig fred er bedre end et godt skænderi.

Arne Albatros Olsen, Naja Abelsen, Alvin Jensen og erik pedersen anbefalede denne kommentar
Henrik Okkels

Mathias Sindberg mener det sikkert godt, men hans grundlæggende påstande er dels irrelevante, dels forkerte:

Det afgørende er hvedeeksporten, IKKE produktionen, men lad mig alligevel begynde med hans påstand i underrubrikken: 'Rusland og Ukraine producerer en tredjedel af verdens hvede"; det er ikke rigtigt: Kina prucerer 19 %, Indien 14 %, USA og Rusland hver 9 % og Ukraine 4 % (afrundede tal). Dertil kommer Frankrig med 6 %, Australien med 5 %, Canada 4 %, Pakistand 4 %, Tyskland 4 % - og så alle de andre lande med mindre mængder.

Rusland og Ukraine producerer altså tilsammen lidt mere end 1/8 af verdens hvede. Men det er eksporttallene, der er relevante for forsyningen i bl.a. det 'globale syd', som er Sindbergs bekymring. Her er realiteten som følger:

Rusland og Ukraine står for lidt mere end 11 % af den globale hvedeeksport, lidt mere end halvt så meget som Frankrig, Canada, USA, Australien og Argentina tilsammen - og en lavere procentdel end deres andel af produktionen.

Sindberg nævner så ris som muligt substitut - men undlader majs, selv om majs, ris og hvede hver udgør omkring en tredjedel af 'korn'-forbruget i verden.

Naja Abelsen, Peter Hansen, Alvin Jensen og John Andersen anbefalede denne kommentar
Holger Nielsen

Vi er enige om, at landbruget sviner vores jord, vand og luft til. Det er i den forbindelse en fordel, vi ikke har mink produktion, for de forurenede lige så meget som landbruget. De bruger også en masse kunstgødning, og mange taler om, at vi skal over til grønsager, korn til brød og så videre. Verden skal leve uden kød, så langt så godt, men hvilke gødning skal der bruges? For efter hvad jeg ved, så er der intet, der kan gro uden en form for gødning. Skal det på en måde fremstilles kunstigt, Hvis det skal være en udgave af kunstgødning, hvordan er det så for forurening? Hvad skal der ellers bruges? Vi har jo i den forbindelse ingen dyr til at give gødning. Hvor mange mon hvilke materiale skal denne gødning så være, har mon tænkt på dette?

Søren Fosberg

Der er principielt ingen forskel på at proppe vegetabilske fødevarer i dyr eller mennesker - i forhold til produktion af gødning.

Grunden til at vi ikke opsamler menneskenes fækalier og bruger som gødning på markerne er vi forurener samme fækalier med alskens industriaffald, tungmetaller og den slags.

Freddie Vindberg

Ja, vi må spise mindre, det er af helvede til.

christen thomsen

Sindbergs artikel handler i første omgang om Sydlandene, ikke om 'os'. Det kan det komme til. Lignende betragtninger og tal findes her:
https://landbrugsavisen.dk/avis/situationen-i-ukraine-har-stor-betydning...

Mariette Ulbæk

For at dansk hvede i større grad kan anvendes til brød, kræves det, at proteinindholdet øges. Det gøres det ved at tilføre mere gødning. Meget af det danske mel, der bruges til brød, har ikke et tilstrækkeligt højt proteinindhold, og derfor blandes det op med udenlandskproduceret mel for, at den rette proteinprocent kan opnås. I kommer altså heller ikke udenom, at planter skal have noget at leve af - ligesom I skal for at kunne fungere optimalt. Vi skal vel ikke tilbage til et høstudbytte på kun få fold vel? Lige til Søren Fosberg. Kommunerne kører deres slam ud på markerne, men der er vist desværre andet indhold end fækalier i slammet. https://www.berlingske.dk/det-sunde-liv/dansk-hvede-er-for-daarlig-til-b...

Erik Fuglsang

@Nils Lauritzen
10. marts, 2022 - 06:39
"Måske skulle vi gribe chancen og afvikle det på alle måder frastødende svinebrug og erstatte det med produktion af planteafgrøder til menneskekonsum?"

Det står dig helt frit for at opgive svineriet, men hold venligst bolden på egen halvdel...
Vi er nemlig stadig nogle, der hver evig eneste dag nyder dansk gris på gaflen, og det skal du ikke stikke trynen i, tak!