Analyse
Læsetid: 5 min.

Vestens mulighed for en ny atomaftale med Iran hænger i en tynd tråd

Som følge af krigen i Ukraine har Kreml besluttet, at Rusland ikke vil hjælpe USA med at færdiggøre en atomaftale med Iran. En aftale, der blandt andet ville kunne betyde, at oliepriserne forblev i ro trods sanktioner mod russisk olie
Irans chefforhandler for atomaftalen, Ali Bagheri Kani (til højre), efter et møde med EU’s chefforhandler, Enrique Mora, i Wien den 9. marts.

Irans chefforhandler for atomaftalen, Ali Bagheri Kani (til højre), efter et møde med EU’s chefforhandler, Enrique Mora, i Wien den 9. marts.

Christian Bruna

Udland
14. marts 2022

Alt var tilrettelagt efter 11 måneders seje forhandlinger, men bedst som USA og Iran signalerede, at en fornyet atomaftale blot manglede afpudsning af de sidste detaljer, før fyldepennen blev fundet frem, gik der ged i processen. Irans atomaftale med Vesten er dermed tæt på at falde fra hinanden som en direkte reaktion på Vestens sanktioner mod Rusland efter Putins invasion af Ukraine.

Det skyldes et nyt russisk krav om, at USA skriftligt garanterer, at de iværksatte sanktioner mod Rusland ikke vil påvirke det russiske samarbejde med Iran. Kravet har sat atomaftalen på »en nødvendig pause grundet faktorer udefra«, som det hed i et tweet fra EU-udenrigschef Josep Borrell Fontelles.

Realiteten er ifølge analytikere, at aftalen er gået fra at være næsten på plads til nu at hænge i en tynd tråd. Det pludselige russiske krav torpederer den samordning af USA med de øvrige fire medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd plus Tyskland, der på det internationale samfunds vegne forhandler med Iran med EU-chefforhandler Enrique Mora som koordinator. Falder aftalen på grund af kravet, er den sandsynlige udgang nye og strammere sanktioner, der fortsat vil isolere Iran fra Vesten.

Russisk sabotage

De aktuelle forhandlinger har fundet sted med amerikanske og iranske forhandlere indkvarteret på to forskellige hoteller i Wien, da iranerne har afvist at forhandle direkte med amerikanerne, så længe USA formelt er udtrådt af den atomaftale, der i 2015 blev indgået med Barack Obama som primus motor. Hensigten med de aktuelle forhandlinger er at genetablere Obamas aftale, som præsident Donald Trump trak USA ud af i 2018.

Præsident Joe Biden lovede i sin præsidentvalgkamp at føre USA tilbage til aftalen, og det løfte var i februar tæt på at blive indfriet med optimistiske udmeldinger fra begge sider, men den 5. marts kastede den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, grus i maskineriet med en erklæring om, at Ruslands krav for at tiltræde en ny aftale er, at de sanktioner, der påføres landet som følge af invasionen af Ukraine, »ikke vil være hindrende for Ruslands handel, investeringer og militærtekniske samarbejde med Iran«.

»Vi vil have et svar – og et meget klart svar – på, at disse sanktioner ikke på nogen måde vil berøre de handelsøkonomiske investeringer, der omfattes af JCPOA (Joint Comprehensive Plan of Action, atomaftalens officielle betegnelse, red.),« buldrede Lavrov.

Det umiddelbare svar på det russiske krav var USA’s udenrigsminister, Antony Blinkens, lakoniske afvisning med en bemærkning om, at Lavrovs krav »er irrelevant«. Blinken gør gældende, at Ukraine-sanktionerne ikke har det mindste at gøre med JCPOA, og det står fortsat ikke klart, hvilke konkrete påvirkninger russerne frygter, da de ikke er specificeret i Lavrovs erklæring.

Det kan eksempelvis tænkes, at Lavrov frygter, at den Ukraine-dikterede russiske udelukkelse fra det USA-kontrollerede SWIFT-system, der sikrer uhindrede overførsler af penge mellem landene, også vil gælde kontakter med Iran, hvilket vil medføre administrativt besvær, hvis – eller når – Iran ved en fornyet atomaftale genindtræder i det internationale økonomiske kredsløb.

I første omgang reagerede Iran surt på det russiske benspænd for en underskreven aftale, der ville sende 80 millioner tønder iransk olie på verdensmarkedet med begyndende afvikling af Trump-administrationens mere end 3.000 sanktioner, der truer med at udsulte Iran økonomisk og blandt andet omfatter blokade af import af livsvigtig medicin.

En ny underskrevet aftale er i høj grad også i amerikansk interesse, da iransk olie på verdensmarkedet vil dæmpe de voldsomme prisstigninger, som Ukrainekrigen har medført. OPEC-producenterne i Golfen har afvist at øge produktionen som kompensation for den sanktionsramte russiske olie. Rusland er i øvrigt formand for OPEC, og kravet om amerikanske garantier skal ses som et yderligere forsøg på at genere USA.

Uenighed optrappes

Men efter den første skuffelse har Iran optrappet sin retorik over for USA. Blandt de hængepartier, der skulle skubbes på plads, før en aftale kunne signeres endeligt, var et iransk krav om, at »Washington træffer de nødvendige politiske beslutninger« – herunder at stemplingen af den iranske revolutionsgarde som terrorrelateret trækkes tilbage. Et andet punkt er det iranske krav om garantier for, at en kommende amerikansk administration ikke gentager Trumps stunt og igen trækker USA ud af aftalen. En sådan garanti kan Joe Biden ikke give, da det vil kræve en traktat med to tredjedeles flertal i kongressen, som han ikke råder over.

Her har iranerne formentlig hæftet sig ved en erklæring fra Mike Pence, Trumps vicepræsident, der i det aktuelle forhandlingsforløb lovede sine vælgere, at hvis republikanerne overtager Det Hvide Hus efter Joe Biden, vil den eventuelle nye aftale »blive revet midt over«.

Rusland – og i øvrigt Kina – vil under en ny aftale have tilladelse til at hjælpe Iran med udvikling af landets civile atomprogram, ligesom Rusland er udset som modtagerland for opbevaring af det betragtelige overskud af beriget uran, som Iran har oparbejdet siden 2019 på mere end tre ton, hvor den tilladte mængde ifølge atomaftalen er 300 kilo. Dertil kommer, at Iran har øget berigelsesprocenten helt op til 60 og altså er tæt på de 90 procent, det kræver at fremstille et kernevåben. I henhold til atomaftalen fra 2015 må Iran højst berige uran til en renhedsgrad på maksimalt 3,67 procent.

Iran har hele vejen igennem fastholdt, at dets atomprogram udelukkende er civilt, men Teherans samarbejde med den internationale atomvagthund IAEA har ikke været problemløst – der er gennem årene konstateret radioaktive partikler i lokaliteter, hvor det har været og er mistænkeligt. Senest har IAEA indgået en aftale med præstestyret om at redegøre skriftligt for nye fund af rester af radioaktivitet, der skal fremsendes inden IAEA’s årsmøde i juni – som i øvrigt afholdes i Moskva.

Hængepartierne

USA’s hængepartier med Teheran er krav om at kontrollere det iranske program med ballistiske missiler. Washington frygter, at det iranske missilprogram også omfatter en fremtid med atombærende ballistiske missiler, men det amerikanske krav er blankt afvist som ’en rød linje’ for Teheran.

Men ifølge det amerikanske udenrigsministeriums talsmand, Ned Price, tiltroede Washington ikke desto mindre iranerne, at en aftale ville falde på plads efter afklaring »af virkelig små problemer«.

Heroverfor står Saeed Khatibzadeh, den iranske chef for det nationale sikkerhedsråd med direkte reference til den øverste leder, ayatollah Ali Khamenei, der har hilst den indtrufne pause velkommen som »et momentum, der kan løse tilbageværende emner med henblik på en endelig aftale«.

Optimismen søges således bevaret, men ikke uden bekymrede miner. Mest bekymrende for USA og Vesten (og især Israel, som ellers er ude på en sidelinje) er, at Iran i pausen mellem 2019, da iranerne første gang brød med JCPOA-proceduren, og 2022 har udviklet sin atomteknologi til et niveau, hvor det er langt nemmere for det iranske produktionsapparat at fremstillet et atomvåben, end da iranerne var begrænset af 2015-aftalen.

At Donald Trump med andre ord var behjælpelig med at gøre Iran til en potentiel atommagt med beslutningen om at udtræde af aftalen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her