Essay
Læsetid: 16 min.

Ilden er ude af vores hænder – verdens brande bliver stadig mere besynderlige

Selv om naturbrande oftere og oftere indtager forsiderne, er de for tiden historisk sjældne. Ikke siden antikken har der været færre. Det er imidlertid ikke godt nyt. Ved at skubbe ilden ud af syne har vi gjort dens farer mærkeligere og mindre forudsigelige

En helikopter kaster vand ud over en skovbrand nær byen Rylstone nordvest for Sydney i Australien i november 2009. Flere byer i nærheden var truet af branden, og begivenheder som denne vil fortsætte med at indtræffe. Efterhånden som planeten bliver varmere, vil brandbare landskaber udtørre og antænde.

Torsten BLACKWOOD

Udland
13. april 2022

De hundredvis af naturbrande, som ramte det sydlige Australien den 7. februar 2009, blev ifølge øjenvidner oplevet som apokalyptiske. Det var i forvejen en ulideligt varm dag: 46,4 grader i Melbourne. Da brandene brød ud, blev dag forvandlet til nat, og mens kæmpegløder regnede ned og brændende fugle faldt fra træerne, blev den askefyldte luft så varm, at en overlevende beskrev det at trække vejret som at »sutte på en hårtørrer«. Flere end 2.000 hjem brændte ned, og 173 personer mistede livet. Da New South Wales’ chef for redningsberedskabet et par dage senere besøgte Melbourne, blev han mødt af »chokerede, demoraliserede« brandmænd, overvældede af »magtesløshed«.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

jens christian jacobsen

På trods af skribentens tillidsvækkende navn er der flere mystiske forhold i teksten der ikke giver nogen mening. Ikke en naturvidenskabelig i hvert fald:
'..Med årtiers ildundertrykkelse har vi bygget tidsindstillede bomber, og de superbrande, som bryder ud hver år, bliver stadigt voldsommere og vanskeligere at kontrollere. Det oplever USA nu hvert eneste år: Antallet af brande falder, men omfanget og omkostningerne stiger.'
Og hvad er så forklaringen? At FORDI de rige lande passer på deres antændelige skovområder, så bliver brandene voldsommere når de endelig opstår? Hvorfor? Det gver Immerwahr ingen forklaring på.
Og så historien om Suhartos mislykkede kanalsystem. Det skulle 'forklare' de mange 'småbrande' der efterfølgende har hærget Indonesien siden 1997. Jeg var på Fillipinerne i 2007-8, og der kendte man alt til de årlige skovbrande i Indonesien der skabte røggener, især når vindretningen gjorde det muligt (og det skere faktisk ret sjældent). I følge befolkningen havde de kendt til disse brande i hvert fald siden 1950erne hvor ejere af palmeolieplantager satte ild til palmerne, når de ikke længere gav et ønsket udbytte. Men hov - var det ikke netop baggrunden for Immerwahrs rørende fortælling om de oprindelige svejdebrugs naturbalancerede ildspåsætteser?
Alt i alt en kaotisk artikel der handler om det ene og det andet og det tredie. Minder mig om de besindige påmindelser fra forskere om at antallet og volumen af orkaner ikke er taget til de sidste 30 år.
Mon ikke svaret på både voldsomme brande og kæmpeorkaner er sensationshungrende journalister i ind- og udland? Vi savner i hvert fald en sammenhængende forklaring på de mange emner som Immerwahr kaster op.

Niels Chr. Nielsen

Jeg er lidt i tvivl om hvorvidt jeg har læst samme artikel som Jens Christian Jacobsen, da jeg synes den giver et flot overblik over en kompliceret problemstilling og er tværfaglig på den gode måde. Som fagperson (jeg arbejdede med satellitbaseret kortlægning af skovbrande på overbygningen af geografi-studiet på KU) ser jeg ikke noget faktuelt forkert i det skrevne. En hurtig søgning på de omfattende brande i Indonesien i 1997 leder til denne artikel fra Nature:
Page, S., Siegert, F., Rieley, J. et al. The amount of carbon released from peat and forest fires in Indonesia during 1997. Nature 420, 61–65 (2002). https://doi.org/10.1038/nature01131 som sammen med tilsvarende bekræfter hændelsens alvor