Nyhedsbrev
Læsetid: 8 min.

Kina støtter ikke Rusland i Ukraine – selv om de siger, de gør det

Her er dagens nyhedsbrev om krigen i Ukraine – og hvad den betyder for verdensordenen
Vi burde forholde os til, hvad Kina gør i stedet for kun at interessere os for, hvad kineserne siger.

Vi burde forholde os til, hvad Kina gør i stedet for kun at interessere os for, hvad kineserne siger.

Vyacheslav Oseledko

Udland
8. april 2022

Beijing og Moskva holder sammen. Det har været den almindelige fortælling om Kinas position under krigen i Ukraine. Fordi kineserne selv bliver ved med at sige det. Men hvis man ser på, hvad kineserne faktisk foretager sig i stedet for at lytte til deres erklæringer, ser det helt anderledes ud. Og det betyder, at Vesten skal gentænke, at det måske ikke er den klogeste strategi at udråbe krigen i Ukraine til en scene for en global kamp mellem demokrati og autokrati. 

Vi skal i dag også forholde os til de almindelige russeres ansvar for, at Putin har forvandlet landet til et totalitært regime, som lige nu fører en ødelæggelseskrig i Ukraine.

Men først skal vi have et nyhedsblik:

Tilmeld dig nyhedsbrevet her

Du læser her Informations daglige nyhedsbrev om krigen i Ukraine. Vil du have mere, kan du få opdateringer om krigen og verdensordenen på mail ved at tilmelde dig her.

Dagens overblik

Melding om russisk angreb på flygtninge. Det nationale ukrainske jernbaneselskab siger ifølge DR, at mindst tredive civile ukrainere er blevet dræbt og mindst 100 såret, da russiske raketter ramte en togstation i Kramatorsk, hvorfra ukrainske flygtninge evakueres. ( DR). Kreml benægter ifølge The Guardian, at Rusland var involveret i missilangrebet. (DR)

Gigantisk spring i fødevarepriser. Som følge af krigen i Ukraine stiger prisen på verdens fødevarer ifølge FN med den højeste takt i 14 år. En talsmand for organisationen kalder det et gigantisk spring i pris, som vil ramme de fattige lande hårdest.

NATO sender tunge våben. Ukraines præsident har længe opfordret de vestlige stater til at sende tungere og mere avancerede våben til sit lands frihedskamp. NATO vedtog sent torsdag at efterkomme den opfordring.

Rusland erkender store tab. En talsmand for Kreml, Dimitri Peskov, erkender nu ifølge Reuters for første gang offentligt, at den russiske hær under det, som russerne kalder den særlige militære operation i Ukraine, har mistet mange soldater; »Det er en stor tragedie for vort land«, udtaler Peskov. (Reuters)

Kina støtter ikke Rusland

Den almindelige opfattelse i Vesten er, at Kina holder med Rusland. Beijing siger selv, at deres loyalitet med Rusland er ubrydelig, og det er kun et par måneder siden, de to lande sammen udsendte en erklæring om deres sammenhold.

Den amerikanske præsident har direkte advaret Xi Jinping om, at det vil få alvorlige konsekvenser, hvis kineserne støtter Ruslands krig mod Ukraine. Og hans hold har med meget store moralske bogstaver i den globale offentlighed fortalt, at det var det, Biden sagde. Men Xi Jinping skulle have svaret Biden, at »den, der binder en klokke om tigeren, må tage den af«. Et kinesisk ordsprog, som ifølge kyndige fortolkere skulle betyde, at den, der skabte problemet, må løse det. NATO skulle være klokken, og Putin tigeren, og svaret er således, at det er USA’s eget ansvar. I FN’s sikkerhedsråd og efterfølgende i generalforsamling undlod Kina at stemme for eller imod den resolution, som fordømte Ruslands invasion af Ukraine. Men Xi sagde også, at Kina ville bidrage med humanitær hjælp til Ukraine, og at Beijing havde forberedt en sekspunktsplan til den assistance.

Amerikanerne sagde til gengæld igen offentligt, at de vidste, at Kina ville levere våben til den russiske hær. Så fortællingen er blevet, at Kina holder med Rusland.

Men Yasheng Huang, der er professor ved MIT, skriver i Foreign Policy om forholdet mellem Kina og Rusland, at vi burde forholde os til, hvad Kina gør i stedet for kun at interessere os for, hvad kineserne siger. Der er ifølge Huang, som selv er født i Kina, men i dag er amerikansk statsborger, to grunde til, at Kina ikke officielt vil undsige Rusland. Den ene er, at USA er Kinas sikkerhedspolitiske rival. Og det vil svække Beijing at følge opfordringen fra Washington. Den anden er, at Xi Jinping vil fremstå utroværdig og ustabil, hvis han så kort tid efter den fælles erklæring med Putin bryder alliancen med Rusland. Men hvis man fokuserer på Kinas handlinger, er det ifølge Huang ikke åbenlyst, at de støtter Rusland:

»Der er indtil videre ingen beviser for, at Kina har leveret militær assistance til Rusland. Tværtimod. Meget tidligt i krigen satte Beijing begrænsninger for visse finansielle kinesiske transaktioner med Rusland. Og dagen efter det virtuelle møde med den amerikanske præsident, Joe Biden, underskrev Xi Jinping et præsidentielt dekret, som strammede reguleringen af Kinas militære udstyr. Tilfældigt? Måske, men vi kan ikke udelukke, at der er en forbindelse«. På trods af deres officielle erklæringer efterlever Kina tilsyneladende stilfærdigt USA’s opfordringer.

Hvis amerikanerne skal udnytte kinesernes dobbeltposition strategisk, skal de skal ifølge Huang forstå, hvordan de agerer i en verden, hvor de ikke kan gennemtvinge deres vilje suverænt. De skal lære at alliere sig med andre, som kan opnå det, amerikanerne ønsker. Én mulighed er at få Zelenskyj til direkte at bede Xi Jinping om assistance. Det vil være meget vanskeligere for Kina at afvise præsidenten fra den svage part i en konflikt end den gamle supermagt. En anden mulighed er at opfordre Kina til at blive et af de lande, som skal garantere Ukraines sikkerhed i tilfælde af en fredsaftale, hvor Zelenskyj har erkendt, at NATO-medlemskab ikke er en mulighed.

Målet for amerikanerne må være at splitte Kina og Rusland. Og hvis de bliver ved med at iscenesætte det globale drama som en eksistentiel kamp mellem demokratier og autokratier, har de allerede på forhånd placeret Rusland og Kina på samme side, anfører Huang:

»USA bliver ubønhørligt ved med at true med nye økonomiske sanktioner, men de skal knytte de udtalelser med appeller til principper og visioner, som Kina selv har taget til sig. Et princip, som Xi Jinping selv har advokeret for ’et verdenssamfund med en fælles fremtid for menneskeheden’.«

Det her er en kamp, som amerikanerne og Vesten ikke kan tåle at tabe. Der er alt for meget på spil. Men hvis USA skal vinde, skal de opgive verdensbilledet fra Den Kolde Krig, fordi vi er i en situation, hvor Vestens magt er svækket, og Putins Rusland med et enormt arsenal af atomvåben er absolut og akut trussel.

Det bedste vi har læst, set og hørt

Clausewitz og krigens væsen. Information egen polyhistor Georg Metz minder os i denne uge om indsigterne fra Carl von Clausewitz’ referenceværk om krigens væsens, Vom Kriege: »Krigen kommer uventet. Anderledes og altid værre end frygtet,« skriver Georg: »Myndighederne forbereder de belejrede, men ingen kan forestille sig krigen, før det er for sent«. Det forhold, at krigen altid udløser noget andet, end nogen havde forestillet sig, er ifølge Clausewitz tilstrækkelig grund til, at man bør undgå den.

Information i Transnitrien. Informations Martin Gøttske fortsætter sin reportagerejse i de små stater ved Ruslands grænse og er nu nået til Transnistrien: »Ingen anerkender, at landet eksisterer. Alligevel findes det. Og vejen for at komme dertil går over broen, der krydser floden Dnister,« skriver Martin. Landet agerer som en selvstændig republik med eget flag, hær og politik. De udsteder endda deres egne pas, som man dog ikke kan bruge til at passere grænser med, da de ikke er internationale. Reelt er Transnitrien økonomisk, politisk og miltært fuldstændig afhængigt af Rusland. Og de frygter nu, at de vil blive involveret i krigen. Martin har skrevet en vidunderlig reportage fra det land, hvis eksistens ingen anerkender.

Det russiske folks ansvar. Et af de meget svære spørgsmål i forbindelse med den langsomme, men målrettede forvandling af Rusland fra en autoritær til en decideret totalitær stat er, om det russiske folk er uskyldige ofre for en hensynsløs demagog. Eller om de på trods af begrænsninger af deres politiske friheder bærer et ansvar for, hvordan Putin forandret Rusland. De har ikke haft samme adgang til at protestere eller vælge andre ledere som borgerne i velfungerende demokratier. Men der har længe været massiv opbakning til Putin, og det er kun et lille mindretal, som aktivt har protesteret mod udviklingen af det regime, som i disse uger smadrer Ukraine. Den russiske seniorforsker ved Carnegie Moscow Center, Andrej Kolesnikov forklarer i et brillant essay, hvorfor det russiske folk ikke er uskyldigt. Han henviser til Hannah Arendt og sammenligner med det tyske folk, som måske ikke var uskyldige i Hitlers krig, men bestemt havde et kollektivt ansvar. De lod det ske, de holdt sig tilbage og opgav den kamp, som ville have været svær og farlig, men som også var nødvendig. Således konkluderer Kolesnikov om de russere, der så til, mens deres medbestemmelse blev afviklet og deres nation overtaget af Putin. De har et ansvar, slår han fast: »Fordi de frivilligt opgav frie valg: et regnskab til at opretholde nationens samvittighed og sikre statens effektivitet. Fordi de holdt op med at tænke og accepterede det ene kompromis efter det andet.«

Angreb på Ukraines kulturarv. Med sin erklærede målsætning om at »afnazificere« Ukraine har Putin antydet, at invasionen ikke bare har et militært, men også et kulturelt sigte. Russerne anerkender ikke Ukraine som en suveræn stat, og den kulturarv, som er et fundament for den ukrainske nation, har også været under angreb fra de russiske styrker. Olha Honchar, som er museumsdirektør i Territory of Terror – Memorial Museum of Totalitarian Regimes i Lviv, fortæller i Information om, hvordan hun fra invasionens første dag vidste, at hun skulle kæmpe for at beskytte Ukraines kulturarv: »Kultur har altid været en stor del af ukrainsk identitet og nationalfølelse«, fortæller hun til vores egen William Sass: »Tidligere stod den i opposition til det totalitære sovjetstyre, og nu er det Rusland. Derfor er kulturen under angreb lige nu.«

Vejen til fred. Da amerikanerne overlod Afghanistan til Kabul i efteråret 2021, skrev den britiske forfatter Anatol Lieven i The Nation, at truslen om krig i Ukraine var langt farligere for verden end noget som helst i Afghanistan. I denne samtale fortæller Lieven, hvordan krigen i Ukraine kan nå til en afslutning.

På gensyn

Hvis Putin vil udslette den ukrainske kultur, er det i hvert fald på et punkt slået helt fejl. Duolingo, som er en app, man kan bruge til at lære sig nye sprog, melder om en stigning på over 500 procent af brugere, som vil lære sig ukrainsk. Det er åbenbart blevet en slags modstandskamp for os ude i freden at støtte dem inde i krigen ved at lære deres sprog. 

Den kamp deltager Information i. Jeg har i dag lært, at farvel på ukrainsk udtales pa-pa. Måske vi kan skrive på gensyn på ukrainsk, når nyhedsbrevet udkommer igen mandag. 

Pa-pa!

Rune Lykkeberg 

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Annette Chronstedt

Linket til Carnegie er desværre ikke aktivt. Kunne I prøve igen ?

http://https//carnegieendowment.org/2022/04/06/how-silent-assent-made-bu...

Annette Chronstedt

Det omtalte essay fra 6./4 er heller ikke at finde på Carnegies egen side.

"Kina støtter ikke Rusland i Ukraine"

De har ikke bestilt andet. Og fortsætter med at gøre det.Så læn ge Rusland forsøger at ødelægge Europa bliver KIna stærkere.

Torben Siersbæk

@Annette Chronstedt - 08. april, 2022 - 18:36.

Support til Inf.: Der mangler er kolon i url'en. Den skal starte således: "https://" men den starter "https//".
Indsæt selv ":" og SÅ virker det.

Trist, at forfatteren ikke checker sine links selv, men overlader det til andre - det er sådan set bare sjusk, men sværere at gennemskue for ikke fagkyndige :-(

Torben Siersbæk

Ups....
Jeg skrev ud fra adressen i min egen browser.
Annette Chronstedt, du citerer adressen sådan: http://https//carnegieendowment.org/2022/04/06/how-silent-assent-made-bu... som den nok er vist hos dig.
Prøv at bruge denne version: https://carnegieendowment.org/2022/04/06/how-silent-assent-made-bucha-po... den virker :-)

fin egenfeldt

Kina støtter primært sig selv. Krigen i Ukraine er ikke i Kinas interesse på anden måde end, at den udstiller Rusland som en imperiesøgende magt. Rusland rækker både mod øst og vest. Det er i Kinas interesse at Rusland er engageret i vest. Det er også i Kinas interesse at USA som imperiesøgende magt på linje med Rusland - altså mod både øst og vest - engageres i områder så fjernt fra Kina som muligt - ikke i Asien, hellere i Europa og NATO. Kina er selv imperiesøgende og har vældig gavn af, at Kinas konkurrenter destruere hinanden i en konflikt, hvor Kina ingen særlige interesser har. Ansvaret for krigen er Ruslands. Rusland får dog næppe nogen gevinst i retning af styrkelse af sine imperieambitioner: I krig findes kun tabere. Vinderne finder vi på tilskuer rækkerne og blandt dem der kun deltager som handelsfolk. Kina får større indflydelse og søger at balancere hårfint uden at involveres i konflikten. NATO med USA som front figur ekspanderer videre og får måske nu også Finland og Sverige med sammen med de 10 - 15 tidligere Sovjet allierede. NATO og USA få måske tilmed flere baser med udstationerede USA-tropper. USA m. fl. får adgang til nye store markeder for sit militærindustrielle kompleks . For den stigende militære spænding øger efterspørgslen efter våben mv. Da der er et omvendt proportionalt forhold mellem sikkerhed og våbenproduktion/oprustning stiger usikkerheden og oprustningen fortsætter i en ond selvforstærkende spiral. Heldigvis er det især almindelige mennesker, der til slut, når det hele skal brændes af, går op i flammer. Eliten klarer sig. Og dog måske ikke, hvis der trykkes på den røde knap for at ødelæggelserne kan gå hurtigt og blive fuldstændige og næsten smertefri.

Efter min opfattelse har Europa en mulighed: at appellere til Kina eller at få Zelinski til at trygle Kina om at mægle mellem Rusland og Ukraine og garantere Ukraines fulde selvstændighed fri for NATO/USA flirt og Ruslands voldtægt.

Og måske - det kræver megen refleksion - søge at selvstændiggøre Europa fra det svækkede og funktionsbelastede klasesamfund med racisme, vold og penge som styrings instrumenter i stedet for sande demokratiske værdier, som USA er blevet. Og som Europa for enhver pris ikke også må udvikle sig mere hen imod. Europas mål er at søge selvstændigt at fremme demokrati, samtale og ikke voldelige eller polariserende samfundsmæssige løsninger. Rusland som en del af Europa skal inviteres ind i den proces, som der var udsigt til et par måneder i 1917 og et par år i 1990´erne bl.a. med nedrustnings- og våbenaftaler mv.. Hvis Europa kløgtigt balancerer mellem Rusland og USA med støtte fra Kina kan Europæere måske slippe for at slå hinanden ihjel. NATO kan vende tilbage til sin oprindelige opgave: at sikre freden mellem medlemmer såvel som ikke medlemmer. Det kan ske ved nedrustningsaftaler ikke ved oprustning.

Når man er ven af USA og et vestligt demokrati er man særligt forpligtet til at kritisere den politiske af-demokratiserings-linje der har taget fart i vesten de seneste mange år.

Og til sidst: Det er OK at sige at Grønland ikke er til salg og at udenlandsske ambassadører ikke skal bestemme hvad Danmark gør. Det er klart og logik for burhøns. Men det er ikke OK ikke at lytte til andres frygt og bekymring og forsøge at mane den i jorden. Og Bornholm eller verden bliver ikke sikrere ved at der kommer et korps udenlandske soldater til øen. Måske tværtimod!!?? Vi må vise demokratiets sande væsen ved at gå forrest med at ville samtale - også med voldtægts forbrydere.

Carsten Munk, Klaus Brusgaard, Lars Løfgren, Steen K Petersen og Mikael Velschow-Rasmussen anbefalede denne kommentar
Frederik Schwane

fin egenfeldt, der findes mange typer af samtaler, og nogle gange skal man tale det sprog som modtageren forstår. At udstationere soldater på Bornholm er således også en del af en samtale. Verden ville være nem, hvis vi alle tænkte ens, men sådan er det desværre ikke - Putin tænker vold og (over)magt.

Jørgen Tryggestad

Dagens nyhedsoverskrifter: Rusland meldes på vej med kæmpe oprustning, og Ukraines Zelenskij ønsker sig flere våben...

dette ligner den sikre vej mod endnu større katastrofale tab af menneskeliv og materielle ødelæggelser. Og en potentiel 3. verdenskrig...

på høje tid at der skiftes spor, væk fra flere våben og mere militær oprustning, og med meget større fokus på samtaler og våbenhvile og mod gensidig forståelse af hinandens bekymringer,

men hverken Putin eller Zelenskij ser ud til at søge den vej uden massivt pres fra USA, EU og Kina - og NATO.

Ukraine er jo i risiko for at blive bombet tilbage til stenalderen hvis dette fortsætter med at eskalere og Putin ikke bliver kureret for sin NATO-paranoia? (Rusland er dog så stort et land at stenalder-betegnelsen næppe bliver en reel fare for dette land i overskuelig fremtid.)