Reportage
Læsetid: 9 min.

I landet, der ikke findes: »Vi har afholdt øvelser i, hvad vi skal gøre, hvis Putin trykker på den store røde atomknap«

Der er udbredt nervøsitet for, at Putin vil mobilisere de russiske soldater i den prorussiske udbryderrepublik Transnistrien for at åbne en ny krigsfront. Information er taget til den lille enklave, der ligger klemt mellem Ukraine og Moldova, og hvor den cowboykapitalistiske økonomi er pakket ind i sovjetnostalgi med hammer, segl og Lenin-statuer
Transnistriste æresvagter optræder i byen Bender i Transnistrien. Transnistrien ligger mellem Moldova på den ene side og Ukraine på den anden, og eksperter frygter, at Putin vil mobilisere de russiske soldater i den prorussiske udbryderrepublik for at åbne en ny krigsfront.

Transnistriste æresvagter optræder i byen Bender i Transnistrien. Transnistrien ligger mellem Moldova på den ene side og Ukraine på den anden, og eksperter frygter, at Putin vil mobilisere de russiske soldater i den prorussiske udbryderrepublik for at åbne en ny krigsfront.

Sergei Gapon

Udland
8. april 2022
LYT ARTIKLEN
Vil du lytte til artiklen?
Prøv Information gratis i en måned og få fuld digital adgang
Kan du lide at lytte? Find vores seneste lydartikler her

TRANSNISTRIEN – Ingen anerkender, at landet eksisterer. Alligevel findes det. Og vejen for at komme dertil går over broen, der krydser floden Dnister. Derfra videre igennem et bakket ingenmandsland, via en hullet vej, som det er tydeligt, at ingen vil tage ansvar for. Rødder har fået frit spil til at bryde gennem asfalten, og buske har overmandet det rustne autoværn og er på vej til også at erobre vejbanen fra begge sider.

Længere fremme går en bom over vejen. Her står et blikskur, og i en flagstang hænger et rødt og grønt flag med gulfarvet hammer og segl og en sovjetstjerne i hjørnet.

Dette er den sydlige indgang til Transnistrien, en lille udbryderrepublik på størrelse med Fyn og med under en halv million indbyggere, der snor sig som en lille tynd orm fra syd mod nord klemt inde mellem Moldova på den ene side og Ukraine på den anden.

Ingen andre lande anerkender denne besynderlige skabning som en selvstændigt stat. I stedet bliver området af FN fortsat set som en del af Moldova, som Transnistrien ellers kæmpede en kort, men blodig løsrivelseskrig imod i starten af 1990’erne umiddelbart efter Sovjetunionens opløsning.

»Hvad Transnistrien overhovedet er for noget, det er det store spørgsmål,« som Alexandr Goncear, leder af en lokal ngo i Transnistriens hovedstad Tiraspol udtrykker det.

Lige nu er Transnistrien et sted, der opfører sig som et uafhængigt land. Det vidner soldaterne om, som står ved blikskuret med det rød-grønne nationalflag på de samme skuldre, som de også har kalasjnikovs hængende over.

Ud over sit eget flag, hær og politi, har området egen regering, postvæsen og sundhedsvæsen. Landet udsteder pas og nummerplader – som dog ikke er gyldige til at krydse internationale grænser med. Og samtidig er landets egen valuta så godt som værdiløs uden for Transnistrien.

Længere nede ad vejen fra skuret kan man dog ane, at der også er en anden herre i Transnistriens hus. Halvt dækket af en presenning holder en mandskabsvogn. Den tilhører den russiske hær, som har omkring halvanden tusinde mand i området.

Afhængig af Rusland

»Så lad gå,« siger en betjent ved blikskuret, og han gør tegn til, at vejbommen kan blive hævet.

Vejen åbner sig ind til landet, som kontrolleres af prorussiske separatister – præcis ligesom udbryderrepublikkerne Lugansk og Donetsk i det østlige Ukraine, som Ruslands præsident Vladimir Putin bruger som springbræt i sin angrebskrig mod ukrainerne. Det åbne spørgsmål er, om Transnistrien nu også vil blive en brik, som Putin vil bringe i spil i sin videre militære aggression.

Ud over de russiske soldater i Transnistrien vurderes det, at der er yderligere 7.000 til 15.000 soldater under lokal kommando, som er loyale over for Kreml.

»Området er helt uden for Moldovas kontrol,« siger Alexandru Flenchea, tidligere vicepremierminister i Moldova og nu politisk analytiker. »Transnistrien er fuldstændig afhængig af Rusland, både politisk, økonomisk og militært.«

Den ukrainske havneby Odessa, der ses som et vigtigt strategisk mål for de russiske styrker, ligger blot 50 kilometer fra Transnistrien, og Ukraines hær kom i starten af april netop med en advarsel om, at Rusland vil bruge tropperne i Transnistrien til at åbne en ny front i krigen.

Ukrainerne har allerede sprængt broer i grænseområdet mellem Ukraine og Transnistrien i luften, så de russiskkontrollerede styrker ikke kan køre direkte mod Odessa.

Det politiske lederskab i Tiraspol siger dog, at påstande om, at soldater i Transnistrien er ved at blive mobiliseret er »absolut usande«. Og selv om regeringen i Moldova også afviser, at den har set tegn på troppebevægelser i Transnistrien, så er der alligevel i den moldoviske hovedstad Chisinau frygt for, at udbryderrepublikken vil blive brugt som brohoved i et russisk forsøg på at eskalere situationen ikke blot i Ukraine, men også i Moldova.

Sikkerhedsanalytikeren Valeriu Pasa fra ngo’en Watchdog.MD i Chisinau mener, at der ikke er nogen tvivl om, at det er Moskva, der trækker i trådene i Transnistrien.

»Transnistrien er de facto et territorium, som militært kontrolleres af Rusland i stil med de besatte områder af Donetsk og Lugansk i Ukraine,« siger han. »Hvis de vil eskalere situationen yderligere i Ukraine eller også i Moldova, så vil de selvfølgelig benytte sig af de militære kapaciteter i Transnistrien, og hvis ordren kommer fra Moskva, så vil hæren i Transnistrien adlyde den 100 procent.«

’Sheriff-republikken’

På landevejen fra den sydlige grænseovergang på vej mod hovedstaden Tiraspol triller traktorer af sted, som ligner noget helt tilbage fra sovjettiden. Der er røde kommuniststjerner på nogle af fabrikkernes gavle. Og ved et hus i en landsby hænger en plakat med et stort fedt ’Z’ – bogstavet, der er blevet et symbol på støtte til den russiske hær.

Transnistrien er blevet beskrevet som et åbent fortidsmuseum – et levn fra Sovjetunionen. I Tiraspol står da også en gigantisk statue af Lenin, i en bogbutik er der plakater af både Putin og Stalin, og der hænger russiske flag i gadebilledet. På plakater proklameres det: »Rusland er i vore hjerter.«

Men på trods af sovjetnostalgiske symboler som hammer og segl på nationalfanen er det nok mere cowboykapitalisme end socialisme, som regerer her. Og den mest betydningsfulde stjerne er ikke den kommunistrøde, men derimod en femtakket gul sherifstjerne, der ser ud, som om den er taget direkte fra en Lucky Luke-tegneserie.

Det er logoet for det obskure selskab Sheriff, der er oprettet af to tidligere sovjetiske politiagenter, Viktor Gusan og Ilya Kazmaly, der anklages for at have stablet deres formuer på benene gennem lyssky affærer.

Sheriff er i dag et konglomerat, der ejer ejendomsselskaber, bagerier, tankstationer, hoteller, supermarkeder, et telenetværk, radio- og tv-stationer, et destilleri og sågar en fodboldklub, FC Sheriff Tiraspol.

De to tidligere politiagenter styrer området økonomisk og politisk i en sådan grad, at Transnistrien er blevet kaldt ’Sheriff-republikken’. Det vurderes, at deres selskab kontrollerer omkring 60 procent af Transnistriens økonomi, og Sheriff finansierer det regerende politiske parti med navnet ’Fornyelse’.

»Det er ikke politikerne, men ejerne af Sheriff, som har magten i Transnistrien,« siger tidligere viceudenrigsminister for Moldova Iulian Groza fra Chisinau-tænketanken IEPR.

Økonomi hårdt ramt

En stor del af områdets økonomi er desuden baseret på gratis energileverancer fra Rusland, som Transnistrien så sælger videre til Moldova for profit. Samtidig er Transnistrien kendt for at være et smuglerparadis, især for varer såsom cigaretter, der bliver smuglet ind fra Ukraine og videre til Moldova og derfra til EU.

Men begge disse indtægtskilder er nu ved at tørre ud, da Ukraine kort efter krigens start lukkede grænsen. Hverken gassen eller smuglercigaretterne kan nu komme frem. Og Sheriff lider også under de afbrudte forsyningslinjer fra både Rusland og Ukraine.

»For ejerne af Sheriff er Transnistrien ikke et ideologisk projekt, men derimod en forretningsmodel, som krigen lige nu er ved at ødelægge,« siger Alexandru Flenchea. »Hele Transnistriens forretningsmodel kan kun fungere, hvis de har adgang til den russiske gas og har porøse grænser, hvor de let kan bestikke folk og få deres smuglergods over. Men krigen har nu lukket grænserne,« siger Alexandru Flenchea.

Alexandr Goncear, lederen af en ngo i Tiraspol, der hjælper kvinder udsat for vold i hjemmet og nu også ukrainske flygtninge, fortæller, at krigen har skabt en økonomisk krise, der har ramt hårdt hos lokalbefolkningen i Transnistrien, hvor indkomsten allerede er lavere end i Moldova, et af Europas fattigste lande.

»Forsyningskæderne er blevet skåret over, og både store og små virksomheder lider. Folk har fået smadret deres økonomi, og samtidig er priserne steget, da der er varemangel,« siger han og fortæller, at de er begyndt at rationere maden for at få den til at slå til.

Befrielse a la Rusland

Rusland forsøger fortsat at styrke båndene til de etniske russere i både Transnistrien og Moldova. Moskva udnytter en række udbryderrepublikker til at styrke sin indflydelse i områder, der tidligere hørte under Sovjetunionen. For eksempel har Rusland militært og politisk støttet prorussiske kræfter i de ukrainske regioner Donetsk og Lugansk, og efter den russiske krig mod Georgien i 2008 anerkendte Putin-regimet ligeledes de georgiske regioner Sydossetien og Abkhasien som uafhængige.

I Moldova er der nervøsitet for, at Rusland vil bruge samme strategi både over for Transnistrien og Moldova og rykke ind under påskud af at ville beskytte etniske russere.

Sådan i grove tal er en tredjedel af befolkningen i Transnistrien etniske russere, en tredjedel er ukrainere, og en tredjedel er moldovere. Hvordan de reelt ser på Rusland og på den russiske invasion af Ukraine er dog svært at måle i et område, hvor der ikke er politisk frihed, medierne er stærkt kontrolleret, og tortur og vilkårlige arrestationer er udbredt ifølge menneskerettighedsorganisationer.

Der har siden krigens udbrud været demonstrationer i Tiraspol til fordel for den russiske invasion, hvor der er blevet båret billeder rundt af Putin og viftet med russiske flag.

Men i Chisinau tvivler Mihai Popsoi, der er viceformand for Moldovas parlament og fra regeringspartiet PAS, på, at et flertal i Transnistrien rent faktisk ønsker, at russiske styrker skal overtage magten.

»Folk i Transnistrien og etniske russere i Moldova ønsker jo reelt ikke at opleve, hvad det vil sige at blive befriet af russerne. Vil de måske gerne befries, ligesom folk i Kharkiv og Mariupol bliver befriet af den russiske hær?« spørger Mihai Popsoi, der stærkt ironisk taler om nogle af de ukrainske byer, der er blevet sønderbombet af russiske styrker.

Den store røde atomknap

Alexandr Goncear, ngo-lederen, der selv er født i nærheden af Moskva i sovjettiden, men som barn flyttede med familien til Transnistrien, fortæller da også, at selv om det politiske lederskab i Transnistrien bakker op om Moskva, så er holdningen til Rusland mere delt end som så i befolkningen.

»Vi har rigtig nok prorussere, som bakker stærkt op om Putin, men vi har også folk, som har en stærk sympati for Ukraine. Det er ikke så simpelt,« siger han. »Krigen har bibragt mange spændinger og en større polarisering i samfundet.«

Han fortæller samtidig, at krigen i Ukraine har skabt stor frygt også i Transnistrien. »Vi har allerede afholdt øvelser i, hvad vi skal gøre, hvis han trykker på den store røde atomknap,« siger ngo-lederen med henvisning til Putin og det russiske atomvåbenarsenal.

To etniske russere, 63-årige Tatiana og hendes 35-årige datter Olga, føler nu også, at krigen tvinger dem til at vælge side og vælge en identitet og tilhørsforhold, hvilket de ikke følte var nødvendigt tidligere. De blev begge født i det, der nu er Transnistrien, men dengang regionen her – både Moldova, Transnistrien og Ukraine – hørte under Sovjetunionen.

Efter kommunismens fald blev de en kort periode borgere i et nyligt uafhængigt Moldova, inden Transnistrien selv erklærede selvstændighed fra Moldova. Det førte til en voldsom borgerkrig, hvor omkring 1.000 mennesker mistede livet. I 1992 blev der indgået våbenhvile.

»Jeg husker krigen tydeligt. Hvordan vi løb for at undgå kugler og bomber, og vi så folk dø og blive sprængt i luften,« siger Tatiana.

Hendes far var officer i den russiske hær, og de flygtede efter krigen til Rusland. Kort efter flyttede de dog til Ukraine, til byen Tjornomorsk nær Odessa, hvor de havde familie.

Nu har de så været nødt til igen at flygte på grund af den russiske invasion, og de kom til Tiraspol for et par uger siden.

»Vi er flygtet den ene vej og den anden vej. Nu søger vi fred det sted, hvor vi før oplevede krig,« siger Tatiana, der nu er pensionist. »Vi har oplevet to krige. Det må være nok.«

Datteren Olga fortæller, at andre flygtninge har rådet dem til ikke at blive her, men at tage videre vestpå og til EU. »De advarer om, at det kan blive farligt her, da Putin også vil komme til Transnistrien og Moldova,« siger hun. »Men vi kom hertil, fordi vi trods alt kender stedet fra tidligere.«

Hun er grædefærdig over, at hun nu igen skal starte på ny og finde en identitet.

»Vi taler russisk, og det var aldrig et problem i Ukraine, at vi talte russisk. Og vi skulle aldrig vælge, om vi følte os russiske eller ukrainske,« siger Olga, der indtil krigens start arbejdede i salgsafdelingen i et ejendomsselskab. »Jeg vil blot vende tilbage til Ukraine og til den måde, det var på før. Russerne og ukrainerne har så meget tilfælles.«

Hendes mor har dog taget stilling: »Jeg kan ikke længere være russer med det, som Rusland nu har gjort. De rædsler, de har spredt i Ukraine. Nu er jeg ukrainer og kun ukrainer,« siger hun. »Da jeg første gang flygtede fra Transnistrien, var jeg russer. Nu er jeg flygtet tilbage til Transnistrien som ukrainer.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Søren Kristensen

Det jeg siger nu er ikke for at være morsom. Men jeg føler det lidt som om jeg lige har læst et Anders And blad. Heldigvis er det som regel en god følelse. Tænker det har noget med de to sidste linier at gøre.

Tak for god artikel . Det var og er kompliceret , og desværre giver man i hele regionen ikke bare slip på historien . Jyllandsposten har en rigtig god artikel skrevet af deres int.korrespondent Michael Bjerre om en tilfældig person i Moldova "Han huser krigsflygtninge i sit hjem - men forstår egentlig godt Putin" .