Le Pen og Mélenchon tabte til Macron. De planlægger allerede deres hævn

Valgets tale var klar. For den unge kvinde i cowboyjakke og rød, blomstret bluse, som journalisten fra avisen Voix du Nord filmede i Marine Le Pens nordfranske højborg Hénin-Beaumont, da valgresultatet tikkede ind klokken 20 søndag aften, var skuffelsen til at tage og føle på. »Ludersøn. Ludersøn,« råbte hun gentagne gange, mens hun slyngede sin midterste finger mod skærmen, da Emmanuel Macron tonede frem som vinder. Hendes nabo, en kvinde med lyst hår og cowboyjakke, var tydeligvis mindst lige så skuffet. »Lort. Det er snyd. Det er ikke muligt. Jeg væmmes,« siger hun på videoen.

Marine Le Pen var selv hurtigt efter afgørelsen på direkte tv, hvor hun anerkendte nederlaget til den siddende præsident. Den hårde højrefløj måtte indkassere sit andet valgnederlag i træk, selv om valgresultatet var partiets hidtil bedste. Og Emmanuel Macron genvandt den franske præsidentpost for de kommende fem år.

Spillet er ikke helt ovre for præsidentens modstandere hos venstrefløjens Jean-Luc Mélenchon og den hårde højrefløjs Marine Le Pen. De satser nu på at skabe momentum frem mod parlamentsvalget til juni, hvor de, hvis de vinder, kan bruge de næste fem år på at agere spielverderber. Ved valget skal der findes 577 parlamentarikere til Nationalforsamlingen, og Macrons La République en marche (LREM) sidder i dag sammen med sine samarbejdspartnere i Modem og andre liberale småpartier på flertallet. Det ser dog ikke ud til, at der vil være ét parti, som støtter præsidenten, men snarere en koalition af forskellige partier, herunder LREM, Modem og den tidligere premierminister Édouard Philippes Horizons-parti.

Om der kan indgås aftaler med de borgerlige i Les Républicains, som tidligere præsident Nicolas Sarkozy har udtrykt ønske om, er usikkert. De borgerlige kæmper for deres egen overlevelse efter det katastrofale resultat ved præsidentvalget. På lokalt plan er partiet stadig en magtfaktor, som lokalvalgene sidste år viste. Hvis de skal overleve i egen ret, er parlamentsvalget afgørende.

Parlamentsvalget vil være vigtigt for Macrons muligheder for at handle de kommende år. Historikken er med ham. De seneste tre præsidentvalg har efterfølgende givet et flertal til den siddende præsidents parti. Men Macron har selv startet en gentegning af spillets regler i fransk politik med sin sejr i 2017. Og han er den første præsident siden 2002, som har opnået genvalg. Dertil kommer, at hans parti har klaret sig dårligt ved både kommunal- og regionalvalgene de seneste år. Partiet har ikke den samme lokale forankring, som de gamle magtpartier.

Vi er kort sagt i ukendt farvand.

Offensiv venstrefløj

Hvis Macron ikke får et flertal i parlamentet, hænger både de grønne planer, pensionsreformen og reformdagsordenen i en tynd tråd. Præsidenten kan teknisk set gennemføre store dele af sin politik uden om parlamentet, men i en situation, hvor Macron søndag erkendte, at han vandt valget, fordi mange borgere stemte imod Le Pen, snarere end på ham, vil det være demokratisk selvmord at bruge de hårde præsidentielle metoder imod et flertal i parlamentets vilje.

Kort efter at valgresultatet søndag aften blev kendt, holdt Jean-Luc Mélenchon, som var tæt på at kvalificere sig til anden valgrunde med 22 procent af stemmerne mod 23,4 procent til Marine Le Pen, et pressemøde. »Den tredje runde starter i aften« for at »slå Macron og vælge en anden vej,« sagde han ifølge Libération. Mélenchon gentog sin opfordring til at gøre ham til »premierminister«, idet regeringsdannelsen under Macrons næste periode afhænger af resultaterne af parlamentsvalget den 12. og 19. juni. Mélenchons parti har i dag 18 medlemmer i parlamentet.

Mélenchons La France Insoumise (LFI) forsøger at samle de andre venstrefløjspartier som de grønne i EELV, antikapitalistpartiet NPA og Kommunistpartiet til en fælles blok under hans banner, men det ser svært ud, fordi partierne er afhængige af økonomisk støtte, som kommer i kraft af at have egne parlamentsmedlemmer. Derfor skal en aftale indebære, at de kan få valgt parlamentsmedlemmer i eget partinavn, så de fortsat kan finansiere deres politiske arbejde. Det handler om, hvordan man fordeler kredsene med gode chancer for at vinde. Eksempelvis giver 15 parlamentsmedlemmer nok til at skabe en parlamentarisk gruppe – og adgang til yderligere offentlig støtte. En svær ligning at få til at gå op for venstrefløjen.

Det gamle socialistparti PS er i dag størst på venstrefløjen i parlamentet og har et stærkt lokalt netværk af folkevalgte og organiserede medlemmer, men fik et katastrofevalg med 1,78 procent til Anne Hidalgo ved første præsidentvalgrunde den 10. april. Partiet kæmper nu for sin overlevelse i fransk politik. Forhandlingerne med Mélenchons tropper er ikke begyndt endnu, og på fransk radio mandag stillede Manuel Bompard, kampagnechef for Mélenchon, en række krav til en eventuel alliance med socialisterne. 

»Der er punkter, som er uundgåelige. Det er pension ved 60 år, blokering af priser (på en række bestemte varer red.), indførslen af den sjette republik, den grønne planlægning. For at nævne disse eksempler, og der er andre punkter, som vi kan diskutere,« sagde Bompard, hvis parti står stærkest efter præsidentvalget. Den ydre venstrefløj, som LFI repræsenterer, har dog aldrig tidligere vundet et parlamentsvalg, så historikken taler imod en sejr til juni.

»Den nationale blok«

Hos Marine Le Pen er tiltroen til, at parlamentsvalget i juni kan fungere som en tredje halvleg i det franske demokrati, også udbredt. Hun har tidligere sagt, at dette præsidentvalg formentlig ville blive hendes sidste som kandidat, men i sin nederlagstale søndag anlagde hun en mere angrebsivrig tone. Hun går nu efter at gøre Rassemblement National til det største parti ved parlamentsvalget i juni.

»Jeg vil fortsat stille mig til rådighed for Frankrig og franskmændene. Det er ikke slut endnu,« sagde hun. Marine Le Pens niece, Marion Marechal, er næstformand i det ultrakonservative parti Reconquête, som med Éric Zemmour fik godt syv procent af stemmerne i første valgrunde, og hun og Zemmour opfordrede mandag til en »national blok« ved parlamentsvalget. Også for Zemmours bevægelse er parlamentsvalget nemlig vigtigt, fordi det kan være med til at afgøre, om Zemmours parti har en fremtid i fransk politik – en fremtid, hvor det ikke bliver opslugt af Le Pens tropper vel at mærke.

»Der er ikke en alliance mellem partierne. (...) Men vi vil også støtte kandidater, som ikke er medlemmer af et parti,« sagde Jordan Bardella, som blev formand for Rassemblement National, da Marine Le Pen trak sig fra posten for at fokusere på sin valgkamp. »Bevægelsen, som vi har skabt, er kun i begyndelsen, og i virkeligheden kun lige gået i gang.« Det kan fortsat blive med Marine Le Pen som leder, siger Bardella, hvis politiske karriere er skabt under Le Pens vinge. »Hun siger i løbet af de kommende dage og uger, hvad hun ønsker at gøre.«

Mandag aften meddelte hun, at hun genopstiller til parlamentet i sin valgkreds i Pas-de-Calais, men ikke vil genindtage formandsposten i partiet.

Historikken taler imod Le Pens håb om en sejr ved parlamentsvalget. Partiet har i dag kun seks medlemmer i den lovgivende forsamling. Og Frankrigs højrenationale har aldrig for alvor kunnet gøre sig gældende ved parlamentsvalgene. Så hun vil skulle skabe et hidtil uset nybrud i fransk politik, hvis tredje halvleg skal gå til den hårde højrefløj. Men meget tyder på, at vi ikke er færdige med at høre om Le Pen og Mélenchon, selv om de tabte præsidentvalget.