Nyhedsbrev
Læsetid: 9 min.

Måske vinder Putin krigen – i Rusland

Her er dagens udgave af nyhedsbrevet om krigen og verdensordenen
Noget tyder på, at Putin med ekstreme metoder har vundet informationskrigen i Rusland. Den seneste måling fra det uafhængige Levada Center, der internationalt anses for troværdigt, viser, at opbakningen til Putin er steget under krigen til nu 83 procent – normalt ligger den på mellem 60 og 80. Billedet er fra markeringen af otteårsdagen for Ruslands annektering af Krim i Moskva den 18. marts 2022.

Noget tyder på, at Putin med ekstreme metoder har vundet informationskrigen i Rusland. Den seneste måling fra det uafhængige Levada Center, der internationalt anses for troværdigt, viser, at opbakningen til Putin er steget under krigen til nu 83 procent – normalt ligger den på mellem 60 og 80. Billedet er fra markeringen af otteårsdagen for Ruslands annektering af Krim i Moskva den 18. marts 2022.

Mikhail Klimentyev/Ritzau Scanpix

Udland
4. april 2022

Vi taler i Vesten meget om, at vores supervåben, sanktionerne, kan presse oliegarkerne til at vælte Putin og mobilisere det russiske folk imod ham. Men en ny måling og en journalistisk undersøgelse tyder på, at vi tager fejl: Putin får større opbakning i den russiske befolkning, og overklassen samler sig omkring ham.

Han har angiveligt vundet krigen – i Rusland. Det skriver jeg om nedenfor. Vi skal også høre fra en russisk digter, som mener, hun er blevet til en figur i en roman af Putin, og en af Putins gamle rådgivere, som forklarer, at det kan gå meget galt for os, hvis Putin taber krigen. Til sidst citerer vi en poetisk sandhed om krigen. 

Men først skal vi have et nyhedsoverblik.

DAGENS OVERBLIK:

Massegrav i Butja. Satellitbilleder taget, efter russiske styrker havde forladt Butja, viser ifølge Reuters angiveligt en 14 meter lang massegrav ved en kirke i byen.

Nye EU-sanktioner. Præsidenten for det Europæiske Råd, Charles Michel, skriver på Twitter, at EU vil reagere på billederne af døde civile i Butja med nye sanktioner mod Rusland og flere våben til Ukraine.

Rusland indkalder FN’s Sikkerhedsråd. Det russiske udenrigsministerium afviser beskyldninger om overgreb mod civile i Butja og kalder billederne for »del af et plot iscenesat af USA for at skade Rusland«. Landets FN-ambassadør Dimitri Polanski har bedt om et møde i FN’s Sikkerhedsråd mandag for forklare sig. Det skriver France 24.

Uafhængig undersøgelse af Butja. FN’s generalsekrær Antonio Guterrez er ifølge Reuters »dybt chokeret« over billederne af døde civile i Butja i Ukraine og kræver en uafhængig undersøgelse.

Zelenskyjs appel. »Fortæl sandheden om vores krig på sociale medier, på tv, på enhver måde I kan,« sagde Ukraines præsident Zelenskyj til Grammy-prisuddelingen i en appel til den amerikanske underholdningsindustri.

Putin vinder informationskrigen i Rusland

Vi har i Vesten en romantisk forestilling om de andres folk og nogle dæmoniske fortællinger om deres ledere. Således fokuserede vi på Moammar Gaddafi i Libyen, Mullah Omar i Afghanistan og Saddam Hussein i Irak. De blev fremstillet som ondskabens inkarnation, og antagelsen var, at hvis de forsvandt, ville de værste grusomheder gå væk.

Det er en fortælleform, vi kender fra amerikanske film, som er nem at gentage og fascinerende at følge. Og den er jo ikke helt forkert: De her ledere var autoritære, undertrykte deres folk og stjal deres ressourcer. Men det er desværre heller aldrig helt rigtigt. Historisk har den antagelse ført os til nederlag og ydmygelser, fordi situationen var langt mere kompliceret i virkeligheden. Gaddafi, Omar og Hussein blev alle fjernet, men uden at grusomhederne forsvandt i Libyen, Afghanistan og Irak.

Alligevel er der en tilbøjelighed til etablere samme forestilling om, at al grusomheden bor hos Putin, og at løsningen er at fjerne ham. De samme ledere, der siger det, siger også ofte, at det russiske folk er vores venner. Og antager på den måde, at de deler vores opfattelse af Putin. Men undersøgelser fra det uafhængige Levada Center, der internationalt anses for troværdigt, viser, at det store flertal af russerne længe har bakket ham op. Mellem 60 og 80 procent af befolkningen har gennem de årtier, Putin har været ved magten, støttet præsidenten. Den seneste måling fra Levada viser endda, at opbakningen til Putin er steget under krigen til nu 83 procent.

Tilmeld dig nyhedsbrevet her

Du læser her Informations daglige nyhedsbrev om krigen i Ukraine. Vil du have mere, kan du få opdateringer om krigen og verdensordenen på mail ved at tilmelde dig her.

Vi fortæller i øjeblikket hinanden, at Zelenskyj har vundet informationskrigen. Men noget tyder altså på, at Putin med ekstreme metoder faktisk har vundet den krig i Rusland.

Der er selvfølgelig det meget vigtige forbehold, at det i en autoritær stat selv til uafhængige institutter er svært at udtale modstand mod landets ledere. Og særligt under en krig, hvor det kan straffes med op til 15 års fængsel at undsige krigen, er selv denne minimale ytring ikke fri. Men undersøgelsen er ikke et falsum.

Digteren Maria Stepanova gav for nylig et lidt andet billede, da hun til Financial Times anslog, at en tredjedel af russerne var tilhænger af invasionen, en tredjedel var ligeglade og en tredjedel var imod.

En anden forhåbning i Vesten har været, at vores voldsomme sanktioner ville vende den økonomiske og politiske elite imod Putin, fordi hans handlinger nu førte til indskrænkninger af deres frihed. Men den russiske journalist Farida Rustamova, som tidligere har arbejdet for BBC i Rusland og det uafhængige russiske medie Meduza, skriver i en artikel på substack, at det modsatte er sket: »Putins drøm om at konsolidere sin magt i den russiske elite er blevet til virkelighed. Disse folk forstår, at deres liv fra nu af udelukkende er i Rusland, og at det er derfra, de skal genopbygge dem.«

Rustamova baserer sin artikel på samtaler med adskillige kilder tæt på præsidenten, flere fra den absolutte overklasse og mange laverestående embedsmænd. De optræder anonymt i artiklen, men deres samlede budskab er, at sanktionerne har forenet dem omkring præsidenten, fordi de har måttet erkende, at deres velstand og position er afhængig af, at Putin bliver ved magten.

Det samme har sanktionerne ifølge Rustamova gjort ved den brede befolkning:

»De folk, jeg talte med, sagde med én stemme, at for mange almindelige russere – i det mindste indtil der kommer en stor stigning i arbejdsløsheden – har sanktionerne og de andre økonomiske og politiske konsekvenser af krigen haft den modsatte effekt af den, de vestlige lande ønskede. De mange vestlige firmaer, som har trukket sig fra landet (Ikea, Apple, Zara, McDonald’s, Carlsberg etc.), ophævelsen af forretningsforbindelser, flyforbuddet, devaluering af rublen og problemerne med at købe dollar og euro – alt dette har fået mange russere til at tænke, at hele verden er imod dem, og det får dem til at opføre sig på en bestemt måde.«

Vi har i Vesten håbet på, at enten folket eller overklasserne ville vende sig mod Putin. Og vi har måske også forestillet os, at sanktionerne kunne skubbe til folket eller presse overklasserne. Det er utroligt svært at danne sig et kvalificeret billede af, hvordan krigen og sanktionerne opleves i Rusland.

Men indtrykket af Levadas målinger og Rustamovas journalistik er ikke, at Putin står svagere i Rusland end før krigen. At han er presset af folket eller eliterne. Det chokerende er, at mens vi i Vesten fortæller historien om, at Rusland har tabt krigens første fase, og ukrainerne har vundet verdens hjerter, så ser det ud til, at Putin faktisk kan have vundet krigens første fase – i Rusland. Og at han ikke er blevet svækket, men tværtimod styrket i Rusland af det, vi har gjort i Vesten for at knuse ham.

DET BEDSTE VI HAR LÆST, SET OG HØRT

Ukrainere mod ukrainere. Alina Svietlikova er en intellektuel, modig og ekstraordinært ærlig gallerist fra Kyiv, som er flygtet fra krigen i Ukraine. Hendes dagbogsoptegnelser fra flugten er noget af det mest åbne og tankevækkende, jeg har læst om krigen. Hun fortæller i sin seneste optegnelse om at komme til Amsterdam, hvor hun sammen med sin mor skal bo hos en anden ukrainer fra Mariupol, der er ankommet før dem. Men hun vil ikke dele lejligheden med dem, tvinger dem til at holde sig på et lillebitte værelse hele dagen og kan ikke holde ud at høre dem tale, fordi de taler en anden dialekt end hende selv. Den slags skamfulde og tarvelige konflikter mellem dem, der skulle være på samme side, er en ydmygende del af krigen, som man ikke hører så meget om. Læs det seneste afsnit af Alinas dagbog her:

Russere mod Putin. Pavel Ekimov er en af fire russere, der er flygtet fra Rusland til Tbilisi i Georgien, og som vores egen Tanya Maria Møller Knudsen har talt med. »Jeg har brugt halvdelen af mit liv på af demonstrere imod den situation, landet befinder sig i nu,« fortæller Ekimov, som er 32 år gammel og hjerneforsker. Han har prøvet at forhindre, at Putins »fascistiske diktatur blev til virkelighed«, men han tror ikke længere på, at unge liberale højtuddannede som ham selv har en fremtid i Rusland. Han slår dog fast, at man ikke skal have ondt ham: De store ofre for Putin er ukrainerne, og de virkelige helte er de russere, som er blevet i landet for at demonstrere. Læs interviewet med de fire russere her:

Putins gamle rådgiver: Rusland skal vinde. Næsten alle de russiske intellektuelle, som taler i de vestlige medier, deler vores opfattelse af Putin, krigen og Ukraine. Hvis man har brug for at høre fra en intellektuel, som har rådgivet Putin, stadig taler med ham indimellem og forstår hans verdensbillede, skal man læse interviewet med Sergej Karaganov i New Statesman: »Det her er en eksistentiel krig for Rusland. Hvis vi ikke vinder, tror jeg, det vil udløse alle mulige helt uforudsigelige rystelser, som er langt værre end dem, vi havde i begyndelsen af 1990’erne,« fortæller Karaganov. Så store er indsatserne for Rusland, og vi skal i Vesten berede os på, at Putin med udsigt til et nederlag vil blive en rigtig farlig leder, som vil eskalere konflikten: »Men jeg tror på, at vi undgår det. For det første fordi Rusland vil vinde – hvad så end sejr betyder – og for det andet, fordi vi har et stærkt og hårdt regime, så selv hvis det værste skulle ske, vil det ikke føre til opløsningen af vores land.«

Forfatter er blevet en figur i Putins fiktion. Maria Stepanova, der er en af Ruslands kendte forfattere, og som sidste år blev nomineret til Bookerprisen for In Memory of Memory, har skrevet essay om, at hun har det som en karakter i en roman, hvis forfatter ikke bryder sig om hende. Alle russere er nemlig ifølge Stepanova blevet til karakterer i Putins store fiktion om stormagten Rusland. Og selv efter hun er rejst til New York for at undervise, er hun stadig ikke sluppet ud af Putins fiktion, forklarer hun i Financial Times Weekend Podcast, hvor hun uddyber sit essay.

Irons læser Stepanova. Hvis man vil høre Stepanovas tekst om Putins fantasi læst op af en verdensstjerne, kan man se Jeremy Irons fremføre den her ved et støttearrangement for Ukraine. Det er stor stil og passende patos.

På gensyn

Vi har de seneste uger læst og hørt adskillige historier om folk, der hverken var rent russiske eller rent ukrainske, fordi de måske havde en mor, der var det ene, og en far, der var det andet. Russere har kærester, naboer, venner og kolleger, som er ukrainere og omvendt. De er blandet sammen socialt og historisk, men nu tvunget til indtage en front mod de andre.

Det talte jeg for et par uger siden med den fransk-marokkanske forfatter Leïla Slimani, der selv har skrevet om krig, om. Og hun forklarede forholdet mellem krig og identitet med et citat af Paul Valéry, som her kommer i meget omtrentlig oversættelse: »Krig er, når folk, som ikke kender sig selv, kæmper for folk, som kender sig selv rigtig godt.«

Vi kender os selv på Information og verden omkring os godt nok til at vide, at krigen fortsætter i morgen, og det gør vores nyhedsbrev også.

Rune Lykkeberg, chefredaktør

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Finn Jakobsen

Det er så frygteligt at bevidne, at sandheden taber, når magten taler.

Rolf Andersen, Inger Pedersen, Kim Houmøller og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
David Zennaro

Men det er dejligt, at man stadig kan få andre perspektiver i Information.

Arne Albatros Olsen

Med alle sanktionerne har man spillet Putin det helt store offerkort i hænde.
Jeg mener, at det var "premature" og langt fra nødvendig.

Man skal aldrig undervurdere offerkortet potentielle styrke.

Steffen Gliese

Arne Albatros Olsen, der er intet offerkort til en invaderende slagstyrke, kun fordømmelse.

René Arestrup

'Den seneste måling fra Levada viser endda, at opbakningen til Putin er steget under krigen til nu 83 procent.'

Tjae, men hvordan er spørgsmålene formuleret - og hvad med den store majoritet, som nægter at svare/medvirke?

Artiklen er stærkt spekulativ, med et hav af mulige fejlkilder og mangelfulde eller direkte forkerte forudsætninger.

Virkeligheden kan meget vel vise sig radikal anderledes allerede om nogle få måneder.

Malte Nielsen

Hvis og hvis…
Literary Digest var dygtige eller heldige at lave gode valgforudsigelser fem valg i træk, men fejlede på det groveste ved valget mellem Roosevelt og Landon.
Grunden dertil: Sample bias.

Man skal nok ikke regne med at få noget, det ligner snerten af et virkelighedstro billede i et land, hvor det er farligt at ytre sig kritisk om magthaveren.

Forestiller man sig virkelig, at det ubrugelige ikke-retvisende billedet havde været væsenligt anderledes eller mere retvisende, hvis Vesten havde undladt sanktioner?
Scenariet er det samme: Vi taler om Putins Rusland - altså et land, hvor det er forbundet med fare at være kritisk, og hvor lederen har et uhyggeligt godt greb om medierne.

Sanktioner eller ej: Putin havde sgu nok fået hjernevasket sine støtter lige godt, og lukket munden på sine kritikere uanset.

Emil Davidsen

Fuldstændig enig Malte.
Hvis der stadig er folk og politikere der ser sanktioner som noget der skal ramme eliten eller Putins inderkreds så drop det. De skal stramme den økonomiske ramme som Putins krigsmaskiner har at arbejde med og det er totalt ligegyldigt om det går ud over den "alm". russer. I sidste ende bliver denne konflikt afgjort på slagmarken og vi har 2 optioner.
1) Appeasement og håb på Putins fornuft og nåde
eller
2) maksimalt pres på Rusland og så aggressiv en hjælp til Ukraine som overhovedet muligt.
Alt andet er kun at trække pinen ud og vil få samme generelle udfald som enten 1 eller 2 alligevel.