Første marts angreb omkring 2.500 afrikanere den spanske enklave Melilla på Afrikas nordkyst. Knap 500 havde held med at trænge ind i den spanske by. Angrebet kunne kun finde sted, fordi de marokkanske myndigheder vendte det blinde øje til, da afrikanerne samlede sig til forsøget på at komme over hegnet til Europa.
Episoden ved Melilla er langtfra enestående: I maj 2021 lod marokkansk politi op mod 10.000 marokkanere og afrikanere trænge ind i den anden spanske enklave i Nordafrika, Ceuta, og i januar i år ankom et rekordstort antal migranter i synkefærdige både til De Canariske Øer.
Sådan bruger Marokko migrantstrømmene til at presse Spanien, der nu opgiver sit krav om en folkeafstemning om fremtiden for de knap 600.000 saharawier i den tidligere spanske koloni, Vestsahara. I stedet støtter Spanien nu en marokkansk plan fra 2007 om selvstyre i Vestsahara som en del af det marokkanske kongedømme.
Med den spanske kovending har saharawierne mistet én af sine få stærke støtter, og i realiteten er drømmen om et uafhængigt Vestsahara ovre nu.
Afrikas sidste koloni
Spanien forlod kolonien Vestsahara i 1975, hvor diktatoren Francisco Franco døde – og straks rykkede Mauretanien og Marokko ind. Det lykkedes for løsrivelsesbevægelsen Polisario at tvinge Mauretanien ud i 1979. Men Marokko brugte ikke kun militær magt:
Med den historiske ’Grønne March’ sendte kong Hassan II 350.000 marokkanere ind i Vestsahara for at bosætte sig primært langs Atlanterhavet.
Den marokkanske hær tvang saharawierne på flugt, og i dag bor over 100.000 saharawier i flygtningelejre nær den algeriske by Tinduf. De overlever kun takket være nødhjælp i det ugæstfrie ørkenområde med konstant vandmangel.
Vestsahara er nu delt på langs af en over 2.200 kilometer lang befæstet og mineret sandvold mellem det marokkanskkontrollerede vest og Polisario i øst. Efter en FN-støttet våbenhvile i 1991 blev saharawierne lovet en folkeafstemning om Vestsaharas fremtid – men den er aldrig blevet til noget.
For marokkanerne er der tale om hjerteblod. »Vestsahara er et eksistentielt spørgsmål for os – vi vil aldrig opgive vores herredømme over Vestsahara«, som en anonym marokkansk diplomat siger til det spanske dagblad El País.
Men Vestsahara har også attraktive fiskerifarvande, som EU gerne vil betale for adgang til, undergrunden er rig på fosfat og mineraler, og der er mulige olieforekomster ud for kysten.
Trump, Tyskland og Sverige faldt først for presset
Allerede i 2016 opgav Sverige kravet om et uafhængigt Vestsahara til gengæld for, at Marokko tog imod marokkanske mindreårige gadebørn, der var kommet til Sverige.
Den 10. december 2020 anerkendte USA’s daværende præsident Trump Marokkos overherredømme, til gengæld for at landet oprettede diplomatiske forbindelser med Israel. Dermed fik Marokko en stærk allieret i presset mod EU-landene, der støtter FN’s plan om en folkeafstemning i Vestsahara.
Så da Tyskland i marts 2021 understregede FN’s krav om en folkeafstemning, afbrød Marokko de diplomatiske forbindelser til Tyskland. I december 2021 gav Tyskland efter og støtter nu den marokkanske selvstyreplan. Marokko havde allerede en stærk støtte i Frankrig, der ser Marokko som en allieret i kampen mod islamistisk terror. Så nu gjaldt det nabolandet Spanien.
Der bor 870.000 marokkanere i Spanien, som aftager næsten en fjerdedel af den marokkanske eksport og har stor gavn af EU’s fiskeriaftaler med Marokko.
Endelig gør Marokko krav på de to spanske enklaver i Nordafrika, Ceuta og Melilla, og sikrer kun grænserne til gengæld for handelsaftaler og økonomisk bistand.
Slutspillet kan blive langvarigt
Da Polisarios leder Brahim Ghali i april sidste år rejste til Spanien på et algerisk pas for at få lægebehandling, kaldte Marokko sin ambassadør hjem, og de marokkanske myndigheder lod migrantstrømmene flyde mod De Canariske Øer og Spanien.
»Det er ynkeligt at se Spanien svigte sin tidligere koloni, Vestsahara,« siger Enhedslistens udviklingsordfører, Christian Juhl, der i mange år har støttet saharawiernes krav om selvbestemmelse.
»Marokko er blevet et kerneland i europæiske landes initiativer for at hindre flygtninge i at komme til Europa, og Marokko udnytter situationen til det yderste.«
»Det ser sort ud for saharawiernes mulighed for selvstændighed lige nu – sortere end i mange år,« mener Christian Juhl.
I Spanien er den socialdemokratiske regering kommet under beskydning af både sit venstreorienterede støtteparti, der bakker op om et selvstændigt Vestsahara, og den konservative opposition, der frygter, at Marokko nu vil bruge migrantstrømmene til at presse Spanien ud af Ceuta og Melilla.
Og Polisario sidder tilbage med Algeriet som sin eneste trofaste allierede og føler sig forrådt af Spanien.
