Nyhedsbrev
Læsetid: 9 min.

Ruslands problemer på slagmarken afspejler dysfunktionen i Putins system

Her er dagens nyhedsbrev om krigen i Ukraine – og hvad den betyder for verdensordenen
Yats’kivka, Østukraine, den 16. april 2022. Selv om Rusland fortsat påfører Ukraine store tab, og et blodigt slag om Donbas-regionen nu venter forude, er det bemærkelsesværdigt, at krigen på lange stræk er gået ganske elendigt for den militære overmagt, som har måttet nedskalere sine mål.

Yats’kivka, Østukraine, den 16. april 2022. Selv om Rusland fortsat påfører Ukraine store tab, og et blodigt slag om Donbas-regionen nu venter forude, er det bemærkelsesværdigt, at krigen på lange stræk er gået ganske elendigt for den militære overmagt, som har måttet nedskalere sine mål.

Ronaldo Schemidt/AFP/Ritzau Scanpix

Udland
19. april 2022

Krigen i Ukraine befinder sig nu i sin ottende uge, og den går ikke helt efter planen. I hvert fald ikke den, Vladimir Putin må have sat sin lid til, da han iværksatte en massiv invasion for at befri landet fra de regerende »narkomaner og nynazister«.

Selv om Rusland fortsat påfører Ukraine store tab, og et blodigt slag om Donbas-regionen nu venter forude, er det bemærkelsesværdigt, at krigen på lange stræk er gået ganske elendigt for den militære overmagt, som har måttet nedskalere sine mål. Hvordan det kan være, ser jeg nærmere på i dagens nyhedsbrev, hvor du også kan høre, hvorfor det i denne tid kan være opmuntrende at lytte til russisk støjrock.

Men først:

Dagens overblik

Slaget om Østukraine begynder. Den offensiv mod Donbas-regionen i det østlige Ukraine, som Rusland har planlagt i den seneste tid, er nu gået i gang, lyder det fra den ukrainske præsident Zelenskyj. Ifølge Kyiv angriber de russiske styrker langs hele den næsten 500 kilometer lange frontlinje, og byen Kreminna med godt 18.000 indbyggere skulle ifølge Reuters være den første, som er faldet til russerne under den nye offensiv.

11. time i Mariupol. De ukrainske styrker, der har forskanset sig i stålvalseværket Azovstal i den strategisk vigtige havneby Mariupol, holder fortsat stand, men det virker som et spørgsmål om tid, før byen – der menes at være næsten fuldstændig ødelagt efter massive russiske angreb – falder. Det frygtes, at Rusland vil slette spor af krigsforbrydelser begået i området. Mariupols bystyre har hævdet på Telegram, at russiske styrker har gravet lig af civile op og kørt dem væk, og bystyret har også hævdet, at russerne bruger mobile krematorier til at skaffe dræbte civile af vejen. Det er umuligt at be- eller afkræfte påstandene, da der ikke er uafhængige medier til stede i byen.

Tilmeld dig nyhedsbrevet her

Du læser her Informations daglige nyhedsbrev om krigen i Ukraine. Vil du have mere, kan du få opdateringer om krigen og verdensordenen på mail ved at tilmelde dig her.

Ros for Butja. Mens omverdenen er blevet forfærdet over de russiske krigsforbrydelser i Butja, er opbakningen til de ansvarlige styrker anderledes solid hjemme i Rusland. Putin gav mandag en ærestitel til en af de brigader, der ifølge Ukraine var ansvarlig for massedrab og tortur i byen, skriver Financial Times. Den symbolske udmærkelse hylder soldaternes indsats for at »forsvare fædrelandet og statens interesser«.

Frustrationer i Moskva. USA og dets allierede gør alt, hvad de kan, for at trække Ruslands »særlige militæroperation« i langdrag ved at sende våben til Ukraine. Sådan lød det i dag fra den russiske forsvarsminister Sergej Shoigu, da han mødtes med landets militære spidser. Hensigten er at få Kyiv til at »kæmpe til sidste ukrainer«, fastslog han. 

En let krig, der blev svær

Nu hvor Rusland øjensynligt snart indkasserer en længe ventet sejr og sætter sig på havnebyen Mariupol – eller hvad der er tilbage af den efter flere ugers sønderbombning – er det værd at dvæle lidt ved, hvordan det store billede ser ud efter snart otte ugers krig i Ukraine; og det er ikke opmuntrende for Moskva. Faktisk er det »indtil videre gået katastrofalt for Rusland«, som Jørgen Staun, lektor med speciale i russisk sikkerhedspolitik ved Forsvarsakademiet, fortæller mig over telefonen.

Lad os lige tage et par af de vigtigste indikatorer på, hvor dårligt Kreml foreløbig er sluppet fra krigen. Mod slutningen af marts lød et estimat fra NATO, at mellem 7.000 og 15.000 russiske soldater har mistet livet i Ukraine, og mindst syv generaler menes at være blevet dræbt. De russiske tab er »massivt større end i nogen anden nyere konflikt« inklusive den sovjetiske krig i Afghanistan i 1980’erne, har Justin Bronk fra tænketanken Royal United Services Institute vurderet over for Financial Times. Samtidig har Rusland, ifølge militærbloggen Oryx, mistet over 460 tanks, og omkring halvdelen af dem er end ikke blevet ødelagt i kamp, men er blevet forladt af russiske soldater eller erobret af ukrainske styrker. Og i torsdags sank så krigsskibet ’Moskva’, den russiske kronjuvel i Sortehavet, sandsynligvis efter at være blevet ramt af ukrainske missiler – en ydmygelse, der også har reel militær betydning, da det nu bliver sværere at sætte et angreb ind mod den vigtige havneby Odesa.

Mest afgørende er det naturligvis, at den russiske ambition om et regimeskifte i Kyiv er slået fejl, og at man har nedskaleret den oprindelige flerfrontskrig kraftigt og trukket sig fra det nordlige Ukraine – her har Rusland »i bund og grund lidt nederlag«, konstaterede militæranalytikeren Michael Kofman for nylig i podcasten War on the Rocks.

Hvordan kunne det gå så galt for Kreml? Ifølge Jørgen Staun fra Forsvarsakademiet bunder problemerne i, at man fra starten har haft en helt forkert vurdering af forholdene i nabolandet:

»Jeg tror, vi har været vidne til klassisk groupthink i Putins system, hvor man har frasorteret alle de kritiske stemmer. Så er man endt med en bunke jasigere, der har bukket og skrabet for den politiske ledelses fantasier om, at Ukraine ville falde fra hinanden, regeringen blive væltet og hæren løbe sin vej. Intet af det skete, men det var baggrunden for den oprindelige invasionsplan, som var alt for ambitiøs i forhold til den modstand, man mødte, og de evner, russerne lagde for dagen.«

I Ukraine er præsident Putin med andre ord blevet offer for det system, han selv har opbygget. Og Kremls indledende strategiske fejltrin fik stor betydning for invasionen, der snart løb ind i logistiske og forsyningsmæssige problemer, med rapporter om mangel på alt fra benzin til fødevarerationer:

»Man havde ikke planlagt i forhold til en langvarig mission, og derfor heller ikke efter langvarig understøttelse af de militære styrker,« siger Staun.

Samtidig tyder noget på, at man i Moskva ikke blot har haft et forvrænget billede af Ukraines militær, men også af sit eget.

»Der har været meldinger om, at lokale russiske kommandører nu er blevet straffet, fordi de havde indrapporteret, at deres enhed var 100 procent bemandet, selv om den måske kun var 55 procent bemandet. Cheferne havde altså scoret lønsummen for de resterende, og det kan jo være fatalt i det øjeblik, man mangler styrkerne i kamp,« siger Jørgen Staun.

Egentlig skulle en række reformer i løbet af 2010’erne have nedbragt korruptionen i det russiske forsvar, »men det lader til, at den har været større, end man har gået og troet«.

De onder, der præger Putins Rusland på hjemmefronten – den manglende pluralisme i systemet og den udbredte korruption – er således også en del af forklaringen på, hvorfor det er gået så dårligt på slagmarken; og det er der vel en vis poetisk retfærdighed over.

Under indtryk af den ringe krigslykke har Moskva besluttet sig for at fokusere på det østlige Ukraine. Her vil man givetvis løbe ind i færre problemer med forsyningslinjerne, da man er tættere på den russiske grænse og udbryderrepublikkerne Donetsk og Lugansk. Omvendt er det netop dette område, ukrainerne har forberedt sig på at forsvare siden 2014, hvor krigen i Donbas begyndte, og der skulle være op mod 50.000 ukrainske soldater deployeret i regionen, så det er næppe nogen let opgave, de russiske styrker står over for – heller ikke denne gang.

Det bedste, vi har læst, set og hørt

Et modstandsdygtigt folk. »Ukraines valg står mellem ikkeeksistens og en eksistens, der slår dig ihjel.« Sådan skriver Oksana Zabuzjko i romanen Feltstudier i ukrainsk sex, og den sovjetiskfødte forfatter Peter Pomerantsev citerer hende i dette stærke essay om Ukraines nationale identitet, som han selv har været med til at kaste lys over gennem et forskningsprojekt. Romanen viser på allegorisk vis, hvordan Ukraines historie er gennemsyret af undertrykkelse under fremmede magter, og netop den nationale historie har ifølge Pomerantsev lært befolkningen at organisere sig og opbygge et stærkt civilsamfund – noget, som Vladimir Putin overså, da han invaderede landet.

Fra nord til øst. The Washington Post har lavet en fin visuelt baseret explainer om, hvad der konkret gik galt for de russiske styrker, da de prøvede at indtage Kyiv, og hvad der nu lader til at være angrebsstrategien i Donbas-regionen. Jeffrey Edmonds, der var ruslandsansvarlig i Det Nationale Sikkerhedsråd under Obama, anfører også i artiklen, at Rusland reelt ikke traf et valg om at droppe fremrykningen mod hovedstaden: »Det var ikke et spørgsmål om, ’Well, vi kan tage byen, men det vil koste os for meget’,« siger han: »De kunne ganske enkelt ikke gøre det.«

Fra corona til Ukraine. Denne historie handler egentlig ikke om Ukrainekrigen, og så alligevel: En del af de folk, som PET kalder ’antimyndighedsekstremister’ – og som oprindeligt markerede sig som vidtgående kritikere af coronapolitikken – har nemlig nu rettet blikket mod krigen. Og de tror ikke på den officielle fortælling om den. »Det, der sker i Ukraine, ser jeg som et dække over coronabedraget,« lyder det fra 35-årige Kent Nielsen, medlem af partiet Frihedslisten. Ida Nyegård Espersen har talt med ham og set nærmere på den nye type ekstremisme.

Betydningen af Butja. Krigsforbrydelserne i byer som Butja og Borodjanka er ikke bare forfærdende, de ændrer også krigens strategiske kontekst, argumenterer Nigel Gould-Davies, tidligere britisk ambassadør i Belarus. Navnlig viser myrderierne, at selv en eventuel våbenhvile vil være stærkt risikabel for civile i russiskbesatte områder: Sådan en situation vil »ikke blot tillade russiske styrker at regruppere og genopruste, men også at brutalisere og myrde civile uden forhindringer«. Derfor er det blevet tiltagende sandsynligt, at krigen ikke vil nå sin afslutning i et forhandlingslokale, men på slagmarken.

Apolitisk opbakning. Det russiske samfund er blevet fuldstændig ’afpolitiseret’ under Putin, og en stor del af støtten til krigen skal ses i det lys, mener den russiske sociolog Greg Yudin: Mange russere afskyr politik og er overbeviste om, at det ikke er muligt at ændre noget ad den vej. De fokuserer på deres eget liv, og når det gælder Ukrainekrigen, er de villige til at godtage det statslige narrativ, der gør det muligt at leve videre, som om der ikke var sket det store. Afpolitiseringen hænger sammen med en grundlæggende mistillid i samfundet, som også kommer til udtryk, når sociologer spørger russere, om man generelt kan stole på andre mennesker: »Ofte forstår folk slet ikke spørgsmålet,« siger Yudin: »’Hvordan skulle man dog kunne stole på mennesker?’ Man kan stole på hunde, katte, men mennesker, det er umuligt.«

På gensyn

I denne tid er det vigtigt løbende at minde sig selv om, at der også findes et andet Rusland, selv om det er trængt i defensiven lige nu. Det repræsenteres for eksempel af den aldrende klassiske pianist Aleksej Ljubimov, der i sidste uge spillede en koncert med stykker af den berømte ukrainske komponist Valentin Silvestrov i Moskva. Da politiet kom for at stoppe showet, angiveligt på grund af en bombetrussel, var Ljubimov i færd med at spille et stykke af Schubert, og det fortsatte han ufortrødent med, til det var slut – til stor applaus fra salen.

De fire kvinder i Moskva-bandet Lucidvox, der blander psych og støjrock med elementer af russisk folkemusik, har også erklæret deres modstand mod krigen i et facebookopslag, hvor de desuden konstaterer, at de lige nu ikke kan spille deres sange i eller uden for Rusland. Heldigvis kan vi andre stadig lytte til dem; for eksempel den vidunderligt intense »​​Дым« (Røg), som jeg intet forstår af, men som hermed er udnævnt til ugens antifascistiske kampsang.

 

/Niklas Hessel
Redaktør, Moderne Tider

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Nu er det ikke fordi at usa klare sig beder...

Mener du dermed, Alvin, at nyhedsbrevet, der alene handler om Ukraine (og lidt i Rusland), burde have gjort opmærksom på det?
Så kunne man lige så godt kræve, at vejrudsigten for Danmark også omhandlede vejret i Sydafrika. ;-)

Torben Bruhn Andersen, Holger Nielsen, Peter Beck-Lauritzen, Kale Ido, Susanne Kaspersen, Inger Pedersen, Steffen Gliese, Claus Nielsen, Kim Houmøller og Herdis Weins anbefalede denne kommentar

Ruslands kommunismes ideologiske grundlag er trods alt et nedarvet problem fra fortidens ledelse af dette store land.

Ligegyldighed og undertrykkelse af befolkningen for egne vellevned - i en helt absurd overdådighed, mad klæder slotte osv., osv., som kommunisterne overtog i 1917, selvudråbt som "folkets befrielseshær", - der blot overtog livsstilen med overdådighed og frådende undertrykkelse af befolkningen, - "knæ eller dø " syntes at være det kommunistiske manifest over befolkningens rettigheder.

De manglende lederevner blev og var erstattet med brutal kynisme uden nogen form for menneskelighed for borgerne, - drevet af kontrolsyge med politiske kommisærer der selv, drevet af egen angst for systemet både plagede borgerne nedad i samfundet, og løj opad for selv at undgå de straffe som de selv tildelte til borgerne i lokalområderne.

Grundlæggende et korrupt og angstfyldt system, hvor mod- og indsigelser var upassende opad imod de vanvittige beslutninger som blev taget i ledelsen og som var enevældige.

En gammel historie herom lyder; "når markerne uden for Moskva står modne, træffer man beslutning om kornet skal høstes i hele Rusland. Der er bare den lille hage ved , at Rusland består af 8 tidszoner, foruden der også var dele af landet både mod Nord og Syd hvor kornet også udviklede sig forskelligt - alt efter vejeret.

Det ideologiske mantra var; "den politiske ledelse er ufejlbarlig"!

Det parret med angsten hos kommissærerne for fejl i deres område, om det var landbrug, byggeri, infrastruktur, militær gennemsyrer selvfølgelig systemet, - ikke kun nedad, men sandelig også opad i systemet, - og sådan bliver løgnene for at undgå straf i alle led til det selvbedrag som den øverste ledelse ender med som - en falsk sandhed, - det Putin i dag med invasionen af Ukraine, som har slået fejl, prøver at forstå, og som en følge deraf truer sig frem med atomvåben, og nu også med nye raketter.

Der er altså noget indbygget undergangstendens i systemet, fordi løgnene om hvor godt det gik ikke var i overensstemmelse med virkeligheden.

Det lader til at være gået over i fantasier for Putin med Atomvåbentrusler og de nye raketter, - desværre mindes man fra fortiden en anden krigs-herre, der fantaserede om bataljoner og hære som ikke længere var at finde, - udover i han egne fantasier.

Den lette invasion som Putins generaler åbenbart havde lovet ham med indtagelsen af Kiev, - udblev helt, og blev i stedet en stor fiasko for den russiske hær, ledelsen og ikke mindst for Putin og hans omdømme i verdens øjne, - hvordan det oplevedes indadtil vides ikke, - men mon ikke utænkte tanker herom blev tænkt?

Hvordan skal man kunne tænke den tanke; "kommunismen har fejlet, når hele ens liv har bestået af mantraet; "den politiske ledelse er ufejlbarlig"", - det må være som at skulle forlige sig med "gud ikke findes" for en troende, og i dette tilfælde "den mægtige uoverindelige russiske hær" er ikke længere uovervindelig, faktisk er den slet ikke mægtig.

Dertil også et hold generaler med tonsvis af "sildesalat" for deres bedrifter i øvelser, der viser sig at være værdiløse i en rigtig krig, - Putin kan altså ikke eksponere sit land politiske mægtighed overfor omverdenen, sådan som han havde tænkt sig., for det minder mere om en lilleput-stats militære formåen.