Nyhedsbrev
Læsetid: 10 min.

Hvad har Vesten lært af tyve års militære nederlag? Det er nu, vi skal huske hinanden på det

Krigen i Ukraine ændrer langsomt karakter fra et forsvar for ukrainerne til et ønske om at tilføje russerne et nederlag. Lad os huske på, hvorfor det er gået galt tidligere, når vi er kommet ind i krige, som vi ikke var forberedt på
Den almindelige overbevisning inden invasionen af Irak i marts 2003 var, at det ville gå hurtigt. Som bekendt fortsatte og forandrede krigen sig radikalt til noget, vi ikke var forberedt på.

Den almindelige overbevisning inden invasionen af Irak i marts 2003 var, at det ville gå hurtigt. Som bekendt fortsatte og forandrede krigen sig radikalt til noget, vi ikke var forberedt på.

Udland
27. april 2022

Vesten er nu igen blevet involveret i en krig, som vi ikke var forberedt på, som der ikke er udsigt til en afslutning på, og som vi har ikke nogen fredsplan for. Det har vi prøvet nogle gange før i det 21. århundrede – og hver eneste gang har det ført til nederlag.

I dagens nyhedsbrev vil vi mindes nogle af de fejl, Vesten er blevet ved med at begå.

For vi kan ikke leve med en verden, hvor Rusland vinder, og Putins invasion af Ukraine bliver standarden for en ny verden.

Men først skal vi have et nyhedsoverblik.

Dagens overblik

Rusland stopper gasforsyninger til Polen og Bulgarien. Det har længe været en trussel fra Vesten, at vi ville gøre os fri af russisk naturgas og olie, men det er som bekendt endnu ikke sket. Til gengæld har Gazprom, det russiske energiselskab, onsdag annonceret, at de ikke længere vil levere naturgas til Rusland og Bulgarien, fordi de to lande nægter at betale i rubler. Det er, som Reuters skriver, det hårdeste gensvar fra Rusland indtil videre på Vestens økonomiske sanktioner.

Tilmeld dig nyhedsbrevet her

Du læser her Informations daglige nyhedsbrev om krigen i Ukraine. Vil du have mere, kan du få opdateringer om krigen og verdensordenen på mail ved at tilmelde dig her.

EU: Det er afpresning. Formanden for EU-Kommissionen Ursula von der Leyen fordømmer det russiske stop for gasleverancer til Bulgarien og Polen: »Det er endnu et forsøg fra Rusland på at bruge gas som et afpresningsinstrument.« Det er ifølge von der Leyen både uacceptabelt og uberettiget, og hun erklærer, at kommissionen er »forberedt på dette scenario« og i konstant kontakt med alle medlemsstater.

Tre år med dyrere fødevarer. Verdensbanken advarer ifølge The Guardian om, at krigen i Ukraine vil føre til højere priser på energi og fødevarer de næste tre år. Det forudser banken kan skabe inflation og fødevaremangel på et niveau, vi globalt ikke har kendt til i årtier.

Stort fald i russisk BNP. Ifølge et dokument fra det russiske økonomiministerium, som Reuters er kommet i besiddelse af, anslår ministeriet, at det russiske bruttonationalprodukt som følge af krigen og sanktionerne kan falde med op til 12 procent i 2022. Den russiske centralbank har indtil videre formået at begrænse inflationen. Men det fremgår af dokumentet, at den russiske regering forbereder sig på, at inflationen i løbet af 2022 vil komme over 20 procent.

Det, vi skal lære af vores nederlag

Vesten er igen blevet involveret i en krig, som vi hverken er politisk eller militært forberedt på, og som vi ikke har nogen plan for at afslutte. Vi har tyve års erfaring med militære fiaskoer i Vesten, som vi bør huske på og lære nu, hvor russerne fortsætter deres angreb i Ukraine, og Vesten anført af USA bevæger sig mod en position, som ikke bare handler om at forsvare ukrainerne, men også helt explicit om at tilføje Rusland et nederlag.

Der er den meget store forskel på Ruslands invasion af Ukraine og vores egne krige i Afghanistan, Irak og Libyen, at Vesten ikke startede krigen, og at det moralske ansvar for ødelæggelserne ligger hos Putin. En anden forskel er, at det fra begyndelsen har stået klart, at Vesten ikke selv ville sætte soldater ind mod Rusland og deltage i en direkte militær konfrontation. En tredje forskel er, at der er så meget på spil denne her gang, at det er en krig, som vi ikke kan tåle at tabe, fordi vi ikke vil leve i en verden, hvor Putin ikke bliver straffet. Vi kan ikke tillade, som Michael Ignatieff sagde for nylig her, at han slipper afsted med det.

Med disse forskelle fremhævet som præmis er det måske en god idé at fremhæve nogle fejl, som vi kan lære af.

1. Krigen forandrer sig, efterhånden som den udspiller sig. Den almindelige overbevisning inden invasionen af Irak i marts 2003 var, at det ville gå hurtigt. Og allerede den første maj 2003 erklærede den amerikanske præsident George W. Bush »mission accomplished«. Som bekendt fortsatte og forandrede krigen sig radikalt til noget, vi ikke var forberedt på, og udviklede sig til et kaos, der efterlod os afmægtige og med et frygteligt ansvar for lidelserne i Irak. Da Rusland invaderede Ukraine var den almindelige overbevisning også, at det ville gå hurtigt. Og de første reaktioner, som kom til at definere debatten om krigen, og de første økonomiske sanktioner, der udviklede sig til en decideret økonomisk krigsførelse uden klart definerede kriterier for et slutspil, var præget af, at vi ikke regnede med, at ukrainerne ville kunne forsvare sig så godt og så længe.

Læren er, at vi skal blive ved med at genoverveje vores midler og mål, efterhånden som krigen forandrer sig.

2. Strategi for afslutning. Jesper Helsøe, der var chef for Forsvarsstaben under invasionen af Afghanistan og forsvarschef fra 2002-2008, forklarede her i avisen mange år senere, at der aldrig havde været formuleret en strategi for afslutningen af krigen: »Man skulle nok have sat sig ned i starten og sagt: Hvad er det, som vi på langt sigt ønsker at opnå med den her indsats? Hvad er strategien? Jeg tvivler på, at den nogensinde har været formuleret og fastlagt som sådan.«

Det forekommer helt bizart i dag, eftersom vi selv indledte krigen. Men det gjaldt også i Irak.

Læren er derfor , at vi skal holde vores ledere fast på, at der selv i en krig, som vi ikke kan kontrollere eller afslutte selv, skal formuleres strategiske mål og kriterier for en afslutning. Det er ukrainernes skæbne, som er på spil, og de må opstille deres egne kriterier. Men vi skal ikke bilde os ind, at vi med vores sanktioner og våbenassistance ikke også er krigsførende.

3. Den moralske maximalisme. Konflikten mellem Ukraine og Rusland inviterer til en læsning af, at det er vores samfundsform over for Putins samfundsform, som mødes på slagmarken. Det inspirerer os til at fremstille krigen som en moralsk kamp mellem Vestens højeste idealer og vores værste fjendebilleder, demokrati mod autokrati, det gode mod de onde. Men den tilgang, som virker mobiliserende på os, kan virke afskrækkende for andre, som har en interesse i at være modstandere af Putins invasion, men også en interesse i ikke at blive en del af det, de oplever som et vestligt korstog.

Læren er, at vi skal præsentere indsatsen så globalt og så universelt som muligt for at kunne skabe så bred en front i verden som muligt mod Putins invasion.

4. Deres folk er med os. Vi har en smuk revolutionsromantik i Vesten, som gør, at vi altid tror, at demonstranter og dissidenter i autoritære stater udtrykker det sande folk. At alt det, vi ikke kan lide, er inkarneret hos den dæmoniske leder, mens det, vi selv tror på, er udbredt hos befolkningerne i autoritære stater. Det fører som regel til ubehagelige overraskelser, når den dæmoniske leder er fjernet, og folket alligevel ikke vælger det, vi går ind for.

Læren er, at vi husker på, at det, vi er modstandere af, aldrig forsvinder, bare fordi vi slipper af med lederne. Det er en langt vanskeligere, bredere og dybere kamp om verdensbilleder og institutioner, som kræver en langt mere kompleks og langvarig indsats.

5. Det man ikke må sige. Det fremstår efter krigene i Afghanistan og Irak mærkværdigt, at invasioner, som var så dårligt forberedte og elendigt planlagte, ikke mødte større kritik. Og at der gik så lang tid, før kritikken blev stærk.

Læren er, at der i den moralske mobilisering af en kamp mellem det rigtige og det forkerte, frihed og undertrykte altid opstår en offentlig kultur, som skaber meget lidt plads til kritik og korrektion. Det er ikke udtryk for censur eller objektiv undertrykkelse. Det er bare en følgevirkning af mobiliseringen, at det bliver sværere at tænke og tale kritisk imod en krigsindsats, som er begrundet i de højeste idealer. Vi kan love, at vi her på avisen hele tiden spørger hinanden om, hvad det er, der ikke bliver sagt, og som vi har behov for bliver sagt og tænkt. Det er en kollektiv indsats, som vi appellerer til alle om at blive ved med at deltage i.

Så vi ikke ender med at begå de samme fejl igen og taber en kamp, som kommer til at definere den nye verdensorden.

Det bedste, vi har læst, set og hørt

Vestligt strategiskifte Det blev kaldt for verdens største våbentopmøde, da USA tirsdag havde samlet 40 lande til krisemøde ved den amerikanske militærbase i Ramstein i Tyskland. Det har længe stået klart, at Vesten ikke kun leverer deciderede forsvarsvåben til Ukraines kamp mod den russiske invasionshær, men også våben, som kan bruges til at angribe russiske militære installationer. Og den amerikanske forsvarsminister Lloyd Austen gjorde det ved mødet klart, at russerne skal svækkes, så de ikke vil være i stand til igen at foretage en invasion: Retorikken ved mødet afslørede ifølge vores korrespondent i Tyskland, Mathias Sonne, et vestligt strategiskifte, »hvor Ukraines selvforsvar ikke længere står i centrum. Det gør derimod et russisk nederlag.«

Den russiske udenrigsminister Lavrov adresserede direkte strategiskiftet, som ikke har været en pludselig omstilling, men en glidende overgang, da han ligeledes tirsdag sagde: »Grundlæggende befinder NATO sig i en krig med Rusland gennem en stedfortræder – og NATO er nu i gang med at bevæbne denne stedfortræder.« Som sædvanlig leverer Mathias Sonne en præcis udlægning af, hvordan vi skal forstå det nye scenario.

Forsvar for Finlands neutralitet. Der er behov for neutrale stater i verden. Stater, som står frit til at formidle mellem stormagterne, og som står uden for de alliancer, der bliver til konfliktens fronter. »Finland har jo historisk set netop opbygget sådan en mæglerkapacitet og en kapacitet som fredsforhandler, som verden har brug for lige nu«, forklarer den finske freds- og atompolitikforsker og forhenværende politiker Tarja Cronberg i et interview med Lasse Sjöbeck Jørgensen her i avisen. Så det vil skabe en farligere verden med færre veje til fred, hvis Finland og Sverige bliver medlemmer af NATO. Hun forstår godt finnernes frygt for Rusland og den stigende opbakning til NATO i sit hjemland. Men hun tror ikke på, at amerikanerne faktisk vil komme Finland til undsætning, hvis de selv som NATO-medlemmer skulle blive angrebet af Rusland. For det vil betyde, at Rusland kan svare igen med atomvåben, der vil kunne ramme San Francisco eller New York City. Den risiko vil amerikanerne ikke løbe for at forsvare et lille land langt væk. 

Kina er krigens taber. Krigen i Ukraine har ifølge Craig Singleton, som er forhenværende amerikansk diplomat og nuværende Kina-forsker ved Defense of Democracies Foundation, afsløret, at Kina endnu ikke er i stand til at omsætte deres økonomiske styrke til geopolitisk magt. Beijing har hverken formået at påvirke Ruslands strategi for invasionen af Ukraine eller Vestens svar på den. Og den orden, som skabte betingelserne for Kinas økonomiske vækst og indflydelse, er eroderet uden, at Kina har været i stand til reagere på det. De vil blive isoleret fra Vesten, fordi de ikke tager afstand fra Rusland, anfører Singleton. Kina vil miste anseelse globalt, og Xi Jinping vil opleve det nederlag, at Putin vil fremstå som Vestens værste autokratiske udfordrer.

Venstreorienterede svigter Ukraine. For et par måneder siden skrev den ukrainske historiker og venstreorienterede aktivist Taras Bilous 'Letter to the Western Left', som vi naturligvis henviste til her i nyhedsbrevet. Det var en total kritik af de venstreorienterede i Vesten, som var så optagede af at kritisere deres egne magthavere, at de forsømte at kritisere Putins Rusland. Nu har Bilous skrevet en lang tråd på Twitter, hvor han tager kritikken af de venstreorienterede, som fastholder en forsonlig linje over for Putin, til det næste niveau i indignation og vrede. Der sker som en reaktion på, at det socialistiske, amerikanske magasin Jacobin ifølge Bilou har bragt complete shit om krigen i Ukraine. 

Britisk public service. Hvis man savner et auditivt dagligt supplement til dette nyhedsbrev, anbefaler vi BBC’s podcast Ukrainecast, som udkommer på alle hverdage. Den er britisk public service, som vi elsker den: engageret og cool. Oplysende og underholdende.

Frygtløshed er ikke en dyd

Nu har krigen varet over to måneder, og vi kan konstatere, hvordan den offentlige opinion hylder det, man tror, er krigens dyder. For eksempel er det for nogle blevet et retorisk ritual at sætte adjektivet »frygtløs« foran de ukrainere, som kæmper mod den russiske overmagt. Vi har ikke selv været i krig, men det har denne avis’ grundlægger, modstandsmanden Børge Outze. Og jeg vil i dag minde om noget, han fortalte i Information til dem, som troede, at modstandsfolkene havde været frygtløse:

»De bange Mænd var dem, som vandt Krigen. Vi var alle sammen bange – en gang imellem eller engang i Begyndelsen,« skrev han. Nogle lærte at leve med frygten, andre blev forhærdede, men »blandt de bedste Mænd i Modstandskampen var Mænd, som blev ved at være bange, og som gjorde deres Job alligevel, til de ofrede Livet«.

Børge skelnede mellem de feje, som undgik kampen og undlod at tage stilling, og de bange, som vidste, hvad der ventede, hvis de blev fanget, men kæmpede alligevel:

»Paa Sejrens Dag sænker vi Kaarden for de bange Mænd. De fejge sparker vi fra os.«

Lad og glemme frygtløsheden, foragte fejheden og hylde de bange mænd og kvinder i Ukraine.

Rune Lykkeberg, chefredaktør

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Frederik Schwane

"Krigen i Ukraine ændrer langsomt karakter fra et forsvar for ukrainerne til et ønske om at tilføje russerne et nederlag."

Basalt set handler det udelukkende om, at Putin stopper sin invasion af Ukraine. Og at det er, hvad vi i vesten hjælper med at støtte.

Om det så skal opfattes som et forsvar for ukrainerne, eller at tilføje russerne et nederlag, er vel snarere en strid om ord; for at forsvare ukrainernes ret til et selvstændigt land skal russerne trække sig ud af landet og det kan vel af nogle opfattes som et nederlag.

Men russerne selv har været underlagt så massiv propaganda, at de formentlig ikke vil opfatte en tilbagetrækning som et nederlag, huske på, at de er blevet pålagt at opfatte invasionen som en militær operation.

Jeg synes ærlig talt, at vi er lidt ud på populismens overdrev her.

Ole Olesen, Torben Siersbæk, Carsten Bjerre, Hans Ditlev Nissen, Peter Beck-Lauritzen, Eva Schwanenflügel, Steffen Gliese, Claus Nielsen og Jens Christensen anbefalede denne kommentar
René Arestrup

En underlig inkonsekvent analyse.

RL starter imidlertid meget godt:

'For vi kan ikke leve med en verden, hvor Rusland vinder, og Putins invasion af Ukraine bliver standarden for en ny verden.'

Det må jo nødvendigvis betyde, at vi må strække os langt for at Putin taber. Og eftersom han tilsyneladende insisterer på at fremture i Ukraine, er der desværre kun ét svar og det er et militært svar.

Det er simpelthen bydende nødvendigt, at russerne lider nederlag i Ukraine. Og eftersom Vesten ikke ønsker at intervenere direkte i krigen, giver det vel sig selv, at Vesten er nødt til at støtte ukrainerne med alt det, de har behov for, netop for at tilføje den russiske hær - og dermed også Putin - et endegyldigt nederlag.

Gør det os til en part i krigen? Ja, i høj grad. Rummer det risici for en eskalation? Ja, også det. Men det nytter ikke noget, at vi er bange for Kremls trusler eller vores egen skygge.

For så er det temmelig sikkert, at Putin vinder.

Frederik Schwane, Jørgen Munksgaard, Ole Olesen, Torben Siersbæk, Rolf Andersen, Carsten Bjerre, Kim Houmøller, Peter Beck-Lauritzen, Eva Schwanenflügel og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Tina Petersen

I 2014 et møde med deltagelse af 84 lande, dannede i fællesskab The Global Coalition to Defeat ISIS'. Blev mødet i Ramstein virkelig kaldt for "verdens største våbentopmøde, da USA tirsdag havde samlet 40 lande til krisemøde"? De repræsenterer jo en befolkning på kun omegnen af 1, 5 milliard. Af næsten 8 milliarder...

Hvor er resten af verden blevet af?
Jeg tvivler sgu på, at vi får lov til at knuse Rusland...

Kim Houmøller

Rusland knuser sig selv. Den demografiske udvikling skubber landet i knæ. Hvem vil i øvrigt indgå bindende politiske aftaler med en løgner og masse morder?
Kun hvis Putin forlader den synkende skude er der håb!

Jørgen Munksgaard, Ole Olesen, Torben Siersbæk, René Arestrup, Rolf Andersen, Carsten Bjerre og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Tiden er jo af indlysende grunde løbet af fra denne scenes historisk-satiriske moment, og så alligevel ikke, når vi ser, hvem der er tilbage af 'de fem konger'.
https://www.youtube.com/watch?v=VcsXSuAEksE

fin egenfeldt

Inkonsekvent logik og historiske tvivlsomme vurderinger. Sprogbrug der er faldet ind i de accelererende selvsving som gensidige skyldstilskrivninger uvægerligt medfører. Hvis samtalen/propagandaen fortsætter sådan og trækker virkeligheden med er udviklingen givet: kollaps!

Husk at i krig er der kun tabere. Freden er alles sejr. Og så kan ballet starte forfra! Forhåbentlig med en plan for nedrustning/forligelse og samtale; altså mellem alle banditterne.

René Arestrup

'Jeg tvivler sgu på, at vi får lov til at knuse Rusland...'

Det behøver vi heller ikke, det klarer Putin helt fint.

Det aktuelle problem er blot, at han også forsøger at knuse alle mulige andre.

Eva Schwanenflügel, Ole Olesen og Torben Siersbæk anbefalede denne kommentar
Jens Thaarup Nyberg

Lad os bare gøre Rusland fattigt og forsvarsløst - det har vi prøvet før.

Jan Henrik Wegener

Som så ofte kan man spørge hvem ordet "vi" dækker.
Kunne det være det europæiske eller såkaldt"vestlige" sammenhold?
Hvis ja er det nærliggende at sige at sammenholdet allerede har vundet. Om ikke hele krigen så vigtige "slag".
Det bør ikke ses som rene bagateller eller selvfølgeligheder.

Torben Siersbæk

@Tina Petersen - 28. april, 2022 - 02:09.

Du forfalder desværre til den typiske fortælling, at det er USA, der driver krigen med din formulering "verdens største våbentopmøde, da USA tirsdag havde samlet 40 lande til krisemøde".

Det er stadig ikke USA, der opmarcherede over 100.000 krigsklare tropper nord og øst for Ukraine, og det er stadig ikke USA, der sendte byger af raketter og granater ind over Ukraine, og det er stadig ikke amerikanske soldater, der voldtog og myrdede civile alle vegne i Ukraine - for blot at nævne nogle af de uhyrligheder Ruslands militær er skyldige i!

Hvad er det, der går galt imellem virkeligheden og dit tastatur???

Frederik Schwane, Jørgen Munksgaard og Ole Olesen anbefalede denne kommentar
Frederik Schwane

fin egenfeldt

"Forhåbentlig med en plan for nedrustning/forligelse og samtale"
Din point er? Vi kan da godt lave en plan for nedrustning, og samtale, men det hjælper ikke meget, hvis Putin hellere vil myrde og voldtage.

Det korte svar på artiklens spørgsmål er; "INTET"!