Danmark har deltaget i halvdelen af operationerne i EU’s forsvarssamarbejde siden 2003. Det viser en optælling foretaget af Information.
De første operationer i EU’s fælles sikkerheds- og forsvarspolitik (FSFP) blev indledt i 2003, og siden da har samarbejdet igangsat 38 operationer. Ud af de 38 har Danmark deltaget i 19 operationer.
Der skelnes i forsvarssamarbejdet mellem militære og civile operationer. De militære operationer omfatter eksempelvis fredsbevarende missioner eller træningsmissioner af andre landes militær, mens de civile missioner eksempelvis omfatter rådgivende missioner, kapacitetsopbygning eller politimissioner.
Det danske forsvarsforbehold, der er sat til folkeafstemning den 1. juni, betyder, at Danmark ikke kan deltage i de dele af EU’s udenrigs- og sikkerhedspolitik, der påvirker forsvarsområdet. Det betyder, at Danmark ikke kan deltage i forsvarssamarbejdets militære operationer. Men Danmark kan godt være med i de civile operationer.
De 19 operationer, Danmark siden 2003 har deltaget i, er således alle civile operationer. Det drejer sig blandt andet om EU’s grænsemission i Palæstina, der monitorerer grænseovergangen Rafah mellem Egypten og Palæstina, EU’s retssektormission i Kosovo, der støtter en række retlige institutioner, samt EU’s kapacitetsopbygningsmission i Mali, der har til formål at støtte opbygningen af Malis politi, gendarmeri og nationalgarde.
I alt har EU’s forsvarssamarbejde haft 24 civile operationer og 14 militære operationer. Dermed har Danmark været afskåret fra at deltage i 14 operationer på grund af forsvarsforbeholdet, men har kunnet deltage i 24 civile operationer.
Det er kun fem af de civile missioner, Danmark har valgt ikke at deltage i. Det drejer sig om tre missioner i Den Demokratiske Republik Congo, én i Den Centralafrikanske Republik og én i Guinea-Bissau. Missionerne i Congo har blandt andet haft til formål at støtte reformer af landets politistyrke og sikkerhedssektor, mens missionerne i Den Centralafrikanske Republik og Guinea-Bissau har haft til formål at støtte reformer af landenes sikkerhedssektorer.
Danmark bidrager gennem NATO og FN
EU’s 38 operationer har primært fundet sted i Afrika, Mellemøsten og Europa. Flere operationer har fundet sted i de samme lande, eksempelvis i Den Demokratiske Republik Congo, hvor EU har haft fire operationer, og Den Centralafrikanske Republik, hvor EU har haft fem operationer. De 38 operationer har samlet set fundet sted i 19 forskellige lande eller områder. Ud af dem har Danmark været repræsenteret i 13 lande eller områder.
Danmark har ikke været repræsenteret i Den Centralafrikanske Republik, Middelhavet, Mozambique, Guinea-Bissau, Tchad eller Den Demokratiske Republik Congo gennem EU-operationer. Det har vi til gengæld gennem andre forsvarssamarbejder.
Danmark er som bekendt medlem af både NATO og FN, hvor vi har deltaget i en lang række både civile og militære operationer, blandt andet i de samme lande, som EU har haft operationer i.
I 2014 var Danmarken en del af FN-missionen BINUCA i Den Centralafrikanske Republik, mens vi bidrager til EU’s grænse- og kystvagt Frontex i Middelhavet. Danmark har desuden bidraget til den franskledede Operation Barkhane, der blandt andet opererer i Tchad, og vi har deltaget i FN-missionen MONUC i Den Demokratiske Republik Congo.
Ud af de 19 lande og områder, EU har eller har haft operationer i, er det dermed kun i Mozambique og Guinea-Bissau, at Danmark ikke har været repræsenteret.
Selv om Danmark ikke har været en del af de militære operationer i EU’s forsvarssamarbejde, har vi altså været militært til stede i samtlige områder, som EU’s operationer er foregået i – på nær Mozambique og Guinea-Bissau – gennem FN, NATO eller andre militære samarbejder.
Andre forsvarssamarbejder
Dermed er Danmark heller ikke fuldstændig afskåret fra europæiske militære samarbejder, selv om vi ikke er en del af EU’s forsvarssamarbejde.
Udover NATO og FN deltager Danmark eksempelvis i flere andre europæiske forsvarssamarbejder. Det gælder blandt andet det relativt nye franskledede European Intervention Initiative (EI2), der fortsat er under udvikling. Det har blandt andet til formål at styrke informationsdelingen mellem medlemmer, bidrage til at identificere strategiske udfordringer og trusler og til i fællesskab at finde ud af, hvordan truslerne håndteres. Samarbejdet består – udover Danmark – af ti EU-lande, Norge og Storbritannien.
Derudover deltager Danmark i den britiskledede Joint Expeditionary Force (JEF), der består af ti nordeuropæiske lande og har til formål at øge sikkerheden i Østersøregionen, Nordatlanten og omkring Norge. Samarbejdet handler blandt andet om fælles øvelser.
Danmark deltager også i det tyskledede Framework Nations Concept (FNC), der består af 21 europæiske lande. Samarbejdet har blandt andet fokus på kapacitetsopbygning.
Sidst, men ikke mindst, deltager Danmark i det nordiske forsvarssamarbejde NORDEFCO med Finland, Island, Norge og Sverige. Her er fokus på et tæt politisk samarbejde for at styrke den militære kapacitet og operationelle ydeevne. I samarbejdet er der blandt andet aftaler om luftovervågning og militær adgang til hinandens territorier og luftbaser.
Ingen af disse samarbejder har dog indtil videre haft selvstændige missioner.
Det danske forsvarsforbehold
Når Danmark overhovedet har et forsvarsforbehold, skyldes det, at 50,7 procent af danskerne ved en folkeafstemning i 1992 sagde nej til Maastricht-traktaten, der skulle lægge fundamentet for Den Europæiske Union.
Derfor indgik et flertal af Folketingets partier et nationalt kompromis, som indebar fire forbehold over for EU: et forbehold for forsvarspolitikken, et forbehold for en fælles valuta (euroen), et forbehold for retlige og indre anliggender samt et forbehold for unionsborgerskab. Med de fire forbehold stemte et flertal i 1993 for Edinburgh-aftalen.
Det danske forsvarsforbehold har ifølge Danmarks Institut for Internationale Studier (DIIS) været aktiveret 235 gange siden 1993. Med andre ord har Danmark været udelukket for deltagelse i militært samarbejde i 235 tilfælde. Aktiveringerne var begrænsede i de første ti år, men siden 2003 har forsvarsforbeholdet været aktiveret tiltagende flere gange – særligt de seneste ti år.
Det skyldes blandt andet, at forsvarssamarbejdet løbende er blevet udvidet. I 2017 introducerede EU samarbejdet PESCO (Permanent Structured Cooperation), som har til formål at opbygge fælles kapaciteter, så landene kan udvikle og indkøbe forsvarsmateriel sammen.
Derudover har EU siden 2004 haft et fælles forsvarsagentur, der skal hjælpe medlemslandene med at udvikle deres militære ressourcer. Med forsvarsforbeholdet kan Danmark ikke deltage i disse organer eller deltage i diskussioner og forhandlinger i EU, der omhandler den militære del af EU’s forsvarspolitik.
@Lasse Sjøbeck Jørgensen
Tak for en oplysende artikel, som vi bestemt bliver klogere af.
Jeg indrømmer blankt, at det virker aldeles komisk på mig, at vi
deltager i de britisk, fransk & tysk ledede forsvarssamarbejder -
JEF, EI2 & FNC - men ikke i FSFP militære del !!
Det er komik på Monty Python niveau.
Et tema, der sjældent omtales, er den øgede finansiering som fuld deltagelse i EU-forsvaret kommer til at koste. Det er beløb, der ligger langt ud over de 2% som Danmark har lovet NATO at betale.
Den Europæiske Forsvarsfond (EDF) er, som navnet antyder, designet til at støtte forskning og udvikling i nye våbensystemer og militærteknologier i den Europæiske Union (EU). Det har et EU-budget på €8 milliarder afsat under den nuværende flerårige finansielle ramme (MFF), som løber fra 2021 til 2027. Derudover forventes EU's medlemslande at bidrage med mange milliarder mere i samfinansieringsinitiativer. EU er på vej mod militær ekspansion - og det koster.
EU's forsvarsudgifter bidrager
• til et bekymrende skift af EUs formål fra et civilt fredsprojekt til et militærledet;
• til at beslutningsprocessen påvirkes urimelig meget af våbenindustriens lobbyister som hverken arbejder gennemsigtigt eller demokratisk;
• til at Europa-Parlamentet og Rådet bliver bedt om at stemme for en blankocheck;
• til at opstille hidtil uset høje tilskud til våbenindustrien, som ikke respekterer retten til offentlig indsigt i mål og midler
• til at aflede en del af EU-budgettet fra andre prioriteter, som er mere relevante for folks velfærd, såsom sundhedspleje, uddannelse og andre sociale spørgsmål;
Langt størsteparten (<70%) af EUs tilskud går til fransk, tysk og italiensk våbenindustri.
De seneste måneders donationer til Ukraine har tømt ud på våbenlagrene i EU. Så nu skal hylderne fyldes op igen, og til at støtte de indkøb og de mere langsigtede investeringer har EU-Kommissionen foreslået en våbenpakke på 500 mio. euro, som Danmark på forunderlig vis ventes at få adgang til på trods forsvarsforbeholdet.
Det skyldes ifølge en af EU's yderst kreative embedsmand, at de nye 500 mio. euro skal findes inden for EU’s almindelige budget, hvilket vurderes som inden for traktaten, fordi der er tale om, at "vi ikke finansierer operationer og sådan noget, men udbygger EU’s nødvendige kapaciteter".
Dette er i sig selv mageløst; men våbenpakken afslører også det primære formål med EU's forsvarsdimension, idet medlemslandene kun kan få adgang til de 500 mio. euro, hvis de bruger pengene til at købe våben, som er produceret i EU, og at EU's våbenlobby på den måde har formået at få våbenproduktion integreret i EU's industripolitik.
Dette indebærer, at Danmark via vores skatteyderbetalte bidrag til EU's almindelige budget og til EU's Forsvarsfond samlet kommer til at bruge langt mere end 2 % af BNP på militær - også hvis forsvarsforbeholdet bliver bevaret.
@jens christian jacobsen, 20. maj, 2022 - 12:07
Der er ikke tale om udgifter til "forsvar" i betydningen militære lønninger, køb af færdiglavet krigsmateriel eller transportudgifter ved konkrete missioner, m.v. Det drejer sig om pengestøtte til forskning og udvikling i militært relateret industri. Når jeg hermed gentager noget, du allerede selv har skrevet, er det for at fremhæve forskellen. Det er mere et stykke industripolitik end en forsvarsudgift i snæver forstand.
At producenter i Frankrig, Italien og Tyskland modtager henved 3/4 af den samlede støtte, modsvarer det forhold, at de to førstnævnte lande (og i mindre grad Tyskland) dominerer den militært relaterede industriproduktion i EU.
I de fleste tilfælde gives støtten kun til projekter, hvor der deltager virksomheder fra flere lande. Produktionen er i øvrigt præget af en spredning mellem få store og mange små virksomheder. Støttens afledte virkninger i form af ordrer til industrielle underleverandører hører med i billedet, når man vil vurdere nyttevirkningens fordeling over hele EU, men det ville blive en omfattende beregning.
Med Europas historie i erindring anser jeg det for en sikkerhedspolitisk fordel, at de store våbenproducerende og industrielle lande i EU samarbejder tæt med hinanden. Især fordi det sker gennem et institutionelt system, der i en eller anden grad lader alle de deltagende lande være repræsenteret, og altså ikke ved at 3 lande sætter sig sammen i et triumvirat og dikterer forløbet til de over tyve andre.
Spørgsmålet om politisk gennemsigtighed på nationalt og internationalt plan er et andet stort emne. I så fald skifter diskussionen fra internationale relationer til komparativ politik. Man kan have forskellige holdninger og indgangsvinkler til EU's forsvarspolitik og militært relaterede industripolitik. Jeg har mit ståsted og andre har deres.
@Anders Thornvig Sørensen
Jeg er ikke så interesseret i om EUs militarisering kan rubriceres under industri- eller forsvarspolitik. Det er vist mest en diskussion for spindoktorer op til en afstemning. Min interesse (og forhåbentlig andres) går på, hvor meget MERE end 2% af statsbudgettet vi kommer til at betale de kommende år. Her ligger min største bekymring - det er ikke småpenge vi taler om, og den danske velfærdsstat har MANGE uløste opgaver der med tidens besyndelig gammeldags oprustningshysteri let skubbes i baggrunden. Nye kampvogne, miner, fly og andre strategiske våben koster kassen.
I stedet burde EU investere i et effektivt cyper-forsvar mod A-misiler. Det ville der være ræson i. Og langt billigere. Men her spiller de store industristaters politiske ambivalens i EU ind: Skal de lægge os i kølvandet på amerikansk cyper-F&U? Eller skal de selv komme igang? Resultatet har foreløbig været, at ingenting rigtig sker i EU.
Interesserede kan læse to glimrende og kritiske rapporter om EUs oprustning:
https://www.tni.org/files/publication-downloads/fanning_the_flames_repor... og en mere fyldig baggrundsrapport (2021) fra The European Network Against Arms Trade (ENAAT): A militarised union - understanding and confronting the militarisation of the European Union.
@jens christian jacobsen
Set fra et antimilitaristisk synspunkt er forskellen måske ubetydelig, men ikke fra et nationaløkonomisk eller finanspolitisk.
Ved militæroperationer i direkte forstand kan pengene være mistet i og med, at de er brugt. Måske nok brugt til et nødvendigt eller gavnligt formål, men brugt, og de vender ikke tilbage. Man kan skelne mellem faste udgifter, som alligevel skulle afholdes også ved ikke-deltagelse, og ekstraudgifter ved deltagelse. Det skal også vurderes i forhold til udgiften ved deltagelse i FN-missioner. Ikke at de overvejelser er centrale for mit vedkommende, men for at skitsere landskabet.
Ved militært relateret R&D er det anderledes, fordi danske bidrag til fælles EU-udgifter måske kan vende tilbage i form af EU-støtte til projekter med deltagelse af danske virksomheder. Måske kræver det konkrete erfaringer fra en årrække, før man kan konkludere noget herom. Men alligevel kunne det være interessant at få undersøgt muligheder i forvejen og selvsagt størrelsen af det danske bruttobidrag.
@ Anders Thornvig Sørensen
Det er præcis de overvejelser, som du giver udtryk for jeg savner i debatten op til kommende afstemning. EU hverken kan eller skal konkurrere med USA og Rusland om strategiske angrebsvåben, som der er lagt op til, jf. rapporterne ovenfor. Der har vi nogle prisestimater. Det bliver dyrt. En investering i et cyper-forsvar giver langt bedre mening. Men hvor dyrt bliver det - sådan cirka?
Efter samme model som EPF skulle Danmarks årlige bruttubidrag til EDF ud fra de her oplyste tal blive på ca. 150 til 200 millioner kroner om året, løst anslået. Udgifterne til samfinansieringsprojekter ved siden af EDF kender jeg ikke. Ligger det allerede fast, at disse udgifter ikke indgår i forøgelsen af forsvarsbudgettet til 2% af BNP over en årrække? Mit indtryk er, at detaljerne ikke er udarbejdet fuldstændigt endnu.
Efter samme model som EPF skulle Danmarks årlige bruttubidrag til EDF ud fra de her oplyste tal blive på ca. 150 til 200 millioner kroner om året, løst anslået. Udgifterne til samfinansieringsprojekter ved siden af EDF kender jeg ikke. Ligger det allerede fast, at disse udgifter ikke indgår i forøgelsen af forsvarsbudgettet til 2% af BNP over en årrække? Mit indtryk er, at detaljerne ikke er udarbejdet fuldstændigt endnu.
Regnefejl fra min side. Korrekt er 15-20 mill kr om året er fra DK til EDF. Løst anslået som sagt. Mvh.
Jeg slog det efter igen. EDF's udgift ser vitterlig ud til at blive omkring 10 milliarder kroner om året. Med et dansk bidrag på 1,5% (ud fra BNP) ville det blive en årlig bruttoudgift for Danmark på ca. 150 millioner kroner. Det fremhæves samtidig, at udgiften ikke skal erstatte EU-landenes øvrige forsvarsudgifter. Altså kommer det oveni forøgelsen af forsvarsudgifterne til 2% af BNP med tiden. Og videre oveni udgifterne til EU's missioner på 30-70 millioner kroner om året. Nettoudgiften kan nok ikke anslås, ud over at den bliver mindre end bruttoudguften.
Regeringens beregninger giver et langt lavere totaltal for Danmarks bruttoudgift ved deltagelse i EU's fælles forsvarspolitik inklusive både Fredsfaciliteten og Forsvarsfonden, nemlig samlet ca. 26,6 millioner kroner om året. Jf. lovbehandlingen i Folketinget og svar på stillede spørgsmål.
https://www.ft.dk/samling/20211/lovforslag/L193/spm/16/svar/1880778/2569...