I Etiopien har tørken taget alle Hassan Mohameds dyr: Mit liv som nomade er slut

ETIOPIEN – Allerede da det mindre fly til Somali-regionen i det østlige Etiopien er ved at lande, kan man se et par døde dyr. En ko, en kamel, og så ligner det et par geder.

Luften er tør og varm, da jeg stiger ud, og selv om klokken kun har passeret ni om morgenen, er temperaturen allerede oppe på 37 grader.

Meldingerne fra nødhjælpsorganisationerne er klar: Jeg er landet et af de tørreste steder i landet. Flere regnsæsoner i træk har slået fejl, og området står over for det, flere organisationer beskriver som den værste tørke i flere årtier. Millioner af mennesker er blevet internt fordrevet og har behov for humanitær hjælp. For et stort flertal af menneskene i regionen er husdyr den eneste vej til en indkomst, men næsten 1,5 millioner dyr er døde, og dermed har folket mistet det, der skulle sikre deres overlevelse.

Støvet hvirvler op som store skyer omkring bilen, da den kører fra lufthavnen i byen Gode og mod en nyetableret lejr for internt fordrevne, hvor omkring 25.000 mennesker de seneste tre måneder er flyttet til og har fået en form for hjem med vand og mad fra regeringen og nødhjælpsorganisationerne.

En flok køer går og spiser langs vejkanten. For få uger siden var der intet grønt at se, fortæller de lokale. Men to korte regnvejrsdage i slutningen af april har fået bladene til at vokse frem på nogle af træerne og græsset til at spire et par centimeter.

Selv om køerne får lidt at spise, ser de mere døde ud end levende. Man kan se alle knogler på de afmagrede kroppe, og de bevæger sig langsomt rundt. To dages regn er ikke nok til at ændre på konsekvenserne af flere års tørke.

Næsten 1,5 millioner dyr er døde under tørken. Køer, kameler, geder og får er altafgørende for størstedelen af de mennesker, der lever i områderne, hvor tørken rammer. Uden dem har de ikke noget livsgrundlag.

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Hundredvis af små simple telte dukker op, da vi drejer til venstre fra hovedvejen. De er bygget af grene og beklædt med store farverige og mønstrede stykker stof, der udgør vægge og tag. Ved en vandpost i begyndelsen af lejren står en gruppe mennesker i kø til at få vand i deres dunke. Hver dag står Unicef for at fylde to vandtanke med omkring 10.000 liter vand i hver til lejrens omkring 1.500 husstande.

En høj og spinkel mand kommer roligt hen til mig og spørger, om han må tale med mig. Han har en mørkeblå skjorte på, hvor åbningen afslører hans markerede kraveben. Over hans grålige skæg stikker hans kindben tydeligt frem.

Hans navn er Hassan Mohamed Farah, og han er 50 år gammel. Han fortæller, at han har været hyrde hele sit liv, og beskriver, hvordan han i månedsvis forgæves søgte efter vand og mad til hans over 100 køer og 55 kameler og geder og måtte se dem dø dag for dag uden at kunne stille noget op. De få dyr, der var tilbage til sidst, var så svage og afmagrede, at han ikke kunne holde dem i live.

»Når der igen og igen ikke kommer nogen regn, kan vi ikke gøre noget,« siger han.

De mennesker, der er fordrevet på grund af tørke i regionen, er især nomader. Hyrdefolk, der er vant til, at klimaet skifter. Vant til hårde perioder med tørke, hvor man skal bevæge sig ekstra langt for at finde føde og vand til dyrene, men Hassan Mohamed Farah fortæller, at han aldrig har oplevet en tørke som nu, selv om han har været vidne til flere.

»Det har aldrig varet så længe og været så voldsomt. Alt, hvad jeg ejer, er væk. Hvis vi ikke var nået her til lejren og fik hjælp, var det vores børn, vi var begyndt at miste,« siger han.

Ligesom mange andre traditionelle hyrdefolk er Hassan Mohameds livsform kommet i problemer på grund af klimaforandringerne, der har gjort flere og flere områder ubeboelige, fordi der ikke er nok vand. Nu er han afhængig af nødhjælp, ligesom millioner på det afrikanske kontinent har været det i mange år på grund af tørke og oversvømmelser.

Ekstrem tørke fortsætter

Tørken i Etiopien og på Afrikas Horn har igen fået flere nødhjælpsorganisationer til at opfordre det internationale samfund til at sende flere penge. Ifølge FN’s Verdensfødevareprogram (WFP) har man kun fået fire procent af den støtte, der er behov for, hvis man skal håndtere de humanitære konsekvenser af tørken på Afrikas Horn. Derudover er WFP udfordret, fordi man er afhængig af fødevarer fra Ukraine, hvor krigen har lukket for eksportmulighederne.

Danmark yder allerede millionstøtte til organisationer som Unicef og WFP i Etiopien, men udviklingsminister Flemming Møller Mortensen (S) siger under et besøg i området, at han vil se på, om der kan gives flere penge.

»Jeg mener, at vi både kan og skal hjælpe mere og bedre,« fortæller han.

Flere rapporter slår fast, at klimaforandringerne vil blive ved med at skabe ekstreme vejrfænomener. FN anslår, at antallet af tørkeepisoder på verdensplan er steget med 29 procent siden år 2000, og samme udvikling har FN’s klimapanel IPCC beskrevet: Tørke og oversvømmelser er blevet mere intense og hyppigere. Ifølge FN vil over 2,3 milliarder mennesker mangle vand på verdensplan i 2022 og omkring 160 millioner børn være udsat for alvorlig og langvarig tørke.

I FN’s nye rapport om tørke udtaler Ibrahim Thiaw, der er generaldirektør i FN’s sekretariat for Konventionen om bekæmpelse af ørkendannelse (UNCCD), at man står ved en skillevej. Der er nødt til at blive investeret mere i projekter, hvor man fokuserer på jordgenopretning og forbedring af jordens frugtbarhed, hvis man skal reducere det enorme antal af mennesker, der inden 2030 risikerer at blive fordrevet på grund af tørke, mener han.

Det er blandt andet det, man forsøger med projektet Afrikas Store Grønne Mur (The Great Green Wall), der skal skabe et bælte af træer på tværs af kontinentet lige syd for Sahara og føre til flere job.

I alt er der indtil videre gendannet fire millioner hektar land langs selve bæltet og noget mere i det bredere område, der omgiver muren. Etiopien har formået at genoprette omkring 2,3 millioner hektar land, men det er langtfra nok. Projektet er blevet kritiseret for at gå for langsomt, og FN har kaldt den overordnede bistand til projektet »utilstrækkelig, uforudsigelig og usikker«.

34-årige Liin Korane Siraf har mistet syv ud af 12 køer de seneste måneder. Sammen med sin søster og andre af landsbyens beboere graver de huller, der skal opsamle regnvandet, så der kan sås frø til at holde de sidste dyr i live. Hvis altså, der overhovedet kommer regn.

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Kampen for at redde de sidste dyr

I en landsby i samme område som den nyoprettede lejr forsøger beboere at forberede sig på at udnytte regnen, hvis den kommer. De to kortvarige regndage har skabt et lille håb, og en stor gruppe mænd og kvinder graver nu huller i halvmåner, der skal opsamle regnvandet, så der kan sås frø til at holde de sidste dyr i live og brødføde familierne.

En kvinde iført et stort grønt tørklæde med orange og røde blomster fører en spade højt op i luften og hakker den i jorden med et fast tag.

Kvinderne er de bedste til at grave, siger Moses Didia, der er programleder i Somali-regionen for WFP.

34-årige Liin Korane Siraf griner sammen med sin søster, da han oversætter, hvad han har fortalt.

»Vi er de stærke,« siger hun og holder en pause med at grave.

Det er WFP, der sørger for redskaber og frø. Men kommer der ingen regn, slår projektet fejl, siger Moses Didia.

»Det er svagheden ved projektet. Der skal en del regn til for at undgå, at det hele ikke bare tørrer ud igen. Det er langtfra nok med et par dage. Klimaforandringerne er virkelige. Alle her er enormt afhængige af deres dyr, og det er problemet. Det er meget vanskeligt at opbygge landbrug med afgrøder eller andre erhverv, men vi gør et forsøg,« siger han.

En støvsky bevæger sig gennem landsbyen og rammer en gruppe kvinder og tre børn. De stimler hurtigt sammen i en tæt klump og bøjer instinktivt hovederne mod jorden og tager tørklæderne op foran ansigtet. Børnene begynder at græde, da støvet rammer dem og hvirvler videre.

Liin Korane Siraf har arbejdet på projektet i en måned. Hun er vokset op i landsbyen, og selv om hun, modsat menneskene i lejren for fordrevne, ikke har mistet alle sine dyr, så mærker hun konsekvenserne af tørken.

Hun havde 12 køer til at begynde med, men syv er de seneste måneder døde. Et stykke derfra er landsbyens døde dyr samlet, så de ikke spreder sygdomme. Nogle kroppe går næsten i et med jorden, og den rådne lugt sætter sig i næsen, da jeg bevæger mig rundt mellem dem.

De dyr, der er tilbage, er svage. Nogle har ikke kræfter til at gå rundt eller rejse sig efter at have ligget ned, fortæller Liin Korane Siraf.

»Vi beder til, at der kommer regn,« siger hun og peger op mod himlen, hvor der er begyndt at komme skyer.

»Det er et tegn på, at det er på vej. Om Gud vil,« siger hun.

Flere underernærede børn

Cirka en halv times kørsel fra landsbyen ligger det lokale hospital, der står for at dække sundhedsbehovene for 1,5 millioner mennesker.

På en seng med en tynd madras sidder en kvinde med sin toårige pige på skødet. Det orange myggenet over sengen er trukket væk, og fluerne sværmer om datterens ansigt og små arme, hvor albueknoglerne stikker tydeligt frem. Rundt om hovedet sidder hvid tape for at holde en sonde fast i næsen, hvor der kan gives flydende mad og drikke.

De seneste måneder har hospitalet i byen Gode i det sydøstlige Etiopien oplevet en stigning i antallet af indlæggelser af underernærede børn. Ifølge Unicef er 1,7 millioner børn alvorligt underernærede i Etiopien, Kenya og Somalia som konsekvens af tørken.

MADS CLAUS RASMUSSEN

Mona og hendes datter har været indlagt i ti dage. De seneste fem måneder har hospitalet oplevet en stigning i antallet af indlæggelser af underernærede børn, der ikke får nok mad og vand på grund af tørken. Siden årsskiftet har de behandlet omkring 140 børn, hvilket er 30 procent flere end samme periode sidste år, fortæller Aydi Fikdad, der er ansvarlig for ernæringsbehandlingen på hospitalet. Fire børn har mistet livet. 

I den modsatte ende af lokalet sidder Fatima Adan. Hendes halvandet år gamle søn ligger i hendes favn og bliver vugget til ro. Han har været indlagt i tre uger og var ved at være ovre den kritiske fase, da en ny omgang diarré ramte.

»Dårlig hygiejne er noget af det mest problematiske for underernærede. Får de diarré, slår det maven og appetitten helt i bund,« forklarer Aydi Fikdad.

Fatima Adan bor i den nye lejr for internt fordrevne. Hun kom dertil efter at have vandret i fem dage med sin familie.

»Vi var så sultne og udmattede. Det vigtigste lige nu er at holde os i live,« siger hun.

En ende på nomadelivet

Hassan Mohamed Farahs telt er ligesom alle de andre omkranset af nøgne grene, der er sat i den tørre jord, der nogle steder er krakeleret i mosaikker. Ved siden af huset er der gravet et lille hul, hvor der ligger tre sten, lidt aske og små grene, hvor familien kan lave mad. De får korn, som de laver grød af, og drikker te, men det er svært at få nok næring.

På de få kvadratmeter i teltet bor han med sin kone og fire yngste børn. I naboteltet bor hans voksne datter Shamis Shelabashiv på 23 år med sine tre børn og mand. Alle deres dyr er også døde.

Hassan Mohamed Farah har svært ved at forestille sig, hvad han skal leve af fremover. Han beskriver det som hele hans identitet, der er taget fra ham.

»Jeg har aldrig prøvet at være andet end hyrde,« siger han.

Under hele samtalen har han stået med rank ryg og hvilet sin højre hånd på en stok, der er gået i arv i generationer. I venstre hånd hænger hans bedekæde af sorte perler, som han konstant rører ved.

I lejren for internt fordrevne bor de mange tusinde mennesker i primitive telte bygget af grene og beklædt med store farverige og mønstrede stykker stof. De fleste familier har kun en enkel vanddunk og et lille bål ved siden af teltet. Ifølge FN er over tre millioner mennesker ramt af tørke i Etiopiens somaliske region.

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

I regionen måles en mands rigdom på, hvor mange kvæg han har. Det bliver betragtet som noget helligt og det vigtigste for familien, fordi det giver kød og mælk. Han håber, men tror ikke på, at han kommer til at eje mange dyr igen.

»Mit nomadeliv er slut. Vi vil gerne blive her og få energi til at bygge et liv op og måske få lidt dyr igen. Jeg ved ikke, hvad vi ellers skal leve af i fremtiden. Jeg har ikke færdigheder inden for noget andet. Men jeg vil gerne gøre et forsøg,« siger han.

Information var inviteret med til Etiopien af Udenrigsministeriet. Al transport var betalt gennem et rejsestipendium fra ministeriet.