Filippinernes voldsparate præsident Duterte takker af

En af verdens mest bramfri og kontroversielle statsoverhoveder. Sådan kan man roligt beskrive 77-årige Rodrigo Duterte, der næste måned takker af som præsident i Filippinerne.

Ønationen med de 110 millioner indbyggere er blandt Asiens fattigste, men spiller en nøglerolle i den storpolitiske rivalisering mellem USA og Kina. Forholdet til den tidligere amerikanske kolonimagt er afgørende for at forstå fænomenet Duterte. Det samme er hans politiske opvækst langt fra hovedstaden. For hvordan kunne en politiker med så mange skandaler i bagagen overhovedet ende i præsidentpaladset Malacañang? Og ikke nok med det. Til trods for en forfejlet pandemihåndtering og et væld af uindfriede valgløfter nyder Duterte fortsat folkelig opbakning i en grad, der er usædvanlig for en afgående præsident.

For seks år siden tromlede Rodrigo Duterte hen over sine politiske modstandere med en blanding af skældsord, trusler og populistiske paroler. Men hans vej til præsidentembedet startede mange år tidligere i Filippinernes tredjestørste by, Davao, i den sydlige del af landet. I over to årtier var han byens borgmester.

Davao var engang berygtet som et af de steder på kloden med den højeste mordrate. Det er ikke længere tilfældet. Under Duterte kom der styr på kriminaliteten. Men transformationen var brutal. Som borgmester gav han politiet bemyndigelse til at slå hårdt ned på alt fra narkobander til småkriminelle. Politiets egen indsats og lyssky samarbejde med dødspatruljer gjorde kort proces. Selv har Duterte adskillige gange pralet af at have slået kriminelle ihjel.

Ville fodre fisk med kriminelle

Samme metoder lovede Duterte at udbrede på landsplan.

»Glem lovene om menneskerettigheder,« råbte han ud til folkemængden i sin sidste store tale inden præsidentvalget og satte i næste sætning trumf på:

»Hvis jeg klarer den hele vejen til præsidentpaladset, vil jeg gøre, som jeg gjorde som borgmester. Alle I narkohandlere, røvere og døgenigte må hellere forsvinde. For som mand på borgmesterposten vil jeg dræbe jer. Jeg vil smide jer alle i Manilabugten og opfede alle dens fisk.«

Få dage efter vandt Duterte en jordskredssejr, der sikrede ham over seks millioner flere stemmer end den nærmeste konkurrent. Dutertes valgløfte om at udrydde kriminalitet inden for seks måneder kom han aldrig i nærheden af at indfri. Men Davao-modellen fik han indført. Den har siden givet politiet carte blanche til at eliminere narkobagmænd, pushere og misbrugere. Ifølge oppositionen er politiske modstandere også blandt ofrene. Myndighedernes officielle tal lyder på 6.200 dræbte. Andre skøn sætter tallet flere gange højere.

FN’s højkommissær for menneskerettigheder har i stærke vendinger taget afstand til metoderne og brugen af vold som politisk redskab. Men på gadeplan ude blandt almindelige filippinere har politikken været populær. Tre år inde i Dutertes præsidentperiode viste en undersøgelse, at 82 procent var tilfredse med kampagnen på basis af en oplevelse af mindre kriminalitet og færre stoffer i omløb.

Evnen til at afkode folkestemningen har været et gennemgående træk i Dutertes politiske karriere. I Filippinerne har en lille håndfuld familier og deres støtter historisk set skiftedes til at have magten. Fra sin magtbase i Davao har Duterte positioneret sig som en folkets mand fra provinsen og et tiltrængt alternativ til eliten. At hans far var guvernør bliver sjældent nævnt. I stedet handler Dutertes fortælling om hans folkelighed og opgør med dynastierne i Manila.

Det er her, hans bramfri og direkte væremåde kommer ind i billedet. Hans politiske modstandere bliver kaldt alt fra hyklere til horeunger. Dutertes stil er ud over det sædvanlige. Men at vælgerne bakker op om politiske kandidater med stærke personligheder er ikke nyt, forklarer Ramon Casiple, direktør for den Manila-baserede tænketank Institute for Political and Electoral Reform.

»Vælgerne i Filippinerne er ikke loyale over for politiske partier, men over for personer. Det er ikke unikt for Duterte, men bare sådan politik fungerer her. Det er en politisk kultur, hvor den stærke mand bliver hyldet,« siger han

Ambivalent syn på USA

Et andet område, hvor Duterte har læst stemningen i det filippinske samfund, er i forholdet til USA. Et forhold præget af historiske omstændigheder. Filippinerne var en spansk koloni fra midten af det 16. århundrede, men som et resultat af nederlaget i den spansk-amerikanske krig afgav Spanien i 1898 territoriet til USA.

I Filippinerne mente mange, at tiden var kommet til uafhængighed. Oprørsbevægelsen kæmpede en flere år lang guerillakrig mod amerikanerne, men tabte. Først efter Anden Verdenskrig opnåede landet uafhængighed. Lige siden har USA og Filippinerne været tætte allierede med stærke økonomiske, politiske og militære bånd. Helt frem til begyndelsen af 1990’erne havde USA militærbaser i landet. På forsvarsområdet er begge parter forpligtet til at forsvare den anden i tilfælde af angreb fra en fremmed magt. Den fælles historik har skabt et ambivalent syn på USA i befolkningen, der blander stærke proamerikanske følelser med frustrationer rettet mod den tidligere kolonimagt.

Både i ord og handling har Duterte lagt større afstand til den amerikanske alliancepartner. Det har han gjort på et tidspunkt, hvor stormagtsrivaliseringen mellem USA og Kina er intensiveret på alle fronter. Ikke mindst i Det Sydkinesiske Hav, hvor Kina udbygger sin militære tilstedeværelse og gør krav på farvande, der også inkluderer områder, filippinerne mener er deres. Før Duterte kom til magten, stævnede den filippinske regering Kina ved en international domstol og fik medhold i, at de kinesiske krav ikke var gyldige. Derfor var der tale om et markant skifte, da Duterte kom til.

Han skubbede dommen i baggrunden og indførte en politik, der vægtede økonomisk samarbejde med Kina højere end sine forgængere. Ikke overraskende blev det budt velkommen i Beijing, hvor præsident og partiformand, Xi Jinping, betegnede de nye tider som en regnbue efter et regnvejr.

Men Dutertes syn på USA og Kina er ikke enten-eller, fortæller Ramon Casiple, der sidste år havde mulighed for at diskutere udenrigspolitik under en længere samtale med Duterte.

»Han er ikke antiamerikansk, men han vil ikke finde sig i, at USA tager Filippinerne for givet og altid forventer, at regeringen i Manila gør, hvad USA siger. Duterte vil have et mere normalt forhold til USA og vil ses som en ligeværdig nation og ikke som et kolonialt levn,« forklarer han og fortsætter:

»Der er mange meget proamerikanske filippinere, men der er også mange nationalister og mange erhvervsfolk af kinesisk etnicitet eller med forretninger i Kina. Mange ser det som værende imod filippinske interesser at gå sammen med USA om at være imod Kina.«

Kritik og retssager

Dutertes regering lancerede tidligt en storstilet plan for nybygning af infrastruktur. Det filippinske ørige har længe haft hårdt brug for en større grad af sammenhængskraft, mens storbyerne lider under dårlig byplanlægning og et stigende befolkningspres.

Forventningen var, at den mere Kina-venlige tilgang ville føre til en strøm af billige lån og store milliardinvesteringer fra kinesiske banker og fonde. Sådan er det ikke gået. Kina har kun leveret en brøkdel af de investeringer, den kinesiske ledelse satte i udsigt. Japan har ydet væsentlig mere finansiel bistand til de underfinansierede lufthavne, togforbindelser og motorveje.

I det hele taget har Duterte svært ved at fremvise de store resultater efter seks år i præsidentpaladset. Hans politiske reformprogram løb ud i sandet. Ambitionen var at stække magtens centrum i Manila og skabe en mere føderal regeringsstruktur bedre egnet til at inkludere periferien af en nation bredt ud på flere end 7.000 øer. Men det lykkedes ikke at finde det politiske flertal for planen.

I stedet vokser kritikken og anklagerne i takt med, at Dutertes tid ved magten rinder ud. En forfejlet coronahåndtering betød, at Filippinerne kom bagest i køen til vacciner, og som et resultat måtte man indføre en af de længste nedlukninger under pandemien.

Siden har en antikorruptionskomité i det filippinske senat afsløret alvorlige uregelmæssigheder og tydelig tegn på misbrug af regeringens coronamidler. Komiteen beskylder Duterte for at have forsøgt at forhindre undersøgelser af nogle af hans nærmeste rådgivere og deres rolle. Den anbefaler derfor, at Duterte bliver retsforfulgt, efter han er trådt tilbage.

Det er ikke den eneste retssag, den afgående præsident risikerer at stå over for. Den Internationale Straffedomstol (ICC) har i årevis undersøgt, hvorvidt Dutertes brutale kampagne mod narkorelateret kriminalitet kan retsforfølges som en forbrydelse mod menneskeheden. Duterte har kvitteret med at trække Filippinerne ud af ICC og truet med at anholde dens gambiske chefanklager, skulle hun sætte sin fod i landet. Det har dog ikke afholdt domstolen fra at fortsætte processen og i efteråret sidste år konkludere, at bevismaterialet er tilstrækkeligt til at åbne en formel efterforskning.

Nyt politisk dynasti

Ifølge filippinsk lov kan præsidenten ikke genvælges og må maksimalt sidde på posten i seks år. Den regel blev indført for at undgå en gentagelse af det tyve år lange rædselsregime under diktatoren Ferdinand Marcos, der sluttede i 1986, hvor Filippinerne igen blev et demokrati. Men selv om diktatoren dengang måtte flygte ud af landet og døde i sit eksil for mange år siden, overlevede hans familiedynasti. Ved præsidentvalget den 9. maj er hans søn, Ferdinand Marcos Jr., favorit til at vinde.

Meningsmålingerne tyder samtidig på, at hans vicepræsident bliver Rodrigo Dutertes datter, Sara Duterte. Hun er gået i sin fars fodspor og er i dag borgmester i Davao. Duterte, der drog til hovedstaden i et opgør mod den politiske elite, kan nu vise sig at blive første generation i et nyt politisk dynasti. Men forholdet mellem far og datter er ikke gnidningsfrit. Rodrigo Duterte har ikke lagt skjul på, at han gerne så, hun stillede op til posten som præsident. Hans parti støtter officielt Marcos Jr., men hvem Duterte personligt peger på af kandidaterne til præsidentposten, har han ikke meldt ud.

»Ingen ved, hvem Duterte støtter. Han er meget tavs og blander sig ikke. Sandsynligvis afventer han resultatet for derefter at forsøge at indgå en aftale med vinderen i forhold til de sager, der måtte komme imod ham,« vurderer Ramon Casiple.

For en gang skyld holder den åbenmundede præsident sig i baggrunden.