Analyse
Læsetid: 4 min.

Frankrigs første kvindelige premierminister i 30 år i kamp mod en samlet venstrefløj

Ikke siden Danmark vandt EM i herrefodbold i 1992 har en kvinde stået i spidsen for en fransk regering. Men nu er Elisabeth Borne udpeget til republikkens næstmest magtfulde stilling, hvor hun skal tage kampen op mod en samlet venstrefløj ved parlamentsvalget om få uger
Elisabeth Borne er et rent produkt af det franske meritokratiske system, datteren af en enlig mor, da hendes russisk-jødiske far døde, da hun var 11 år. En svær opvækst, har hun selv sagt, men den unge Borne brød den sociale arv og skabte sig en plads i solen.

Elisabeth Borne er et rent produkt af det franske meritokratiske system, datteren af en enlig mor, da hendes russisk-jødiske far døde, da hun var 11 år. En svær opvækst, har hun selv sagt, men den unge Borne brød den sociale arv og skabte sig en plads i solen.

Christian Hartmann

Udland
21. maj 2022

»Borne to be wild«. De dårlige vittigheder – og sange – står i kø i disse dage i Frankrig. Årsagen er udnævnelsen af landets nye regering, ledet af premierminister Elisabeth Borne. Hun blev dermed den kun anden kvinde i republikkens historie, som sidder på posten som premierminister. 

Den nye Prémiere ministre får dog ikke lov at hvile på laurbærrene, for om tre uger skal franskmændene stemme til parlamentsvalget, og Borne er både kandidat og frontfigur i præsidentflertallets kampagne. Taber hun, bliver hendes periode som regeringsleder ganske kort.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Henrik Plaschke

Udpegningen af historikeren Pap Ndiaye som undervisningsminister og minister for ungdom er interessant. Ndiaye er fransk-senegalesisk og en anerkendt forsker og specialist i racespørgsmål og diskrimination – såvel i amerikansk som i fransk sammenhæng.

Ikke overraskende raser den ekstreme højrefløj (Le Pen, Zemmour osv.) over udnævnelsen, mens venstrefløjens Jean-Luc Mélenchon hilser den velkommen.

Vi er i alle tilfælde ganske langt fra Ndiayes forgængers kritik af den såkaldte venstre-islam(isme) (islamo-gauchisme), et udtryk som Ndiaye har forholdt sig overordentlig kritisk til, og som jo også hurtigt importeredes af hjemlige højreekstremister.

Le Mondes engelsksprogede udgave (en sådan findes faktisk!) bringer et par gode artikler:

https://www.lemonde.fr/en/opinion/article/2022/05/21/new-minister-of-edu...

https://www.lemonde.fr/en/politics/article/2022/05/20/historian-pap-ndia...