Nyhedsbrev
Læsetid: 9 min.

Vi skal ikke knuse Rusland eller besejre ondskaben. Vi skal forsvare Ukraine

Her er dagens nyhedsbrev om krigen og verdensordenen
Det, der startede som et forsvar for den suveræne stat Ukraine, bliver oftere og oftere udlagt som værdikamp mellem vestlige demokrati og autokratier, blandt andet af EU-Kommissionens forkvinde Ursula von der Leyen. Det skaver uklarhed om krigens mål.

Det, der startede som et forsvar for den suveræne stat Ukraine, bliver oftere og oftere udlagt som værdikamp mellem vestlige demokrati og autokratier, blandt andet af EU-Kommissionens forkvinde Ursula von der Leyen. Det skaver uklarhed om krigens mål.

Mykhaylo Palinchak/SIPA/Ritzau Scanpix

Udland
12. maj 2022

Vi må blive ved med at spørge os selv og vores ledere, hvad det er for en krig, vi er blevet engageret i. Hvad vi vil opnå, og hvordan vi vil undgå det værste. Det korte svar er, at vi vil forsvare Ukraine, men vi vil ikke ud i en stedfortræderkrig mod Rusland. Det lange svar følger nedenfor. Det er klart, at vi også må konfrontere nogle grimme scenarier for at gennemtænke vores krigsengagement. Men det hele ender i dag med den gladeste musik. Det kommer til allersidst.

Men først skal vi have et nyhedsoverblik. 

Dagens overblik

Finland vil med i NATO. Det har længe været ventet, men nu er det officielt: Den finske statsminister, Sanna Marin, og den finske præsident, Sauli Niinistö, meddelte torsdag formiddag, at landet efter 73 års neutralitet nu søger optagelse i NATO.

Velkommen i NATO. Mette Frederiksen skriver på Statsministeriets officielle Twitterprofil, at Danmark byder Finland velkommen i NATO og lover, at Danmark »vil gøre alt for en hurtig optagelsesproces«.

Medvedev advarer om atomkrig. Den forhenværende russiske præsident Dmitrij Medvedev reagerede på meldingen om, at Finland søger optagelse i NATO ved på Telegram at advare mod konsekvenserne af det, han kalder Vestens stedfortræderkrig i Ukraine: »Der er altid med den type konflikt en risiko for at ende i den totale atomkrig.«

Gaspriserne stiger. Torsdag morgen steg gaspriserne i Europa til over 100 euro per megawatt-time. Det er ifølge Financial Times en stigning på 12 procent på bare en uge og en konsekvens af, at Rusland onsdag indførte sanktioner mod gasselskaber i Tyskland.

Hvad er det for en krig, vi kæmper?

Vesten bevæger sig længere og længere ind i en krig, som vi ikke selv har valgt til, men som vi moralsk og principielt heller ikke kan forsvare at vælge fra.

Spørgsmålene er så, hvad det er for en krig, vi er involveret i, hvad vi kæmper for, og hvordan vi kæmper. Fordi krigen forandrer sig, efterhånden som den udspiller sig, og fordi vi ved, at krige udløser uforudsigelige konsekvenser og udvikler deres egne destruktive eskaleringer, er det spørgsmål, som vi ikke kan besvare én gang for alle. Tværtimod må vi blive ved med at stille dem til os selv og vores ledere: Hvad er det, vi kæmper for, hvad er vores succeskriterier, og hvad er grænserne for vores engagement?

Det er en triviel kendsgerning, men stadig påtrængende at minde om, at vi har hørt meget stærke moralske argumenter for militært engagement før, og vi har tidligere været konfronteret med grusomme fjender, og alligevel tabt det hele, svækket os selv og styrket verdens tyranner og undertrykkere. Som eksempelvis i Afghanistan.

Tilmeld dig nyhedsbrevet her

Du læser her Informations daglige nyhedsbrev om krigen i Ukraine. Vil du have mere, kan du få opdateringer om krigen og verdensordenen på mail ved at tilmelde dig her.

Kriterierne for Vestens engagement var i de første dage af krigen i Ukraine klare: Vesten kæmpede for at sikre, at Ukraine forblev en suveræn stat. Og Vesten ville straffe Putin og Rusland for invasionen på en måde, som satte en global grænse for den type invasion. Og det blev af Joe Biden gjort klart, at Vesten ikke ville engagere sig direkte med tropper på jorden i Ukraine. Den offentlige begrundelse var, at vi ikke ville i krig med Rusland, fordi vi ikke kunne risikere en tredje verdenskrig. Men en anden grund til at garantere, at der ikke kom vestlige soldater i krig i Ukraine, var, at der ikke var opbakning til det overhovedet i USA. Krigen handlede altså om forsvar for Ukraine, straf af Putin og begrænsning af Vestens indsats til massive økonomiske sanktioner og leverancer af våben at forsvare sig med til ukrainerne.

Den vestlige sympati var fuldstændigt afklaret, men indsatsen har hele tiden været kompromitteret: Det er en falliterklæring, at Europa på den ene side insisterer på absolut fordømmelse af Putins invasion, og på den anden side bliver ved med at finansiere den gennem opkøb af russisk gas. Før vi begynder at diskutere, hvilke typer våben vi vil sende til ukrainerne, og hvor grænserne for vores militære engagement går, må vi selvfølgelig gøre alt, hvad vi kan for med fredelige midler at svække Putin. Det virker næsten som en tegneserie, hvor man giver pistoler med den ene hånd til en stor mand, og med den anden hånd efterfølgende køber pistoler til selvforsvar til den lille dreng, han skyder på.

Vi burde således så hurtigt som muligt gøre os helt fri af russisk gas, fordi vi vil have en radikal energitransformation i Europa, og fordi vi ikke vil være afhængige af Putin. Denne uholdbare dobbeltposition inkarneres af forkvinden for EU-Kommissionen Ursula von der Leyen. Hun taler på den ene side for, at vi skal ødelægge Ruslands »teknologiske og industrielle base«. Altså en økonomisk krigserklæring. Men hun tillader sig på den anden side at blive moralsk forarget over, at Putin kan finde på at bruge energieksport til Europa som afpresning. Altså en forestilling om, at samhandel bør være uafhængig af hendes krigserklæring. Så længe vi ikke vil tage den økonomiske konsekvens af vores moralske position, inviterer vi selv til den afpresning.

Men Ursula von der Leyens position afslører også en anden uklarhed i vores engagement i Ukraine: »Demokrati står op imod autokrati i Ukraine,« har hun udtalt, og hun har sagt, at det gælder »vores værdier« på slagmarken. Samme fortælling udbredes af den amerikanske præsident, Joe Biden, og adskillige andre, og det uden tilsyneladende at gøre sig klart, at eksempelvis Indien og Sydafrika, der også er demokratier, bestemt ikke er på Vestens side mod Rusland. 

Vi har også hørt den amerikanske præsident udtale ønske om regimeskifte og den amerikanske forsvarsminister hævde, at Vestens indsats handler om at svække Rusland så meget, at de ikke vil være i stand til at foretage lignende invasioner mod andre nabolande. De to udtalelser er siden blevet præciseret på en måde, der har karakter af korrektion.

Det ændrer bare ikke ved, at begge udtalelser faldt foran et stort publikum og kom fra mænd, som definerer den vestlige indsats. Det efterlader et indtryk af en fundamental uklarhed om krigens mål og kriterier. Det, der begyndte som et forsvar for den suveræne stat Ukraine, bliver oftere og oftere udlagt som værdikamp mellem vestlige demokratier og autokratier. Og det, der blev indledt på den præmis, at Vesten ikke førte krig mod Rusland i Ukraine, er kommet tættere på det, der ligner en stedfortræderkrig.

Denne glidning fra et principielt forsvar for folkeretten henimod en kamp mod de andres ondskab og ønske om at knuse dem er moralsk forførende og ekstremt farlig. Det første, forsvaret for Ukraine, er en kamp, vi ikke må tabe og kan vinde. Det andet, kampen mod ondskaben og Rusland, er helt uforsvarligt og kan ende med noget absolut rædselsfuldt. Vi har set det gå frygtelig galt før, når vi vil bekæmpe de andres ondskab i verden. Men det har ikke drejet sig om stater med atomvåben. 

Vesten bør hjælpe Ukraine med de tungere våben, som de skal bruge for at forsvare sig mod de russiske aggressioner. Vi kan bare kun gøre det på den præmis, at vi ikke er i en krig for at ødelægge Rusland eller besejre ondskaben, men udelukkende for at forsvare et land, som er blevet overfaldet af sin nabo.

Det bedste, vi har læst, set og hørt

Fogh: Stop al import af gas fra Rusland. I et interview skrevet af vores egen Natalie Barrington Rosendahl om Anders Fogh Rasmussens nye erindringsbog At træde i karakter kommer den forhenværende statsminister med et opråb: Alle dem, der modsætter sig et totalt embargo mod gas og olie fra Rusland, »er medansvarlige for de krigsforbrydelser, som Putin begår i Ukraine«. Fogh mener, at Vesten skal sikre sig, at Rusland bliver så svagt økonomisk og militært, at de ikke i den nærmeste fremtid vil kunne angribe deres naboer igen. Og han siger, at Vestens hjælp til Ukraine betyder, at »vi nu godt tør tale om, at Ukraine måske vil vinde den her krig«.

Det er ikke folkemord. Ruslands angreb på Ukraine bliver kaldt for »folkemord«, og det samme gør kinesernes indespærring og mishandling af uighurerne i Xinjiang-provinsen. Vi har før selv lavet en baggrundsartikel om, hvordan begrebet folkemord har skiftet betydning, og hvorfor det kan forsvares at bruge det om russernes krig i Ukraine. Men i en samtale med den helt utroligt ihærdige Amy Goodman, som er vært for Democracy Now-podcasten, slår den britiske Anatol Lieven, seniorforsker i Rusland og Europa ved Quincy Institute, fast, at den måde, begge sider i krigen og amerikanerne bruger begrebet på er »totalt latterlig«. Det er ifølge Lieven en hån over for dem, som var udsat for Holocaust, og dem, som blev systematisk slagtet i Rwanda, at anvende betegnelsen »folkemord« så frit, som de gør: »Man kalder efterhånden enhver form for myrderier eller mild undertrykkelse af civile for folkemord,« anfører Lieven: »Det er enten bare dovent eller dumt eller kynisk propaganda fra alle sider.«

USA kan ikke tale om krigsforbrydelser. Der har ifølge den irske litteraturredaktør, journalist og dramatiker Fintan O’Toole længe været to forskellige forståelser af krigsforbrydelser. Den ene er, at eftersom alle mennesker har samme moralske værdi, skal enhver militær krænkelse af deres rettigheder retsforfølges, uanset hvem der har begået dem. Den forståelse bygger på en antagelse om et universelt moralsk imperativ. Den anden forståelse er, at det er vinderens ret efter krigen at identificere og straffe dem, man regner for krigsforbrydere. Problemet for USA, skriver O’Toole i The New York Review of Books, er, at amerikanerne siden Anden Verdenskrig, som de vandt, har praktiseret den anden forståelse, men hævdet, at det var den første. Det er der bare ikke særligt mange andre end amerikanerne selv, der tror på, fortsætter han. Og derfor har amerikanerne hverken global autoritet eller moralsk ret til at kalde det, Putins styrker i Ukraine har begået, for krigsforbrydelser – selv om det i den første forståelse åbenlyst er det.

Billeder af rædsler. En serie af fotografier publiceret på den ukrainske Azov-styrkes Telegramkanal viser angiveligt de grusomme forhold for omtrent 1000 ukrainske soldater på stålværket i Mariupol. De har i to måneder levet under russisk belejring og bombardementer og er ifølge vores oversætter og altmuligmand Niels Ivar Larsen ved at løbe tør for mad, vand og ammunition. Billederne er rædselsvækkende. Men det er også meningen. For de er en slags krigspropaganda, som er ledsaget af en appel til verdenssamfundet: »De soldater, I ser på billedet, og flere hundrede andre på Azovstal-fabrikken forsvarer Ukraine og hele den civiliserede verden med alvorlige kvæstelser til følge og på bekostning af deres helbred. Er Ukraine og verdenssamfundet nu ude af stand til at beskytte og tage sig af dem?«

På gensyn

Det er mørke tider, men Information gør som bekendt, hvad vi kan for at sprede glæde uden fortrængning og håb uden fornægtelse af realiteterne. Derfor slutter vi med reggae. 

Krig er lidelse og ødelæggelse, et alt for menneskeligt urdrama. Men netop derfor er krig også anledning til de største fortællinger og den vildeste musik. Vores meget gode venner Klaus Lynggaard og Henrik Queitsch har i deres podcast Rockhistorier dedikeret to timer og 11 minutter til at introducere os til mange årtiers krigssange. Der er sange fortalt af soldater, som er vendt hjem. Af deres ægtefæller, der går og frygter, de aldrig kommer hjem. Og så er der Bob Marleys »War«, hvis tekst er en næsten direkte gengivelse af den etiopiske leder Haile Selassies tale ved FN’s Generalforsamling den 4. oktober 1963: »We Africans will fight,« sagde Selassie: »if necessary, and we know that we shall win, as we are confident in the victory of good over evil.«

Hvis du vil finde ud af, hvordan Selassies tale blev globalt udbredt som reggaehit, så skal du starte den store bededag i morgen med at lytte til Rockhistorier. Allerede nu, hvor du er færdig med at læse nyhedsbrevet, kan du høre sangen her. Og spille den lige indtil mandag, hvor nyhedsbrevet er tilbage med vores kendte blanding af håb uden fortrængning. 

Rune Lykkeberg, chefredaktør

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anders Sørensen

Danmark: "Vi skal ikke knuse Rusland."

Mus: "Vi skal ikke knuse den kat."

Willy Johannsen, Gitte Loeyche, Holger Nielsen og Kim Folke Knudsen anbefalede denne kommentar
Frederik Schwane

Jeg har nu ikke så ondt over, at vi endnu ikke har fået slukket for gassen fra Rusland. Det er godt, at vi stadig har værktøjer i værktøjskassen ift. at udvide sanktionerne. Værktøjskassen er diplomatiets mulighed for at sende signaler omkring en uacceptabel handling - hvis tidligere sanktioner ikke fører til noget, skal der kunne reageres yderligere. Når først den værktøjskasse er tom, er der måske kun militær reaktion tilbage.

At lukke ned for gassen fra Rusland har store konsekvenser for os selv, og derfor giver det mening, at lukningen ligger sent på en sanktionstrappe. Jeg tror ikke, det varer længe før, vi lukker ned, men vi skal også sikre på, at vi tager hensyn til vores respektive befolkninger - og i vintertid er der mange, der vil blive berørt at en nedlukning.

jens christian jacobsen, Eva Schwanenflügel, Rolf Andersen, Kim Abildskov, Holger Nielsen, Franz Nitschke, Steffen Gliese og Jørgen Mathiasen anbefalede denne kommentar
Jørgen Mathiasen

Der argumenteres, som man ville gøre i skolen, men Frederik Schwane har fat i en ende, og Information kunne få fat i én mere, hvis den lod sig informere af de strategiske analytikere i Stiftung Wissenschaft und Politik. Også i USA er man ved at indstille sig på en langvarig konflikt.

Avisen kunne også interessere sig for, hvorfor halvdelen af Tysklands befolkning er skeptisk over for våbenleverancer, og hvorfor Tysklands regering ikke er enig i den amerikanske forsvarsministers målsætning. Den kan ikke nås uden en splittelse af den vestlige alliance. Vi ser lige, om amerikanerne er parate til det.

Hanne Utoft, John Andersen, Holger Nielsen og Alvin Jensen anbefalede denne kommentar
Kim Folke Knudsen

EU Den sørgelige konsekvens af at gnubbe sig for meget op af russerne

De var advaret tyskerne af USA adskillige gange mod denne fikse og korrupte ide, at forære Vladimir Putin et helt energiforsyningsnet i Europa. En del af den russiske militære strategi for at sprænge EU indefra og dernæst underlægge sig de europæiske lande en for en.

Tyskerne rørte ikke en finger, da Ungarns Viktor Orban begyndte at tilnærme sig naboen øst på Rusland.

For hver eneste gang Fru Merkel stillede sig op og holdt skåltaler om fredens velsignelser og samarbejdet med Rusland for hver eneste gang tyskerne forærede Ukraine 1 kr. i økonomisk hjælp forærede de den russiske krigsmaskine 100.000 kr. fra salg af gas.

Det var ikke kun Fru Merkel som var inficeret med den røde bacille det var det tyske socialdemokrati og værst af alt fredsprofessorerne fra det højintellektuelle tyske venstreorienterede elitære miljø. Som forargede beder Ukraine om at nedlægge deres våben, så de ærede professorer ikke skal frygte for en russisk Kernevåben krig.

Den adfærd truer hele Europas sikkerhed og bringer risikoen for en Kernevåben krig nærmere og ikke fjernere for Ulven har lugtet blod.

Med tysk samtykke og naive forestillinger fra DDR tiden lukkede tyskerne den russiske ulv ind i den europæiske fåreflok. Pas på fårene du rare og stærke ulv. Vi skal nok fodre dig, så du ikke behøver at æde fårene.

En efter en # forsvandt fårene # kun en blodig plet tilbage og resterne af nogen knogler. Hvor er det lille lam ? hvor er mit får spørger hyrden ? medens Ulven slikker sig om munden og lunter rundt i flokken. Næste bytte melder sig, når ulven igen er sulten efter et nyt bytte.

De nuværende sanktioner er latterlige små og ineffektive.

DE EU SANKTIONER PÅVIRKER PÅ INGEN MÅDE DEN RUSSISKE KRIGSPLAN. DEN RUSSISKE KRIGSPLAN LØBER VIDERE LET FORSINKET MEN MÅLET ER UÆNDRET.

Den russiske generalstab handler med kløgt. Der er tålmod bag overvejelserne og stædighed for det koster ikke et diktatur noget at ofre 500.000 eller 1 mio, menige russiske soldater. Menneskeliv betyder intet Verdenskommunismen og det russiske imperium som kommunisterne gemmer sig inde bag betyder alt.

At kvase Ukraine og ødelægge landet fuldstændig så den ødelagte zone kan stå som en russisk bufferzone. Det er ikke meningen at Ukraine skal genopbygges af russerne. Det er meningen at nationen Ukraine og folket skal udslettes sådan er de russerne.

Terrorens eksempel skal stå malet over Europa, så befolkningerne bliver angste politikerne vage og begynder at lege med ideen om at slutte fred med Rusland.

Hvordan forhandle fred med Adolf Hitler ?
Hvordan forhandle fred med Josef Stalin ?
Hvordan forhandle fred med Josef Stalins tro efterfølger Vladimir Putin ?

Ingen diktaturer respekterer aftaler. De aftaler rives i stykker i det moment at en anden mulighed melder sig. Ny våbenmagt og nye aggressioner og nye trusler.

Indfør en total handelsblokade mod Rusland.

Enhver komponent som blot teoretisk kan indgå i den røde hærs våbenarsenal og det gælder også sko ikke ECCO skal pålægges import og eksport forbud til Rusland. Stål fra Stålvalseværket og komponenter fra Danfoss.

Der skal indføres en krigstold på resterende varer importeret og eksporteret til Rusland på mindst 60%. Provenuet bruges til at hjælpe Ukraine. Jo flere ødelæggelser i Ukraine jo højere sættes toldsatsen.

Luk flere af stræderne Dardanellerne, Gibraltar Strædet og Bælthavet for al russisk sejlads både ud og ind.

Lande der er lidt for gode venner med Rusland. De skal have med sanktionskosten så det brager også sanktioner mod dem. Slut med den naive frihandel, hvor diktatorer kan finansiere deres egne krigsplaner med vores åbne grænser og fri handel uanset hvad.

Med en handelsblokade kan vi forsinke den russiske krigsplan men vi kan ikke afværge den.

Luk for al russisk gas, olie og kul ja energi overhovedet nu snarest muligt.

Spær de resterende russiske banker ude fra SWIFT systemet.

og få så oprustet så vi har en reel forsvarshær at stå imod, når Russerne kommer med Deres Røde Terrorhær.

Udrust Ukraine med alt det som de ønsker herunder våben der kan føre krigen ind på Krim Halvøen. og som kan ramme de russiske krigsskibe langt ude i Sortehavet. Sænk de russiske krigsskibe.

De militære mål

Nedbryde og svække Den Røde Terrorhær og dens krigsindustrielle kompleks, så den ikke bliver inspireret til nye overfald på nabolande til Rusland.

Ødelægge det russiske militære industrielle kompleks med alle dets finansieringskilder herunder sorte og kriminelle penge, så dette kompleks fjernes som en global trussel den er mod Verdensfreden og mod Folkeretten og mod internationale aftaler.

VH
KFK

Jacob Nielsen, Torben Bruhn Andersen, Ole Olesen og Holger Nielsen anbefalede denne kommentar
Jeppe Lyngsø Bundgaard

Tak for kaffe, Kim Folke Knudsen. Jeg er glad for, at det ikke er dig, der skal træffe beslutninger på vores arts vegne. Konfliktoptrapningens kunst, den kan du.

Palle Yndal-Olsen, John Andersen, Rolf Andersen, Inger Pedersen, Karsten Nielsen, Carsten Munk, Steen K Petersen, Mogens Holme og Alvin Jensen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Nej, Rusland er ikke og har aldrig været kommunistisk, Kim Folke Knudsen, det er måske i virkeligheden det reelle problem, at Rusland altid har været en pariastat, der har lukreret på andre, bedre drevne lande. Ufatteligt, at den russiske befolkning finder sig i det, men de er jo på en måde ligeså kulturelt og socialt ringe stillet som efterkommerne af de sorte slaver i USA - aldrig for alvor rehabiliterede som suveræne bærere af et fælles samfund med det ansvar og den frihed, det indebærer. Sådan så det ud i Rusland, næsten samtidig med den amerikanske borgerkrig: https://da.wikipedia.org/wiki/Livegenskab

Erik Karlsen, Frederik Schwane, Herdis Weins, Rolf Andersen, Eva Schwanenflügel, Torben Bruhn Andersen, Kurt Nielsen og Christian de Thurah anbefalede denne kommentar
Espen Bøgh

- Ak ja, hvad er det dog for en krig og hvilke mål er der med den i Ukraine?

Umiddelbart er der ingen tvivl om hvem der startede krigen, - det begyndte allerede med Ruslands invasionen af Krim-halvøen, og blev senere udvidet med invasionen af Ukraine dette.

Ideologiernes modsætninger efter 2. VK stod klart ret hurtigt, og blev ikke bedre i tiden med og lige efter Stalin, hvor de Europæiske lande udviklede sig, og sidenhen slog sig sammen handelsmæssigt.

Tilnærmelserne som europæiske politikere foretog sig handelsmæssigt med Rusland skete langsomt, og håbet var en bedre gensidig forståelse for hinandens ideologi, og en demokratisk påvirkning af Ruslands ledere, så politiske spændinger blev mindre og ikke militære.

Det var et godt forsøg politisk på at sikre stabilitet og gensidig forståelse, - men alt er nu lagt i graven med først russiske annektering af Krim-halvøen og nu ikke mindst invasionen af Ukraine.

- Den rejste kritik af europæiske ledere i den anledning er billig og underlødig, for det netop det som i dag binder Europa sammen.

Den amerikanske forsvarsministers bombastiske udtalelse om at bruge krigen i Ukraine til at svække Rusland mest muligt, - nærmest en afstraffelse af den kommunistiske ideologi, - et længe næret ønske fra det ekstreme højre i Amerika.

- Det var ikke en statsmand udtalelse værdig, det havde været rigeligt at lade forsåt at men ville bistå Ukraine med de våben de havde brug for i kampen for deres land og det rettighed som fri nation.

Ruslands og det politiske ideologer forsøger at fremstille krigen som en krig mellem NATO og rusland - med NATO som den aggressive part, som på den ene side retfærdiggør krigen fra Russisk side, og med NATO som den skyldige i den russiske invasion i Ukraine, som både er et bedrag men også et selvbedrag tiden vil afsløre.

Ethvert land må selv bestemme om og over deres ret til at sende våbenhjælp til ethvert andet land, som måtte ønske og eller have behov for våbenhjælp og man kan selv bestemmer hvilke våben man vil sende som hjælp.

- Eneste undtagelse er Atom-våben, her går grænsen, ellers er de stort set "frit slag i bolledejen"!

Atom-våben har kun været brugt 2 gange i verdenshistorien, og vil sandsynligvis ikke blive brugt igen, - selv trods de gedulgte trusler som er kommet fra Rusland, der godt ved andre også har atom-våben.

Det er i artiklens overskrift vi skal finde vores retfærdiggørelse for de våben vi sender som hjælp til Ukraine: "Vi skal ikke knuse Rusland eller besejre ondskaben. Vi skal forsvare Ukraine" - implicit demokratiet.

- Man får næsten tårer i øjnene af overskriften, - og tak for det Rune!

Det russiske folk har ganske vist levet med en ideologisk undertrykkelse tilbage fra Tzar-tiden og måske længere endnu, hvor meget det har sat sig i deres bevidsthed er tvivlsomt, - for det er tilsyneladende fortsat en "stærk leder" som folket ser op til som leder af Rusland?!

Er der overhovedet en fremtid for et Rusland uden "den stærke leder", men afløst af et demokratisk flertals ledet land?

I mange Østeuropæiske lande ser vi netop befolkningerne stemme for "den stærke leder", - der tilsidesætter den demokratiske retsorden med tredeling af magten, - den lovgivende, den udøvende og den dømmende, sådan som vi definerer den.

Ser man det tænker man(jeg) uvilkårligt på en religiøse bevægelse, som folk bekender sig til og udelukker alle andre selvstændige tanker og og for deres "jeg".

Torben Bruhn Andersen og Rolf Andersen anbefalede denne kommentar
Jan Henrik Wegener

Hvis man for en kort bemærkning flytter opmærksomhed fra den aktuelle kamp mellem Ukraine og Rusland længere tilbage i tiden og rundt på kloden, hvad vil da vise sig?
At forskellige styrer tit er væltet, netop når eller umiddelbart efter at være grundigt besejrede eller lidt store tab i krig.
Direkte eller indirekte har det nok tit ført til et undertrykkende styres fald. Måske endda i tilfælde hvor man ellers har set "demokratiet" som overvejende noget rent internt og fredeligt.
Er det ønsketænkning?

jens christian jacobsen

@Steffen Gliese
Altid 'interessant' at læse dine tirader om alt muligt. Som sædvanlig forventer jeg ikke et svar fra dig, men jeg forsøger alligevel: Hvilke ligheder ser du mellem den sorte befolkning i USA og den russiske befolkning (idag?) Du skriver:
'..de (russerne, JCJ) aldrig for alvor rehabiliterede som suveræne bærere af et fælles samfund med det ansvar og den frihed, det indebærer.'
Den russiske befolkning er verdens mest multikulturelle befolkning, der tales over 100 forskellige sprog og alligevel er den russiske befolkning langt mere homogen i anskuelser end befolkningen i USA. Russerne står for over 80% vedkommende iflg. engelske og franske sociologer bag Putins beslutninger og langt de fleste er enige i den russiske statsfortælling om inddæmningen fra angrebspagten NATO, om det russiske folks enhedskarakter (sic) osv osv.
Mon ikke den sorte befolkning i USA står for det stik modsatte?

Annette Chronstedt

Her kan man skrive under på appellen for at få de sårede ud:

https://www.change.org/p/save-mariupol-192ea846-9fe1-476c-bb72-5474538c7...

Det virker godt nok ubegribeligt og anstødeligt at det ovenfor skal kaldes “krigspropaganda” , når disse angrebne og indespærrede nu appellerer om evakuering af sine sårede med billeddokumentation af situationen !

Krigspropaganda hører pr. definition til den krigsførendes retfærdiggørelses- redskab. Det er absurd at tale om at den angrebne part skulle udøve krigspropaganda. Her kan højst være tale om potentiel propaganda for at vinde støtte til sit nødvendige forsvar.

Jeppe Lyngsø Bundgaard

Annette Chronstedt"Krigspropaganda hører pr. definition til den krigsførendes retfærdiggørelses- redskab".

Propaganda: "information, ofte usand eller ensidig, som udspredes for at påvirke andre til at tænke, mene, føle eller gøre noget bestemt"- Den Danske ordbog.

Du kan ikke for alvor mene, at dækningen af krigen i Ukraine af vestlige medier, ikke falder ind under denne definition?

Steen K Petersen, Inger Pedersen og Palle Yndal-Olsen anbefalede denne kommentar
Willy Johannsen

Angst æder sjæle og hjerter op.
Kan jeg konstatere, Rune Lykkeberg.

Vi skal forsvare og hjælpe Ukraine, men det nytter ikke, hvis det bare bliver en stakket frist, inden Putin igen kommer til nye kræfter, så kan han kan fortsætte sine massakrer, som den her krig er blevet til.
Derfor kan vi ikke nøjes med at stoppe Putin i Ukraine.
Det er den ondskab, som han står for, som skal stoppes.
Så godt og så meget vi overhovedet kan.
Uden at vi frygter hans trusler.
For så har han vundet, hvis vi gør det.

Jeg er helt klar over, hvor svært det er at drive en avis, som har Danmarks mest indædte Putin-støtter som sine læsere og abonnenter.
Men fordi de har tabt orienteringen på deres moralske kompas, behøver du jo ikke følge dem.
Jeg tror, at Information overlever uden dem.
Men nok ikke, hvis det dem, du også vil please.
Der har du misforstået din opgave som redaktør.

Af sandhed og ret, bliver armen aldrig træt, lyder en gammel talemåde.
Den gælder også for redaktører og den arm, de nu måtte skrive med.

Frederik Schwane, Torben Bruhn Andersen og Herdis Weins anbefalede denne kommentar
Willy Johannsen

Lige en tilføjelse:
Jeg genhørte lige den tale, som Tysklands udenrigsminister Annalena Baerbock holdt under sit besøg i Ukraine.
Der var ingen slinger i valsen med hensyn til støtte til Ukraine.
Nu og i fremtiden, som hun sagde.
Hun er fra partiet die Grünen,
Og jeg tør godt spå, at hun sandsynligvis bliver Tysklands næste Forbundskansler.

Jørgen Mathiasen

@Willy Johansen
Det kan med en usædvanlig stor sikkerhed prognosticeres, at Annalena Baerbock ikke bliver Tysklands næste forbundskansler, og det vil mange her også være klar over.

Hun stillede op til posten i 2021 og det gik ikke så godt. Til gengæld har hun overbevidst tyskerne som udenrigsminister, og hun ligger nu øverst eller næstøverst på popularitetsskalaen. Baerbock konkurrerer med Robert Habeck om pladsen, som til gengæld er De Grønnes stærkeste bud på en fremtidig kansler. - Hvorfor det alligevel ikke bliver så nemt for De Grønne, kan vi diskutere en anden gang.

Baerbock er empatisk og kommunikerer godt, og det observerede de også i Ukraine.

Jørgen Mathiasen

: overbevist

Steffen Gliese

Det er ikke så svært, Jens Christian Jacobsen, for både de sorte og de hvide slavegjorte er systematisk blevet holdt udenfor indflydelse på samfundet og fortsat anvendt som humane produktionsenheder.

jens christian jacobsen

For en faktaresistent som dig, Steffen Gliese, er alt enten sort eller hvidt. Og du bestemmer selv!
Simple living..