Krigen i Ukraine
Læsetid: 8 min.

Måske er ydmygelsen ved et klart nederlag netop det realitetstjek, Rusland behøver

Her får du dagens udgave af nyhedsbrevet om krigen og verdensordenen
Den franske præsident, Emmanuel Macron, i sit kontor i Elysée-palæet, hvor han netop er mødtes med den moldoviske præsident, Maia Sandu.

Den franske præsident, Emmanuel Macron, i sit kontor i Elysée-palæet, hvor han netop er mødtes med den moldoviske præsident, Maia Sandu.

Pool/Reuters/Ritzau Scanpix

Udland
20. maj 2022

»Byg din fjende en gylden bro til at trække sig tilbage,« lyder et af krigskunstens ældste råd – det tilskrives strategen og filosoffen Sun Tzu, som levede omkring år 500 fvt. Måske har Frankrigs filosofibelæste præsident, Emmanuel Macron, indprentet sig denne oldkinesiske visdom. For den 9. maj erklærede han, »at ingen fred kan opbygges ved at ydmyge Rusland«. Han havde dog intet bud på, hvordan ’den gyldne bro’ – læs: Putins ’afkørselsrampe’ fra krigen – kan opbygges.

Hans forsonlige formulering har vakt debat. Men også det modsatte synspunkt har tilhængere: Ja, faktisk er ’ydmygelse’ præcis den lærestreg, Rusland behøver for at få ægte fred, mens et lunkent fredskompromis blot kan indebære krigsudskydelse.

Vi ser nærmere på argumentet i dagens nyhedsbrev. Først til de aktuelle udviklinger.

Dagens overblik

Ukraine: ’Ingen våbenhvile før fuld troppetilbagetrækning’. Mykhailo Podoljak, chefrådgiver for Ukraines præsident udelukker nu våbenhvile »uden fuld russisk troppetilbagetrækning«. Kyiv vil ikke indgå en ny Minsk-aftale siger han med henvisning til den våbenhvile, som i 2015 blev aftalt med tysk og fransk mellemkomst, mellem Ukraine og de russisk støttede separatister i Donbas, men aldrig kom til at holde.

Rusland: Blokade kan hæves, hvis sanktioner fjernes. Det russiske udenrigsministerium siger, at flådeblokaden af Ukraines havne ved sortehavskysten muligvis kan åbnes, hvis Vesten vil overveje at ophæve sine sanktioner imod Rusland. Udmeldingen kommer på dagen, efter at FN’s fødevarechef, David Beasley, over for præsident Putin påpegede, at millioner verden over risikerer sultedøden, fordi havneblokaderne stopper ukrainsk levnedsmiddeleksport.

Tilmeld dig nyhedsbrevet her

Du læser her Informations daglige nyhedsbrev om krigen i Ukraine. Vil du have mere, kan du få opdateringer om krigen og verdensordenen på mail ved at tilmelde dig her.

Mariupols borgmester: Gigantisk miljøkatastrofe truer. Koncentreret svovlbrinte kan ende i Det Azovske Hav og dræbe alt liv som følge af Ruslands bombardement af Azovstal-stålværket i Mariupol, advarer byens borgmester i Odessa Journal. Et reservoir, der rummer titusindvis af tons koncentreret svovlbrinte, meldes beskadiget, og lækkes den, vil al flora og fauna i det omgivende farvand blive udryddet – også Sortehavet og Middelhavet vil kunne mærke følgerne af forureningskatastrofen.

Rusland vil hæve aldersgrænse for soldater. Den russiske statsduma påtænker at afskaffe aldersbegrænsning for reservister. Dermed kan også ældre russere med professionel militærerfaring rekrutteres. I dag kan russere fra 18-40 gøre militærtjeneste. Det skriver tyske Tagesschau.

Ikke mere gas til Finland. Lørdag lukker Rusland for gashanerne til Finland som reaktion på landets beslutning om at slutte sig til NATO. Samtidig konkretiserer den russiske forsvarsminister, Sergej Sjojgu, de militærtekniske konsekvenser det finske skridt kan få: 11 nye militærenheder vil blive posteret ved den finske grænse, rapporterer nyhedsbureauet RIA-Novosti.

Opbyggelige ydmygelser

Ukrainekrigen går tirsdag ind i sin fjerde måned. Forhåbningerne om snarlig fred tegner spinkle. Krigslykken er vendt til fordel for Ukraine. Det frembyder et svært dilemma.

For hvor findes det balancepunkt, hvor Rusland lider et så klart nederlag, at det permanent opgiver sine krigsmål og territoriale krav? Men omvendt ikke føler sig så ydmyget, at det i fortvivlet nødværge griber til brug af taktiske atomvåben. For at afværge nederlaget, generobre initiativet – og opnå en form for militær oprejsning?

Frankrigs præsident, Emmanuel Macron har advaret imod, at fred ikke kan skabes, hvis Rusland ydmyges. Indvendingen er, at får Rusland et fredskompromis fremfor at lide entydigt nederlag, vil Putin primært se det som en chance for operationel pause. Rusland kan så samle styrke til at genoptage kamphandlingerne i en ny offensiv.

Eller som den danske militæranalytiker Anders Puck-Nielsen er inde på i sit seneste videoindslag på hans YouTube-kanal, kan Rusland søge at smadre Ukraines stabilitet og fremtid som levedygtig stat ved at påtvinge det en endnu større ’frossen konflikt’. Krigen vil i givet fald blive neddroslet til en lavintensiv konflikt med fastlåste frontlinjer og kunne fortsætte i år frem som en udvidelse af det scenarie, Donbas-regionen har kendt siden 2014.

At undgå ydmygelse af Rusland er dog for sent, mener vestlige militærbloggere, men nu også russiske: I al fald er militær ydmygelse allerede en kendsgerning. Den kommer til syne i de drastisk nedskalerede krigsmål, som afspejler, at en voksende afgrund har åbnet sig mellem Ruslands ambitioner og dets kapaciteter: Rusland kunne hverken indtage Kyiv eller Kharkiv – ja, kan end ikke indfri det mere beskedne mål om at erobre hele Donbas, som Pentagons analytikere nu konkluderer.

Russisk militær har lidt svære tab, og er i demoraliseret og ringe stand. Det russiske luftvåben har ikke formået at etablere luftherredømme efter tre måneder mod en på papiret langt underlegen fjende. Den russiske sortehavsflåde har mistet sit flagskib og er ved at tabe til et land uden flåde. Ukraines militær udslettede en hel russisk bataljon mellem den 8. og den 10. maj, da den forsøge at krydse Donets-floden.

Den glemte lektie

Man kan spørge: Er den ultimative ydmygelse af Rusland ikke, at vi i Vesten bekymrer os så meget om, hvorvidt Putin nu også kan tåle ærestabet? Putin kan ikke forskånes for den erkendelse, at han er ved at tabe. Det vil han selv finde ud af og handle derefter, skriver den amerikanske historiker Timothy Snyder på Twitter.

At Ruslands krigsmaskine er gået i stå, er »allerede et nederlag«, bemærker den russisk-amerikanske professor i sikkerhedspolitik, Sergey Radchenko i magasinet The Spectator, den måske klareste fortaler for ’ydmygelsesstrategien’.

»Ruslands ydmygelse i Ukraine har talrige fordele, og ikke mindst for Rusland selv. Vi har i årevis hørt på, at Rusland skal føjes og imødekommes, fordi det ellers vil føle sig såret over at have mistet sin stormagtsstatus. At Sovjetunionens kollaps var en forfærdelig katastrofe, som de forurettede og forbitrede russere aldrig er kommet sig over, så derfor må vi respektere dem. Gud forbyde, at de ydmyges, for hvem ved, hvad de så kan finde på?«

Sergey Radchenkos centrale pointe er, at russerne gennem et nederlag i Ukraine skal drage den fulde lære af det nederlag i Den Kolde Krig, som de dengang forsømte at drage eller i al fald hurtigt glemte efter Sovjetunionens sammenbrud.

Endnu i 1991 var der en følelse, at Sovjet ikke var så meget besejret som »faldet sammen under sin egen vægt«, skriver han. Men så satte massiv fornægtelse ind:

Massiv fornægtelse

»Alt for mange nægtede nu at acceptere, at Sovjets kollaps var resultatet af år med økonomisk misregimente og imperialistisk hybris, så i stedet begyndte de at lede efter syndebukke. Mikhail Gorbatjov blev udpeget som naiv og forræderisk, eller også fik drukkenbolten Jeltsin, de rovgriske oligarker, eller de luskede rådgivere fra et Vesten, der altid havde arbejdet for Ruslands undergang, skyld for russernes smertensår.«

Smertensårene med svaghed, kaos og ressentiment beredte det åndelige klima for Vladimir Putins opstigning til den politiske magt og efterfølgende magtkoncentration. Putins magtmisbrug, korruption, menneskerettighedskrænkelser og udhuling af de demokratiske institutioner blev alle tolereret, fordi han lovede russerne en genrejst storhed, skriver Radchenko.

»Rusland var måske forarmet, korrupt, autoritært, men Putin blev hyldet for at investere i militæret og for sit projekt om at genopbygge Ruslands ’storhed’. Russerne har altid været vilde med storhed. De ville sælge deres sidste trøje for dens flygtige løfter.«

Radchenko mener selv at tale for mange liberale russere, når han indrømmer, at ›jeg dybt nede i min ’ydmygede’ bevidsthed« selv lod sig forføre af Putins nye pompøse og selvhævdende stil. »Det krævede en bevidst indsats at udrense militarismens gift,« skriver han – en indsats, som alt for mange russere ikke har været klar til, selv ikke, når de erkendte problemet, hvad kun de færrest gjorde. Nu takker han Ukraine for at hjælpe den erkendelse på vej:

»Nu har Ukraine slået et stort og gabende hul i narrativet om Ruslands ’storhed’. Rusland er forarmet, korrupt og autoritært – og nu ved vi også, at det er svagt og ynkeligt. Ruslands ’storhed’ er krympet i et orgie af mord og voldtægt begået af dets brutale besættelsesstyrker. Plettet af uskyldige menneskers blod og slået i regulær kamp på slagmarken er bøllen nu reduceret til sin naturlige størrelse. Det var på tide. Tak, Ukraine, for denne beske medicin. Den var lige, hvad Rusland havde behov for.«

Det bedste. vi har læst, set og hørt

Dyr og besværlig NATO-udvidelse: Det er ikke kun Tyrkiets præsident Erdoğan, der stiller sig skeptisk an over for NATO’s kommende nordudvidelse med Sverige og Finland. Amerikanske sikkerhedsanalytikere rejser i Information tvivl om, hvorvidt de to lande reelt får mere sikkerhed ud af at indtræde i alliancen, og om Ruslands ringe præstationer på slagmarken i Ukraine ikke snarere svækker end styrker den potentielle russel fra den store magt i øst. Dyrt vil det i al fald blive at befæste Finlands over 1.300 kilometer lange grænse mod Rusland.

  • Læs analysen fra Informations USA-korrespondent her:

Tag ikke Ruslands nederlag for givet. Som et muligt korrektiv til den store sejrsoptimisme på Ukraines vejne bringer Information lørdag en kronik af historikeren Jacob Skaarenborg, der har en lang karriere bag sig i Forsvarets Efterretningstjeneste. Han påpeger historiske fortilfælde for, at Rusland i kraft af sit meget større volumen og numeriske overtal kan vende militær modgang, der kan tegne nok så håbløs til sejr. Det er et spørgsmål om nedslidningskapacitet – en faktor, der tæller i Ruslands favør og kan blive meget blodig for Ukraine.

  • Læs Informations kronik her

Det er på tide at sige det: Rusland er fascistisk. ’Ruscistisk’ hedder en sproglig nydannelse, der skal beskrive, hvad flere ser som den særlige putinistiske variant af fascisme. Førnævnte  amerikanske historiker Timothy Snyder påviser i New York Times, hvad han ser som et betydeligt overlap mellem putinismen og den klassiske fascisme: »Det har en personkult omkring en fører, Vladimir Putin. Det har en kult for de døde, organiseret omkring Anden Verdenskrig. Det har en myte om en guldalder af imperialistisk storhed, der skal genskabes med en ny krigs helende vold – den morderiske krig mod Ukraine.«

  • Læs Snyders essay i New York Times her:

Ukrainekrigen har genrejst Vesten. Det franske webtidsskrift Desk Russie publicerer en udskrift af en patosfyldt tale, for nylig holdt af den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyjs cheftalsmand, Oleksij Arestovytj, der har en fortid som højreradikal elev af den russiske filosof Aleksandr Dugin. Talen er en flammende lovprisning af et Vesten, der ifølge talsmanden har fundet tibage til sine kerneværdier i sit konsekvente forsvar for Ukraine: »Vesten har truffet et valg, hvis konsekvenser den er fuldt bevidst om. Det er mit klare indtryk, at Vesten end ikke frygter en atomkrig, fordi dens fundamentale principper er antastet.

På gensyn

Lort fra start til slut. Det hedengangne sovjetiske bilmærke Moskvitj genopstår nu som et tidens tegn på et Rusland i regression til gamle dage. Mærkets genoplivelse sker i forbindelse med franske Renaults exit fra Rusland og frasalget af dettes aktier i den russiske bilproducent Avtovaz til den russiske stat.

Moskvas borgmester, Sergej Sobjanin, udtalte tidligere på ugen. »Vi kan ikke tillade, at tusindvis af arbejdere står uden arbejde. Derfor har jeg besluttet, at fabrikken, som er byens ejendom, skal genoptage produktionen af biler under det historiske mærke 'Moskvitj', siger borgmesteren.«

DR har talt med bileksperten Christian Grau, der ikke har høje tanker om det sovjetiske bilmærke design eller tekniske kvalitet. Han siger. »Der er ikke én model, der har et godt omdømme. Det er kort sagt lort fra start til slut.« 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jacob Nielsen

Hvis vi trækker lidt i historien, så viser den os at, hvis vi ydmyger taberen, men lader ham beholde sin styrke og handlefrihed, vil det ramme os senere som en boomerang. Lidt som at tisse i bulserne på en kold vinterdag. Læs afslutningen på WW1.

Hvis vi ydmyger taberen, og fratager ham sin styrke og handlefrihed, som det blev gjort med både Tyskland og Japan, efter WW2, og dikterer hvad vi vil have, men samtidig tilbyder ham et bedre alternativ, og hjælper ham med det, vil det betyde at han sandsynligvis vil vælge vores retning.

Rolf Andersen, Holger Nielsen, Alvin Jensen, Willy Johannsen, Steffen Gliese, Inger Pedersen, Lars Hansen og Lasse Schmidt anbefalede denne kommentar
Espen Bøgh

Jeg ved ikke rigtig med den overskrift; "Måske er ydmygelsen ved et klart nederlag netop det realitetstjek, Rusland behøver"!

"Nederelaget og udmygelsen" for Rusland, har vi allerede passeret og erkendt i vesten, - men det kniber med også at får Rusland(Putin) med i den erkendelse.

Det billede vi får af fra mediernes historier er derimod, lidt modsatrettede og hvordan forståelsen er i den øversteledelse i Rusland, og det værste syntes at være, at generalerne lader sig hundse rundt med af Putin, - ganske som Hitler generaler lod det ske, - på trods af deres indre erkendelse af at krigen var tabt.

Filmen "Der undergang" der virker meget realistisk i sin fremvisning af de sidste dage af krigen, som vel også er historisk underbygget, er et skræmmende eksempel på misforstået loyalitet, - ja, der er vel forkert at beskrive det sådan, for det er vel snarere en fordrukken fantasidrøm om gudens overnaturlige evner, der holdt generalerne fra at bruge deres sunde fornuft lige til det sidste.

De russiske generaler er måske eller i virkelighedenlige så loyale overfor Putin, siden de lader sig hunde rundt sådan, - og modtager nedværdigelserne som trofaste hunde uden selvstændige tanker, som de bruger til at modsige Putin.

Virkeligheden er jo den, at at det russiske militær er blevet svigtet af en skare korrumperede politikere samt oligarker som i fællesskab har plyndret statens penge til egen grænseløse rigdomme, så svimlende at det nærmest er umuligt at fortså.

Udviklingen af militæret siden 2.VK og den kolde krigs opløsning af Rusland, har været sat nærmest i stå, såvel økonomisk, og hermed teknologisk, men også intellektuelt så de generaler vi ser, slet ikke forstår sig på krigen der føres i dag, og som slet ikke er 2.VK "om igen", - "men et helt nyt krigsspil på helt andre præmisser, og nye strategiske og taktiske tankemåder".

Det er ikke generalernes skyld de ikke er klar til den moderne krigsførelse, som vi ser i dagens krigs i Ukraine, - der er derimod det kommunistiske partis skyld, som i selvtilfredshed og deres egen uduelighed for ledelse ikke har været i stand til at forny sig, - men i stedet har ladet såvel landet som dets stolte militær forsumpe i den selvtilfredshed i og ved de store stolte militær parader på den Røde Plads årligt på de mærke dage som var.

Hvorfor gør forsvars- og generalstaben ikke samlet modstand overfor Putins erobringsfantasier, - som f.eks. udråbelsen af sejren i Donbas og andre steder, - hvis en sejr er "alt er smadret" - hvad er det så værd, og ikke mindst hvis meningen var det skulle være en del af Rusland, - så også for hvem?

Der er 2 modsat rettede udviklinger i krigen i Ukraine, - hver dag mister Rusland mobilitet og styrke, og omvendt øges Ukraines styrke og mobilitet, og med de nye våben fra vesten, øges forskellen markant.

Et lille hurtigt angreb fra russisk side er jo tvivlsomt, når der snart kun er fodfolk fordi der ikke af køretøjer til rådighed, - og overfor det stå modstandere med endnu bedre mobilitet på alle slagmarkens områder - lastbiler, tanks, pansrede mandskabsvogne, og den bagved liggende logistik med benzin, kugler krudt og mad osv., osv.,

Udsagnet om Ukraine også vil smide Rusland ud af Krim-halvøen cementerer endeligt det russiske nederlag overfor Ukraine, men også viser at Vesten ikke er splittet eller til at splitte sådan som visse tænkere i Rusland troede.

Endelig har vesten inklusive NATO endnu ikke vist Ruslands sin potentielle militære styrke i direkte kamp med Rusland, - de har derimod oplevet hvad vore våben og udvikling af strategi og taktid samt efterretninger er i stand til, og som Ukrainske soldater og hærledelse har benyttet i krigen.

- Det bør give anledning til stor og længe eftertænksomhed i Kreml.

Klaus Vink Slott, Rolf Andersen, Carsten Bjerre, Jacob Nielsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Willy Johannsen

Nu er det noget af en mundfuld, at tage stilling til alt det, der bliver nævnt i dagens overblik.
Men sagt i en koncentreret form er Rusland et råddent land, som er styret af forbrydere, som vil få det som de fortjener. Men det tager nok lidt længere tid, end der gået siden 24.02.
Men det kommer til at ske.
Bid spids på det.

Steffen Gliese

Ruslands demonstrerede svaghed er jo nu den største fare: de lande, der har fundet sig i at blive domineret af Rusland, kan nu ånde lettet op og selv frigøre sig henimod en demokratisk proces.

Rolf Andersen, Holger Nielsen, Jacob Nielsen, Alvin Jensen og Jens Christensen anbefalede denne kommentar
René Arestrup

Det meste er jo gætværk. Hvad er konsekvensen af dette og hint scenarie? Der kan jo - realistisk - aldrig blive tale om en total ydmygelse af Rusland, al den stund at der vel næppe er nogle der forestiller sig, at de ukrainske styrker - støttet af Vesten- rykker hele vejen til Moskva, anholder Putin og hans slæng og stiller dem for en domstol...?

Russerne er nødt til at indse, at de er vildførte - at de er ledet af et illegitimt forbryderregime, som ingenlunde tjener det russiske folks interesser. Vejen dertil bliver uden tvivl smertefuld - og den bliver målt i unge russeres mistede liv, forringede levevilkår for almindelige russere og et et stadigt mere repressivt regime.

Derfor gør Vesten ret i at opretholde et maksimalt pres i form af støtte til den ukrainske forsvarskamp. På et tidspunkt - og det kan desværre godt vare længere end godt er - vil filmen knække og Putin & Co vil være fortid.

Jens Christensen, Jacob Nielsen, Ole Olesen, Rolf Andersen, Holger Nielsen, Jørgen Mathiasen og Herdis Weins anbefalede denne kommentar
Rolf Andersen

Og nu til Finland:

Amerikanske 'sikkerhedsanalytikere' vurderer: "Dyrt vil det i al fald blive at befæste Finlands over 1.300 kilometer lange grænse mod Rusland".

Disse såkaldte 'analytikere' glemmer helt det faktum, at Finlands østgrænse allere ER befæstet. Finnerne kan sagtens holde ud i en rum tid, hvis russerne - mod forventning - skulle indlede et angreb på Finland. Det har finnerne prøvet før, så det er testet og bevist.

NATO-medlemsskabet er for Finlands vedkommende 'bare' et spørgsmå om back-up, skulle det værste ske. Finland vil ikke ende i Ukraines situation, hvor vesten måske nok yder stor militær hjælp - men kun med våben og ammunition, ikke med tropper eller luftforsvar.

Hvis man er medlem af NATO, kan man også forvente hjælp af egentlige tropper fra NATO, skulle det værste ske.

Og så er der måske også et element af støtte til de baltiske lande, som kulturelt er tæt knyttet til Finland.

Jacob Nielsen, Jens Christensen, Herdis Weins og Ole Olesen anbefalede denne kommentar