I det urbane område Bagong Silang, der i dag ligger i udkanten af Filippinernes ekspanderende hovedstad, har de ikke glemt tiden under Marcos-regimet i 1970’erne og 1980’erne. Området var nemlig den daværende præsidentfrue, Imelda Marcos’, svar på, hvor man skulle gøre af »det menneskelige affald«, som ikke var ønsket i Manila. De blev simpelthen tvangsforflyttet ud i midten af ingenting, hvor lange rækker af toiletter markerede, hvor områdets nye beboere skulle bygge deres skure. På dette tidspunkt sang diktaturet på sidste vers – men nu kan Marcos-dynastiet være på vej tilbage i præsidentpaladset.
Ferdinand Marcos Jr. – søn af den tidligere diktator af samme navn – er storfavorit til præsidentvalget den 9. maj ifølge meningsmålingerne. Dem tror folk i Bagong Silang imidlertid ikke meget på, fortæller Steffen Jensen, der er seniorforsker på DIGNITY, Dansk Institut Mod Tortur, og medforfatter på den nye bog Communal Intimacy and the Violence of Politics. Bogen undersøger den afgående filippinske præsident, Rodrigo Dutertes, krig mod narko set fra Bagong Silang, hvor Steffen Jensen stadig arbejder på et projekt om fængsling af børn.
Selv om indbyggerne har levet i frygt for de summariske henrettelser, der har været en del af hverdagen under Duterte, nyder han fortsat bred opbakning i området. Det gør paradoksalt nok også hans mest højtplacerede kritiker, afgående vicepræsident Leni Robredo, der samtidig er den eneste præsidentkandidat, der har en reel chance for at slå Marcos Jr.
Dutertes popularitet handler om, at folk har »følt sig forstået og respekteret«, siger Steffen Jensen, »fordi han taler i et sprog, de kan forstå, og som går op imod eliten«. At han ikke har leveret på sine løfter om at forbedre befolkningens levevilkår, bliver af sekundær betydning, for det er der alligevel aldrig nogen præsidenter, der har.
Robredo – der er advokat og menneskeretsaktivist – bliver på sin vis associeret med den liberale elite, hvilket er hendes akilleshæl. Men samtidig har hun »et virkelig godt ry«, især blandt aktivister, fortæller Steffen Jensen: »Det handler om hendes baggrund i de sociale bevægelser, hendes engagement i urbane fattiges vilkår.«
Marcos derimod har »bestemt ikke noget godt navn« et sted som Bagong Silang, hvor de lever med den »urbane eksklusion«, som Marcos-regimet etablerede.
Det er også værd at bemærke, at den afgående præsident ikke har givet sin opbakning til Marcos Jr., på trods af at han selv har bidraget til at sanere fortællingen om Marcos-æraen, og på trods af at hans datter Sara Duterte stiller op som Marcos Jr.’s vicepræsidentmakker. Alliancen mellem de to politiske dynastier er nemlig af nyere dato og rent taktisk fra begge sider.
Marcos væltede, men faldt ikke
Ifølge Bonn Juego, der er født og opvokset i Filippinerne og i dag forsker i international politik ved Helsinki Universitet, havde Marcos-dynastiet brug for Dutertes folkelige appel for at få succes med den omskrivning af historien, de længe havde arbejdet på. Duterte havde til gengæld brug for Marcos-dynastiets økonomiske og politiske indflydelse for at nå til tops.
Marcos Jr. er vokset op i præsidentpaladset Malacañang og født ind i en magt og rigdom, som familien aldrig mistede. Heller ikke da en folkelig opstand i 1986 tvang dem i midlertidigt eksil. Det er en af årsagerne til, at Marcos Jr. har haft så stor gennemslagskraft med en kampagne, der skønmaler farens regime og springer let hen over uheldige detaljer såsom massiv plyndring af statskasserne, forsvindinger, drab og tortur.
»Filippinerne er et plutokrati, et samfund styret af de mest velhavende. Det betyder også, at de rigeste nemt kan veksle penge til politisk indflydelse, og det er, hvad Marcos-familien har gjort,« siger Bonn Juego.
Selv om en kommission i årtier har arbejdet med at kortlægge Marcos-regimets korruption, er kun ganske lidt af familiens tyvekoster blevet beslaglagt. Støt og roligt har de genetableret deres magt med base i provinsen Ilocos Norte og siden genindtaget Kongressen og Senatet.
»Vi ser den samme historie udspille sig mange steder i Asien,« siger Bonn Juego. »Autoritære regimer i Indonesien, Sydkorea, Thailand, Indien – den materielle basis for deres magt er penge.«
De liberales svigt
Ifølge Bonn Juego er der mange af Marcos Jr.’s støtter, der opererer med en logik om, at Det Liberale Parti var ved magten i de 30 år fra Marcos’ fald til Dutertes sejr, og at de har fejlet. Derfor må der andre kræfter til. Stærke mænds kræfter.
»Og det er korrekt, at de liberale har svigtet – de bragte ikke social retfærdighed til Filippinerne, hverken under den første eller anden Aquino-regering,« siger Bonn Juego med henvisning til Corazon Aquino, der blev præsident efter Marcos’ fald, og hendes søn, der var præsident før Duterte.
»Men det er ikke korrekt, at de liberale har haft magten siden 1986. Faktisk vil det være mere korrekt at sige, at Marcos-dynastiet aldrig reelt blev sat fra magten,« mener Bonn Juego. Alle præsidenter undtagen Aquino’erne var nemlig enten i familie med eller økonomisk og politisk tæt forbundet til Marcos-dynastiet, hvilket også er en del af forklaringen på den manglende oprydning efter diktaturet.
Nu bliver Marcos Jr. så brandet som svaret på problemerne fra »demokratiets tabte tid«. Det fortæller Nicole Curato, professor i sociologi ved University of Canberra med speciale i filippinsk samtidspolitik.
»I tiden efter Marcos’ fald blev politiske borgerrettigheder genindført, men demokratiet bragte ikke reelt økonomisk og socialt fremskridt med sig,« siger Nicole Curato.
»Det er en kæmpe skuffelse for især de generationer, der er blevet født efter Marcos’ fald, og hvoraf nogle har fået den idé, at hvis ikke Marcos var blevet væltet, ville Filippinerne i dag have været et velstående samfund.«
Bonn Juego beskriver det således: »Befolkningen i Filippinerne har stillet den rigtige diagnose: Det liberale demokrati har ikke indfriet sine løfter. Det er fuldstændig korrekt. De problemer, befolkningen peger på og er i oprør over, er helt reelle. Men at vende sig mod autoritære ledere er ikke løsningen.«
Enhed frem for kritik
Ifølge Nicole Curato har Marcos’ stab udtænkt en kampagne, der både favner bredt og er utrolig effektiv til at lukke munden på al kritik.
»Marcos-kampagnens mest markante budskab er dens appel til enhed. Det er selvfølgelig tillokkende i en tid, hvor mange føler, at politiske skænderier står i vejen for fremskridt,« siger Nicole Curato.
»Men det bliver i praksis til karakterdrab på dem, der vil holde magthaverne ansvarlige. Leni Robredo bliver beskyldt for splittelse og illoyalitet, fordi hun som vicepræsident under Duterte har været en af de mest åbenmundede kritikere af hans politik, særligt hvad angår krigen mod narko og håndteringen af COVID-19.«
Nicole Curato kalder appellen til enhed »virkelig godt tænkt«.
»Den appel devaluerer kritikkens værdi, og filippinere bryder sig i forvejen ikke om politisk strid. Marcos Jr. har gjort sig til cheerleader for nationen, og det virker. Han har paroler som ’Filippinerne vil rejse sig på ny’ og ’Sammen vil filippinerne rejse sig’, men der er ingen konkret politik knyttet til dem, og både Marcos Jr. og Sara Duterte har afvist at stille op i politiske debatter,« siger Nicole Curato.
I stedet arbejder de med systematisk misinformation og historieforvrængning især gennem sociale medier, siger Nicole Curato.
»De fremstiller Marcos-æraen som en tid, hvor alle så med beundring på Filippinerne, hvor Ferdinand og Imelda Marcos indtog den internationale scene – og bragte internationale ledere til Filippinerne – og gjorde landet ære. Det er en ultranationalistisk appel. Marcos Jr.-kampagnen fremhæver de store infrastrukturprojekter, fred og orden, gratis skolemad, som arven efter Marcos. Og det er sandt, at broer blev bygget, og at der blev uddelt gratis måltider i skolen, men det var finansieret af internationale donorer og af en galopperende statsgæld, hvoraf en stor del gik direkte i lommerne på Marcos-familien.«
Ifølge Bonn Juego er der mange faktorer, der har gjort denne omskrivning af historien mulig. En af dem er en »uddannelseskrise«.
»Marcos-tilhængerne vil kalde mig nedladende for at sige dette, men sandheden er, at Filippinerne befinder sig i en dyb uddannelseskrise og har gjort det i mange år. Det har Leni Robredo påtalt, men det er en sandhed, der er ilde hørt,« siger Bonn Juego.
»Der har på den ene side aldrig været flere, som tager en længerevarende uddannelse, end i dag. Men en ting er akademiske titler, noget andet er kvaliteten i uddannelsen. De filippinske uddannelsesinstitutioner bygger, med få undtagelser, på udenadslære frem for kritisk tænkning. Kritisk tænkning er forbeholdt et par liberale eliteuniversiteter og et par liberale medier, som eliten læser. Og det er som bekendt ikke der, flertallet af befolkningen henter sin oplysning,« siger Bonn Juego.
Det vil være ubærligt
Bonn Juego forudser en økonomisk katastrofe for Filippinerne, hvis Marcos Jr.-holdet vinder præsidentvalget. Først og fremmest på grund af den stigende korruption, han er sikker på, vil blive konsekvensen. Dernæst fordi mange i erhvervslivet – særligt det internationale – er mere end skeptiske, og med god grund.
»Marcos Jr. har aldrig udmærket sig i noget som helst,« siger Bonn Juego. »Han har ikke nogen politiske resultater at fremvise fra sin karriere i lokalpolitik eller national politik. Han har aldrig stået i spidsen for en virksomhed, han har ikke haft et legitimt arbejde i det hele taget, og han vil ikke redegøre for, hvorfra hans rigdom stammer. Vi kan kun antage, at den baserer sig på de værdier, hans familie uretmæssigt tilranede sig under farens regime.«
I Bagong Silang er man mindre optaget af Marcos Jr.’s tvivlsomme CV, men bekymret af andre årsager, siger Steffen Jensen: »Der er en frygt for, at Marcos Jr. vil bringe den magtarrogance tilbage, som hans far stod for. Det, Marcos Jr. repræsenterer, er en fuldstændig mangel på forståelse for og ligegyldighed overfor, hvordan fattige mennesker har det.«
Ifølge Bonn Juego vil det være »utrolig smertefuldt« for dem, der på egen krop mærkede konsekvenserne af Ferdinand Marcos’ regime i 1970’erne og 1980’erne: »Alle traumerne, al smerten fra Marcos-årene. Det vil være ubærligt, hvis familien vender tilbage til præsidentpaladset på 50-året for den militære undtagelsestilstand.«
