Nyhedsbrev
Læsetid: 10 min.

Vil russerne ikke vide, hvad der sker i Ukraine?

Her er dagens udgave af nyhedsbrevet om krigen og verdensordenen
Stålværket Azovstal i Mariupol, Ukraine, den 3. maj 2022. Ifølge byens borgmester, Vadym Bojtsjenko, tirsdag sidder 200 civile stadig fanget sammen med ukrainske soldater under det bombede stålværk.

Stålværket Azovstal i Mariupol, Ukraine, den 3. maj 2022. Ifølge byens borgmester, Vadym Bojtsjenko, tirsdag sidder 200 civile stadig fanget sammen med ukrainske soldater under det bombede stålværk.

Alexander Ermochenko/Reuters/Ritzau Scanpix

Udland
4. maj 2022

Jürgen Habermas er blevet kaldt for Tysklands samvittighed og den sidste store tænker fra det gamle Europa. Han har hævet fornuftens fane, mindet os om historiens rædsler og appelleret til det smukkeste og mest solidariske i vores samfunds grundprincipper i alle samtidsdefinerende internationale konflikter i min levetid. Irakkrigen, finanskrisen, opbygningen af Europa, opgøret med nyliberalismen og de stadige kampe om arven fra de store frigørelser. Men han er også blevet 92 år gammel. Og jeg har personligt uden at sige det til nogen gået og frygtet, at krigen i Ukraine ville blive den første krise i min levetid, hvor den gamle tænker fra Tyskland ikke blandede sig i samtalen.

Det ville virkelig for mig føles som at være alene hjemme i det 21. århundrede. Men nu har han skrevet et kolossalt essay, som vi har oversat for et dansk publikum. Og vi er blevet klogere på krigen og kampen om den nye verden.

Det vender vi tilbage til. Men først skal vi have et nyhedsoverblik.

DAGENS OVERBLIK

EU vil stoppe import af russisk olie. Ursula von der Leyen fremlagde tirsdag EU-kommissionens forslag til den sjette sanktionspakke, som vil stoppe al import af råolie fra Rusland inden for seks måneder: »Det bliver ikke let for Europa,« understregede von Leyen. Den nye pakke indfører også sanktioner mod russiske banker og medier.

Splittelse i EU over sanktioner. Både den tjekkiske og den ungarske regering protesterede onsdag ifølge TV 2 imod Kommissionens forslag til en sjette sanktionspakke. Begge regeringer kritiserer, at Kommissionen ikke har lavet en plan for, hvordan EU deler den økonomiske byrde mellem medlemsstater og for fælles indkøb af olie. Sanktionspakken skal godkendes med enstemmighed blandt de 27 medlemsstater, hvis den skal realiseres.

Tilmeld dig nyhedsbrevet her

Du læser her Informations daglige nyhedsbrev om krigen i Ukraine. Vil du have mere, kan du få opdateringer om krigen og verdensordenen på mail ved at tilmelde dig her.

Kinesiske raffinaderier opkøber billig russisk olie. Mens EU bevæger sig mod totalt stop for import af råolie fra Rusland, opkøber kinesiske raffinaderier ifølge Financial Times mere og mere russisk olie til det, avisen betegner som »discountpriser«.

Intet møde mellem paven og Putin. Pave Frans fortalte onsdag i et interview med Reuters, at han havde forsøgt at lave en aftale om et møde med den russiske præsident Vladimir Putin. Kreml udtalte senere på dagen, at det ikke var lykkedes at nå til enighed om sådan et møde med paven.

Hvis nu russerne ikke vil vide, hvad der sker?

Vi taler ofte, som om vi i Vesten ved, at den russiske befolkning ikke ved, hvad der foregår i Ukraine. Putins regime har i løbet af krigen fuldbyrdet forvandlingen fra et autoritært til et totalitært styre. Kontrollen med medierne er blevet intensiveret, og censuren er blevet radikaliseret til et ekstrem af en ny russisk lov, som gør det muligt for myndighederne at straffe dem, der spreder såkaldte ’falske oplysninger’, med op til 15 års fængsel. Og det er vel at mærke regimet, der suverænt definerer, hvad der er sandt, og hvad der er falsk.

Det er den sociale og politiske kontekst for de målinger, som det uafhængige Levada Institute har foretaget, som viser en overvældende opbakning til præsident Putin, og det, den russiske ledelse kalder den »specielle militære operation i Ukraine«.

Som den russisk-amerikanske journalist Masha Gessen svarede, da hun på NBC blev spurgt til resultatet af målingerne foretaget under invasionen: Hvor frit kan man svare på et spørgsmål til et fremmed menneske fra et institut, når man ved, at man kan komme 15 år i fængsel for at sige, at man er modstander af krigen? Man kan ifølge Masha Gessen ikke tale om det, der på engelsk hedder en public opinion, den offentlige mening, i Rusland, fordi der er ikke nogen offentlighed, og fordi der ikke er meningsfrihed.

Rusland er således blevet en totalitær stat, hvor russerne ikke gennem deres nationale medier kan få at vide, hvad der reelt sker i Ukraine, og hvis man som borger skulle vide noget, er det særdeles farligt at dele. Det er således nærliggende at slutte, at den russiske befolkning ikke ved, hvad der foregår.

Men Rusland er i modsætning til Kina ikke en avancerede og effektiv totalitær stat. De har ikke formået at bygge en stærk såkaldt firewall omkring internettet i Rusland. Man kan ved at anskaffe sig en vpn-forbindelse, hvilket hverken er svært eller farligt, skaffe sig adgang til det internationale internet. Man kan altså som russer vide, hvad der sker, hvis man virkelig vil vide.

Det spørgsmål, som man ifølge forfatteren Peter Pomerantsev må stille sig selv, hvis man vil forstå den russiske befolknings position og regimets magt, er, om den almindelige russer rent faktisk vil vide, hvad der sker.

Pomerantsev er selv født i Kyiv, dengang det var en del af Sovjetunionen. Hans forældre flygtede, men Pomerantsev rejste som voksen til Moskva, hvor man i flere år lavede reality-tv på russisk fjernsyn. Han har skrevet den fantastiske bog Nothing is true and everything is possible om den måde, det russiske regime konstruerer offentlige sandheder og dominerer meningsdannelsen på. Han bor i dag i USA, men er netop vendt hjem fra en reportagetur til Ukraine. Og han forklarer i en samtale med Jon Favreau på podcasten Offline, hvordan han ser meningsdannelsen og russernes forhold til den i dag.

Man skal gøre sig klart, anfører Pomerantsev i samtalen, at det er særdeles ubehageligt som almindelig russisk borger at få at vide, hvad der foregår. Fordi man vil finde ud af, at den russiske stat begår groteske grusomheder over for den ukrainske befolkning, og man vil ikke, medmindre man er villig til at sætte sit eget liv på spil, rigtig kunne gøre noget for at forhindre det. Man vil blive sig bevidst, at man som russer har et ansvar for det, som ens land, der stadig er en militær stormagt, foretager sig i et land, hvis borgere man plejer at betragte som søstre og brødre. Og man vil næsten være ude af stand til leve op til det ansvar, fordi man bor i et land, hvis ledelse har demonstreret en enorm tolerance over for vold og vilje til at gå meget langt for at straffe systemkritikere.

Man kan med en omskrivning af Nietzsche sige, at russerne står over for valget mellem at være passive medløbere, der har valgt ikke at opsøge sandheden, fordi den viden vil være moralsk ødelæggende for dem, eller aktive medløbere, som har opsøgt sandheden uden at kunne tage konsekvensen af den.

Deres moralske dilemma er frygteligt, for ultimativt er det sådan, at enhver totalitær leder regerer på sin befolknings passive eller aktive samtykke. Og hvis alle vil vælte en leder, kan de altid gøre det. Og nu er russerne i den situation, at deres passivitet går ud over et andet lands befolkning. Når alt kommer til alt, er borgerne i Rusland de eneste, som effektivt kan stoppe den russiske krigsmaskine, og deres position er tragisk, fordi de har et ansvar, som er menneskeligt næsten umuligt at leve op til. Men som det også er umuligt at ignorere.

Det er derfor lige så menneskeligt, som det er historisk svigt, at man lader være med at opsøge sandheden.

DET BEDSTE, VI HAR LÆST, SET OG HØRT:

Habermas og den fornuftige forsigtighed. Den 92-årige filosof Jürgen Habermas forsvarer i et stort essay, som i dag er trykt i Information, den tyske kansler Olaf Scholz’ position i forhold til krigen i Ukraine. Han bliver irriteret, fortæller han, over, hvordan den ubetingede moralske opbakning til Ukranie og den fuldstændige fordømmelse af Putins invasion fører til skingre krav om at sende flere og flere våben til Ukraine og til foragt for en vis fornuftig forsigtighed. Vesten har valgt ikke at intervenere selv, minder Habermas om. Det er en indstilling, han bifalder, fordi en eskalering kan føre til en krig, som »ingen kan vinde«. Nærmest ingen udfordrer den beslutning, men mange har svært ved at tænke den igennem og forstå, hvad konsekvensen af den er:

»Med Vestens beslutning om ikke selv at intervenere i konflikten som stridende part er der opstillet en risikotærskel, der må udelukke en uhæmmet forpligtelse på oprustning af Ukraine,« slår han fast.

Vi kan med andre ord ikke blive ved at sende flere og flere og tungere og tungere våben til Ukraine og bilde os ind, at vi ikke selv er en del af krigen:

»Enhver, der på den baggrund med aggressiv og selvsikker røst vil presse Tysklands kansler længere og længere i interventionistisk retning, overser eller misforstår det dilemma, Vesten er kastet ud i med denne krig – for med sin moralsk velbegrundede beslutning om ikke at blive krigsførende part har Vesten bundet sine hænder.«

Krigen i Ukraine er ikke et opgør med autokratier. Det er blevet en slagsang for kampen for Ruslands krig i Ukraine, at det skulle være demokratier mod autokratier, som mødes på den verdenshistoriske scene. Men det er ifølge CNN’s Fareed Zakaria, der er født i Indien, men i dag er amerikansk statsborger, noget utroligt vrøvl. Indien er verdens største demokrati, og de deltager ikke i fordømmelse af Putins krig. Og de er ikke det eneste store demokrati, som er på det, vi regner for den forkerte side.

Forklaringen på Ukraines cybersejr. Vi har længe før krigen i Ukraine hørt om den russiske cyberkrigførelse som en frygtindgydende kapacitet. Men vi kan efter et par måneders krig konstatere, at russerne fuldstændigt har tabt den digitale krig mod Ukraine. Mykhajlo Fedorov, som er Ukraines minister for digital transformation, fortæller i det amerikanske magasin Wired, hvorfor ukrainerne har vist sig overraskende overlegne: »Det russiske system er centraliseret og monopoliseret. Og det fører til en korruption, som bliver mere og mere tydelig, efterhånden som krigen fortsætter.«

En anden forklaring er, at Ukraine fra et amerikansk firma har fået et kontroversielt ansigtsgenkendelsesprogram, som gør, at de kan identificere de russiske soldater, som er blevet dræbt. Og efterfølgende henvender sig til de døde soldaters familier og afslører deres tab.

En tredje er, at Ukraine har modtaget massiv assistance fra den såkaldte Five Eyes-efterretningsalliance mellem Australien, Canada, New Zealand, Storbritannien og USA, som både har delt efterretninger med dem og hjulpet med at opbygge deres cyberforsvar.

Den farlige afsked med russisk olie. Vores egen Mathias Sonne har igen begået en tankevækkende analyse af krigens og sanktioners uoverskuelige konsekvenser. Vi har her på avisen selv forklaret, hvorfor alt andet end et komplet energiembargo mod Rusland er forkert. Men afskeden med russisk olie vil sandsynligvis også være »benzin på inflationsbålet«, anfører Sonne, hvilket er blevet en mere og mere akut trussel mod den økonomiske politik i Europa. Og det vil belaste den amerikanske præsident Joe Biden op til midtvejsvalgene i USA til efteråret, hvis inflationen og energipriserne bliver ved med at stige. Så det, vi gør for at svække Putin, kan ende med at svække den mest magtfulde vestlige leder dramatisk, hvilket igen vil belaste handlekraften over for Rusland.

Fred med et monster. Flere har været bekymrede for, om det ville være muligt at forhandle fred med den russiske præsident Vladimir Putin, når man som den amerikanske præsident Joe Biden har kaldt ham for krigsforbryder og beskyldt ham for folkemord. I en samtale med Financial Times’ internationale kommentator Gideon Rachman fortæller den amerikanske forsker og forfatter Graham Allison, hvordan amerikanerne historisk har været i stand til at lave alliance med Joseph Stalin, som vi også betragtede som et politisk monster, og skabe et diplomatisk velfungerende forhold til Kinas formand Mao, selv efter hans ufattelige massemord på sin egen befolkning. Hans pointe er ikke, at det er nemt, men at det er muligt. Og han mener, at Joe Biden er så gammel, at den historie er præsent for ham, selv når han i dag fordømmer Putin og Rusland.

På gensyn

Tymofiy Mylovanov, som er præsident for Kyivs School of Economics, rådgiver for præsident Zelenskyj og forhenværende ukrainsk økonomiminister, skriver på Twitter, at der er et grundproblem med den vestlige dækning af krigen i Ukraine: Den baserer sig på viden fra anerkendte eksperter, der ikke aner noget som helst om, hvad de taler om.

Vi slutter dagens nyhedsbrev med at bringe hans opråb videre for at minde om, at man ikke bliver til trumpist, bare fordi man forholder sig kritisk til forskere og medier i en krigstid. Man risikerer at miste overblikket, hvis man ikke gør det.

Vi ved godt selv, at vi ikke er eksperter på Ukraine og Rusland. Det er derfor, vi hver dag sammensætter et nyhedsbrev med henvisninger til alle dem, der ved mere end os. Og det gør vi igen i morgen.

Rune Lykkeberg, chefredaktør

 

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Willy Johannsen

Jeg tror, jeg kan svare på dit spørgsmål, Rune Lykkeberg.

Der er rigtig mange russere, som IKKE vil vide, hvad der sker i Ukraine.
Jeg har lige siden 24. februar dagligt set alle de indslag, jeg har kunnet finde på Youtube, hvor almindelige russere bliver stillet spørgsmålet.

Alle russere over 50 reagerer, som de ville blive smittet med pest, hvis de svarede.
Nogle gange med tilføjelsen, jeg støtter vores ledere eller noget tilsvarende.
Viser man dem billeder fra Ukraine, nægter de at se dem.

Det er helt anderledes med den yngre generation, kan jeg tilføje.

Rolf Andersen, Steffen Gliese, Per Klüver, Peter Hansen, Ole Olesen og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar
Kim Houmøller

Det er jo livsfarligt at vide noget som helst!

Rolf Andersen, Steffen Gliese og Peter Hansen anbefalede denne kommentar
Peter Hansen

Forråelsen vil åbenbart ingen ende tage, jeg er bange for at selv hvis krigen ender en dag, så vil det her have et efterspil der vil tage mange generationer at bearbejder.

Hvis bare 10% af følgende telefonopkald fra en 20 årig russisk soldat til hans mor er rigtigt, så er det meget bekymrende, især hvis det er en generel holdning/forråelse for flertallet i den russiske befolkning.

Jeg advare på forhånd, understående er ikke for sarte sjæle!

https://www.youtube.com/watch?v=ZrTxm9AqP38

Espen Bøgh

Som jeg tidligere har omtalt Jürgen Habermas, så er sidste salgsdato langt overskredet, - der er for meget dårlig samvittighed fra fortidens erfaringer fra Tysklands periode med nazismen. dens fremgang og tilbagegang.

Det vi har set igennem tiden fra Ruslands sammenbrud tilbage i 1990, er også et sammenbrud i den ledlses-ideologi som fandtes tilbage fra Tzar-tiden og som kommunisterne overtog; "den totale undertrykkelse af befoklningen", og som nu er genoprettet af Putin, efter et par årtier med begyndende frihed og oplysning.

Det er en besyndelig selv-genoprettende ideologi som vi ser genoptage sin kontrol over samfundet, og spørgsmålet er om den vil overleve efter krigen i Ukraine eller, om vi vil se det samme mønster gentage sig, - en overgang med større frihed for igen at genoprette den "totale kontrol og styring af borgernes frihed" - atter en genopretning af "normale tilstande i det russiske rige"!

- Er forandring overhovedet mulig i fremtiden for den russiske befolkning?

- En borgerkrig, tja...., det havde de også tilbage i 1917, men det betød blot andre overtog undertrykkelse af borgerne og den blev mere ondskabsfuld og total.

Kan Rusland overhovedet skille sig af med denne "selv-genoprettende mekanisme" for total kontrol og overvågning af befolkningen, - hvis ikke, hvad driver så denne mekanisme(?) - angsten for demokrati fra vest, eller blot vesten, angst og frygt hos lederne for tab af kontrol?

-Lidt humoristisk eller måske snarere tragikomisk kommer men i tanke om den gamle vittighed fra før Ruslands sammenbrug(1990) og mellemperioden og til nutidens politiske kontrol.

Tandlægerne i Rusland er begyndt at genoptage den teknik med at trække tænder ud på folk gennem næsen, som næsten var glemt og ikke brugt siden 1990, for det er blevet sådan igen "at ingen tør lukke munden op"!

Denne her gider jeg ikke høre mere, og er aldeles upassende for et demokrati, - for det er en absolut udemokratisk skyldspåstand, som vi genkender fra tidligere med ordene; "enten er I med os eller også er I imod os"!

"Indien er verdens største demokrati, og de deltager ikke i fordømmelse af Putins krig. Og de er ikke det eneste store demokrati, som er på det, vi regner for den forkerte side."

Det er et dømmende og fordømmende postulat som Amerika benytter i sin kritik af andre lande, - men ikke vil modtage selv, tag f.eks. amerikas passivitet overfor Pinochets brutale styre i Chile, - der manglede mange ord om menneskerettigheder osv., osv..

Rolf Andersen

Ledende danske social-demokrater (ok: nu afgående) har sagt at:

"Overvågning er lig frihed"

https://www.information.dk/indland/leder/2019/12/grotesk-argument-mere-o...

Kun Gud véd, hvorfor justistministeren gik af, inden han skulle være chef-anklager i mink-sagen og landsforrædderisagen mod en tidligere forsvarsminister.

Bryggeriforeningen har virkelig fået en ny formand, der kan sit kram:

https://bryggeriforeningen.dk/

Espen Bøgh

Rolf Andersen, 05. maj, 2022 - 13:05

Bryggeriforeningen var et selvfølgeligt valg for Nick H. - der glider lettere ned.