I Sydafrika er man afhængig af en forurenende kulindustri – nu står landet over for et svært farvel

SYDAFRIKA – Ned ad en mindre grusvej ligger blikhuse på lange rækker helt tæt. En flok børn leger omkring benene på en kvinde, der hænger tøj op på en wire, der går fra et hus til et træ, der hælder på skrå.

I en døråbning står 40-årige Petros i blå arbejdsbukser og en orange T-shirt. Han arbejder i kulminen et par hundrede meter derfra og er en af dem, der står til at miste sit arbejde, hvis kulindustrien lukker.

»Det ville være katastrofalt, hvis det skete,« siger han og læner sig op ad dørkarmen i sit simple hus af mursten og blikplader.

»Kul er meget vigtigt for byen og min familie. Jeg kan ikke få andet arbejde. Og uden kul, ingen elektricitet,« siger han og retter på sin lyseblå kasket.

Han holder en kort pause.

»Ved du godt, hvad vores landsbys navn betyder?,« spørger han.

Nej, må jeg svare.

»Det betyder ’stedet for kul’. Kul har været vores identitet i årtier.«

Byen Emalahleni ligger i provinsen Mpumalanga, der bliver kaldt epicentret for Sydafrikas kulindustri. Det er her, 80 procent af landets kulproduktion ligger, og det er her, at der er nødt til at ske store forandringer, hvis Sydafrika skal reducere sin CO₂-udledning.

Den stærkt kulbaserede elsektor er den største udleder af drivhusgasser i Sydafrika, og i provinsen ligger virksomheden Sasol, der bruger kul til at producere benzin, olie og elektricitet, og hvis kraftværk alene udleder 56,5 millioner ton CO₂ om året, større end Danmarks samlede drivhusgasudledninger på omkring 45 millioner ton CO₂. Kraftværket er verdens største enkelte udleder af drivhusgasser.

Byerne i Mpumalanga er dybt afhængige af kulindustrien, og omstillingen vil føre til mellem 74.000 og 124.000 tabte job. Derfor er området omdrejningspunktet i debatten om Sydafrikas grønne omstilling og eksemplet på, at der skal sættes skub i opførelsen af vedvarende energi, hvis området ikke skal ende med at være fyldt med spøgelsesbyer.

Petros tror ikke på, at kulindustrien lukker lige foreløbig. Sydafrika er alt for afhængig af den, mener han.

»Der er ikke penge til at opføre alternativer. Jeg vil se det ske, før jeg tror på det. Det vil først være om 30 år. Mindst.«

Den svære afhængighed 

På en større vej et stenkast fra Petros’ hus kører lastbiler med kul i pendulfart, og hans børn laver tit en konkurrence om, hvor mange lastbiler de kan tælle på en dag. Det er mange.

I provinsen er der 11 kulkraftværker. Et par af dem ligger omkring en halv times kørsel fra Petros' hjem. Jo tættere man kommer på værkerne, desto flere lastbiler passerer man – de store grålige køletårne skyder mastodontisk op i landskabet.

På en lastbil hænger et skilt lige over nogle store klumper kul, hvor der står ’a greener future in transit’.

Ved en vej foran et af de nyere kulkraftværker står en kvinde og renser en stor gryde. Hun fortæller, at hun netop har serveret frokost for mange af medarbejderne på kraftværket. Menuen var Mala Mogodu. En traditionel ret lavet på komave, forklarer Kaya, som er kvindens navn. Der er en lang kø hver dag, tilføjer hendes mand Promise.

»De kan bedre lide min mad end den derinde,« siger Kaya grinende og peger mod kulkraftværket.

De to har levet af at sælge mad fra deres bod i flere år, og de er billedet på, at der med lukningen af kulindustrien ikke kun vil gå job tabt i kulminerne og på kulkraftværkerne. Der er også alle de indirekte job, der ikke er talt med i statistikken, men som er afhængige af, at industrien eksisterer.

»Det er ikke en god idé at lukke den. Vi vil miste alt. Jeg tror ikke, at der er plads nok til at sætte vindmøller og solceller op her, og vi har ikke mulighed for at flytte,« siger Promise.

Kaya og Promise sælger mad til ansatte på kulkraftværket fra en lille café i vejkanten. De vil miste deres levevej, hvis kulindustrien i Sydafrika lukkes.

MADS CLAUS RASMUSSEN

Den ødelæggende gæld

Kulindustrien er ikke blot vigtig for Mpumalanga. Den er vigtig for hele Sydafrika.

Kraftværkerne i provinsen er en del af arven fra apartheidtiden, hvor det hvide regime var nødt til at satse mere på egne ressourcer på grund af den stramme embargo fra udlandet. Derfor begyndte man at skrue op for brugen af kul til produktion af blandt andet elektricitet.

I dag leverer kulproduktionen i Mpumalanga omkring 75 procent af den samlede sydafrikanske elproduktion, som styres af det statslige selskab Eskom. Selskabet er ikke blot ansvarlig for landets elforsyning, men producerer omkring 45 procent af al elektricitet i Afrika. Det er en dyb afhængighed, der har varet i årtier.

Hvis Sydafrika skal droppe det sorte fossile brændstof, skal der være et alternativ, der kan levere den enorme mængde energi, der er behov for. Potentialet for vedvarende energi i Sydafrika er stort, fordi der både er mange solskinstimer og meget vind, men udviklingen går alt for langsomt, mener Lochner Marais, der er professor i udviklingsstudier ved Center for Udviklingsstøtte på University of the Free State i Bloemfontein. Han har forsket i den grønne omstilling og blandt andet den sociale slagside for et område som Mpumalanga.

Ifølge Lochner Maraiser er det »helt forståeligt«, at nogle kularbejdere i området har svært ved at se for sig, hvordan den grønne omstilling skal realiseres. Indtil videre er der ikke mange sol- og vindprojekter i provinsen, og der er ikke den store tillid til myndighederne, som længe har været kendt for korruptionssager og tomme løfter, fortæller han. 

Den helt store udfordring er, hvordan omstillingen skal finansieres. Under COP26 i Glasgow i november sidste år blev der indgået en aftale, hvor USA, EU og Storbritannien gav 8,5 milliarder dollar til Sydafrika til investeringer i grøn energiteknologi, så landet kan bevæge sig væk fra den forurenende kulindustri. Også Danmark har indgået et grønt strategisk partnerskab med Sydafrika om at bekæmpe klimaforandringer med et særligt fokus på omstilling af energisektoren.

Lochner Marais kalder aftalen fra COP26 i Glasgow for peanuts i forhold til det beløb, der er brug for, men dog bedre end ingenting.

»Holdt op mod de store økonomiske problemer, der er i Eskom, skal der mange flere penge til. Der er i hvert fald brug for ti gange så meget,« siger han.

Eskom har en enorm gæld på omkring 420 milliarder rand svarende til 194 milliarder danske kroner som følge af primært korruptionsskandaler og dårlig administration. En del af den gæld skyldes fejlslagne projekter med to nye kulkraftværker, som man begyndte at opføre tilbage i 2008 på grund af en stor energikrise i landet. Planen var, at de skulle stå færdige omkring 2015, men det ene virker stadig ikke, og det andet kører kun på halvt blus.

»Det er endt med at blive flere milliarder rand dyrere, og der har både været korruption, problemer med designet og inkompetente mennesker på projektet,« siger Lochner Marais.

Professoren er usikker på, hvornår det vil stå færdigt.

»Hvis du havde spurgt mig for tre år siden, ville jeg have sagt, at det var færdigt et år efter. Men nu er vi her, og det er stadig ikke helt klar. Det er som at reparere et fly, mens det flyver. Det er et mareridt.«

Et andet problem er, at de kulkraftværker, der stadig er i funktion, efterhånden er så gamle og ikke er blevet ordentligt vedligeholdt og derfor får svært ved at levere nok elproduktion til Eskom.

»Ud fra et energisikkerhedsperspektiv står Sydafrika et meget svært sted. Elsystemet er upålideligt og uforudsigeligt, så der er virkelig brug for nye løsninger,« siger Lochner Marais.

Eskoms energitilgængelighed er faldet hvert år i løbet af det seneste årti fra 80 procent til omkring 55 procent, og der er langt oftere strømafbrydelser, hvilket er et problem for private, men i den grad også for virksomheder.

Beslutningen om at opføre to nye kulkraftværker udskød Sydafrikas grønne eventyr, og investeringer i vind- og solprojekter blev nedprioriteret. Ifølge Lochner Marais er de ikke for alvor kommet i gang endnu.

»Der blev truffet nogle forkerte beslutninger for 15 år siden, og nu prøver man at indhente det. Men man er flere år bagud, og det er et stort problem. Jeg tror ikke, at man er i stand til at opnå CO₂-neutralitet i 2050. På papiret er det muligt, men virkeligheden er en anden, og jeg tror ikke, at det sker,« siger han.

Ifølge Lochner Marais er regeringen i Sydafrika langt mere fokuseret på grøn omstilling end tidligere, men der er fortsat en fløj med ministeren for energi og mineralske ressourcer, Gwede Mantashe, i spidsen, der mener, at kulindustrien skal bevares endnu noget tid. Han er tidligere minearbejder og holder fast i fortællingen om, hvor store konsekvenser det vil have, hvis omstillingen går for stærkt.

»Der er nødt til at være stor politisk vilje og mod til at ændre tingene, hvis man vil nå i mål,« siger han.

En retfærdig omstilling

Debatten om, hvad der skal ske med minearbejdere som Petro, er også nået fagbevægelserne. Her frygter man store tab af arbejdspladser, og man kan ikke undgå at støde på ordet ’just transition’ i debatten, sådan som vi også har oplevet det i Danmark: Hvis der skal lukkes arbejdspladser, skal det ske på en retfærdig måde.

Petros arbejder i kulindustrien og er en af de mange hundretusinde sydafrikanere, der står til at miste deres arbejde, hvis kulindustrien i landet lukkes.

MADS CLAUS RASMUSSEN

Omkring halvanden times kørsel fra Mpumalanga holder fagbevægelsen ’National Union for Mine Workers’ til. På et bord i receptionen ligger et fagblad med overskrifter som ’Red Sydafrikas kulminer fra udryddelse’, og ’Lukningen af kulkraftværker er økonomisk sabotage’. I et mahogniskab med glaslåger er kulstykker fra provinsens forskellige miner udstillet. Fagbevægelsens linje er lagt.

»Vi er ikke imod en grøn omstilling. Men det skal ske retfærdigt. Ellers ender vi med at blive taberne,« siger vicepræsidenten for fagbevægelsen, Phillip Vilakazi.

Dansk Industri og 3F har et samarbejde med fagbevægelsen om opkvalificering af minearbejdere, så de kan få nogle af fremtidens grønne job. Helen Diatile har arbejdet i fagbevægelsen i flere år og står for uddannelse af medlemmerne.

»Vi ser jo naturkatastroferne. De er virkelige, og det bliver kun værre. Men man kan ikke bare komme og sige, at vi skal opgive alt kul, når der ikke er en plan for de tusinder af arbejdere i mineindustrien. De rige lande har haft ressourcer og tid til omstillingen, og de har købt kul fra os i flere år til deres egne kraftværker. Man skal forstå, at vi ikke kan skynde os,« siger hun.

Et skadeligt job

Den grønne omstilling er presserende i forhold til klimaforandringerne. Det blev i slutningen af april endnu tydeligere i Sydafrika, da ekstrem nedbør udløste en af ​​landets dødeligste katastrofer i dette århundrede. Over 400 mennesker mistede livet på grund af oversvømmelserne, og omkring 12.000 huse blev ødelagt.

Men omstillingen er også afgørende i forhold til sundheden for indbyggerne i Mpumalanga. Provinsen har en af de højeste luftforureninger i verden, og kulkraftværkerne udleder langt mere af de skadelige stoffer SO2 og NO2 end kulkraftværker i eksempelvis Kina og Europa, viser Greenpeaces Global Air Pollution Map fra 2018.https://www.information.dk/udland/2022/03/europas-oenske-goere-russisk-gas-kan-saette-skub-samarbejde-afrikap

Træerne rundt om kulindustrien er belagt med mørkt støv, og det samme er planterne på majsmarkerne, der er krøllet sammen til noget, der hverken ser sundt eller rart ud at spise. Ved siden af markerne står to kvinder og griller selv samme majs for at sælge dem til forbipasserende lastbilchauffører og lokale.

Gentagne undersøgelser og en nylig dom fra Sydafrikas højesteret har fastslået, at luftforurening i området er ansvarlig for tidlige dødsfald, nedsat lungefunktion, forringelse af lunger og hjerte og udvikling af sygdomme som astma, tuberkulose og kræft.

»Jeg ville ikke bo der, om jeg så fik penge for det. Forureningen er virkelig slem,« siger professor Lochner Marais.

Ved Petros’ hus triller hans yngste datter rundt på en pink motorcykel i plastik. De bare fødder skubber den afsted, mens hendes lillebror sætter ekstra fart på ved at holde fast på motorcyklens bagende med sine små hænder og sætte i løb. Først den ene vej og så den anden, og sådan fortsætter de.

Petros fortæller, at han og hans familie ikke har helbredsproblemer, men at han kender nogle, der har astma og eksem. 

Han beskriver sit liv som »godt, men hårdt«.

»Hvis de har et andet job til mig, ville det være fint.«

– Tænker du over, at det er usundt at bo her, og at kulindustrien har konsekvenser for klimaet?

»Ikke rigtig. Det er sådan, det er. Det er her, der er arbejde, så det er her, vi kan bo. Jeg har ikke noget valg. Ellers har vi ikke et hjem og kan ikke få mad nok. Jeg vil bare gerne kunne forsørge min familie« siger han.

Information var inviteret med til Sydafrika af Udenrigsministeriet. Al transport er betalt gennem et rejsestipendium fra ministeriet.