Reportage
Læsetid: 10 min.

I Sydafrika er man afhængig af en forurenende kulindustri – nu står landet over for et svært farvel

I den sydafrikanske provins Mpumalanga ligger landets enorme kulindustri og er et af de mest forurenede områder i verden. Skal Sydafrika have grøn omstilling, skal kulkraftværkerne og minerne lukkes. Udfordringen er, at de er altafgørende for landets elektricitet og beskæftiger mange tusinde mennesker
Kulkraftværket i den sydafrikanske provins Mpumalanga producerer omkring 80 procent af Sydafrikas kulproduktion, og luftforureningen er en af de højeste i verden. En grøn omstilling af landets energiproduktion vil koste op mod 120.000 arbejdspladser.

Kulkraftværket i den sydafrikanske provins Mpumalanga producerer omkring 80 procent af Sydafrikas kulproduktion, og luftforureningen er en af de højeste i verden. En grøn omstilling af landets energiproduktion vil koste op mod 120.000 arbejdspladser.

MADS CLAUS RASMUSSEN

Udland
21. maj 2022

SYDAFRIKA – Ned ad en mindre grusvej ligger blikhuse på lange rækker helt tæt. En flok børn leger omkring benene på en kvinde, der hænger tøj op på en wire, der går fra et hus til et træ, der hælder på skrå.

I en døråbning står 40-årige Petros i blå arbejdsbukser og en orange T-shirt. Han arbejder i kulminen et par hundrede meter derfra og er en af dem, der står til at miste sit arbejde, hvis kulindustrien lukker.

»Det ville være katastrofalt, hvis det skete,« siger han og læner sig op ad dørkarmen i sit simple hus af mursten og blikplader.

»Kul er meget vigtigt for byen og min familie. Jeg kan ikke få andet arbejde. Og uden kul, ingen elektricitet,« siger han og retter på sin lyseblå kasket.

Han holder en kort pause.

»Ved du godt, hvad vores landsbys navn betyder?,« spørger han.

Nej, må jeg svare.

»Det betyder ’stedet for kul’. Kul har været vores identitet i årtier.«

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Job tabes, jobskabelse - nej, det handler i sidste ende ikke om, hvem der gør hvad, men om det, der gøres er fornuftigt og tilstrækkeligt til at varetage behovene. Så må der fordeles på andre måder end igennem lønarbejde. Det kan der også sagtens, langt de fleste nyttige og ligefrem uomgængelige aktiviteter i verden lønnes ikke.
Markedstanken bilder os ind, at en aktivitet ét sted er skyld i, at en aktivitet et andet sted kan foregå; men det er kun en illusion i en verden, hvor der på alle områder overproduceres og kasseres - og især på de til livets opretholdelse helt basalt nødvendige områder: mad, bolig, beklædning.

Rolf Andersen

At kul- og delvist olie-æraen er ved at nærme sig afslutningen skal man ikke være spåmand for at kunne se.

Enhver seriøs regering, hvad enten den er Sydafrikansk, Australsk eller kommer fra ethvert andet kulproducerende land, må da forlængst have igangsat et strategisk arbejde for at finde ud af: "Hvad skal vi gøre, når vi ikke længere kan tjene penge på at hive kul og olie op af undergrunden"

Hvis ikke de forlængst er begyndt at lægge planer for den u-undgåelige fremtid, fortjener de ikke at være regering.

Selv de stok-konservative regeringer i mellemøsten, har indset dette.