Nyhedsbrev
Læsetid: 8 min.

Ukrainekrigen kan være den sidste krig for det 20. århundredes våbensystemer

Her får du dagens udgave af nyhedsbrevet om krigen og verdensordenen
Rusland forstærker nu sit militær med forældede T-62-kampvogne, der skal være op til 60 år gamle, fremgår det af fredagens situationsrapport fra det britiske forsvarsministerium. Det viser, at de russiske styrker efter tre måneders hårde kampe har lidt et betydeligt ressourcedræn. Billedet viser ødelagte russiske kampvogne nær Bucha, Ukraine, den 16. maj 2022.

Rusland forstærker nu sit militær med forældede T-62-kampvogne, der skal være op til 60 år gamle, fremgår det af fredagens situationsrapport fra det britiske forsvarsministerium. Det viser, at de russiske styrker efter tre måneders hårde kampe har lidt et betydeligt ressourcedræn. Billedet viser ødelagte russiske kampvogne nær Bucha, Ukraine, den 16. maj 2022.

Jorge Silva/Reuters/Ritzau Scanpix

Udland
27. maj 2022

Mens pressede ukrainske styrker må kæmpe hårdt for at holde stand i et stort igangværende slag omkring byen Severodonetsk i den østlige Luhansk-region – der muligvis kan afgøre, om Ruslands koncentrerede offensiv i Donbas får succes – viser efterretninger fra det britiske forsvarsministerium, at Rusland har indsat 50 år gamle T-62-kampvogne i det sydlige Ukraine.

Briterne ser anvendelsen af T-62’erne som vidnesbyrd om, at Rusland kan være drænet for materielle ressourcer og moderne artilleri. Efterretningsanalytikerne noterer også, at de forældede tanks – de blev produceret fra 1961-1975 i Sovjetunionen – vil være stærkt sårbare over for Ukraines panserværnsvåben.

Hvad kan Ruslands bemærkelsesværdigt store kampvognstab fortælle os om de ændrede vilkår for krigsførelse i det 21. århundrede? Det gransker vi nærmere i dagens nyhedsbrev. Men lad os, vanen tro, først se på det seneste døgns vigtigste nyhedshistorier.

Dagens overblik

Ukraine kan få langdistanceraketter: USA’s regering påtænker ifølge CNN at levere et nyt avanceret og potent redskab til Ukraines militære værktøjskasse: Langdistanceraketsystemer, der kan ramme mål over afstande på hundredvis af kilometer. I Ukraine er håbet, at raketsystemet kaldet Multiple Launch Rocket System kan indgå i den nye militære hjælpepakke, USA er på vej med i næste uge, og at de amerikanske raketter kan blive en gamechanger på slagmarken.

Tilmeld dig nyhedsbrevet her

Du læser her Informations daglige nyhedsbrev om krigen i Ukraine. Vil du have mere, kan du få opdateringer om krigen og verdensordenen på mail ved at tilmelde dig her.

Hårdt russisk pres på østfronten: Byerne Severodonetsk og Lysytjansk, begge i Luhansk-provinsen i den østlige Donbas-region, har i de seneste døgn været udsat for intens russisk beskydning og skal være omringet. Begge er dog endnu på ukrainske hænder, meddeler den ukrainske generalstab. I sin seneste tv-tale udtalte Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, frygt for, at krigen vil efterlade et affolket og ødelagt Donbas. 1.500 civile skal være dræbt i Severodonetsk ifølge tal fra byens borgmester, Olexandr Striuk.

Russerne har fået ’overtaget’ i Luhansk. Guvernøren i Luhansk-regionen siger, at kun fem procent af regionen nu er på ukrainske hænder – for en uge siden var det ti procent – og at de ukrainske styrker i nogle områder er på tilbagetog. I Donetsk-regionen hævder prorussiske separatister at have indtaget den strategisk vigtige by, Lyman.

Rusland kræver igen stop for vestlige sanktioner. Til gengæld vil Moskva igen tillade eksport af levnedsmidler fra Ukraine, var meldingen fra Vladimir Putins selv i en telefonsamtale med Italiens regeringschef, Mario Draghi. Ifølge det russiske forsvarsministerium kan også ’humanitære søtransportkorridorer’ i Sortehavet og det Azovske Hav komme på tale – dog først hvis Ukraine fjerner de miner, det har udlagt i disse farvande.

Ruslands krigsmodgang viser, at flere store tunge våbensystemers tid er forbi

Også på den ukrainske sydfront gør Ruslands hær forsøg på at erobre nyt terræn, men det kan blive endnu en blodig affære. For af fredagens situationsrapport fra det britiske forsvarsministerium fremgår det, at de seneste materielforstærkninger her omfatter T-62-kampvogne, der hører til de ældste køretøjer i de russiske væbnede styrkers tjeneste. Enkelte skal være op til 60 år gamle. Og trods løbende moderniseringer er de særdeles sårbare over for angreb med antipanservåben, hedder det i rapporten.

At måtte omgruppere med så forældede kampvogne viser, at de russiske styrker efter tre måneders hårde kampe under svære menneskelige og materielle tab har lidt et betydeligt ressourcedræn. Ifølge ukrainske opgørelser løber de russiske kampvognstab da også op i over 1.000, et skøn, USA’s militær deler, mens dokumentationssitet Oryx har optalt 733 tab, som er visuelt bekræftet. Dette skal ses i forhold til, at Rusland før invasionen anslås at have haft 2.800 operationsklare tanks, ikke alle dog i god stand.

Krigshistorisk er det skelsættende, mener militæranalytikere. Det afspejler, at vilkårene for krigsførelse i det 21. århundrede har ændret sig dramatisk.

For den britiske militærhistoriker og strategiekspert Phillips P. O’Brien har Ukrainekrigen med sit store opbud af gamle sovjetiske våben fra overskudslagre på begge sider et anakronistisk aspekt over sig. Ruslands invasion af Ukraine har tydeliggjort, hvordan vi stadig lever i Anden Verdenskrigs skygge, noterer han sig i The Atlantic, og ikke kun på den russiske propagandafront, hvor der tales om nazistiske modstandere og appelleres til samme offervilje som i Den Store Fædrelandskrig – også den russiske militærdoktrin ligner noget fra gamle dage.

»Det russiske militær har mange lighedstræk med den store hær fra den tid. Landets hærstyrker er baseret omkring et stort antal svært pansrede køretøjer, især tanks, og koncentrationer af tungt artilleri. Meget i stil med den tyske værnemagts angrebsplaner mod Sovjetunionen i 1941 havde russerne forventet at kunne slå huller i de ukrainske linjer med deres store kanoner og så rykke tanks og pmv’er gennem disse i hastige fremstød under støtte fra jagere og bombefly.«

Samme sårbarhed ser O’Brien udstillet til søs, hvor den russiske sortehavsflådes store overfladeskibe af form og størrelse også ligner noget fra Stillehavskrigen 1941-45 og i flere tilfælde er blevet sat ud af spillet af ukrainske missiler affyret fra land.

Ruslands militærmodgang skyldes mere end inkompetence, selv om den er en faktor, betoner han og ser et fundamentalt paradigmeskift tone frem, som dybtgående vil ændre struktur og operationelle muligheder i fremtidens militær.

»Ruslands forkludrede invasion og Ukraines bemærkelsesværdigt standhaftige modstand har udstillet de tunge og dyre militære enheders svindende magt og den voksende rolle for lettere, fleksible og fremfor alt billigere systemer. Tanks, kampfly og krigsskibe fremstår forældede i takt med at de må vige for nye våbentyper. Og i samme proces ser vi selve krigen skifte karakter. Ret beset ser vi nu i Ukraine den sidste krig mellem militærapparater fra det 20. århundrede.«

De russiske tabserfaringer er noget, alle stater må tage ved lære af, selv den mægtige militærmagt USA, forudser O’Brien, for de lette defensive våbens slagkraft vil kun tage til.

Antitankvåben vil få længere rækkevidde, større præcision og bedre detektionsevne. Droner vil kunne holde sig i luften længere og blive sværere at opdage. De vil blive mere morderiske, øge deres computerkraft og manøvredygtighed. Han konkluderer:

»De massakrer på russiske panserkøretøjer, vi har set i Ukraine vil blive normen, ikke undtagelsen. Flåder vil ikke længere turde nærme deres skiber til fjendtlige kyster af frygt for antiskibsmisiler og antiskibsdroner, som deres antimissilsystemer ikke længere kan håndtere.«

Ukrainekrigen giver militære generalstabe verden noget at tænke over, pointerer den engelske analytiker, og det kan få konsekvenser for fremtidige krigsplaner. »Hvis kineserne var dristige nok til at forsøge sig med en stor amfibiebådsinvasion af Taiwan, eller USA indsatte hangarskibe tæt på den kinesiske kyst i et slag om det Sydkinesiske Hav, ville resultatet blive som en mangedobling af sænkningen af den russiske sortehavsflådes flagskib, Moskva.«

Hvordan fremtidens militær så skal se ud, er stadig uafklaret, men at investere i stort og dyrt materiel, hvis koncepter oprindeligt blev udviklet under Anden Verdenskrig – såsom den tunge kampvogn, det enorme hangarskib, de superdyre jetkampfly – har aldrig været »mere risikabelt«, hævder O’Brien.

Eftersom de langt billigere, men stadig dødbringende systemer fortsat vil blive stadig mere effektive, vil de investeringer, der efterhånden vil skulle til for at beskytte de større, dyrere våbensystemer, blive økonomisk lammende, selv for det amerikanske militær.

»I stedet må de politiske og militære ledere i gang med at forestille sig en helt anden slagmark, fuld af lettere, mindre, mere mobile og i mange tilfælde autonome eller fjernbetjente våben. I bund og grund bliver de nødt til at forberede sig på de første krige i det 21. århundrede,« forudser han.

Det bedste, vi har set, læst og hørt

Ukraine vil ikke afgive territorium. USA’s legendariske ’realpolitiske’ og geopolitiske superstrateg Henry Kissinger, der næste gang fylder 100 år, ser ikke nogen vej udenom: Fred kommer der kun, hvis Ukraine afstår noget af sit territorium til Rusland. Her ligger han på sjælden linje med sin gamle nemesis og ærkemodstander, den næsten lige så gamle venstrefløjskritiker af amerikansk udenrigspolitik, Noam Chomsky. Det ville dog være synd at sige, at synspunktet møder stor forståelse i selve Ukraine.

Putin var engang Vestens ven. At vestlige ledere længe var såre gode venner med Putin, findes der righoldigt arkivbelæg for. The New York Times har samlet videoklip, som illustrerer de hjertelige forbindelser. Tidligere præsident George Bush mente sågar at have set ind i Putins sjæl og stolede derfor på ham, men også andre ledere i NATO og USA befandt sig strålende i Putins selskab. Disse klip fra en nylig fortid gør det også svært at tro på de russiske påstande om, at Vesten kun har vist Putin og Rusland fjendskab.

Zizek langer ud efter både Rusland og Vesten. I et indlæg i The Guardian kritiserer den slovenske filosof begge sider i krigen for at handle, som om de ikke havde noget valg: »Vesten havde ikke andet valg end at hjælpe Ukraine til at forblive frit og uafhængigt, og Rusland var tvunget til at intervenere militært for at at beskytte sig selv. I det seneste eksempel siger det russiske udenrigsministerium, at Rusland ’vil være tvunget til gengældelsesskridt, hvis Finland slutter sig til NATO’.« Hvortil Zizek replicerer: »Nej, det vil ikke blive ’tvunget’, lige så lidt som Rusland blev ’tvunget’ til at angribe Ukraine. Denne beslutning kan kun fremstå som fremtvunget, hvis man accepterer et helt sæt af ideologiske og geopolitiske forhåndsantagelser, som opretholder den russiske politik. Men det er netop disse antagelser, som må drages i tvivl og analyseres nøje og uden nogen tabuiseringer,« lyder det fra den garvede ideologikritiker.

Kina er den store vinder. Hvordan verdens demokratier kan hævde sig over for verdens diktaturer er blevet det centrale geopolitiske tema i det 21. århundrede, skriver Eric Gujer, chefredaktør for det liberalkonservative schweiziske dagblad Neue Zürcher Zeitung. Rusland vil ødelægge den europæiske fredsorden, og Kina stræber efter verdensherredømmet. Kampen er ikke endeligt afgjort, men allerede nu kan der udpeges en vinder af Ukrainekrigen, og det er Kina, lyder Gujers vurdering.

På vej ud

I den måske mest taknemmelige ukrainske propagandasejr af alle kan Ukraines hær nu henvise til flere eksempler på, at russiske militærhunde hopper af til fordel for Ukraine. Euromaidanpress kan således berette om, hvordan den treårige schæfer Max blev ladt i stikken af russiske soldater og måtte forsøge at overleve på rådden mad, indtil den blev samlet op af en ukrainsk enhed, der nu er i gang med ’afnazificere’ den. Max, der er bombehund af uddannelse, hjælper nu de ukrainske styrker med at opsnuse ueksploderede bomber.

 

/Niels Ivar Larsen
 

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Willy Johannsen

Skribenten har uden tvivl ret i, Ruslands krig mod Ukraine har vist, at mange af de "tunge" våbensystemer er ved at være passé.
USA må eksempelvis til at se i øjnene, at deres flåde af hangarskibe nok er ved at være et engangsvåben.
I en krig kan de måske nå at få sendt flyene afsted. Men de vil måske ikke have et sted at lande igen.
Amerikanerne kan så trøste sig med, at de har teknologien til at fremstille de nye avancerede våben, som vil afgøre en fremtidig krig.
Det har Rusland til gengæld ikke.

jens christian jacobsen, Ole Olesen, Alvin Jensen og Jacob Nielsen anbefalede denne kommentar
Jacob Nielsen

Lad os håbe at det her er den sidste rigtige krig, med traditionelle og konventionelle våben, som foresager så meget lidelse og ødelægge. Hver eneste dag i Ukraine er en menneskelig katastrofe.

Men jeg tvivler…. Og jeg er nok ikke den eneste der har mareridt om natten over hvad i al verden det er der foregår.

Kim Morten Nissen, Klaus Lundahl Engelholt, Alvin Jensen, Inger Pedersen og Willy Johannsen anbefalede denne kommentar
Danny Hedegaard

Men lige nu og her er situationen den, at mellem 50 og 100 ukrainske soldater dør hver dag i Donbas.
For hver artilleri granat ukrainerne affyrer, der fyrer russerne mellem 30 og 50 granater mod Ukraine.

Det er ganske vist et udtryk for at russerne har samlet, og koncentrerer alt hvad de har i Donbas.
Og at de tærer på alt hvad de har af materiel, personel og ammunition.
Uden at de er i stand til, hverken at erstatte deres forbrug, eller deres egne tab.

Det er derfor for begge parter et spørgsmål om tid, hvis de skal kunne få overtaget.

For russerne er det afgørende at Ukraine lider så store tab, at de taber inden at russerne løber tør for ressourcer

For Ukraine er det afgørende at de kan bevare en tilstrækkelig kampkraft, til at de kan slå russerne, når de bogstaveligt talt har fyret alt det af, de har at gøre med.

I skrivende stund er tiden desværre på russernes side, og det vil forblive tilfældet.
Medmindre at Ukraine nu får den type tunge langtrækkende våben, som de i denne nye fase af krigen har desperat brug for.
Hvis de stadig skal kunne vinde krigen!

Når USA nu viser sig villige til at forsyne Ukraine med våben af en hidtil uset kaliber, er det derfor af alt afgørende vigtighed, at ord hurtigst muligt omsættes til handling.

Dage eller uger kan nu udgøre forskellen på, om Ukraine i sidste ende sejrer eller lider nederlag.

Vesten har til nu, desværre med forsinkelser.
Men til nu i tide eskaleret viljen til at levere den typer våben, som Ukraine i takt med krigens udvikling har haft behov for.

Ukraine har lidt unødige tab herved, krigen varer længere end den kunne have varet.
Men facit har til nu været, at Ukraine med overvældende succes, har omsat vestlige våbenleverancer til sejre på slagmarken.

Alle vestlige reservationer mod at levere visse typer af våben, er til nu blevet gjort til skamme, og nu må vi ikke holde igen med at levere det som Ukraine nu har desperat behov for.

Rusland nu er et sted hvor Tyskland var i 1944, hvor Tyskland satsede alt på et bræt, og endte med at tabe i 1945.

Det vil være utilgiveligt nu at tvinge Ukraine til at indgå en forhandlet fred.
Som både vil udgøre et vestligt svigt af de ofre Ukraine har lidt, også for os.
Og give Rusland en mulighed for at genvinde kræfterne til, igen at afpresse vesten. Og igen overfalde lande, der ulykkeligvis deler grænser med Rusland.

I 2022 som i 1945 er der kun en acceptabel udgang på denne krig.
Ruslands betingelsesløse kapitulation, og accept af virkelig demokrati i Rusland i fremtiden.

Venlig hilsen
Danny Hedegaard

Nels Friis Christensen, Jacob Nielsen, Lasse Schmidt, Frederik Schwane og Willy Johannsen anbefalede denne kommentar
Carsten Troelsgaard

Hvis ikke over-ivan allerede står med røven bar, så falder her nok en flig af lændeklædet:

https://www.rferl.org/a/russian-neo-nazis-fighting-ukraine/31871760.html

Danny Hedegaard

Det er en god følelse at ens eget land Danmark leverer et våben til Ukraine, som landet så insisterende har bedt om at få leveret!

Harpoon-missiler fra Danmark er nået frem til Ukraine
Kystforsvaret i vores land vil blive styrket af de missiler, som Danmark har sendt, siger forsvarsminister.
https://www.berlingske.dk/internationalt/harpoon-missiler-fra-danmark-er...

Nå kan vi bare afvente, i håbet om at disse missiler vil formå at sænke så mange russiske skibe som mulig.

Tyskland skulle skamme sig over landets tå krummende nøl, med at levere våben til Ukraine, som de både kan levere, og allerede burde have leveret.

Små lande som Danmark, Sverige og Finland bidrager mere sammen med Storbritannien og USA.
End store europæiske lande, narko afhængige af russisk energi, som de er:-(

Nu må hverken tysk industri eller oldingen Henry Kissinger, få held med at tvinge Ukraine til at indgå en fred.
Som Ukraine med vedvarende maksimal våbenhjælp fra vesten, ikke er nødt til at indgå.

Ukraine kan sejre, Ukraine skal sejre!

Hvis Ukraine ikke sejrer bliver det på grund af indflydelse fra de samme ulykkelige kræfter, som bragte vesten i en sådan afhængighed af russisk olie og gas.
At Rusland kunne invadere Ukraine, og efterfølgende fortsættende sælge både gas og olie til vesten.
Fordi vi ikke kan lade være med at købe:-(

Må det udgøre en lære der ikke går i glemmebogen, sådan at vi med omstilling til grøn energi kan se en fremtid i møde.
Uden at være afhængige af denne verdens despoter.

Venlig hilsen
Danny Hedegaard

Per Christensen, Nels Friis Christensen, Willy Johannsen og Jacob Nielsen anbefalede denne kommentar